Indlæg tagget med ‘genudgivelse’

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand udkom oprindeligt i 1962 og hører til J.G. Ballards øko-katastroferomaner, dvs. romaner der beskriver en virkelighed ramt af radikale forandringer i klimaet. Romanerne foregriber nutidens cli-fi, den økokritiske fiktion der har vundet indpas hos såvel litterære- som genreforfattere i tiden. Ballards øvrige øko-katastroferomaner tæller The Wind from Nowhere (1961), The Drought (1964) og The Crystal World (1966). Sidstnævnte udkom på dansk i 1973 som Krystalverdenen.

Nu har forlaget A Mock Book genudgivet Ballards klassiker i GAIA-serien. En serie der tematiserer menneskets forhold til naturen og andre arter, set i forhold til klodens nuværende tilstand både klimamæssigt, politisk og socialt. I samme serie er bl.a. også udkommet Skimmelrytteren af Theodor Storm samt Dune af Frank Herbert.

Bagerst er et oplysende efterord skrevet af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff.

Verden under vand udspiller sig i en nær fremtid, hvor voldsomme solstorme har skabt ekstreme klimaforandringer. Det meste af jordkloden er oversvømmet af vand eller forvandlet til en tropisk sump, og de overlevende mennesker er fortrængt til de arktiske egne i nord og syd, hvor temperaturen endnu er udholdelig.

Biologen Robert Kerans er udsendt som del af en videnskabelig forskningsstation. Under militær eskorte af oberst Riggs og hans mænd skal han lave en biologisk kortlægning af de oversvømmede områder. Ved romanens begyndelse er de ved at færdiggøre området over London, og har fået besked på snart at vende tilbage til Grønland.

Hvor de fleste af folkene, glæder sig til at vende tilbage til de køligere egne, er enkelte voldsomt fascinerede af det hede, solbeskinnede urskovs-landskab. Her i blandt løjtnant Hardman. Indtil for tre måneder siden fungerede han som oberst Riggs betroede næstkommanderende. Nu plages han af tungsind og søvnløshed og har isoleret sig i sin kahyt.

Men Hardman er ikke den eneste, der har problemer med at sove – eller rettere problemer med de drømme søvnen medfører. Også Kerans bliver påvirket, og mens enheden gør klar til at vende tilbage nordpå, lægger han planer om i stedet at drage længere mod syd, selvom det vil medfører hans død.

Verden under vand (1969)

I Verden under vand beskæftiger Ballard sig ikke som sådan med grunden til klimaændringerne, eller hvordan de kan overvindes. I stedet er fokus på den effekt ændringerne har på mennesket. Hvordan reagerer vi i en ekstrem situation, hvor verden og naturen omkring os tilsyneladende vender tilbage til det subtropiske klima fra for 200 millioner år siden. Ballard forestiller sig, at disse omstændigheder vil vække minder til live fra hele vores evolutionshistorie, som ligger gemt i generne.

“Det individuelle livs korthed er vildledende. Enhver af os er så gammel som hele det biologiske rige, og vores blodårer strømmer ud i det totale hukommelses store hav. Det voksende fosters odyssé i livmoderen genskaber hele udviklingens fortid, og dets centrale nervesystem er en indkodet tidsskala; hver af neuronforbindelserne og hvert rygmarvsniveau afmærker et symbolsk stadium, en enhed i den neuroniske tid.” (side 50)

For ikke så længe siden hørte jeg en samtale mellem Karsten Wind Meyhoff og Niels Dalgaard, hvor de talte om Verden under vand og J.G. Ballards forfatterskab. Her kom Niels Dalgaard bl.a. ind på, at allerede ved udgivelsen i 1962 var hypotesen om ‘neuronik’ forældet. Derudover giver det ingen mening, at naturen skulle udvikle sig baglæns eller at mennesker skulle regrediere pga. klimaforandringerne.

Det var Karsten Wind Meyhoff for så vidt ikke uenig i, men mente at vi nærmere skal læse romanen som et visuelt visionært rum. Han mente, at Ballard minder om surrealistiske malere som Dali og Magritte, der arbejdede med at vise det indre rum. Ballards visualiserer menneskets indre verden i mødet med den ydre. Han skaber visuelle billeder, som han bliver ved med at fylde detaljer på. Vi kommer længere og længere ind i en varm, fugtig og nådesløs verden, hvor den hede sol står som en gud på himlen. Et drømmeagtigt landskab hvor hver detalje i de ydre realiteter er et udtryk for den indre verden, dens begær, sårbarhed og rationalitet.

