november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Gud’

Ensomheden af Andrew Michael Hurley

Ensomheden af Andrew Michael HurleyDa resterne af et barnelig bliver fundet ved Ensomheden – et besynderligt ingenmandsland mellem floderne Wyre og Lune ud for Lancashires kyst – tvinges Smith til at genkalde de uforklarlige hændelser, han oplevede, da han besøgte stedet fyrre år tidligere. (fra bagsideteksten)

Ind i mellem får man fingre i en bog, som griber én med voldsom kraft, og alligevel kan man ikke rigtig forklare, hvad det er, der gør den så fantastisk. Sådan har jeg det med Ensomheden af Andrew Michael Hurley.

I en årrække tog drengen ’Tonto’ (som hovedpersonen kaldes) med sin familie til Ensomheden på en bøns- og bodsuge hvert år til påske sammen med bl.a. sognepræsten fader Wilfred. Hvert år lejede de sig ind i huset Moorings, og brugte ugen til at skrifte, besøge Sankt Annas kapel og søge Gud i det spirende forår. Tontos bror, Hanny, var handicappet, og morens største håb var, at et Guds mirakel kunne helbrede ham.

Men et år kommer fader Wilfred forandret tilbage efter en gåtur langs vandet, og da han senere dør, er det først da hans efterfølger fader Bernhard overtager Saint Jude’s sogn, at turen genoptages.

Romanen fortæller om denne tur med spring i tiden til Tontos erindringer om tidligere ture samt minder om fader Wilfred og tiden som messedreng. Det lyder umiddelbart ganske tilforladeligt, men under den tilsyneladende pæne overflade gemmer sig dystre hemmeligheder.

Jeg blev fuldstændig opslugt af romanens specielle atmosfære og læste nærmest bogen i et stræk. Det besynderlige ingenmandsland, Ensomheden, som er udgangspunktet for beretningen emmer af tåge og fortvivlelse. Her hersker myten om myten om heksen Elizabeth Percy som lokkede sømænd i deres død stadigvæk, og hvert år kræver det voldsomme tidevand stadigvæk sine ofre.

Alligevel er det til dette trøstesløse sted, at familien Smiths pilgrimsfærd går, og på den måde bliver den religiøse del af romanen også en brutal og nådesløs affære. Her trumfer troen alle indvendinger og ønsker, og lader romanens personer optræde som statister i et nøje koreografieret stykke, hvor afvigelse fører til fortabelse.

Ensomheden er Andrew Michael Hurleys debutroman. Den fik tildelt Costa First Novel Award i 2015, er blevet solgt til filmatisering, og er af de engelske medier blevet udråbt til en kommende klassiker med rødder i den gotiske romantradition. Og jeg tror såmænd, at de har ret, for atmosfæren i romanen er så intens og foruroligende, at oplevelsen sidder i læseren længe efter.

Tak til WilliamDam.dk for læseeksemplaret.

Om bogen:

Omslag: Mark Airs efter originaldesign
Udgivelsesdato: 14. april 2016
Originaltitel: The Loney
ISBN-13: 9788711510506
Sideantal: 334
Forlag: Lindhardt og Ringhof

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

Horn af Joe Hill

Horn af Joe HillHvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.

For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …

Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.

Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.

Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.

Om Horn:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck