september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘genindspilning’

Don’t Look Up

Don't Look UpIfølge en gammel legende tegnede en sigøjnerkvinde i middelalderen en pagt med Beng (djævelen), som gav hende en magtfuld mand mod at Beng fik hendes første barn. Men barnet – pigen Matya – blev dræbt af landsbyboerne. I 1928 besluttede den ungarske instruktør Bela Olt så at filme historie om Matya med den ledende sigøjnerskuespillerinde Lila Kis i hovedrollen. Men filmen var forfulgt af uheld, og før den blev færdig, forsvandt instruktøren, og tilbage blev kun enkelte stillbilleder fra filmen.

I nutiden er instruktøren Marcus Reed dybt fascineret af historien om Matya. Han har visioner om historien og Bela Olts film, og sammen med produceren Josh Petri drager han til Rumæninen for at genindspille filmen på Olts location. Der går dog ikke længe, før filmen rammes af uheld, og Marcus’ hallucinationer tager til.

Eli Roth har en cameo i Don’t look up som Bela Olt, og i ekstra-materialerne roser han i høje vendinger Fruit Chan.

Hiroshi Takahashi, som har skrevet manuskriptet til denne genindspilning af Hideo Nakatas film Joyû-rei fra 1996, skrev også manuskriptet til Ringu. Jeg har ikke set Joyû-rei, så jeg ved ikke, hvor tæt den ligger herpå, men kinesiske Fruit Chan kender jeg fra Dumplings-segmentet fra Three Extremes.

Et langt stykke hen ad vejen synes jeg vældig godt om Don’t look up, som indeholder masser af underspillet uhygge og ikke forfalder til at vise “lynlåsen” med det samme. Chan bruger både skæve kameravinkler og farvesætningen som gode medspillere i historien, og flere af de mindre roller er udfyldt på fornem vis. F.eks. er jeg vild med Lothaire Bluteau, som spiller sigøjneren Grigore. Han har en ustyrlig morsom dialog, hvor han beskriver forskellen på sig selv og Frankensteins hjælper Igor, men er i det hele taget overbevisende. Også Henry Thomas, som spiller den emsige producer Josh, der vil gøre alt for at få filmen færdig, er yderst velspillende.

Desværre er Reshad Strik ikke særligt overbevisende i hovedrollen som Marcus. Det er Uncle Creepy fra DreadCentral helt enig med mig i, og slutter sin anmeldelse af filmen således: “Don’t Look Up” is a very Asian film sprinkled with American flavor that never quite rises to the occasion that it should have. Not even the most powerhouse of directors can save a movie if its actors aren’t up to snuff, but wow does Fruit give it a go. If you’re a fan of Chan’s films, then this is a must-see flick if only for a sampling of just how visionary he can be. Everyone else may not want to look up, down, left, right, or at all for that matter.

Om Don’t look up:

Instruktør: Fruit Chan
Udgivelsesår: 2009
Genindspilning af Joyû-rei
Tagline: Fear Comes From Above

Twilight Zone: The Movie

Twilight Zone: The MovieTV-serien The Twilight Zone blev første gang vist i 1959-1964. I firserne kom serien atter på skærmen i perioden 1985-1989, og igen i 2002 – denne gang dog kun for en sæson. Filmen Twilight Zone: The Movie ligger mellem de to første tv-perioder, og er Steven Spielberg, Joe Dante, John Landis og George Millers hyldest til den originale serie af Rod Serling. De fire instruktører har valgt en episode hver og genindspillet i deres egen stil. De fire uafhængige historier bindes sammen af en rammehistorie instrueret af John Landis.

John Landis har også instrueret den første fortælling, hvor den evigt utilfredse Bill Connor efter at være blevet forbigået til en forfremmelse, nærmest bliver smidt ud fra stambaren efter at have fornærmet alt og alle. Men i stedet for at komme ud på parkeringspladsen, befinder Bill sig pludselig i det nazi-besatte Frankrig.

Den anden fortælling udspiller sig på et plejehjem, hvor beboerne mere eller mindre har mistet livsgnisten. Men da den nye beboer, Mr. Bloom, lokker dem til at spille “spark til dåsen” midt om natten, genopdager de deres ungdom – bogstaveligt talt. Steven Spielberg har instrueret.

I fortælling tre som er instrueret af Joe Dante, møder skolelærerinden Helen drengen Anthony, da hun bakker ind i hans cykel. Helen er ulykkelig over, hvad der kunne være sket, og tilbyder at køre Anthony hjem. Her bliver hun inviteret til at spise med, men opdager snart at familien tilsyneladende er skrækslagne for Anthony – og ikke uden grund. Richard Matheson har skrevet novellen Det er et godt liv, som ligger til grund for historien.

Filmens sidste fortælling foregår i et fly. Der er en del turbulens, og da hovedpersonen John Valentine lider af flyskræk, har han en skrækkelig tur. Den bliver dog værre, da han ser ud af vingen og opdager et ondskabsfuldt væsen ude på vingen. George Miller har instrueret.

På trods af at Twilight Zone: The Movie efterhånden har næsten 30 år på bagen, så følte jeg mig vældig godt underholdt. Selvfølgelig er der sket meget i special effects osv., men selve historierne holder stadig. Særligt stærke er Joe Dante og George Millers bidrag om drengen med de særlige evner og den ulyksalige flyvetur.

Kristian Roldsgaard Jensen skriver om filmen på UnCut.dk: “Twilight Zone: The Movie er lavet som en hyldest til tv-serien af samme navn, men filmen er helt bestemt også en hyldest til genrefilm generelt. Filmen strutter af instruktørernes kærlighed til genren, hvilket gør den til en yderst behagelig oplevelse, der sagtens kan tåle mange gensyn. Det er dejligt at se en film, der på trods af en høj alder stadigvæk holder vand, både teknisk og plotmæssigt.

Om filmen:

Udgivelsesår: 1983
Instruktør: Joe Dante, George Miller, John Landis og Steven Spielberg

Don’t Be Afraid of the Dark

Don't Be Afraid of the DarkI 1973 så Guillermo Del Toro filmen Don’t Be Afraid of the Dark i tv, og det var en af de mest uhyggelige film, han nogen sinde havde set. Så stort et indtryk gjorde den, at han i 2010 producerede og skrev manuskript til en genindspilning med samme titel.

Pigen Sally flytter efter forældrenes skilsmisse modvilligt hjem til faren, en anerkendt arkitekt, som sammen med sin nye kæreste Kim er ved at istandsætte huset efter kunstneren og forfatteren Emerson Blackwood. Her opdager Sally en gammel kælder, som har ligget urørt hen de sidste mange år. I kælderen er en aflukket skakt, og herfra synes Sally at høre stemmer. Det lykkes hende at få åbnet skakten for at undersøge sagen nærmere, men noget, som har været skjult i mørket i mange mange år, dukker nu op og kræver et offer …

På nogen måder er Don’t Be Afraid of the Dark både vellykket og underholdende. Filmen spiller på de gammelkendte mareridt fra barndommen – noget der lurer i mørket under sengen; mærkelige ukendte lyde; og frustrationen når ingen tror på hvad man siger som barn.

Plottet er rimeligt sammenhængende, skuespillet helt ok, og CGI effects bærer Guillermos kendte fingeraftryk. Særligt nytænkende er den dog ikke, så derfor vil det garvede horror-publikum formentlig ikke få det store sus ud af den, mens det knap så genre-kendte publikum formentlig vil hygge sig vældigt i selskab med pigen Sally og hendes “små venner”.

Best-Horror-Movies.com skriver om filmen: “Overall Don’t Be Afraid of the Dark is a very good film with great performances and expert effects. The horror is a tad tame for fear junkies due to the lack of unseen or unknown, but the nightmare quotient is certainly too high for young 2children. This is a big production with a modest budget that is just as one would expect from Guillermo del Toro. If only it was a little scarier.”

Om Don’t Be Afraid of the Dark:

Instruktør: Troy Nixey
Udgivelsesår: 2010

Besøg filmens hjemmeside

The Thing (2011)

The Thing 2011Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte den nye The Thing på dvd’en. Var det en genindspilning, en prequel eller hvad? Efterfølgende er jeg stadig lidt i tvivl, men jeg er i hvert fald sikker på, at instruktør Matthijs van Heijningen Jr. sætter stor pris på John Carpenters film fra 1982.

