august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘hævn’

Den anden af Harriet Lane

Den anden af Harriet LaneNina og Emma er to kvinder midt i livet. De bor i London ikke særligt langt fra hinanden, men kender ikke til hinandens eksistens. Nina er en anerkendt kunstner med en næsten voksen datter, et velordnet liv og lykkelig med ægtemand nummer to, mens Emma er en stresset småbørns mor med en lille ny på vej, som føler sig helt hægtet af sit tidligere liv som freelancer indenfor tv-verdenen, hvor hendes mand stadigvæk arbejder.

Men da Nina en dag opdager Emma på det modsatte fortov, viser det sig, at deres veje alligevel har krydset hinanden for mange år siden, men kun én af dem husker det. Og efterhånden som et venskab opstår imellem dem, viser det sig også, at vedkommende har en urovækkende dagsorden skjult bag sin venlige maske.

Den anden af Harriet Lane tilhører den nye bølge af thrillers kaldet domestic noir, der er dukket op de seneste år. Domestic noir er psykologiske thrillers, der i stedet for at tage udgangspunkt i en fremmed psykopat i stedet for fokuserer på mareridtet bag hjemmets trygge vægge. Det kan f.eks. handle om dysfunktionelle parforhold som i Mørke afkroge af Elizabeth Haynes og Du af Caroline Kepnes, eller om skjulte hemmeligheder i familien som i Dobbeltliv af S. J. Watson.

Som oftest er det ikke voldsomme begivenheder, der præger romanerne. I stedet er de stemningsdrevne og fulde af usagte rædsler, og det er også tilfældet i Den anden. Her lader Harriet Lane skiftevis Nina og Emma fortælle, og lader derved læseren få et skræmmende indblik i tankerne bag tilsyneladende helt uskyldige handlinger.

Langsomt kommer vi længere og længere ind i bevæggrundene for hvad der sker, men selvom vi til sidst får forklaringen på, hvad der har udløst dette had, så sidder man som læser tilbage i vantro over, hvordan begivenhederne har accelereret.

Den anden er en isnende psykologisk thriller, der med en fremragende sans for suspense driver læseren frem med lige dele nysgerrighed og fascination til den overrumplende og onde slutning. Jeg var simpelthen nødt til at læse de sidste to sider flere gange for at blive overbevist om, at jo – sådan slutter den.

Harriet Lane skriver flydende og let, og sammen med de overbevisende portrætter af både Nina og Emma gør det romanen til fremragende læsning, der sætter sig i én i lang tid bagefter.

Læs også Martine Gjedes artikel om Domestic Noir på Plusbog.dk

Oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk

Om Den anden:

Originaltitel: Her
Omslag: Øystein Vidnes

Horn af Joe Hill

Horn af Joe HillHvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.

For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …

Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.

Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.

Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.

Om Horn:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck

Prison

PrisonEt gammelt nedlagt fængsel genåbnes, da man mangler cellepladser. Eaton Sharpe, tidligere vagt i fængslet, udnævnes til direktør, og Kathrine Walker skal være bestyrelsens øjne og øre i fængslet. Men der går ikke længe, før den første fange dør på mystisk vis, og da endnu en fange findes dræbt, sætter Sharpe hårdt mod hårdt for at finde frem til morderen, som han er overbevist om, er en af fangerne. Det viser sig dog, at det gamle fængsel gemmer på en hemmelighed. Noget fra fortiden er blevet vækket og ønsker hævn. Midt i det hele befinder den unge biltyv Burke sig, og uanset om han vil eller ej, bliver han blandet ind i et blodigt opgør.

Prison er ikke en epokegørende eller vildt opfindsom film. Det er en B-films variation af haunted-house-genren, som udspiller sig i et fængsel. Men selvom den måske ikke er særligt overraskende i plot og manuskript, så er det alligevel en rigtig underholdende film. Ikke mindst fordi det er lykkes at skabe nogle utroligt klaustrofobiske scener ved at optage filmen i et virkeligt nedlagt fængsel.

Derudover er skuespillet slet ikke så dårligt. Lane Smith, som spiller Eaton Sharpe, kan især fremhæves. Han er fremragende som den psykopatiske fængselsdirektør, der hverken kan lide kvinder eller fanger, og som gemmer på en hemmelighed. Viggo Mortensen spiller biltyven Burke, og selvom rollen ikke hører til hans største præstationer, så er det alligevel solidt og ganske overbevisende. Som en kuriositet kan jeg også nævne Kane Hodder, der siden kom til at spille Jason Vorhees et par gange, som har en ganske lille rolle som fængselsbetjent.

