Indlæg tagget med ‘genfærd’

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Mon ikke de fleste tænker på romaner som Oliver Twist, Pickwick-klubben og Et juleeventyr, når de hører navnet Charles Dickens? Men han skrev også en række uhyggelige historier, og et udvalg af disse er nu udkommet på Klims forlag.

Spøgelseshistorier er udvalgt og oversat af Hans-Jørgen Birkemose, og indeholder 17 fortællinger oprindeligt udgivet i årene 1836 til 1866. I den informative introduktion fortæller Birkemose nærmere om udvælgelsen, og hvordan flere af fortællingerne er historier, der oprindeligt var indbygget i Dickens romaner. Herunder blandt andre ‘Baronen af Grogzwig’, der oprindeligt udkom i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby.

Birkemose kommer også ind på Edgar Allan Poes anmeldelser af Dickens historier. Ikke mindst en spøjs detalje vedrørende Poes fortælling ‘The Tell-Tale Heart’, der udkom i 1843, og har bemærkelsesværdige ligheder med Dickens novelle ‘En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid’, der var udkommet tre år tidligere.

Et par af fortællingerne har jeg læst tidligere i forskellige antologier og andre oversættelser. Det drejer sig om ‘Skal tages med et gran salt‘ samt ‘Signalmanden‘. De øvrige historier var nye for mig. Jeg vil ikke gennemgå samtlige 17 fortællinger, men nøjes med at trække nogle få stykker ud, som jeg synes særligt godt om.

‘En gal mands manuskript’ udkom oprindeligt i romanen Pickwick-klubben i kaptiel 11. Jeg-fortælleren beretter, hvordan han engang var bange for at blive gal, da galskab løb i hans familie. Efter at have brugt mange år på at bekymre sig om, hvorvidt andre mente, at han var gal, blev han ramt af galskaben og væk var frygten. I stedet begyndte en tid, hvor han nød at være gal og skjulte sin galskab for omverdenen. Det lykkedes så godt, at han blev rig og ombejlet af familier, der ønskede ham gift med deres døtre og søstre. Det bliver han, og beslutter sig for at slå sin hustru ihjel som en triumf i sin komedie.

‘Advokaten og spøgelset’ stammer også fra Pickwick-klubben (kapitel 21), og er en lille kort novelle på godt tre sider, som er mere humoristisk end uhyggelig. En mand har lejet et gammelt, fugtigt værelse, hvori der stod et klodset, muggent dokumentskab med glaslåger. Lejeren taler højt om at bruge skabet som brænde, da glasdøren pludselig går op og afslører en udtæret, bleg skikkelse. Først bliver lejeren forskrækket, men så kommer han på en god idé.

‘Baronen af Grogzwig’ udkom som nævnt oprindeligt i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby. Historien har som ‘Advokaten og spøgelset’ en humoristisk tone. Baron Von Koeldwethout til Grogzwig i Tyskland var en livsglad mand, der nød at gå på jagt og feste med sine mænd. På et tidspunkt beslutter han sig for at gifte sig med baron Von Swillenhausens datter under trusler om at lægge slottet i grus, hvis hun modsatte sig. Mange år senere er baronen dybt forgældet og beslutter sig for at tage livet af sig. Men først vil han drikke en flaske vin og ryge en pibe, og mens han sidder der, får han uventet besøg.

‘Den hjemsøgte mand og åndens tilbud’ er en af Dickens fem juleromaner, der udkom i 1840’erne. Hovedpersonen er hr. Redlaw, en mand tynget af fortidens sorger, men som er hjælpsom og venlig overfor alle. En aften får han et tilbud fra en ånd, der hjemsøger ham, om at slippe for at huske på sin sorg og sin uret. Redlaw fristes af tilbuddet, men opdager snart at uden sorg er man ikke et helt menneske. Med sine 114 sider føles historien til tider lidt lang for mine moderne øjne. Men sproget er ualmindeligt smukt, som for eksempel nedenstående beskrivelse af skumringen, der falder på:

Mens skumringen allevegne slap skyggerne fri, der havde siddet fængslet hele dagen og nu nærmede sig hinanden og forsamledes som skarer af genfærd til mønstring. Mens de stod skulende og med mørke miner kiggede frem bag halvåbne døre. Mens de fuldstændig havde indtaget tomme værelser. Mens de dansede på gulvene og væggene og lofterne i beboede værelser med en sagte ild og fortrak som havet ved lavvande, når ilden flammede op i buldrende luer. Mens de drev fantastisk spot med almindelige genstandes form, gjorde barnepigen til en trold, gyngehesten til et uhyre, og det undrende barn, halvt bange og halvt fornøjet, til en fremmed for sig selv.” (side 79)

‘Signalmanden’ er en af mine all time yndlings spøgelseshistorier, så den skal også nævnes. Fortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Hvis du holder af fortællinger om spøgelser og sære hændelser, så er Spøgelseshistorier værd at læse. Også selvom du måske ikke tror, at Dickens er noget for dig.