Plottet lyder: I 1982 tilkaldes Dr. Sander Halvorson til en norsk forskerstation i antarktis. Sammen med sig har han sin assistent Sam samt den unge biolog, Kate. Hun ved ikke helt, hvad hun går ind til, men da de kommer frem til basen, løftes sløret. Et kæmpe rumskib er fundet i isen, og ved siden af – nedfrossen i isen – ligger en af dets passagerer.

Væsenet skæres ud af isen og bringes tilbage til basen, hvor Halvorson insisterer på at tage en vævsprøve. Det får uforudsete konsekvenser, og pludselig er væsenet fri. Straks begynder myrderierne, og som om det ikke var nok, så opdager Kate, at væsenet også kan kopiere dem, således at ingen kan regne med, at folk er, hvem de udgiver sig for at være.

Nu starter et kapløb med tiden om at få bremset væsenet, før det overtager dem alle og undslipper til den civilserede verden.

Når man sådan genfortæller plottet, synes jeg, det mistænkeligt minder om en genindspilning. F.eks. har man jo også valgt at genbruge titlen fra 1982-filmen. Men i ekstra-materialerne fortæller instruktøren, at målet har været at forklare de scener, som MacReady og Blair så på den norske base, da de ledte efter overlevende, altså at uddybe forhistorien.

Det, synes jeg desværre ikke, er lykkedes særligt godt. Jo, vi ser væsenet bryde ud af sin isklump, og ja vi ser det tohovede-menneskevæsen blive skabt, men der gives absolut ingen forklaringer. Det hele vises kun. Skulle den nye The Thing have været vellykket i min verden, så skulle vi have været inde under huden på væsenet. Hvordan kom det hertil? Hvad er dens “tanker” om at vågne op efter tusindvis af år nedfrosset? Eller forskerne kunne have arbejdet mere med dets historie, så vi ad den vej fik nye oplysninger. Men nej, historien følger i store træk John Carpenters plot, blot med en kvindelig helt i stedet for.

Til gengæld så er den nye film mere actionpræget end Carpenters film, som var langt mere dyster. Her minder den således mere om den allerførste film The Thing From Another World fra 1951, hvor det også er jagten på væsenet, som er det altdominerende omdrejningspunkt. Men desværre mister den nye film hermed også det, som netop hævede 1982-versionen til en klasse for sig. Nemlig den dystre, paranoide stemning som gjorde, at publikum sad og hoppede på stolene, selv når væsenet ikke var synligt. For det KUNNE jo være der alligevel!

Så jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg synes. The Thing 2011 er på en måde en ganske god film – især hvis man ikke har set Carpenters version. Her er fede special effects og cool monstre, og det lykkes at aflevere slutningen, lige hvor 1982-filmen starter. At jeg havde håbet på meget mere, er jo bare mit problem.

Eric Heisserer har skrevet manuskriptet, som oprindeligt baserer sig på en novelle af John W. Campbell med titlen Who goes there?. Heisserer står også bag manuskriptet til bl.a. genindspilningen af A Nightmare on Elm Street og Final Destination 5.

Om filmen:

Instruktør: Matthijs van Heijningen Jr.
Udgivelsesår: 2011

The Eye (2008)

The Eye 2008Sidney Wells har været blind, siden hun var 5 år gammel. Nu er stamcelle-forskningen kommet så langt, at hun kan få transplanteret nye hornhinder og få synet tilbage. Naturligvis er hun nervøs for operationen, men hun glæder sig i den grad til at se verden, at intet kan holde hende tilbage.

Og operationen går godt. Da Sidney vågner, har hun allerede fået en del af synet igen, og alt tyder på, at øjnene heler godt. Men så begynder hun at se ting, som ikke er der. I starten tror hun på sin læge, Paul Faulkner, når han siger, at det er helt naturligt. At hun skal vænne sig til en ny verden, og at den nye sans vil være både distraherende og besværlig i begyndelsen.

Men efterhånden går det op for hende, at hun ser døde mennesker og begivenheder, som har ført til deres død, og hun beslutter sig for at finde ud af, hvem hun har fået sine øjne fra. Det fører hende til en lille by i Mexico, og her venter hendes største prøvelse hende.

