december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘genudgivelse’

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas HjortshaabHvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest? 

I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.

Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.

For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?

Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.

Illustration af Thomas HjorthaabMare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.

Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.

Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.

Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.

Illustration af Thomas HjorthaabSelvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.

Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.

Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?

Om Mare, mare minde:

Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab

Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.

 

Forvandlingen af Franz Kafka, illustreret af Søren Jessen

Forvandlingen af Franz Kafka, illustreret af Søren JessenFascinerende og vellykket graphic novel udgave af Franz Kafkas Forvandlingen, som ikke kan undgå at betage læseren

Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng, forvandlet til et uhyre kryb.”

Selvom jeg med skam må indrømme, at jeg aldrig har læst Franz Kafkas Forvandlingen, kender jeg alligevel indledningen til denne 102 år gamle fortælling, om den handelsrejsende Gregor der pludselig forvandles til et insekt. I denne nye udgave har Søren Jessen illustreret novellen, hvor Kafkas ord glider hen over siderne, som med mørke, udtryksfulde billeder beretter om Gregors ulykkelige skæbne.

Gregor er som sagt handelsrejsende. Han bor hos sine forældre sammen med sin søster, og det er hans indtægt, der forsørger familien, efter at farens forretning gik konkurs fem år tidligere. Da det går op for dem, at Gregor er blevet forvandlet til et kryb, bliver de naturligvis chokerede. Han bliver lukket inde på værelset, men søsteren giver ham mad, og familien håber på, at han snart bliver et menneske igen.

Men efterhånden som tiden går, ændrer familiens opfattelse af Gregor sig. Langsomt forvandles han til et monster i deres øjne, og da han til sidst dør, føler resten af familien, at de endelig er blevet sat fri.

Franz Kafka var meget insisterende omkring, at der ikke måtte være en afbildning af et insekt på forsiden af bogen, da Forvandlingen oprindeligt udkom i 1915. Han ønskede, at læserens fantasi skulle tegne det eneste billede af det væsen, Gregor blev forvandlet til. Med den tanke i baghovedet kan man selvfølgelig spørge sig selv: Hvorfor så overhovedet lave en graphic novel ud af novellen? Tjahh, det ved jeg ikke, men jeg kan sige, at resultatet er blevet en utrolig vellykket og fascinerende oplevelse.

Illustration fra Forvandlingen, skrevet af Franz Kafka og illustreret af Søren JessenSøren Jessens illustrationer er holdt i sort/hvide og grålige toner, og er en vellykket baggrund for den stemningsfulde historie, som både er dyster og samtidig absurd humoristisk. Vi ser aldrig krybet Gregor i fuld figur. Kun ben, skygger osv. afslører Jessen for os og efterlever på den måde Kafkas intention. Tegningernes udtryk spænder fra naturalisme til kubisme, hvor illustrationerne ophæver det tredimensionelle rum og interesserer sig for beskrivelsen af motivet frem for det naturalistiske udtryk. F.eks. når kontorbuddet afbildes med et ko-hoved, og teksten lyder: ”Det var chefens kreatur, uden rygrad og forstand.

Ligeledes arbejder Jessen også med tekstens grafiske udtryk. Her er ikke kun pæne talebobler eller ord i kasser. I stedet flyder teksten ind i mellem og ud over siderne på kryds og tværs, eller fungerer som baggrundsfyld for en tegning. Det er simpelthen blændende godt lavet.

Jeg vil ikke gå i dybden med de mange tolkninger, selve historien lægger op til, men kan anbefale at læse artiklen ”Man må gå, før man kan krybe” i Berlingske Tidende som giver en fin indføring, hvis man er interesseret.