Bogen er i øvrigt fuld af fine vignetter og enkelt helsides illustrationer i sort/hvid, der bidrager til det victorianske udtryk, og gør Spøgelseshistorier en fornøjelse at bladre i. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag illustrationerne

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
“[…] Novellerne er velskrevne og veloversatte, holdt i et moderne sprog, hvor man stadig tydeligt kan mærke den Dickenske ånd. Læseren skal ikke forvente bloddryppende eller overnaturlige gys, men nærmere fortællinger, der leger kispus med sindets krinkelkroge.”

Litteratursidens anmeldelse:
[…] De udvalgte historier har alle noget dystert og ildevarslende over sig, så man er holdt i en skruestik, mens man læser. Nogle af dem har dog også en lystig tone, blandt andet den korte historie ‘Advokaten og spøgelset’, hvor advokaten giver spøgelset noget at tænke over. Spøgelserne, om de så er fysiske eller oppe i hovedet, er i det hele taget allestedsnærværende, og jeg er ikke i tvivl om, at Birkmose her har gjort et godt og kompetent job og ramt plet i sin udvælgelse.” (Læs hele anmeldelsen her)

Berlingske Tidendes anmeldelse:
Hvis der findes en årstid for Charles Dickens’ spøgelseshistorier (som De, kære læser, sandsynligvis slet ikke kender endnu), så er det denne årstid. Regnen, der pisker mod ruden, julegaveræset og ungernes iPads, der lyser op i mørket; hvem føler ikke en ubændig trang til at supplere det 21. århundredes kommercielle tvangshygge med en dyb lænestol, en slåbrok med silkekniplinger, fut i pejsen og gruopvækkende historiske sug i maven? Lad mig betro Dem, at uanset hvor man befinder sig i denne utåleligt virkelige verden, uanset hvor meget trængsel og alarm, der omgiver én, så er det sådan, det mærkes at sidde med »Spøgelseshistorier«, denne samling af 17 kortere og længere gyserfortællinger af Charles Dickens, kurateret og oversat til fortræffelighed af den danske godfather inden for victoriansk litteratur, Hans-Jørgen Birkmose.” (30.11.2020 Kathrine Diez i Berlingske Tidende)

Politikens anmeldelse:
[…] som det fremgår af disse aldrig før oversatte 17 spøgelseshistorier, er der også hos Dickens mere mellem himmel og jord end som så. Den erfarne Dickens-oversætter Hans-Jørgen Birkmose har omhyggeligt udvalgt en samling fortællinger, der alle er karakteriseret ved at være overnaturlige gys. Spøgelser og ånder plager de levende, uforklarlige hændelser vender op og ned på skæbner for såvel høj som lav, og i et par enkelte noveller (‘ Barnepigens fortællinger’) kaster Charles Dickens sig sågar med humoristisk distance ud i noget, der nærmest må betegnes som horrorsplatter.” (26.11.2020 Anne-Marie Vedsø Olesen i Politiken)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 19.11.2020
Forlag: Klim, 370 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Oversætter: Hans-Jørgen Birkemose

Indhold:
Det sorte slør (The Black Veil, 1836)
En gal mands manuskript (A Madman’s Manuscript, 1836)
Advokaten og spøgelset (The Lawyer and the Ghost, 1836)
Baronen af Grogzwig (The Baron of Grogzwig, 1838)
En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid (A Confession Found in a Prison in the Time of Charles II, 1840)
Den hjemsøgte mand og åndens tilbud (The Haunted Man and the Ghost’s Bargain, 1848)
Julespøgelser (Christmas Ghosts, 1850)
Bør læses i skumringen (To be Read at Dusk, 1852)
Spøgelset i brudekammeret (The Ghost in the Bride’s Chamber, 1857)
Det hjemsøgte hus (The Haunted House, 1859)
Barnepigens fortællinger (Nurse’s Stories, 1859. Også med titlen Captain Murderer and the Devil’s Bargain)
Hr. Testators hjemsøgelse (Mr. Testator’s Visitation, 1861)
Fire spøgelseshistorier (Four Ghost Stories, 1861)
Portrætmalerens fortælling (The Portrait-Painter’s Story)
Skal tages med et gran salt (To be Taken with a Grain of Salt, 1865. Også med titlen The Trial for the Murder)
Signalmanden (The Signalman, 1866)
Et barns drøm om en stjerne (A Child’s Dream of a Star, 1850)

