Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
genfærd Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘genfærd’

Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker

Den dobbelte grav af Benni BødkerGenfærd, blodsugere, gravrøvere og et sunket slaveskib er blandt ingredienserne i Benni Bødkers rædselssymfoni for gyserentusiaster fra +10 år

Den dobbelte grav indeholder 13 noveller af Benni Bødker og er fyldt med de fedeste illustrationer af David Mikkelsen.

Jeg er ret gammeldags, når det gælder bøger. Jeg kan sagtens læse ebøger, og kan også se det smarte i at man hurtigt og billigt kan købe spændende bøger fra nærmest hele verden. Men personligt holder jeg mest af at få en papirbog i hånden. Når den så er i lækkert layout, og indholdet ligeledes er godt – jamen, så bliver min verden ikke meget bedre.

Og Den dobbelte grav er flot. Bogen har stift bind og er trykt på kraftigt papir. Layoutet er gennemført med flotte knogle-vignetter i starten af hvert kapitel, og en illustration hvid på sort afslutter hver fortælling og understreger den uhyggelige stemning. Når man køber bogen, får man desuden en vinylplade af metalbandet Undergang med, som indeholder to sange inspireret af bogen. Sangen kan også streames på Undergangs hjemmeside.

De 13 noveller er en blanding af fortællinger fra gamle dage og fra nutiden. Flere af historierne har tråde til historiske emner eller myter og sagn. Eksempelvis udspiller novellen ‘De grædende børn’ sig i nutidens Spanien, men trækker tråde til den spanske borgerkrig og Francos diktatur. Mens novellen ‘Den blodige legion’ tager udgangspunkt i den fransk-preussiske krig 1870-71.

Benni Bødker skriver ikke ned til sine læsere, men er god til at forklare undervejs, for eksempel om lygtemændene i ‘I nat dør vi’: “Folk her omkring siger, at på heden hærger lygtemændene. Vover man sig ud en mørk aften som nu, kan man se de flakkende lys. Det er de dødes genfærd, der lyser op og forsøger at lokke vejfarende til sig. Lokke dem med sig så langt ud på heden, at de ikke længere kan finde hjem. Eller ud i den bundløse mose. Sådan lyder historierne. Lygtemændene varsler død, og det er bedst at holde sig på lang afstand af dem.” (side 44)

Nogle af novellerne har tidligere været udgivet i serien 666, der beskrives som “[…] klassiske, letlæste gysere, inspireret af virkelige begivenheder […]“. Blandt dem er ‘En af os’, der handler om Johan, som har fået en idé til at slippe af med rødderne, der forfølger ham. I første omgang er idéen en succes, men siden viser den sig at være et tveægget sværd.

Historierne i Den dobbelte grav er grumme, overraskende og uden garanti for lykkelige slutninger. Målgruppen er måske nok børn som holder af stemningsfulde gys, men voksne kan såmænd også sagtens læse med. Jeg var i hvert fald godt underholdt af de stemningsfulde fortællinger, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Benni Bødker er i øvrigt snart aktuel med Grimm II, hvor han sammen med Kenneth Bøgh Andersen genfortæller 10 eventyr af brødrene Grimm. Ligesom første bind bliver bogen illustreret af John Kenn Mortensen, og jeg glæder mig allerede.

Tak til forlaget Corto som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Besøg Benni Bødkers hjemmeside.

Om Den dobbelte grav og andre rædsler:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Corto, 190 sider
Omslag og illustrationer: David Mikkelsen

Indhold:

Den dobbelte grav
En af os (tidligere udgivet som Krageklippen i serien ‘666’)
I nat dør vi (tidligere udgivet som Lygtemænd i serien ‘666’)
Elsket og savnet
50 sjæle (tidligere udgivet som Hvil i Helvede i serien ‘666’)
Skibskisten
Til døden os skiller
De grædende børn (tidligere udgivet som De grædende i serien ‘666’)
Vrykoloka (tidligere udgivet som Ulvene fra Konstantinopel i serien ‘666’)
De blinde døde (tidligere udgivet som Blod til Baphometh i serien ‘666’)
Den blodige legion (tidligere udgivet som Genfærdslegionen i serien ‘666’)
Lad deres knogler synge (tidligere udgivet som Den hornede i serien ‘666’)
Den dobbelte grav

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Søvn og torne af Neil Gaiman
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
Midnatstimen af Dennis Jürgensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn

Spøgelseshistorier af Lafcadio HearnSpøgelseshistorier er en meget tynd bog. Så tynd at jeg nærmest ikke nåede at blive grebet, før sidste side var vendt.

