Indlæg tagget med ‘gotik’

Søstre af Daisy Johnson

Søstre af Daisy Johnson

Søstre er nyeste udgivelse fra det lille forlag Screaming Books. Forfatteren Daisy Johnson blev nomineret til Man Booker prisen for sin debutroman, og den udenlandske presse har rost Søstre til skyerne. Så forventningerne var høje, da jeg satte mig til at læse – og de blev heldigvis indfriet.

Søstre er en betagende, intens, rystende og anderledes læseoplevelse. I starten skulle jeg lige vænne mig til Johnsons billedrige, lyriske sprogtone, der ikke kerer sig meget om gængs sætningsopbygning og traditionelle fortællerstemmer, men til gengæld nærmest hypnotisk suger læseren ind fortællingen.

Et hus. Skiver af det gennem hækken, hen over markerne. Snavset-hvidt, vinduer dybt inde mellem murstenene. Hånd i hånd på bagsædet, et spyd af lys fra soltaget. Vi to, skulder ved skulder, deler luft. Lang vej endnu, op langs landets rygsøjle, vi strejfer ringvejen rundt om Birmingham, videre forbi Nottingham, Sheffield og Leeds, til vi gennembryder Penninerne. I år er vi hjemsøgte. Hvad? Dette er året, hvor vi som alle andre år er venneløse, kun nødvendige for os selv. I år ventede vi på dem i regnen ved den gamle tennisbane. Lyde i radioen: Højere temperaturer sydfra … politiet i Whitby. Den hviskende lyd af mors hænder på rattet. Vores tanker som svaler. Forenden af bilen, der hæver og sænker sig som en stævn. Havet er derude et sted. Vi trækker dynen over hovedet.

I år er det noget andet, der er rædslen.” (side 5)

Historien handler om søstrene September og July, der sammen med deres mor tager til et faldefærdigt sommerhus ved North York Moors i Yorkshire. Der er sket noget, som har sendt dem på en form for flugt, og Sheelas svigerinde har givet dem lov til at låne Settle House, indtil tingene er faldet til ro.

I begyndelsen hører vi historien gennem July som jeg-fortæller/vi-fortæller. I anden del springer fortællerstemmen til Sheela i tredjeperson, for så skiftevis at lade July og Sheela berette. Opbygningen er yderst effektivt, for hvor July’s fortælling er subjektiv og uden udsyn til omverdenen, giver Sheelas ord en kulisse til søstrenes liv, som sætter begivenhederne i perspektiv. Et perspektiv der afslører at ikke alt, hvad July fortæller, nødvendigvis er sandt.

Der er knap et år mellem de to søstre, der er vokset op som en form for tvillinger. De har et nærmest symbiotisk forhold, der udelukker omverdenen, selv moren. Alligevel er de to piger ikke ligeværdige i søskendeforholdet. September, som er den ældste, er også den mest dominerende, men selvom July en gang i mellem føler sig tromlet, elsker hun September og sladrer aldrig.

Det er svært for mig at fortælle alverden om handlingen i Søstre uden at afsløre for meget. Vi hører i tilbageblik om pigernes hverdag i skolen, der involverer mobning og udelukkelse. Vi hører i nutiden om en aften på stranden ved Settle House, hvor de mødes med lokale unge til bål og øl. Vi finder ud af, at faren er død, men at Sheela forlod ham inden. Og vi nærmer os langsomt, hvad der egentlig skete den dag, som førte til familiens ophold i Settle House.

Daisy Johnson accelererer konstant uhyggen med enkle, effektive midler. Det usagte, det skæve, det drømmeagtige flettes ind og efterlader os med en stadig mere knugende fornemmelse. Nærmest i bisætninger hører vi om modbydelige episoder mellem søstrene. Da July fortæller om, hvordan søstrene maler stuen i Settle House, får episoden mareridtsagtige dimensioner, da hun rører ved de stadig våde vægge. Eller da vi i et kort kapitel introduceres til Settle House’s historie, og de brugte ordbilleder er lige lidt ved siden af, og i stedet for tillid skaber associationer til mørke og utryghed.

“I begyndelsen var der kun jord der, hvor huset skulle stå. Stærke træer lavet til at modstå blæsten fra havet, jorden svampet og saltet, myldrende af liv. Får græssede på bakkerne, læmmede, døde, fyldte jorden med sig selv. Små bebyggelser, hyrdeskure, fiskerhytter, rejsendes hestevogne, stanken af havaborrer og læbefisk, torsk og hvilling lagt til tørre. Muldvarpe hængt op på hegnspæle for at redde markerne. Kaninfælder med glubske munde. Hvaler strandede på stenene og blev nedbrudt af elementerne. Folk gjorde som de altid gjorde, levede og levede og levede og blødte og blev afsluttet.” (side 87)

Søstre er en moderne gotisk roman i stil med blandt andre Shirley Jacksons forfatterskab. Som i Mørket i Hill House danner det faldefærdige Settle House rammen om fortællingen. Huset er på én og samme tid hjemmets trygge favn og et klaustrofobisk fangehul. Johnson bruger de skjulte hulrum, ødelagte værelser og husets asymmetri til at afspejle det dysfunktionelle i familie, og vi lader os føre ind i det stadig dybere mørke, der ligger over hele fortællingen.

Jeg blev dybt rørt over Søstre, som er en knugende og hjerteskærende roman om kærlighed, skyld og sorg. Med et stærkt psykologisk portræt, en isnende atmosfære og Daisy Johnsons fremragende sprog, er den en bog, der sætter aftryk i sjælen, og som jeg vil bære med mig i lang tid fremover.

En stor cadeau til forlaget Screaming Books for at gøre Daisy Johnsons fremragende roman tilgængelig på dansk, og mindst ligeså stor ros til Rasmus Hastrup der har stået for den imponerende flotte oversættelse.

“[…] I didn’t want Sisters to be a horror novel, but I wanted it to take aspects from horror, one of them being this kind of body horror, particularly from a female point of view. They are in a very intense situation, and I wanted it to feel very intense for you, too.” (interview med Daisy Johnson i Publisher’s Weekly)

Om Søstre:

Udgivelsesår: 13.08.2021
Forlag: Screaming Books, 183 sider
Omslag: Henrik Siegel
Originaltitel: Sisters
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs mere om den gotiske fortælling

Læs også:

Den nye pige af Penelope Evans
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Sov mit barn af Joanne Harris
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Carrie af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Rebecca af Daphne Du Maurier
Intet på jord af Conor O’Callaghan
Hjertesten af Ruth Rendell
Thornhill af Pam Smy
Sprækker af Teddy Vork
Lille fremmede af Sarah Waters

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Året er 1905. Antikvitetshandleren Austin Baldwick befinder sig i Paris, hvor han skal hente liget af sin kompagnon, Charles Webster Morris. Der var ikke noget mistænkeligt ved Morris død, men bureaukratiske detaljer har trukket sagen ud, så Austin nu modvilligt selv har påtaget sig opgaven.

Austin ankommer til Paris samtidig med begravelsen af madame Kowalski, hvilket har fyldt gaderne til bristepunktet. Madame Kowalski var overhoved for Order of Ishtar, et esoterisk selskab for spirituelt søgende og okkultister. Kowalski blev i ordenen anset som en profet for en ny æra for menneskeheden, og via hende blev den vestlige verden introduceret for karma, yoga, reinkarnation og astralplan. Nu er Order of Ishtar blevet en verdensomspændende bevægelse, omend Austin dog anser Kowalski og selskabet for det rene svindel.

Det går desværre ikke så let for Austin at få Morris’ lig frigivet. Monsieur Deforge, som han har korresponderet med, er ikke at træffe, og i stedet bliver han henvist til inspektør Mollet fra fremmedpolitiet. Mollet er på overfladen venlig og hjælpsom, men Austin har hele tiden en fornemmelse af, at inspektøren fisker efter noget. Men hvad?

Det går også op for Austin, at han måske ikke kendte Morris så godt, som han troede. Tilsyneladende har Morris været indkvarteret på hotellet under falsk navn, men hvorfor? Hvem har gennemrodet Austins værelse, mens han var ude? Og hvorfor føler Austin sig overvåget uanset, hvor han går hen?

