Indlæg tagget med ‘gotik’

Efter skuffelsen over “The Mist in the Mirror” var jeg lidt spændt på, om “The Man in the Picture” også ville skuffe. Men heldigvis er Susan Hill her tilbage i klassisk god stil med en victoriansk spøgelseshistorie, præcis som den skal være.

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i “The Mist in the Mirror“, så fungerer plottet fint her. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Udgivelsesår: 2007

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så da jeg læste Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, var jeg overbevist om, at her var en forfatter, jeg skulle læse mere af. Hendes bøger er dog langt fra alle gotiske gysere, men jeg fandt dog et par titler, som lød interessante. Heriblandt ”The Mist in the Mirror”.

Efter en hyggelig aften i klubben hvor der er blevet udvekslet spøgelseshistorier, får fortælleren stukket et manuskript i hånden af en ældre herre, der har frekventeret klubben gennem mange år med ordene: ”I beg you, read it!” Manuskriptet indeholder Sir James Monmouth’s historie, og gengives som nedskrevet.

Som 5-årig døde Monmouth’s forældre, og han blev siden opdraget af en værge, der boede i Afrika og Asien. Da værgen døde, var Monmouth 18 år, og han fortsatte med rejserne. Han var nemlig blevet betaget af en opdagelsesrejsende ved navn Conrad Vane, og fulgte nu i hans spor. Som midaldrende besluttede han sig for at vende tilbage til England. Målet var at slå sig ned samt at skrive den endegyldige biografi om Vane.

Monmouth finder et værelse i London, men da han begynder at undersøge Vanes liv nærmere, møder han modstand. Ingen ønsker tilsyneladende at hjælpe ham med oplysninger, og samtidig sker der flere sære hændelser for ham. En ukendt dreng forfølger ham, lyde af gråd vækker ham om natten, og efterhånden bliver Monmouth i tvivl om sin forstand.

Det lykkes ham dog at finde frem til Vanes skole, og her får han et nyt spor – et spor, der peger i retning af Monmouths egen barndom, som han intet kender til.

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev ligeså betaget af ”The Mist in the Mirror”, som jeg var af ”Kvinden i sort”. Selvom Susan Hill beskriver det gamle regnvåde London og Nordenglands uendelige hede overbevisende og med masser af atmosfære, så har historien slet ikke sammen intense stemning over sig. Monmounts oplevelser virker for så vidt levende nok, men slutningen forbliver underlig uforløst, og jeg må indrømme, at det aldrig kom til at stå klart for mig, hvad spejlet havde med historien at gøre? Men måske er det bare mig.

I hvert fald blev jeg lidt skuffet, men regner nu med at give Susan Hill en chance mere. Så mange nutidige forfattere er der jo heller ikke, som skriver gotiske gysere

Udgivelsesår: 1992

Susan Hills hjemmeside

Italiens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om ”Morderens mesterværk”, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

”Morderens mesterværk” udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

”Morderens mesterværk” er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende ”From Hell”, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, der oprindelig er skrevet i 1983, men ligeså vel kunne være skrevet i 1883.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford, hvor han skal opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, en ældre dame som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford, der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde, men da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse, og han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end ”Kvinden i sort”, som også netop er blevet filmatiseret af James Watkins (”Eden Lake”) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe - i hovedrollen som Arthur Kipps. Jeg har endnu ikke set filmen, men regner bestemt med at få det gjort.

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

Det er i virkeligheden lidt af en tilsnigelse at omtale Andrew Taylors nyeste roman her på siden, men med en titel som “Genfærdets anatomi” og en fantastisk skrevet historie, så lusker jeg den alligevel ind ad bagdøren.

Boghandleren John Holdsworth mister i 1786 sin søn i en tragisk drukneulykke. Sorgen driver hans hustru i armene på et medie, som påstår, at hun har kontakt med deres afdøde søn. I lang tid finder Holdsworth sig i dette, mens hans forretning falder sammen om ørerne på ham. Til sidst må de fraflytte huset pga. manglende midler, men det slår hustruen helt ud – og kort efter finder man også hende druknet.

I sin sorg skriver Holdsworth en pamflet med titlen “Genfærdets anatomi”, hvor han rationelt og systematisk tilbageviser genfærds eksistens og løfter sløret for mediernes fusk med de efterladte. Det er denne pamflet, som bringer ham i forbindelse med Lady Anne Oldershaw. Hendes søn, Frank, påstår nemlig at have set et genfærd, og siden da har han været psykisk ud af balance. Lady Anne beder Holdsworth om at opsøge sønnen, der studerede på Cambridge, og overbevise ham om at genfærdet blot eksisterer i hans fantasi, så han kan blive normal igen og fortsætte studierne.

