Indlæg tagget med ‘gotik’

Vampyren af John Polidori

Vampyren af John Polidori

For nogle år siden læste jeg en bearbejdet udgave af Vampyren af John Polidori. Nu har forlaget Escho oversat og genudgivet historien med et fyldigt efterord af Hans Peter Madsen. Jeg må sige, at der er ret stor forskel på de to udgaver, og at Eschos nyudgivelse klart er at foretrække for en voksen læser.

Et nyt ansigt har fundet vej til Londons selskabsliv. Lord Ruthven, som han hedder, beskrives som mere bemærkelsesværdig for sine særegenheder end sin rang, og han vækker – trods sine døde, grå øjne – stor opmærksomhed hos det modsatte køn.

Også den unge mand Aubrey lader sig fascinere af den selvtilstrækkelige lord. Aubrey bliver så betaget af Ruthven, at da han hører, at Ruthven er nødt til at forlade London, beslutter han sig for selv at tage på en rejse. Da Aubrey fortæller Ruthven om sin rejse, bliver han mere end smigret, da Ruthven foreslår ham at rejse sammen.

Som turen skrider frem, opdager Aubrey dog, at lord Ruthven ikke er den romantiske helt, han forestillede sig. Deres veje skilles, og Aubrey rejser til Athen, hvor han møder den unge kvinde, Ianthe og charmeres af hendes troskyldige umiddelbarhed.

Men lykken er kort, og da Aubrey vender tilbage til London for at føre sin søster ind i selskabslivets cirkler, har han aflagt en skæbnesvanger ed.

Cand. mag. i litteraturhistorie, Hans Peter Madsen, har både oversat Vampyren og skrevet et informativt og interessant efterord til. Her kommer han bl.a. ind på, hvem John Polidori var og omstændighederne bag den oprindelige udgivelse. Han giver derudover forskellige analyser af historien, der har slet skjulte referencer til lord Byron, som Polidori havde et komplekst forhold til.

Med mere end 200 år på bagen er Vampyren naturligvis ikke skræmmende for en nutidslæser. Ikke desto mindre er den stadig værd at læse. For genrefans er den bl.a. interessant, fordi Polidori fastlægger flere af vampyrens karakteristika, næsten 80 år før Bram Stoker skrev Dracula. Derudover giver Hans Peter Madsens læsning et lag til fortællingen, som overhovedet ikke kom frem, i den genfortælling jeg tidligere har læst. Så selvom læsningen for mig mere var intellektuel end følelsesmæssig, så kan jeg kun anbefale Eschos genudgivelse, til alle der interesserer sig for horror, men også til litteraturinteresserede i almindelighed.

Vampyren er udkommet i forlaget Eschos serie ‘Udenlandsk Fugl’, der fokuserer på oversættelser af gotik- og skræklitteratur fra perioden 1880-1940. I samme serie har jeg tidligere læst Charlotte Perkins Gilmans fremragende fortælling Det gule tapet fra 1892.

Om Vampyren:

Udgivelsesår: 24.02.2022
Forlag: Escho, 99 sider
Omslag: Kristian Funder-Nielsen
Originaltitel: The Vampyre, 1819
Oversætter: Hans Peter Madsen

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Dracula af Bram Stoker
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Vampyr / red. Nikolaj Højberg

Dommerens hus af Bram Stoker

Dommerens hus af Bram Stoker

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker gotiske gyserhistorier. Da jeg fandt ud af, at Steen Langstrup havde oversat fem af Bram Stokers noveller og udgivet dem i samlingen Dommerens hus, røg der derfor straks en bestilling af sted.

Bram Stoker (1847-1912) huskes i dag stort set kun for romanen Dracula fra 1897, men han skrev i samtiden en række romaner og noveller. Fem af disse noveller udgives her i Steen Langstrups nyoversættelse, hvoraf to aldrig tidligere har været udgivet på dansk.

Samlingen indledes med titelnovellen ‘Dommerens hus’, der på dansk tidligere har været udgivet i Klassiske makabre historier udvalgt af Charles Keeping.

Studenten Malcolm ønsker ro til at læse til eksamen. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt. Huset var tidligere ejet af en dommer, der var berygtet for sin grusomhed, og de lokale fortæller mange skrøner om huset. Det afskrækker dog ikke Malcolm, der flytter ind og straks begynder sine studier. Men måske er der alligevel noget om sagen. En nat opdager Malcolm en kæmpestor rotte, der ikke lader sig skræmme væk, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i Dommerens hus.

Også ‘En mors hævn’ har tidligere været udgivet på dansk, bl.a. i antologien Djævelens tunger under titlen ‘Squaw’.

Et ægtepar er på bryllupsrejse i Nürnberg. Her støder de på amerikaneren Hutcheson, som de slår følgeskab med. De vil besøge Nürnberger Burg, hvor særligt det gamle torturkammer fyldt med torturredskaber vækker Hutchesons opmærksomhed. Men et tidligere uheld får alvorlige konsekvenser for selskabet.

Endelig har ‘Draculas gæst’ været udgivet på dansk i Draculas gæst og andre vampyrhistorier.

Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis Nacht, og kusken er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

To af novellerne havde jeg ikke læst før. Det var ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ samt ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’.

Førstnævnte handler om hr og fru Bubb, som efter mange år endelig lykkes med at blive forældre til to smukke tvillinger. Nu er lykken gjort. På hver sin side af familien Bubbs hus bor vennerne Harry og Tommy. De to drenge finder et fristed i et gammelt skur i den bagerste del af Bubbs have. Men deres lege begynder snart at udvikle sig i en uhyggelig retning.

I ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’ har de to familier Delandre og Brent haft hver sin part af skandaler. Begge familier er nu på sidste slægtsled, og mens bondefamilien Delandre, der kun består af søskendeparret Wykham og Margaret, er røget støt ned af den sociale rangstige, tilhører den adelige Geoffrey Brent, der er sidste gren i den familie, stadig overklassen. På trods af den standsmæssige forskel flytter Margaret uventet ind hos Geoffrey efter et voldsomt skænderi med Wykham. Men kan den upassende forbindelse holde i længden?

Selvom jeg kendte flere af novellerne i Dommerens hus, var bogen en fornøjelse at læse. Her er historier om genfærd, om hævn, om barnlig ondskab og endelig et smut ind i Draculas univers. Efter sigende er ‘Draculas gæst’ nemlig et upubliceret afsnit af Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. De fem noveller viser en stor emnemæssig bredde af Stokers forfatterskab, og for mig var især ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ overraskende. Både for måden den fortælles på, men i særdeleshed for den trøstesløshed der gennemsyrer historien.

Som altid (fristes jeg til at sige, når det gælder udgivelser fra 2 Feet Entertainment) er indpakningen også i orden. Lige fra den enkle, men smukke forside, til valget af skrifttyper hvor novellernes titler er skrevet i en lækker gotisk-udseende type. Endelig er oversættelsen så vidt jeg kan vurdere både loyal overfor den originale tekst og samtidig letforståelig og behagelig at læse.

