april 2020
M Ti O To F L S
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘gotik’

Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen

Ingenting passer af Anders Jørgen MogensenSyv sære, foruroligende noveller om blandt andet enhjørninge, kærlighed og dæmoner.

Jeg blev gjort opmærksom på novellesamlingen Ingenting passer i forbindelse med nomineringerne til Årets Danske Horrorudgivelse. Hertil kan kun nomineres horror for voksne, så jeg blev overrasket, da jeg opdagede, at bogen på bibliotekerne står i børneafdelingen. Men det skal den voksne læser nu ikke lade sig narre af.

De syv noveller er ikke lette at sætte i bås. Den indledende ‘Det snoede horn’ er en julefortælling, hvor tre brødre går i skoven for at fælde årets juletræ. Da de opdager en enhjørning undervejs, beslutter de sig dog for at tage den med hjem til faren i stedet for.

‘Menneskelig pølsevogn’ handler om Louis, som hver fredag flytter mellem sin mor og sin far. Denne weekend skal han med toget ud til sin far. Men i banegårdens fredagsmylder sker der noget mærkeligt med Louis.

Magda er den første spiller, der møder op i ‘Mågerne kommer af sig selv’. Sammen med syv andre piger udgør hun hjemmeholdet, som trænes af frøken Møller. Reglerne er simple. Et kranie skal ned i målet i modstandernes felt, og undervejs må man tackle, skubbe, sparke og spænde ben, men ikke slå. Og frøken Møller finder sig ikke i nederlag.

I ‘En tur i kælderen’ er Bertram kaldt ind på viceinspektørens kontor. Her får han fortællingen om, hvad der egentlig skete i kælderen, dengang den daværende viceinspektør Pilesen startede en klasse for skolens tunge elever i kælderen.

Bodil elsker Jakob i ‘Slagterens datter’. Så højt at hun vil give ham sit hjerte. Mens jeg-fortælleren i ‘At lære noget’ er uopmærksom et øjeblik i klassen, hvilket får voldsomme konsekvenser.

Samlingens sidste novelle ‘Skoleteaterepisoden’ har nærmest Lovecraftianske toner, da et skoleteaterstykke udvikler sig i en helt uforudset retning.

Selvom alle novellerne har børn i hovedrollerne, er der efter min mening ikke noget barnagtigt over indholdet. De sære og foruroligende noveller lover ingen lykkelig slutning, snarere tværtimod. I stort set hver eneste historie udsættes børn for vold og overgreb, og de voksne er snarere garanti for smerte end for omsorg.

Troen på godhed og kærlighed tæves ud af brødrene i ‘Det snoede horn’. Skilsmissebarnet rives i stykker af voksne, der ikke formår at tøjle deres lyster; og spilleren må bliver mere brutal end træneren for at slippe ud af sin frygt. Det er råt og voldsomt, og efterlader ikke meget håb efter endt læsning.

Anders Jørgen Mogensen er redaktør på forlaget Escho, som sammen med forlaget Sidste Århundrede har udgivet en række ‘glemte’ danske gys. Heriblandt Åndeverdenens dårekiste og Menneskekød. Sidstnævnte er en samling noveller skrevet i 1910’erne, som alle er optaget af det groteske. Lidt samme følelse får jeg her i Ingenting passer. Virkeligheden vendes rundt, og vi kan ikke stole verden.

Jeg forstår ikke helt, hvordan Ingenting passer er endt i børnebiblioteket, for selvom sproget er ligetil og letforståeligt, så synes jeg, indholdet rummer fortolkningsmuligheder, der henvender sig til en moden læser. Jeg blev i hvert fald fascineret af den forvrængede og hensynsløse verden, Anders Jørgen Mogensen præsenterer i sine noveller.

Uddrag af ‘Det snoede horn’:

Så knyttede faren sine næver og slog med al sin far-kraft de tre sønner i ansigterne. Blodet flød fra næserne og fra nye sår i panderne, og det blandede sig med noget størknet blod, fra da de tre havde slået enhjørningen ihjel.

Farens knoer begyndte endda også at bløde, og han stoppede først, da både den mindste, den mellemste og den største lå på jorden og hostede blod op i tre forskellige rytmer.

Faren gik ind i huset og vaskede sine hænder, og da han havde tørret dem, gik han ud til de tre og samlede Fjällräven med øksen i op, tog den selv på ryggen og gik ud på den lille sti, der førte hen til skoven.

