december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘George A. Romero’

Filmåret 1978

Horsens Bibliotek fejrede Halloween med et filmarrangement, hvor jeg indledningsvis gav en kort indføring til filmåret 1978 set gennem gysets briller.

Filmåret 1978

Det er nok ikke gået mange gyserfans næser forbi, at John Carpenters slasher-klassiker Halloween har 40 års jubilæum i 2018. Det er bl.a. blevet fejret med David Gordon Greens Halloween 2018 hvor Jamie Lee Curtis er tilbage i rollen som Laurie Strode. Filmen er en direkte sequel til Carpenters oprindelige film fra 1978, og er ligesom originalen blevet en kæmpe succes. Som Jamie Lee Curtis stolt (med rette) fortalte sine fans:  “Biggest horror movie opening with a female lead. Biggest movie opening with a female lead over 55. Second biggest horror movie opening ever. Second biggest October movie opening ever. Biggest ‘Halloween’ opening ever.

Men der kom naturligvis også andre gode (og mindre gode) horrorfilm i 1978.

Filmåret 1978 i udvalg:

Attack of the Killer Tomatos
D: John De Bello (et remake af kortfilmen med samme navn fra 1976. Der kom efterfølgende tre film i Killer Tomatos-serien samt en spin-off tv-serie i 1990)
Se traileren

Coma
D: Michael Crichton (i 2012 instruerede Mikael Salomon en mini tv-serie, der ligesom 1978 spillefilmen er baseret på Robin Cooks roman)
Se traileren

Damien – Omen 2
D: Don Taylor (i 1976 instruerede Richard Donner den første film i Omen-serien. Den blev en kæmpe succes, og indtjente næste det dobbelte af sit budget allerede i åbningsweekenden. Donner havde ikke mulighed for at instruere efterfølgeren, så opgaven gik til Don Taylor, der bl.a. var kendt fra tv-serien Alfred Hitchcock Presents)
Se traileren

Dawn of the Dead
D: George A. Romero (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Fury
D: Brian De Palma (baseret på en roman af John Farris fra 1976. Farris stod også for filmens manuskript. Brian De Palma havde to år forinden haft stor succes med filmatiseringen af Stephen Kings roman Carrie, så The Fury blev hans anden film, hvor telekinese spillede en stor rolle)
Se traileren

Halloween
D: John Carpenter (læs mere nedenfor)
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers
D: Philip Kaufman (læs mere nedenfor)
Se traileren

I Spit On Your Grave
D: Meir Zarchi (læs mere nedenfor)
Se traileren

It Lives Again
D: Larry Cohen (efterfølger til It’s Alive fra 1974)
Se traileren

Jaws 2
D: Jeannot Szwarc (filmens tagline “Just when you thought it was safe to go back in the water…” blev en af de mest kendte og populære taglines i filmhistorien. Da Steven Spielberg var optaget af at lave Nærkontakt af anden grad, blev det i stedet Szwarc, der satte sig i instruktørstolen. Han var mest kendt fra tv, men havde i 1976 instrueret filmen Bug. Szwarc er stadig aktiv og har i nyere tid bl.a. instrueret episoder i tv-serier som Fringe, Supernatural og Bones)
Se traileren

The Legacy
D: Richard Marquand (filmen var Marquands spillefilmsdebut, tidligere havde han ‘kun’ instrueret til tv. Efterfølgende instruerede han flere kassesuccesser, ikke mindst Return of the Jedi i 1983)
Se traileren

Long Weekend
D: Colin Eggleston (filmen blev ikke en succes i hjemlandet Australien, men vandt internationalt flere priser. Bl.a. delte den Avoriaz Fantastic Film Festivals pris med Invasion of the Body Snatchers, ligesom den modtog Special Jury Prize på Paris Film Festival. I 2008 kom et remake af Long Weekend instrueret af Jamie Blanks)
Se traileren

Magic
D: Richard Attenborough (vandt Edgar Allan Poe Awards for Best Motion Picture)
Se traileren

Martin
D: George A. Romero (filmen blev ikke en stor økonomisk succes, men er efter sigende Romeros personlige favoritfilm)
Se traileren

Patrick
D: Richard Franklin (vandt Grand Prize på Avoriaz Fantastic Film Festival. Før filmen blev vist i USA, blev alle skuespillerne re-dubbed, hvilket gjorde australske Franklin så vred, at han overvejede at sagsøge distributøren.
Franklin har bl.a. også instrueret Psycho II samt F/X 2 – Farlige tricks. Det originale score til Patrick var lavet af den australske komponist Brian May, der også stod for musikken i de to første Mad Max film)
Se traileren

Piranha
D: Joe Dante (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Shout
D: Jerzy Skolimowsky (filmen var polske Skolimowskys britiske spillefilmsdebut, og den havde et bemærkelsesværdig elektronisk og avantgarde musikscore, hvor der angiveligt blev brugt 40 forskellige musiknumre. The Shout blev nomineret til Palme d’Or på Cannes Film Festival, og vandt sammen med Bye Bye Monkey juryens Grand Prize.
Se traileren

Summer of Fear
D: Wes Craven (blev oprindeligt lavet til tv under titlen Stranger in Our House, men blev så stor en succes at den blev udsendt i de europæiske biografer som Summer of Fear. Linda Blair, der spillede Regan i Exorcisten, har hovedrollen som Rachel Bryant)
Se traileren