Så hvis du også er vild med gotiske gys fra Victoria-tiden, eller du har lyst til at læse andet af Bram Stoker end Dracula, så grib fat i Dommerens hus. Her er både gys og gru til de lange sommeraftener.

Om Dommerens hus:

Udgivelsesår: 09.06.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 115 sider
Omslag: Steen Langstrup
Udvalgt og oversat af Steen Langstrup

Læs mere om samlingen på Steen Langstrups blog

Indhold:

Forord
Dommerens hus (The Judge’s House, 1891)
De dobbeltfødtes dødsdom (The Dualitists; or the Death Doom of the Double Born, 1887)
Hemmeligheden bag dyrkning af guld (The Secret of Growing Gold, 1892)
En mors hævn (The Squaw, 1893)
Draculas gæst (Dracula’s Guest, 1914)

Læs også:

1900 – et århundredes tusmørke
Draculas gæst og andre vampyrhistorier
Gotiske gysere udvalgt af Arne Christiansen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Besøg i Randers Regnskov
Lækker lille læse-snack!

Emma Bond – Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Emma Bond - Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Den unge sygeplejerske, Emma Bond, er et herligt bekendtskab. Hun er hovedpersonen i seneste ungdomsbog fra Henrik Einspor. En uhyggelig fortælling om en syg gammel storvildtjæger med en rædselsvækkende hemmelighed.

Emma har fået ansættelse som privatsygeplejerske for den tidligere storvildtsjæger sir Blackwell, der bor i Franke’s Manor, et afsidesliggende hus på heden udenfor Whitby i North Yorkshire. En seriemorder hærger i London, så Emmas far er kun glad for at kunne sende hende i sikkerhed på landet.

Men knap er Emma ankommet i Whitby, før hun opdager, at noget er galt. Hvorfor er alle døre og vinduer i hele huset lukkede og afdækkede? Hvem er den mystiske Mortimer? Og hvad er det egentlig sir Blackwell fejler?

Jeg havde en fest med at læse Emma Bond – Rædsel i jægerens hus, der er en vellykket pastiche over Victoriatidens spændingsromaner. Henrik Einspor drysser gavmildt henvisninger til tidens forfattere ud over historien, fra Edgar Allan Poe til Robert Louis Stevenson og Arthur Conan Doyle. Emma er nemlig vældig glad for at læse deres uhyggelige historier, og drømmer om selv at skrive en roman. Faktisk er hun i gang med at læse Poe’s Mordene i Rue Morgue i romanens begyndelse, noget der giver en krølle på historien senere.

Jeg tror, at Einspor har hygget sig vældigt under navngivningen af sine personer. F.eks. hedder Emmas fars husholderske Blyton – som i Enid Blyton. En anden figur er måske opkaldt efter dr. Mortimer fra Sherlock Holmes historien Baskervilles hund, en anden fortælling Emma er glad for. Og naturligvis er den handlekraftige unge sygeplejerskes efternavn Bond – som i James Bond.

Einspor fortæller, at han skrev Emma Bond – Rædsel i jægerens hus under Corona-nedlukningen. Han gav sig selv den udfordring, at han skulle færdiggøre et kapitel om dagen, og først når sidste punktum i historien var sat, måtte han læse bagud og redigere i teksten. Den måde at skrive på minder om 1800-tallets føljetonromaner, hvor forfatterne udgav et nyt afsnit hver uge og skulle sørge for at holde læserne fanget, så de også ville læse næste afsnit.

Og fanget af historien blev jeg. Fortællingen flyder fra første side med en støt stigende spændingskurve og en stemningsfuld atmosfære. Fra Emma ankommer til Franke’s Manor øges uhyggen med alle tænkelige gotiske virkemidler, og hun ender med at kæmpe for sit liv mere end én gang.

Målgruppen er måske nok +12 år, men jeg var nu rigtig godt underholdt alligevel! Historien kan nemlig både læses på det umiddelbare plan som en spændende og actionfyldt fortælling, mens den mere modne læser får masser af ekstra referencer med i købet.

PS. Også stor ros til Anna Laurine Kornums flotte forside der eminent fanger den skumle stemning i Franke’s Manor og Emmas ukuelighed.

PS.PS. Jeg kan ikke helt fastslå, hvornår bogen foregår. Først troede jeg, at det var, mens Jack the Ripper hærgede London i 1888, men i givet fald er der tidsmæssige uoverensstemmelser i forhold til et par detaljer. F.eks. blev den første lastbil først bygget i 1896, og Baskervilles hund blev først skrevet i 1902. Det er heldigvis uvæsentligt i forhold til bogens underholdningsværdi, og den er som sagt stor.

Uddrag af bogen:

Lastbilen hostede anstrengt, mens den kæmpede sig over en bakkekam. Hjulene snurrede rundt i den sandede jord. Clive og jeg bumpede skuldrene mod hinanden flere gange. Clive knurrede dæmpet over vejens tilstand og motorens ydeevne, mens han forsøgte at undgå de værste huller. Jeg for min del forsøgte at holde min hat fast på hovedet. Det var som en tur i karrusellen i Kensington Gardens.

Men så nåede vi toppen. Jeg kunne ikke gøre andet end at gispe af overraskelse. For foran os lå havet som en uendelig flade af hamret sølv. Det var mageløst. Forrevne klipper rejste sig.

“Der har vi det,” sagde Clive og gjorde et kast med hovedet.

Jeg vendte ansigtet i retningen, og der, næsten på kanten af havet, kun omgivet af græs og lav, forkrøblet bevoksning, lå et hus. Og der endte vejen.

“Franke’s Manor,” oplyste Clive og skuttede sig igen. “Der står det og rager op som en gravsten på en forsømt kirkegård, mens havet æder sig ind på det.” (side 20)

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Emma Bond – Rædsel i jægerens hus:

Udgivelsesår: marts 2022
Forlag: Løse Ænder, 151 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Mary Shelley skrev Frankenstein i 1818. Siden er den blevet genudgivet igen og igen, ligesom den er blevet filmatiseret et utal af gange. Historien er ligeså fascinerende i dag, som da romanen udkom første gang, men sprogligt og tempomæssigt mærkes det naturligvis, at historien har over 200 år på bagen. Det har Kenneth Bøgh Andersen sat sig for at ændre på. I 2021 udgav han Frankenstein genfortalt, hvor han med respekt for originalen fortolker den tragiske historie i sine egne ord.

Denne bog, du nu sidder med, er Mary Shelleys grufulde og dramatiske fortælling om videnskabsmanden, der knækker selve livets kode og skaber et levende væsen – med frygtelige konsekvenser til følge. Men den er fortalt med min stemme og i min fortolkning. Jeg har så vidt mulig forsøgt at være tro mod den oprindelige historie, men har også lagt til og skåret fra, hvor jeg fandt det passende. Visse scener er blevet udvidet, andre kraftigt barberet. Nogle af disse ændringer og begrundelsen for dem uddybes i bogens efterskrift. (forordet side 5-6)

I mine øjne lykkes Kenneth Bøgh Andersen med sit projekt. Frankenstein genfortalt er spændende, dramatisk og levende fortalt. Den vil helt sikkert skaffe den gamle klassiker nye fans. Dilemmaet om, hvor langt videnskaben bør gå, er i høj grad ligeså aktuelt i dag, og det samme er diskussionen om menneskelighed og moral.

