Indlæg tagget med ‘gotik’

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Jeg indhenter dårlig læse-samvittighed for tiden, og en af de helt store syndere er, at jeg først nu har fået læst Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen. Den købte jeg ellers til Bogforum sidste år, og glædede mig til at læse. Nu har jeg heldigvis fået rettet op det, og kan varmt anbefale den.

Arthur Machen blev født i Wales d. 3. marts 1863 som Arthur Llewellyn Jones (Machen var hans mors pigenavn). I dag er han primært kendt som horrorforfatter, men han skrev i mange genrer. Han var også både journalist, forlagsassistent, magasinredaktør og omrejsende skuespiller. Og så var han gennem venskaber tilknyttet Londons okkulte miljø i en længere årrække.

“Den store gud Pan” (1894) var Machens første kommercielle succes. Her mødes den beåndede natur med maniske forsøg på at afdække naturens dybeste hemmeligheder i videnskabens tjeneste, og konfrontationen udløser et eskalerende orgie af rædsel og gru, der langsomt optrevles af en lille gruppe af selvbestaltede gentlemen-detektiver. Samtidige kritikere udråbte fortællingen som noget af det mest grænseoverskridende og ubehagsvækkende inden for britisk litteratur, og avisen “The Westminister Gazette” beskrev den som “Et usammenhængende mareridt af sex og de bagvedliggende formodede forfærdelige mysterier. (forordet side 9)

Bogen indledes med et interessant og oplysende forord af Freja Gyldenstrøm, der skrev speciale i litteraturvidenskab om guden Pan, herunder om Arthur Machens novelle. Her kommer hun både omkring Arthur Machens liv og forfatterskab, og hvordan han har inspireret generationer af forfattere fra den samtidige H.P. Lovecraft over Stephen King til Guillermo del Toro og Alan Moore.

Herefter følger fem udvalgte noveller med ‘Den store gud Pan‘ som den første. Med en længde på 70 sider er her nærmest tale om en lille kortroman.

Historien fortælles primært af tre gentlemen ved navn Clarke, Villiers og Austin. Vi introduceres for Clarke i første kapitel, hvor han besøger sin bekendte, doktor Raymond. Raymond forbereder et eksperiment på sin myndling, Mary, der skal løfte sløret for at se den virkelige verden, der findes bag denne verdens skygger. Selvom eksperimentet for så vidt lykkes, går det alligevel grueligt galt. Villiers og Austin introduceres i kapitel tre. Her møder Villiers en gammel bekendt, Herbert, der er gået i hundene. Herbert beretter om sit ægteskab med en kvinde ved navn Helen, som førte ham i fordærv og til sidst forlod ham. Efterfølgende fortæller Villiers om mødet til Austin, der kan tilføje en række detaljer. Bl.a. om et uforklarligt dødsfald lige foran ægteparret Herberts hus.

Historien fortælles gennem 8 kapitler og som sagt gennem forskellige fortællere, og en mystisk kvinde er den gennemgående figur. Hvert kapitel er et fragment af et større billede, som bliver tydeligere og tydeligere, jo længere ind i historien vi kommer.

De øvrige fire noveller varierer i længde fra 5 sider til 50 sider.

‘Det hvide pulver’ handler om en ung ambitiøs mand, der for at modvirke overanstrengelse af sine studier får en recept på et medikament. Medikamentet virker tilsyneladende nærmest øjeblikkeligt, men så begynder den unge mand at ændrer sig.

Samlingens korteste fortælling er ‘Bueskytterne’, om en soldat ved Slaget ved Mons der får sine bønner hørt, da en lille engelsk styrke er i fare for at blive fuldstændig udslettet af en overmagt af tysker tropper. I ‘Den lysende pyramide’ inviterer Vaughan sin gamle ven og forfatter Dyson på besøg. En pige er forsvundet på Vaughans hjemegn, og samtidig sker der mystiske ting på hans grund. Vaughan håber, at Dyson kan opklare begivenhederne, som sender dem på sporet af nogle mystiske underjordiske væsner.

Den sidste novelle i Den store gud Pan og andre fortællinger er ‘Det hvide folk’. Her diskuteres ondskabens væsen med baggrund i en ung piges dagbogsoptegnelser.

Men jeg tror, denne fejlagtige opfattelse – der er så godt som universel – i vidt omfang beror på, at vi betragter sagen med sociale briller. Vi mener, at et menneske, som gør os og sin næste noget ondt, må være et meget ondt menneske. Og det er han også fra et socialt synspunkt men kan De ikke forstå, at Ondskab i sin essens er et ensomt fænomen, den enkelte, individuelle sjæls lidenskab? Den gennemsnitlige morder er vitterligt ikke som morder betragtet på nogen måde en synder i ordets sande betydning. Han er simpelthen et vildt dyr, som vi må skaffe os af med for at redde vores eget skind fra hans kniv. Jeg vil snarere kategorisere ham sammen med tigerne end med synderne. (side 146-147)

Den store gud Pan og andre fortællinger giver en glimrende introduktion til Arthur Machens forfatterskab, og demonstrerer på bedste vis hvorfor han har været en inspirationskilde for så mange store forfattere. Jeg kan kun varmt anbefale bogen, for trods de over 100 år på bagen er især de første fire fortællinger stadigvæk fremragende læsning. Sproget kan selvfølgelig virke en smule altmodisch, men det føjer egentlig blot til stemningen efter min mening. Og særligt titelnovellen indgyder en snigende følelse af ubehag, som sidder i læseren, også efter at bogen er lukket.

Andre skriver:

Berlingske Tidende:
Man skal møde livet med undren og nyfigenhed og turde se og søge bag om det umiddelbare og fysiske, for verden er fyldt med mysticisme, og virkeligheden er sjældent det, den giver sig ud for. Det er ikke bare budskabet i Arthur Machens nyoversatte, klassisk-gotiske novellesamling »Den store gud Pan og andre fortællinger«, det er også en anbefaling til kommende læsere af denne lille, fine og farligt foruroligende bog om djævelskab, ondskab og uforklarlige vanskabninger. De fem fortællinger er ikke gyserhistorier i traditionel forstand, og uhyggen afhænger af den læsendes fantasi og åbenhed for det okkulte. Men slipper man tøjlerne til sin indre rationelle pedant og giver los for det magiske og metafysiske, bliver man belønnet med mystik og seksuelle metaforer, så både nakkehår og meget andet rejser sig. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende d. 22. november 2021)

Litteratursiden:
Machens fortællinger er – meget lig H. P. Lovecrafts – mere en rejse ind i menneskets eget vanvittige sind, end det er egentlige beskrivelser af den fysiske ondskab. Novellerne er små studier i frygt – og hvordan den opstår. Hvordan vores møder med det uforklarlige præger os og danner grobund for den bidende angst, der kombineret med menneskets fantasi skaber former og skabninger i mørket, som er helt individuelle fra person til person […] For er det dovent skrivearbejde at give plads til vores fantasi og lade os stykke stumperne sammen selv? Ikke, hvis du spørger mig. Jeg finder det intelligent og provokerende, og hvis man kan acceptere historier, hvor du aldrig får det fulde svar – men selv må komme med det – så vil Machens glimt af ondskaben omkring os opleves som en sand rutschebanetur med frygttoget. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Historierne i denne samling har haft uendelig stor betydning for en lang række undergenrer af horrorgenren, og det er tydeligt hvorfor. Har man én gang læst dem, glemmer man dem aldrig; den foruroligende krybende uro og Arthur Machens uovertrufne evne til at opbygge atmosfære, her i en helt fantastisk oversættelse og tilføjet et rigtig godt forord.

Bogvægten:
Machen beskæftiger sig med sand ondskab, og den har man jo ikke haft i Danmark siden reformpædagogikken, hvilket gør den til et virkeligt spændende emne. Den sande ondskab kan godt benytte og udnytte mennesker, men ondskaben i sig selv er ikke menneskelig. Hos Machen er den flere gange lidt uspecifik dyrisk med negative, magiske evner, eller: “som hæsligt vanskabte børn, ansigter med mandelformede øjne, der lyste af ondskab og unævnelige lyster …” (Læs hele anmeldelsen på Bogvægten.dk)

Om Den store gud Pan:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 196 sider
Omslag: Koitz Animation & Graphics
Oversætter: Hans-Jørgen Birkmose

Indhold:

Forord af Freja Gyldenstrøm
Den store gud Pan (The Great God Pan, 1890)
Det hvide pulver (Novel of the White Powder, 1895)
Bueskytterne (The Bowmen, 1914)
Den lysende pyramide (The Shining Pyramid, 1895)
Det hvide folk (The White People, 1904)

Læs også:

Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Kødets afveje af Anders Hoberg
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Horla af Guy de Maupassant
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Al kødets gang af A. Silvestri
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dommerens hus af Bram Stoker
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson

Den okkulte detektiv - de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson

At jeg først får omtalt Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger nu er faktisk lidt af en skandale. Jeg var nemlig så privilegeret, at jeg fik lov til at læse novellerne om Carnackis oplevelser, før de udkom. Men bedre sent end aldrig som man siger.

William Hope Hodgson levede fra 1877 til 1918, og det lå ikke i kortene, at han skulle blive forfatter. Faktisk var han så opsat på at blive sømand, at han som ganske ung mand stak af hjemmefra for at stå til søs. Det viste sig dog, at livet på havet ikke var, hvad Hodgson havde drømt om, og i 1901 gik han i land og åbnede et træningscenter. Kort efter begyndte han at skrive, og i 1904 udkom hans første novelle The Goddess of Death.

Hodgson nåede at udgive en række noveller og romaner inden sin alt for tidlige død på slagmarken i Belgien under 1. verdenskrig. Herunder bl.a. seks historier om den okkulte detektiv Carnacki. Senere blev yderligere tre Carnacki-fortællinger samt en række andre historier udgivet posthumt af Hodgsons familie. De første seks fortællinger har tidligere været udgivet i Porten til Helvede og andre fortællinger fra 1929, mens de sidste tre her foreligger på dansk for første gang. Den originale arkaiske sprogtone fra de oprindelige oversættelser er beholdt, dog med moderne retstavning.

Efter et forord af Per Sanderhage indleder Hodgson således:

Dette er beretningen om nogle af min ven Carnackis oplevelser, som vi hørte ham fortælle dem om aftenen ved vores sammenkomster, og som jeg genfortæller med hans egne ord...

Herefter følger de ni historier, der kommer vidt omkring.

I ‘Den flyvende død’ undersøger Carnacki en gammel dolk, der ifølge sagnet angriber og dræber enhver fjende af slægten Jarnock. I ‘Porten til Helvede’ hjemsøges et værelse, hvor tre af godsejerens forfædre blev fundet døde. ‘Blodregnen’ udspiller sig i Irland. Her har en af Carnackis bekendte arvet en herregård, hvor det ifølge lokalbefolkningen spøger. I ‘Dian Tiansays sang’ bliver Carnacki involveret i et væddemål, mens ‘Huset ved kirkegården’ handler om hans allerførste sammenstød med overnaturlige væsener. Og så kommer Carnacki såret ud af ‘Spøgelseshesten’, som handler om kærlighed stærkere end døden.

Den første af de tre nyoversættelser er ‘Det hjemsøgte skib’, som tager læseren ud på en stormfuld færd. Og i de to sidste fortællinger må Carnacki standse et uhyre fra dybet i ‘Svinet’, mens det handler om sjældne bøger i ‘Et fund’.

Carnacki-fortællingerne er en blanding af Sherlock Holmes og klassiske spøgelseshistorier iblandet okkultisme. Carnacki bruger både okkulte ritualer og Sherlocksk deduktion til at opklare sagerne, som ind i mellem er rent verdslige og andre gange rækker ind i det ukendte.

William Hope Hodgson er stort set ukendt i dag i modsætning til f.eks. forfattere som Arthur Machen og H. P. Lovecraft, der var samtidige med ham. Men selvom Hodgson ikke er på højde med disse, så er han nu alligevel et besøg værd, hvis man bare er en lille smule interesseret i horrorgenren og dens udvikling.

Uddrag af ‘Svinet’:

Ud af den sorte, skyggeagtige åbning, der nu fyldte hele centrum af ‘forsvaret’, kom en svag lyd – ikke som om den var særlig nær, men ligesom den kom op til mig fra en ukendt afgrund. Den lød meget, meget svag og langt borte, men jeg genkendte den: det var uden tvivl den umådelige fjerne lyd af utallige svin.

Og i samme øjeblik gryntede Bains som et svin i mine arme, som om han besvarede lyden.

Der stod jeg mellem de lufttomme glasrør i cirklerne, og stirrede svimmel ned i denne sorte, skyggeagtige skakt, der forekom mig at føre direkte til Helvede fra et sted under min venstre albue.

Det hele var gået så langt videre end jeg havde forestillet mig, og det hele var kommet så gradvist og dog så pludseligt, at jeg følte mig mentalt lammet, og ikke kunne tænke på andet end, at der mindre end tyve fod fra mig var en dør og den virkelige verden udenfor; og jeg var her, ansigt til ansigt med en eller anden utænkelig fare, uden nogen som helst forestilling om, hvordan jeg skulle undgå den. (side 190)

Om Den okkulte detektiv:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: SerieKlubben, 233 sider
Omslag: Henrik Rehr
Oversætter: Helge Marks-Jørgensen og Kim N. Jensen

Læs historien bag forsiden HER

Indhold:
Forord ved Per Sanderhage
Indledning ved William Hope Hodgson
Den flyvende død (The Thing Invisible, 1912)
Porten til helvede (The Gateway of the Monster, 1910)
Blodregnen (The House Amont the Laurels, 1910)
Dian Tiansays sang (The Whistling Room, 1910)
Huset ved kirkegården (The Searcher of the End House, 1910)
Spøgelseshesten (The Horse Invisible, 1910)
Det hjemsøgte skib (The Haunted Jarvee, 1929)
Svinet (The Hog, 1947)
Et fund (The Find, 1947)

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft
Horla af Guy de Maupassant
Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen
13 okkulte Noveller af Harald Thomsen

Vampyren af John Polidori

Vampyren af John Polidori

For nogle år siden læste jeg en bearbejdet udgave af Vampyren af John Polidori. Nu har forlaget Escho oversat og genudgivet historien med et fyldigt efterord af Hans Peter Madsen. Jeg må sige, at der er ret stor forskel på de to udgaver, og at Eschos nyudgivelse klart er at foretrække for en voksen læser.

Et nyt ansigt har fundet vej til Londons selskabsliv. Lord Ruthven, som han hedder, beskrives som mere bemærkelsesværdig for sine særegenheder end sin rang, og han vækker – trods sine døde, grå øjne – stor opmærksomhed hos det modsatte køn.

Også den unge mand Aubrey lader sig fascinere af den selvtilstrækkelige lord. Aubrey bliver så betaget af Ruthven, at da han hører, at Ruthven er nødt til at forlade London, beslutter han sig for selv at tage på en rejse. Da Aubrey fortæller Ruthven om sin rejse, bliver han mere end smigret, da Ruthven foreslår ham at rejse sammen.

Som turen skrider frem, opdager Aubrey dog, at lord Ruthven ikke er den romantiske helt, han forestillede sig. Deres veje skilles, og Aubrey rejser til Athen, hvor han møder den unge kvinde, Ianthe og charmeres af hendes troskyldige umiddelbarhed.

Men lykken er kort, og da Aubrey vender tilbage til London for at føre sin søster ind i selskabslivets cirkler, har han aflagt en skæbnesvanger ed.

Cand. mag. i litteraturhistorie, Hans Peter Madsen, har både oversat Vampyren og skrevet et informativt og interessant efterord til. Her kommer han bl.a. ind på, hvem John Polidori var og omstændighederne bag den oprindelige udgivelse. Han giver derudover forskellige analyser af historien, der har slet skjulte referencer til lord Byron, som Polidori havde et komplekst forhold til.

Med mere end 200 år på bagen er Vampyren naturligvis ikke skræmmende for en nutidslæser. Ikke desto mindre er den stadig værd at læse. For genrefans er den bl.a. interessant, fordi Polidori fastlægger flere af vampyrens karakteristika, næsten 80 år før Bram Stoker skrev Dracula. Derudover giver Hans Peter Madsens læsning et lag til fortællingen, som overhovedet ikke kom frem, i den genfortælling jeg tidligere har læst. Så selvom læsningen for mig mere var intellektuel end følelsesmæssig, så kan jeg kun anbefale Eschos genudgivelse, til alle der interesserer sig for horror, men også til litteraturinteresserede i almindelighed.

Vampyren er udkommet i forlaget Eschos serie ‘Udenlandsk Fugl’, der fokuserer på oversættelser af gotik- og skræklitteratur fra perioden 1880-1940. I samme serie har jeg tidligere læst Charlotte Perkins Gilmans fremragende fortælling Det gule tapet fra 1892.

Om Vampyren:

Udgivelsesår: 24.02.2022
Forlag: Escho, 99 sider
Omslag: Kristian Funder-Nielsen
Originaltitel: The Vampyre, 1819
Oversætter: Hans Peter Madsen

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Hotellet af Storm Frost
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Dracula af Bram Stoker
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Vampyr / red. Nikolaj Højberg

Dommerens hus af Bram Stoker

Dommerens hus af Bram Stoker

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker gotiske gyserhistorier. Da jeg fandt ud af, at Steen Langstrup havde oversat fem af Bram Stokers noveller og udgivet dem i samlingen Dommerens hus, røg der derfor straks en bestilling af sted.

Bram Stoker (1847-1912) huskes i dag stort set kun for romanen Dracula fra 1897, men han skrev i samtiden en række romaner og noveller. Fem af disse noveller udgives her i Steen Langstrups nyoversættelse, hvoraf to aldrig tidligere har været udgivet på dansk.

Samlingen indledes med titelnovellen ‘Dommerens hus’, der på dansk tidligere har været udgivet i Klassiske makabre historier udvalgt af Charles Keeping.

Studenten Malcolm ønsker ro til at læse til eksamen. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt. Huset var tidligere ejet af en dommer, der var berygtet for sin grusomhed, og de lokale fortæller mange skrøner om huset. Det afskrækker dog ikke Malcolm, der flytter ind og straks begynder sine studier. Men måske er der alligevel noget om sagen. En nat opdager Malcolm en kæmpestor rotte, der ikke lader sig skræmme væk, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i Dommerens hus.

Også ‘En mors hævn’ har tidligere været udgivet på dansk, bl.a. i antologien Djævelens tunger under titlen ‘Squaw’.