Hvor mange romaner handler om at mennesket overvinder naturen, er Ballards fortælling modsat. På et tidspunkt ankommer fribytteren Strangman med sin armada af sorte besætningsmedlemmer og fulgt af en hær af krokodiller. Strangman er besat af at hente fortidens kunstværker op, blot for at stuve dem sammen på sin hjuldamper og eje dem, og det lykkes ham at tømme lagunen, hvor Kerans holder til. Men som vandet pumpes væk, afsløres en by forvandlet til en stinkende kloak uden spor af tidligere tiders skønhed. Civilisationen er blevet godt og grundigt besejret af naturen. I hvert fald i Kerans øjne.

Uanset hvorfor Kerans drages på nærmest hypnotisk vis af den ukendte verden mod syd, så er Verden under vand fascinerende og blændende godt skrevet. Og som Katrine Colmorn skriver i sin anmeldelse på Litteratursiden er Kerans overvejelser om, hvorvidt mennesket bærer minder om livets udvikling i sine celler, højaktuel. Vi lever i en tid, hvor mennesket ubønhørligt underlægger sig hele kloden, som om vi har glemt, at vi ikke kan sætte os ud over planeten, men blot er et pattedyr som alle andre, uløseligt forbundet til jordens økosystem.

Andre skriver:

Skriv for livet:
Verden under vand er et pragteksemplar af en bog med et sprog, der begejstrer konstant og tager dig med på et dyk ned i urtidskræfterne, et svimlende, kvælende dyb af vand, urskov, lyd og hede. Det kravler helt ind i knoglerne og bliver siddende der som en rytmisk banken, der ikke slipper dig igen. Her er hverken moralisering eller dom, men blot en konstatering af, at mennesket er en del af verden lige så meget, som verden er en del af mennesket. Det er en symbiose på godt og ondt. Og så er det en formidabel læseoplevelse. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Ballards detaljerede beskrivelser af miljø og klima i en fremtid, hvor verden er druknet i det stigende vand, hensætter læseren i en særegen tilstand, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed bliver mere og mere flydende. (Læs hele anmeldelsen her)

Essay af Peter Briggs:
Indeed, Ballard has created in this novel a most pervasive demonstration of the frailty of “technological” man. He diminishes man in the face of the natural universe by establishing that he has no control over either the outer or the inner world. A tiny but implacable change in cosmic terms finds man all but destroyed by natural disaster and struggling against the mind. The mind and its complex cultural and technological by-products attempt to adapt for survival by tapping the same archaeophysic pool as do other animals and plants as they fecundly regress to their prehistoric natures. The tenuousness of Man’s hold on mere survival lies in the fact that he cannot adapt quickly enough, and that his archaeophysic impulses destroy the body even as they produce a sense of unity with the changed world. (Læs hele artiklen på jgballard.ca)

Uddrag af bogen:

Riggs spejdede mørkt ud gennem trådnettet. “Gud være lovet for den besked fra Byrd. Vi burde have trukket os tilbage for flere år siden. Hele denne detaljerede kortlægning af havne til brug for en eller anden hypotetisk fremtid er komplet latterlig. Selv hvis solstormene svinder hen, vil det vare mindst ti år før der bliver gjort noget alvorligt forsøg på at bebo disse byer igen. Til den tid vil de fleste store bygninger være forsvundet i dyndet. Der skal et par divisioner til at rydde junglen væk fra denne lagune alene. Bodkin fortalte mig her til morgen at nogle af beplantningerne – og det drejer sig ikke om træer – er over tres meter høje. Det hele er sgu en stor zoologisk have.”

Han tog kasketten af og tørrede sig over panden og råbte så hen over den stigende brølen fra de to udenbords diselmotorer: “Hvis Beatrice bliver her meget længere så bliver hun sindssyg. Det minder mig for resten om endnu en grund til at vi må afsted herfra.” Han så hen på sergent Macreadys høje, ensomme skikkelse ved roret – denne stod og stirrede stift på det brydende vand – og på de øvrige folks fortrukne, plagede ansigter. “Sig mig, doktor, hvordan sover du for tiden?” (side 18-19)

Om Verden under vand:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: A Mock Book & Urgent.Agency, 232 sider
Omslag: Urgent.Agency
Originaltitel: The Drowned World, 1962
Oversætter: Niels-Erik Wille

Læs også:

Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler

Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus MeislerI 2011 udgav Søren Jessen romanen Liv på spil om gameren Mads, der en dag får fingre i et helt særligt spil. I 2019 genudgav han historien som graphic novel spændende illustreret af Rasmus Meisler.