Jeg sætter også stor pris på, at læseren har mulighed for at se, hvor genfortællingen adskiller sig fra originalen i efterskriftet. Det er tydeligt, at der er tænkt over hver ændring, og at KBA i den grad har sat sig ind i Mary Shelleys værk, før han begyndte sin genfortælling.

Endelig har KBA slået sig sammen med den talentfulde tegner Rasmus Jensen, som forsyner Frankenstein genfortalt med nogle utroligt smukke og stemningsfulde illustrationer, der næsten giver mindelser til Bernie Wrigtsons Frankenstein-fortolkning. Dét, sammen med et overordnet stilfuldt layout, kvalitetspapir og en uimodståelig forside, gør KBA’s roman til en sand lækkerbisken.

Har du aldrig fået læst originalen, så grib fat i Frankenstein genfortalt. Du bliver ikke skuffet.

  • Illustration af Rasmus Jensen fra "Frankenstein genfortalt" af Kenneth Bøgh Andersen
  • Illustration af Bernie Wrightson fra "Frankenstein" af Mary Shelley

Uddrag af bogen:

Til at begynde med kunne han ikke se noget. Is og skygger og hav. Intet andet.

Så var der en bevægelse.

Med rynket pande tog Walton sin kikkert op af lommen, trak den ud og rettede den mod den sorte plet, der var dukket op i alt det hvide. Den var langt væk, og han kunne ikke se den ordentligt, men … Nej, det lignede ganske rigtigt ikke et dyr. Men et menneske? Det kunne heller ikke passe. Ikke kun, fordi de befandt sig midt ude i det rene ingenting, hvor ingen mennesker levede – hvor ingen mennesker kunne leve – men også fordi … Den skikkelse … Den var alt for stor.

Skabningen – hvad det end var – bevægede sig med en overraskende hast, og øjeblikket efter var den væk igen.

Walton sænkede kikkerten. Kunne det være en ny art? Kun få opdagelsesrejsende havde været så langt nordpå, som de var nu. Pokkers også, at de var spærret inde af isen, så de ikke kunne optage forfølgelsen. Og dog …

Walton ville aldrig indrømme det – ikke engang i brevet til sin søster – men en del af ham var faktisk lettet over, at han ikke kunne træffe beslutningen om at sætte efter. Lettet over, at skikkelsen var løbet væk fra skibet i stedet for mod det. For selvom figuren ikke havde været andet end en sløret plet i horisonten, så var der noget ved den, der havde fået hans hjerte til at banke hurtigere.

Hvad havde det dog været for et væsen? (siden 18-19)

Om Frankenstein genfortalt:

Udgivelsesår: 16.09.2021
Forlag: Politiken, 240 sider
Omslag: Simon Lilholt
Illustrationer: Rasmus Jensen
Efter Mary Shelleys Frankenstein fra 1818

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Edderkoppen af Richard Matheson
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Forlagets beskrivelse:
Den førtidspensionerede historielærer Solveig Sollenberg er i færd med at skrive en artikel om den gamle ruin Sankt Michaels Sanatorium, da hun forsvinder sporløst ved en drukneulykke på den vestjyske ø Fejrø. Hendes niece, Katrine, tager kort tid efter Solveigs død ophold i hendes hjem på øen. Mystiske ting begynder at ske i det afsidesliggende sommerhus, og Katrine får snart mistanke om, at Solveigs død ikke var en ulykke, men at der under den idylliske overflade befinder sig mange hemmeligheder blandt lokalbefolkningen på den lille ø. Før Katrine ved af det, befinder hun sig i en slipstrøm af sorg og blodhævn, som kan spores tilbage til natten, hvor den karismatiske patient mystikeren Emanuel Kruse, sammen med sine disciple, udslettede Sankt Michaels Sanatorium.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg begyndte at læse Sankt Michaels Sanatorium, men jeg blev positivt overrasket. Romanen starter tilbage i 1892. Her brænder det tidligere Ravnekjær Gods, nu privatsanatorium for de gale, ned under grufulde omstændigheder og dræber stort set alle patienter og ansatte. Herfra springer historien til nutiden, hvor Katrine ankommer til Fejrø efter hendes faster Solveigs død.

Katrines fætter Laurits arbejder på øens lokalhistoriske arkiv. Han får hurtigt gjort Katrine interesseret i historierne om slægten der ejede Ravnekjær før det blev sanatorium, samt ikke mindst branden og patienten Emanuel Kruse. Men selvom det er over 100 år siden, at Sankt Michaels Sanatorium brændte, er flere af øens beboere stærkt imod at lave udstillinger om begivenhederne. Der bor stadig efterkommere af de døde på øen, og der er stadig ondt blod mellem slægterne.

Laurits er gift med den lokale læge, Williams, datter, og Katrine bliver snart tiltrukket af den karismatiske og venlige mand. Også en anden mand kommer til at fylde meget i Katrines verden. Den lokale særling Tom der lever alene, udstødt af det lille ø-samfund.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Sankt Michaels Sanatorium. Elsebeth Gundersen Jensen fortæller levende. Historien er spændende, og de historiske detaljer om sanatoriet og de gamle slægter flettes elegant ind i fortællingen. Der er et strejf af mysticisme i fortællingen, som jeg synes godt om, men som en klassisk krimilæser måske vil rynke lidt på næsen af. Endelig er jeg også vild med beskrivelserne af det gamle sanatorium. Det er en perfekt kulisse for historien.

Er du til krimier med plads til kærlighed, tråde tilbage i tiden og et strejf af det overnaturlige, så er Sankt Michaels Sanatorium et fint bud.

Uddrag af bogen:

William slog en hjertelig latter op, mens Laurtis fortsatte henvendt til Vicky: “Katrine har for øvrigt lovet mig at hjælpe med at skrive artiklen færdig om sanatoriet ud fra Solveigs noter.”

Vicky lyste op, og Katrine følte sig pludselig en smule bondefanget: “Altså, det bliver jo hverken i morgen eller i næste uge,” forsøgte hun at trække i land.

William fattede sammenhængen: “Pas på med at give Laurits en lillefinger, han tager hele armen.” Han blinkede til Vicky. “Og din datter med, hvis du er for god ved ham.”

Laurits forsvarede sig: “Katrine vil da også få noget ud af det! Hun skal til at skrive ph.d. Jeg har sagt, at hun godt må bruge historien om Sankt Michael, bare jeg får lov til at udstille den først.”

William skar en overbærende grimasse: “Sanatoriet er vist udelukkende af interesse for folk her på øen.”

Laurits greb fadet med kage og rakte det til Katrine efter at have forsynet sig med et stykke selv: “Det kommer da fuldstændig an på, hvilken vinkel man tager på historien. Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i, hvordan de behandlede deres patienter.”

William brummede afvisende: “Det var vel ikke værre på Sankt Michaels, end det var andre steder på det tidspunkt.”

