februar 2020
M Ti O To F L S
« jan    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
242526272829  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Giallo’

The New York Ripper

Jeg har haft lidt blandede oplevelser med Lucio Fulci film. Mens jeg var vild med “Rædslernes hotel” og syntes ok om “Zombi 2“, så må jeg indrømme, at jeg synes “The New York Ripper” er en halvdårlig affære.

En morder dræber kvinder i New York. Kommisær Williams sættes på sagen, og får hjælp af en profiltegner til at fange morderen, som ovenikøbet begynder at ringe til ham. Det hele bliver endnu mere personligt, da Williams faste prostituerede bliver en af morderens ofre.

Det er i korte træk handlingen, som i virkeligheden mest er en lang række enkeltscener: Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Forbrydelsen opklaret. Her er ikke den store sammenhæng i plottet, og her er ikke gjort noget for at flette det hele sammen i en helhed. F.eks. fylder Jane Lodges karakter lang tid i filmen, men hvorfor har jeg ikke rigtig nogen idé om. Det virker som om, at Fulci bare gerne vil vise nogle sexscener, som hun så bliver en del af med sine yderst udtryksfulde lystfuldt bævrende læber.

Der er enkelte okay elementer hist og pist, bl.a. scenen hvor Williams prostituerede bliver dræbt. Her er en meget effektiv knivsscene, hvor morderen skærer hende lige hen over det ene øje. Men det er desværre ikke nok til at gøre “The New York Ripper” en særlig interessant film set med mine øjne.

Med dvd’en følger en lille pamflet skrevet af Jesper Moerch om Giallo-film og i særdeleshed “The New York Ripper”. Han skriver bl.a.: “Op gennem 70’erne blev gialli’erne mere og mere bizarre, hårde og blodige, men ingen af disse film kan måle sig med Fulcis 1982-film, “The New York Ripper”, der er den absolut groveste, ondeste og mest berygtede giallo i hele genrens historie … Fulcis Ripper går langt, langt over stregen for god smag. Faktisk så langt at selv hærdede horrorfans ind i mellem får nok. Da man i sin tid prøvede at udgive filmen i England, valgte man ikke bare at censurere eller helt forbyde filmen – de fysiske filmruller fik politeskorte til lufthavnen for at sikre 100% at filmen kom ud af landet hurtigst muligt“. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at det var pga. de voldelige scener, man var så bange for Fulcis film. Derimod tror jeg, at de meget explicitte sex-scener nok har skræmt en lille habitklædt censor til en så overdreven reaktion. Mens de i dag – i hvert fald i mine øjne – mere trækker tempoet ud af en i forvejen yderst tynd historie.

Og for at gøre en tynd historie endnu mere mærkelig, så er morderen i “The New York Ripper” nærmest latterlig. Før vi ser ham, hører vi nemlig hans stemme, der beskrives af et af ofrenes husvært som “Han lød som en and, kvack kvack kvack” – og ja, han lyder som Anders And, når han taler i telefon med Williams. Jeg forstår ikke, hvorfor Fulci har fundet på det nummer, og det er igen med til at trække seriøsiteten ud af filmen. Hvis man så bare troede, at det hele var en joke, var der ligesom lidt fornuft i det, men det er heller ikke mit indtryk. Men jeg må nok bare indrømme, at jeg ikke forstår filmen, og ikke bryder mig særligt meget om den.

Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: Lo squartatore di New York

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Torso

I Giallo-serien udgivet af Another World Entertainment er film nummer tre “Torso” af Sergio Martino, som bl.a. sælges på slaglinjen: “Træd ind i det psykoseksuelle sinds bizzare verden”. Og ja, når italienere viser sex-scener, så er det væsentlig mere explicit end i amerikanske film.

Filmen følger en gruppe piger, der studerer kunsthistorie. En aften bliver en af dem kvalt og bagefter skåret op af en ukendt morder, som tager hende og kæresten i at dyrke sex i bilen. Kort efter bliver endnu en af pigerne dræbt, og politiet beder de studerende om hjælp til at fange morderen. De har fundet tørklædet, der blev brugt til at strangulere det ene offer, og nu håber de at nogen kan huske at have set det før.

