juli 2019
M Ti O To F L S
« jun    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Grete Roulund’

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund“Den generindrede smerte er den eneste vej til frelse.” Det er også psykiateren Dr. Zarkowskis mening. Javist, hans behandlingsmetode er måske utraditionel: Patienterne bringes i trance, samtidig med at han eksperimenterer med at projicere deres tanker op på en skærm, så de bagefter bogstaveligt talt kan se deres smerte i øjnene.

Men Chris var ikke bange for fugle, før han mødte Zarkowski. Lisa var ikke bange for nonner, før hun mødte Zarkowski. Bogo var ikke bange for noget som helst, før han mødte Zarkowski. Hvorfor døde Bogo, og hvorfor skulle børnene gå i seng? Hvilke børn?

“Aldrig hos et menneske har jeg oplevet så stærk en kærlighed,” siger en af romanens bipersoner om Dr. Zarkowski. Et hjertensgodt menneske, som kun vil sine patienter det bedste. Men ved han, hvad han gør? Måske er det ikke al smerte, man kan se i øjnene. (fra bagsiden)

Efter at have fået udgivet en roman for fem år siden, har Michael undervist på et universitet i Californien, mens han skrev ved siden af. Men skriveriet går i stå, så han flytter hjem til sin bror, Steve i San Francisco. Kort efter møder han Chris, og de indleder et forhold.

Steve er imod forholdet. Han advarer Michael om Zarkowski, men Michael lytter ikke. Efterhånden går det dog også op for deres fælles veninde Lisa, at der er noget galt. Men hvad? Zarkowski er på den ene side utrolig behagelig og tillidsvækkende, men samtidig bliver folk omkring ham tilsyneladende ramt af irrationel angst. Og hvad bruger Zarkowski alle de hunde til?

Dr. Zarkowskis eksperiment udkom i 1993, og vi føres gennem historien via Michael, Chris, Steve og Lisa, der har hver deres forbindelse til Zarkowski. Som altid viser Grete Roulund sine personer snarere end fortæller dem, og det er indimellem svært at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Er her bare tale om misforstået jalousi og manglende kommunikation? Men undervejs hvirvler delvise forklaringer ind, og man forstår noget, uden rigtig at forstå før til allersidst.

Det er aldrig opmuntrende at læse Grete Roulund, og det er heller ikke tilfældet med Dr. Zarkowskis eksperiment. Alligevel kunne jeg ikke lægge den fra mig. Idéen om, under hypnose at projicere folks fortrængte tanker op på et lærred og efterfølgende konfrontere dem med billederne, er både genial og gal. For det kan ganske rigtig være et fantastisk værktøj for politiet, men vil der ikke være situationer, det er bedst IKKE at se i øjnene igen?

Roulund har en helt unik stemme, og at læse hendes fortællinger kan nærmest give fysisk ubehag. Ikke at hun skriver ekspressivt voldsomme scener. Tonen er hele vejen igennem behersket, nærmest underspillet. Alligevel føles det brutalt, og Dr. Zarkowskis eksperiment holdt mig ubrydelig fast i sin dystre trøstesløshed, hvor ingen vil gøre nogen noget ondt, og alligevel er det det, de gør.

Det er smertefuldt fascinerende, uforudsigeligt og begavet. Læs Dr. Zarkowskis eksperiment.

Læs Janus Andersens anmeldelse på scifisiden.

Om Dr. Zarkowskis eksperiment:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Chr. Erichsens forlag, 262 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Varsleren af Karin Fossum
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Den røde tråd af Vicki Pedersen
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Grete Roulund

Denne artikel er skrevet af Janus Andersen og bragt på Gyseren med hans tilladelse. Artiklen er tidligere publiceret på bl.a. Slutstranden.

Grete Roulund

Benny Andersen har angiveligt kaldet Vanløse for det mest danske, der findes – og når nu det er den ”danske nationaldigter”, må man vel tro det. Og Vanløse er endnu en lille, interessant brik i det puslespil, der er forfatteren Grete Roulund – hun blev født i Vanløse i 1946, og om noget fremstår hun som noget af det mest u-danske blandt vor hjemlige samling af forfattere. Hendes bøger kan ikke anbringes i nogen danske trends, de beskæftiger sig ikke med danske emner, figurerne er på ingen måde danske, det lune, der gennemsyrer dem, er ikke dansk, men snarere ætsende. Om noget kan Grete Roulund betragtes som Benny Andersens antitese, nationaldigterens skyggeside, for hendes øjne var stift rettede mod mørke og undergang. Det kan godt være, at kaffen er klar om lidt, men inden da kan der nå at ske adskillige grumme ting i Grete Roulunds univers.