Læs også:

Gengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
The Man in the Picture af Susan Hill
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger
Horla af Guy de Maupassant
Nye spøgelseshistorier / red. Tage la Cour
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Skygger / red. Steen Langstrup
Spøgelseshistorier / red. Hakon Stangerup
Olalla af Robert Louis Stevenson
Sælsomme historier / red. Sigurd Hoel
Fire noveller af Christian Winther

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Min gode kollega Janus er bogelsker med stort B, så ind i mellem opdager han, at hjemmebiblioteket rummer flere eksemplarer af den samme titel. Under en sådan oprydning forærede han mig en række af sine dubletter, blandt andet Klokkerne og andre sælsomme fortællinger der består af 12 historier om genfærd og uforklarlige hændelser.

De 12 forfattere er alle engelske. Nogle af dem kendte jeg på forhånd, andre var mig ukendte. Og selvom enkelte af novellerne ikke helt lever op til bagsidens løfte om “lekture af højeste kvalitet“, så er langt de fleste så absolut værd at læse.

Fra bagsiden:
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er skrevet af 12 toneangivende engelske novellister, og hver novelles handling er bygget over en uforklarlig eller overnaturlig hændelse.

Bortset fra dette fællespræg er novellerne indbyrdes såre forskellige, og temaet veksler fra det fint poetiske i John Connells ‘Huset i højlandet’, der handler om en overanstrengt rejsendes forunderlige oplevelser i en afsidesliggende egn af Skotland, til det fuldkomment groteske i ‘Huset, der ikke ville stå stille’ af L.A.G. Strong. Videre til de makabre optrin i titelnovellen af Robert Aickman: ‘Klokkerne’, om to mennesker der tilbringer deres bryllupsrejse ved et fordums rigt besøgt, men efterhånden glemt badested […].

I Elizabeth Taylors fortælling ‘Stakkels pige’ identificeres en stilfærdig præstedatter og privatlærerinde uafvidende med sin sensuelle elevs tilkommende hustru; og således skifter scenerne i denne samling fortællinger, der endvidere rummer følsomme, realistiske og humoristiske passager, men frem for alt er spændende lekture af højeste kvalitet.

Blandt mine favoritter er titelnovellen af Robert Aickman. ‘Klokkerne’ er også trykt i antologien Masser af spøgelser under titlen ‘Alle sjæles dag’. Jeg har således læst den tidligere, men ikke desto mindre blev jeg fuldstændig overrumplet af historiens klimaks. Det er pudsigt, hvordan den samme novelle kan ramme så forskelligt, afhængigt af hvornår man læser den.

Hvor Aickmans novelle er ret barsk, tilhører ‘Den rette ejer’ af Elizabeth Bowen snarere de klassiske engelske spøgelseshistorier. Her har et pensioneret ægtepar købt deres drømmehjem, et ensomt beliggende hus i det vestlige England. Men bedst som de har fået indrettet sig, modtager de et brev fra husets tidligere ejers nevø. Denne er overbevist om, at huset er hans, og nu starter en besynderlig tovtrækning mellem stærke viljer. Jeg har tidligere læst ‘Hånd i handske‘ af Elizabeth Bowen, som også kan anbefales.

Endeligt vil jeg også fremhæve ‘Manden i elevatoren’ af L.P. Hartley. Her er en lille dreng vældig fascineret af elevatoren på familiens feriehotel, samtidig med at han frygter skyggeskikkelsen heri. Hartleys noveller kan findes i flere danske antologier, blandt andre Fra en død mands lommer og Spøgelseshistorier fra hele verden.

Antologien er som sagt fuld af glimrende fortællinger, så jeg kunne også have fremhævet ‘Hvem er Sylvia?’ af Cynthia Asquith, ‘Vær så god at inklinere’ af Ronald Blythe, ‘Der er nogen, der kalder’ af James Laver og ‘Harry’ af Rosemary Timperley.

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er et udvalg af novellerne fra The Third Ghost Book fra 1955. Ud fra hvilke kriterier de 12 noveller er udvalgt, og de sidste 15 noveller er fravalgt fremgår desværre ikke, ligesom den originale introduktion af L.P. Hartley heller ikke er medtaget i den danske oversættelse. Dette til trods er Klokkerne herlig læsning, hvis du som jeg holder af gode historier om genfærd og andre uforklarlige hændelser.