Laurits lo: “Helt rart kan det fandeme heller ikke have været, siden patienterne valgte at brænde lortet ned.” (side 38-39)

Om Sankt Michaels Sanatorium:

Udgivelsesår: maj 2021
Forlag: mellemgaard, 288 sider
Omslag: Maleri af Brian Lassen, Symbiotic Ars

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Lyst af Åsa Schwarz
Natstorm af Johan Theorin
Sjælesøstre af Sarah Waters
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Søstre af Daisy Johnson

Søstre af Daisy Johnson

Søstre er nyeste udgivelse fra det lille forlag Screaming Books. Forfatteren Daisy Johnson blev nomineret til Man Booker prisen for sin debutroman, og den udenlandske presse har rost Søstre til skyerne. Så forventningerne var høje, da jeg satte mig til at læse – og de blev heldigvis indfriet.

Søstre er en betagende, intens, rystende og anderledes læseoplevelse. I starten skulle jeg lige vænne mig til Johnsons billedrige, lyriske sprogtone, der ikke kerer sig meget om gængs sætningsopbygning og traditionelle fortællerstemmer, men til gengæld nærmest hypnotisk suger læseren ind fortællingen.

Et hus. Skiver af det gennem hækken, hen over markerne. Snavset-hvidt, vinduer dybt inde mellem murstenene. Hånd i hånd på bagsædet, et spyd af lys fra soltaget. Vi to, skulder ved skulder, deler luft. Lang vej endnu, op langs landets rygsøjle, vi strejfer ringvejen rundt om Birmingham, videre forbi Nottingham, Sheffield og Leeds, til vi gennembryder Penninerne. I år er vi hjemsøgte. Hvad? Dette er året, hvor vi som alle andre år er venneløse, kun nødvendige for os selv. I år ventede vi på dem i regnen ved den gamle tennisbane. Lyde i radioen: Højere temperaturer sydfra … politiet i Whitby. Den hviskende lyd af mors hænder på rattet. Vores tanker som svaler. Forenden af bilen, der hæver og sænker sig som en stævn. Havet er derude et sted. Vi trækker dynen over hovedet.

I år er det noget andet, der er rædslen.” (side 5)

Historien handler om søstrene September og July, der sammen med deres mor tager til et faldefærdigt sommerhus ved North York Moors i Yorkshire. Der er sket noget, som har sendt dem på en form for flugt, og Sheelas svigerinde har givet dem lov til at låne Settle House, indtil tingene er faldet til ro.

I begyndelsen hører vi historien gennem July som jeg-fortæller/vi-fortæller. I anden del springer fortællerstemmen til Sheela i tredjeperson, for så skiftevis at lade July og Sheela berette. Opbygningen er yderst effektivt, for hvor July’s fortælling er subjektiv og uden udsyn til omverdenen, giver Sheelas ord en kulisse til søstrenes liv, som sætter begivenhederne i perspektiv. Et perspektiv der afslører at ikke alt, hvad July fortæller, nødvendigvis er sandt.

Der er knap et år mellem de to søstre, der er vokset op som en form for tvillinger. De har et nærmest symbiotisk forhold, der udelukker omverdenen, selv moren. Alligevel er de to piger ikke ligeværdige i søskendeforholdet. September, som er den ældste, er også den mest dominerende, men selvom July en gang i mellem føler sig tromlet, elsker hun September og sladrer aldrig.

Det er svært for mig at fortælle alverden om handlingen i Søstre uden at afsløre for meget. Vi hører i tilbageblik om pigernes hverdag i skolen, der involverer mobning og udelukkelse. Vi hører i nutiden om en aften på stranden ved Settle House, hvor de mødes med lokale unge til bål og øl. Vi finder ud af, at faren er død, men at Sheela forlod ham inden. Og vi nærmer os langsomt, hvad der egentlig skete den dag, som førte til familiens ophold i Settle House.

Daisy Johnson accelererer konstant uhyggen med enkle, effektive midler. Det usagte, det skæve, det drømmeagtige flettes ind og efterlader os med en stadig mere knugende fornemmelse. Nærmest i bisætninger hører vi om modbydelige episoder mellem søstrene. Da July fortæller om, hvordan søstrene maler stuen i Settle House, får episoden mareridtsagtige dimensioner, da hun rører ved de stadig våde vægge. Eller da vi i et kort kapitel introduceres til Settle House’s historie, og de brugte ordbilleder er lige lidt ved siden af, og i stedet for tillid skaber associationer til mørke og utryghed.

“I begyndelsen var der kun jord der, hvor huset skulle stå. Stærke træer lavet til at modstå blæsten fra havet, jorden svampet og saltet, myldrende af liv. Får græssede på bakkerne, læmmede, døde, fyldte jorden med sig selv. Små bebyggelser, hyrdeskure, fiskerhytter, rejsendes hestevogne, stanken af havaborrer og læbefisk, torsk og hvilling lagt til tørre. Muldvarpe hængt op på hegnspæle for at redde markerne. Kaninfælder med glubske munde. Hvaler strandede på stenene og blev nedbrudt af elementerne. Folk gjorde som de altid gjorde, levede og levede og levede og blødte og blev afsluttet.” (side 87)

Søstre er en moderne gotisk roman i stil med blandt andre Shirley Jacksons forfatterskab. Som i Mørket i Hill House danner det faldefærdige Settle House rammen om fortællingen. Huset er på én og samme tid hjemmets trygge favn og et klaustrofobisk fangehul. Johnson bruger de skjulte hulrum, ødelagte værelser og husets asymmetri til at afspejle det dysfunktionelle i familie, og vi lader os føre ind i det stadig dybere mørke, der ligger over hele fortællingen.

Jeg blev dybt rørt over Søstre, som er en knugende og hjerteskærende roman om kærlighed, skyld og sorg. Med et stærkt psykologisk portræt, en isnende atmosfære og Daisy Johnsons fremragende sprog, er den en bog, der sætter aftryk i sjælen, og som jeg vil bære med mig i lang tid fremover.

En stor cadeau til forlaget Screaming Books for at gøre Daisy Johnsons fremragende roman tilgængelig på dansk, og mindst ligeså stor ros til Rasmus Hastrup der har stået for den imponerende flotte oversættelse.

“[…] I didn’t want Sisters to be a horror novel, but I wanted it to take aspects from horror, one of them being this kind of body horror, particularly from a female point of view. They are in a very intense situation, and I wanted it to feel very intense for you, too.” (interview med Daisy Johnson i Publisher’s Weekly)

Om Søstre:

Udgivelsesår: 13.08.2021
Forlag: Screaming Books, 183 sider
Omslag: Henrik Siegel
Originaltitel: Sisters
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs mere om den gotiske fortælling

Læs også:

Den nye pige af Penelope Evans
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Sov mit barn af Joanne Harris
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Carrie af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Rebecca af Daphne Du Maurier
Intet på jord af Conor O’Callaghan
Hjertesten af Ruth Rendell
Thornhill af Pam Smy
Sprækker af Teddy Vork
Lille fremmede af Sarah Waters

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Året er 1905. Antikvitetshandleren Austin Baldwick befinder sig i Paris, hvor han skal hente liget af sin kompagnon, Charles Webster Morris. Der var ikke noget mistænkeligt ved Morris død, men bureaukratiske detaljer har trukket sagen ud, så Austin nu modvilligt selv har påtaget sig opgaven.