Et ægtepar er på bryllupsrejse i Nürnberg. Her støder de på amerikaneren Hutcheson, som de slår følgeskab med. De vil besøge Nürnberger Burg, hvor særligt det gamle torturkammer fyldt med torturredskaber vækker Hutchesons opmærksomhed. Men et tidligere uheld får alvorlige konsekvenser for selskabet.

Endelig har ‘Draculas gæst’ været udgivet på dansk i Draculas gæst og andre vampyrhistorier.

Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis Nacht, og kusken er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

To af novellerne havde jeg ikke læst før. Det var ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ samt ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’.

Førstnævnte handler om hr og fru Bubb, som efter mange år endelig lykkes med at blive forældre til to smukke tvillinger. Nu er lykken gjort. På hver sin side af familien Bubbs hus bor vennerne Harry og Tommy. De to drenge finder et fristed i et gammelt skur i den bagerste del af Bubbs have. Men deres lege begynder snart at udvikle sig i en uhyggelig retning.

I ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’ har de to familier Delandre og Brent haft hver sin part af skandaler. Begge familier er nu på sidste slægtsled, og mens bondefamilien Delandre, der kun består af søskendeparret Wykham og Margaret, er røget støt ned af den sociale rangstige, tilhører den adelige Geoffrey Brent, der er sidste gren i den familie, stadig overklassen. På trods af den standsmæssige forskel flytter Margaret uventet ind hos Geoffrey efter et voldsomt skænderi med Wykham. Men kan den upassende forbindelse holde i længden?

Selvom jeg kendte flere af novellerne i Dommerens hus, var bogen en fornøjelse at læse. Her er historier om genfærd, om hævn, om barnlig ondskab og endelig et smut ind i Draculas univers. Efter sigende er ‘Draculas gæst’ nemlig et upubliceret afsnit af Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. De fem noveller viser en stor emnemæssig bredde af Stokers forfatterskab, og for mig var især ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ overraskende. Både for måden den fortælles på, men i særdeleshed for den trøstesløshed der gennemsyrer historien.

Som altid (fristes jeg til at sige, når det gælder udgivelser fra 2 Feet Entertainment) er indpakningen også i orden. Lige fra den enkle, men smukke forside, til valget af skrifttyper hvor novellernes titler er skrevet i en lækker gotisk-udseende type. Endelig er oversættelsen så vidt jeg kan vurdere både loyal overfor den originale tekst og samtidig letforståelig og behagelig at læse.

Så hvis du også er vild med gotiske gys fra Victoria-tiden, eller du har lyst til at læse andet af Bram Stoker end Dracula, så grib fat i Dommerens hus. Her er både gys og gru til de lange sommeraftener.

Om Dommerens hus:

Udgivelsesår: 09.06.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 115 sider
Omslag: Steen Langstrup
Udvalgt og oversat af Steen Langstrup

Læs mere om samlingen på Steen Langstrups blog

Indhold:

Forord
Dommerens hus (The Judge’s House, 1891)
De dobbeltfødtes dødsdom (The Dualitists; or the Death Doom of the Double Born, 1887)
Hemmeligheden bag dyrkning af guld (The Secret of Growing Gold, 1892)
En mors hævn (The Squaw, 1893)
Draculas gæst (Dracula’s Guest, 1914)

Læs også:

1900 – et århundredes tusmørke
Draculas gæst og andre vampyrhistorier
Gotiske gysere udvalgt af Arne Christiansen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Besøg i Randers Regnskov
Lækker lille læse-snack!

Emma Bond – Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Emma Bond - Rædsel i jægerens hus af Henrik Einspor

Den unge sygeplejerske, Emma Bond, er et herligt bekendtskab. Hun er hovedpersonen i seneste ungdomsbog fra Henrik Einspor. En uhyggelig fortælling om en syg gammel storvildtjæger med en rædselsvækkende hemmelighed.

Emma har fået ansættelse som privatsygeplejerske for den tidligere storvildtsjæger sir Blackwell, der bor i Franke’s Manor, et afsidesliggende hus på heden udenfor Whitby i North Yorkshire. En seriemorder hærger i London, så Emmas far er kun glad for at kunne sende hende i sikkerhed på landet.

Men knap er Emma ankommet i Whitby, før hun opdager, at noget er galt. Hvorfor er alle døre og vinduer i hele huset lukkede og afdækkede? Hvem er den mystiske Mortimer? Og hvad er det egentlig sir Blackwell fejler?

Jeg havde en fest med at læse Emma Bond – Rædsel i jægerens hus, der er en vellykket pastiche over Victoriatidens spændingsromaner. Henrik Einspor drysser gavmildt henvisninger til tidens forfattere ud over historien, fra Edgar Allan Poe til Robert Louis Stevenson og Arthur Conan Doyle. Emma er nemlig vældig glad for at læse deres uhyggelige historier, og drømmer om selv at skrive en roman. Faktisk er hun i gang med at læse Poe’s Mordene i Rue Morgue i romanens begyndelse, noget der giver en krølle på historien senere.

Jeg tror, at Einspor har hygget sig vældigt under navngivningen af sine personer. F.eks. hedder Emmas fars husholderske Blyton – som i Enid Blyton. En anden figur er måske opkaldt efter dr. Mortimer fra Sherlock Holmes historien Baskervilles hund, en anden fortælling Emma er glad for. Og naturligvis er den handlekraftige unge sygeplejerskes efternavn Bond – som i James Bond.

Einspor fortæller, at han skrev Emma Bond – Rædsel i jægerens hus under Corona-nedlukningen. Han gav sig selv den udfordring, at han skulle færdiggøre et kapitel om dagen, og først når sidste punktum i historien var sat, måtte han læse bagud og redigere i teksten. Den måde at skrive på minder om 1800-tallets føljetonromaner, hvor forfatterne udgav et nyt afsnit hver uge og skulle sørge for at holde læserne fanget, så de også ville læse næste afsnit.

Og fanget af historien blev jeg. Fortællingen flyder fra første side med en støt stigende spændingskurve og en stemningsfuld atmosfære. Fra Emma ankommer til Franke’s Manor øges uhyggen med alle tænkelige gotiske virkemidler, og hun ender med at kæmpe for sit liv mere end én gang.