The Toolbox Murders
D: Dennis Donnelly (i 2004 instruerede Tobe Hoober et remake)
Se traileren

Within the Woods
D: Sam Raimi (kortfilm – senere lavede Sam Raimi et remake med titlen Evil Dead)
Se filmen

Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på en dansk titel, der også bør være på listen, nemlig Draculas ring. Draculas Ring var en tv-miniserie på syv afsnit, der blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter. Serien var Danmarks Radios forsøg på at lave en gyserføljeton, omend resultatet snarere havde karakter af gyserkomedie.
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers, 1978Invasion of the Body Snatchers

Aftenens film var Invasion of the Body Snatchers, instrueret af Philip Kaufman. Filmen er et remake af Don Siegels film af samme navn, som bygger på Jack Finneys roman The Body Snatchers fra 1955. Don Siegels film ses af filmeksperter som en klassiker, mens Kaufmans film betragtes som et af filmhistoriens bedste remake.

Invasion of the Body Snatchers havde premiere i julen 1978, og endte med at indspille næsten 25 millioner dollars. Måske derfor blev Kaufmans remake ikke det sidste. I 1993 forsøgte Abel Ferrara sig med en filmatisering af Finneys roman, mens Oliver Hirschbiegels Invasion med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig kom i 2007.

Philip Kaufmans film udspiller sig i San Francisco, som rammes af en slags epidemi af vrangforestillinger, hvor hidtil rationelle mennesker påstår, at deres ægtefælle, barn osv. er blevet udskiftet af en kopi. Først bliver tilfældene slået hen, men efterhånden breder fænomenet sig, og sundhedsinspektøren Matthew Bennell og hans kollega Elizabeth Driscoll indser, at der er noget om snakken. Elizabeth opdager, at noget er galt med hendes mand, og kort efter overværer Matthew en ‘pods’ forpupning. Snart er det ikke kun et spørgsmål om at redde sig selv, men om hele menneskehedens fremtid.

Jack Finneys roman udkom i en efterkrigstid plaget af kommunistforskrækkelse, hvor den amerikanske senator Joseph R. McCarthy drev klapjagt på alle, som han mente, var involveret i en kommunistisk verdens-sammensværgelse. Da Kaufmans film kom i 1978 var det ligeledes en tid, hvor spændingerne mellem USA og USSR var voksende. Mange har derfor tolket historien som en metafor for kommunismen, idet de fremmede ‘pods’ var autoritære, følelseskolde, gudløse og autoritetstro. Alt det, mange amerikanere anså russerne for at være.

Finney skrev dog ikke sin roman ud fra en frygt for kommunismens udbredelse. Han gruede for, at de teknologiske fremskridt ville berøve os vores moralske værdier, qua den nyligt overståede verdenskrig og efterfølgende våbenoprustning. Og han frygtede for at moral og medmenneskelighed ville ende som ofre for: “a rush to modernize, bureaucratize, streamline and cellophane-wrap.” For ham betød sand menneskelighed at man udlevede “individuality to the fullest, express real feelings, and embrace the human values of pride, dignity, friendship, and love more strongly.” Netop disse egenskaber, som de fremmede ‘pods’ opsluger.

Men hvad gør Philip Kaufmans remake til den bedste film? Det kommer Mogens Høegsberg ind på i sin anmeldelse af filmen på Planet Pulp.

Dels har Kaufman flyttet filmens setting fra en lille by på landet til storbyen San Francisco. Finney lod handlingen udspille sig i et miljø, hvor alle kender alle, og dermed har gode chancer for at finde ud af, hvem der er sig selv, og hvem der er blevet til ‘pods’. Men Kaufman udnytter storbyens anonymitet. I San Francisco er alle mere eller mindre fremmede. Det er derfor umuligt at gennemskue, hvem der er forvandlet til ‘pods’. Det tilføjer historien en snigende paranoid stemning, der understøttes af en mere moderne klipning og brug af kamera: “filmen er simpelthen langt mere nervøst fortalt, end den meget klassiske filmede version fra 1956.”

Dels er jeg dybt imponeret over skuespillernes præstation, lige fra Donald Sutherland og Brooke Adams som henholdsvis Matthew og Elizabeth til Leonard Nimoys rolle som den usympatiske psykiater dr. Kibner, et eksempel på en menneskelig ‘pod’ allerede før forpupning.

Endelig er jeg også nødt til at fremhæve Philip Kaufmans slutning, som ikke følger Jack Finneys oprindelige oplæg. Den er dyster og ond og hæver Invasion of the Body Snatcher fra 1978 til klassikerstatus, selvom her er tale om et remake.

Halloween, 1978Halloween

Som nævnt i indledningen har også Halloween (Maskernes Nat) 40 års jubilæum i 1978. Filmen er instrueret af John Carpenter og skrevet i samarbejde med Debra Hill på blot 10 dage. Carpenter fortæller, at historien er baseret på en idé af Irwin Yablan, om en morder der stalker babysittere. Som udgangspunkt var titlen The Baby-sitter Murders, men siden foreslog Yablan at historien skulle udspille sig d. 31. oktober, idet Halloween kunne være en fængende titel til en exploitation-horror film.