I ekstra-materialerne fortæller finske Renny Harlin om arbejdet med Prison, hans første amerikanske spillefilm. Før den havde han lavet Born American i 1986, men da filmen blev bandlyst i Finland af politiske årsager, tog Renny til USA for at slå igennem. Her rendte han studierne på dørene med en kopi af Born American, og heldet ville, at han mødte produceren Erwin Yablans, der bl.a. havde distribueret John Carpenters Halloween. Yablans mente, at Renny kunne blive den nye John Carpenter og hjalp filmen i gang.

Prison blev optaget på 36 dage on location i et nedlagt fængsel i Rawlins, Wyoming. Ved siden af var der blevet bygget et nyt fængsel, og her fandt Renny både eksperthjælp til researchen samt statister til fanger og fængselsbetjente. Budgettet var på blot 1,3$ dollar, så Renny og holdet måtte selv lave deres special effects, hvilket er lykkes overraskende godt for det meste. I en af scenerne bliver en fængselsbetjent f.eks. snøret godt og grundigt ind i pigtråd, og den klarede man ved at lave pigtråden af telefonledning, og så indspille snøringen baglæns. Det virker vældig godt.

Filmen blev en af de sidste produktioner fra Empire Pictures, der måtte lukke året efter af økonomiske årsager. Det betød, at Prison aldrig fik den store markedsføring, og dermed ikke blev nogen kommerciel succes. Ikke desto mindre var filmen medvirkende til, at Renny samme år fik jobbet som instruktør på A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master, bl.a. fordi producenterne kunne se, at han kunne lave meget film for små penge. Siden har Renny Harlin stået bag film som Die Hard 2, The Long Kiss Goodnight, Deep Blue Sea og Exorcist: The Beginning for blot at nævne et par stykker.

Selvom Prison ikke er stor filmkunst, så havde jeg alligevel en fornøjelig oplevelse med at se den. Nok kammer den gevaldigt over mod slutningen, hvor man mærker, at både tid og penge er ved at løbe ud, men langt det meste af filmen er interessant filmet og underholdende spillet. Og så er det jo aldrig af vejen at hygge sig med lækker-måsen Viggo.

Om Prison:

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

Læs også Planet Pulps omtale af ”Prison”

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Det sjette bud

Det sjette budDenne spanske film, der har fået den danske titel Det sjette bud, var en anderledes oplevelse. Bagsideteksten lover huleudforskning, hævntogt og gemte hemmeligheder, så jeg havde forventet mig en actionpræget film, måske en blanding af The Decent møder En mand ser rødt. Det var det overhovedet ikke – Det sjette bud var langt bedre, om end ikke en decideret gyser.

I en lille spansk by finder indbyggerne et uudforsket hulesystem. De invitere forskeren Estaban fra det Geologiske Institut til at komme og se nærmere på hulerne, i håb om at det vil kunne bringe noget turisme til området. Samtidig er en ung pige blevet fundet myrdet og voldtaget ikke langt derfra, og gerningsmanden er ikke blevet fundet.

Estabans kæreste dukker op i byen, og mens Estaban og makkeren Julian undersøger hulerne, bliver hun overfaldet. Det lykkes hende med nød og næppe at undslippe, og Estaban finder hende, men da de kører derfra, ser de en mand, der ligner voldtægtsmanden. Det udvikler sig voldsomt, og så dukker en betjent op.

Det sjette bud fortælles som en lang række kapitler. Først ser vi noget fra den ene persons historie, så fra en anden og så en tredje. Historierne fortælles ikke nødvendigvis 100% kronologisk, men de flettes sammen og giver til slut et fuldendt billede af begivenhederne.

Jorge Sánchez-Cabezudo lader efter den voldsomme start filmen udvikle sig i et roligt tempo og fortæller med nogle yderst smukke billeder. Det er en utrolig intens film, som virkelig fangede mig, selvom den måske umiddelbart kan virke kedelig. Men skuespillet og den intense atmosfære i filmen gjorde oplevelsen til noget særligt.

Måske skal man være i humør til en lidt langsom film, når man går i gang med at se Det sjette bud, men er man det, garanterer jeg en både flot og atmosfærefyldt oplevelse.

Og for resten – hvis du spekulerer over, hvilket bud der er det sjette, så lyder det: ”Du må ikke bryde ægteskabet”.

Om filmen:

Instruktør: Jorge Sánchez-Cabezudo
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: La noche de los girasols

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis

Ghost Rider - vejen til HelvedeEfter at have set filmatiseringen af “Ghost Rider” fik jeg lyst til at genlæse tegneserien, som G. Floy Studio udgav på dansk tilbage i 2007. Jeg mindedes nogle utrolig flotte tegninger, og jeg havde ret. Ghost Rider – vejen til Helvede er fyldt med de fedeste tegninger, og Johnny Blaze rykker for vildt.