Austin ankommer til Paris samtidig med begravelsen af madame Kowalski, hvilket har fyldt gaderne til bristepunktet. Madame Kowalski var overhoved for Order of Ishtar, et esoterisk selskab for spirituelt søgende og okkultister. Kowalski blev i ordenen anset som en profet for en ny æra for menneskeheden, og via hende blev den vestlige verden introduceret for karma, yoga, reinkarnation og astralplan. Nu er Order of Ishtar blevet en verdensomspændende bevægelse, omend Austin dog anser Kowalski og selskabet for det rene svindel.

Det går desværre ikke så let for Austin at få Morris’ lig frigivet. Monsieur Deforge, som han har korresponderet med, er ikke at træffe, og i stedet bliver han henvist til inspektør Mollet fra fremmedpolitiet. Mollet er på overfladen venlig og hjælpsom, men Austin har hele tiden en fornemmelse af, at inspektøren fisker efter noget. Men hvad?

Det går også op for Austin, at han måske ikke kendte Morris så godt, som han troede. Tilsyneladende har Morris været indkvarteret på hotellet under falsk navn, men hvorfor? Hvem har gennemrodet Austins værelse, mens han var ude? Og hvorfor føler Austin sig overvåget uanset, hvor han går hen?

Occidentens stjerne er en anderledes historisk spændingsroman, der i den grad greb mig. Historien fortælles i jeg-form af Austin Baldwick, og sproget er yderst atmosfærefyldt. Jeg følte mig oprigtigt hensat til begyndelsen af 1900-tallet. Der ligger tydeligvis også en stor research bag romanen, som Benni Bødker dog ubesværet fletter ind i plottet uden at blive belærende. Samtidig er der en støt stigende suspense i fortællingen, der langsomt fører læseren dybere og dybere ind i en esoterisk verden, jeg ikke kendte meget til på forhånd.

Hvor vi oftest hører om Paris som kærlighedens by fyldt med små hyggelige caféer og romantisk stemning, er det et helt andet Paris, der hilser Austin velkommen. Regnen siler utrøsteligt ned, og byens blodige historie popper konstant op fra dybet. Der er fuld gang i byggeriet af metroen, hvis første rute åbnede i år 1900. Men det moderne kolliderer med fortiden, i et Paris hvor anarkister og terrorister forsøger at omvælte samfundsordenen, mens borgerskabet søger det åndelige blandt spiritister og okkultister som en modvægt til det moderne, naturvidenskabeligt funderede samfund.

For Austin bliver opholdet i Paris en rejse tilbage til en fortid han længe har forsøgt at glemme. Minder dukker op, og jo mere klar fortiden står, desto mindre forståelig er nutiden. Virkeligheden forvrænges til et punkt, hvor Austin ikke længere har tiltro til sine egne sanser.

Intet er, hvad det giver sig ud for i Occidentens stjerne. Under byens gader gemmer de gamle minegange og kloakker på sataniske seancer og anarkistiske selskaber. Respekterede borgere deltager i spiritistiske sammenkomster iført diabolske dyremasker, hvor de udnytter moderne naturvidenskab som røntgenapparater og elektricitet til deres seancer. Austin traver gennem labyrintiske underjordiske gange i sin søgen efter sandheden, imens hans verdensforståelse bliver mere og mere forvrænget. Hvad er sandheden?

Occidentens stjerne har det hele. Her er vanvid, spirituel søgen, bedrag og kulørt ramasjang. Bødker beretter veloplagt, og historien er både underholdende og charmerende. Det trøstesløse portræt af Paris skaber en perfekt gotisk ramme for fortællingen med sine regnvåde gader og labyrintiske tunneller, hvor fortællerens indre kaos spejles.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst dels nogle børne/ungdomsbøger af Benni Bødker samt hans genfortællinger af Grimms eventyr sammen med Kenneth Bøgh Andersen og ikke mindst Julebestiariet som John Kenn Mortensen har illustreret. Derudover har han skrevet en række krimier sammen med Karen Vad Bruun, og er i øvrigt kendt for sin store viden og passion for krimi-genren.

Denne gang er han aktuel med en fascinerende gotisk spændingsroman, og Occidentens stjerne er endnu et interessant bekendtskab fra Bødkers hånd, som jeg kun kan anbefale.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Danske Benni Bødker præsenterer en gotisk fortælling i den historiske krimis forklædning, hvor han leger med emner og litterære former fra tiden omkring 1900 […] Bødkers gotiske og veloplagt pasticheagtige historie med moderne tolkningsinvitation er mættet af lokalkolorit og ekkoer fra samtidens populærlitteratur.” (24.04.2021 Jyllands-Posten)

Christian Dorph, Weekendavisen:
Mens jeg læste ‘Occidentens stjerne’, kom jeg til at tænke på en af mine yndlingsbøger, ‘Inferno’ af August Strindberg. Hovedpersonen lægger alt bag sig og tager over hals og hoved til Paris for at kaste sig over den tids modevidenskab, alkymien. Men snart efter ryger han ind i en nedadgående spiral af paranoia og helvedessyner. Bødkers roman handler ligeledes om en udlænding, briten Baldwick, der ankommer til Paris og lokkes ind i et okkult mørke og farer vild i både byen og i sig selv.” (29.04.2021 Weekendavisen)

Jakob Genz, Berlingske:
Glem alt om blomstrende boulevarder og charmerende sidegader. Det er i bælgmørke kloaksystemer, klamme katakomber og ildelugtende lighuse, at ‘Occidentens Stjerne’ ikke bare for alvor banker derudad, men hvor bogen også tuner ind på dens egentlige handling. Baldwick suges således ind i et labyrintisk spil fuld af alt godt fra en mørk og makaber, sandhedssøgende og revolutionær (brydnings) tid i Paris’ dramatiske fortid. Og hele molevitten kan bedst beskrives som en litterær cocktail, der får læserens smagsløg til at fremkalde minder om både ‘Da Vinci Mysteriet’ og ‘The Truman Show’, og som påvirker Baldwick i en sådan grad, at ikke blot hans fremtid, men også hans fortid, bliver kvalt i spørgsmålstegn.” (29.04.2021 Berlingske)

Bo Tao Michaëlis, Politiken:
På alle måder er Benni Bødkers ‘ Occidentens stjerne’ en veloplagt tour de force ud i det alt andet end romantiske Paris. Snarere tværtimod, vi taler om staden som snavset sæde for alskens hemmelige selskaber og frimureri i diverse gotiske gradbøjninger […] Her er gedulgte kræfter mestendels fremstillet som en omgang ragout, herligt rørt med alskens mytestof fra nær og fjern, krydret med symboler, skøgen fra Babylon og vise mænd fra Indien. Alt sammen kastet ind i et glimrende og finmasket plot, hvor den jegfortællende Austin selv har dystre hemmeligheder med i kufferten..” (07.05.2021 Politiken)

Om Occidentens stjerne:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Gyldendal, 341 sider
Omslag: Thomas Thorhauge

Læs mere om Paris’ katakomber på Wikipedia
Læs mere op H.P. Blavatsky og Annie Besant, inspirationskilderne til madame Kowalski

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Aura af Carlos Fuentes
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Randvad af Krogsøe & Wangsgaard Jürgensen
Hjertesten af Ruth Rendell
Al kødets gang af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen
Sjælesøstre af Sarah Waters

Den gotiske fortælling – et overblik

Da jeg i tidernes morgen skrev min hovedopgave om gysergenren, kom jeg kun ganske kort ind på den gotiske fortælling.