The Eye er ok underholdning, og Jessica Alba spiller rollen som Sidney uden de store dikkedarer. Det er amerikansk mainstream, så det er begrænset, hvor mange overraskelser filmen gemmer. Især hvis man har set originalen, for The Eye er en temmelig trofast genindspilning af Gin Gwai fra 2002 af Pang-brødrene.

Instruktører David Moreau og Xavier Palud står i øvrigt også bag den ellers udmærkede Ils fra 2006.

Om The Eye:

Instruktør: David Moreau, Xavier Palud
Udgivelsesår: 2008

A Nightmare on Elm Street (2010)

A Nightmare on Elm StreetEn gruppe unge begynder alle at drømme om den samme skræmmende mand, der har knive som fingre, og som tilsyneladende kan dræbe dem i deres drømme, så de også dør i virkeligheden. Nancy og Quentin sætter sig for at finde ud af, hvem han er, og hvordan de kan stoppe ham, men hvordan dræber man en drømmefigur?

Hvis jeg havde været teenager i dag og så genindspilningen af Wes Cravens A Nightmare on Elm Street, er jeg sikker på, at jeg ville have syntes, det var den fedeste film. Plottet følger i store træk den originale film blot ført up-to-date, og både visual effects og skuespil er ganske ok.

Når jeg alligevel ikke hopper helt så højt i stolen, så er det fordi, at den originale film havde noget helt særligt. Den havde nemlig Robert Englund som Freddy Krueger, og desværre når Jackie Earle Haley ham ikke til sokkeholderne, hverken hvad angår rollen eller makeuppen.

Englund tilførte Freddy-rollen en usædvanlig blanding af ondskab og sort humor, som gjorde, at selvom man var ved at tisse i bukserne over ham, så kunne man alligevel ikke lade være med at grine af hans ordspil og måde at udnytte drømme-elementerne på. Og selvom Jackie Earle Haley gør sit bedste, så har han desværre slet ikke samme gennemslagskraft. Her hjælper en temmelig dårlig makeup heller ikke, for den er lavet, så det er svært for Haley at udtrykke følelser med munden.

Som sagt er filmen trofast mod forlægget, og det betyder f.eks., at flere af drømmesekvenserne er kopier af originalen, bl.a. scenen hvor Nancy forsøger at løbe på trapper, som suger hende fast. I genindspilningen løber hun i en korridor og bliver suget ned af noget tjæreagtig stads. Her må jeg indrømme, at jeg har det sådan, at hvis man ikke kan tilføje noget nyt og fedt til en klassiker, så skal man lade den ligge, og selvom visual effects er ganske godt lavet i den nye film, så synes jeg faktisk ikke, at de er bedre end originalens. Dermed bliver scenerne bare gentagelser, der aldrig kan blive ligeså overraskende, som første gang de blev lavet.

Jeg vil ikke gå så vidt at sige, at 2010-versionen af A Nightmare on Elm Street er dårlig. Jeg er sikker på, at rigtig mange, som ikke har set originalen, vil hygge sig med den. Personligt vil jeg bare hellere se Wes Cravens udgave.

Om filmen:

Instruktør: Samuel Bayer
Udgivelsesår: 2010

Besøg den officielle hjemmeside

Den originale serie:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

The Crazies

“The Crazies” er en genindspilning af George A. Romeros film med samme navn fra 1973. Jeg har ikke set originalen endnu, så jeg kan ikke sammenligne de to, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg synes vældig godt om Breck Eisners udgave.

I den lille by Ogden Marsh, Iowa, må byens sherif, David Dutten, pludselig skyde en lokal farmer ned, da han midt under en baseballkamp dukker op på banen med sit jagtgevær og truer med at skyde. I første omgang tror Dutten, at manden var fuld, men da blodprøven dukker op, viser det sig, at han var fuldstændig ædru! Kort efter brænder en anden mand sin hus ned – med kone og barn derinde – og Dutten forstår, at noget er helt galt. Sammen med vicesheriffen finder han frem til, at et fly er styrtet ned i sumpen tæt på byen, og at noget lækker fra det ind i drikkevandet. Men hvad? Og så dukker hæren op, og de anvender ualmindelig hårdhændede midler for at få fat i alle byens indbyggere.