“Hvis I ikke kan finde ud af det, så må jeg jo selv ordne det,” sagde han, men de tre hørte det ikke, for han var allerede kommet for langt væk, da han sagde det, og selv, hvis han havde været tættere på, havde de ikke hørt det, da deres ører var fulde af størknende blod.” (side 12-13)

Om Ingenting passer:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Calibat, 128 sider
Omslag: Simon Bukhave

Indhold: 

Det snoede horn
Menneskelig pølsevogn
Mågerne kommer af sig selv
En tur i kælderen
Slagterens datter
At lære noget
Skoleteaterepisoden

Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay

Udflugt til Hanging Rock af Joan LindsayUdflugt til Hanging Rock udspiller sig i Australien i år 1900. Elever fra pigeskolen Appleyard College tager på udflugt til det Hanging Rock, en unik afsidesliggende vulkansk klippeformation i det australske vildnis. Men under udflugten sker der noget, som efterfølgende får vidtrækkende konsekvenser.

Joan Lindsay skrev romanen i 1967, og det lille forord lyder: ”Mine læsere må selv afgøre, om Udflugt til Hanging Rock er en fiktiv eller sandfærdig fortælling. Eftersom den skæbnesvangre udflugt fandt sted i år 1900, og alle de personer, som optræder i bogen, for længst er døde, gør det næppe den store forskel.

Min kollega Janus beskrev Udflugt til Hanging Rock som en overnaturlig gyser uden overnaturlige elementer. Den beskrivelse er jeg meget enig i, for i Joan Lindsays roman lurer det uforklarlige midt i hverdagens virkelighed. Uden store armbevægelser lykkes det hende at få læseren i højeste alarmberedskab, og jeg læste med tilbageholdt åndedræt og forventning om det værste.

Der er noget gådefuldt og drømmende over historien, selvom den fortælles i et ligefremt og naturalistisk sprog. Den vilde australske natur omkranser som en tavs kulisse begivenhedener, og føles skiftevis varm og venlig og truende og fjendtlig. Vi følger en række personer, der på den ene eller anden måde bliver berørt af hændelserne ved Hanging Rock, der som ringe i vandet spreder sig langt ud. Intet forklares, og det er op til læseren at tolke de ting, der beskrives. Det er så godt skrevet.

En artikel i The Sydney Morning Herald i anledning af romanens 50 års jubilæum fortæller blandt andet, hvordan historien kom til Joan Lindsay i en række drømme, og blev skrevet på blot et par uger. Da hun forelagde bogen til et forlag, var man øjeblikkeligt interesseret. Redaktøren foreslog dog, at det sidste kapitel blev fjernet for at gøre historien flertydig. Det gik Lindsay med til, og resten er historie, som man siger.

Romanen blev i 1975 filmatiseret af Peter Weir. Filmatiseringen modtog en række priser og nomineringer, og da den udkom i en restaureret ’director’s cut’ udgave i 1998 var anmelderne stadig begejstret. Blandt andet kaldte San Francisco Chronicle’s Peter Stack den for ”one of the most hauntingly beautiful mysteries ever created on film

I sin anmeldelse af filmen kommer Roger Ebert også ind på romanen. Her fortæller han, hvordan den flertydige indledning efterlod folk i tvivl, om historien reelt var baseret på en virkelig hændelse. Bog og film udviklede sig til et helt fænomen, hvor gamle aviser og arkiver blev gennemsøgt for at finde spor, ligesom der udkom en bog, The Murders at Hanging Rock, der introducerer en række teorier om blandt andet UFO’er og tidsforskydning.

Trods både romanens og filmens klassiker-status, er det først her i 2019, at Udflugt til Hanging Rock er blevet oversat til dansk. De danske anmeldere er dog ligeså begejstrede som resten af verden. Blandt andet skriver Klaus Rothstein i Weekendavisen: ”Udflugt til Hanging Rock er eminent uhyggeligt, gotisk, grotesk, magisk og mystisk (måske nok for ukonkret for det almindelige krimi publikum, der godt kan lide gådernes opklaring) og svært tilfredsstillende, når den hævnfulde natur både får det sidste ord og tager det sidste offer.” Mens Jes Stein Pedersen i Politiken ikke ”tøver et iskoldt gysende sekund med at anbefale denne intense, mageløst godt fortalte og dygtigt oversatte roman til andre, der holder af sproglig magi og langtidsholdbar uhygge.”

Jeg er heller ikke tvivl. Udflugt til Hanging Rock var en foruroligende, intens og uventet læseoplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale. Jeg har også tænkt mig at få set Peter Weirs film, og måske vil jeg også kaste mig over den nyeste filmatisering fra 2018, der er en tv-serie i seks afsnit.