“Gyset som litterær genre har sin oprindelse i 1700-tallets England under Oplysningstidens rationalisme. Som en modpol opstod den gotiske litteratur, hvor læserne kunne svælge i ekstreme følelser og irrationalitet. Det var i gotikken, flere af gysets centrale elementer blev grundlagt.” 

Selvom ovenstående er korrekt nok, er det jo på ingen måde uddybende for, hvad vi forstår ved gotisk litteratur. Så i det følgende vil jeg se lidt nærmere på, hvad gotik egentlig er for en størrelse.

Den gotiske fortælling

Fra midten af 1750’erne og cirka frem til midten af 1800-tallet var den gotiske roman en af de mest populære genrer i Europa. De spændende historier fyldt med overnaturlige elementer, mystik og dramatik havde en stærk appel hos publikum, hvor den adskilte sig kraftigt fra den realistiske litteratur, der herskede i starten af 1700-tallet, og som flere efterhånden mente “ikke kunne udtrykke den egentlige sandhed om, hvem mennesket er.

Nina Kopp betegner tidens bevægelse som en slags præ-romantik, hvor fortællingerne “… er karakteriseret ved smagen for både det følsomme og det rædselsfulde, for det entusiastiske og for den vilde, øde natur.” Historierne kredser typisk om elementer, vi forbinder med noget negativt, eksempelvis undertrykte lidenskaber, moralsk forfald, ukontrolleret begær, vold osv. Den gotiske fortælling var ikke bange for at svælge i maskulin vold og feminin hjælpeløshed. Her fik Oplysningstidens fortrængte begær frit spil, og læseren kunne gyse over de tabubelagte drifter, som ellers blev gemt væk.

Et andet element, der hører til den gotiske roman, er det overnaturlige. Enten som reelle entiteter, antydet eller udpenslet, eller som tilsyneladende uforklarlige metafysiske manifestationer der dog siden forklares rationelt. Med introduktionen af det overnaturlige hensættes læseren i en tilstand af uvished. Man er i tvivl om, hvad der sker, og denne tvivl kommer John Bowen ind på i Gothic Motifs som endnu et særkende for den gotiske fortælling.

Gothic is thus a world of doubt, particularly doubt about the supernatural and the spiritual. It seeks to create in our minds the possibility that there may be things beyond human power, reason and knowledge. But that possibility is constantly accompanied by uncertainty.”

De gotiske forfattere fandt bl.a. inspiration i den tyske ‘Sturm und Drang’-bevægelse samt i folkeviserne, der opfyldte folks higen efter spænding og mystik. Horace Walpole, der har fået den litteraturhistoriske ære af at have skrevet den første gotiske roman af litterær værdi, blev dog inspireret til sin roman af en drøm.

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Slottet i Otranto

Slottet i Otranto af Horace Walpole udkom i 1764. Historien handler om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned fra himlen. I stedet vil Manfred selv giftes med Isabella, selvom det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Herfra sørger mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament for den videre udvikling af historien.

I Slottet fra Otranto grundlægger Walpole en lang række af den gotiske romans elementer. Her er den realistiske setting i dagligstuen udskiftet med det gotiske slot fuldt af skjulte døre, lange gange og underjordiske labyrinter. Tidsmæssigt udspiller romanen i 1500-tallet, dvs. længe før Oplysningstiden og altså i barbariske og mørke tider, hvor hvad som helst kan skjule sig.

Ligeledes introduceres et persongalleri med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden. Ingen af dem beskrives særligt indgående, udover ved deres reaktioner. I stedet er det miljøbeskrivelsen af det gotiske slot og hele den uhyggelige atmosfære der fylder.

Der herskede en frygtindgydende stilhed i disse nedre regioner undtagen nu og da, når et vindstød fik én af de døre, hun havde passeret til at ryste, så en knirken fra de rustne hængsler gav genlyd i det labyrintiske mørke. Hver eneste lyd forøgede hendes rædsel; men alligevel frygtede hun endnu mere at høre Manfreds vrede stemme beordre hans tjenere til at lede efter hende.” (Slottet i Otranto, side 22)

I de gotiske romaner er heltinden uskyldig og tryg, indtil uforudsete hændelser kaster hende ud i alverdens prøvelser. I Walpoles roman er Isabella således en lydig datter, der har sagt ja til at gifte sig med Conrad, selvom hun ikke er forelsket i ham. Men da Manfred ønsker at overtage sønnens plads, flygter hun fra hans “ugudelige efterstræbelse.” Så selvom hun umiddelbart er skrøbelig og følsom, udviser hun trods alt en vis handlekraft.

Skurken er traditionelt en begærlig mand, der enten begærer penge eller kødelige lyster eller begge dele. Han skyr ingen midler for at opnå sine mål, som eksempelvis Manfred der støder sin trofaste hustru fra sig i sit begær efter at bringe den unge Isabella til sin seng.

The Mysteries of Udolpho af Ann Radcliffe

The Mysteries of Udolpho

Slottet i Otranto er et eksempel på en gotisk fortælling, der benytter sig af overnaturlige elementer, men i 1794 fornyer forfatteren Ann Radcliffe den gotiske genre med romanen The Mysteries of Udolpho.

Historien handler om den forældreløse Emily St. Aubert, der må igennem en masse grufulde hændelser, før hun endelig finder lykken med sin elskede. Selvom Emily kommer ud for, hvad der tilsyneladende er overnaturlige hændelser, bliver de til sidst alligevel forklaret rationelt. Nina Kopp kalder dette greb for ‘den naturlige gotik’, og Radcliffe blev kendt for dette greb.

Med The Mysteries of Udolpho tilfører Radcliffe derudover den gotiske roman et romantisk anstrøg, og hun gav da også sin bog undertitlen ‘A Romance’. Her er stadig skumle slotte og klostre, men hvor Walpoles slot ikke blev beskrevet som knyttet til en bestemt lokalitet, udnytter Radcliffe det eksotiske Italien til at skabe stemning med maleriske beskrivelser af alperne og et lyrisk sprogbrug. Dette træk med at lade historien udspille sig på hemmelige, mystiske, fremmede eller farlige steder er også typisk for den gotiske fortælling.