Plottet i “The Crazies” er ikke særligt kompliceret. Vi hepper på sheriffens gruppe, mens de må klare sig både mod deres naboer, som nu er smittede og går amok i blodrus, men også mod militæret som ikke nødvendigvis har rent mel i posen i denne sag. Og mens vi hepper bliver vores helte udsat for lidt af hvert, og gruppen bliver mindre og mindre, indtil kun ? er tilbage (jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvem her, men har man set bare et par gyserfilm, gennemskuer man det nok ret tidligt).

Men selvom plottet er set før, og overraskelsesmomentet heller ikke er så stort, så følte jeg mig enormt godt underholdt af “The Crazies”. Især starten af filmen, før virussen bryder ud, og kun enkeltpersoner er inficerede, er ualmindelig creepy med en meget stemningsfuld atmosfære, som Breck Eisner giver sig tid til at opbygge, før vi slår over i den mere voldsomme del af filmen med fuld knald og masser af blod og død.

Generelt er den godt filmet, og jeg synes også, at skuespillerne gør det godt. Timothy Olyphant spiller sherif Dutten, mens Joe Anderson er totalt overbevisende som hans vicesherif. I en af de mindre roller vil jeg fremhæve Brett Rickaby, der spiller manden, der brænder sit hus ned. Det gør han så overbevisende, at jeg var helt sikker på, at han måtte være sindssyg.

Så alt i alt synes jeg, her er tale om en fed film med en nærmest apokalyptisk stemning mod slutningen.

Instruktør: Breck Eisner
Udgivelsesår: 2010

Solstice

SolsticeHvis jeg havde været opmærksom på, at solstice betyder solhverv, var jeg måske ikke blevet så overrasket, da det gik op for mig, at jeg sad og så en genindspilning af Carsten Myllerups danske gyser Midsommer.

Megan har for nyligt mistet sin tvillingesøster, Sophie, der begik selvmord. I et forsøg på at komme videre tager hun med vennerne på en planlagt efter-eksamens tur til familiens hus i Nowell Lake i Louisiana, hvor der står afslapning på skemaet. Knap er de dog kommet dertil, før Megan begynder at føle, at Sophie er i nærheden, og at hun prøver at fortælle hende noget. Bl.a. bliver Megan ved med at finde en nøglering med en bamse i, og uanset at hun pakker den væk, dukker den op igen.

Christian, der var kæreste med Sophie, prøver at hjælpe Megan, men ingen af de andre forstår helt, hvad der sker. Og de tror slet ikke på, at Sophie er kommet tilbage. Det gør den unge ekspedient i den lokale købmandsbutik dog. Nick kender til voodoo fra sin bedstemor, og da Megan inviterer ham til at komme ud og fejre midsommer med dem, ender de med at forsøge en seance, der skal hjælpe Sophie med at komme frem. Det ender med en forskrækkelse, men Megan er fast besluttet på at finde ud af, hvad der sker. Og da hun kort tid efter opdager Sophies yndlingshat i den lokale særlings bil, tager hun af sted for at undersøge hans hus. Måske gemmer svaret sig der …

Instruktøren Daniel Myrick har bl.a. også lavet The Blair Witch Project, som jeg ikke var så imponeret af. Solstice er dog en helt anden type gyser. Hvor Blair Witch kørte på det usagte og usete, så bliver vi i Solstice allerede helt fra starten af bombarderet med visuelle antydninger om, hvad der kommer, med en mørk skikkelse med røde øjne som den værste af dem.

Det er længe siden, at jeg så Midsommer, men jeg husker den som god og overraskende. Og noget af det gode i den var bl.a., at man et langt stykke hen ad vejen var i tvivl om, hvorvidt Christian bare forestillede sig de ting, der skete. Om hans overspændte fantasi kørte af med ham. Den tvivl har vi slet ikke i Solstice. Her er der fra starten af dømt genganger, og det lille splash voodoo der også kastes ind over historien understreger bare, at vi har med en overnaturlig gyser at gøre. Det gør historien lidt svagere i mine øjne, især fordi jeg heller ikke synes, at Elisabeth Harnois er så stærk i rollen som Sophie.