Målgruppen er måske nok +12 år, men jeg var nu rigtig godt underholdt alligevel! Historien kan nemlig både læses på det umiddelbare plan som en spændende og actionfyldt fortælling, mens den mere modne læser får masser af ekstra referencer med i købet.

PS. Også stor ros til Anna Laurine Kornums flotte forside der eminent fanger den skumle stemning i Franke’s Manor og Emmas ukuelighed.

PS.PS. Jeg kan ikke helt fastslå, hvornår bogen foregår. Først troede jeg, at det var, mens Jack the Ripper hærgede London i 1888, men i givet fald er der tidsmæssige uoverensstemmelser i forhold til et par detaljer. F.eks. blev den første lastbil først bygget i 1896, og Baskervilles hund blev først skrevet i 1902. Det er heldigvis uvæsentligt i forhold til bogens underholdningsværdi, og den er som sagt stor.

Uddrag af bogen:

Lastbilen hostede anstrengt, mens den kæmpede sig over en bakkekam. Hjulene snurrede rundt i den sandede jord. Clive og jeg bumpede skuldrene mod hinanden flere gange. Clive knurrede dæmpet over vejens tilstand og motorens ydeevne, mens han forsøgte at undgå de værste huller. Jeg for min del forsøgte at holde min hat fast på hovedet. Det var som en tur i karrusellen i Kensington Gardens.

Men så nåede vi toppen. Jeg kunne ikke gøre andet end at gispe af overraskelse. For foran os lå havet som en uendelig flade af hamret sølv. Det var mageløst. Forrevne klipper rejste sig.

“Der har vi det,” sagde Clive og gjorde et kast med hovedet.

Jeg vendte ansigtet i retningen, og der, næsten på kanten af havet, kun omgivet af græs og lav, forkrøblet bevoksning, lå et hus. Og der endte vejen.

“Franke’s Manor,” oplyste Clive og skuttede sig igen. “Der står det og rager op som en gravsten på en forsømt kirkegård, mens havet æder sig ind på det.” (side 20)

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Emma Bond – Rædsel i jægerens hus:

Udgivelsesår: marts 2022
Forlag: Løse Ænder, 151 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Mary Shelley skrev Frankenstein i 1818. Siden er den blevet genudgivet igen og igen, ligesom den er blevet filmatiseret et utal af gange. Historien er ligeså fascinerende i dag, som da romanen udkom første gang, men sprogligt og tempomæssigt mærkes det naturligvis, at historien har over 200 år på bagen. Det har Kenneth Bøgh Andersen sat sig for at ændre på. I 2021 udgav han Frankenstein genfortalt, hvor han med respekt for originalen fortolker den tragiske historie i sine egne ord.

Denne bog, du nu sidder med, er Mary Shelleys grufulde og dramatiske fortælling om videnskabsmanden, der knækker selve livets kode og skaber et levende væsen – med frygtelige konsekvenser til følge. Men den er fortalt med min stemme og i min fortolkning. Jeg har så vidt mulig forsøgt at være tro mod den oprindelige historie, men har også lagt til og skåret fra, hvor jeg fandt det passende. Visse scener er blevet udvidet, andre kraftigt barberet. Nogle af disse ændringer og begrundelsen for dem uddybes i bogens efterskrift. (forordet side 5-6)

I mine øjne lykkes Kenneth Bøgh Andersen med sit projekt. Frankenstein genfortalt er spændende, dramatisk og levende fortalt. Den vil helt sikkert skaffe den gamle klassiker nye fans. Dilemmaet om, hvor langt videnskaben bør gå, er i høj grad ligeså aktuelt i dag, og det samme er diskussionen om menneskelighed og moral.

Jeg sætter også stor pris på, at læseren har mulighed for at se, hvor genfortællingen adskiller sig fra originalen i efterskriftet. Det er tydeligt, at der er tænkt over hver ændring, og at KBA i den grad har sat sig ind i Mary Shelleys værk, før han begyndte sin genfortælling.

Endelig har KBA slået sig sammen med den talentfulde tegner Rasmus Jensen, som forsyner Frankenstein genfortalt med nogle utroligt smukke og stemningsfulde illustrationer, der næsten giver mindelser til Bernie Wrigtsons Frankenstein-fortolkning. Dét, sammen med et overordnet stilfuldt layout, kvalitetspapir og en uimodståelig forside, gør KBA’s roman til en sand lækkerbisken.

Har du aldrig fået læst originalen, så grib fat i Frankenstein genfortalt. Du bliver ikke skuffet.

  • Illustration af Rasmus Jensen fra "Frankenstein genfortalt" af Kenneth Bøgh Andersen
  • Illustration af Bernie Wrightson fra "Frankenstein" af Mary Shelley

Uddrag af bogen:

Til at begynde med kunne han ikke se noget. Is og skygger og hav. Intet andet.

Så var der en bevægelse.

Med rynket pande tog Walton sin kikkert op af lommen, trak den ud og rettede den mod den sorte plet, der var dukket op i alt det hvide. Den var langt væk, og han kunne ikke se den ordentligt, men … Nej, det lignede ganske rigtigt ikke et dyr. Men et menneske? Det kunne heller ikke passe. Ikke kun, fordi de befandt sig midt ude i det rene ingenting, hvor ingen mennesker levede – hvor ingen mennesker kunne leve – men også fordi … Den skikkelse … Den var alt for stor.

Skabningen – hvad det end var – bevægede sig med en overraskende hast, og øjeblikket efter var den væk igen.

Walton sænkede kikkerten. Kunne det være en ny art? Kun få opdagelsesrejsende havde været så langt nordpå, som de var nu. Pokkers også, at de var spærret inde af isen, så de ikke kunne optage forfølgelsen. Og dog …

Walton ville aldrig indrømme det – ikke engang i brevet til sin søster – men en del af ham var faktisk lettet over, at han ikke kunne træffe beslutningen om at sætte efter. Lettet over, at skikkelsen var løbet væk fra skibet i stedet for mod det. For selvom figuren ikke havde været andet end en sløret plet i horisonten, så var der noget ved den, der havde fået hans hjerte til at banke hurtigere.