Om Udflugt til Hanging Rock:

Udgivelsesår: 06.09.2019
Forlag: Forlaget Feldtfos, 235 sider
Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk
Originaltitel: Picnic at Hanging Rock (1967)
Oversætter: Søren Feldtfos Thomsen

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Al kødets gang af Ambrose Parry

Al kødets gang af Ambrose ParryEdinburgh 1847. Lægevidenskab. Penge. Mord.

Edinburgh 1847. En delt by, en stinkende smeltedigel der på en gang er præget af vold og fattigdom, rigdom og lægevidenskabelige fremskridt.

I Edinburghs Old Town dør en række unge kvinder på samme smertefulde måde. I byens New Town begynder Will Raven, der er medicinstuderende, i sin læreplads hos den anerkendte professor i fødselshjælp James Young Simpson. Raven flytter ind i sin mentors hjem, der er samlingssted for kollegaer og rammen om dristige medicinske eksperimenter, særligt inden for anæstesi.

Det er her Will Raven møder Sarah Fischer – en noget atypisk tjenestepige, der ikke ligger under for nogen, og som suger til sig af den viden, hun møder i sin dagligdag. De to bryder sig ikke synderligt om hinanden, men de har begge deres grunde til at involvere sig i de mistænkelige dødsfald blandt kvinderne. (citat fra bagsiden)

Jeg elsker at fordybe mig i en historisk roman, der både vil fortælle en god historie, og som samtidig tegner et levende billede af den tid, den udspiller sig i. Det er tilfældet her i Al kødets gang, der er første bog i serien om Will Raven og Sarah Fischer.

Al kødets gang er en fin gotisk krimi med et velturneret plot. Men det er også en spændende historie om lægevidenskaben i midten af 1800-tallet, og den del af romanen er i virkeligheden den mest barske. Det var omkring dette tidspunkt, man begyndte at bedøve patienterne. Før det blev operationer udført, mens patienten var vågen, og der er en grum scene midtvejs, hvor en håndværker får amputeret sin hånd. Vi hører også om, hvordan kemikere og læger eksperimenterer med forskellige kemikalier for at opdage nye bedøvelsesmidler m.m. Heller ikke det var ganske ufarligt. Romanen indeholder således en del lægevidenskab, men det bliver aldrig for meget. I stedet giver det romanen troværdighed.

Sproget flyder let, og får ubesværet de mere videnskabelige dele flettet ind i handlingen, som udover hovedhistorien om de døde kvinder også har andre spændende tråde. Der er således en stigende spændingskurve, selvom krimidelen ikke hører til de mest actionfyldte.

Jeg var vild med Al kødets gang, som fik mig til at tænke på Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl, men også på Martin Jensens historiske krimier. De har ikke den videnskabelige vinkel som her, men til gengæld er Jensen mindst ligeså dygtig til at tegne den historiske kulisse.

Ambrose Parry er et pseudonym for ægteparret Marisa Haetzman og Christopher Brookmyre. Sidstnævnte er prisvindende krimiforfatter, mens Haetzman forsker i anæstesi. Resultatet af makkerskabet er en velresearchet, flydende skrevet, underholdende og overraskende historisk krimi med to troværdige hovedpersoner.

Jeg glæder mig allerede til fortsættelsen.

Om Al kødets gang:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Modtryk, 395 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Originaltitel: The Way of All Flesh
Oversætter: Lilian Kingo

Læs også:

Alkymi af Henrik Hohle Hansen
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Sjælesøstre af Sarah Waters

Slør af A. Silvestri

Slør af A. Silvestri

Til et bryllup genforenes gamle veninder. Men fortidens slør skjuler mørke hemmeligheder, og ikke alt gammelt nag kan begraves …

Da Pernille modtager en invitation til Jeanettes bryllup, bliver hun overrasket men også glad. For år tilbage havde de et voldsomt skænderi, og siden har de ikke talt sammen. Så selvom Pernille ikke er meget for hverken kjoler, fremmede mennesker eller nye omgivelser, møder hun derfor op til brylluppet, der starter som et eventyr.

Men som dagen går, begynder Pernilles angst at røre på sig. Rosensparre Gods, som brylluppet afholdes på (og som iøvrigt tilhører Jeanettes mands familie), føles fremmed og farlig. Jeanette smiler og virker glad, men holder hun sig ikke på afstand af Pernille? Og hvad har vikingemyten om Ingrun, Skarde og Bredebringe med dagens bryllup at gøre?