Halloween fra 1978 blev lavet for et budget på blot 320.000 dollars, og den indtjente på verdensplan over 60 millioner dollars. Selvom der var udkommet slasherfilm før (f.eks. Black Christmas fra 1974, der sammen med Hitchcocks Psycho nævnes som inspirationskilde for Carpenter), så betragtes Halloween af mange som den første. Det står i hvert fald over al tvivl, at den har affødt en række gyserklicheer, som er blevet gentaget i et hav af gysere siden. Ikke mindst temaet om at vækkelsen af seksualiteten fører til den bogstavelig død for personerne (og ikke blot et tab af uskylden).

Også filmens score fortjener at blive nævnt. Halloween blev filmet og klippet i løbet af ca. et halvt år, og først herefter kom musikken på. Carpenter fortæller, at han viste filmen uden musik til en ansat hos 20th Century-Fox, da den var færdig. Hun var langt fra imponeret, så han blev klar over, at han måtte “save it with the music.”

John Carpenter skrev selv scoret, og selve indspilningen tog to uger. Om resultatet siger han: “There is a point in making a movie when you experience the final result. For me, it’s always when I see an interlock screening of the picture with the music. All of a sudden a new voice is added to the raw, naked-without-effects-or-music footage. The movie takes on it’s final style, and it is on this that the emotional total should be judged. Someone once told me that music, or the lack of it, can make you see better. I believe it.” Et er i hvert fald sikkert, Halloween er et af de mest ikoniske scores i filmhistorien.

Filmen udspiller sig i den opdigtede midtvestlige by, Haddonfield i Illinois, hvor den 6-årige Michael Myers myrder sin storesøster. 15 år senere flygter han fra et psykiatrisk hospital og vender tilbage til sin fødeby, hvor han forfølger teenageren Laurie Strode og hendes venner under halloween. Myers psykiater Dr. Sam Loomis følger efter ham til Haddonfield for at forsøge at stoppe ham, men Myers mordertogt ruller allerede.

At Halloween står som en klassiker i dag, er der mange grunde til. Én af dem er Michael Myers figuren. Som Martin Jürgensen skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp, er Myers inkarnationen af den rene ondskab.

I vandrehistorierne er psykopaten en endimensionel karakter, der ikke fylder ret meget, da han sådan set bare skal møde op og gøre sine ugerninger. Det har Carpenter og Debra Hill taget til sig i filmens manuskript, men de er gået et skridt videre. Michael Myers har absolut ingen personlighed. Tavs som graven myrder han teenagerne, og vi forstår ikke hvorfor. Er det had, jalousi eller seksuel frustration der driver værket? Landet ligger åbent for fortolkninger, hvilket bliver tydeligt hvis man blot læser et par analyser af Halloween, hvor Myers udlægges vidt forskelligt. Sam Loomis, psykologen, understreger flere gange, at der intet menneskeligt er i Michael Myers. Han er ren ondskab, og der eksisterer ingen formildende omstændigheder. Nærmest for at understrege dette arketypiske, næsten religiøse, forhold til ondskab, bærer psykopaten en helt snehvid maske.”

Ligeledes perfektionerer Carpenter brugen kameraet i filmen, lige fra den overvejende brug af håndholdt kamera til den subjektive kameraføring hvor han lader Myers betragte sine ofre med lange dvælende, nærmest voyeuristiske blikke. Den tavse skikkelse emmer af uforløst rædsel, der bare venter på at bryde fri. Og det er det, der er så fremragende, for af en slasherfilm er Halloween faktisk ret blodfattig med kun tre mord. Men truslen hænger konstant over publikum, hvis fantasi ender med at skabe langt mere grufulde billeder, end nogen filminstruktør kan.

I 2006 blev filmen indsat i USA’s National Film Registry af Librarian of Congress som værende af stor “kulturel, historisk og æstetisk betydning.”

Serien + spinoffs:

Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal
Halloween, 2007. D: Rob Zombie
Halloween II, 2009. D: Rob Zombie
Halloween – Awakening: The Legacy of Michael Myers, 2012. D: Michael Leavy
Halloween, 2018. D: David Gordon Green

Piranha

I 1975 havde Steven Spielberg stor succes med Jaws. Den succes affødte en lang række film, der mere eller mindre åbenlyst lagde sig i kølvandet på hajgyseren, som alene i USA har indspillet 260 millioner dollars ifølge Box Office Mojo. Blandt disse kølvandsryttere var Piranha fra 1978, der er Joe Dantes debut som instruktør.

Piranha (Rædsler i dybet) mikser gys med grin i en vellykket satire skabt på et budget på blot 600.000 dollars. Filmen blev produceret af Roger Corman – kongen af B-film – og blev en økonomisk succes med en indtjening på 16 millioner dollars på verdensplan og en status som kultfilm i eftertiden. Ifølge IMDB overvejede Universal Studios at sagsøge New World for at forhindre Piranha i at udkomme, men Steven Spielberg havde set filmen og var vild med den, så forbuddet blev droppet.

Filmen udspiller sig ved Lost River Lake i Texas. To teenagere er forsvundet, og det viser sig at hænge sammen med nogle bizarre eksperimenter med muterede piratfisk. Ved et skæbnesvangert uheld slipper piratfiskene ud i den tilstødende flod, og nu er gode råd dyre, for de blodstørstige og genmanipulerede fisk bevæger sig mod den lokale lejrskole.