Ser man nærmere på Grete Roulund som person og som forfatter, finder man en række komplekse modsætninger af denne type.

Jeg har set Grete Roulund to gange i mit liv, men desværre aldrig talt med hende. Sidst på eftermiddagen, en råkold november-dag i 2001, vandrede jeg over Dronning Louises Bro. I modsat retning vandrede en lille forhutlet dame i ulden jakke (men dog uden hendes ofte brugte bøllehat). Damen var Grete Roulund. Hun synede ikke af meget og traskede forbi mig uden på nogen måde at ligne en kvinde, der med kuglepen var i stand til at beskrive vejen til helvede.

I 1946 og mange år frem i tiden lå det ikke i kortene, at Roulund skulle være forfatter. Efter den sene debut i 1981 nåede hun at skrive 22 bøger, som fordelte sig på romaner, essays, novellesamlinger og rejsebeskrivelser. Dertil kommer et par teaterstykket. I 2001 fik hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat med motivationen: ”Her er en forfatter, der har noget at fortælle, som aldrig mangler stof, og som tilsyneladende har været en tur i Helvede. Hun er en slags vejviser, som Vergil for Dante, da han besøgte STEDET i ”Den Guddommelige Komedie”.

Hvis man betragter fantastik som litteratur med elementer uden for det strengt virkelighedsefterlignende, var Roulund forfatteren til adskillige bøger inden for genren. Men prøver man at presse et snævrere genrebegreb ned over hendes forfatterskab, bliver det straks sværere. Hun blev sammenlignet med forfattere som Hemingway og Graham Greene, men mente selv, at ”begge er gode forfattere, men jeg skriver nok først og fremmest som Grete Roulund.” Hun brugte de allermest ildesete genrer, især horror og science fiction, men gjorde det med så stor fingerfærdighed, at kritikerne elskede hende.

Fokus for denne introduktion til forfatterskabet vil være på Roulunds fantastik-udgivelser, men der vil dog blive mere end skævet til den store del af forfatterskabet, som også skønnes at have interesse. Det eneste fælles element i Roulunds bøger synes nemlig at være, at de er skrevet af Roulund, og det gør dem alle interessante.

Forfatter-myten

At læse de interviews med Grete Roulund og anmeldelser af hendes bøger, der er tilgængelige, er meget ofte at få et billede af en person, som på mange punkter levede op (og for den sag skyld lige så godt kunne have skabt) en del myter om kunstnere. Her er den fattige Roulund, som står op hver morgen kl. 6 og skriver sine bøger i hånden (4 sider hver dag) – for dernæst at skrive dem ind med én finger på en gammel skrivemaskine (af mærket TempoType); her er en livshistorie, som byder på lykkelig kærlighed, ulykkelig død og voldeligt ægteskab; her er forfatteren, som fra sin lille lejlighed i et betonbyggeri hjemmevant rejser ud til afsidesliggende egne af kloden og finder inspiration til sine bøger; kunstneren, som henrykker de fleste af kritikerne, men hvis bøger aldrig bliver bestsellere.

Det er svært at forene billedet af den pudsige lille dame på Dronning Louises Bro med de bøger, hun skrev. Når man læser om hende, er noget af det første, man tænker, at denne person burde skrive kras socialrealisme – hun burde skabe historier hentet fra sit eget liv, tilsat den livsvisdom og intelligens, som hun tydeligvis besad. Men Roulund havde en tydelig modvilje mod ”hjemstavnsromaner fra Bagsværd”, som hun kaldte dem. Man taler ofte om en forfatters stemme, og Roulund taler også tydeligt i sine bøger. Men som en litterær bugtaler gør hun det svært at gennemskue, præcis hvor den gravrøst taler fra.

Roulund var gift tre gange – første gang med en 21 år ældre tysk boghandler; det ægteskab gik i stykker, da hun mødte en sydsjællandsk gravhunde-opdrætter. Det var kærlighed ved første øjekast og førte til to år med noget så sjældent som lykke – indtil han døde af kræft. Disse to ægteskaber kan for så vidt ses i hendes bøger – det almindelige ægteskab og muligheden af det perfekte – men det er nok hendes tredje mand, der især skinner igennem. Han var sagfører og gik fallit – som et forsøg på at tjene penge skrev Roulund en novellesamling, men modtog 13 afslag, førend Forlaget Rhodos tog imod den, og anmelderne lovpriste den. Snart begyndte der at rulle penge ind på kontoen, og ægteskabet gik ned ad bakke – manden begyndte at drikke og tæve hende, og deres samliv udviklede sig til et åbenlyst helvede, som de selv troede var normalt.