Et bryllup er normalt en glædelig begivenhed, og brudepigerne er ofte brudens tætte veninder. Men som romanen skrider frem, falder fortidens lyserøde slør bort, og vi får indblik i en umage trojka, hvor veninderne gemmer på hemmeligheder langt fra nutidens pletfrie overflader. Hemmeligheder som de måske endda selv har glemt.

A. Silvestri er – uanset genre – en virkelig dygtig fortæller. I Slør mixer han chicklit, gotisk horror og vikingemyter til et overraskende helstøbt resultat. De tre umiddelbart umage genrer slynger sig ind og ud af hinanden i en historie, der starter strålende smukt, men langsomt driver ud i mørke og vanvid.

Portrættet af den skrøbelige Pernille, der i sit voksne liv har kæmpet med depression og angst, er både troværdigt og rørende. Hun plages af skygger og usikkerhed, men da hun står med ryggen mod muren, må hun forsøge at finde en indre styrke frem.

Peter Nielsens smukke og dystre forside skal også fremhæves. Billedet både fanger blikket og tilføjer lag til fortællingen med sin fantastiske fortolkning af de mange betydninger af selve ordet slør.

Endnu engang overrasker A. Silvestri med en roman, der er anderledes end noget, han tidligere har skrevet. Slør er en intens læseoplevelse, der sniger sig ind på læseren, og efterlod mig både bevæget og skræmt. Her er smukt sprog, troværdige personer, hverdagsrealisme, vikingesagn og gotisk uhygge. Det er ganske simpelt fremragende.

Uddrag af romanen:

“Det var en sær historie med klokken. Kendte du den godt i forvejen?”

“Nåh, den. Ja, jeg har hørt den et par gange. Så snart familien får muligheden, så fortæller de den. Min kone kan den udenad, og det kan jeg vel også efterhånden. Det er bare en overlevering.”

“Er det ikke en lidt mørk historie at fortælle til et bryllup?”

“Det har jeg egentlig ikke tænkt på,” svarede Asger og løftede hånden til hilsen, da han fik øje på sin anden borddame, der nu vendte tilbage. “Men nu du siger det, så er det ikke en særlig rar fortælling, det er da rigtigt nok. Jeg skal lige …” sagde han, rejste sig og forsvandt ud af lokalet gennem dobbeltdørene i den anden ende af rummet. Hans stol blev et gabende hul, som borddamen på den anden side kun nødtørftigt slog bro over med et ligegyldigt smil.

Pernille smilede automatisk tilbage, stak den sidste bid steg i munden og drejede kroppen en smule, så hun ikke virkede så fortabt. Maven rumlede, måske af sult, måske af den uvante mad. Hun så efter bruden, der sad langt væk fra hende. Jeanette var leende og lykkelig. Hun lignede en åbenbaring af alt godt, og det krympede sig inden i Pernille. (s. 52)

Læs mere om Slør på A. Silvestris hjemmeside

Om Slør:

Udgivelsesår: 27.10.2018
Forlag: Kandor, 191 sider
Omslag: PN Create v. Peter Nielsen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Fall of gods : she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Dæmoner af Carina Evytt
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Al kødets gang af A. Silvestri
Ulvetid af Helle Stangerup
Lucie af Anne Marie Vedsø-Olesen
Forglemmigej af Teddy Vork

Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson

Vi har altid boet på slottet af Shirley JacksonBagsidetekst:

Lige siden giftmordet, der tog livet af næsten hele familien Blackwood, har de lokale set skævt til huset bag det høje hegn. Merricat Blackwood bor der stadig med sin søster Constance og deres gamle onkel, og livet går roligt videre for dem alle tre. Constance pusler I haven og køkkenet, onkel Julian nusser med sine papirer, og Merricat begraver sølvmønter ved bækken og hvisker hemmelige ord i mørket for at holde dem fri for onde øjne. Men der er forandring på vej. Da søstrenes fætter Charles trænger ind i huset og begynder at forstyrre de faste rutiner, er det kun Merricat, der aner faren. Og kun hun kan drive ham bort, før det er for sent, og Blackwoodfamiliens hemmeligheder kommer frem i lyset.

Jeg har tidligere kun læst novellen Lotteriet af Shirley Jackson, men til gengæld har jeg med stor fornøjelse set flere af filmatiseringerne af hendes mest kendte roman The Haunting of Hill House. Jeg var derfor spændt på at læse Vi har altid boet på slottet, som nu er udkommet på dansk for første gang, med et introducerende forord af Leonora Christina Skov.