Daniela er sikker på, at den medstuderende, Stefano, har haft et sådan tørklæde, men veninden Jane overbeviser hende om, at hun tager fejl. Stefano kan ikke være morderen, mener hun. I stedet tager de to sammen med to andre veninder væk for en tid. De rejser til Danielas onkels villa ude på landet. Men morderen er fulgt efter dem, og snart dukker han op for at gøre sit arbejde færdigt.

Jeg var en lille smule skuffet over “Torso”. Historien virker til tider temmelig rodet, og jeg synes ikke, at personerne gjorde noget særligt indtryk. Filmen virker lidt som en undskyldning for at vise smukke nøgne kvinder have sex, og så smider man en morder ind for at gøre det til en thriller fremfor en erotisk film. Det er selvfølgelig en del af Giallo-konceptet, men jeg synes, at andre instruktører har gjort det langt mere elegant.

På nogen måder minder “Torso” lidt om slasherfilm som “Halloween” og “Friday the 13th”, der fik stor succes som serier op gennem 1980’erne. I “Torso” er det nemlig de seksuelt aktive kvinder/piger, der myrdes, mens jomfruen får lov at overleve, og det er jo typisk for en amerikansk slasherfilm, men måske ikke så typisk i europæisk sammenhæng.

Afsløringen af morderen var heller ikke den store overraskelse, selvom Martino forsøger at spille flere mulige emner på bordet, og vi helt frem til slutningen kun ser de sorte handsker og et maskeret ansigt, når morderen arbejder. 

Det, der efter min mening fungerede bedst, er i slutningen af filmen, hvor en af pigerne gemmer sig på husets første sal. Morderen ved ikke, at der er flere piger i huset og er i gang med at skaffe de øvrige lig af vejen. Her lykkes det at skabe en vis suspense, mens vi spekulerer på, om det kan lykkes pigen at slippe væk uset.

Instruktør: Sergio Martino
Udgivelsesår: 1973
Originaltitel: I corpi presentano tracce di violenza carnale

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Profondo Rosso

Profondo Rosso aka Deep RedDer er ingen tvivl om, at Dario Argento er en mester indenfor gysergenren. Hans film er visuelle mesterværker, og han bruger ofte kameraet til at bringe tilskueren og filmens personer helt fysisk tæt, når morderen rækker hånden ud og griber ofret, og vi ser det hele, som var det vores hånd. Mordene i hans film er blodige, og tilskueren skånes ikke for detaljerne. Det bliver vi heller ikke i Profondo Rosso, som også kom i en kortere international udgave under titlen Deep Red.

Marcus Daily er pianist. En dag involveres han tilfældigt i et mord, da han ser en kvinde blive myrdet i sin lejlighed. Marcus løber ind i lejligheden, og aner en anden derinde og da han ser ud af vinduet, ser han en person i en regnfrakke forlade huset.

Ofret var en synsk kvinde, som samme dag havde set en morders tanker under sit foredrag. Nu stilles sagen an i aviserne, som om Marcus har set morderens ansigt, og for at undgå at blive det næste offer må Marcus finde frem til morderens identitet. Den kvindelige journalist Gianna hjælper, men alt hvad de har at gå efter er en stump af en børnesang og et billede af et hus, der har stået tomt i mange år.

Jeg så den originale italienske version på lidt over 2 timer, og jeg må indrømme, at jeg godt forstår, at man har forkortet den engelske udgave. En del af scenerne, synes jeg, var ligegyldige og måske endda lidt irriterende, fordi de for mig ødelagde stemningen. Det var især scenerne med politikommisæren Calcabrini, som er overdrevet komiske og slet ikke passer ind i resten af filmen efter min mening. Og ligeledes havde jeg også lidt svært ved at forlige mig med den konstante kappestrid mellem Gianna og Marcus om, hvem der var stærkest og klogest.

Men selve hovedhistorien var bestemt værd at se, og jeg beundrer den måde, Argento bruger musikken til at opbygge stemningen på sammen med den meget dynamiske brug af kameraet. Her er altid skæve og overraskende vinkler på scenerne, og det er stadigvæk rigtig klamt, når vi følger morderens synsvinkel under selve mordet.

Profondo Rosso blev en stor succes både kommercielt og blandt anmelderne, og selvom jeg sikkert aldrig vil vælge en Argento film bare for hyggens skyld, så bør man ikke snyde sig selv for at se den, for han kan noget i sine film.

Om Profondo Rosso:

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 1975