Om Klokkerne og andre sælsomme fortællinger:

Udgivelsesår: 1956
Forlag: C.A. Reitzels Forlag, 154 sider
Omslag: Povl Kolind
Originaltitel: The Third Ghost Book / ed. Cynthia Asquith
Oversætter: Johanne Marie Larsen

Indhold:
Klokkerne af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1955)
Hvem er Syliva? af Cynthia Asquith (Who Is Sylvia? 1955)
Vær så god at inklinere af Ronald Blythe (Take Your Partners, 1955)
Den rette ejer af Elizabeth Bowen (The Claimant, 1955)
Mrs. Smiff af Collin Brooks (Mrs. Smiff, 1955)
Huset i højlandet af John Connell (The House in the Glen, 1955)
Lægen af Mary Fitt (The Doctor, 1955)
Manden i elevatoren af L.P. Hartley (Someone in the Lift, 1955)
Der er nogen, der kalder af James Laver (Somebody Calls, 1955)
Huset, der ikke ville stå stille af L.A.G. Strong (The House That Wouldn’t Keep Still, 1955)
Stakkels pige af Elizabeth Taylor (Poor Girl, 1955)
Harry af Rosemary Timperley (Harry, 1955)

Skimmelrytteren af Theodor Storm

Skimmelrytteren af Theodor Storm

[Skimmelrytteren] er en dramatisk historie, hvis handling udspiller sig langs den sønderjyske (sydslesvigske) vestkyst i 1700-tallet, og hvor naturens kræfter og de menneskelige lidenskaber stilles op imod en klar og nøgtern intelligens. Her berettes om stormflod og jalousi, ung kærlighed og spøgeri – kort sagt en spændende historie af en af Europas store fortællere, mesterligt fordansket af Peer Sibast.” (fra bagsiden)

Under et voldsomt uvejr rider en mand af sted på et nordfrisisk dige. Her møder han en mørk rytter på en mager skimmel, der rider forbi ham i fuld fart. Da han kort efter søger ly i en kro i nærheden, får han historien om Skimmelrytteren.

Tede Haiens søn, Hauke, lærer som lille sig selv matematik efter en hollandsk Euklid, som faren har haft liggende i en kiste på loftet. Den viden vil han bruge til at gøre digerne mere effektive, så han søger plads som ungkarl hos digegreven. Her lykkes det ham med tiden at få digegrevens fortrolighed og dermed indflydelse på arbejdet med digerne, og langsomt overtager Hauke stort set alle pligterne. Da digegreven dør, gifter Hauke sig med datteren Elke og bliver selv udnævnt til digegreve. Ikke alle er dog tilfredse med Haukes sociale opstigen, og slet ikke med hans planer om at reformere digerne. Alligevel kaster Hauke sig over opgaven med ildhu, og alt går tilsyneladende hans vej. Indtil en stormflod truer…

Med mere end 130 år på bagen er Skimmelrytteren naturligt nok ikke umiddelbart særlig uhyggelig for en moderne læser. Hertil er fortællingen for patosfyldt og sproget for bedaget. Ikke desto mindre har romanen også noget at tilbyde nutiden. For selvom historien om Hauke Haien er fuld af drama og store følelser, indeholder den også en urovækkende snert af gys. De gamle sagn føles ind i mellem virkelige, selvom den rationelle Hauke fornægter dem, og slutningen er ganske nådesløs.

Den 1. juli genudgiver A Mock Book (i kommision hos Gads Forlag) romanen. I pressematerialet skriver de: “Nu genudgives [Theodor Storms] hovedværk “Skimmelrytteren”, der samtidig er en klassiker i den tyske litteraturhistorie, på dansk. Bogen regnes til den tyske realisme, men har fået fornyet aktualitet i kraft af sin skildring af menneskets naturforhold og kamp mod stigende vandmasser.”

Anmelderne skriver:

Bogrummet: ”Skimmelrytteren”, der udkom kort efter forfatterens død i 1888, bygger på et af marsklandets mange sagn og befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og overtro. Hauke Haien var et menneske med fremtidsvisioner, men kan man ignorere omgivelsernes overtro? Der er noget skæbnesvangert over fortællingen om manden, der opnår alt: en smuk kone og barn, en stor gård, position og magt i samfundet – men aldrig sjælefred. Selv efter døden rider han på diget, når stormen er værst. Theodor Storm var embedsmand i Husum og kendte derfor livet i marken godt. ”Skimmelrytteren” er i dag en tysk klassiker og samtidig én af de få romaner, der skildrer marsklandet. Derfor kan den – ud over de litterære kvaliteter – anbefales som en introduktion til marsken og dens mennesker for rejsende til området.

Grænseforeningen: “Skimmelrytteren” er en vidunderlig blanding af marskens og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår. Romanen giver et indblik i det hårde liv på marskens udkant, det stadige besvær med at holde digerne, indvinde land og ikke mindst angsten for stormfloden.

