Indlæg tagget med ‘genfærd’

Efter skuffelsen over “The Mist in the Mirror” var jeg lidt spændt på, om “The Man in the Picture” også ville skuffe. Men heldigvis er Susan Hill her tilbage i klassisk god stil med en victoriansk spøgelseshistorie, præcis som den skal være.

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i “The Mist in the Mirror“, så fungerer plottet fint her. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Udgivelsesår: 2007

Det er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse ”Dark Matter” af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken ”Slægten på Jamaica”, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – ”Dark Matter” er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale ”Dark matter”. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.”

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

”Dark matter” er pt. ikke oversat til dansk.

Udgivelsesår: 2010

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg også Michelle Pavers hjemmeside

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så da jeg læste Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, var jeg overbevist om, at her var en forfatter, jeg skulle læse mere af. Hendes bøger er dog langt fra alle gotiske gysere, men jeg fandt dog et par titler, som lød interessante. Heriblandt ”The Mist in the Mirror”.

Efter en hyggelig aften i klubben hvor der er blevet udvekslet spøgelseshistorier, får fortælleren stukket et manuskript i hånden af en ældre herre, der har frekventeret klubben gennem mange år med ordene: ”I beg you, read it!” Manuskriptet indeholder Sir James Monmouth’s historie, og gengives som nedskrevet.

Som 5-årig døde Monmouth’s forældre, og han blev siden opdraget af en værge, der boede i Afrika og Asien. Da værgen døde, var Monmouth 18 år, og han fortsatte med rejserne. Han var nemlig blevet betaget af en opdagelsesrejsende ved navn Conrad Vane, og fulgte nu i hans spor. Som midaldrende besluttede han sig for at vende tilbage til England. Målet var at slå sig ned samt at skrive den endegyldige biografi om Vane.

Monmouth finder et værelse i London, men da han begynder at undersøge Vanes liv nærmere, møder han modstand. Ingen ønsker tilsyneladende at hjælpe ham med oplysninger, og samtidig sker der flere sære hændelser for ham. En ukendt dreng forfølger ham, lyde af gråd vækker ham om natten, og efterhånden bliver Monmouth i tvivl om sin forstand.

Det lykkes ham dog at finde frem til Vanes skole, og her får han et nyt spor – et spor, der peger i retning af Monmouths egen barndom, som han intet kender til.

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev ligeså betaget af ”The Mist in the Mirror”, som jeg var af ”Kvinden i sort”. Selvom Susan Hill beskriver det gamle regnvåde London og Nordenglands uendelige hede overbevisende og med masser af atmosfære, så har historien slet ikke sammen intense stemning over sig. Monmounts oplevelser virker for så vidt levende nok, men slutningen forbliver underlig uforløst, og jeg må indrømme, at det aldrig kom til at stå klart for mig, hvad spejlet havde med historien at gøre? Men måske er det bare mig.

I hvert fald blev jeg lidt skuffet, men regner nu med at give Susan Hill en chance mere. Så mange nutidige forfattere er der jo heller ikke, som skriver gotiske gysere

Udgivelsesår: 1992

Susan Hills hjemmeside

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, der oprindelig er skrevet i 1983, men ligeså vel kunne være skrevet i 1883.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford, hvor han skal opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, en ældre dame som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford, der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde, men da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse, og han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end ”Kvinden i sort”, som også netop er blevet filmatiseret af James Watkins (”Eden Lake”) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe - i hovedrollen som Arthur Kipps. Jeg har endnu ikke set filmen, men regner bestemt med at få det gjort.

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

En gruppe studiekammerater hænger altid ud sammen, men en begivenhed gør, at gruppen lidt efter lidt mister kontakten med hinanden og begynder hvert sit liv.

Nogle år senere opsøges Hye-jin af Sun-ae, som har boet i USA det sidste år. Sun-ae virker skræmt og er overbevist om, at deres veninde Kyung-ah forfølger hende og ønsker at slå hende ihjel. Besøget fra Hye-jin til at tænke tilbage på begivenhederne dengang, og hvad der egentlig skete.

“Nightmare” er en ganske underholdende koreansk gyser, der i sit set-up minder meget om amerikanske teenage-gys som f.eks. “I know what you did last summer”.  Instruktør Byeong-ki Ahn forfalder dog ikke til de amerikanske films overdrevne brug af blodige voldsscener for at skabe atomosfære. I stedet er det det klassiske asiatiske spøgelse, den langhårede sorthårede skikkelse, der pludselig dukker, der serverer filmen mest vellykkede gys – og det lykkes faktisk ganske ofte at give tilskuerne et mindre chok.