Occidentens stjerne er en anderledes historisk spændingsroman, der i den grad greb mig. Historien fortælles i jeg-form af Austin Baldwick, og sproget er yderst atmosfærefyldt. Jeg følte mig oprigtigt hensat til begyndelsen af 1900-tallet. Der ligger tydeligvis også en stor research bag romanen, som Benni Bødker dog ubesværet fletter ind i plottet uden at blive belærende. Samtidig er der en støt stigende suspense i fortællingen, der langsomt fører læseren dybere og dybere ind i en esoterisk verden, jeg ikke kendte meget til på forhånd.

Hvor vi oftest hører om Paris som kærlighedens by fyldt med små hyggelige caféer og romantisk stemning, er det et helt andet Paris, der hilser Austin velkommen. Regnen siler utrøsteligt ned, og byens blodige historie popper konstant op fra dybet. Der er fuld gang i byggeriet af metroen, hvis første rute åbnede i år 1900. Men det moderne kolliderer med fortiden, i et Paris hvor anarkister og terrorister forsøger at omvælte samfundsordenen, mens borgerskabet søger det åndelige blandt spiritister og okkultister som en modvægt til det moderne, naturvidenskabeligt funderede samfund.

For Austin bliver opholdet i Paris en rejse tilbage til en fortid han længe har forsøgt at glemme. Minder dukker op, og jo mere klar fortiden står, desto mindre forståelig er nutiden. Virkeligheden forvrænges til et punkt, hvor Austin ikke længere har tiltro til sine egne sanser.

Intet er, hvad det giver sig ud for i Occidentens stjerne. Under byens gader gemmer de gamle minegange og kloakker på sataniske seancer og anarkistiske selskaber. Respekterede borgere deltager i spiritistiske sammenkomster iført diabolske dyremasker, hvor de udnytter moderne naturvidenskab som røntgenapparater og elektricitet til deres seancer. Austin traver gennem labyrintiske underjordiske gange i sin søgen efter sandheden, imens hans verdensforståelse bliver mere og mere forvrænget. Hvad er sandheden?

Occidentens stjerne har det hele. Her er vanvid, spirituel søgen, bedrag og kulørt ramasjang. Bødker beretter veloplagt, og historien er både underholdende og charmerende. Det trøstesløse portræt af Paris skaber en perfekt gotisk ramme for fortællingen med sine regnvåde gader og labyrintiske tunneller, hvor fortællerens indre kaos spejles.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst dels nogle børne/ungdomsbøger af Benni Bødker samt hans genfortællinger af Grimms eventyr sammen med Kenneth Bøgh Andersen og ikke mindst Julebestiariet som John Kenn Mortensen har illustreret. Derudover har han skrevet en række krimier sammen med Karen Vad Bruun, og er i øvrigt kendt for sin store viden og passion for krimi-genren.

Denne gang er han aktuel med en fascinerende gotisk spændingsroman, og Occidentens stjerne er endnu et interessant bekendtskab fra Bødkers hånd, som jeg kun kan anbefale.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Danske Benni Bødker præsenterer en gotisk fortælling i den historiske krimis forklædning, hvor han leger med emner og litterære former fra tiden omkring 1900 […] Bødkers gotiske og veloplagt pasticheagtige historie med moderne tolkningsinvitation er mættet af lokalkolorit og ekkoer fra samtidens populærlitteratur.” (24.04.2021 Jyllands-Posten)

Christian Dorph, Weekendavisen:
Mens jeg læste ‘Occidentens stjerne’, kom jeg til at tænke på en af mine yndlingsbøger, ‘Inferno’ af August Strindberg. Hovedpersonen lægger alt bag sig og tager over hals og hoved til Paris for at kaste sig over den tids modevidenskab, alkymien. Men snart efter ryger han ind i en nedadgående spiral af paranoia og helvedessyner. Bødkers roman handler ligeledes om en udlænding, briten Baldwick, der ankommer til Paris og lokkes ind i et okkult mørke og farer vild i både byen og i sig selv.” (29.04.2021 Weekendavisen)

Jakob Genz, Berlingske:
Glem alt om blomstrende boulevarder og charmerende sidegader. Det er i bælgmørke kloaksystemer, klamme katakomber og ildelugtende lighuse, at ‘Occidentens Stjerne’ ikke bare for alvor banker derudad, men hvor bogen også tuner ind på dens egentlige handling. Baldwick suges således ind i et labyrintisk spil fuld af alt godt fra en mørk og makaber, sandhedssøgende og revolutionær (brydnings) tid i Paris’ dramatiske fortid. Og hele molevitten kan bedst beskrives som en litterær cocktail, der får læserens smagsløg til at fremkalde minder om både ‘Da Vinci Mysteriet’ og ‘The Truman Show’, og som påvirker Baldwick i en sådan grad, at ikke blot hans fremtid, men også hans fortid, bliver kvalt i spørgsmålstegn.” (29.04.2021 Berlingske)

Bo Tao Michaëlis, Politiken:
På alle måder er Benni Bødkers ‘ Occidentens stjerne’ en veloplagt tour de force ud i det alt andet end romantiske Paris. Snarere tværtimod, vi taler om staden som snavset sæde for alskens hemmelige selskaber og frimureri i diverse gotiske gradbøjninger […] Her er gedulgte kræfter mestendels fremstillet som en omgang ragout, herligt rørt med alskens mytestof fra nær og fjern, krydret med symboler, skøgen fra Babylon og vise mænd fra Indien. Alt sammen kastet ind i et glimrende og finmasket plot, hvor den jegfortællende Austin selv har dystre hemmeligheder med i kufferten..” (07.05.2021 Politiken)

Om Occidentens stjerne:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Gyldendal, 341 sider
Omslag: Thomas Thorhauge

Læs mere om Paris’ katakomber på Wikipedia
Læs mere op H.P. Blavatsky og Annie Besant, inspirationskilderne til madame Kowalski

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Aura af Carlos Fuentes
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Randvad af Krogsøe & Wangsgaard Jürgensen
Hjertesten af Ruth Rendell
Al kødets gang af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen
Sjælesøstre af Sarah Waters

Den gotiske fortælling – et overblik

Da jeg i tidernes morgen skrev min hovedopgave om gysergenren, kom jeg kun ganske kort ind på den gotiske fortælling.

“Gyset som litterær genre har sin oprindelse i 1700-tallets England under Oplysningstidens rationalisme. Som en modpol opstod den gotiske litteratur, hvor læserne kunne svælge i ekstreme følelser og irrationalitet. Det var i gotikken, flere af gysets centrale elementer blev grundlagt.” 

Selvom ovenstående er korrekt nok, er det jo på ingen måde uddybende for, hvad vi forstår ved gotisk litteratur. Så i det følgende vil jeg se lidt nærmere på, hvad gotik egentlig er for en størrelse.

Den gotiske fortælling

Fra midten af 1750’erne og cirka frem til midten af 1800-tallet var den gotiske roman en af de mest populære genrer i Europa. De spændende historier fyldt med overnaturlige elementer, mystik og dramatik havde en stærk appel hos publikum, hvor den adskilte sig kraftigt fra den realistiske litteratur, der herskede i starten af 1700-tallet, og som flere efterhånden mente “ikke kunne udtrykke den egentlige sandhed om, hvem mennesket er.

Nina Kopp betegner tidens bevægelse som en slags præ-romantik, hvor fortællingerne “… er karakteriseret ved smagen for både det følsomme og det rædselsfulde, for det entusiastiske og for den vilde, øde natur.” Historierne kredser typisk om elementer, vi forbinder med noget negativt, eksempelvis undertrykte lidenskaber, moralsk forfald, ukontrolleret begær, vold osv. Den gotiske fortælling var ikke bange for at svælge i maskulin vold og feminin hjælpeløshed. Her fik Oplysningstidens fortrængte begær frit spil, og læseren kunne gyse over de tabubelagte drifter, som ellers blev gemt væk.

Et andet element, der hører til den gotiske roman, er det overnaturlige. Enten som reelle entiteter, antydet eller udpenslet, eller som tilsyneladende uforklarlige metafysiske manifestationer der dog siden forklares rationelt. Med introduktionen af det overnaturlige hensættes læseren i en tilstand af uvished. Man er i tvivl om, hvad der sker, og denne tvivl kommer John Bowen ind på i Gothic Motifs som endnu et særkende for den gotiske fortælling.

Gothic is thus a world of doubt, particularly doubt about the supernatural and the spiritual. It seeks to create in our minds the possibility that there may be things beyond human power, reason and knowledge. But that possibility is constantly accompanied by uncertainty.”