Mads er en ganske almindelig dreng i 7. klasse. Han synes, at skolearbejdet er træls, og vil hellere spille på sin computer. Hvorfor synes de voksne, at det er et problem? En dag får han fat i et nyt spil, hvor han bestemmer over liv og død. Bogstaveligt talt!

Til at starte med synes Mads, det er vildt fedt at lege Gud. Men snart går det op for ham, at det slet ikke er så let. Hver beslutning, han tager, fører uforudsete konsekvenser med sig, og det går op for ham, at verden slet ikke er så let at kontrollere.

Liv på spil er en spændende og tankevækkende fortælling. Historien rummer masser af action, har en troværdig og sympatisk hovedperson, og så behandler den store emner som moral og empati på en letforståelig måde.

Sproget er let og flydende, mens illustrationerne underbygger handlingen og stemningen. Rasmus Meisler bruger både selve sideopbygningen og forskellige farveskalaer til at fortælle, og det gør historien meget levende at læse.

Jeg var godt underholdt af Liv på spil, selvom målgruppen er +12 år.

Om Liv på spil:

Udgivelsesår: 01.03.2019
Forlag: Gyldendal, 136 sider
Omslag og illustrationer: Rasmus Meisler

Læs mere på Søren Jessens hjemmeside

Læs også:

Ender’s strategi af Orson Scott Card
Armada – spillet om jorden af Ernest Cline
Lucas’ Black Friday af Ellen Holmboe
Metrozone af Søren Mosdal

Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund

Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav BøgelundHvorfor skabte Gud mennesket? Det spørgsmål finder du svaret på i Necropolis, en tegneserie af Simon Petersen og Cav Bøgelund.

Da punkeren Nigel dør efter at have blandet terpentin med syre og creme fraishe, vågner han op i dødens ventesal. Her må han sammen med tusindvis af andre sjæle vente på at komme i enten himlen eller helvede. Men Nigel er i tvivl, og da han bliver stillet spørgsmålet om, hvorfor Gud skabte mennesket, svarer han forkert og bliver sendt til Necropolis.

Necropolis er de levende dødes by. En slags limbo, hvor fortabte sjæle venter på enten at blive velsignet med fortabelse eller ophøjet til de højere sfærer. Her møder Nigel gedebukken Håb, der introducerer ham til tilværelsen i dødsriget.

Men Nigel har ikke tænkt sig at affinde sig med at være fanget i limbo. Først forsøger han at finde en fysisk vej ud af Necropolis, siden lykkes det ham at finde svaret på spørgsmålet om menneskets skabelse. Spørgsmålet er dog, om han overhovedet er interesseret i at indgå i Guds himmerige?

Necropolis udkom første gang i 2003 som et hæfte til blot 20 kr., men i 2019 kontaktede forlaget Baggårdsbaroner Simon Petersen med et ønske om at genudgive den. Året før var tegner Cav Bøgelund død i en tragisk ulykke, så Simon Petersen så en genudgivelse som en mulighed for at ære Cavs minde. Denne nye version er da også en lækker bog i hardcover, tykt papir og ekstramateriale i form af efterord og mindeord samt nye tegninger af blandt andre Tatiana Goldberg og John Kenn Mortensen.

Illustration fra Necropolis af Cav BøgelundJeg må indrømme, at jeg ikke kendte til Necropolis, før jeg faldt over den på biblioteket, men et kig på forlagets hjemmeside afslører, at den i tegneserie-undergrunden anses som Danmarks første graphic novel. De to skabere vandt årets talentpris for hæftet, der var et betydeligt brud med den fransk/belgiske albumtradition. Udgivelsen fik dog ikke det store folkelige gennembrud, men heldigvis giver forlaget Baggårdsbaroner nu historien en ny chance, for her er tale om en både eftertænksom, charmerende og spændende tegnet fortælling.

Simon Petersen stiller et stort fedt spørgsmålstegn ved Gud som en tilgivende og kærlig gud, hvilket sikkert vil provokere nogen. Jeg kan dog godt lide det uortodokse blik på religion, som makkerparret ligger for dagen. Og historien er ligeså aktuel i dag, som da den første gang udkom. Den kan nemlig i ligeså høj grad læses som en satire over nutidens bureaukratiske samfund, hvor for eksempel arbejdsløse skal sende X antal ansøgninger af sted om ugen, mens virksomhederne er nødt til at makulere de uopfordrede ansøgninger på grund af EU lovgivningen om persondata.