Jeg blev heldigvis ikke skuffet over romanen, men jeg har en klar anke i forhold til forordet. Det skulle have været et efterord i stedet for. Leonora Christina Skov ved en masse om Shirley Jackson og hendes forfatterskab, og hun er dygtig til at formidle det. Men for mig var noget af det, hun skrev om jeg-fortælleren Merricat en gigantisk spoiler, der tog overraskelseselementet ud af romanen. Det var lidt ærgerligt.

Ikke desto mindre kan jeg bestemt anbefale at læse Vi har altid boet på slottet. Bare vent med at læse forordet til sidst.

Læs eventuel også Pia Bechmanns anmeldelse på Litteratursiden

Om Vi har altid boet på slottet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra,
Omslag: Saga Wendotte, Maija Heigaard
Originaltitel: We Have Always Lived in the Castle (1962)
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Rebecca af Daphne du Maurier
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
13 trin ned af Ruth Rendell
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Lille fremmede af Sarah Waters

Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann

Åndeverdenens dårekiste af B. S. IngemannI skrivende stund nærmer julen sig med hastige skridt, og mon ikke de fleste nynner julesalmerne ‘Julen har bragt velsignet bud’ og ‘Glade jul, dejlige jul’ en gang eller to i løbet af december? Begge er skrevet af B. S. Ingemann (1789-1862), som også er kendt for sine historiske romaner. Men Ingemann havde også en mørk side, og det er den, vi bliver præsenteret for i Åndeverdenens dårekiste.

Ifølge forlagets pressemeddelelse står Ingemann for nogle af de tidligste eksempler på danske horrorfortællinger. I løbet af sin karriere skrev han en lang række noveller med tydelig inspiration fra tyske E. T. A. Hoffmanns gotiske fortællinger. Åndeverdenens dårekiste består af et udvalg af disse noveller, og er den første Ingemann-udgivelse udelukkende med fokus på den side af forfatterskabet.

De 16 noveller og ene digt indeholder historier om alt lige fra dobbeltgængere og spøgelser, over varulve og hjemsøgte huse, til kirkegårde, okkulte ritualer og incest. Det er således en “artig” samling forlaget her præsenterer.

Bagerst er indsat et velskrevet og oplysende efterord af Felix Rothstein, der sætter teksterne i kontekst. Her kommer han bl.a. ind på Ingemanns slægtsskab med Edgar Allan Poes sælsomme fortællinger. Ingemann dyrker nemlig også de ekstreme sjæletilstande, de skjulte forbrydelser og farlige psykologiske eksperimenter i sine mørke historier.

Selvom forlaget har opdateret teksterne til et mere moderne dansk, uden dog at give køb på Ingemanns særlige tone og ordvalg, så er ikke alle fortællingerne lige let tilgængelige. Ligeledes skal man heller ikke forvente det moderne gys’ skarphed. Men giver man sig tid til læsningen, så er Åndeverdenens dårekiste et spændende bekendtskab og et interessant indblik i datidens tankegods.

Åndeverdenens dårekiste er tredje bind i Escho/Sidste Århundredes serie Grotesker. Jeg har tidligere læst Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde, som absolut også kan anbefales.

Kort om historierne

Samlingen indledes med digtet ‘Nattevandrerinden‘ fra 1813. Her går en ung kvinde hver nat hen på kirkegården for at mødes med sin døde elskede. Moren har dog fundet ud af det, og forsøger at advare den unge kvinde.

Sfinksen‘ er fortællingen om Arnold, der en dag køber en ny spadserestok. Kort efter møder han den underskønne grevinde Cordula, og herefter flyder virkelighed og fantasi sammen i en dramatisk fortælling.

Moster Marie‘ er en slags dansk udgave af eventyret Blåskæg. Marie kurtiseres af hr. Hind, men søsteren advarer hende, da hun frygter, hr. Hind er ude efter Maries formue. Marie lader sig ikke afskrække, men det viser sig, at hendes kavaler ganske rigtig gemmer på en hemmelighed.

Det forbandede hus‘ er fortællingen om et ungt ægtepar, der sidder økonomisk hårdt i det. De lejer et hus, der tilhørte konens farbror, men overgik til udlejeren hr. Stork ved farbrorens død. Rygtet går om at huset er forbandet, og selvom alt tegner godt, da det unge ægtepar flytter ind, viser det sig, at der måske alligevel er noget om snakken.

Gravmælet‘ handler om en ung enke, der i sorg over ægtemandens død ønsker at få sin egen dødsdato indgraveret i samme sten som sin afdøde mand.

Varulven‘ er historien om en ung jæger, der er overbevist om, at han er en varulv. Historien fortælles som et brev fra en landsbypræst, der beretter om jægerens skæbne.