Piranha er ikke et mesterværk i ordets bogstavelige forstand, men den er vellykket underholdning. Som Jacob Krogsøe skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Man har lidt fornemmelsen af, at Piranha er ”bedre end den fortjener” – selv om det i sig selv lyder lidt underligt. Måske er det mere tydeligt, hvis jeg sammenligner det med en stegt medister hos pølsevognen, der smager af gourmet. Lad os se nærmere på det. Cormans B-filmsaftryk er tydeligt: Der er bryster, lidt splat, plat humor og en over the top handling. Og man har ikke mindst kopieret tydeligt fra andre værker. Alt det vi elsker Cormans produktioner for. Men i Piranha levereres plagiatet med et ekstra glimt i øjet.”

Jeg er helt enig, og forstår godt at Spielberg har kaldt den for “the best of the JAWS (1975) rip-offs.

Joe Dante har senere lavet film som The Howling i 1981 samt ikke mindst Gremlins og Gremlins – det nye kuld fra henholdsvis 1984 og 1990. Derudover har han også instrueret to episoder i serien Masters of Horror.

Serien + spinoffs

Piranha Part Two: The Spawning, 1981. D: James Cameron
Piranha, 1995. D: Scott P. Levy
Piranha 3D, 2010. D: Alexandre Aja
Piranha 3DD, 2012. D: John Gulager

I spit on your grave, 1978I Spit On Your Grave

Filmen blev oprindeligt udgivet under titlen Day of the Woman, men fik en dårlig modtagelse. Distributøren Jerry Gross omdøbte den derfor og sendte den ud igen i 1978 som I Spit on Your Grave. Denne gang fik filmen mere opmærksomhed i medierne, hvor bl.a. den kendte filmanmelder Roger Ebert talte meget stærkt imod den.

I Spit on Your Grave er en rape-and-revenge exploitation horror film, skrevet, instrueret og produceret af israelske Meir Zarchi.

Filmen handler om en kvindelig forfatter, der under en sommerferie bliver voldtaget og efterladt som død af fire lokale mænd. Men kvinden overlever og vender tilbage for at tage en grusom hævn.

Filmen er kendt for sin meget kontroversielle skildring af ekstrem grafisk vold, især de lange skildringer af voldtægten, der varer næsten 25 minutter. Da I Spit on Your Grave blev genudgivet, fik den mærkatet “video nasty” i Storbritannien, hvor den også var et mål for censur af filminstruktionsorganer.

Den britiske feminist Julie Bindel var på barrikaderne mod filmen, da den udkom. Siden ændrede hun dog standpunkt og har udtalt, at hun nu anser den for at være “a feminist film”.

I 2010 kom et remake af filmen, og siden er der også lavet flere sequels: I Spit on Your Grave 2 (2013) og I Spit on Your Grave III: Vengeance Is Mine (2015).

Filmen anses stadig som meget kontroversiel selv i dag. Nogle betragter den som en af de værste film, der nogensinde lavet. For andre har kontroverssen ført til, at den betragtes som en kultklassiker.

Om baggrunden for at lave filmen fortæller Zarchi, at han blev inspireret efter at have hjulpet en ung kvinde, der var blevet voldtaget. Han og en ven så kvinden kravle nøgen, blodig og forslået ud af buskadset i en park, og de hjalp hende til politiet, som ikke var særligt hjælpsomme eller forstående.

I Spit on Your Grave er ikke den første film om voldtægt, der har sat sindene i kog i offentligheden. Wes Cravens debutfilm Last House on the Left indeholder også grove scener, men her er det ikke ofret selv, der får hævn, men forældrene der udøver selvtægt.

Uanset om man bryder sig om filmen eller ej, er der ingen tvivl om, at den har efterladt et solidt fingeraftryk på filmhistorien.

Serien + spinoffs:

Day of the Woman aka I Spit on Your Grave, 1978. D: Meir Zarchi
I Spit on Your Grave, 2010. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 2, 2013. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 3: Vengeance Is Mine, 2015. D: R.D. Braunstein

Dawn of the Dead, 1978Dawn of the Dead

Få filminstruktører har vist haft så stor indflydelse på populærkulturen som George A. Romero, der med sin zombie-serie nærmest opfandt subgenren.

I 1968 udgav han Night of the Living Dead, der er blevet en af de største successer blandt independent film. 10 år efter kom så Dawn of the Dead, der fik den danske titel Zombie – Rædslernes morgen. Med et budget på blot 650.000 dollars og en international indtjening på 55 millioner dollars blev også denne et kæmpe box office hit. Men måske endnu vigtigere blev den en popkulturel reference, som alle – også folk der ikke har set filmen – kender til.

Filmen udspiller sig efter begivenhederne i Night of the Living Dead, hvor de døde pludselig rejste sig og angreb de levende. Vi følger fire overlevende, som søger tilflugt i et indkøbscenter. I starten går det godt, men efterhånden begynder der at komme spændinger i gruppen. Og da en motorcykelbande invaderer deres skjulested, er det ikke kun de levende døde, de overlevende må kæmpe imod.

Filmen er som sagt instrueret af George A. Romero, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med den italienske filminstruktør Dario Argento. Hvor Night of the Living Dead viste de dødbringende konsekvenser af zombierne i et mikromiljø, vises effekten her i Dawn og the Dead i stor skala, hvor samfundet bryder sammen. Men hvor Night of the Living Dead var meget dyster, er der mere humor i Dawn og the Dead. Det greb er meget bevidst, idet Romero ønskede en mere tegneserie-agtig filmstil.

MPAA ville i første omgang rate filmen X, men Romero, som vidste, at det oftest var hard core porno, der fik den rating, kæmpede imod. Det lykkedes ham til sidst at overtale distributørerne til at frigive filmen uden rating. Dog kom der på alle reklamer og trailere en fraskrivelse af ansvar, der fortalte, at der godt nok ikke var eksplicit sex i filmen, men til gengæld var den så voldsom, at den var forbudt for børn og unge under 17 år.

Tom Savini, der stod for zombiernes makeup, havde været udsendt i Vietnam som krigsfotograf. Oplevelserne her havde stor indflydelse på de blodige og grusomme effekter i filmen, idet Savini groft sagt genskabte virkelighedens rædsler med special effekts.

Selve optagelserne forløb over fire måneder fra slutningen af 1977 til foråret 1978. Det meste blev optaget i Monroeville Mall, hvor Romero kendte ejeren. Holdet fik lov til at filme om natten, når indkøbscenteret var lukket, så optagelserne fandt sted mellem kl. 22 om aftenen til kl. 6 om morgenen.

I 2008 blev Dawn of the Dead sammen med Night of the Living Dead udvalgt af Empire Magazine som to af de 500 bedste film gennem alle tider.

Også filmkritiker Roger Ebert var begejstret for filmen, som han i sin anmeldelse beskriver som: “…one of the best horror films ever made — and, as an inescapable result, one of the most horrifying. It is gruesome, sickening, disgusting, violent, brutal and appalling. It is also (excuse me for a second while I find my other list) brilliantly crafted, funny, droll, and savagely merciless in its satiric view of the American consumer society. Nobody ever said art had to be in good taste.

Ebert kommer senere i anmeldelsen ind på, at nogle sikkert vil mene, at filmen er fordærvet og forkvaklet pga. de blodige og voldsomme scener. Men – som Ebert påpeger – filmen er ikke forkvaklet, den handler om det forkvaklede. Ser man videre end zombiernes blodige adfærd, så viser filmen netop forbrugersamfundets fordærv. Zombierne æder mennesker, fordi det er deres natur. Men menneskene overfalder hinanden, fordi de vil have andres ting!

Jacob Krogsøe siger det helt perfekt i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Her er filmen, som i mine øjne nok er den bedste zombiefilm nogensinde – og i min bog står den faktisk også højt på listen over mine favoritfilm i det hele taget. Den kombinerer en dyster handling, den politiske kommentar, gys og exploitation-elementerne på en måde, der løfter det hele op på et niveau hvor man får julelys i øjnene.” Jeg kunne ikke være mere enig.

Serien + spinoffs

Night of the Living Dead, 1968. D: George A. Romero
Dawn of the Dead, 1978. D: George A. Romero
Day of the Dead, 1985. D: George A. Romero
Land of the Dead, 2005. D: George A. Romero
Diary of the Dead, 2007. D: George A. Romero
Survival of the Dead, 2009. D: George A. Romero
Night of the Living Dead, 1990. D: Tom Savini
Night of the Living Dead 3D, 2006. D: Jeff Broadstreet
Night of the Living Dead: Resurrection, 2012. D: James Plumb
Dawn of the Dead, 2004. D: Zack Snyder
Day of the Dead, 2008. D: Steve Miner
Day of the Dead: Bloodline, 2018. D: Hèctor Hernández Vicens

Kilder:

IMDB

Planet Pulp

Wikipedia

AMC Filmsite

Box Office Mojo

Gadfly Online

U Discover Music

Martin

Den unge mand Martin flytter ind hos sin bedstefader. Bedstefaderen er overbevist om, at Martin er ramt af slægtens forbandelse og er en Nosferatu, der drikker blod af mennesker, altså en vampyr. Martin tror også selv, at det er sandheden, og han dræber med jævne mellemrum mennesker, især kvinder, for at drikke deres blod. Han kan dog sagtens bevæge sig rundt i dagslys og bliver heller ikke påvirket af hverken hvidløg eller kors.

I huset bor også den unge kvinde Christina. Hun skælder bedstefaderen ud for at tro den slags vrøvl om Martin, og prøver at hjælpe ham med at undslippe bedstefaderens foranstaltninger. Martin falder da også langsomt til i byen, og får ovenikøbet et seksuelt forhold til husmoren, mrs. Santini, der længes efter at få et barn. Men idyllen varer ikke ved.

“Martin” er en atypisk vampyrhistorie. George A. Romero lader ikke sin hovedperson være underlagt de mange myter om vampyren. Han drikker ikke sine ofres blod ved hjælp af hugtænder, men bedøver dem med en sprøjte og og camuflerer dødsfaldet som selvmord begået med barberblade. Han affærdiger de gamle skikke som magi, der ikke virker, og opfører sig i det hele taget mest som en almindelig utilpasset teenager, der ikke helt kan finde ud af det med at blive voksen. Bl.a. ringer han ind til et radioprogram og fortæller om sine problemer, og her bliver “The Count” (som værten kalder ham) et populært indslag.

Romero undlader at tage stilling til, om Martin virkelig er vampyr i den traditionelle forstand. Det er op til seeren at bedømme. Godt nok ser vi ind i mellem sort/hvide klip, som kan være Martins minder fra gamle dage, men det kan også bare være dagdrømme.

Generelt er “Martin” ikke så udpenslet splattet som Romeros zombi-film, men scenerne hvor Martin drikker af sine ofre er dog grumme nok, og blodet er noget af det mest røde jeg har set på en skærm. Det står ultraskarpt i billedet. Slutningen er heller ikke for sarte sjæle.

“Martin” er i det hele taget en anden slags vampyrfilm end de sædvanlige Dracula-fortællinger. Her er ikke den sofistikerede forfører med overnaturlige evner, snarere en genert og psykotisk ung mand, som ikke kan lade være med at dræbe. Spørgsmålet er, om trangen efter blod er biologisk eller psykologisk?

Romero skriver i sit forord til filmen: “Martin is about all the monsters of the world, proposing that they are simply extensions or exaggerations of a certain strain present in all of us. As do all monster-stories, Martin discusses the varying levels of moral conscience in the human animal. Not only are moral lines difficult to draw, but any attempt to broadly categorise behaviours as good or evil will warp any true search for the nature of man.

Læs også anmeldelsen på Uncut.dk

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 1977

Survival of the Dead

Survival of the DeadGeorge A. Romeros zombi-serie er efterhånden oppe på seks film, hvoraf de tre sidste er udkommet indenfor de sidste fem år. Survival of the Dead lægger sig i forlængelse af forrige film Diary of the Dead fra 2008, hvor en gruppe studerende filmede hele katastrofe-forløbet. I Survival of the Dead bruger Romero en gruppe soldater, som havde en lille rolle i Diary of the Dead, hvor de stjal de unge studerendes forsyninger.

Gruppen ledes af Sarge, som vendte ryggen til Onkel Sam, da zombi-plagen for alvor brød ud, og det gik op for ham, at ingen ville hjælpe soldaterne. Nu klarer gruppen sig ved at plyndre forbipasserende og ellers passe sig selv i håbet om at finde et sted, hvor de kan leve i fred.

Ved et tilfælde redder de en ung mand, som overtaler dem til at tage til øen Plum. Han har nemlig set internet-reklamer, hvor Captain Courageous søger raske mennesker, der vil være med til at opbygge samfundet igen. Sarge vil egentlig ikke dertil, men han bliver nedstemt af gruppen, og så kører de af sted. Men da de kommer til havnen, er Captain Courageus ikke helt den, de havde regnet med.

De ender dog alligevel på Plum, hvor de uforvarende vader lige ind i nabostridigheder, som under zombi-plagen har vokset sig til krigslignende tilstande med døde på begge sider. Sarge ved dog, hvilken side han hører til på – i hvert fald indtil slutningen af filmen.

Som i sine øvrige zombi-film ønsker George A. Romero også i Survival of the Dead at sætte et politisk budskab på dagsordenen. Denne gang handler det om krig og krigens meningsløshed. Først viser han Sarge som en selvstændigt tænkende mand, men da omstændighederne fører ham ind i krigen på Plum, ja så glemmer han alt om at tænke og lader sig i stedet føre med af strømmen. Og man kunne vel godt argumentere for, at i en verden hvor døden kan komme yderst pludseligt og uventet, så burde de levende vel stå sammen mod den fælles fjende. Men det kan menneskene i Romeros univers ikke.

Jeg kunne egentlig godt lide Survival of the Dead. Jeg synes bare ikke, at den føjer noget nyt til zombi-universet, og jeg mener stadigvæk, at Romeros tre første film er langt de stærkeste i serien. Måske er det også fordi, jeg er blevet utrolig fascineret af Robert Kirkmans fantastiske tegneserie-epos om en zombi-inficeret verden, hvor vi følger en gruppe overlevende, der forsøger at skabe sig et liv i denne nye mareridtsagtige tilværelse. Kirkman formår, ligesom Romero gjorde i sine første zombi-film, at beskrive situationen og menneskenes motiver og handlinger skånselsesløst men også med stor forståelse. Og det mangler lidt her i Survival of the Dead.

Besøg filmens hjemmeside

Om filmen:

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2009

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Diary of the dead

Diary of the deadGeorge A. Romero må kaldes for den moderne zombi films fader. I Diary of the dead vender han tilbage til zombiplagens begyndelse og fortæller historien om, hvad der skete en ung gruppe studerende, da zombierne pludselig dukkede op, og verden som vi kender den endte.

En gruppe filmstuderende og deres professor er ved at lave en gyserfilm, da de i nyhederne hører, at de døde pludselig vender tilbage med en umættelig trang til at spise de levende. Gruppen beslutter sig for at forsøge at finde hjem til deres familier, men vejen er fyldt med zombier, og langsomt bliver gruppen mindre og mindre.