Irish Times: Just as most American school children are familiar with Washington Irving’s “The Legend of Sleepy Hollow” , their German counterparts know “The Rider on the White Horse”. It is a German literary landmark and remains one of the great ghost stories, never to be forgotten and never losing its ability to terrorise. Not because it is obviously creepy, but because its slow, subtle, nuanced telling lingers through a balanced mix of logic and the inevitable.

Om Skimmelrytteren:

Udgivelsesår: 1982
Forlag: Melbyhus, 160 sider
Omslag: A. Petersen-Røm
Originaltitel: Der Schimmelretter (1888)
Oversætter: Peer Sibast

Læs også:

Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Diget af Teddy Vork

Spøgelseshvisker af Nick Clausen

Spøgelseshvisker af Nick Clausen

I denne historie er det dig, der er hovedpersonen.

Du er spøgelseshvisker, og du bliver kaldt ud for at hjælpe med at uddrive spøgelserne, som hjemsøger en nedlagt skole. Hvis din opgave skal lykkes, må du træffe de rette valg. Men pas på – spøgelserne er ikke alle venlige, og dit liv kan hurtigt komme i fare! (fra bogens bagside)

Bøger, hvor læseren selv er med til at bestemme handlingen, er ved at få et comeback. Blandt andet har forlaget Dreamlitt de seneste år udgivet en række titler under imprintet Tværveje, og Spøgelseshvisker af Nick Clausen er forlaget Facets bud.

Som sagt er læseren selv hovedpersonen, og historien åbner med, at du ankommer til et hus, hvor 14-årige Janus tager imod dig og forklarer dig, hvorfor han har bedt dig komme. Han fortæller, hvordan byens skole har stået tom i tre år efter en voldsom brand, der dræbte en række elever, som nu hjemsøger skolen. Herefter går historien i gang.

Spøgelseshvisker er opdelt i nummererede kapitler, og efter hvert kapitel får læseren en række valgmuligheder. Hvis du efter første kapitel f.eks. vælger at gå direkte op til skolens hoveddør, bladrer du frem til side 20 og læser kapitel 6. Men vil du i stedet sondere lidt først, bladrer du frem til side 30 og læser kapitel 11. Her er således ikke brug for terninger eller papir og blyant som i Fyrtårnet af Nikolaj Johansen, jeg tidligere har læst.

Historien i Spøgelseshvisker er spændende og med mange muligheder for at vælge forskelligt. Jeg måtte således læse bogen en del gange, før det lykkedes mig at gennemføre. Der er dog også mulighed for at give op undervejs og gå til løsningen, så ingen læsere bliver snydt for slutningen. Det synes jeg er en god beslutning, og giver også bogen en bredere målgruppe.

Som altid (fristes jeg til at skrive) fortæller Nick Clausen i et levende og spændende sprog, og Spøgelseshvisker er endnu en underholdende roman fra hans hånd. Personligt er jeg ikke så stor fan af interaktive bøger. Jeg kan bedre lide at fordybe mig i en færdig historie. Men når det er sagt, er jeg sikker på, at unge spilbogs-entusiaster vil have stor fornøjelse med at kaste sig over den uhyggelige historie.

Så god fornøjelse med at jage spøgelser! Og tak til forlaget Facet som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Spøgelseshvisker:

Udgivelsesår: 10.01.2020
Forlag: Facet, 82 sider
Omslag: Nick Clausen
Lix: 22
Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav af Benni Bødker
Fyrtårnet af Nikolaj Johansen
Er jeg smuk? af Michael Kamp og Tænkehatten
Åndehviskeren af Haidi W. Klaris
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker

Den dobbelte grav af Benni BødkerGenfærd, blodsugere, gravrøvere og et sunket slaveskib er blandt ingredienserne i Benni Bødkers rædselssymfoni for gyserentusiaster fra +10 år

Den dobbelte grav indeholder 13 noveller af Benni Bødker og er fyldt med de fedeste illustrationer af David Mikkelsen.

Jeg er ret gammeldags, når det gælder bøger. Jeg kan sagtens læse ebøger, og kan også se det smarte i at man hurtigt og billigt kan købe spændende bøger fra nærmest hele verden. Men personligt holder jeg mest af at få en papirbog i hånden. Når den så er i lækkert layout, og indholdet ligeledes er godt – jamen, så bliver min verden ikke meget bedre.

Og Den dobbelte grav er flot. Bogen har stift bind og er trykt på kraftigt papir. Layoutet er gennemført med flotte knogle-vignetter i starten af hvert kapitel, og en illustration hvid på sort afslutter hver fortælling og understreger den uhyggelige stemning. Når man køber bogen, får man desuden en vinylplade af metalbandet Undergang med, som indeholder to sange inspireret af bogen. Sangen kan også streames på Undergangs hjemmeside.