Det er dog slet ikke nødvendigt at gøre noget som helst andet end at sætte sig med bogen og begynde at læse. For Kafkas novelle med Søren Jessens illustrationer står imponerende godt på egne fødder.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Forvandlingen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, 127 sider, alle illustreret
Illustrator: Søren Jessen
Originaltitel: Die Verwandlung
Originaludgave: 1915

Besøg Søren Jessens hjemmeside

Necropolis – de levende døde af Patrick Leis

Necropolis - de levende døde af Patrick LeisHvis du kan lide zombihistorier, så er Patrick Leis’ Necrodemic serie et must. Her er afrevne lemmer, indvolde, blod og splat i et gennemarbejdet og superspændende univers.

Tilbage i 2003 udgav Patrick Leis zombiromanen Requiem. Siden kom flere bøger på forskellige forlag og på forskellige tidspunkter i serien Necrodemic’s tidslinje. Nu genudgiver Patrick Leis hele serien i en revideret udgave på forlaget Valeta.

Første bind er Necropolis – de levende døde, som oprindelig var en novellesamling. I den nye udgave er historierne blevet skrevet sammen, og der er tilføjet flere kapitler for at skabe overblik. Bagerst er indsat ordforklaringer, et slægtstræ for Meyer-familien samt en tidslinje over Necrodemic-serien. Endeligt er der også arbejdet med det grafiske udtryk samt lavet tilføjelser til tegneserien i kapitlet ”Svøben”.

Har det omfattende arbejde så været umagen værd?
Et rungende ja herfra. Jeg var begejstret for 2008-udgaven af Necropolis, men denne nye udgave er blevet mere sammenhængende og lader hele universet få bedre plads. Og samtidig er det stadigvæk forrygende god underholdning.

Over ti kapitler fortæller Patrick Leis i punktvise nedslag, hvad der egentlig skete dengang.

Menneskeheden har med nød og næppe overlevet supercomputeren IO’s overherredømme, men nu skaber en voldsom stigning i fødsler af børn med Downs Syndrom akutte problemer. For at helbrede disse børn forsøger firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfunden kur. Og i første omgang ser det ud til at hjælpe.

Men kuren har en uforudset effekt, og så begynder problemerne først for alvor. Det må en patrulje nationalgardister sande i kapitlet ”Udbrud”. De er blevet sendt ud i et socialt belastet boligområde for at stoppe lokale uroligheder. Til at starte med forløber operationen godt. Patruljen anholder nogle voldtægtsmænd og barrikaderer sig i det lokale supermarked, selvom de ikke umiddelbart kan se andre mennesker i området. Det ændrer sig dog hurtigt, og snart er de i en kamp på liv og død.

Efterhånden går det op for regeringen, at situationen er ude af kontrol. Nu er det et spørgsmål om at redde, hvad der reddes kan. For overlægen Victor Feiberg betyder det i kapitlet “Epidemi”, at han må overgive kontrollen af sit sygehus til militæret, og for dem er demokratiets rolle som de svages beskytter et overstået kapitel.

I de sidste kapitler hører vi om, hvordan resterne af menneskeheden samler sig i C-byerne; om deres kamp for at udvide deres territorier og bekæmpe zombisvøben; men også om de interne magtkampe der uundgåeligt opstår, når flere mennesker samles. Disse magtkampe fører bl.a. til, at enkeltindivider bryder ud fra byerne og bosætter sig i små gårdsamfund. Og således lægges der op til næste bind i serien: Requiem.

Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier, hvad enten han bruger ord eller billeder. Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrunden. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund.

Fokus er ikke på sproglige finesser eller dybe psykologiske portrætter. I stedet er der action fra første side, så enhver drengerøv klapper i hænderne. Men hele tiden føres læseren med sikker hånd gennem de turbulente og blodige begivenheder, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår.

Necropolis – de levende døde er skræmmende på mere end et plan – og den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

Om Necropolis – de levende døde:

Udgivelsesår: 2016 (2008)
Forlag: Valeta, 239 sider
Illustrator: Patrick Leis

Tak til forlaget Valeta for læseeksemplaret og glem ikke at tjekke Duality By Prones sindssyge gode nummer Castra Damnatorum inspireret af Necrodemic-serien.