Den levende døde‘ fortælles ligeledes gennem et brev. Her beretter brevskriveren om et møde med major Green, hvor denne fortæller om en episode fra sin ungdom. Ramt af ulykkelig kærlighed besluttede han sig for at være død om dagen og spøgelse om natten. Han blev naturligvis indlagt, og man forsøgte alt for at rive ham ud af hans vildfarelse, men intet hjalp. Novellen har en overraskende humoristisk slutning.

Niels Dragon‘ er en barsk historie om Niels, som bedrager sin bedste ven ved at være sammen med hans forlovede. Et bedrag der får alvorlige konsekvenser.

Bogtrykkersvenden‘ handler om ild og tekster af den franske filosof Voltaire.

Glasskabet‘ handler om en mand, der har giftet sig med en rig kvinde, som dør før ham. I hendes testamente fremgår det, at når hun bliver begravet, overgår alle hendes penge til hendes side af familien. Så ægtemanden beslutter at balsamere hende og beholde hende i en glaskiste i sit soveværelse.

Selv-citationen‘ handler om en ung elskovssvigtet mand, der beslutter sig for at afprøve et eksperiment, der adskiller kroppen og ens eget væsen.

Frøbenet‘ er en fortælling om kærlighed. To søstre er tiltrukket af den samme mand, som tilsyneladende hælder mest til den yngste. Men den ældste søster har hørt et gammelt sagn, og pludselig er hun omsværmet af bejlere.

Linnedsamlersken‘ handler om en teologisk kandidat, der logerer hos den ældre madam Winther. Hun sidder tidligt og silde ved sin rokke, men kan man få for meget af en god ting?

Det tilmurede værelse‘ er historien om enken madame Wolff, hvis datter skal giftes. Festen skal holdes i storstuen, hvor den eneste indgang til et tilmuret værelse findes. Hvorfor er værelset lukket af? Og hvad er det for en forbandelse, der hænger over døren derind?

Skolekammeraterne‘ er fortællingen om kirurg-kandidaten Valman, der har forelsket sig ulykkelig i sin patient. Mens han sidder fortvivlet i en vinkælder, møder han en gammel skolekammerat. Denne kalder sig nu Doctor Physiologiæ & Professor extraordinarius Magiæ naturalis & supranaturalis, og tilbyder Valman at flytte hans kærlighedseventyr op i en åndelig sfære, hvor virkeligheden ikke spiller ind.

Det hemmelige vidne‘ er en ganske kort novelle, hvor en fornærmende samtale får overraskende følger.

Fjendskab efter døden‘ fra 1864 er samlingens sidste novelle. Et aftenselskab morer sig med at fortælle historier ved Sorø Akademibygning, og her falder talen på spøgelser.

Tak til forlagene Escho/Sidste Århundrede som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse

Om Åndeverdenens dårekiste:

Udgivelsesår: 14.11.2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 275 sider (Grotesker, 3)
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen

Indhold:

Nattevandrerinden (1813)
Sfinksen (1820)
Moster Marie (1820)
Det forbandede hus (1827)
Gravmælet (1827)
Varulven (1835)
Den levende døde (1835)
Niels Dragon (1847)
Bogtrykkersvenden (1847)
Glasskabet (1847)
Selv-citationen (1847)
Frøbenet (1847)
Linnedsamlersken (1847)
Det tilmurede værelse (1847)
Skolekammeraterne (1850)
Det hemmelige vidne (1864)
Fjendskab efter døden (1864)
Efterord ved Felix Rothstein

Læs også:

Gengældelsens veje af Pierre Andrézel
Rebecca af Daphne du Maurier
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sandmanden af E. T. A. Hoffmann
Skruen strammes af Henry James
Ushers fald af Edgar Allan Poe
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-KiddeGotiske noveller fra et tusmørkelandskab, hvor drøm og mareridt lever side om side

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Astrid Ehrencron-Kidde, før forlagene Escho/Sidste Århundrede spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde novellesamlingen Det sukker så tungt udi skoven: Martin Willéns underlige hændelser. Det lød dog umiddelbart som en spændende udgivelse, så jeg takkede ja – og heldigvis for det.

Det sukker så tungt udi skoven er lige præcis den slags gotiske noveller, jeg elsker. Tonen giver mindelser til forfattere som Edgar Allan Poe og min yndlings spøgelseshistorie-fortæller M. R. James, men er alligevel unik.