Forrest er en kort indledning om forfatteren Lafcadio Hearn (1850-1904) skrevet af Poul Malmkjær. Her fortæller Malmkjær om, hvordan Hearn i sin samtid var den første store formidler af Japan til Vesten. Hearn blev født i Grækenland (hans mor var græker og hans far englænder) men boede i barndommen forskellige steder. Hearn blev gift japansk og søgte i 1894 japansk statsborgerskab. I løbet af en ret kort årrække udgav han en række bøger med udgangspunkt i Japan, lige fra skildringer af japanske hverdagssæder og skikke, til genfortællinger af japanske sagn og legender og egne bidrag til genren, spøgelseshistorier.

Indledningen slutter af med et uddrag fra Hearns essay Nightmare Touch fra samlingen Shadowings. Her fortæller Hearn om frygten for spøgelser, og dette lille uddrag er efter min mening det bedste i bogen, for her fornemmer man virkelig Hearns evne til at fortælle, så det står lyslevende for læserens øjne. Jeg er ikke bange for mørket, men efter denne korte tekst, var det lige før jeg blev det.

Resten af bogen består af Hearns gendigtninger af japanske sagn og spøgelseshistorier.

“Ingwa-Banashi” handler om daimyoens døende hustru, der som et sidste ønske tilkalder den 19-årige konkubine Yukiko. Hustruen forsikrer Yukiko om, at denne fortjener at blive daimyoens nye hustru, når hun selv er død. Men hun håber, at Yukiko vil gøre hende en sidste tjeneste – bære hende udenfor så hun kan se kirsebærtræets blomster en sidste gang …

“En sommernats drøm” er Hearns tanker fra en rejse han foretog blandet med en genfortælling af to japanske myter, som han kommer til at tænke på undervejs. Den ene handler om fiskerdrengen Urashima Taro, som følger en smuk pige til Havets Drageguds palads. Den anden om den gamle brændehugger som ved et tilfælde finder ungdommens kilde.

“Legenden om Yurei-Daki” handler om en gruppe kvinder, som efter fyraften underholder hinanden med spøgelseshistorier. Én af dem tager imod udfordringen om gå alene op til Yurei-Daki (Genfærdenes vandfald), men da hun kommer tilbage …

“I en kop te” er et brudstykke af en fortælling, som aldrig er blevet færdiggjort. Hovedpersonen er en slags væbner, som i en kop te ser spejlbilledet af et ansigt, der ikke er hans eget.

“Yuki-Onna” handler om to brændehuggere, som en kold vinternat bliver overrasket af en snestorm. De finder ly i en lille hytte, men om natten har den yngste brændehugger en underlig drøm.

Den sidste fortælling hedder “Forsoningen”. En ung samurai fra Kyoto lader sig skille fra sin hustru, da han må rejse bort for at komme i tjeneste hos guvenøren over en fjern provins. Samuraien gifter sig igen, men som årene går, tænker han oftere og oftere på sin første hustru. Da hans tjeneste er ovre, søger han derfor tilbage til Kyoto for at opsøge sin første hustru, og stor er glæden da hun tager kærligt imod ham.

Historierne er for så vidt glimrende, men de er meget korte. Næsten alle er blot et par sider med undtagelsen af ”En sommernats drøm”, som er på 18 sider. Det lille omfang gør, at jeg synes, det er svært helt at blive grebet af Hearns univers. Endelig synes jeg heller ikke, at der er særlig stor sammenhæng mellem introduktionsdelen og spøgelseshistorierne til sidst. Derved bliver bogen en mærkelig størrelse, som jeg havde lidt svært ved at blive grebet af.