Dale Townsend fortæller i sin introduktion til Ann Radcliffe, hvordan hun i det posthumt udgivne essay On the Supernatural in Poetry (1826) trækker en linje mellem brugen af horror og terror i litteraturen. Radcliffes fortællinger er kendetegnet ved at lægge vægt på den psykologisk spænding over det kropslige gys. Der er en omnipræsent stemning af skjulte mysterier fremfor fokus på actionfyldt handling. Endelig er historierne fulde af antydninger af metafysiske hændelser i stedet for beskrivelser af reelle spøgelser, dæmoner og andre manifestationer af det overnaturlige. Radcliffe skriver med andre ord gotisk terror, som søger at vække det sublime, mens gotisk horror er mere ligefrem og pågående i sin voldsomhed. Et eksempel på gotisk horror er romanen The Monk.

Matthew Gregory Lewis (1775-1818)

The Monk

Et par år efter Radcliffes store succes med The Mysteries of Udolpho skrev Matthew G. Lewis romanen The Monk i 1796. Historien handler om en munk, som falder i fordærv og ender med at begå de mest forfærdelige forbrydelser. Her er alt fra modermord over blodskam med søsteren til pagter med djævlen. The Monk afstedkom et voldsomt postyr ved udgivelsen og blev bl.a. beskyldt for at være blasfemisk.

Modsat Ann Radcliffe skrev Lewis i den overnaturlige gotik, hvor spøgelser og andre metafysiske hændelser forstås som virkelige. John Bowen forklarer den gotiske fascination af spøgelser og genfærd i Gothic Motifs

“A past that should be over and done with suddenly erupts within the present and deranges it […] A ghost is something from the past that is out of its proper time or place and which brings with it a demand, a curse or a plea. Ghosts, like gothics, disrupt our sense of what is present and what is past, what is ancient and what is modern ...”

Det var dog ikke den overnaturlige gotik, som gjorde The Monk så omtalt. Hvor Radcliffe valgte ‘sensibility’ over ‘sensation’, altså en tilbageholdende stil der mere antydede det rædselsvækkende end beskrev det, gav Lewis den hele armen og beskrev eksplicit volden og brutaliteten for læseren. Her blev der ikke lagt fingre i imellem i beskrivelsen af den seksuelle vold, og kvinderne blev ikke reddet i sidste øjeblik fra voldtægten. Denne fascination af seksuelle drifter er også et typisk gotisk træk, som John Bowen kommer ind på.

Sexual difference is thus at the heart of the Gothic, and its plots are often driven by the exploration of questions of sexual desire, pleasure, power and pain. It has a freedom that much realistic fiction does not, to speak about the erotic, particularly illegitimate or transgressive sexuality, and is full of same-sex desire, perversion, obsession, voyeurism and sexual violence.”

Oven i at fylde sin fortælling med disse dramatiske elementer udviklede Lewis også en raffineret fortællestil, der var langt forud for sin tid. Ved at skifte mellem de forskellige historier på deres respektive højdepunkter gjorde Lewis brug af cliffhangers længe før udtrykket blev opfundet.

Frankenstein af Mary Shelley

Frankenstein

I 1818 tog den unge Mary Shelley den gotiske fortælling ind i en ny sammenhæng med romanen Frankenstein. Hvor den gotiske roman tidligere havde haft overnaturlige elementer, eller i hvert fald tilsyneladende overnaturlige, rykkede Shelley romanen ind i en ny videnskabelig æra.

Historien handler om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der lykkes med at skabe et væsen af kropsdele fra lig og give væsenet liv. Da det slår øjnene op, overvældes Frankenstein af, hvad han har gjort. Han flygter og overlader væsenet til en verden, der frygter det på grund af dets grufulde ydre. Men væsenet vil stille Frankenstein til ansvar for hans gerninger, om det så skal forfølge sin skaber til verdens ende.

Shelleys roman introducerer også et nyt gotisk motiv: dobbeltgængeren. Den Store Danske beskriver, hvordan forestillingen om dobbeltgængeren har sin oprindelse i menneskets dobbelthed af sjæl og legeme. I nogle religioner og i folketro forekommer den opfattelse, at sjælen under søvnen eller i trancetilstande kan forlade kroppen og vise sig for andre. Hertil kommer troen på, at sjælen kan gå ind i et menneskes spejlbillede, skygge eller portræt, der således får et selvstændigt liv. En anden opfattelse af dobbeltgængeren er at se denne som et andet jeg, der bryder frem fra det ubevidste. Det er her, Frankensteins monster kommer ind. Monstret repræsenterer den del af Frankenstein der begærer den forbudte viden, der er forbeholdt Gud. Den del Frankenstein siden prøver at fornægte og gemme sig for, men til sidst må konfrontere.

Der findes mange gotiske fortællinger, der bruger dobbeltgængermotivet, ikke mindst Edgar Allan Poe som bl.a. skrev novellen ‘William Wilson’. Men den mest kendte er nok Robert Louis Stevensons roman fra 1886, Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens. Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han pines dog af nogle ufortalte skjulte laster. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Jekyll kan være helt igennem respektabel. Desværre kan han ikke styre Hyde, og historien ender tragisk.

Hvor Shellys dobbeltgænger blev skabt af ligdele, udspalter Stevenson sin dobbeltgænger fra det menneskelige sinds skyggeside. Yderligere lader han Jekyll og Hyde symboliserer, ikke blot dobbeltheden i menneskets natur, men i samfundet generelt. Hvor Jekyll forlader sit hjem via den nydelige fordør, går Hyde ud af den skumle bagdør – men fra det samme hus. Dobbeltheden gennemsyrer hele byen, der er opdelt i de pæne kvarterer med respektable indbyggere, og slummens forfald hvor vold og amoral hersker.

Den victorianske samtid var stærkt optaget af moral, og Glenn Baxwell beskriver i Man is not truly one, but truly two, hvordan Stevensons roman rammer lige ind i denne diskussion.

Just as the differing appearances of Dr Jekyll and Mr Hyde play upon the theories emerging from Charles Darwin’s work, so their differing personalities explore contemporary debates about moral behaviour and the possible plurality of human consciousness. By literally splitting the consciousness of Dr Jekyll into two – the decent side that attempts, and largely succeeds, in suppressing desires that run contrary to the dictates of society; and the amoral side that runs riot in an attempt to gratify animal desire – Stevenson explores in a heightened fashion the battles played out in every one of us.

Doktor Moreaus ø af H. G. Wells

Stevenson skrev sin roman 15 år efter Darwin udgav The Descent of Man (1871), hvor Darwin konkluderer, at menneskets evolution startede helt tilbage i et fiskelignende væsen. At mennesket ikke er andet end et dyr, var hård kost for det victorianske samfund, og dette dyriske tema dukker op i flere gotiske romaner. I Dr. Jekyll og Mr. Hyde tydeliggøres det ved Hydes abelignende udseende. I Doktor Moreaus Ø (1896) af H.G. Wells eksperimenterer Moreau med at forvandle dyr til mennesker ved vivisektion. Mens Bram Stoker i Dracula (1897) lader den biologiske linje ses i Draculas evne til at forvandle sig til en flagermus.

Som det forhåbentlig fremgår, har den gotiske fortælling udviklet sig løbende. Hver generation af gotiske forfattere har brugt gotikken til at undersøge samtidens frygt og problemstillinger. Greg Buzwell sammenfatter dette i Gothic fiction in the Victorian fin de siècle.