Blackhawk af Grete RoulundDebuten, novellesamlingen ”Verdito” fra 1981, bød på en del af de temaer, som går igen i størstedelen af forfatterskabet. Det er 3 noveller fra Spanien, med tyrefægtning som omdrejningspunkt, krydret med død og kærlighed. Her er det eksotisk fremmede, der er folk fjernet fra deres eget element, der er handlinger, hvis skødesløse grusomhed delte kritikken ved næsten samtlige bøger – og frem for alt er der den bagvedliggende fornemmelse af undergang, som Roulund orkestrerede så overlegent, og som gør hendes værker svære at slippe. Rigtigt spændende bliver det dog først i den næste bog, ”Blackhawk” fra 1982, hvor Roulund beviser, at hun har en uovertruffen evne til at beskrive mennesker i pressede situationer og finde rædselen frem fra ganske små detaljer. Det er historien om to mænd strandet i den canadiske ødemark, den ene af dem syg af rabies – men først og fremmest er det en beskrivelse af, hvordan deres sære, men velfungerende hverdag bryder sammen. Romanen rummer ingen fantastiske elementer – i den retning er der kun skelet med et gennemgående febersyn, som i al fald kom under huden på denne læser.

Men netop hverdagen, folks selvkonstruerede vaner, spiller en stor rolle i forfatterskabet – og skaber måske også den første forbindelse mellem forfatteren og hendes fiktion. For fire sider om dagen, skrevet i hånden, vidner ikke blot om en god myte, men også om en person, der forstår at konstruere sin egen hverdag. Og en person, som levede i mange år i et voldeligt ægteskab – i troen på, at det var normalt – er også en forfatter, der udvikler et skarpt øje for, hvordan folk opretholder livet selv under de værste omstændigheder. Da hun endelig så sit liv udefra, og det gik op for hende, at manden ville slå hende ihjel, stak hun af – og blev afvist hos et hjem for voldsramte kvinder, fordi hun havde sin bulldog med sig.

Setans Porte af Grete RoulundLeder man efter flere sammenhænge mellem virkeligheden og litteraturen, kan det være interessant at kigge nærmere på Roulunds ubestridte hovedværk, murstensromanen ”Setans porte” fra 1995. For da ægteskabet med sagføreren var overstået, viste det sig, at han aldrig havde betalt hendes skat, og Roulund sad tilbage med en voldsom skattegæld, hvilket betød, at enhver uventet indtægt (legater og andet) straks blev omsat til rejser, før skattevæsenet meldte sig på banen. Hun var ganske bevidst om, at hun kun havde en lille chance for at blive gældsfri, førend hun døde. I 1993 et legat omsat til en tur til Borneo og et møde for første gang i hendes liv med en jungle, som hun frygtede. Alt det dødbringende var så småt, at man først fik øje på det for sent. For mennesket Roulund var det en frygt, som hun senere måtte vende tilbage for at konfrontere, men for forfatteren var det en inspirationskilde – for udover at danne basis for det ikke-eksisterende Sawa, hvor bogen foregår, var det også her, hun hørte den malaysiske myte om bajangerne, som i ”Setans porte” slippes fri og kaster deres dom over menneskeheden.

Fantastikken

”Setans porte” er nok også den roman, hvor det fantastiske element fylder mest. Bajangerne, hvad enten de så er en guds vrede eller undslupne eksperimenter fra en fransk forsøgsstation, er en konstant og meget nærværende trussel, der sender en større flok mennesker på en hovedløs flugt gennem landet. Men som i hendes andre romaner optræder truslen kun sjældent direkte, og fokus er i stedet på menneskene og deres reaktioner.

Efter år nul af Grete RoulundDen første egentlige fantastik-roman i forfatterskabet var hendes fjerde værk, dystopien ”Efter år nul” (1983). Samtidig er det den eneste af hendes romaner, som foregår i Danmark – men et Danmark forandret af et fremmed lands invasion. Et ikke nærmere omtalt våben har gjort befolkningen ganske føjelig, men desværre også snart apatisk og i mange tilfælde psykotisk. Også dyrelivet er blevet påvirket med ubehagelige resultater, og snart må man se de overlevendes forsøg på at genoptage livet mislykkes blodigt.

Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.

I 1984 kom så ”De små søstre”, en lille historie på kanten til udørkenen, hvor to mænd starter en psykologisk kamp om en mystisk skat. Skatten er bevogtet af titlens små søstre, og det lykkes forlaget at afsløre både deres identitet og hele bogens handling i bagsideteksten. Der er dog for så vidt ligegyldigt, for som allerede fastslået, er det sjældent selve handlingen, der er fængende, men snarere fornemmelsen, den ubehagelige forståelse af ondskaben, atmosfæren, der er Roulunds force.

Kærlighed og undergang

Nu skal man ikke få fornemmelsen af, at forfatterskabet blot er en klinisk opremsning af ubehageligheder. Roulunds magi opstår som en konsekvens af hendes evner til at beskrive mennesker, og hun krydrer det med en bister humor og en fingerspidsfornemmelse for forhold mennesker imellem. Og måske er der mere af forfatteren selv at finde i hendes fiktion. For hendes livsforløb byder ikke kun på det grimme, men også kærlighed ved første øjekast – et ægteskab, som dog blev afbrudt efter 2 år, da manden døde af kræft. Som også hendes bøger tegner Roulunds liv sig som en blanding af det skønne og det afskyelige, af kærlighed og undergang.

Dødens horisont af Grete RoulundI årene efter ”De små søstre” skrev hun 6 bøger, før hun igen begik sig inden for fantastikken, en blanding af romaner, rejsebeskrivelser og humoristiske essays. Interessant at bemærke er ”Dødens horisont” fra 1988, som forfatteren selv beskrev som det endegyldige opgør med autoriteterne. Her tages ikke hensyn til reglerne: slutningen afsløres som det første, handlingen består af en dødsdømt fortæller, som vandrer gennem en ørken. Den er blot endnu eksempel på, at Grete Roulund rent litterært bebor et mystisk sted mellem triviallitteraturen og Litteraturen med stort L. Et ensomt sted. ”Jeg skriver Grete Roulund-bøger,” som hun selv sagde. Anmelderne startede med at kalde hende ”en Karen Blixen fra Nørrebro” og senere ”Danmarks svar på Edgar Allan Poe”.

I 1993 blev det til ”Dr. Zarkowskis eksperiment”, som igen havde et minimalt spekulativt element, en ikke nærmere beskrevet teknik, hvormed titlens doktor visualiserer sine patienters smerte. Igen fokuseres der mere på menneskene end på teknikken – og der beskrives et komplekst rum, hvor der hverken er helte eller skurke, men kun eksistenser, som forrådes af sig selv eller andre. Den bringer om noget ordet ”trøstesløst” frem i læserens tanker. Og efter den tidligere nævnte ”Setans porte” er det da også en dækkende betegnelse, da Roulund øjensynligt sætter sig for at beskrive den menneskelige fornedrelse dybere og dybere over den næste årrække. Ind imellem skuespil skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor bl.a. nazister gøres til hovedpersoner, en slags dødens romancer. Der er ingen fantastik her, men er man først hooked på Roulund, virker de konsekvente billeder af en verden og mennesker i forfald som et indblik i Helvede. Som Vergils rejsebeskrivelse.

Opgøret med autoriteterne kan skimtes igen i ”Kvinden fra Sáez” fra 2000, hvor Roulund forsøger at komme sine kritikere i møde ved at skrive den kedeligste roman, hun kan forestille sig, en blanding af krimi og spøgelseshistorie – hovedpersonen er retsmediciner i et mellemamerikansk land og totalt handlingslammet, ingen får noget udrettet, som de burde, den myrdede er måske slet ikke død. Men hun lader tvivlen og den foruroligende uvidenhed gribe fat i læseren og trække én igennem det, der viser sig at være en brillant stemningsfuld roman.