De gotiske forfattere fandt bl.a. inspiration i den tyske ‘Sturm und Drang’-bevægelse samt i folkeviserne, der opfyldte folks higen efter spænding og mystik. Horace Walpole, der har fået den litteraturhistoriske ære af at have skrevet den første gotiske roman af litterær værdi, blev dog inspireret til sin roman af en drøm.

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Slottet i Otranto

Slottet i Otranto af Horace Walpole udkom i 1764. Historien handler om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned fra himlen. I stedet vil Manfred selv giftes med Isabella, selvom det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Herfra sørger mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament for den videre udvikling af historien.

I Slottet fra Otranto grundlægger Walpole en lang række af den gotiske romans elementer. Her er den realistiske setting i dagligstuen udskiftet med det gotiske slot fuldt af skjulte døre, lange gange og underjordiske labyrinter. Tidsmæssigt udspiller romanen i 1500-tallet, dvs. længe før Oplysningstiden og altså i barbariske og mørke tider, hvor hvad som helst kan skjule sig.

Ligeledes introduceres et persongalleri med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden. Ingen af dem beskrives særligt indgående, udover ved deres reaktioner. I stedet er det miljøbeskrivelsen af det gotiske slot og hele den uhyggelige atmosfære der fylder.

Der herskede en frygtindgydende stilhed i disse nedre regioner undtagen nu og da, når et vindstød fik én af de døre, hun havde passeret til at ryste, så en knirken fra de rustne hængsler gav genlyd i det labyrintiske mørke. Hver eneste lyd forøgede hendes rædsel; men alligevel frygtede hun endnu mere at høre Manfreds vrede stemme beordre hans tjenere til at lede efter hende.” (Slottet i Otranto, side 22)

I de gotiske romaner er heltinden uskyldig og tryg, indtil uforudsete hændelser kaster hende ud i alverdens prøvelser. I Walpoles roman er Isabella således en lydig datter, der har sagt ja til at gifte sig med Conrad, selvom hun ikke er forelsket i ham. Men da Manfred ønsker at overtage sønnens plads, flygter hun fra hans “ugudelige efterstræbelse.” Så selvom hun umiddelbart er skrøbelig og følsom, udviser hun trods alt en vis handlekraft.

Skurken er traditionelt en begærlig mand, der enten begærer penge eller kødelige lyster eller begge dele. Han skyr ingen midler for at opnå sine mål, som eksempelvis Manfred der støder sin trofaste hustru fra sig i sit begær efter at bringe den unge Isabella til sin seng.

The Mysteries of Udolpho af Ann Radcliffe

The Mysteries of Udolpho

Slottet i Otranto er et eksempel på en gotisk fortælling, der benytter sig af overnaturlige elementer, men i 1794 fornyer forfatteren Ann Radcliffe den gotiske genre med romanen The Mysteries of Udolpho.

Historien handler om den forældreløse Emily St. Aubert, der må igennem en masse grufulde hændelser, før hun endelig finder lykken med sin elskede. Selvom Emily kommer ud for, hvad der tilsyneladende er overnaturlige hændelser, bliver de til sidst alligevel forklaret rationelt. Nina Kopp kalder dette greb for ‘den naturlige gotik’, og Radcliffe blev kendt for dette greb.

Med The Mysteries of Udolpho tilfører Radcliffe derudover den gotiske roman et romantisk anstrøg, og hun gav da også sin bog undertitlen ‘A Romance’. Her er stadig skumle slotte og klostre, men hvor Walpoles slot ikke blev beskrevet som knyttet til en bestemt lokalitet, udnytter Radcliffe det eksotiske Italien til at skabe stemning med maleriske beskrivelser af alperne og et lyrisk sprogbrug. Dette træk med at lade historien udspille sig på hemmelige, mystiske, fremmede eller farlige steder er også typisk for den gotiske fortælling.

Dale Townsend fortæller i sin introduktion til Ann Radcliffe, hvordan hun i det posthumt udgivne essay On the Supernatural in Poetry (1826) trækker en linje mellem brugen af horror og terror i litteraturen. Radcliffes fortællinger er kendetegnet ved at lægge vægt på den psykologisk spænding over det kropslige gys. Der er en omnipræsent stemning af skjulte mysterier fremfor fokus på actionfyldt handling. Endelig er historierne fulde af antydninger af metafysiske hændelser i stedet for beskrivelser af reelle spøgelser, dæmoner og andre manifestationer af det overnaturlige. Radcliffe skriver med andre ord gotisk terror, som søger at vække det sublime, mens gotisk horror er mere ligefrem og pågående i sin voldsomhed. Et eksempel på gotisk horror er romanen The Monk.

Matthew Gregory Lewis (1775-1818)

The Monk

Et par år efter Radcliffes store succes med The Mysteries of Udolpho skrev Matthew G. Lewis romanen The Monk i 1796. Historien handler om en munk, som falder i fordærv og ender med at begå de mest forfærdelige forbrydelser. Her er alt fra modermord over blodskam med søsteren til pagter med djævlen. The Monk afstedkom et voldsomt postyr ved udgivelsen og blev bl.a. beskyldt for at være blasfemisk.

Modsat Ann Radcliffe skrev Lewis i den overnaturlige gotik, hvor spøgelser og andre metafysiske hændelser forstås som virkelige. John Bowen forklarer den gotiske fascination af spøgelser og genfærd i Gothic Motifs

“A past that should be over and done with suddenly erupts within the present and deranges it […] A ghost is something from the past that is out of its proper time or place and which brings with it a demand, a curse or a plea. Ghosts, like gothics, disrupt our sense of what is present and what is past, what is ancient and what is modern ...”

Det var dog ikke den overnaturlige gotik, som gjorde The Monk så omtalt. Hvor Radcliffe valgte ‘sensibility’ over ‘sensation’, altså en tilbageholdende stil der mere antydede det rædselsvækkende end beskrev det, gav Lewis den hele armen og beskrev eksplicit volden og brutaliteten for læseren. Her blev der ikke lagt fingre i imellem i beskrivelsen af den seksuelle vold, og kvinderne blev ikke reddet i sidste øjeblik fra voldtægten. Denne fascination af seksuelle drifter er også et typisk gotisk træk, som John Bowen kommer ind på.

Sexual difference is thus at the heart of the Gothic, and its plots are often driven by the exploration of questions of sexual desire, pleasure, power and pain. It has a freedom that much realistic fiction does not, to speak about the erotic, particularly illegitimate or transgressive sexuality, and is full of same-sex desire, perversion, obsession, voyeurism and sexual violence.”

Oven i at fylde sin fortælling med disse dramatiske elementer udviklede Lewis også en raffineret fortællestil, der var langt forud for sin tid. Ved at skifte mellem de forskellige historier på deres respektive højdepunkter gjorde Lewis brug af cliffhangers længe før udtrykket blev opfundet.

Frankenstein af Mary Shelley

Frankenstein

I 1818 tog den unge Mary Shelley den gotiske fortælling ind i en ny sammenhæng med romanen Frankenstein. Hvor den gotiske roman tidligere havde haft overnaturlige elementer, eller i hvert fald tilsyneladende overnaturlige, rykkede Shelley romanen ind i en ny videnskabelig æra.

Historien handler om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der lykkes med at skabe et væsen af kropsdele fra lig og give væsenet liv. Da det slår øjnene op, overvældes Frankenstein af, hvad han har gjort. Han flygter og overlader væsenet til en verden, der frygter det på grund af dets grufulde ydre. Men væsenet vil stille Frankenstein til ansvar for hans gerninger, om det så skal forfølge sin skaber til verdens ende.

Shelleys roman introducerer også et nyt gotisk motiv: dobbeltgængeren. Den Store Danske beskriver, hvordan forestillingen om dobbeltgængeren har sin oprindelse i menneskets dobbelthed af sjæl og legeme. I nogle religioner og i folketro forekommer den opfattelse, at sjælen under søvnen eller i trancetilstande kan forlade kroppen og vise sig for andre. Hertil kommer troen på, at sjælen kan gå ind i et menneskes spejlbillede, skygge eller portræt, der således får et selvstændigt liv. En anden opfattelse af dobbeltgængeren er at se denne som et andet jeg, der bryder frem fra det ubevidste. Det er her, Frankensteins monster kommer ind. Monstret repræsenterer den del af Frankenstein der begærer den forbudte viden, der er forbeholdt Gud. Den del Frankenstein siden prøver at fornægte og gemme sig for, men til sidst må konfrontere.