For centuries Gothic fiction has provided authors with imaginative ways to address contemporary fears. As a result, the nature of Gothic novels has altered considerably from one generation to the next. Early Gothic novels, such as Horace Walpole’s The Castle of Otranto (1764) and Ann Radcliffe’s The Mysteries of Udolpho (1794) were set in exotic landscapes and distant times; the action took place in crumbling castles and torch-lit monasteries while the villains tended to be dissolute Catholic noblemen and corrupt, sex-crazed monks. Later, in the early Victorian period, authors such as Charles Dickens borrowed typically Gothic motifs – the innocent abandoned in a threatening environment for example, or the mysterious stranger with secrets to hide – and transplanted them to contemporary Britain to highlight modern concerns. […] Later still in the Victorian fin de siècle the scene changes again: it is no longer the physical landscape that provides the location for Gothic tales but rather, more disturbingly, the human body itself. Works such as Robert Louis Stevenson’s Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886); Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray (1891); […] and Bram Stoker’s Dracula (1897) all explore the theme of the human mind and body changing and developing, mutating, corrupting and decaying, and all do so in response to evolutionary, social and medical theories that were emerging at the time.”

Den gotiske fortælling har således ændret sig over årene. Eller måske rettere udvidet sig. For selvom der er kommet nye temaer til, og gotiske elementer har spredt sig til andre genrer, så findes (og bruges) de oprindelige gotiske elementer stadig. Et stærkt eksempel på dette, er det gotiske rum, som Susan Yi Sencindiver har forsket i.

Et klassisk eksempel på den gotiske fortælling er 'Poe's Tales of Mystery and Imagination' (1935) Illustrated by Arthur Rackham.
Illustration af Arthur Rackham

Det gotiske rum

Som nævnt er et vigtigt element i den gotiske fortælling det skumle slot eller en tilsvarende lokalitet. Susan Yi Sencindiver har skrevet en interessant artikel om det gotiske rum, som en afspejling af genrens brud med de klassicistiske normer. Det gotiske rum har ingen harmoniske proportioner eller enkle former. I stedet er fortællingernes arkitektur fuld af overdådige ornamenter, monstrøse og asymmetriske rum, himmelstræbende tårne og labyrintiske, underjordiske kældre. Her er skjulte døre og hemmelige rum, og rummet kan på den ene side være et klaustrofobisk fangenskab, og på den anden side et sted som trues af en frygtet, fremmed indtrængen.

Den dystre gotiske bygning rummer ofte horrible hemmeligheder, påmindelser om fædrenes synder og forbandelse eller en mystisk ugerning, som varsler en truende genkomst. […] Lukkede døre og låste rum tilvejebringer ikke kun sikkerhed og modstykket hertil, eksklusion eller indespærring, men også hemmeligholdelse. I dette tilfælde er overhængende fare ikke koblet til det ukendte udenfor, hinsides døren, men til det skjulte indenfor, bagved døren […]”

Huset har ifølge Susan Yi Sencindiver derfor en dobbelttydig rolle i gotikken. Det kan være trygt, velkendt og hjemligt, men det kan også gemme på hemmeligheder og være truende og fremmed.

Ydermere beskriver Sencindiver, hvordan der kan være et intimt bånd imellem de ildevarslende bygninger og deres beboere. Ikke kun at de bor i huset, men huset kan også være et billede på personernes plagede psyke. Shirley Jacksons roman Mørket i Hill House fra 1959 er et glimrende eksempel på et gotisk rum, der fungerer som en allegori for hovedpersonen Eleanores indre. Mens scenen hvor Eleanore og Theodora gemmer sig i sengen, imens en ukendt dundrer på døren til Eleanores soveværelse, så den er ved at sprænges, er et fint eksempel på, hvordan truslen om indtrængen i et rum kan paralleliseres med et kropsligt overgreb.

Som det sås med de gotiske temaer, der ændrede sig over tid, har også det gotiske rum udviklet sig. Det er ikke længere kun gamle huse og vilde landskaber, der kan rumme de gotiske elementer. Sencindiver viser, hvordan den rædsel, som tidligere blev forbundet med fremmede steder og fjerne tider, i slutningen af 1800-tallet overtages af den moderne metropols rædsler. Ondskaben rykker helt tæt på hjemmets arne, når f.eks. Robert Louis Stevenson ‘oversætter’ borgruinens labyrintiske gange til kringlede gyder i storbyens underverden i romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Og det stopper ikke der. De gotiske elementer har også bredt sig til andre genrer, ikke mindst science fiction hvor eksempelvis rumskibet Nostromos mørke, kringlede gange i filmen Alien fra 1979 har afløst den underjordiske kælder fra Slottet i Otranto.

I det sene 20. århundrede er den middelalderlige borg og det 19. århundredes storbylabyrint afløst af fremspirende teknologiers dystopiske matrixer, kybernetik, robotik, genetik, og multinationale virksomheder i det post-industrielle kunstige landskabs elektroniske samfund.”

Men hvis det gotiske rum lige såvel kan være et rumskib som en borgruin, hvad er så de genremæssige holdepunkter? Sencindivers svar er frygt! Der kan ikke være et gotisk landskab uden et element af frygt. Dette element kan så variere alt efter de kulturelle grænser eller historiske omstændigheder, men

[…] de bogstavelige, skyggefulde rum, hulrum og kældre i det gotiske fobiske kosmos omsættes metaforisk til tabu-belagte og mørke kroge af vores sind – vores sjæles hjemsøgte og fordærvede tilholdssteder, hvor de mest dementerede impulser er lokaliseret.”

Jeg holder personligt meget af den gotiske fortælling, både i dens oprindelige form og i dens moderne forgreninger. Der er noget fascinerende ved gotikkens evne til at tilpasse sig snart sagt alle miljøer for at reflektere sin samtid, uanset om det er frygten for det ukendte, menneskets eget sind eller videnskabens muligheder.

Læs mere:

Gotisk litteratur af Marianne Børch I: Den Store Danske
‘Den gotiske roman’ af Nina Kopp I: Bogens Verden nr. 4, 1997
‘Rumlige rædsler: om lokaliteter i gotisk litteratur’ af Susan Yi Sencidiver I: Bogens verden nr. 4, 2007
An introduction to Ann Radcliffe by Dale Townshend I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
The Origins of the Gothic by John Mullan I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic Motifs by John Bowen I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic fiction in the Victorian fin de siècle by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
‘Man is not truly one, but truly two’ by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians

Læs også:

Gothic af Fred Botting
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Den gotiske roman af Jannie Bendsen I: Litteratursiden
Gotiske kvindemonstre af Yvonne Leffler I: The History of Nordic Women’s Literature

Salveren af Bo Reinholdt

Salveren af Bo Reinholdt

Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.

Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.

I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.

Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.

Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?

Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.

Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.

Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.

‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.

Uddrag af Salveren:

Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.

Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …

Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)

Anmelderne skrev:

Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)

Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)

Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave

Udvalgt bibliografi:

Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)