Johnny solgte sin sjæl til Djævelen for at redde sin ven fra at dø af kræft. Desværre døde vennen alligevel, og nu kører Johnny Blaze som Ghost Rider hver nat i Helvede for at undslippe dæmonerne, som jager ham. Men hver nat indhenter de ham og flår ham i stumper og stykker. Nu får han tilbuddet om at slippe ud af Helvede, da englen Malachi har brug for hjælp til at indfange dæmonen Kazann, som har forladt Helvede og nu er løs på jorden. Blaze siger ja, og så er problemet bare at standse Kazann.

Hvor Hollywoodfilmen med Nicholas Cage som Johnny Blaze er en omgang mere eller mindre sukkersødt pjat, så er tegneserien mere grum. Englene, som skal forestille at være de gode, er ikke meget bedre end dæmonerne, når det gælder om at undgå at skade menneskene. Bare målet nås er det lige meget, om der ryger en sjæl eller 100 med i købet. Det, synes jeg, gør historien bedre, omend mere tragisk for Blaze.

Tegningerne er som nævnt utroligt flotte, og siderne udfyldes skiftevis af store billedrammer med kun en på hver side eller mange små, som ligger ind over hinanden og skaber en fantastisk dynamik, der konstant fører historien fremad. Farvelægningen er lige fra flammende orange toner, når Ghost Rider dukker frem, over sorte og grå nuancer til mørke blålige toner når englene dukker frem. Det er en nydelse for øjnene, selvom historien er ond og grum.

I forordet til tegneserien fortæller Stan Lee om Ghost Rider, at figuren opstod tilbage i 1972 i Marvel Comics “Marvel Spotlight 5” af Mike Friedrich og David Ploog. Horrortegneserier med overnaturlige temaer var på det tidspunkt meget populære i USA, og Ghost Rider fik hurtigt sin egen serie, som flere kendte forfattere og tegnere har bidraget til gennem årene. Garth Ennis, som har tegnet Ghost Rider – vejen til Helvede har også bidraget til tegneserier som “Hellblazer“, “Hitman” og “Punisher”.

Glem alt om filmen “Ghost Rider” og tjek i stedet for tegneserien ud, hvis du ikke allerede kender den. For Garth Ennis historie er langt bedre end Hollywoods overdimensionerede vrøvl.

Om Ghost Rider – vejen til Helvede:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: G. Floy Studio, 140 sider

Haunted Child (Silk)

Haunted ChildDet er lykkes for den handicappede videnskabsmand Hashimoto at opfinde “Menger Sponge”, et energifelt som kan ophæve tyngdekraften, og som er et hemmeligt projekt under den taiwanske regering.

Men Hashimoto bruger også forskningen til sit eget formål. Det er lykkes ham og hans team at fange spøgelset af en dreng ved hjælp af “Menger Sponge”, og nu forsøger han at finde ud af, hvorfor drengens spøgelse bliver på jorden, når alle andres ånd forsvinder kort efter dødens indtræffen. Han beder derfor politimanden Tung om at finde ud af, hvem drengen var, og hvorfor han døde.

Men det viser sig at være ikke helt ufarligt, for drengen har dræbt flere mennesker, og da det lykkes Tung at finde frem til, hvem drengen var, opdager han en forfærdelig hemmelighed. En hemmelighed, som Hashimoto tror, han kan bruge til sin egen fordel, for med sin sygdom har han ikke længe igen på jorden.

For mig var Haunted Child rigtig underholdende. I en blanding af spøgelseshistorie, science fiction elementer og klassisk politi-opklaring fortælles historien uden pauser til at tænke for længe over tingene. Haunted Child stiller spørgsmålstegn ved, hvad der findes efter livet, og om det altid er bedre at være levende end død.

Visuel effects er udmærkede, og scenerne når spøgelserne ser sig vrede på mennesker omkring dem er vellavede og skræmmende. Jeg havde ind i mellem lidt svært ved at følge de videnskabelige udredninger, men det er jo egentlig også ligegyldigt. I hvert fald tror jeg ikke, at “Menger Sponge” har ret meget hold i virkeligheden.

Alt i alt var Haunted Child underholdende og kan anbefales til et par timers gys.

Om filmen:

Instruktør: Chao-Bin Su
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Gui Si

Dolan’s Cadillac

Elizabeth (Emmanuelle Vaugier) og Robinson (Wes Bentley) er lykkelig gift og arbejder på at blive forældre, da Elizabeth under en ridetur opdager nogle menneskesmuglere. Hun ser gangsteren Dolan (Christian Slater) skyde en af pigerne, og på trods af at Robinson forsøger at overtale hende til at lade som ingenting af frygt for repressalier, går hun til politiet. De lover at beskytte hende, men Dolan er en magtfuld mand, og han får fat i Elizabeth. Nu lever Robinson kun for sin hævn. Men hvordan får man fat i en mand, der virker aldeles usårlig?