Hvad havde det dog været for et væsen? (siden 18-19)

Om Frankenstein genfortalt:

Udgivelsesår: 16.09.2021
Forlag: Politiken, 240 sider
Omslag: Simon Lilholt
Illustrationer: Rasmus Jensen
Efter Mary Shelleys Frankenstein fra 1818

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Edderkoppen af Richard Matheson
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Forlagets beskrivelse:
Den førtidspensionerede historielærer Solveig Sollenberg er i færd med at skrive en artikel om den gamle ruin Sankt Michaels Sanatorium, da hun forsvinder sporløst ved en drukneulykke på den vestjyske ø Fejrø. Hendes niece, Katrine, tager kort tid efter Solveigs død ophold i hendes hjem på øen. Mystiske ting begynder at ske i det afsidesliggende sommerhus, og Katrine får snart mistanke om, at Solveigs død ikke var en ulykke, men at der under den idylliske overflade befinder sig mange hemmeligheder blandt lokalbefolkningen på den lille ø. Før Katrine ved af det, befinder hun sig i en slipstrøm af sorg og blodhævn, som kan spores tilbage til natten, hvor den karismatiske patient mystikeren Emanuel Kruse, sammen med sine disciple, udslettede Sankt Michaels Sanatorium.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg begyndte at læse Sankt Michaels Sanatorium, men jeg blev positivt overrasket. Romanen starter tilbage i 1892. Her brænder det tidligere Ravnekjær Gods, nu privatsanatorium for de gale, ned under grufulde omstændigheder og dræber stort set alle patienter og ansatte. Herfra springer historien til nutiden, hvor Katrine ankommer til Fejrø efter hendes faster Solveigs død.

Katrines fætter Laurits arbejder på øens lokalhistoriske arkiv. Han får hurtigt gjort Katrine interesseret i historierne om slægten der ejede Ravnekjær før det blev sanatorium, samt ikke mindst branden og patienten Emanuel Kruse. Men selvom det er over 100 år siden, at Sankt Michaels Sanatorium brændte, er flere af øens beboere stærkt imod at lave udstillinger om begivenhederne. Der bor stadig efterkommere af de døde på øen, og der er stadig ondt blod mellem slægterne.

Laurits er gift med den lokale læge, Williams, datter, og Katrine bliver snart tiltrukket af den karismatiske og venlige mand. Også en anden mand kommer til at fylde meget i Katrines verden. Den lokale særling Tom der lever alene, udstødt af det lille ø-samfund.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Sankt Michaels Sanatorium. Elsebeth Gundersen Jensen fortæller levende. Historien er spændende, og de historiske detaljer om sanatoriet og de gamle slægter flettes elegant ind i fortællingen. Der er et strejf af mysticisme i fortællingen, som jeg synes godt om, men som en klassisk krimilæser måske vil rynke lidt på næsen af. Endelig er jeg også vild med beskrivelserne af det gamle sanatorium. Det er en perfekt kulisse for historien.

Er du til krimier med plads til kærlighed, tråde tilbage i tiden og et strejf af det overnaturlige, så er Sankt Michaels Sanatorium et fint bud.

Uddrag af bogen:

William slog en hjertelig latter op, mens Laurtis fortsatte henvendt til Vicky: “Katrine har for øvrigt lovet mig at hjælpe med at skrive artiklen færdig om sanatoriet ud fra Solveigs noter.”

Vicky lyste op, og Katrine følte sig pludselig en smule bondefanget: “Altså, det bliver jo hverken i morgen eller i næste uge,” forsøgte hun at trække i land.

William fattede sammenhængen: “Pas på med at give Laurits en lillefinger, han tager hele armen.” Han blinkede til Vicky. “Og din datter med, hvis du er for god ved ham.”

Laurits forsvarede sig: “Katrine vil da også få noget ud af det! Hun skal til at skrive ph.d. Jeg har sagt, at hun godt må bruge historien om Sankt Michael, bare jeg får lov til at udstille den først.”

William skar en overbærende grimasse: “Sanatoriet er vist udelukkende af interesse for folk her på øen.”

Laurits greb fadet med kage og rakte det til Katrine efter at have forsynet sig med et stykke selv: “Det kommer da fuldstændig an på, hvilken vinkel man tager på historien. Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i, hvordan de behandlede deres patienter.”

William brummede afvisende: “Det var vel ikke værre på Sankt Michaels, end det var andre steder på det tidspunkt.”

Laurits lo: “Helt rart kan det fandeme heller ikke have været, siden patienterne valgte at brænde lortet ned.” (side 38-39)

Om Sankt Michaels Sanatorium:

Udgivelsesår: maj 2021
Forlag: mellemgaard, 288 sider
Omslag: Maleri af Brian Lassen, Symbiotic Ars

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Lyst af Åsa Schwarz
Natstorm af Johan Theorin
Sjælesøstre af Sarah Waters
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Søstre af Daisy Johnson

Søstre af Daisy Johnson

Søstre er nyeste udgivelse fra det lille forlag Screaming Books. Forfatteren Daisy Johnson blev nomineret til Man Booker prisen for sin debutroman, og den udenlandske presse har rost Søstre til skyerne. Så forventningerne var høje, da jeg satte mig til at læse – og de blev heldigvis indfriet.

Søstre er en betagende, intens, rystende og anderledes læseoplevelse. I starten skulle jeg lige vænne mig til Johnsons billedrige, lyriske sprogtone, der ikke kerer sig meget om gængs sætningsopbygning og traditionelle fortællerstemmer, men til gengæld nærmest hypnotisk suger læseren ind fortællingen.

Et hus. Skiver af det gennem hækken, hen over markerne. Snavset-hvidt, vinduer dybt inde mellem murstenene. Hånd i hånd på bagsædet, et spyd af lys fra soltaget. Vi to, skulder ved skulder, deler luft. Lang vej endnu, op langs landets rygsøjle, vi strejfer ringvejen rundt om Birmingham, videre forbi Nottingham, Sheffield og Leeds, til vi gennembryder Penninerne. I år er vi hjemsøgte. Hvad? Dette er året, hvor vi som alle andre år er venneløse, kun nødvendige for os selv. I år ventede vi på dem i regnen ved den gamle tennisbane. Lyde i radioen: Højere temperaturer sydfra … politiet i Whitby. Den hviskende lyd af mors hænder på rattet. Vores tanker som svaler. Forenden af bilen, der hæver og sænker sig som en stævn. Havet er derude et sted. Vi trækker dynen over hovedet.