Når det er sagt, må jeg dog også sige, at jeg fik lyst til at læse mere af Lafcadio Hearn. Det var dog hovedsageligt på grund af uddraget fra essayet Nightmare Touch, som, så vidt jeg kan se, desværre ikke er oversat til dansk i sin helhed.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1994
Forlag: Fisker & Schou, 53 sider
Omslag: Per Arnoldi
Oversætter: Poul Malmkjær

Indhold:

Om forfatteren
Ingwa-Banashi
En sommerdags drøm
Legenden om Yurei-Daki
I en kop te
Yuki-Onna
Forsoningen

Læs også:

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Etatsråden af Arne Munk

Etatsråden af Arne MunkJeg-fortælleren er modvilligt flyttet til Vestjylland på sin hustrus Tove foranledning. Hun faldt pladask for et gammelt hus, langt fra naboerne og tæt på skoven, og nu har ægteparret lejet huset med deres tre børn og er flyttet ind. Men det varer ikke længe, før fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Blandt andet ser han jævnligt en ældre herre med et ødelagt ansigt iklædt tøj fra en anden periode.

Manden viser sig at være husets tidligere ejer, etatsråd Magnus Andersen, der har været død i mange år. Om etatsråden går der mange historier på egnen. Han var københavner, men opkøbte store arealer land i Vestjylland, ligesom han var drivkraften bag veje og privatbaner. Han stod selv bag byggeriet af huset og anlagde ligeledes selv søen, som han fyldte med frøer. Dog boede han kun i huset fra begyndelsen af maj og indtil sommeren satte ind. Resten af tiden var huset lukket af. Og sikke et hus:

“Et ejendommeligt hus, slog det mig. Det havde været arkitekten eller bygherren magtpåliggende, at verdenshjørnerne skulle repræsenteres så rigeligt som gørligt og muligt. Øverst oppe under taget havde man ligefrem tårnfornemmelser. Fire nicher med vinduer mod nord, syd, øst og vest. Rummet var lavt og levnede ingen voksen mand ståhøjde. Midt i stod en plysstol på en drejeskive. Uden nævneværdig kraftanstrengelse kunne man snurre hele kompasset rundt og således gardere sig mod enhver overraskelse udefra.

Mod vest kunne man følge trafikken over dæmningen. Mod syd færdselen ad landevejen. Mod nord havde man udsigt til skoven og engdraget, og mod øst lå de åbne marker med spredte bevoksninger. Enhver fremtrængende fjende ville blive observeret, før han kunne slå til. Søen, dæmningen, stigbordet og træbroen over udløbet støttede borg- og voldgravsfornemmelserne. Etatsråden ville åbenbart ikke overraskes, eller ønskede han blot som en majestæt at trone over sit udstrakte rige? I forbindelse med ham knyttede det ene uløste spørgsmål sig til det andet. Overalt efterlod han sig gåder.” (side 13)

Mens Tove intet mærker til etatsrådens tilstedeværelse, bliver fortælleren mere og mere påvirket. Og så begynder børnene også at opleve noget …

At læse Etatsråden er lidt som at samle et puslespil. Hver brik tilføjer noget til det store billede, men overblikket kommer først allersidst. Jeg synes personligt godt om historien, men den falder ikke nødvendigvis i alles smag. Sproget er til tider noget gammeldags konstrueret, så man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Ligeledes er der mange spørgsmål, vi ikke fuldt får besvaret. Jeg ville gerne vide meget mere om etatsrådens liv, f.eks. hvorfor han kun boede i huset i perioder, og hvorfor det blev bygget som en fæstning? Endelig er det ind i mellem svært at skelne mellem fortællerens drømme, og det han oplever i vågen tilstand. Sidstnævnte er formentlig bevidst fra forfatterens side, men virker lidt forvirrende under læsningen.