Astrid Ehrencron-Kidde udgav historierne om Martin Willén mellem 1911 og 1924, men de udspiller sig i Sverige i midten af 1800-tallet. Fortælleren er Martin Willén selv. Han er nu en gammel mand, som fortæller historierne set med erfaringens viden, hvorved han også undertiden reflekterer over hændelserne, mens han beretter. Tidsmæssigt springer novellerne, så der er ikke tale om en kronologisk beretning fra ungdom til alderdom. Alligevel er der, når man læser, små henvisninger til de andre fortællinger, som man først rigtig fanger, når man har læst hele samlingen. Det virker rigtig godt, for det giver indtryk af, at vi hører historierne efterhånden som Willén tænker på dem. Og man tænker jo sjældent i streng kronologisk orden.

Samlingen indeholder 10 noveller samt et interessant efterskrift, hvor Andreas Bylov Jensen giver en kort introduktion til Astrid Ehrencron-Kidde og sætter forfatterskabet i perspektiv. Man kan sagtens læse novellerne uden at læse efterskriftet, men for mig gav det endnu mere dybde til historierne, så jeg kun kan anbefale at læse det også.

Jeg vil også rose forlagets fine bearbejdelse af teksten. Teksterne er rettet til moderne retskrivning, men uden at give afkald på de gammeldagsudtryk, der er med til at tidsfæste historierne og skabe denne særlige gotiske stemning.

Skal jeg fremhæve et par af novellerne (og det er svært, for de alle har mange gode kvaliteter, og på en måde udgør de et samlet hele, selvom her er tale om noveller), så bliver det ‘Apoteket’ og ‘Natten i Östravåg’.

I ‘Apoteket’ er vi tilbage i Willens barndom. Familien er flyttet til Kungsbacka, men da Willen går på Latinskole i Halmstad, er han ikke nået at blive så bekendt med byen. En nat bliver hans ældre søster syg. Moren sender ham til apoteket nede i byen, for at han skal hente hendes medicin. Men på vejen hjem farer han vild. Historien er fin i sig selv, men den eftertænksomme slutning løfter novellen endnu højere.

‘Natten i Östravåg’ er mere melankolsk. Her har Willen som gammel mand besøgt kirkegården, hvor hans kære ligger begravet. På vejen hjem overnatter han på en kro i Östra Våg. Om natten opsøges han af en sær mand, som han også så på kirkegården. Manden fortæller en tragisk historie og beder om Willens hjælp. Men hvad er sandt, og hvad er drøm?

“Hør,” sagde han pludselig, “jeg ser af Deres kort, at De er sagfører. Må jeg konsultere Dem, blot ganske kort, selv om det også er en aparte tid? Jeg turde ikke undlade at gå herind. Å – De må hjælpe mig. Jeg kan betale Dem for det. Der kan gå lange tider – lange tider,” gentog han, mens han vuggede sine hænder, “førend jeg kommer forbi en sagfører igen.”

Hans runde øjne stod i mine, som ville de slå nagler gennem min hjerne for at tvinge den til at lytte og forstå.

Jeg nikkede. Jeg var i en ubeskrivelig tilstand af nervøs uro. Ikke sandt – De forstår – dette, at jeg ikke kunne røre mig af pletten – havde jeg endda været påklædt og oppe på gulvet, ja blot haft så meget som en tændstikæske eller mit ur, at tage i mine fingre og flytte om med på bordet. Men alt var som forhekset. Jeg havde hverken fået det ene eller det andet bragt i orden, før jeg gik til sengs. At måtte ligge dér, fuldstændig rolig, med hænderne på tæppet og hans øjnes borende nagler gennem mine.

“Ja, hvis jeg kan være Dem til nogen nytte – så –“

Han rejste sig hastigt et par gange og satte sig igen. “Det kan de!” sagde han hver gang, “det kan De. De er jo sagfører, det vil sige, at De kan føre en sag, ikke sandt? Skaffe en sin ret. Sin soleklare ret. Ikke sandt, det er jo Deres bestilling?”

Jeg nikkede igen og bad ham forklare mig, hvad det var, han ønskede af mig. Han gik hen og låsede døren og rullede gardinet ned for månen. (s. 145)

Jeg var som sagt meget betaget af Det sukker så tungt udi skoven, som er en utrolig fin og poetisk læseoplevelse fortalt med en melankolsk eftertænksomhed. Hver eneste novelle er en god historie, som samtidig indeholder langt flere lag, end der umiddelbart antydes. Her er måske nok tale om en lille bog, men det er så sandelig en stor læseoplevelse. Læs den.

Tak til forlagene Escho og Sidste Århundrede som har sponseret læseeksemplaret.