Necropolis kan absolut anbefales, og hvis ikke min omtale har overbevist dig, så læs anmeldelsen på Nummer 9:

“Necropolis [udstiller] på forrykt vis det at stille spørgsmål uden at få svar og være et sted i livet, hvorfra der ingen vej er, heller ikke døden – som er netop, hvad jeg forstår ved karikaturens og satirens fuldstændige yderpunkt. Det absurde. På flere måder – både som skrevet og tegnet fortælling afklæder Necropolis kunstnerisk set os som mennesker, samt udstiller vores topstyrede skrankesamfund og religionshykleri ind til, ja, benet.”

Om Necropolis:

Udgivelsesår: 2019 (2003)
Forlag: Baggårdsbaroner, 90 sider
Omslag og illustrationer: Cav Bøgelund

Se et interview med Simon Petersen fra Copenhagen Comics 2019 HER

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Okkult mekanik af Emil Brahe og Andreas Hansen
Vand til blod af Morten Dürr
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Deadboy af Tom Kristensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas HjortshaabHvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest? 

I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.

Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.

For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?

Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.

Illustration af Thomas HjorthaabMare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.

Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.

Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.

Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.

Illustration af Thomas HjorthaabSelvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.

Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.

Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?

Om Mare, mare minde:

Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab

Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.

 

Forvandlingen af Franz Kafka, illustreret af Søren Jessen

Forvandlingen af Franz Kafka, illustreret af Søren JessenFascinerende og vellykket graphic novel udgave af Franz Kafkas Forvandlingen, som ikke kan undgå at betage læseren

Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng, forvandlet til et uhyre kryb.”

Selvom jeg med skam må indrømme, at jeg aldrig har læst Franz Kafkas Forvandlingen, kender jeg alligevel indledningen til denne 102 år gamle fortælling, om den handelsrejsende Gregor der pludselig forvandles til et insekt. I denne nye udgave har Søren Jessen illustreret novellen, hvor Kafkas ord glider hen over siderne, som med mørke, udtryksfulde billeder beretter om Gregors ulykkelige skæbne.

Gregor er som sagt handelsrejsende. Han bor hos sine forældre sammen med sin søster, og det er hans indtægt, der forsørger familien, efter at farens forretning gik konkurs fem år tidligere. Da det går op for dem, at Gregor er blevet forvandlet til et kryb, bliver de naturligvis chokerede. Han bliver lukket inde på værelset, men søsteren giver ham mad, og familien håber på, at han snart bliver et menneske igen.

Men efterhånden som tiden går, ændrer familiens opfattelse af Gregor sig. Langsomt forvandles han til et monster i deres øjne, og da han til sidst dør, føler resten af familien, at de endelig er blevet sat fri.

Franz Kafka var meget insisterende omkring, at der ikke måtte være en afbildning af et insekt på forsiden af bogen, da Forvandlingen oprindeligt udkom i 1915. Han ønskede, at læserens fantasi skulle tegne det eneste billede af det væsen, Gregor blev forvandlet til. Med den tanke i baghovedet kan man selvfølgelig spørge sig selv: Hvorfor så overhovedet lave en graphic novel ud af novellen? Tjahh, det ved jeg ikke, men jeg kan sige, at resultatet er blevet en utrolig vellykket og fascinerende oplevelse.

Illustration fra Forvandlingen, skrevet af Franz Kafka og illustreret af Søren JessenSøren Jessens illustrationer er holdt i sort/hvide og grålige toner, og er en vellykket baggrund for den stemningsfulde historie, som både er dyster og samtidig absurd humoristisk. Vi ser aldrig krybet Gregor i fuld figur. Kun ben, skygger osv. afslører Jessen for os og efterlever på den måde Kafkas intention. Tegningernes udtryk spænder fra naturalisme til kubisme, hvor illustrationerne ophæver det tredimensionelle rum og interesserer sig for beskrivelsen af motivet frem for det naturalistiske udtryk. F.eks. når kontorbuddet afbildes med et ko-hoved, og teksten lyder: ”Det var chefens kreatur, uden rygrad og forstand.

Ligeledes arbejder Jessen også med tekstens grafiske udtryk. Her er ikke kun pæne talebobler eller ord i kasser. I stedet flyder teksten ind i mellem og ud over siderne på kryds og tværs, eller fungerer som baggrundsfyld for en tegning. Det er simpelthen blændende godt lavet.