Når jeg alligevel synes godt om Etatsråden, er det fordi, den ganske simpelt virker. Som læser følger vi fortællerens langsomme opløsning, mens han opsluges af fortidens syner. Efterhånden som han sætter sig ind i etatsrådens liv, bliver han mere og mere tiltrukket af naturen, som før efterlod ham ligegyldig. Og han udvikler en stor sympati for husets tidligere ejer, som han tillægger en masse gode egenskaber. Samtidig falder hans ægteskab fra hinanden, for Tove kan ikke acceptere fortællerens optagethed af ‘det overnaturlige’. Eller er det fortælleren som ikke kan acceptere Toves syn på livet?

På nogle måder minder Etatsråden mig om The Haunting of Hill House af Shirley Jackson. Her er samme dystre stemning, og samme tvivl om vi overhovedet kan stole på fortællerstemmen. Her er mareridtsagtige skildringer af omgivelserne, og derudover er her pludselige voldsomheder, hvor etatsrådens karakter i glimt afsløres. For mig samler det hele sig til en fascinerende og sært skræmmende historie, som absolut kan anbefales. Men den kræver som sagt, at man giver sig tiden til den.

Om Etatsråden:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Sesam, 140 sider
Omslag: Bente Polano

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Hundene af Allan Stratton
Forglemmigej af Teddy Vork

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda
Oversætter: Annette Lerche Trolle

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork

Små onde svin af John Kenn Mortensen

Små onde svin af John Kenn MortensenDa 13-årige Sebastians mor bliver indlagt med nervøst sammenbrud, må Sebastian flytte til Lolland hos sin onkel Gunnar på hans ruin af en herregård. Nætterne på Kragenborg er ensomme og fulde af lyde, skikkelser og søvngængeri. Sebastian ser en mand med en økse og en kæmpe gris med tre ben, og husets gamle elevator går hele tiden i gang af sig selv.

Er han blevet gal ligesom sin mor, eller er der noget, der vil ham til livs? (bagsideteksten)

John Kenn Mortensen har endnu en gang skrevet en forrygende historie, der kan læses af alle aldersgrupper – bare nerverne er i orden. Som i De utilpassede er vi atter på Lolland, hvor JKM selv voksede op. Der er nu ikke meget barndoms-nostalgi over Små onde svin, som på alle måder er uhyggelig – også uhyggelig god.

Men udover at være en ædende ond historie er Små onde svin også en fortælling om venskab og sammenhold. Selvom de voksne sjældent kan hjælpe de lidt anderledes eksistenser, står den følsomme Sebastian heldigvis ikke helt alene overfor de mystiske hændelser på Kragenborg. En lille outsider-gruppe på hans nye skole tager ham under vingerne, og det viser sig, at de har en særlig tilknytning til Sebastians nye hjem. Og ved at hjælpe dem hjælper Sebastian sig selv.

Små onde svin er en ualmindelig god roman, der både er skræmmende og rørende med et lille drys sort humor. Jeg har i virkeligheden kun én ting at sige om den, og det er: Læs den!

Om Små onde svin:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Høst & Søn, 315 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Dukkehuset af D. S. Henriksen
I brøndens mørke af Annette Herzog
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Thornhill af Pam Smy
Lockwood & Co. – Den skrigende trappe af Jonathan Stroud
Det sidste hus af Jonas Wilmann

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth Lyneborg

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth LyneborgDet nygifte par Jens og Mette køber et gammelt hus i Jylland, hvor de begge har fået job efter at have afsluttet deres studier. Økonomien er stram, og huset er ret forfaldent, men de går ufortrødent i gang med at gøre huset til deres hjem.

Der går dog ikke længe, før Jens begynder at opleve mærkelige ting i huset. Han hører og ser ting, men når han taler med Mette om det, slår hun det hen. Hun nemlig hverken hører eller ser, hvad Jens oplever. Til sidst får hun nok af hans snak og flytter midlertidigt hen til en veninde.