Madeshi af Grete RoulundDe eksotiske baggrunde og folk, der er anbragt uden for deres hjemlige rammer, går igen i bøgerne – og kan forlede én til at tro, at Roulund har et budskab. Men tag ikke fejl – under overfladen svømmer de komplekse temaer. Folk bliver ikke bare onde, fordi de kommer hjemmefra – som Byron i ”Madeshi”, der begynder at dræbe de lokale tiggere i den fiktive stat. I et interview i Politiken henviser forfatteren til Lyall Watsons ”Naturens mørke side”, som postulerer, at noget godt bliver dårligt, hvis det fjernes fra sine vante omgivelser: ”Egentlig er det noget sludder, Watson skriver. Han gør det nærmest til en naturlov, at tingene bliver dårlige, men tingene kunne jo lige så godt blive bedre af at blive flyttet et andet sted hen. I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet om en mand, en irer, som havner i en koncentrationslejr, hvor han bor ved siden af nogle jøder. I starten væmmes han ved dem, men efterhånden kommer han til at holde af dem. Han er modsætningen til Byron. Han er også blevet flyttet et andet sted hen, men han gør noget godt, hvorimod Byron bliver ond.”

Der er ingen kompromiser i Roulunds litteratur – det borger for en række fascinerende bøger, men gør desværre også, at de ikke er for alle og enhver. Trods det, at kritikerne ofte lovpriste Roulunds værker, udkom de som oftest i et oplag på kun 800-1000. Ikke at det lader til at have haft nogen indflydelse (læsere af hjemstavnsromaner interesserede hende ikke) – stilen er lagt, og da Roulund endelig viger fra sin normale bane, er det med den eksperimenterende ”Dr. Sterns kontor” (2002). Det er historien om en lille gruppe mennesker lukket inde på et kontor, mens verden muligvis er ved at gå under. Romanen er fortalt af kontoret selv, hvilket blot understreger den pointe, at i Roulunds fiktion kommer det fremmedartede (mærkværdiggørelsen, om man vil) ikke fra noget spekulativt element, men fra selve den virkelighed, som vi bevæger os i. Hvilket også er det element, som gør hende så interessant for fantastik-læseren.

Baga Road af Grete RoulundForfatterskabet afsluttes i 2003 med undergangsvisionen ”Baga Road”, udgivet præcis to år efter terrorangrebet i New York. På mange måder et passende punktum: en dødbringende virus bryder ud i turistparadiset Goa. Det skønne og det afskyelige side om side. Kærlighed og undergang.

Anden gang, jeg så Roulund, var på Bogmessen i Forum, hvor hun var i samtale med Lars Bukdahl, på det tidspunkt på højden af sin sønderlemmende, ordekvilibristiske kritik i Weekendavisen. Det var et interessant valg af personer: Bukdahl var og er kendt for at strø om sig med ord og meninger, mens Roulunds udtryksform er koldt konstaterende. Den pudsige lille dame sad roligt tilbagelænet, med anstrøg af en arrogant smil, og Bukdahl blev mere og mere febrilsk, mens hun med rolig intelligens lod ham snurre ud af kontrol. Og efter at have læst flere af hendes bøger de sidste par år er det gået op for mig, det var som at opleve en af dem: med forfatteren som den alvidende, overlegne skygge, der leder sine figurer ud på dybere og dybere vand. Alt imens hun kigger på, registrerer og smiler for sig selv.

Selv om jeg den dag i dag fortryder, at jeg ikke stoppede hende på broen den efterårsdag, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvordan både forfatteren og mennesket Grete Roulund taler med kraftig stemme gennem hendes romaner. Og hvis der er noget, hun siger igen og igen, er det, at der er mere under overfladen, end man lige tror – og at det er umuligt at forudsige, hvad det er, der måske skvulper rundt dernede i mørket.

Grete Roulund døde den 4. november 2004. I et brev til en veninde skrev hun: ”Om jeg kan dø med ynde er nok tvivlsomt, men jeg vil prøve at dø med en smule værdighed.” Som altid stirrede hun ned i afgrunden uden at være bange for, om noget stirrede tilbage. Kun to ting kunne hun ikke nedstirre: døden og skatterne. Hun blev aldrig af med sin skattegæld.

Af Janus Andersen

Om Grete Roulund:

Født: 19.03.1946
Død: 10.11.2004

Udvalgt bibliografi:

Verdito, 1981
Blackhawk, 1982
Imorgen Mario : noveller, 1982
Efter år nul, 1983
De små søstre, 1984
Slangetid, 1986
Dødens horisont, 1988
Emeralde Verde, 1992
Dr. Zarkowskis eksperiment, 1993
Setans porte, 1995
Men vi mødes her : noveller, 1997
Silberknabe, 1998
Stedfortræderen : fortællinger, 1999
Kvinden fra Sáez, 2000
Madeshi, 2001
Professor Sterns kontor, 2002
Baga Road, 2003

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

På vej mod årtusindskiftet i DET GRUFULDE BIBLIOTEK

DET GRUFULDE BIBLIOTEK - danske gys før og nuI de næste smagsprøver fra DET GRUFULDE BIBLIOTEK ser vi nærmere på gyset i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Som altid kan du også læse mere på den officielle Facebook-side.