Der findes mange gotiske fortællinger, der bruger dobbeltgængermotivet, ikke mindst Edgar Allan Poe som bl.a. skrev novellen ‘William Wilson’. Men den mest kendte er nok Robert Louis Stevensons roman fra 1886, Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens. Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han pines dog af nogle ufortalte skjulte laster. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Jekyll kan være helt igennem respektabel. Desværre kan han ikke styre Hyde, og historien ender tragisk.

Hvor Shellys dobbeltgænger blev skabt af ligdele, udspalter Stevenson sin dobbeltgænger fra det menneskelige sinds skyggeside. Yderligere lader han Jekyll og Hyde symboliserer, ikke blot dobbeltheden i menneskets natur, men i samfundet generelt. Hvor Jekyll forlader sit hjem via den nydelige fordør, går Hyde ud af den skumle bagdør – men fra det samme hus. Dobbeltheden gennemsyrer hele byen, der er opdelt i de pæne kvarterer med respektable indbyggere, og slummens forfald hvor vold og amoral hersker.

Den victorianske samtid var stærkt optaget af moral, og Glenn Baxwell beskriver i Man is not truly one, but truly two, hvordan Stevensons roman rammer lige ind i denne diskussion.

Just as the differing appearances of Dr Jekyll and Mr Hyde play upon the theories emerging from Charles Darwin’s work, so their differing personalities explore contemporary debates about moral behaviour and the possible plurality of human consciousness. By literally splitting the consciousness of Dr Jekyll into two – the decent side that attempts, and largely succeeds, in suppressing desires that run contrary to the dictates of society; and the amoral side that runs riot in an attempt to gratify animal desire – Stevenson explores in a heightened fashion the battles played out in every one of us.

Doktor Moreaus ø af H. G. Wells

Stevenson skrev sin roman 15 år efter Darwin udgav The Descent of Man (1871), hvor Darwin konkluderer, at menneskets evolution startede helt tilbage i et fiskelignende væsen. At mennesket ikke er andet end et dyr, var hård kost for det victorianske samfund, og dette dyriske tema dukker op i flere gotiske romaner. I Dr. Jekyll og Mr. Hyde tydeliggøres det ved Hydes abelignende udseende. I Doktor Moreaus Ø (1896) af H.G. Wells eksperimenterer Moreau med at forvandle dyr til mennesker ved vivisektion. Mens Bram Stoker i Dracula (1897) lader den biologiske linje ses i Draculas evne til at forvandle sig til en flagermus.

Som det forhåbentlig fremgår, har den gotiske fortælling udviklet sig løbende. Hver generation af gotiske forfattere har brugt gotikken til at undersøge samtidens frygt og problemstillinger. Greg Buzwell sammenfatter dette i Gothic fiction in the Victorian fin de siècle.

For centuries Gothic fiction has provided authors with imaginative ways to address contemporary fears. As a result, the nature of Gothic novels has altered considerably from one generation to the next. Early Gothic novels, such as Horace Walpole’s The Castle of Otranto (1764) and Ann Radcliffe’s The Mysteries of Udolpho (1794) were set in exotic landscapes and distant times; the action took place in crumbling castles and torch-lit monasteries while the villains tended to be dissolute Catholic noblemen and corrupt, sex-crazed monks. Later, in the early Victorian period, authors such as Charles Dickens borrowed typically Gothic motifs – the innocent abandoned in a threatening environment for example, or the mysterious stranger with secrets to hide – and transplanted them to contemporary Britain to highlight modern concerns. […] Later still in the Victorian fin de siècle the scene changes again: it is no longer the physical landscape that provides the location for Gothic tales but rather, more disturbingly, the human body itself. Works such as Robert Louis Stevenson’s Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886); Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray (1891); […] and Bram Stoker’s Dracula (1897) all explore the theme of the human mind and body changing and developing, mutating, corrupting and decaying, and all do so in response to evolutionary, social and medical theories that were emerging at the time.”

Den gotiske fortælling har således ændret sig over årene. Eller måske rettere udvidet sig. For selvom der er kommet nye temaer til, og gotiske elementer har spredt sig til andre genrer, så findes (og bruges) de oprindelige gotiske elementer stadig. Et stærkt eksempel på dette, er det gotiske rum, som Susan Yi Sencindiver har forsket i.

Et klassisk eksempel på den gotiske fortælling er 'Poe's Tales of Mystery and Imagination' (1935) Illustrated by Arthur Rackham.
Illustration af Arthur Rackham

Det gotiske rum

Som nævnt er et vigtigt element i den gotiske fortælling det skumle slot eller en tilsvarende lokalitet. Susan Yi Sencindiver har skrevet en interessant artikel om det gotiske rum, som en afspejling af genrens brud med de klassicistiske normer. Det gotiske rum har ingen harmoniske proportioner eller enkle former. I stedet er fortællingernes arkitektur fuld af overdådige ornamenter, monstrøse og asymmetriske rum, himmelstræbende tårne og labyrintiske, underjordiske kældre. Her er skjulte døre og hemmelige rum, og rummet kan på den ene side være et klaustrofobisk fangenskab, og på den anden side et sted som trues af en frygtet, fremmed indtrængen.

Den dystre gotiske bygning rummer ofte horrible hemmeligheder, påmindelser om fædrenes synder og forbandelse eller en mystisk ugerning, som varsler en truende genkomst. […] Lukkede døre og låste rum tilvejebringer ikke kun sikkerhed og modstykket hertil, eksklusion eller indespærring, men også hemmeligholdelse. I dette tilfælde er overhængende fare ikke koblet til det ukendte udenfor, hinsides døren, men til det skjulte indenfor, bagved døren […]”

Huset har ifølge Susan Yi Sencindiver derfor en dobbelttydig rolle i gotikken. Det kan være trygt, velkendt og hjemligt, men det kan også gemme på hemmeligheder og være truende og fremmed.

Ydermere beskriver Sencindiver, hvordan der kan være et intimt bånd imellem de ildevarslende bygninger og deres beboere. Ikke kun at de bor i huset, men huset kan også være et billede på personernes plagede psyke. Shirley Jacksons roman Mørket i Hill House fra 1959 er et glimrende eksempel på et gotisk rum, der fungerer som en allegori for hovedpersonen Eleanores indre. Mens scenen hvor Eleanore og Theodora gemmer sig i sengen, imens en ukendt dundrer på døren til Eleanores soveværelse, så den er ved at sprænges, er et fint eksempel på, hvordan truslen om indtrængen i et rum kan paralleliseres med et kropsligt overgreb.

Som det sås med de gotiske temaer, der ændrede sig over tid, har også det gotiske rum udviklet sig. Det er ikke længere kun gamle huse og vilde landskaber, der kan rumme de gotiske elementer. Sencindiver viser, hvordan den rædsel, som tidligere blev forbundet med fremmede steder og fjerne tider, i slutningen af 1800-tallet overtages af den moderne metropols rædsler. Ondskaben rykker helt tæt på hjemmets arne, når f.eks. Robert Louis Stevenson ‘oversætter’ borgruinens labyrintiske gange til kringlede gyder i storbyens underverden i romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Og det stopper ikke der. De gotiske elementer har også bredt sig til andre genrer, ikke mindst science fiction hvor eksempelvis rumskibet Nostromos mørke, kringlede gange i filmen Alien fra 1979 har afløst den underjordiske kælder fra Slottet i Otranto.

I det sene 20. århundrede er den middelalderlige borg og det 19. århundredes storbylabyrint afløst af fremspirende teknologiers dystopiske matrixer, kybernetik, robotik, genetik, og multinationale virksomheder i det post-industrielle kunstige landskabs elektroniske samfund.”

Men hvis det gotiske rum lige såvel kan være et rumskib som en borgruin, hvad er så de genremæssige holdepunkter? Sencindivers svar er frygt! Der kan ikke være et gotisk landskab uden et element af frygt. Dette element kan så variere alt efter de kulturelle grænser eller historiske omstændigheder, men

[…] de bogstavelige, skyggefulde rum, hulrum og kældre i det gotiske fobiske kosmos omsættes metaforisk til tabu-belagte og mørke kroge af vores sind – vores sjæles hjemsøgte og fordærvede tilholdssteder, hvor de mest dementerede impulser er lokaliseret.”

Jeg holder personligt meget af den gotiske fortælling, både i dens oprindelige form og i dens moderne forgreninger. Der er noget fascinerende ved gotikkens evne til at tilpasse sig snart sagt alle miljøer for at reflektere sin samtid, uanset om det er frygten for det ukendte, menneskets eget sind eller videnskabens muligheder.