Nu begynder det for alvor at gå skidt for Jens. Hans job som skolelærer hænger i en tynd tråd, efter at hans søvnunderskud har påvirket hans dømmekraft i en uheldig episode under hjemkundskab. Derfor er han hjemme, da en bil stopper foran huset. Bilens passager er en gammel kvinde på 106 år, som har boet i huset i sin barndom. Og hun kan fortælle nogle grufulde ting fra dengang.

Elisabeth Lyneborg er pensioneret præst og har skrevet en lang række bøger. Nogle af dem tilhører gysergenren, og det gør Huset der ikke kunne glemme også. Jeg skriver bevidst ikke horrorgenren, for Lyneborgs gys er ikke af den skarpe, skræmmende slags. Det er mere lidt “hygge-gys” for et modent publikum, der ikke bryder sig om alt for meget blod eller isnende overraskelser.

Jeg har tidligere læst Skyggeland af Lyneborg, så jeg vidste godt, at jeg ikke skulle forvente hårrejsende horror, da jeg begyndte læsningen. Det fik jeg heller ikke, og i starten synes jeg endda også, at historien var lidt for tynd og usandsynlig. Ikke så meget den overnaturlige del, som det at ægteparrets forhold og reaktioner simpelthen virkede for kunstige. I sidste halvdel af bogen bliver historien mere intens og troværdig, uden dog at blive rigtig uhyggelig.

Huset der ikke kunne glemme er hurtigt læst, og slutningen trækker op i underholdningsværdi. Jeg blev ikke specielt grebet under læsningen, men forestiller mig at bogen vil finde sine læsere blandt det ældre publikum.

Om Huset der ikke kunne glemme:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 120 sider
Grafiker: Julie Igaard Abrahamsen

Læs også:

Hvem myrdede formand Mao af Bjarne Gårdsvoll
Skyggeland af Elisabeth Lyneborg
Sorte historier af Stefan Polke

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo AndersenEt monsterhus, et dødsbo og et tomt nabohus – det er ikke altid at ‘ude er godt, men hjemme er bedst’

Både min nevø og jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Lasse Bo Andersens letlæsningsserie Zombie Splatter, så forventningerne var høje, da jeg modtog hans to nye bøger med posten. Én af dem var En nat i monsterhuset og andre gys, og heldigvis serverer LBA atter et uhyggeligt godt gys for de unge læsere.

En nat i monsterhuset

Da Jonas beslutter sig for, at klassens nye dreng Mikkel skal sættes på plads, retter Storm og Asger ind. Jonas inviterer Mikkel til at overnatte i et forladt hus i skoven sammen med ham og Storm. Rygterne siger, at huset er hjemsøgt af et monster, og at flere folk er forsvundet derinde. Jonas får Asger til at klæde sig ud, og så skal han dukke op ud på aftenen og skræmme livet af Mikkel, mens de to andre filmer ham. Desværre går tingene ikke helt efter planen…

Titlen En nat i monsterhuset er måske den mest rammende titel på en historie, jeg længe har oplevet. Her er både isnende uhygge for de +10 årige, og slutningen rummer op til flere vellykkede og overraskende twists.

Tobias og dødsboet

Tobias’ forældre skal skilles. Derfor flytter moren og Tobias ud af deres lejlighed og ind i et billigt hus, moren har fundet. Et dødsbo! Tobias kan ikke lide det navn, og han har ret. Allerede den første dag dukker en uhyggelig mand op og skræmmer næsten livet af ham. Og så møder han pigen Sidsel, der kan fortælle ham en grusom historie om husets tidligere beboer …

Som voksen tænker man ikke altid over, hvordan børn opfatter ord. Det spiller LBA på her i novellen, hvor det pludselig gik op for mig, at ordet dødsbo egentlig er ret væmmeligt.

Den blodtørstige nabo

Oliver og Lucas er vilde med gyserfilm. Så da en mystisk udseende mand lejer huset ved siden af Oliver, og drengene tilfældigt overværer nogle mænd bære en kiste ind i huset, er de overbeviste om, at noget er helt forkert. De får snydt sig til en weekend alene hjemme hos Oliver for at undersøge sagen. Men det skulle de ikke have gjort …

Idéen om den uhyggelige nabo er måske ikke ny, men LBA giver historien sit helt eget twist, som nok skal fremkalde både gys og grin.