Jeg vil ikke gå i dybden med de mange tolkninger, selve historien lægger op til, men kan anbefale at læse artiklen ”Man må gå, før man kan krybe” i Berlingske Tidende som giver en fin indføring, hvis man er interesseret.

Det er dog slet ikke nødvendigt at gøre noget som helst andet end at sætte sig med bogen og begynde at læse. For Kafkas novelle med Søren Jessens illustrationer står imponerende godt på egne fødder.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Forvandlingen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, 127 sider, alle illustreret
Illustrator: Søren Jessen
Originaltitel: Die Verwandlung
Originaludgave: 1915

Besøg Søren Jessens hjemmeside

Necropolis – de levende døde af Patrick Leis

Necropolis - de levende døde af Patrick LeisHvis du kan lide zombihistorier, så er Patrick Leis’ Necrodemic serie et must. Her er afrevne lemmer, indvolde, blod og splat i et gennemarbejdet og superspændende univers.

Tilbage i 2003 udgav Patrick Leis zombiromanen Requiem. Siden kom flere bøger på forskellige forlag og på forskellige tidspunkter i serien Necrodemic’s tidslinje. Nu genudgiver Patrick Leis hele serien i en revideret udgave på forlaget Valeta.

Første bind er Necropolis – de levende døde, som oprindelig var en novellesamling. I den nye udgave er historierne blevet skrevet sammen, og der er tilføjet flere kapitler for at skabe overblik. Bagerst er indsat ordforklaringer, et slægtstræ for Meyer-familien samt en tidslinje over Necrodemic-serien. Endeligt er der også arbejdet med det grafiske udtryk samt lavet tilføjelser til tegneserien i kapitlet ”Svøben”.

Har det omfattende arbejde så været umagen værd?
Et rungende ja herfra. Jeg var begejstret for 2008-udgaven af Necropolis, men denne nye udgave er blevet mere sammenhængende og lader hele universet få bedre plads. Og samtidig er det stadigvæk forrygende god underholdning.

Over ti kapitler fortæller Patrick Leis i punktvise nedslag, hvad der egentlig skete dengang.

Menneskeheden har med nød og næppe overlevet supercomputeren IO’s overherredømme, men nu skaber en voldsom stigning i fødsler af børn med Downs Syndrom akutte problemer. For at helbrede disse børn forsøger firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfunden kur. Og i første omgang ser det ud til at hjælpe.

Men kuren har en uforudset effekt, og så begynder problemerne først for alvor. Det må en patrulje nationalgardister sande i kapitlet ”Udbrud”. De er blevet sendt ud i et socialt belastet boligområde for at stoppe lokale uroligheder. Til at starte med forløber operationen godt. Patruljen anholder nogle voldtægtsmænd og barrikaderer sig i det lokale supermarked, selvom de ikke umiddelbart kan se andre mennesker i området. Det ændrer sig dog hurtigt, og snart er de i en kamp på liv og død.

Efterhånden går det op for regeringen, at situationen er ude af kontrol. Nu er det et spørgsmål om at redde, hvad der reddes kan. For overlægen Victor Feiberg betyder det i kapitlet “Epidemi”, at han må overgive kontrollen af sit sygehus til militæret, og for dem er demokratiets rolle som de svages beskytter et overstået kapitel.

I de sidste kapitler hører vi om, hvordan resterne af menneskeheden samler sig i C-byerne; om deres kamp for at udvide deres territorier og bekæmpe zombisvøben; men også om de interne magtkampe der uundgåeligt opstår, når flere mennesker samles. Disse magtkampe fører bl.a. til, at enkeltindivider bryder ud fra byerne og bosætter sig i små gårdsamfund. Og således lægges der op til næste bind i serien: Requiem.

Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier, hvad enten han bruger ord eller billeder. Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrunden. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund.

Fokus er ikke på sproglige finesser eller dybe psykologiske portrætter. I stedet er der action fra første side, så enhver drengerøv klapper i hænderne. Men hele tiden føres læseren med sikker hånd gennem de turbulente og blodige begivenheder, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår.

Necropolis – de levende døde er skræmmende på mere end et plan – og den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

Om Necropolis – de levende døde:

Udgivelsesår: 2016 (2008)
Forlag: Valeta, 239 sider
Illustrator: Patrick Leis

Tak til forlaget Valeta for læseeksemplaret og glem ikke at tjekke Duality By Prones sindssyge gode nummer Castra Damnatorum inspireret af Necrodemic-serien.