I år er det noget andet, der er rædslen.” (side 5)

Historien handler om søstrene September og July, der sammen med deres mor tager til et faldefærdigt sommerhus ved North York Moors i Yorkshire. Der er sket noget, som har sendt dem på en form for flugt, og Sheelas svigerinde har givet dem lov til at låne Settle House, indtil tingene er faldet til ro.

I begyndelsen hører vi historien gennem July som jeg-fortæller/vi-fortæller. I anden del springer fortællerstemmen til Sheela i tredjeperson, for så skiftevis at lade July og Sheela berette. Opbygningen er yderst effektivt, for hvor July’s fortælling er subjektiv og uden udsyn til omverdenen, giver Sheelas ord en kulisse til søstrenes liv, som sætter begivenhederne i perspektiv. Et perspektiv der afslører at ikke alt, hvad July fortæller, nødvendigvis er sandt.

Der er knap et år mellem de to søstre, der er vokset op som en form for tvillinger. De har et nærmest symbiotisk forhold, der udelukker omverdenen, selv moren. Alligevel er de to piger ikke ligeværdige i søskendeforholdet. September, som er den ældste, er også den mest dominerende, men selvom July en gang i mellem føler sig tromlet, elsker hun September og sladrer aldrig.

Det er svært for mig at fortælle alverden om handlingen i Søstre uden at afsløre for meget. Vi hører i tilbageblik om pigernes hverdag i skolen, der involverer mobning og udelukkelse. Vi hører i nutiden om en aften på stranden ved Settle House, hvor de mødes med lokale unge til bål og øl. Vi finder ud af, at faren er død, men at Sheela forlod ham inden. Og vi nærmer os langsomt, hvad der egentlig skete den dag, som førte til familiens ophold i Settle House.

Daisy Johnson accelererer konstant uhyggen med enkle, effektive midler. Det usagte, det skæve, det drømmeagtige flettes ind og efterlader os med en stadig mere knugende fornemmelse. Nærmest i bisætninger hører vi om modbydelige episoder mellem søstrene. Da July fortæller om, hvordan søstrene maler stuen i Settle House, får episoden mareridtsagtige dimensioner, da hun rører ved de stadig våde vægge. Eller da vi i et kort kapitel introduceres til Settle House’s historie, og de brugte ordbilleder er lige lidt ved siden af, og i stedet for tillid skaber associationer til mørke og utryghed.

“I begyndelsen var der kun jord der, hvor huset skulle stå. Stærke træer lavet til at modstå blæsten fra havet, jorden svampet og saltet, myldrende af liv. Får græssede på bakkerne, læmmede, døde, fyldte jorden med sig selv. Små bebyggelser, hyrdeskure, fiskerhytter, rejsendes hestevogne, stanken af havaborrer og læbefisk, torsk og hvilling lagt til tørre. Muldvarpe hængt op på hegnspæle for at redde markerne. Kaninfælder med glubske munde. Hvaler strandede på stenene og blev nedbrudt af elementerne. Folk gjorde som de altid gjorde, levede og levede og levede og blødte og blev afsluttet.” (side 87)

Søstre er en moderne gotisk roman i stil med blandt andre Shirley Jacksons forfatterskab. Som i Mørket i Hill House danner det faldefærdige Settle House rammen om fortællingen. Huset er på én og samme tid hjemmets trygge favn og et klaustrofobisk fangehul. Johnson bruger de skjulte hulrum, ødelagte værelser og husets asymmetri til at afspejle det dysfunktionelle i familie, og vi lader os føre ind i det stadig dybere mørke, der ligger over hele fortællingen.

Jeg blev dybt rørt over Søstre, som er en knugende og hjerteskærende roman om kærlighed, skyld og sorg. Med et stærkt psykologisk portræt, en isnende atmosfære og Daisy Johnsons fremragende sprog, er den en bog, der sætter aftryk i sjælen, og som jeg vil bære med mig i lang tid fremover.

En stor cadeau til forlaget Screaming Books for at gøre Daisy Johnsons fremragende roman tilgængelig på dansk, og mindst ligeså stor ros til Rasmus Hastrup der har stået for den imponerende flotte oversættelse.

“[…] I didn’t want Sisters to be a horror novel, but I wanted it to take aspects from horror, one of them being this kind of body horror, particularly from a female point of view. They are in a very intense situation, and I wanted it to feel very intense for you, too.” (interview med Daisy Johnson i Publisher’s Weekly)

Om Søstre:

Udgivelsesår: 13.08.2021
Forlag: Screaming Books, 183 sider
Omslag: Henrik Siegel
Originaltitel: Sisters
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs mere om den gotiske fortælling

Læs også:

Den nye pige af Penelope Evans
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Sov mit barn af Joanne Harris
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Carrie af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Rebecca af Daphne Du Maurier
Intet på jord af Conor O’Callaghan
Hjertesten af Ruth Rendell
Thornhill af Pam Smy
Sprækker af Teddy Vork
Lille fremmede af Sarah Waters

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Året er 1905. Antikvitetshandleren Austin Baldwick befinder sig i Paris, hvor han skal hente liget af sin kompagnon, Charles Webster Morris. Der var ikke noget mistænkeligt ved Morris død, men bureaukratiske detaljer har trukket sagen ud, så Austin nu modvilligt selv har påtaget sig opgaven.

Austin ankommer til Paris samtidig med begravelsen af madame Kowalski, hvilket har fyldt gaderne til bristepunktet. Madame Kowalski var overhoved for Order of Ishtar, et esoterisk selskab for spirituelt søgende og okkultister. Kowalski blev i ordenen anset som en profet for en ny æra for menneskeheden, og via hende blev den vestlige verden introduceret for karma, yoga, reinkarnation og astralplan. Nu er Order of Ishtar blevet en verdensomspændende bevægelse, omend Austin dog anser Kowalski og selskabet for det rene svindel.

Det går desværre ikke så let for Austin at få Morris’ lig frigivet. Monsieur Deforge, som han har korresponderet med, er ikke at træffe, og i stedet bliver han henvist til inspektør Mollet fra fremmedpolitiet. Mollet er på overfladen venlig og hjælpsom, men Austin har hele tiden en fornemmelse af, at inspektøren fisker efter noget. Men hvad?