En nat i monsterhuset og andre gys er rettet mod de +10 årige. Hver novelle indledes med en illustration, som Lasse Bo Andersen selv har tegnet. De gråtonede tegninger er stemningsfulde og understreger på fornem vis historiernes tema. Samtidig er de tre noveller inddelt i kapitler, hvilket gør dem lette at gå til også for de mere uøvede læsere.

LBA er god til at fortælle en skræmmende historie i et letforståeligt sprog uden at tale ned til læseren. Det gør, at man som voksen faktisk også kan få noget ud af læsningen. Selvom man selvfølgelig ind i mellem gennemskuer plottet på forhånd, så elsker jeg, når det alligevel lykkes LBA at overraske mig. Det gjorde han denne gang med sin vellykkede leg med ordenes betydning.

Jeg hyggede mig herligt med En nat i monsterhuset og andre gys, og kan kun anbefale den til alle gyserglade læsere fra 10 år og op.

Tak til tekstogtegning.dk som har foræret mig læseeksemplaret

Om En nat i monsterhuset og andre gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: tekstogtegning, 148 sider
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Læs også:

De to myr af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre af Jonas Wilmann

Også anmeldt på Bogrummet.dk

10 engelske spøgelseshistorier i udvalg ved Tage La Cour

10 engelske spøgelseshistorier udvalgt af Tage La CourTage La Cour er manden bag en lang række antologier. Her har han samlet 10 engelske spøgelseshistorier, der i udgivelsesår strækker sig lidt over 100 år. Antologien indeholder et par klassikere som ‘Abehånden‘ af W. W. Jacobs og ‘Hedebølge‘ af W. F. Harvey, men også flere historier jeg ikke havde læst før.

Den største overraskelse var nok, at Sir Walter Scott der har skrevet bøger som Ivanhoe og Robin Hood, også har skrevet spøgelseshistorier. Hans novelle ‘Vandringsmanden Willies fortælling” er samlingens ældste, men er bestemt stadig læseværdig.

Samlingens nyeste novelle er ‘Den fuldkomne butler’ fra 1939 skrevet af Margery Allingham. Heller ikke hun er en typisk spøgelses-forfatter, idet hun hovedsageligt er kendt for sine detektivhistorier om gentlemanen Albert Campion.

Jeg holder meget af disse gyser-antologier, og min eneste anke er, at der ikke er en introduktion, som forklarer hvorfor de enkelte historier er valgt. Trods denne anke kan jeg kun anbefale 10 engelske spøgelseshistorier, som et herligt tidsfordriv til spøgelses-entusiaster.

Indhold:

Margery Allingham: Den fuldkomne butler (The Perfect Butler, 1939)
E. F. Benson: Skridtene (The Step, 1926)
Charles Dickens: “Historien om in handelsrejsendes onkel” (The Story of the Bagman’s Uncle, 1837)
W. F. Harwey: Hedebølge (August Heat, 1910)
W. W. Jacobs: Abehånden (The Monkey’s Paw, 1902)
M. R. James: Advarsel til nyfigne (A Warning to the Curious, 1925)
Rudyard Kipling: “De” (“They”, 1904)
Richard Middleton: På landevejen (On the Brighton Road, 1912)
Walter Scott: Vandringsmanden Willies fortælling (Wandering Willie’s Tale, 1824)
R. L. Stevenson: Skæve Janet (Thrawn Janet, 1881)

Om 10 engelske spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Spektrum, 152 sider

Læs også:

8 berømte spøgelseshistorier af M. R. James
10 danske gysere udvalgt af Tage La Cour
Den levende døde – 10 nordiske spøgelseshistorier udvalgt af Tage La Cour
Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage La Cour
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Masser af spøgelser red. Michael Tejn
Gys og genfærd red. Kathleen Lines

Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon StangerupSpøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup er en af den slags udgivelser, jeg elsker. Dels indeholder den 13 pragtfulde spøgelseshistorier. Dels har Hakon Stangerup forfattet en oplysende indledning om spøgelsets historie fra primitive forestillinger til moderne tid.