Som noget nyt bruger Romero et subjektivt kamera hele filmen igennem. Historien fortælles gennem Jason Creeds kamera, som han filmer alt med undervejs mixet sammen med nogle overvågningsbånd og film fra en kammerats kamera. Jason filmer kammeraterne, zombierne og de andre overlevende, og skaber hermed den første “dokumentarfilm” om begivenhederne. Selvom de andre i starten er trætte af ham, ender de med at følge med i hans film, for “if it’s not on camera, it’s like it never happend” – og det må vel være Romeros politiske kommentar i denne zombi-film: hvordan vi konstant er online og hele tiden søger at være på, måske på bekostning af rent faktisk at være til stede i øjeblikket.

Jeg kan godt lide George A. Romero, og Diary of the dead er også en okay film, men jeg synes ikke, den kommer helt på højde med de øvrige i serien, selvom den bestemt har interessante scener undervejs.

Om Diary of the dead:

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2007

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Land of the dead

20 år efter sin sidste zombie-film vender George A. Romero nu tilbage med et brag af en fire. Filmen starter med et tilbageblik på før, dvs. den periode hvor zombierne begyndte at gå igen, og så går vi tilbage til nu.

Verden er befolket af zombier. Menneskene har buret sig inde i en by, der er lukket inde af floder på alle sider. Her lever overklassen i sus og dus i Green bygningen, mens de almindelige mennesker hutler sig igennem udenfor, dog stadig beskyttet af soldaterne. Forsyninger skaffes ved raids ud i oplandet, hvor zombierne ved samme lejlighed plaffes ned.

Filmens ene hovedperson, Riley, bor i byen, men ønsker at forlade den. Riley leder raidsene men gør det kun for at tjene penge til at købe en bil og komme væk fra byen. Han vil nordpå, hvor der ikke er nogen. Den anden hovedperson er zombie. Han gør oprør mod menneskenes meningsløse nedskydning af sit folk og får dem til at følge sig ind til byen, med det formål at smadre den.

Som altid er effekterne helt i top. Der er blod og splat og gode forskrækkelser for alle pengene, og Tom Savini dukker atter op i en lille rolle. Derudover er der naturligvis også den samfundskritik, som Romero altid har puttet i sine zombiefilm.

Selvom det er lykkes menneskene at overleve zombierne, har de valgt at bure sig inde i en by, hvor de lever med alle de dårlige vaner og sider, de altid har haft. Zombierne gør også det, de plejer – i starten af filmen – men de udvikler sig og lære at begå sig i det nye samfund. De gode mennesker søger alle væk fra byens slum og korruption, så Romero gør sin pointe ganske klar. Vores forbrugersamfund og vores værdier er i forfald.

Jeg er vild med Romero’s zombiefilm, og jeg er også vild med denne fjerde film. Se den…

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2005

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Day of the dead

I en militærbase befinder tre videnskabsmænd sig sammen med en deling soldater og et par teknikere. Videnskabsmændene skal forsøge at finde en løsning på zombiproblemet, hvilket den ene – kaldet doktor Frankenstein – gør ved at skære zombierne op og senere ved at forsøge at opdrage dem. 

Men så dør basens kaptajn og erstattes af næstkommanderende Rhodes, og Rhodes har ingen tiltro til de videnskabelige projekter. Han vil efterlade videnskabsmændene og tage væk med sine soldater, men endnu en gang overlistes de levende, så zombierne når ned i den underjordiske base.

“Day of the dead” er efter min mening den svageste film i trilogien, men er alligevel stadig værd at se.

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 1985

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Dawn of the dead

Dawn of the deadTi år efter George A. Romeros første zombie-film lavede han “Dawn of the dead”, hvor zombierne er ved at overtage jorden. De angriber hæmningsløst, og pga. de levendes mangel på vilje til at slå deres døde rigtigt ihjel, bliver der for mange så myndighederne til sidst mister kontrollen.

Filmen følger en gruppe på fire – to soldater, en mandlig og en kvindelig journalist – som flygter i en helikopter. De slår sig ned i et stort mall, hvor de får udryddet zombierne og lukket af, så de befinder sig i forbrugerhimlen.

En dag slutter deres idyl, da en motorcykelbande bryder ind og begynder at plyndre mall’en. Journalisten Stephen kan ikke se på, hvordan banden raserer stedet og begynder at beskyde dem, men det ender galt, og snart zombierne igen på banen.

Hvor “Night of the living dead” var meget sort, er der mere humor i “Dawn of the dead”. At se zombierne vralte rundt i varehuset i et forsøg på at finde noget tabt fra deres liv er både morsomt, men også lidt trist, for det udstiller i høj grad den materialisme, som Vesten lider under. Men igen kan jeg kun sige – se den!

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 1978

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Night of the living dead

Night of the living dead 1968Night of the living dead starter med søskendeparret Barbara og Johnny, som er på kirkegården for at ligge blomster på deres faders grav. Pludseligt overfaldes Barbara af en mærkeligt udseende mand, men det lykkes Johnny at ligge sig imellem. Johnny dør, og Barbara flygter i bilen og når et forladt hus, som hun gemmer sig i. Kort efter ankommer Ben (som er sort!). Han barrikaderer huset og er i det hele taget en yderst handlekraftig mand.