Læs mere:

Gotisk litteratur af Marianne Børch I: Den Store Danske
‘Den gotiske roman’ af Nina Kopp I: Bogens Verden nr. 4, 1997
‘Rumlige rædsler: om lokaliteter i gotisk litteratur’ af Susan Yi Sencidiver I: Bogens verden nr. 4, 2007
An introduction to Ann Radcliffe by Dale Townshend I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
The Origins of the Gothic by John Mullan I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic Motifs by John Bowen I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic fiction in the Victorian fin de siècle by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
‘Man is not truly one, but truly two’ by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians

Læs også:

Gothic af Fred Botting
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Den gotiske roman af Jannie Bendsen I: Litteratursiden
Gotiske kvindemonstre af Yvonne Leffler I: The History of Nordic Women’s Literature

Salveren af Bo Reinholdt

Salveren af Bo Reinholdt

Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.

Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.

I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.

Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.

Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?

Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.

Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.

Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.

‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.

Uddrag af Salveren:

Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.

Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …

Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)

Anmelderne skrev:

Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)

Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)

Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave

Udvalgt bibliografi:

Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Jeg blev gjort opmærksom på Unge sjæle af Sigurd Mathiesen, da jeg læste et opslag på Facebook af Anders Jørgen Mogensen. AJM har oversat bogen sammen med Caroline Enghoff Mogensen, og beskriver i opslaget bogen som sin yndlingsbog. Her fortæller han også, hvordan han tilfældigt faldt over Sigurd Mathiesen i forbindelse med et interview, hvor Astrid Ehrencron-Kidde nævnte novellen ‘Blodtirsdagen’, som inspiration for hendes egne gotiske fortællinger.

Astrid Ehrencron-Kidde er ligeledes genudgivet i Serie for Grotesker. Jeg var meget betaget af Det sukker så tungt ude i skoven, så hvis Unge sjæle skulle minde herom, var jeg nødt til at læse den.

Jeg må dog hellere straks bekende, at jeg synes, de to forfattere er meget forskellige (hvilket AJM også bemærker i sit opslag). Hvor Astrid Ehrencron-Kidde er umiddelbar læsevenlig, selvom der er masser af lag i fortællingerne, er Sigurd Mathiesen mere ordrig og mindre ligefrem. Men alligevel er der noget over hans noveller. For selvom jeg lagde bogen fra mig et par gange undervejs, var jeg nødt til at gribe den igen kort efter og fortsætte læsningen.

Oplevelsen af bogen blev dog endnu større, da jeg læste Dag Heedes fremragende efterord, som introducerer Sigurd Mathiesens forfatterskab og hjælper med at åbne novellerne.

Unge sjæle består af syv noveller skrevet i perioden 1899 til 1902. Novellerne tematiserer ulykkelige eksistenser fanget i et meningsløst liv. Fortællinger der, som Dag Heede skriver, kan ses som den skriftlige udgave af Edvard Munchs maleri Skriget.

Vi befinder os på eksistensens skyggesider med fortællere og hovedpersoner, der enten er deciderede ‘kældermennesker’ eller i hvert fald desillusionerede misantroper, enspændere og outsidere, som omgivelserne ser skævt til, og som Mathiesens hovedpersoner til gengæld foragter og hader. Skønt hovedpersonerne har forskellige navne og professioner, drejer det sig i grunden om en og den samme person(type), der udsættes for forskellige ekstremsituationer. Den mandlige mathiesenske arketype er en omvandrende gåde med fremmedheden indskrevet i sig.” (fra Dag Heedes efterord side 191)

Et andet gennemgående tema i Unge sjæle er homoseksualitet. Flere af novellerne omhandler begær mellem to mænd, dog i forvrængede fremstillinger, under dække af skrækromantikkens vinger, som Dag Heede gør opmærksom på, hvor den perverse seksualitet kunne udforskes uden at bryde loven eller moralen.

De syv noveller er enkeltstående fortællinger, men kan dog også læses som en samlet kreds, hvor hver fortælling svarer til en af ugens dage, ligesom skabelsesberetningen i Biblen. Blot ender Mathiesens fortællinger i et stort apokalyptisk vulkanudbrud, der ødelægger, fremfor at skabe.

En anden mulig fortolkning af novellerne som en samlet kreds er de syv dødssynder. Dag Heede kommer ind på dette i efterordet, hvor han beskriver den brede palet af menneskelige laster, som Mathiesen fremviser i Unge sjæle. Her møder vi hasardspil, alkoholisme, bedrag, mord, misbrug af euforiserende stoffer og så videre.

Uanset om man læser novellerne enkeltvis eller som et samlet hele, er Sigurd Mathiesens univers dog et sært fascinerende og samtidig rystende sted at besøge. Det var noveller, der krævede tid at læse og fordøje, men som også var spændende læsning.

Jeg tager hatten af for Forlaget Sidste Århundrede og Forlaget Escho, der sammen står bag udgivelsen af ’Serie for Grotesker’. Det fortjener ros, at de giver glemte, men vigtige værker en ny chance. Og en sådan er Unge sjæle.

Den sorte uge

Den første novelle i Unge sjæle er den, jeg har sværest ved at fange. Her beretter fortælleren den dag, den gamle og nærige Kale Enersen dør, samt om hans møder med den fattige og ikke helt velforvarede Jakobine.

Det trange og mørke rum, jeg kom ind i, lå i en kælder. Aldrig kan jeg mindes et uslere hul af en menneskebolig. Den lille pige viste mig sengen. Den var sammentømret af nogle umalede brædder og alene fyldt med klude. Jeg lagde den sårede pige fra mig så forsigtig som muligt på dette hårde leje og så mig fortvivlet om. Der fandtes ikke andre møbler end en bænk, en stol og et simpelt træbord. I et hjørne stod der et komfur. Det var det hele. Selv nu i juli var her en fugtig og muggen kælderluft.

Jeg skulle netop til at vende ryggen til al denne elendighed, da man bar dette halvgale fruentimmer ind og lagde hende på gulvet. Hun havde fået et epileptisk anfald. Hun tyggede uafladeligt og skar tænder, mens hendes lange arme svirrede rundt.

Jeg fik sendt bud efter en læge og hentet noget frisk vand. Omsider kom hun til sig selv. Et øjeblik holdt hun sine lange arme op for ansigtet og rokkede med overkroppen. Så sprang hun pludselig op og så sig vildt omkring. Jeg ville netop bede hende unde sig noget ro og tilbyde hende min hjælp, da hun skreg:

– Hvem er du? – og sendte mine lyse sommerklæder et giftigt blik.

Jeg nævnte, hvem jeg var, og hvorledes jeg var kommet. Da trak hun mig hen til vinduet og gav mig et skarpt og mønstrende blik fra de stikkende, vandgrå øjne.

– Jaså, det er Dem – sagde hun med et mærkeligt eftertryk på sidste ord. – Jeg har ventet, kan jeg sige, på dette …

Så slap hun mig atter og fór rasende løs på disse nysgerrige nabofolk, der havde trængt sig ind.” (side 14-15)

Asser Hein

Asser Hein var et ejendommeligt ungt menneske, som fortælleren blot har truffet en gang, og nu beretter om her i novellen.

Asser var en smuk yngling, der havde giftet sig med en 5 år ældre, formuende kvinde. Fortælleren møder ham på en kro, hvor han sidder sammen med nogle lokale døgenigte. Asser inviterer ham til at sidde ned, og som aftenen og natten går, udspiller der sig vilde scener, mens de spiller og drikker.

– De to fremmede er øjensynligt skurke?

– Jeg ved det – han nikkede med det samme uforståelige smil. – Hvad vedkommer det mig? For mig er de slet og ret mennesker, der kan fordrive min kedsommelighed med et slag kort. Sans phrase – jeg bekymrer mig på ingen måde om deres psykologi. Skurke? – Hehe, vi er såmænd alle skurke. Både De og jeg. Ligger der måske ikke en bandit og lurer i hvert af ens pulsslag? En påtrængende og grådig djævel, der snyder os, selv ved sidste træk … Det er en fædrenearv. Men den er sgu ikke synderlig køn.