Det går også op for Austin, at han måske ikke kendte Morris så godt, som han troede. Tilsyneladende har Morris været indkvarteret på hotellet under falsk navn, men hvorfor? Hvem har gennemrodet Austins værelse, mens han var ude? Og hvorfor føler Austin sig overvåget uanset, hvor han går hen?

Occidentens stjerne er en anderledes historisk spændingsroman, der i den grad greb mig. Historien fortælles i jeg-form af Austin Baldwick, og sproget er yderst atmosfærefyldt. Jeg følte mig oprigtigt hensat til begyndelsen af 1900-tallet. Der ligger tydeligvis også en stor research bag romanen, som Benni Bødker dog ubesværet fletter ind i plottet uden at blive belærende. Samtidig er der en støt stigende suspense i fortællingen, der langsomt fører læseren dybere og dybere ind i en esoterisk verden, jeg ikke kendte meget til på forhånd.

Hvor vi oftest hører om Paris som kærlighedens by fyldt med små hyggelige caféer og romantisk stemning, er det et helt andet Paris, der hilser Austin velkommen. Regnen siler utrøsteligt ned, og byens blodige historie popper konstant op fra dybet. Der er fuld gang i byggeriet af metroen, hvis første rute åbnede i år 1900. Men det moderne kolliderer med fortiden, i et Paris hvor anarkister og terrorister forsøger at omvælte samfundsordenen, mens borgerskabet søger det åndelige blandt spiritister og okkultister som en modvægt til det moderne, naturvidenskabeligt funderede samfund.

For Austin bliver opholdet i Paris en rejse tilbage til en fortid han længe har forsøgt at glemme. Minder dukker op, og jo mere klar fortiden står, desto mindre forståelig er nutiden. Virkeligheden forvrænges til et punkt, hvor Austin ikke længere har tiltro til sine egne sanser.

Intet er, hvad det giver sig ud for i Occidentens stjerne. Under byens gader gemmer de gamle minegange og kloakker på sataniske seancer og anarkistiske selskaber. Respekterede borgere deltager i spiritistiske sammenkomster iført diabolske dyremasker, hvor de udnytter moderne naturvidenskab som røntgenapparater og elektricitet til deres seancer. Austin traver gennem labyrintiske underjordiske gange i sin søgen efter sandheden, imens hans verdensforståelse bliver mere og mere forvrænget. Hvad er sandheden?

Occidentens stjerne har det hele. Her er vanvid, spirituel søgen, bedrag og kulørt ramasjang. Bødker beretter veloplagt, og historien er både underholdende og charmerende. Det trøstesløse portræt af Paris skaber en perfekt gotisk ramme for fortællingen med sine regnvåde gader og labyrintiske tunneller, hvor fortællerens indre kaos spejles.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst dels nogle børne/ungdomsbøger af Benni Bødker samt hans genfortællinger af Grimms eventyr sammen med Kenneth Bøgh Andersen og ikke mindst Julebestiariet som John Kenn Mortensen har illustreret. Derudover har han skrevet en række krimier sammen med Karen Vad Bruun, og er i øvrigt kendt for sin store viden og passion for krimi-genren.

Denne gang er han aktuel med en fascinerende gotisk spændingsroman, og Occidentens stjerne er endnu et interessant bekendtskab fra Bødkers hånd, som jeg kun kan anbefale.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Danske Benni Bødker præsenterer en gotisk fortælling i den historiske krimis forklædning, hvor han leger med emner og litterære former fra tiden omkring 1900 […] Bødkers gotiske og veloplagt pasticheagtige historie med moderne tolkningsinvitation er mættet af lokalkolorit og ekkoer fra samtidens populærlitteratur.” (24.04.2021 Jyllands-Posten)

Christian Dorph, Weekendavisen:
Mens jeg læste ‘Occidentens stjerne’, kom jeg til at tænke på en af mine yndlingsbøger, ‘Inferno’ af August Strindberg. Hovedpersonen lægger alt bag sig og tager over hals og hoved til Paris for at kaste sig over den tids modevidenskab, alkymien. Men snart efter ryger han ind i en nedadgående spiral af paranoia og helvedessyner. Bødkers roman handler ligeledes om en udlænding, briten Baldwick, der ankommer til Paris og lokkes ind i et okkult mørke og farer vild i både byen og i sig selv.” (29.04.2021 Weekendavisen)

Jakob Genz, Berlingske:
Glem alt om blomstrende boulevarder og charmerende sidegader. Det er i bælgmørke kloaksystemer, klamme katakomber og ildelugtende lighuse, at ‘Occidentens Stjerne’ ikke bare for alvor banker derudad, men hvor bogen også tuner ind på dens egentlige handling. Baldwick suges således ind i et labyrintisk spil fuld af alt godt fra en mørk og makaber, sandhedssøgende og revolutionær (brydnings) tid i Paris’ dramatiske fortid. Og hele molevitten kan bedst beskrives som en litterær cocktail, der får læserens smagsløg til at fremkalde minder om både ‘Da Vinci Mysteriet’ og ‘The Truman Show’, og som påvirker Baldwick i en sådan grad, at ikke blot hans fremtid, men også hans fortid, bliver kvalt i spørgsmålstegn.” (29.04.2021 Berlingske)

Bo Tao Michaëlis, Politiken:
På alle måder er Benni Bødkers ‘ Occidentens stjerne’ en veloplagt tour de force ud i det alt andet end romantiske Paris. Snarere tværtimod, vi taler om staden som snavset sæde for alskens hemmelige selskaber og frimureri i diverse gotiske gradbøjninger […] Her er gedulgte kræfter mestendels fremstillet som en omgang ragout, herligt rørt med alskens mytestof fra nær og fjern, krydret med symboler, skøgen fra Babylon og vise mænd fra Indien. Alt sammen kastet ind i et glimrende og finmasket plot, hvor den jegfortællende Austin selv har dystre hemmeligheder med i kufferten..” (07.05.2021 Politiken)

Om Occidentens stjerne:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Gyldendal, 341 sider
Omslag: Thomas Thorhauge

Læs mere om Paris’ katakomber på Wikipedia
Læs mere op H.P. Blavatsky og Annie Besant, inspirationskilderne til madame Kowalski

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Aura af Carlos Fuentes
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Randvad af Krogsøe & Wangsgaard Jürgensen
Hjertesten af Ruth Rendell
Al kødets gang af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen
Sjælesøstre af Sarah Waters