Febernatten af Niels E. Nielsen

Niels E. Nielsen er sikkert mest kendt for sine science fiction-romaner. Født i 1924 oplevede han på første hånd Den Kolde Krig, og frygten for atomkrigen og dens følger findes ofte i hans forfatterskab.

Grænsen mellem science fiction og gys kan til tider være hårfin. Selvom setuppet er science fiction kan temaet være frygten selv. Det kan være frygten for fremmede racer, der invaderer jorden. For miljøkatastrofer der ødelægger jorden. For diktaturstater der undertvinger sine borgere på alle måder. Eller for teknologiske fremskridt der ender med at undertvinge menneskeheden.

‘Febernatten’ (oprindeligt udgivet under titlen ‘De underkuede’) kan læses som en slags forløber til nutidens scifi-horror. I novellen undersøger Nielsen forholdet mellem menneske og maskine i en nær fremtid, hvor menneskeheden tilsyneladende sidder på den grønne gren, mens maskiner udfører stort set alt arbejde. Men spørgsmålet er, hvem der egentlig er slave af hvem?

Woodoo over Harlem af Per Sanderhage

I første halvdel af halvfjerdserne slog en regulær gyserbølge gennem landets kiosker. Det mest markante blad i bølgen var GRU, hvor lejemorderen Luckner slog sine folder.

Luckner blev skabt af Per Sanderhage, og historierne var bygget op over stort set samme skabelon hver gang. Således er den næste novelle ‘Woodoo over Harlem’ både en parodi på triviallitteratur og en glimrende eksponent for samme.

Her er ren underholdning, men også overraskelser til læseren, når historien blandt de velanbragte klicheer sniger reelle momenter af uhygge ind.

Dekoratørens yndlingsdukke af Rolf Gjedsted

Billedkunstner, oversætter, digter og forfatter. Rolf Gjedsted er en mand med mange talenter.

Han debuterede som forfatter i 1969, og har siden udgivet over 60 bøger og digtsamlinger, ligesom han har oversat en række værker af de franske symbolister Baudelaire og Rimbaud. Gjedsted selv har været inspirationskilde for den tidlige 80’er-lyrik, blandt andre Michael Strunge.

‘Dekoratørens yndlingsdukke’ stammer fra novellesamlingen ”Det dobbelte gravsted” fra 1982, og blev genudgivet i ”Sultens kult” fra 1986. Man mærker tydeligt Gjedsteds forbindelse til poesien i novellen, hvor hvert ord og hver stavelse nøje er vægtet for den maksimale effekt i en fortælling om det uforklarlige, om angsten for, og fascinationen af, det grusomme.

Hunden i Qutab Minar af Grete Roulund

Grete Roulund indtager en helt speciel position i det danske litterære landskab med et forfatterskab, der er uhyre vanskeligt at sætte i bås. Roulund har skrevet både rejsebøger og romaner samt ikke mindst en lang række noveller og essays. Hendes bøger blev rost til skyerne af kritikerne, men hun fik aldrig det store folkelige gennembrud. Muligvis fordi hun skrev ambitiøst i de uglesete genrer gys og science fiction. Muligvis fordi hendes historier kræver noget af læseren med deres mange lag og underspillede sprog.

Roulund forfaldt aldrig til at skrive ’dansk hjemstavnslitteratur’. Hendes historier rejste verden rundt, og denne trang til at søge det ukendte, sammen med hendes fascination af mørket og undergangen, er noget af det, der kan siges at kendetegne hendes forfatterskab. Begge dele ses tydeligt i ”Hunden i Qutab Minar”, hvor fortælleren støt og roligt bevæger sig frem mod sin undergang.

‘Hunden i Qutab Minar’ er måske nok den første historie i DET GRUFULDE BIBLIOTEK, der er skrevet af en kvinde, men tro ikke at den er mindre grum af den grund.