Stangerup definerer et spøgelse, som en afdød der går igen fra det hinsides og fornemmes gennem sine virkninger i den fysiske verden. Troen på spøgelser har eksisteret til alle tider. F.eks. mener Stangerup, at drømme kun har bestyrket urmennesket i troen på dem, for møder vi ikke de døde lyslevende i drømme?

På et tidspunkt ændrer spøgelserne karakter, således at det kun er særlige sjæle der går igen. Nemlig sjæle der har en form for udenstående med tilværelsen, f.eks. mordere, tyve, elskovssyge, ulykkelige og hævngerrige, som enten skal sone noget, hjælpe nogen, eller ikke kan slippe den elskede. Denne karakterændring grundlagde tanken om, at spøgelser fortrinsvis viser sig på særlige steder, som kirkegårde, mordscener osv.

Stangerup fortsætter med at følge spøgelseshistorierne ind i kunst-litteraturen, hvor han bruger Shakespeare som eksempel. I kunst-litteraturen kan spøgelser enten opfattes lige ud af landevejen eller som hallucinationer, og Shakespeare gør begge dele. I Hamlet er faderens ånd er et genuint spøgelse, mens Bancos ånd i Macbeth er en hallucination.

Spøgelseshistorier blomstrede under romantikken hos forfattere som E. T. A. Hoffmann og Horace Walpole, og i Danmark skrev B. S. Ingemann med på ‘bølgen’. Men overraskende nok levede historierne videre under naturalismen. Her demonstrerer Stangerup, hvordan en naturalistisk forfatter kan blande spøgelseseffekter med virkninger af fysiske og kemiske eksperimenter til en slags ‘videnskabelig’ spøgelseshistorie. Da så spiritisme, magnetisme og psykoanalyse blev ‘opfundet’ åbnede endnu flere muligheder sig for at operere med spøgelser i litteraturen og samtidig benytte sig af den relative videnskabs nyeste resultater.

Hakon Stangerup slutter sin indledning af med ordene:

“Det er mit håb, at man vil få et indtryk af spøgelseshistoriens mange faser og muligheder: fra den primitive over den videnskabelige til den okkulte og fra den yderst seriøse til den direkte spøgefulde. Den moderne spøgelseshistorie — fra det nittende århundredes begyndelse til vore dage — er selvfølgelig en ‘gyser’, men den opererer ikke med plumpe realistiske rædselseffekter. Den appellerer til noget uroprindeligt i os alle, og den holder muligheder åbne —  ikke til troen på spøgelser naturligvis, men til fornemmelsen af en gådefuld, uafsluttet tilværelse.” (s. 9)

Indhold:

Skomageren fra Selkirk
Frederick Marryat: Varulven (The White Wolf of the Hartz Mountains, 1839)
Edgar Allan Poe: Den hypnotiserede døde (The Facts in the Case of M. Valdemar, 1845)
Edgar Allan Poe: Berenice (Berenice, 1835)
Charles Dickens: Historien om den handelsrejsendes onkel (The Story of the Bagman’s Uncle, 1837)
Sheridan Le Fanu: Genganger-elskere (The Phantom Lovers, 1938)
Sheridan Le Fanu: Graveren i Chapelizod (The Sexton’s Adventure, 1851)
A. B. Edwards: Genfærds-diligencen (The Phantom Coach, 1864)
Ambrose Bierce: Den midterste tå på den højre fod (The Middle Toe of the Right Foot, 1890)
Miss Braddon: Evelines gæst (Eveline’s Visitant, 1867)
H. G. Wells: Det røde værelse (The Red Room, 1896)
E. F. Benson: Den hængte (The Hanging of Alfred Wadham, 1928)
Mary Webb: Mr. Tallent går igen!

Om Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Grafisk Forlag, 190 sider
Omslagstegning: Missen Herluf-Jensen