Holdsworth accepterer opgaven, som viser sig at være langt mere kompliceret end som så. Det lukkede samfund i Cambridge gemmer på masser af hemmeligheder, og er gennemsyret af skjulte magtkampe og ønsker om hævn. Det er svært at gennemskue, hvad der skubbede Frank ind i galskaben, for ingen spiller tilsyneladende med helt åbne kort. Men da Holdsworth kommer på sporet af Helligåndsklubben, begynder han at ane gådens løsning.

Andrew Taylor har skrevet en fremragende gotisk thriller, som emmer af atmosfære. Lige fra persontegningerne til beskrivelserne af livet på kollegiet til det flot spundne plot lykkes det for Taylor at trække læseren helt ind i historien, og jeg læste stort set romanen i et stræk. Her er både mystik og rationalitet, og Holdsworth er en yderst troværdig og sympatisk hovedperson, som efter bedste evne forsøger at klare sig i en verden, han nogen gange har mest lyst til at forlade, fordi han savner sin familie sådan.

Læs ikke “Genfærdets anatomy” som en typisk spøgelsesfortælling, men læs den for dens gotiske stemning og for det veldrejede plot.

Originaltitel: The Anatomy of Ghosts
Omslag: Joyce Grosswiler
Dansk udgave: 2011

Den unge advokat Hutter sendes af sin chef til Transylvanien for at sælge en bygning til grev Orlok lige overfor Hutters eget hjem i Wisburg. Hutters hustru Ellen er ikke glad for situationen, men Hutter er ikke bange. Grevens slot viser sig dog at være et skræmmende sted, og da handlen er overstået, ser Hutter i rædsel på, at greven begynder sin rejse. Selv flygter han også, men hans hjemtur forsinkes af et hospitalsophold. Imens rejser grev Orlok med et skib, hvor besætningsmedlemmerne dør en efter en. Hans mål er Wisburg og med ham rejser pesten…

“Nosferatu“ fra 1922 var den første filmatisering af Bram Stokers verdensberømte roman “Dracula”. Filmen blev instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau, og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Bram Stokers enke levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Selv med næsten 90 år på bagen er “Nosferatu” stadig værd at se. Murnau bygger en fantastisk stemning op undervejs i filmen ved hjælp af skygger, kulisser, baggrundsmusikken og ikke mindst Max Schreck, som spiller greven så overbevisende, at han stadig skræmmer livet af tilskueren. Jeg er dermed ikke helt enig med Roger Ebert, som i sin anmeldelse af filmen skriver: “Is Murnau’s Nosferatu’ scary in the modern sense? Not for me. I admire it more for its artistry and ideas, its atmosphere and images, than for its ability to manipulate my emotions like a skillful modern horror film. It knows none of the later tricks of the trade, like sudden threats that pop in from the side of the screen. But Nosferatu remains effective: It doesn’t scare us, but it haunts us. It shows not that vampires can jump out of shadows, but that evil can grow there, nourished on death.”

Som den første film undgår “Nosferatu” også de klichéer, som mange senere film er snublet i. Greven er ikke en charmør, der indbyder til hverken tillid eller seksuel forførelse. Han minder på mange måder om de rotter, som er hans trofaste følgesvende, og som bærer pesten med sig. Han indgyder rædsel, og dermed bliver Ellens offer sidst i filmen så meget desto større. I øvrigt lader Murnau historien udspille sig i 1838, samme år hvor der virkelig fandt et pestudbrud sted.

Og selvom filmens special effects med en hestevogn, som pludselig forsvinder, døre der åbner og lukker sig af sig selv, greven der pludselig hæver sig fra en kiste, ikke er ligeså overbevisende i dag som dengang, så fungerer de alligevel i filmens univers. Ifølge Wikipedia er “Nosferatu” da også rangeret som nr. 21 på Empire Magazines liste over de 100 bedste film i 2010.

“Nosferatu” er ikke en film, man skal se en hyggeaften sammen med vennerne. Det er en film, man skal nyde, og som jeg tager frem med års mellemrum, lige fascineret hver gang.