Historien starter i nutiden, hvorefter den springer tilbage til den dag, Hye-jin møder Kyung-ah, for så at slutte i nutiden igen. Byeong-ki Ahn er som sagt dygtig til at skabe en paranoid stemning i filmen, men jeg er dog ikke lige imponeret over alle skuespillerne. De 7 studerende er lige karikerede nok, og det kan være svært at forstå, hvad der holder dem sammen som gruppe, før de får en hemmelighed at beskytte. Det ødelægger dog ikke den overordnede oplevelse af en ganske underholdende gyser med enkelte rigtigt vellykkede scener.

Byeong-ki Ahn står også bag filmen “Phone” fra 2002.

Instruktør: Byeong-ki Ahn
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Gawi

Her på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet.  “Porcelænsdukken” af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.

De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.

Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.

“Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
- Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
- Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
- Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
- Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh

For nogen tid siden blev jeg gjort opmærksom på Morten Dürrs gyserserie for børn “Sort Chok”, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte se nærmere på dem. Det blev til “Øksemorderens kranium”, som viste sig at være en god gedign gyserhistorie, som kan læses fra omkring 10-12 år.

De to drenge Sigurd og Tim tror, at det er nogle nemt tjente penge, da de sælger et gammelt kranium fra den lokale kirkegård til Eskild fra videobiksen. Men de tager fejl. De har nemlig fået fat i kraniet fra den lokale øksemorder Orla Kofod, som blev skudt af politiet efter at have myrdet hele sin klasse med en økse. Og Orla er slet ikke tilfreds med, at nogle frække unger har taget hans kranium …

Sproget er lige ud ad landevejen, og historien er illustreret med drabelige billeder af Erik Petri. Her er masser af action og ikke så meget baggrundsfnidder. Lige præcis sådan en god børnegyser skal være. Og så har den en overraskende ond slutning …

Læs mere på Alineas hjemmeside

Udgivelsesår: 2010
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Hvad får man, hvis man kobler en kærlighedshistorie med spøgelser? Nogen gange en rigtig god historie, andre gange en lidt sær hybrid. Sidstnævnte synes jeg er tilfældet med “In love with the dead”.

Bagsiden lover ellers masser af gys med ordene “Pang-brødrene har gjort det igen! Endnu en gang har de kun én mission: at skræmme dig fra vid og sans.” Men i stedet får vi de første 80 minutter et - i øvrigt meget smukt – kærlighedsdrama om det unge par, Ming og Wai.

Wai får kræft og chancerne for helbredelse er ikke gode. I starten holder de humøret oppe, og Ming gør alt for at være så meget sammen med Wai som muligt. Det fører til, at han bliver fyret fra sit job, og i stedet må tage til takke med et noget mindre prestigefyldt arbejde sammen med en tidligere skoleveninde, Ting.

Mens Wai bliver mere og mere syg, får Ming vanskeligere ved at håndtere situationen. Allerhelst vil han være der for Wai hele tiden, men hun trækker sig tilbage og søger alternative måder at blive rask på. Samtidig plages hun af jalousi over, at Ming nu ser Ting hver dag, og det er måske ikke uden grund, for Ting har stadig følelser for Ming.

Så langt så godt – uden et eneste lille gys udover Wais lillesøsters fascination af gysertegneserier. Først i filmens sidste kvarter kommer der lidt horrorstemning ind i filmen. Wai forsvinder, og da hun vender tilbage, trækker hun sig fuldstændig væk fra omverdenen, og imens begynder også Ming at opleve sære hændelser. Slutningen vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men den trækker helt klart op i gyserøjne.

Problemet med filmen er, at en bagsidetekst som ovenstående lokker lidt andre seere til, end hvis man beskrev den som det kærlighedsdrama, det reelt er. Samtidig tror jeg dog nok, at de fleste seere til kærlighedsdramaer vil betakke sig for den grumme slutning. Så på den måde bliver “In love with the dead” en sær blanding, som måske nok er både velspillet, underholdende og overraskende til sidst, men som alligevel ikke rigtig fik mig helt op at ringe.

Richard Kuipers kalder “In Love With the Dead” for: “a moody terminal-illness meller that develops into a ghost story with a “Fatal Attraction” kick“, og det er nok ikke helt galt.

Danny Pang står bl.a. også bag den visuelt smukke “Re-cycle“, som ligeledes var en lidt anderledes filmoplevelse.

Instruktør: Danny Pang
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Chung oi

Læs omtaler af andre film af Danny Pang

Det er i virkeligheden lidt af en tilsnigelse at omtale Andrew Taylors nyeste roman her på siden, men med en titel som “Genfærdets anatomi” og en fantastisk skrevet historie, så lusker jeg den alligevel ind ad bagdøren.

Boghandleren John Holdsworth mister i 1786 sin søn i en tragisk drukneulykke. Sorgen driver hans hustru i armene på et medie, som påstår, at hun har kontakt med deres afdøde søn. I lang tid finder Holdsworth sig i dette, mens hans forretning falder sammen om ørerne på ham. Til sidst må de fraflytte huset pga. manglende midler, men det slår hustruen helt ud – og kort efter finder man også hende druknet.