Du kan følge DET GRUFULDE BIBLIOTEK på Facebook

Eller køb den og få dit helt eget eksemplar hos boghandleren eller på Internettet (Saxo, Gucca, WilliamDam.dk, Plusbog)

Om DET GRUFULDE BIBLIOTEK:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: SerieKlubben, 330 sider
Omslag: Peter Nielsen (pncreate.com)

DET GRUFULDE BIBLIOTEK – danske gys før og nu / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst

DET GRUFULDE BIBLIOTEK - danske gys før og nuMå jeg præsentere: DET GRUFULDE BIBLIOTEK – danske gys før og nu

For et års tid siden blev jeg kontaktet af Kristian Nordestgaard fra Forlaget SerieKlubben, der ville høre om jeg havde lyst til at være med til at lave en bog med danske gys gennem tiderne sammen med forlaget. Det havde jeg bestemt, og nu foreligger resultatet i DET GRUFULDE BIBLIOTEK.

Vi vidste allerede fra begyndelsen, at vi ikke ville lave en ’almindelig’ antologi. Det skulle således ikke blot være et udpluk af de mest kendte danske gysernoveller, for de findes jo allerede trykt mange andre steder. I stedet ville vi, i en række kronologiske nedslag og via forskellige former for tekster, vise udviklingen i det danske gys uden skelen til litteraturhistoriens kanon. Vi ville med andre ord vise bredden i genren uden at rynke på næsen ad hverken den gode eller den dårlige smag.

Det første kriterium var, at teksterne skulle være komplette (altså ingen uddrag af romaner og lignende), og samtidig ville vi gerne bringe digte, essays, myter med mere, så vi ikke kun præsenterede det moderne format, som novellen repræsenterer.

Derudover forsøgte vi også at sprede historierne tematisk, for også her at vise gysets mangfoldighed ved at bringe historier med blandt andet vampyrer, gengangere, spiritisme, science fiction-gys, psykologiske gys, mord, hævn og direkte splatter fremfor kun at servere den klassiske spøgelseshistorie.

Endelig skulle teksterne være skrevet med henblik på at vække gys og ubehag i læseren, og selvom nogle af de ældre tekster nok ikke ligefrem skræmmer bukserne af folk i dag, så er der ingen tvivl om, at de i datiden havde den virkning.

Man kan altid diskutere, hvilke tekster en sådan antologi skal medtage, og det var bestemt ikke uproblematisk at vælge – og ikke mindst at fravælge! Af samme grund har vi et kapitel bagerst i bogen, hvor du finder forslag til flere gode danske gysere, som også kunne have fortjent en plads i DET GRUFULDE BIBLIOTEK.

Jeg håber, at det er lykkes os at give et repræsentativt (og spændende) billede af dansk gys’ udvikling, men det er selvfølgelig op til læserne at vurdere. Under alle omstændigheder finder du 1000 års danske gys i DET GRUFULDE BIBLIOTEK med historier lige fra de nordiske myter og danske folkeeventyr, over skillingsviser og beskrivelsen af den sidste henrettelse i Danmark i fredstid, til essays om vandrehistorier, haikudigte og noveller skrevet af både nutidige og ældre forfattere, samt en enkelt tegneserie.

Jeg vil da også lige nævne, at ud af de 23 historier, vi har med i bogen, er tre skrevet/tegnet direkte hertil og dermed aldrig trykt før. Dertil har Nicolas Barbano leveret et flot forord, og den stemningsfulde forside af Peter Nielsen fortjener også ros.

Du kan læse om bogen på Facebook

Eller køb den og få dit helt eget eksemplar hos boghandleren eller på Internettet (Saxo, Gucca, WilliamDam.dk, Plusbog)

Indhold:

Nicolas Barbano: Forord
Redaktørerne: Velkommen til DET GRUFULDE BIBLIOTEK
Henning Kure: Vølunds kvide (2018)
B.S. Ingemann: Niels Dragon (1847)
Vilhelm Bergsøe: Et Eventyr fra Regensen (1867)
Alex. Schumacher: Vampyren – Af en Afdøds Dagbog (1870)
Evald Tang Kristensen: Søstrene i Bjærgmandens Høj (1881)
Holger Drachmann: Basilisken (1890)
Henrik Cavling: Jens Nielsens henrettelse (1892)
Julius Strandberg: Marie Sørensen Hjortshøjs ulykkelige Død (1902)
Tom Kristensen: Hævnen (1923)
Otto Rung: Anderssons forbedrede Tilstand (1927)
Harald Thomsen: Dyret (1947)
Niels E. Nielsen: Febernatten (1957)
Per Sanderhage: Woodoo over Harlem (1973)
Rolf Gjedsted: Dekoratørens yndlingsdukke (1982)
Grete Roulund: Hunden i Qutab Minar (1999)
Steen Langstrup: Indbrud (2001)
Sarah Fürst: Cikadernes sang (2007)
Jacob Hedegaard Pedersen: Horrorhaiku (2011)
Jonas Wilmann: Sammenhold (2011)
Mikkel Harris Carlsen: Lilith – Frit efter et vestjysk sagn (2014)
Henrik R. Lassen: Gys & Skræk – danske vandrehistorier (2018)
Rasmus Hastrup: Det sidste hus (2016)
Karoline Lindebjerg: En skygge af sig selv (2018)
Teksterne (bibliografiske data)
Jette Holst: Blod på tanden