Instruktør: Friedrich Wilhelm Murnau
Udgivelsesår: 1922

Jeg har tidligere med fornøjelse læst noveller af Thomas Strømsholt i diverse antologier, så jeg så frem til at læse hans første selvstændige novellesamling. Mine forventninger blev heldigvis indfriet, for “De underjordiske” er interessant, velskrevet, uhyggelig og stemningsfuld læsning.

Samlingen består af 19 noveller, heraf er ca halvdelen fortalt af en jeg-fortæller, og det var især dem, jeg faldt for. De både fanger stemningen fra de klassiske engelske spøgelseshistorier, som jeg personligt holder meget af, og er også fulde af den udefinerbare uhygge, som H. P. Lovecraft var ekspert i at fremmane. Lovecraft har Strømsholt tidligere hyldet med sin novelle i antologien “Fra skyggerne“, hvor 8 danske forfattere gav deres bud på en fortælling inspireret af Lovecraft. Her var Strømsholts bidrag “Den lede ting” min favorit.

Der er dog også flere af novellerne uden jeg-fortæller, som bør fremhæves. Bl.a. “Allesjælesnat” om præsten hvis mand er død, og som i sin sorg går til hans grav på Allesjælesnat. “Grønne fingre” om Andersen som nærmest er besat af at holde sin blomsterhave fri for ukrudt og skadedyr, og “Frygten og grundejerne” om David som sammen med sin mor flytter ind i et hus – der allerede har beboere.

Blandt jeg-fortællingerne vil jeg især fremhæve “Under overfladen”, som er en revideret udgave af en novelle, der tidligere har været trykt i “Nyarlathotep” nr. 3.  Hovedpersonen arbejder i en bank og er fascineret af tal, som for ham står for orden, sandhed og skønhed. Stor er derfor bestyrtelsen, da han en dag ender på -7 etage i banken, hvor parkeringskælderen er laveste niveau. Men værre bliver det, da han opdager, hvad der befinder sig på etagen. Også “Qivitoq” som foregår i Grønland hører til blandt samlingens bedste. Her er fortælleren på slædetur med en ven, da de ved et uheld mister den ene hundeslæde. Da vejret også skifter, søger de tilflugt i en nærliggende forladt bygd, og her gør de et uhyggeligt fund. Endelig er også både “Choronzon” og “Jeg ved nu, hvordan det hele ender” værd at fremhæve. I den første følger vi en civilingeniør, der sendes ned i byens kloaker sammen med deinfektøren, Weser, da store regnmængder har fået rotterne til at søge op ad. Nede i dybet finder de dog andet og mere end rotter. I den sidste er hovedpersonen en embedsmand, der oplever, hvordan verden forandrer sig i en periode med ualmindelig store mængder regn.

I det hele taget er her tale om en vellykket samling, som kun har enkelte skønhedsfejl – og det kan være en individuel smagssag, om det i det hele taget er skønhedsfejl, for Strømsholt er en teknisk dygtig forfatter, som man sprogligt ikke kan pege fingre ad, og samtidig skriver han også sært poetisk og til tider nærmest smukt. Personligt var jeg dog ikke så vild med “Heksen”, som jeg synes faldt lidt udenfor samlingen og mere var en form for debatindlæg, og heller ikke “Skrigedalen. Tre fynske pisalikker” som er en lidt spøjs genrehybrid af folkesagn, horror og science fiction var lige min stil. “Skiftningen” ramte heller ikke helt så dybt, men den tragiske slutning skal ikke forklejnes.

Samlingen er fuld af referencer til tidligere gotiske forfattere, men Strømsholt sender også sit bidrag i antologien ”Lyden af vanvid” en lille hilsen. Her var hans novelle “Lyngmanden – af en geologs optegnelser fra heden”, og  geologen Anders Berg er forfatter til bogen De underjordiske: Arkæologiske Undersøgelser og Meditationer, som der henvises til i “Troldomslatter. En fortælling fra det mørke Jylland“. I samme novelle refereres også til M. R. James, som skrev novellen “Nr. 13“, der udspiller sig på hotel Den Gyldne Løve i Viborg.

I et interview på Fantastiske Forfattere fortæller Strømsholt, at bortset fra 2-3 fortællinger er alle novellerne skrevet til “De underjordiske”, som skulle have danske sagn som overordnet tema (f.eks. har B. S. Ingemann også brugt titlen “De underjordiske” til sin fortælling af et bornholmsk sagn) , dog med plads til afvigelser. Strømsholt ønsker, at læseren skal finde nogle af de traditionelle gotiske motiver, bl.a. spøgelset, vampyren og varulven, men med udgangspunktet i danske sagn og det er lykkes.