Han hånlo og gik fra mig. Jeg hørte ham nøde de andre til at drikke. Og han hævede glasset og råbte lystigt over til mig:

– Drik, unge skumler! Drik, du gamle dreng! – Skyl livets skønhed og sandhed og mulighed og alt det andet klassiske nonsens ned. Champagne er dog champagne. Og beskedenhed skulle fanden have …

Jeg drak ikke. Jeg ville helst være ædru. Som henne fra en dyb skov hørte jeg de andres spottende latter. Jeg lod ham fortsætte med at hudflette mig – min egen bitre stemme. Det var alt sammen så langt borte. For jeg bar på en smertelig byrde – ulykkelige anelser, jeg ikke kunne hitte rede i.” (side 44)

Blodtirsdagen

Før fortælleren blev født, fandt en tragedie sted. Fire unge drenge forsvandt sporløst på vej hjem fra skolen, og en af dem var fortællerens farbror. En snetung 2. juledag falder fortælleren over en avis, som beretter om de fires forsvinden, der fandt sted i påsken 1838. Herefter føler fortælleren sig pludselig hensat til den aprilmorgen, og genoplever hvad der skete.

Klokken præcis fem i morges vågnede jeg efter en urolig slummer. Jeg stod op og tændte min lampe. Satte mig i min lænestol og faldt i en sælsom hallucination. Eller hvad skal jeg kalde det?

Jeg var lysvågen. Jeg noterer, at jeg så en brunlig bille krybe over gulvet. og jeg hørte hele tiden urets uafladelige tikken. Ikke nærved. Men fra en verden, som jeg så ganske havde forladt. Min bevidsthed var vågen. Eller var den måske alligevel ikke? Var den ydre fornemmelse blot en illusion? Og var, hvad jeg i de grufulde øjeblikke gennemlevede, den almægtige virkelighed?

Jeg ved det ikke. Men hvad jeg i disse besynderlige sekunder fornemmede, forekommer mig inderligere og mere meningsfuldt end alt, hvad mit daglige øje har set.” (side 62)

Den ukendte

Fortælleren i ‘Den ukendte’ møder flere gange en mand, der virker stærkt på ham. Den sidste gang fortæller manden sin historie, som fører læseren over havet og gennem tab af elskede personer og til en flugt i evig rædsel.

“- Jeg har søgt at undgå Dem … Men Deres ansigt har til stadighed forfulgt mig. Nuvel. De får i nat min historie. Og så er vi kvit. Vi går siden hver vor vej. Jeg min endeløse, ulykkelige. Og De Deres rolige og opstukne linje.

Jeg smilede bittert og spurgte om hans navn.

– Hvad kommer mit navn historien ved? – Menneskene er tåbelige. De tror at kende de væsentlige gennem navnet. Og så nævner de alt mellem himmel og jord. Ganske vilkårligt. Der er ingenting, som undgår deres navneraseri. Navnet er helligt. Respekt for benævnelsen. Sole, måner og stjerner. Årtusinder og døde kulturer … Menneskene nævner dem. Sætter dem i bås. Selv de ukendte hemmeligheder nævner de. Derved er naturligvis opdagelsen sket. Hehe. Men kloderne går deres høje vej gennem uendeligheden. Deres plads skifter og forgår. Og den evige hån mod menneskets usselhed har intet navn.” (side 90-91)

Flora

I ‘Flora’ går fortælleren en dag pludseligt ind i et hus, han ofte er gået forbi. Herinde møder han en ung mand, der fortæller ham om, hvordan han som barn overraskede sin mor og hendes elsker. En oplevelse der har trukket spor på alt op til nu.

Novellen har undertitlen ‘En historie om driften’. I efterskriften gør Dag Heede opmærksom på, at Sigurd Mathiesen skrev novellen 16 år, før Freud nedskrev sin berømte analyse af den såkaldte “Ulvemanden” om “urscenen”.

“- Livet er fuldt af viljer, fuldt af had. Deraf de bitre skuffelser, den onde skilsmisse. Vi var fremmede. Men vi havde begge en verden tilfælles: ungdommen. Se, oceanet derude – det er den evige ungdom. Oh, det blå hav, det blå hav … jeg elsker det. Over det nåede også vi hinanden. For er det ikke, som om bølgerne ejer et uforgængeligt liv? Er det ikke, som om sjæle mødes i dem? – I dag har vi truffet hinanden. Tusinde mile hav har skilt os ad. Men tror De dog ikke, at der her på den anden kyst har siddet et menneske med Deres bævende længsler og meddelelsestrang? Tror De ikke?

Jo, og De landede her mellem jammerlige folk, der slæbte på hver deres pengesække. De drømte endnu om at finde forståelse. Den unge, den hvide sjæl, der giver uden at fordre. Og De? – Hør, De fandt ham ikke.

Ja, undskyld – jeg er åben. Men Dem kan jeg sige, hvad der falder mig ind – ikke sandt? De misforstår mig ikke. Gå en smule på akkord med Deres menneskefordringer – godt! Jeg er Deres ven. De skal ikke forlange synderligt af mig. Men vil De leve her mellem blomsterne og de grønne træer, her i denne glade have, så bliv bare og forlyst Dem! – For haven og huset er mine nu. De kender muligvis den forrige ejer? – Godt. Jeg skal fortælle Dem en kort historie om ham. Det var min mors elsker.” (side 118-119)

Syge perioder

Fortælleren, den unge læge Åge Basse, ønsker med sin redegørelse at sætte en stopper for den horrible folkesnak, som står om hans person efter nogle mærkelige hændelser og en indrykket dødsannonce i avisen.

Basse er en agtværdig person, men han har en uforklarlig modvilje mod byens avisredaktør. Da Basse en dag er lidt for hurtig til at udskrive morfin til en patient, som efterfølgende dør (måske), bliver han overbevist om, at redaktøren vil gøre alt for at afsløre ham for omverdenen. Det fører til en nærmest delirisk tilstand, hvor Basse forsøger at undgå afsløringen.

“Som sagt – denne person gik mig forbi. Han hilste ganske vist. Nedladende og pertentligt. Jeg kom ikke så vidt. Jeg glemte det fuldstændigt. For min antipati slugte enhver fornuftig tanke. Den hæslige trøskesmag lagde sig atter under min gane. Og den gulblege skumringsluft syntes at fortætte sig og finde form i hans farveløse skikkelse. Det forekom mig, at jeg i ham havde truffet dagens onde mening.

En besynderlig tyngde faldt over mit bryst. Jeg ville helst være ham kvit. Men jeg vovede ikke at slippe ham af syne. Og jeg blev ved med at gå efter ham. Han vendte sig ikke en eneste gang, skønt jeg næppe befandt mig ti skridt bag ham.

Da svingede han ind ad en port. Jeg fulgte efter. Jeg hørte ham, foran mig på trappen. En forknyt barnestemme lød ovenfra. Med et gys genkendte jeg den. Det var den lille pige, der hentede morfinen i eftermiddags.” (side 142)

Vulkanen

Jeg er ret sikker på, at Sigurd Mathiesen har fundet inspiration til denne novelle i virkelighedens vulkanudbrud på den caribiske ø Martinique d. 7. maj 1902. Her blev byen Saint-Pierre udslettet og omkring 30.000 mennesker mistede livet. Én mand overlevede dog. Ludger Sylibaris sad i isolationsfængsel, hvilket reddede hans liv, selvom han blev voldsomt forbrændt. Fire dage efter udbruddet blev han fundet af et redningshold, og rejste siden rundt og fortalte om sine forfærdelige oplevelser.

Novellen er skrevet i august 1902, og handler om en mand, der får en vision om et forfærdeligt vulkanudbrud. Han forsøger at overtale sin hustru til at rejse væk sammen med deres lille søn, men hustruen nægter. Hun har boet på øen hele sit liv og insisterer på, at der ingen fare er. Desværre tager hun fejl, og novellen beskriver i lyriske detaljer de grufulde begivenheder, da vulkanen går i udbrud.

Da lød der en fjern torden. Den blev stadig stærkere og mere intens … Jeg følte gulvet gynge. Pludselig et skrald og et lynglimt. Stolen, hvorpå jeg sad, gjorde et hop og flyttede sig. Et skab ramlede over ende. Grundvolden under vort hus rystede og gav sig.

Jeg fór op og ville ile ind i soveværelset. Fra gaden nåede larmen af travle mennesker mig, hidsige og forvirrede skrig. Det klang så besynderligt nært – næsten som om det var herinde i værelset. Jeg erindrer i dette øjeblik endnu tydeligt:

– Jean, jeg dør … Bliv hos mig, Jean … Barnet kommer!