De 13 noveller er en blanding af fortællinger fra gamle dage og fra nutiden. Flere af historierne har tråde til historiske emner eller myter og sagn. Eksempelvis udspiller novellen ‘De grædende børn’ sig i nutidens Spanien, men trækker tråde til den spanske borgerkrig og Francos diktatur. Mens novellen ‘Den blodige legion’ tager udgangspunkt i den fransk-preussiske krig 1870-71.

Benni Bødker skriver ikke ned til sine læsere, men er god til at forklare undervejs, for eksempel om lygtemændene i ‘I nat dør vi’: “Folk her omkring siger, at på heden hærger lygtemændene. Vover man sig ud en mørk aften som nu, kan man se de flakkende lys. Det er de dødes genfærd, der lyser op og forsøger at lokke vejfarende til sig. Lokke dem med sig så langt ud på heden, at de ikke længere kan finde hjem. Eller ud i den bundløse mose. Sådan lyder historierne. Lygtemændene varsler død, og det er bedst at holde sig på lang afstand af dem.” (side 44)

Nogle af novellerne har tidligere været udgivet i serien 666, der beskrives som “[…] klassiske, letlæste gysere, inspireret af virkelige begivenheder […]“. Blandt dem er ‘En af os’, der handler om Johan, som har fået en idé til at slippe af med rødderne, der forfølger ham. I første omgang er idéen en succes, men siden viser den sig at være et tveægget sværd.

Historierne i Den dobbelte grav er grumme, overraskende og uden garanti for lykkelige slutninger. Målgruppen er måske nok børn som holder af stemningsfulde gys, men voksne kan såmænd også sagtens læse med. Jeg var i hvert fald godt underholdt af de stemningsfulde fortællinger, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Benni Bødker er i øvrigt snart aktuel med Grimm II, hvor han sammen med Kenneth Bøgh Andersen genfortæller 10 eventyr af brødrene Grimm. Ligesom første bind bliver bogen illustreret af John Kenn Mortensen, og jeg glæder mig allerede.

Tak til forlaget Corto som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Besøg Benni Bødkers hjemmeside.

Om Den dobbelte grav og andre rædsler:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Corto, 190 sider
Omslag og illustrationer: David Mikkelsen

Indhold:

Den dobbelte grav
En af os (tidligere udgivet som Krageklippen i serien ‘666’)
I nat dør vi (tidligere udgivet som Lygtemænd i serien ‘666’)
Elsket og savnet
50 sjæle (tidligere udgivet som Hvil i Helvede i serien ‘666’)
Skibskisten
Til døden os skiller
De grædende børn (tidligere udgivet som De grædende i serien ‘666’)
Vrykoloka (tidligere udgivet som Ulvene fra Konstantinopel i serien ‘666’)
De blinde døde (tidligere udgivet som Blod til Baphometh i serien ‘666’)
Den blodige legion (tidligere udgivet som Genfærdslegionen i serien ‘666’)
Lad deres knogler synge (tidligere udgivet som Den hornede i serien ‘666’)
Den dobbelte grav

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Søvn og torne af Neil Gaiman
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
Midnatstimen af Dennis Jürgensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn

Spøgelseshistorier af Lafcadio HearnSpøgelseshistorier er en meget tynd bog. Så tynd at jeg nærmest ikke nåede at blive grebet, før sidste side var vendt.

Forrest er en kort indledning om forfatteren Lafcadio Hearn (1850-1904) skrevet af Poul Malmkjær. Her fortæller Malmkjær om, hvordan Hearn i sin samtid var den første store formidler af Japan til Vesten. Hearn blev født i Grækenland (hans mor var græker og hans far englænder) men boede i barndommen forskellige steder. Hearn blev gift japansk og søgte i 1894 japansk statsborgerskab. I løbet af en ret kort årrække udgav han en række bøger med udgangspunkt i Japan, lige fra skildringer af japanske hverdagssæder og skikke, til genfortællinger af japanske sagn og legender og egne bidrag til genren, spøgelseshistorier.

Indledningen slutter af med et uddrag fra Hearns essay Nightmare Touch fra samlingen Shadowings. Her fortæller Hearn om frygten for spøgelser, og dette lille uddrag er efter min mening det bedste i bogen, for her fornemmer man virkelig Hearns evne til at fortælle, så det står lyslevende for læserens øjne. Jeg er ikke bange for mørket, men efter denne korte tekst, var det lige før jeg blev det.

Resten af bogen består af Hearns gendigtninger af japanske sagn og spøgelseshistorier.