Alt i alt er her tale om en absolut læseværdig debut, hvor flere af novellerne er af meget høj kvalitet. Thomas Strømsholt er bestemt et navn i dansk horror, som det er værd at holde øje med i fremtiden, og når han er bedst, rejser hans fortællinger sig langt over genreklicheerne og giver læseren en uventet oplevelse.

Indhold:

I en dans så lang
Troldomslatter. En fortælling fra det mørke Jylland
Traum
Heksen
Det møblerede værelse
Pan
Mosekonen
Skrigedalen. Tre fynske pisalikker
Allesjælesnat
Christina
Under overfladen
Grønne fingre
Frygten og grundejerne
Qivitoq
Beechiana
Spøgelset på Den Gyldne Løve
Choronzon
Skiftningen
Jeg ved nu, hvordan det hele ender

Læs et interview med Thomas Strømsholt på Fantastiske Forfattere

Besøg Thomas Strømsholt hjemmeside

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen

Jeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men har aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den, og selvom “Rebecca” ikke er en egentlig gyser, så vil jeg alligevel omtale den her på siden, da det er en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Romanen er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er ”Rebecca” en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…”

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i ”Rebecca”. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er ”Rebecca” et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Udgivelsesår: 1938

Godset Liljenholm danner rammen om denne gotisk inspirerede roman af Leonora Christina Skov. Liljenholm-familiens ry er ikke uden pletter. Det siges, at alle kvinderne føder tvillinger, hvoraf den ene altid bliver sindssyg. Det siges også, at godset er hjemsøgt af spøgelser, og at flere af familiens medlemmer er mordere.

Nu ligger den berømte skrækroman-forfatter Antonia von Liljenholm for døden, og hendes datter Nella tager tilbage til godset for at forsone sig med moren og tage afsked. Med i toget er også en fremmed, som kort efter dukker op på Liljenholm. Godset gemmer nemlig på en forfærdelig hemmelighed, som har noget med Nellas fortid at gøre.

Det er svært at fortælle særlig meget om handlingen uden at komme til at afsløre for meget. F.eks. finder vi først ud af, hvem fortælleren er halvvejs inde i bogen, og hemmeligheden, der driver fortælleren til Liljenholm, afsløres først til allersidst.

Historien fortælles som et puslespil. Vi får en brik i et hjørne, så en brik fra det modsatte hjørne, og til sidst afsløres det fulde billede, som i dette tilfælde dog ikke er en flot solnedgang, men en dyster historie om familiehemmeligheder, fortielser og løgne.

LCS er en utrolig teknisk dygtig forfatter. Der er ingen tvivl om, at hun mestrer de træk og fortælle-elementer, som hører til i en gotisk roman, men alligevel føltes det lidt som en stiløvelse i starten af romanen. Efterhånden som flere lag afdækkes, bliver tonen dog mere og mere ægte, og de sidste 100 sider slugte jeg i en mundfuld.

I et interview i Politiken fortæller LCS, hvorfor hun har skrevet en gotisk roman: “Jeg synes, nutiden er gotisk. Hele det der finanskrisehalløj er enormt gotisk: alt det, der foregik, mens det gik helt vildt godt, man kørte på overfladen, og folk havde masser af penge; og så ser man nu, hvordan det hele er brudt sammen på grund af grådighed og perverst forbrug af penge, og mennesker, der har snydt og bedraget. Det trænger ligesom op gennem jorden, op af kloakdækslerne, og det hele bryder sammen. Det er enormt gotisk, synes jeg. Men eftersom gotik handler om det fortrængte, er alle tider jo gotiske.”

Der er også et vist element af puslespilskrimi i romanen, og til det svarer LCS, at: “Det var også en pointe at skrive en bog, der havde et krimiplot, men ikke var en traditionel krimi med et mord. Spørgsmålet er ikke: ‘ hvem har gjort det?’ men ‘ hvem er jeg?’” Og denne søgen er bestemt med til at skabe fremdrift i historien og fungerer rigtig godt.

Alt i alt følte jeg mig godt underholdt af ”Silhuet af en synder”. Her er både incest, galskab, lesbisk kærlighed, spøgelser og skumle herregårde, og det hele fortælles med charme og overbevisning – især mod slutningen af romanen hvor trådene snos sammen til en sammenhængende historie.

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Anne Kragelund

Illustratoren Charles Keeping har i denne antologi udvalgt en række spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

“Klassiske spøgelseshistorier” er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)