Og jeg hørte et smertefuldt skrig lige ind i mit øre. Der var sprunget en vældig revne i muren. Det var nu ikke mere så mørkt. Et sært svovllys dvælede allevegne. Men det var næsten uhyggeligere end selve mørket.” (side 162)

Unge sjæle er anmeldt til Litteratursiden

Om Unge sjæle:

Udgivelsesår: 09.03.2020
Forlag: Sidste Århundrede/Escho, 207 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaltitel: Unge sjæle (norsk), 1903
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen & Anders Jørgen Mogensen

Indhold:
Den sorte uge
Asser Hein
Blodtirsdag
Den ukendte
Flora
Syge perioder
Vulkanen

Læs også:

Det sukker så tungt ude i skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Vi er fem af Mathias Faldbakken
Aura af Carlos Fuentes
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Fuglereden af Shirley Jackson
Dansk standard af Kim Leine
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Slør af A. Silvestri

Aura af Carlos Fuentes

Aura af Carlos Fuentes

Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes skrev Aura i 1965. Nu kommer denne lille gotiske fortælling om kærlighed, begær og tid for første gang på dansk.

Jeg kendte intet til historien på forhånd, men faldt for den smukke forside der er illustreret af Alejandra Acosta. Det varede dog ikke længe, før jeg var lige så opslugt af Fuentes ord som af Acostas tegninger.

Forlagets beskrivelse:

Felipe Montero får ansættelse hos señora Consuelo – en tudsegammel enkefrue, der synes nærmere død end levende. Han skal renskrive ægtemandens memoirer. En betingelse er, at Felipe indlogerer sig i Consuelos dystre hus. Han tøver … indtil en smuk, ung kvinde træder frem af skyggerne. Hun hedder Aura og er señora Consuelos niece. Felipe drages øjeblikkeligt, men får efterhånden svært ved at skelne de to kvinder fra hinanden …

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En tankevækkende roman, der på en gang har en både stærk og dyster kærlighedshistorie. Fuentes vekselvirkning mellem nutid og fremtid giver fortællingen en drømmende tone, der passer godt til den klassiske gotiske gyserstil. De smukke illustrationer passer perfekt til romanens uheldsvangre og mystiske stemning.

Linda Hesel Brandorffs anmeldelse på Litteratursiden.dk:
I et dystert scenisk univers udspiller sig en kærlighedshistorie, der tager en drejning i en drømmeagtig legen med protagonisten og læserens forventning til handling, tid, sted og rum. Sanserne og grænserne mellem det kødlige liv og det hinsides udfordres. Intet er, som det ser ud. […] Somme tider bliver man draget og forført uden helt at opdage, hvad der foregår. Sådan er det med denne helt fantastiske og anderledes kortroman, der også kan læses som en langvarig, smuk kærlighed på trods og kroppens foranderlighed over tid og begær. Som læser er jeg både forvirret, forundret og fascineret af dette spændende værk. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet.dk:
Det er en sjældent velskrevet gyser der sniger sig ind på læseren. Som Montero ikke er helt sikker på, at han oplever det han gør, så sidder man som læser også lidt perpleks tilbage og er i tvivl om det man lige har læst. Historien er lige så sjældent skrevet i du-form, så man nærmest selv bliver hovedperson. […] Lige så fængslende historien er, lige så betagende er Alejandra Acostas smukke illustrationer, der tilføjer historien endnu mere gotisk gru. Passende til den sjældne historie, illustrerer hun i en lige så sjælden stil, jeg ikke har set før, fyldt med fotografisk skønhed, muligvis computeranimeret? Jeg ville elske at få forsiden som plakat! (Læs hele anmeldelsen på Bogrummet.dk)

Katrine Lesters anmeldelse på Bogblogger.dk:
Aura” er en kort fortælling, der leger med det uhyggelige og det mystiske. Læserens opgave er ikke at gennemskue plottet (det sker ganske hurtigt), men at lade sig indfange af stemningen og de utrolig smukke illustrationer, der er lavet af Alejandra Acosta. Det virker, for mexicanske Carlos Fuentes kan skrive så tapetet smuldrer for øjnene af én, og Rigmor Kappel Schmidt kan oversætte, så det rammer den helt rigtige tone på dansk. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Kasper Håkanssons anmeldelse på K’s Bognoter:
[…] jeg kunne godt have ønsket mig, at “Aura” havde været lidt længere. Ikke fordi, der mangler noget, historien er tværtimod meget velkomponeret, og alle brikkerne er til stede i den meget intense fortælling. Men slet og ret fordi historiens rene underholdningsværdi som snigende gys sagtens kunne have båret at blive strukket lidt længere ud. (Læs hele anmeldelsen på K’s Bognoter)

Henriette Bacher Linds anmeldelse i Jyllandsposten:
Rigmor Kappel Schmidts oversættelse af det fabulerende, stemningsmættede sprog formidler en direkte oplevelse af det gysende uigennemskuelige, drømmende tilhyllede, som karakteriserer handlingen og dens gådefulde metamorfoser. Rotter, der piler gennem huset, gamle, mørnede brudekjoler, ældede ansigtstræk, kister med gulnede dokumenter m. v. får virkeligheden til at skride og giver personerne et surrealistisk skær. Ikke underligt, at hverken Felipe eller læseren kan gennemskue, hvad der er op og ned. […] Kærlighedens inkarnationer, kærlighedens trodsige trofasthed, ungdommens levende billede – temaet i “Aura” er svært at indkredse, men man læser den ejendommelige roman med lystfyldt spænding. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten 08.11.2020)

Om Aura:

Udgivelsesår: 02.11.2020
Forlag: Skjødt Forlag, 74 sider
Omslag og illustrationer: Alejandra Acosta
Originaltitel: Aura (1962)
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Horla af Guy de Maupassant
På den anden side af Audrey Niffenegger
Hjertesten af Ruth Rendell
Olalla af Robert Louis Stevenson
Skyggelandet af Taichi Yamada

Krukken af Chris D’Amato

Krukken af Chris D'Amato

Året er 1915. En ung dansk læge rejser til Utburd i Norge for at afslutte sin uddannelse der. Desværre er han ikke en særlig dygtig læge, og da han dukker op hos stadsfysikussen, har denne ansat en mere lovende assistent. I stedet må den unge læge søge ansættelse hos en af byens fattiglæger.

Trods den uheldige start går tingene dog egentlig udmærket for vores fortæller – indtil en dag han hjælper en gammel sømand, som insisterer på at betale for behandlingen med en gammel krukke.

Krukken er fortalt i den victorianske stil, der kendes fra de engelske spøgelseshistorier fra slutningen af 1900-tallet. En stil jeg holder meget af, og som passer fint til denne lille novelle af Chris D’Amato, der her parafraserer over myten om Pandoras æske og giver fortællingen sit eget twist.

Jeg er vild med illustrationerne af Paul A. Kring, hvis atmosfærefyldte tegninger understreger stemningen af 1900-tals fortælling. De flotte, klassiske tegninger fik mig til at tænke på forlaget Sesams udgivelser fra slutningen af 1980’erne af antologier udvalgt og illustreret af Charles Keeping. Dem har jeg læst mange gange.

Kring har tegnet og skrevet en lang række tegneserier. Derudover kender jeg ham også som en af illustratorerne fra Malmstrømmen om Edgar Allan Poe.

Illustration af Paul A. Kring

Holder du af spøgelseshistorier á la M.R. James eller H.H. Munro, så vil du også være godt underholdt af Krukken. Det var jeg i hvert fald.

Om Krukken:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Mojibake, 41 sider
Omslag: Paul A. Kring

Læs også:

Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Kvinden i sort af Susan Hill
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger
Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson

Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen

Ingenting passer af Anders Jørgen MogensenSyv sære, foruroligende noveller om blandt andet enhjørninge, kærlighed og dæmoner.

Jeg blev gjort opmærksom på novellesamlingen Ingenting passer i forbindelse med nomineringerne til Årets Danske Horrorudgivelse. Hertil kan kun nomineres horror for voksne, så jeg blev overrasket, da jeg opdagede, at bogen på bibliotekerne står i børneafdelingen. Men det skal den voksne læser nu ikke lade sig narre af.

De syv noveller er ikke lette at sætte i bås. Den indledende ‘Det snoede horn’ er en julefortælling, hvor tre brødre går i skoven for at fælde årets juletræ. Da de opdager en enhjørning undervejs, beslutter de sig dog for at tage den med hjem til faren i stedet for.