“Ingwa-Banashi” handler om daimyoens døende hustru, der som et sidste ønske tilkalder den 19-årige konkubine Yukiko. Hustruen forsikrer Yukiko om, at denne fortjener at blive daimyoens nye hustru, når hun selv er død. Men hun håber, at Yukiko vil gøre hende en sidste tjeneste – bære hende udenfor så hun kan se kirsebærtræets blomster en sidste gang …

“En sommernats drøm” er Hearns tanker fra en rejse han foretog blandet med en genfortælling af to japanske myter, som han kommer til at tænke på undervejs. Den ene handler om fiskerdrengen Urashima Taro, som følger en smuk pige til Havets Drageguds palads. Den anden om den gamle brændehugger som ved et tilfælde finder ungdommens kilde.

“Legenden om Yurei-Daki” handler om en gruppe kvinder, som efter fyraften underholder hinanden med spøgelseshistorier. Én af dem tager imod udfordringen om gå alene op til Yurei-Daki (Genfærdenes vandfald), men da hun kommer tilbage …

“I en kop te” er et brudstykke af en fortælling, som aldrig er blevet færdiggjort. Hovedpersonen er en slags væbner, som i en kop te ser spejlbilledet af et ansigt, der ikke er hans eget.

“Yuki-Onna” handler om to brændehuggere, som en kold vinternat bliver overrasket af en snestorm. De finder ly i en lille hytte, men om natten har den yngste brændehugger en underlig drøm.

Den sidste fortælling hedder “Forsoningen”. En ung samurai fra Kyoto lader sig skille fra sin hustru, da han må rejse bort for at komme i tjeneste hos guvenøren over en fjern provins. Samuraien gifter sig igen, men som årene går, tænker han oftere og oftere på sin første hustru. Da hans tjeneste er ovre, søger han derfor tilbage til Kyoto for at opsøge sin første hustru, og stor er glæden da hun tager kærligt imod ham.

Historierne er for så vidt glimrende, men de er meget korte. Næsten alle er blot et par sider med undtagelsen af ”En sommernats drøm”, som er på 18 sider. Det lille omfang gør, at jeg synes, det er svært helt at blive grebet af Hearns univers. Endelig synes jeg heller ikke, at der er særlig stor sammenhæng mellem introduktionsdelen og spøgelseshistorierne til sidst. Derved bliver bogen en mærkelig størrelse, som jeg havde lidt svært ved at blive grebet af.

Når det er sagt, må jeg dog også sige, at jeg fik lyst til at læse mere af Lafcadio Hearn. Det var dog hovedsageligt på grund af uddraget fra essayet Nightmare Touch, som, så vidt jeg kan se, desværre ikke er oversat til dansk i sin helhed.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1994
Forlag: Fisker & Schou, 53 sider
Omslag: Per Arnoldi
Oversætter: Poul Malmkjær

Indhold:

Om forfatteren
Ingwa-Banashi
En sommerdags drøm
Legenden om Yurei-Daki
I en kop te
Yuki-Onna
Forsoningen

Læs også:

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Etatsråden af Arne Munk

Etatsråden af Arne MunkJeg-fortælleren er modvilligt flyttet til Vestjylland på sin hustrus Tove foranledning. Hun faldt pladask for et gammelt hus, langt fra naboerne og tæt på skoven, og nu har ægteparret lejet huset med deres tre børn og er flyttet ind. Men det varer ikke længe, før fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Blandt andet ser han jævnligt en ældre herre med et ødelagt ansigt iklædt tøj fra en anden periode.

Manden viser sig at være husets tidligere ejer, etatsråd Magnus Andersen, der har været død i mange år. Om etatsråden går der mange historier på egnen. Han var københavner, men opkøbte store arealer land i Vestjylland, ligesom han var drivkraften bag veje og privatbaner. Han stod selv bag byggeriet af huset og anlagde ligeledes selv søen, som han fyldte med frøer. Dog boede han kun i huset fra begyndelsen af maj og indtil sommeren satte ind. Resten af tiden var huset lukket af. Og sikke et hus:

“Et ejendommeligt hus, slog det mig. Det havde været arkitekten eller bygherren magtpåliggende, at verdenshjørnerne skulle repræsenteres så rigeligt som gørligt og muligt. Øverst oppe under taget havde man ligefrem tårnfornemmelser. Fire nicher med vinduer mod nord, syd, øst og vest. Rummet var lavt og levnede ingen voksen mand ståhøjde. Midt i stod en plysstol på en drejeskive. Uden nævneværdig kraftanstrengelse kunne man snurre hele kompasset rundt og således gardere sig mod enhver overraskelse udefra.