Det viser sig, at der i forvejen gemmer sig et ungt par samt et ægtepar med deres barn i kælderen. Ben og den unge mand Tom beslutter sig for at forsøge at få fat i benzin til Bens bil fra en pumpe i nærheden, men forsøget mislykkes. Kort efter dør den lille pige, og genopstår som en uskyldigt udseende barnezombi, der naturligvis har smag for menneskekød, og hvis første ofre er hendes uforstående forældre. Til sidst er der kun Ben tilbage, der må skjule sig i kælderen.

Næste morgen kommer der hjælp. Myndighederne har arrangeret klapjagt på zombierne og nationalgarden går nu gennem landet og skyder alle de zombier, de ser. Ben hører skuddene og drister sig op i stueetagen, men hjælpen er måske ikke til ham.

George A. Romeros Night of the living dead står som en ubestridt klassiker, og det at den er sort/hvid skal ikke afholde nogen fra at se den. Romero har mange krasse kommentarer til det moderne samfund heri, og derudover er zombierne helt fantastiske.

Om Night of the living dead:

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 1968

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Betragtninger over Romeros zombie-trilogi

Romero’s triologi kan ses som en kritisk betragtning af vores samfund, samt et delvist forsøg på at visualisere den moderne civilisations sammenbrud.. Filmene er meget blodige og meget realistiske, hvilket sikkert er grunden til, at de ikke har fået det store kommercielle gennembrud.

I den første film er temaet, at kaos ikke så meget er en ydre som en indre trussel. Zombierne kan slås ihjel og holdes udenfor huset, hvis blot de levende holder sammen – men det gør de ikke, og dermed åbner de selv for zombiernes adgang. Menneskenes adfærd er med andre ord det, der gør dem til zombier, og da redningsholdet ankommer om morgenen skyder de den eneste overlevende, da de ikke kan kende de levende fra de døde. Bens meningsløse død giver den social redning et sarkastisk skær, for hvis samfundet ikke kan skelne mellem menneskelighed og monster, hvordan kan det da definere menneskelighed, og hvilken orden er det så, der bliver genoprettet med redningsholdets ankomst?

Romero har fået inspirationen til trilogiens første del fra Richard Mathesons “Jeg er den sidste”, som også beskriver isolationen og paranoiaen hos hovedpersonen, der lever alene i en verden befolket af vampyrer.
Hvor første film delvist forklarede zombiernes tilsynekomst med radioaktiv stråling, giver anden film ingen forklaring. Her er temaet en advarsel til vores moderne forbrugersamfund om at dets kapitalistiske politik kun fører mod død og opløsning. Stephen dør, fordi han ikke kan se på, at motorcykelbanden stjæler smykker og penge i ‘hans’ mall, og i virkeligheden er hverken smykker eller penge jo noget værd i det kaos samfundet er blevet med zombiernes ankomst.

Rikke Schubart skriver om Dawn of the Dead:
Filmen fokuserer mere end før på zombierne og deres status som masseoprør og protest mod det civiliserede samfund…Zombien på film har altid været et fænomen, der truer samfundet med kaos. Enhver er potentiel zombie, alle kan ende som én i massen af sultne oprørere, uanset social status, alder, køn og nationalitet, og den sociale undertone af proletarisk anarki, der kun var antydet i den første film, bliver tydelig i Dawn of the Dead… Zombierne har ikke nogen årsag, fordi forklaringen ligger i os selv. “De er os” siger Peter, og den purtoricanske præst råder til at standse myrderierne. Mener han myrderierne på zombierne, eller på de fattige puertoricanere der ryger med i købet sammen med resten af den fattige underklasse, der breder sig som en zombiehær under det kapitalistiske regime?

Mørkets halvdel af Stephen King

Mørkets halvdel af Stephen KingThad Beumount er lærer og forfatter. Under sit eget navn har han skrevet en række pænt anmeldte bøger, som ikke har solgt noget særligt, men under pseudonymet George Stark skriver han voldelige thrillers, som publikum elsker.

Thad beslutter sig for at aflive sit pseudonym, da han bliver udsat for afpresning, og det skal gøres med en offentlig begravelse. Desværre for Thad har George Stark dog ikke tænkt sig bare at give op. Pludselig begynder en lang række bestialske mord. Stark er kommet tilbage – og denne gang i kød og blod…

King har udtalt, at han fandt inspirationen til Mørkets halvdel i spørgsmålet: Hvor får du dine idéer fra? King syntes det kunne være sjovt at skrive en historie om en muse, som gik helt amok. Slutningen kom til ham en dag, han gik en tur og så en stor flok krager. De fik ham til at tænke på et digt af H. P. Lovecraft The Psychopomp, hvor en fugl er sendebud mellem de døde og de levendes land. “In that instant, I knew exactly how to dispose of George Stark; all I had to do was go home and write it.”

Med til historien om Mørkets halvdel hører vel også, at Stephen King selv har prøvet at få afsløret sit pseudonym, og selv valgte at stå frem og fortælle at forfatteren Richard Bachman i virkeligheden var Stephen King.

Mørkets halvdel blev filmatiseret i 1993. Kings gode ven George A. Romero instruerede. Timothy Hutton, som både spiller Thad og Stark, gør det rigtig godt. Filmen er gennemført med flere gode gys i.

Om bogen:

Originaltitel: The Dark Half
Udgivelsesår: 1989