I sin sorg skriver Holdsworth en pamflet med titlen “Genfærdets anatomi”, hvor han rationelt og systematisk tilbageviser genfærds eksistens og løfter sløret for mediernes fusk med de efterladte. Det er denne pamflet, som bringer ham i forbindelse med Lady Anne Oldershaw. Hendes søn, Frank, påstår nemlig at have set et genfærd, og siden da har han været psykisk ud af balance. Lady Anne beder Holdsworth om at opsøge sønnen, der studerede på Cambridge, og overbevise ham om at genfærdet blot eksisterer i hans fantasi, så han kan blive normal igen og fortsætte studierne.

Holdsworth accepterer opgaven, som viser sig at være langt mere kompliceret end som så. Det lukkede samfund i Cambridge gemmer på masser af hemmeligheder, og er gennemsyret af skjulte magtkampe og ønsker om hævn. Det er svært at gennemskue, hvad der skubbede Frank ind i galskaben, for ingen spiller tilsyneladende med helt åbne kort. Men da Holdsworth kommer på sporet af Helligåndsklubben, begynder han at ane gådens løsning.

Andrew Taylor har skrevet en fremragende gotisk thriller, som emmer af atmosfære. Lige fra persontegningerne til beskrivelserne af livet på kollegiet til det flot spundne plot lykkes det for Taylor at trække læseren helt ind i historien, og jeg læste stort set romanen i et stræk. Her er både mystik og rationalitet, og Holdsworth er en yderst troværdig og sympatisk hovedperson, som efter bedste evne forsøger at klare sig i en verden, han nogen gange har mest lyst til at forlade, fordi han savner sin familie sådan.

Læs ikke “Genfærdets anatomy” som en typisk spøgelsesfortælling, men læs den for dens gotiske stemning og for det veldrejede plot.

Originaltitel: The Anatomy of Ghosts
Omslag: Joyce Grosswiler
Dansk udgave: 2011

Da jeg så Pulse fra 2006, var jeg ikke klar over, at det var en genindspilning af “Kaïro”, og dengang tænkte jeg, at det var dog en skam, at den gode historie ikke blev udnyttet bedre. Nu hvor jeg har set originalen, kan jeg kun vedblive at undre mig over, hvorfor man laver en genindspilning, når originalen er så meget bedre.

Historien følger to spor. Den unge kvinde, Michi, som arbejder i en planteforretning og den studerende Ryosuke, som netop har koblet sig til internettet, mest fordi det gør alle andre jo.

Michis kollega forsvinder, og da hun opsøger ham i lejligheden for at hente en disk, han havde lovet at lave til dem, opdager hun, at han har begået selvmord. Hun får dog disken med, og her opdager hun en mystisk hentydning til “Det forbudte rum”, som altid findes bag en dør mærket med rødt tape.

Imens oplever Ryosuke mærkelige ting med sin computer. Af sig selv tænder den og viser ham billeder af ensomme mennesker foran deres pc. Han opsøger underviseren Harue, som er meget interesseret i problemet og foreslår, at det kan være en hacker. Men det viser sig at være spøgelser, som via internettet invaderer de levendes verden.

De to historier kører sideløbende hen mod slutningen, hvor Michi og Ryosuke møder hinanden i et mennesketomt Tokyo, hvor alle andre tilsyneladende er forsvundet eller døde. De to søger videre og videre i håbet om at finde andre mennesker, mens byen langsomt smuldrer omkring dem.

Kiyoshi Kurusawa tegner med “Kaïro” et dystert billede af teknologiens indvirkning på mennesket. Vi sidder alle hver for sig foran hver vores skærm i ensomhed, mens livet langsomt siver ud af os. Han viser den fremmedgjorthed og ensomhed, som det moderne menneske oplever i teknologisamfundet ført helt ud til kanten, og det gør han meget overbevisende.

“Kaïro” er måske ikke den mest skræmmende film, jeg har set, men den kryber alligevel langsomt ind under huden, og til sidst sad jeg bare med en ubehagelig trøstesløs fornemmelse. På en eller anden måde formår de gode asiatiske gysere at fremkalde fornemmelsen af at noget er helt forkert med meget få virkemidler, og her i “Kaïro” bliver synet af en dør med rød tape meget meget ubehagelig.

Alt i alt er “Kaïro” en interessant oplevelse, som ind i mellem bliver en lille smule langtrukken. Jeg kan dog godt lide idéen bag historien, og så var der som sagt nogle ret intense scener undervejs, når spøgelserne kommer til syne. Er du mest til hurtig action og hop-ud-af-sædet-gys, er Kiyoshi Kurosawas film nok ikke den rette, men har du lyst til en lidt mere eftertænksom oplevelse, så prøv “Kaïro” – og husk at komme ud blandt mennesker bagefter …

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa
Udgivelsesår: 2001