Mod vest kunne man følge trafikken over dæmningen. Mod syd færdselen ad landevejen. Mod nord havde man udsigt til skoven og engdraget, og mod øst lå de åbne marker med spredte bevoksninger. Enhver fremtrængende fjende ville blive observeret, før han kunne slå til. Søen, dæmningen, stigbordet og træbroen over udløbet støttede borg- og voldgravsfornemmelserne. Etatsråden ville åbenbart ikke overraskes, eller ønskede han blot som en majestæt at trone over sit udstrakte rige? I forbindelse med ham knyttede det ene uløste spørgsmål sig til det andet. Overalt efterlod han sig gåder.” (side 13)

Mens Tove intet mærker til etatsrådens tilstedeværelse, bliver fortælleren mere og mere påvirket. Og så begynder børnene også at opleve noget …

At læse Etatsråden er lidt som at samle et puslespil. Hver brik tilføjer noget til det store billede, men overblikket kommer først allersidst. Jeg synes personligt godt om historien, men den falder ikke nødvendigvis i alles smag. Sproget er til tider noget gammeldags konstrueret, så man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Ligeledes er der mange spørgsmål, vi ikke fuldt får besvaret. Jeg ville gerne vide meget mere om etatsrådens liv, f.eks. hvorfor han kun boede i huset i perioder, og hvorfor det blev bygget som en fæstning? Endelig er det ind i mellem svært at skelne mellem fortællerens drømme, og det han oplever i vågen tilstand. Sidstnævnte er formentlig bevidst fra forfatterens side, men virker lidt forvirrende under læsningen.

Når jeg alligevel synes godt om Etatsråden, er det fordi, den ganske simpelt virker. Som læser følger vi fortællerens langsomme opløsning, mens han opsluges af fortidens syner. Efterhånden som han sætter sig ind i etatsrådens liv, bliver han mere og mere tiltrukket af naturen, som før efterlod ham ligegyldig. Og han udvikler en stor sympati for husets tidligere ejer, som han tillægger en masse gode egenskaber. Samtidig falder hans ægteskab fra hinanden, for Tove kan ikke acceptere fortællerens optagethed af ‘det overnaturlige’. Eller er det fortælleren som ikke kan acceptere Toves syn på livet?

På nogle måder minder Etatsråden mig om The Haunting of Hill House af Shirley Jackson. Her er samme dystre stemning, og samme tvivl om vi overhovedet kan stole på fortællerstemmen. Her er mareridtsagtige skildringer af omgivelserne, og derudover er her pludselige voldsomheder, hvor etatsrådens karakter i glimt afsløres. For mig samler det hele sig til en fascinerende og sært skræmmende historie, som absolut kan anbefales. Men den kræver som sagt, at man giver sig tiden til den.

Om Etatsråden:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Sesam, 140 sider
Omslag: Bente Polano

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Hundene af Allan Stratton
Forglemmigej af Teddy Vork

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda
Oversætter: Annette Lerche Trolle

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork

Små onde svin af John Kenn Mortensen

Små onde svin af John Kenn MortensenDa 13-årige Sebastians mor bliver indlagt med nervøst sammenbrud, må Sebastian flytte til Lolland hos sin onkel Gunnar på hans ruin af en herregård. Nætterne på Kragenborg er ensomme og fulde af lyde, skikkelser og søvngængeri. Sebastian ser en mand med en økse og en kæmpe gris med tre ben, og husets gamle elevator går hele tiden i gang af sig selv.

Er han blevet gal ligesom sin mor, eller er der noget, der vil ham til livs? (bagsideteksten)

John Kenn Mortensen har endnu en gang skrevet en forrygende historie, der kan læses af alle aldersgrupper – bare nerverne er i orden. Som i De utilpassede er vi atter på Lolland, hvor JKM selv voksede op. Der er nu ikke meget barndoms-nostalgi over Små onde svin, som på alle måder er uhyggelig – også uhyggelig god.

Men udover at være en ædende ond historie er Små onde svin også en fortælling om venskab og sammenhold. Selvom de voksne sjældent kan hjælpe de lidt anderledes eksistenser, står den følsomme Sebastian heldigvis ikke helt alene overfor de mystiske hændelser på Kragenborg. En lille outsider-gruppe på hans nye skole tager ham under vingerne, og det viser sig, at de har en særlig tilknytning til Sebastians nye hjem. Og ved at hjælpe dem hjælper Sebastian sig selv.

Små onde svin er en ualmindelig god roman, der både er skræmmende og rørende med et lille drys sort humor. Jeg har i virkeligheden kun én ting at sige om den, og det er: Læs den!

Om Små onde svin:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Høst & Søn, 315 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Dukkehuset af D. S. Henriksen
I brøndens mørke af Annette Herzog
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Thornhill af Pam Smy
Lockwood & Co. – Den skrigende trappe af Jonathan Stroud
Det sidste hus af Jonas Wilmann