‘Menneskelig pølsevogn’ handler om Louis, som hver fredag flytter mellem sin mor og sin far. Denne weekend skal han med toget ud til sin far. Men i banegårdens fredagsmylder sker der noget mærkeligt med Louis.

Magda er den første spiller, der møder op i ‘Mågerne kommer af sig selv’. Sammen med syv andre piger udgør hun hjemmeholdet, som trænes af frøken Møller. Reglerne er simple. Et kranie skal ned i målet i modstandernes felt, og undervejs må man tackle, skubbe, sparke og spænde ben, men ikke slå. Og frøken Møller finder sig ikke i nederlag.

I ‘En tur i kælderen’ er Bertram kaldt ind på viceinspektørens kontor. Her får han fortællingen om, hvad der egentlig skete i kælderen, dengang den daværende viceinspektør Pilesen startede en klasse for skolens tunge elever i kælderen.

Bodil elsker Jakob i ‘Slagterens datter’. Så højt at hun vil give ham sit hjerte. Mens jeg-fortælleren i ‘At lære noget’ er uopmærksom et øjeblik i klassen, hvilket får voldsomme konsekvenser.

Samlingens sidste novelle ‘Skoleteaterepisoden’ har nærmest Lovecraftianske toner, da et skoleteaterstykke udvikler sig i en helt uforudset retning.

Selvom alle novellerne har børn i hovedrollerne, er der efter min mening ikke noget barnagtigt over indholdet. De sære og foruroligende noveller lover ingen lykkelig slutning, snarere tværtimod. I stort set hver eneste historie udsættes børn for vold og overgreb, og de voksne er snarere garanti for smerte end for omsorg.

Troen på godhed og kærlighed tæves ud af brødrene i ‘Det snoede horn’. Skilsmissebarnet rives i stykker af voksne, der ikke formår at tøjle deres lyster; og spilleren må bliver mere brutal end træneren for at slippe ud af sin frygt. Det er råt og voldsomt, og efterlader ikke meget håb efter endt læsning.

Anders Jørgen Mogensen er redaktør på forlaget Escho, som sammen med forlaget Sidste Århundrede har udgivet en række ‘glemte’ danske gys. Heriblandt Åndeverdenens dårekiste og Menneskekød. Sidstnævnte er en samling noveller skrevet i 1910’erne, som alle er optaget af det groteske. Lidt samme følelse får jeg her i Ingenting passer. Virkeligheden vendes rundt, og vi kan ikke stole verden.

Jeg forstår ikke helt, hvordan Ingenting passer er endt i børnebiblioteket, for selvom sproget er ligetil og letforståeligt, så synes jeg, indholdet rummer fortolkningsmuligheder, der henvender sig til en moden læser. Jeg blev i hvert fald fascineret af den forvrængede og hensynsløse verden, Anders Jørgen Mogensen præsenterer i sine noveller.

Uddrag af ‘Det snoede horn’:

Så knyttede faren sine næver og slog med al sin far-kraft de tre sønner i ansigterne. Blodet flød fra næserne og fra nye sår i panderne, og det blandede sig med noget størknet blod, fra da de tre havde slået enhjørningen ihjel.

Farens knoer begyndte endda også at bløde, og han stoppede først, da både den mindste, den mellemste og den største lå på jorden og hostede blod op i tre forskellige rytmer.

Faren gik ind i huset og vaskede sine hænder, og da han havde tørret dem, gik han ud til de tre og samlede Fjällräven med øksen i op, tog den selv på ryggen og gik ud på den lille sti, der førte hen til skoven.

“Hvis I ikke kan finde ud af det, så må jeg jo selv ordne det,” sagde han, men de tre hørte det ikke, for han var allerede kommet for langt væk, da han sagde det, og selv, hvis han havde været tættere på, havde de ikke hørt det, da deres ører var fulde af størknende blod.” (side 12-13)

Om Ingenting passer:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Calibat, 128 sider
Omslag: Simon Bukhave

Indhold: 

Det snoede horn
Menneskelig pølsevogn
Mågerne kommer af sig selv
En tur i kælderen
Slagterens datter
At lære noget
Skoleteaterepisoden

Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay

Udflugt til Hanging Rock af Joan LindsayUdflugt til Hanging Rock udspiller sig i Australien i år 1900. Elever fra pigeskolen Appleyard College tager på udflugt til det Hanging Rock, en unik afsidesliggende vulkansk klippeformation i det australske vildnis. Men under udflugten sker der noget, som efterfølgende får vidtrækkende konsekvenser.

Joan Lindsay skrev romanen i 1967, og det lille forord lyder: ”Mine læsere må selv afgøre, om Udflugt til Hanging Rock er en fiktiv eller sandfærdig fortælling. Eftersom den skæbnesvangre udflugt fandt sted i år 1900, og alle de personer, som optræder i bogen, for længst er døde, gør det næppe den store forskel.

Min kollega Janus beskrev Udflugt til Hanging Rock som en overnaturlig gyser uden overnaturlige elementer. Den beskrivelse er jeg meget enig i, for i Joan Lindsays roman lurer det uforklarlige midt i hverdagens virkelighed. Uden store armbevægelser lykkes det hende at få læseren i højeste alarmberedskab, og jeg læste med tilbageholdt åndedræt og forventning om det værste.

Der er noget gådefuldt og drømmende over historien, selvom den fortælles i et ligefremt og naturalistisk sprog. Den vilde australske natur omkranser som en tavs kulisse begivenhedener, og føles skiftevis varm og venlig og truende og fjendtlig. Vi følger en række personer, der på den ene eller anden måde bliver berørt af hændelserne ved Hanging Rock, der som ringe i vandet spreder sig langt ud. Intet forklares, og det er op til læseren at tolke de ting, der beskrives. Det er så godt skrevet.

En artikel i The Sydney Morning Herald i anledning af romanens 50 års jubilæum fortæller blandt andet, hvordan historien kom til Joan Lindsay i en række drømme, og blev skrevet på blot et par uger. Da hun forelagde bogen til et forlag, var man øjeblikkeligt interesseret. Redaktøren foreslog dog, at det sidste kapitel blev fjernet for at gøre historien flertydig. Det gik Lindsay med til, og resten er historie, som man siger.

Romanen blev i 1975 filmatiseret af Peter Weir. Filmatiseringen modtog en række priser og nomineringer, og da den udkom i en restaureret ’director’s cut’ udgave i 1998 var anmelderne stadig begejstret. Blandt andet kaldte San Francisco Chronicle’s Peter Stack den for ”one of the most hauntingly beautiful mysteries ever created on film

I sin anmeldelse af filmen kommer Roger Ebert også ind på romanen. Her fortæller han, hvordan den flertydige indledning efterlod folk i tvivl, om historien reelt var baseret på en virkelig hændelse. Bog og film udviklede sig til et helt fænomen, hvor gamle aviser og arkiver blev gennemsøgt for at finde spor, ligesom der udkom en bog, The Murders at Hanging Rock, der introducerer en række teorier om blandt andet UFO’er og tidsforskydning.

Trods både romanens og filmens klassiker-status, er det først her i 2019, at Udflugt til Hanging Rock er blevet oversat til dansk. De danske anmeldere er dog ligeså begejstrede som resten af verden. Blandt andet skriver Klaus Rothstein i Weekendavisen: ”Udflugt til Hanging Rock er eminent uhyggeligt, gotisk, grotesk, magisk og mystisk (måske nok for ukonkret for det almindelige krimi publikum, der godt kan lide gådernes opklaring) og svært tilfredsstillende, når den hævnfulde natur både får det sidste ord og tager det sidste offer.” Mens Jes Stein Pedersen i Politiken ikke ”tøver et iskoldt gysende sekund med at anbefale denne intense, mageløst godt fortalte og dygtigt oversatte roman til andre, der holder af sproglig magi og langtidsholdbar uhygge.”

Jeg er heller ikke tvivl. Udflugt til Hanging Rock var en foruroligende, intens og uventet læseoplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale. Jeg har også tænkt mig at få set Peter Weirs film, og måske vil jeg også kaste mig over den nyeste filmatisering fra 2018, der er en tv-serie i seks afsnit.

Om Udflugt til Hanging Rock:

Udgivelsesår: 06.09.2019
Forlag: Forlaget Feldtfos, 235 sider
Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk
Originaltitel: Picnic at Hanging Rock (1967)
Oversætter: Søren Feldtfos Thomsen

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Intet på jord af Conor O’Callaghan