For så vidt er R. Lee Ermey genialt castet i rollen som den lokale særling, for jeg kan ikke se ham uden at tænke på sherif Hoyt fra Motorsavsmassakren. Dermed VED vi bare, at der er noget galt med ham, hvilket giver lidt ekstra suspense på spændingskurven.

Solstice følger i store træk handlingen fra Midsommer, så for dem, der har set den, er der ikke den store overraskelse i plottet. Men har man ikke set den danske film, tror jeg, at Solstice overrasker til sidst.

Solstice var ok underholdning, men jeg vil dog hellere anbefale Midsommer.

Om filmen:

Instruktør: Daniel Myrick
Udgivelsesår: 2008

Læs også Uncut.dk for en mere positiv anmeldelse

My Bloody Valentine (2009)

I 1981 udkom “My Bloody Valentine” første gang. Filmen blev instrueret af George Mihalka, og jeg har ikke selv set originalen, men den blev berygtet for at være så blodig og voldelig, at MPAA forlangte hele 9 minutter skåret væk. Først i 2009 lykkedes det at udgive en uncut version af den. Patrick Lussiers 2009 udgave er også temmelig blodig, og så er den efter sigende den første R-ratede film, der udkom i 3D.

“My Bloody Valentine” starter lige på og hårdt med at genfortælle den omtrentlige handling fra originalfilmen. En mineulykke fanger fem minearbejdere. Da det lykkes redningsmandskabet at finde frem til dem, er kun én – Harry Warden – i live. Det viser sig, at de fire andre minearbejdere er blevet slået ihjel med en hakke af Harry for at spare på luften. Men Harry er i coma og kommer på hospitalet. Et år efter ulykken (på Valentines Day) vågner han dog op, og starter et mordtogt der ender i minen, hvor en gruppe unge holder fest. Lige som han skal til at dræbe Tom Hanninger, der oprindelig var skyld i ulykken, dukker sheriffen dog op og skyder ham. Og det er blot de første 7 minutter …

Så hopper vi 10 år frem. Byen Harmony lider stadig under myten om Harry Warden, og i alle årene har Tom Hanninger holdt sig væk. Nu er han dog han tvunget til at komme tilbage for at sælge minen efter farens død. Han støder både ind i sin gamle rival, Axel, der nu er politimester i byen, og Sarah, som var begge mænds store kærlighed. Nu er Axel gift med Sarah, og han er ikke spor begejstret for, at Tom er tilbage. Tom er på den anden side heller ikke spor begejstret over Axel, som ikke just opfører sig dadelfrit overfor Sarah.

Men alt det bliver snart et mindre problem, for da Valentines dag nærmer sig, dukker Harry Wardens genfærd op, og endnu engang plages Harmony af den morderiske galning, som finder tilfredsstillelse ved at myrde sine ofre med sin hakke.

“My Bloody Valentine” er en underholdende slasherfilm uden de store overraskelser. Allerede i løbet af de første 15 minutter afsløres det stort set, hvem Harry Warden er, og selvom Patrick Lussier forsøger at smide lidt overraskelser ind undervejs, så skal man altså ikke have set mange film for at gennemskue den temmelig tynde psykologiske forklaring. På den anden side så er filmen fyldt af herlige splatterscener, når Harry myrder sine ofre. De bliver hakket i smadder på et utal af måder, og nogen ryger i tørretumbleren, mens andre får hjertet skåret ud og bliver efterladt på stedet. Blodet – og ligene – flyder i rigelige mængder, som det skal i en slasherfilm.

Rigtig uhyggelig synes jeg dog ikke, at “My Bloody Valentine” bliver på noget tidspunkt, og slutningen er desværre af typen, som ligger op til en sequel, hvilket jeg slet ikke synes, filmen kan bære.

Kan man lide en underholdende omgang slasher, så er “My Bloody Valentine” dog et udmærket bud. De tre hovedroller spilles af Jensen Ackles som Tom Hanninger (han er siden slået igennem i serien “Supernatural”), Jamie King som Sarah (“Sin City” og “The Spirit”) og Kerr Smith som Axel Palmer (“Final Destination“). Instruktør Patrick Lussier har tidligere stået bag film som “Dracula 2000” og “White Noise 2 – the Light”.