Om Det sukker så tungt udi skoven:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 214 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaludgivelsesår: 1911-1924

Indhold:

Alle sjæles nat
Den lille pige med violerne
Det sukker så tungt udi skoven
Pensée ; Apoteket
De hvide træer
En aften på Askaryd
Natten i Östravåg
En aften ved Lure Færgested
Gensynet

Gys og genfærd – danske spøgelseshistorier / red. Poul Sørensen

Gys og genfærd - danske spøgelseshistorier / red. Poul Sørensen

Fra bogens forord:

Lad os lige saa godt med det samme afvæbne den gunstige Læsers eventuelle Kritik ved straks at indrømme, at denne Bogs Undertitel, “Danske Spøgelseshistorier”, maaske ikke kan tages strengt bogstaveligt.

Danske er Historierne i den Forstand, at de alle er skrevet af nulevende danske Forfattere; men i flere af dem er Handlingen henlagt til udenlandsk Skueplads: Skaane, Rusland, Mellemeuropa og U.S.A. Og typisk dansk er det vel ogsaa, at en Del af dem næppe kan betegnes som egentlige Spøgelseshistorier. Et Par af dem overlader til Læseren selv at afgøre, hvorvidt Kræfter, man i daglig Tale plejer at kalde overnaturlige, maa siges at have grebet ind. Et Par andre munder ud i en “naturlig” Forklaring, hvilket vel maa siges at være i god Samklang med den nøgterne Skepsis, der nok er et ikke uvæsentligt Træk i vor Nationalkarakter. Man kunne næsten paa Forhaand sige sig selv, at et Udvalg af nutidige danske Spøgelseshistorier maatte falde saadan ud.

Men naar dette er sagt, er der dog en Del igen, hvor Digterfantasien, som det siges i den længste af Fortællingerne, “fortsættes bort paa den anden Side af, hvad vi véd og forstaar”. Og ogsaa dette er nok typisk for dansk Sind.

Vel har Spøgelseshistorierne og den dermed beslægtede Litteratur ikke haft saa rig Grobund herhjemme som i de to store germanske Litteraturer, den tyske og den engelske; men flere af vor største Forfattere har dog gennem Tiden ydet Bidrag til Genren. Og den har, som dette lille Udvalg gerne skulle vise, endnu i Dag Livskraft helt ned i den yngste Forfattergeneration.

P.S.

Indhold:

Frank Jæger: Præsten i Herløw
Leif E. Christensen: De vises sten i Edelhøj
Eiler Jørgensen: Der var en mand
Thit Jensen: Da Øllebrød-Niels fik Huset fuldt af Fremmede 
Finn Methling: Opvågnen i Schlüsselburg
Boris Møller: en Orm gør Oprør
Soya: Fotografier der talte
Joachim Stenzelius: Enkelegen
Poul Sørensen: Genfærds-Kolonnen

Om Gys og genfærd:

Udgivelsesår: 1952
Forlag: Borgen, 151 sider

10 danske gysere / red. Tage La Cour

10 danske gysere red. Tage La Cour

Antologien 10 danske gysere indeholder 10 noveller skrevet af danske forfattere. Blandt bidragsyderne ses Tom Kristensen, Thomas Dinesen, Herman Bang og Niels E. Nielsen

Indhold:

Herman Bang: Men du skal mindes mig
Thomas Dinesen: Tusmørke
Astrid Ehrencron-Kidde: Fugleedderkoppen
B.S. Ingemann: Glasskabet
Johannes V. Jensen: Vinternat
Tom Kristensen: De forsvundne ansigter
Viggo F. Møller: Hendes hjerte
Niels E. Nielsen: Det hændte på Broadway
Jais Nielsen: Perlevennen Gaston
Otto Rung: Blind passager

Om 10 danske gysere:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Spektrum, 154 sider

Den levende døde – 10 nordiske spøgelseshistorier / red. Tage La Cour

Den levende døde - ti nordiske spøgelseshistorier red. Tage La CourAntologien Den levende døde indeholder 10 nordiske spøgelseshistorier udvalgt af Tage La Cour. Blandt de danske bidragsydere er Karen Blixen, B. S. Ingemann, Thit Jensen og Frank Jæger.

Indhold:

Karen Blixen: Et familieselskab i Helsingør
Sven Elvestad: Er det dig, Valentiner?
Albert Engström: En spøgelseshistorie
Knut Hamsun: Et spøgelse
Verner von Heidenstam: Det spøger på gæstgivergården
B.S. Ingemann: Den levende døde
Thit Jensen: Hvem var den anden?
Frank Jæger: Præsten i Herløw
Jonas Lie: Andværs-Skarven
John Nihlén: En snor af syv uldtråde

Om Den levende døde:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Spektrum, 157 sider