Om DET GRUFULDE BIBLIOTEK:

Udgivelsesår: 24.01.2019
Forlag: SerieKlubben, 330 sider
Omslag: Peter Nielsen (pncreate.com)

Andre verdener / red. Niels Dalgaard

Andre verdener / red. Niels DalgaardSex med aliens og nedfrysning som middel til udødelighed er nogle af ingredienserne i en antologi af noveller skrevet af ti danske forfattere, der ikke normalt skriver science fiction

Jeg har i mange år holdt af science fiction-genren, blandt andet fordi at selvom den måske foregår i et fremmed univers langt ude i fremtiden, så fortæller den lige så meget om virkeligheden som en realistisk samtidsroman. Her bruges bare andre teknikker. I Andre verdener beviser ’ikke genre’-forfattere, at science fiction ikke bare er triviel genrelitteratur, men at det kan bruges til at fortælle en relevant og interessant historie.

Min favoritnovelle er skrevet af Grete Roulund, som ikke er helt ukendt i science fiction-cirkler. Hun har blandt andet skrevet romanen Efter år nul om tiden efter en omfattende atomkatastrofe. Hun har også skrevet både samfundsskildringer, spændingsbøger, humoristiske fortællinger m.v. ’Case Story’ foregår i en fremtid, hvor man har fundet kuren for mange sygdomme og nu er begyndt at optø de nedfrosne igen. Det er dog ikke uproblematisk, for dels kan ”fryserne” have både fysiske og psykiske skader. Dels bliver der mindre og mindre leverum til nutidens mennesker.

Lidt i samme boldgade befinder novellen ’Downloaded’ af Stig Dalager sig, hvis slutning fik mig til at tænke på et af mit livs læseoplevelser, nemlig Frysepunktet af Anders Bodelsen. I en fremtidsverden vækkes hovedpersonen til et nyt liv, hvor bevidstheden er overført digitalt. Han sættes i gang med en opgave, hvor han skal undersøge det 20. århundredes familierelationer, og i den forbindelse støder han på en kvinde, han kendte dengang. Men kan forholdet fra dengang leve i denne nye verden?

Endelig vil jeg også fremhæve Jan Sonnergaards ’Totusindogtredive, totusindogtredive’, som er en ganske kort novelle om en mand, der befinder sig i et kompleks, hvor han hele tiden bliver overvåget – måske. Han skal følge reglerne, som dog ændrer sig hele tiden, ellers bliver han skudt op til overfladen. Historien udspiller sig i en fremtid efter en ikke nærmere beskrevet katastrofe, som har udslettet en stor del af menneskeheden, og novellen er trods af sit korte format en skræmmende perle.

De ti forfattere bruger meget forskellige midler, men fælles for historierne er, at de rammer noget alment menneskeligt midt i al deres fremmedartethed. Andre verdener er en rigtig spændende og velskrevet antologi som kan anbefales til alle – også hvis du normalt ikke læser science fiction.

(Anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Leyla Tamer: Milliardæren
Stig Dalager: Downloaded
Grete Roulund: Case story
Charlotte Weitze: Akvanauterne
Jokum Rohde: Ægirsgadesekvenserne
Jan Sonnergaard: Totusindogtredive, totusindogtredive
Ulla Ryum: Dengang engang
Viggo Madsen: Patent på tilværelsen
Gitte Morsund: Zonen
Søren Toft: Hr. Fuptogts dyrehandel

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 229 sider

Skygger red. Steen Langstrup

Skygger red. Steen LangstrupJeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen.

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Om Skygger:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab
Plantagen 2 – Intet er, som du tror