Jeg købte en dvd-udgave, som både indeholdt en 2D og en 3D udgave af filmen, og selvom jeg startede med at se den i 3D, blev jeg så irriteret over farverne, at jeg skiftede over til 2D i stedet for. Jeg har dog læst anmeldelser, som siger, at 3D effekten er vældig effektiv i filmen, så måske burde man have set den i biografen for det fulde gys.

Instruktør: Patrick Lussier
Udgivelsesår: 2009

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Halloween (2007)

Halloween-Unrated-2007Jeg var rigtig begejstret for Rob Zombies instruktørdebut “House of 1000 Corpses“, selvom jeg godt ved, at den ikke er noget særligt. Efterfølgeren “The Devil’s Rejects” var derimod noget af en skuffelse, så jeg var lidt spændt på, om hans genindspilning af John Carpenters klassiker fra 1978 ville kunne leve op til forventningerne. Og jeg må sige – ikke helt.

Rob Zombie bruger de første 40 minutter på at vise, hvilken trist hverdag Michael Meyers har. Hans mor er gift med en alkoholisk nar, der konstant mobber Michael og får stådreng over hans storesøster, og moren elsker måske nok Michael, men har ikke tid til ham – eller de to andre børn iøvrigt. Hun danser striptease på en lokal bar, og da Michael på dagen for Halloween bliver moppet på skolen med morens beskæftigelse, ryger han i slagsmål. Moren bliver kaldt ind til samtale, og her beder psykiateren Samuel Loomis om at måtte behandle Michael. De har nemlig fundet billeder af døde dyr i hans taske. Men Michael stikker af, før samtalen er færdig, og på hjemvejen smadrer han drengen, der moppede ham, til ukendelighed.

Hjemme fortsætter stedfarens ubønhørlige mobberi, og da moren tager på arbejde om aftenen, svigter Michaels storesøster deres aftale og boller med sin kæreste i stedet for at gå ud og rasle med Michael. Så da Michael senere kommer hjem igen, slår han alle i huset ihjel iført sin maske – pånær baby, som han sidder med i armene udenfor huset, da moren senere kommer hjem.

Michael bliver indlagt på en mental institution, og Samuel Loomis bliver hans psykiater. Men hans tilstand bliver værre og værre, og til sidst stopper han helt med at tale. Sådan går 15 år, men en nat slipper Michael ud, og nu vil han tilbage til barndomshjemmet og finde baby, og gøre det færdig han har begyndt.

Så springer filmen til at følge Laurie, den pligtopfyldende babysitter med de to vilde veninder. Det er Halloween, og de to veninder skal bolle deres fyre, så Laurie siger ja til at passe et ekstra barn. Som de fleste nok kan gætte, så går det ilde for veninderne, og Laurie står også pludselig overfor Michael. Men hvorfor er han så interesseret i at finde Laurie?

Jeg synes, Rob Zombie bruger for lang tid på den første del af filmen. Det er for så vidt en interessant vinkel at prøve at finde ud af, hvad der gør Michael Myers til den inkarnerede ondskab, men det bliver bare ikke specielt interessant. Hvorfor kan jeg ikke lige sætte fingeren på – måske fordi Daeg Faerch, som spiller den 10-årige Michael, ikke virker helt troværdigt? Måske fordi at det i virkeligheden er ligegyldigt for historien, hvad der gør Michael Myers til morder?

I sidste halvdel har jeg igen problemer med at holde ud at høre på pigernes fnidder, og selve slasher-scenerne synes jeg egentlig ikke tilfører noget nyt i forhold til originalen. Tyler Mane spiller den voksne Michael Myers, og han tilfører rollen en kæmpekrop, men ikke meget mere. Michael er ikke mere uhyggelig i denne version, fordi han spilles af en kæmpe.

Så alt i alt er jeg ikke imponeret over denne genindspilning, som efter min mening bliver lidt kedelig, og i hvert fald ikke føjer nye, spændende aspekter til den originale historie. Men filmen blev alligevel en succes i USA, hvor den i åbningsweekenden indspillede over 30 millioner dollars. Ret flot af en film med et budget på 20 millioner dollars. Rob Zombie har da også lavet en “Halloween 2”, som jeg dog tror, at jeg springer over.

Instruktør: Rob Zombie
Udgivelsesår: 2007