“Dolan’s Cadillac” er baseret på en novelle af Stephen King fra samlingen “Nightmares and Dreamscapes“, og det skal tit ses som et advarselstegn. Det er nemlig sjældent, at filmatiseringerne er særligt vellykkede efter min smag. “Dolan’s Cadillac” er dog endt rimeligt, og selvom jeg ikke synes, den er et mesterværk, så er den dog heller ikke decideret dårlig.

Christian Slater, som spiller Dolan, gør et godt og overbevisende job. Han er led og modbydelig, og mod slutningen kommer hans sande natur for alvor frem. På plussiden er også det visuelle udtryk, som efter min mening er lykkes rigtig godt. Flere af scenerne er nærmest surrealistiske i tonerne og klipningen, og der virker stærkt på mig.

Til gengæld synes jeg ikke, at det er lykkes at skabe helt samme mørke undertone, som løber i novellen. Bl.a. venter Robinson på sin hævn i flere år i novellen, mens det i filmen sker meget hurtigt. Det giver ikke publikum tid til at komme lige så langt ind under skindet på Robinson, og dermed føler man ikke, præcist HVOR desperat han er for at få ram på Dolan. Ligeledes bliver alle hans forberedelser nærmest negligeret på den bekostning, og det er bl.a. arbejdet med dem, der gør novellen så stærk og skaber meget af suspensen. Og heller ikke valget af Wes Bentley som Robinson er efter min mening helt vellykket. Han har et stærkt ansigt, men desværre bruger han ikke sin mimik særligt godt her i filmen. Allerede før hans hustru dør, ser han bare trist og vred ud, så der bliver ingen udvikling fra glæde til sorg.

Jeg kan forestille mig, at filmen bliver bedre, hvis man ikke har læst novellen først. Så har man nemlig ingen forventninger til noget, og kan se “Dolan’s Cadillac” som en gedigen thriller. Har man læst den, bliver filmen en lille smule skuffende, men den er dog langt fra den værste Stephen King filmatisering.

Instruktør: Jeff Beesley
Udgivelsesår: 2009

Ringu 0

Ringu 0I 1998 kom “Ringu“, i 1999 kom “Ringu 2” og i 2000 kom denne prequel “Ringu 0” instrueret af Norio Tsuruta, der også har instrueret film som “Premonition” og “Dream Cruise“.

Filmen starter for 30 år siden, og fortæller historien om hvad der skete med Sadako i tiden efter dr. Ikumas eksperiment frem til hendes død.

Journalisten Miyaji opsøger skolelæreren fru Sudo fra Oshima for at spørge om en elev, som gik på skolen 11 år tidligere. Eleven var Yamamura Sadako. Fru Sudo fortæller, at Sadako var en sød og nem pige, og at hun flyttede med dr. Ikuma til Tokyo.

Så klipper filmen til Sadakos liv. Hun bor i Tokoy og går jævnligt ved en læge, som giver hende medicin for nogle syner, hun har. Hun forsøger at leve et normalt liv, og har bl.a. meldt sig til en teatertrup, men de øvrige skuespillere er nervøse omkring hende.

Da Aiko, som spiller den kvindelige hovedrolle i stykket, dør, får Sadako rollen, og det skaber endnu mere splid. Den eneste, som er på Sadakos side, er lydmanden Toyama, og de to forelsker sig. Men dagen før premieren ser Toyama instruktøren forulempe Sadako, og der opstår et slagsmål, hvor instruktøren dør. Sadako og Toyama forsøger at skjule liget, men det opdages midt under premieren, og Sadako får skylden.

Miyaji, som også har opsøgt både Sadakos læge og instruktøren,  er også til stede under premieren, og hun har fået en af de øvrige fra truppen til at spille et bånd, der blev opdaget under dr. Ikumas eksperiment. Alt dette er med til at skabe en kaotisk stemning om Sadako, og aftenen ender på en måde, der bringer minder om Stephen Kings roman “Carrie“.

Men teatertruppen er ikke færdig endnu og tager ud til dr. Ikumas hus, hvor endnu en overraskelse venter.

Jeg er ikke så imponeret over “Ringu 0”. Jeg forstår ikke helt, hvorfor journalisten i den grad har et horn i siden på Sadako, og spændingen kan heller ikke blive så stor, når man på forhånd ved, hvordan filmen ender. Samtidig er en stor del af plottet snarere en tragisk kærlighedshistorie end en gyser.

Tsuruta forsøger godt nok at lægge en ny betydning ind over slutningen, men resultatet er det samme, og om Sadako kommer tilbage efter hævn af den ene eller anden årsag i de efterfølgende film, synes jeg egentlig ikke ændrer så meget. Men jeg fandt da ud af, hvorfor hun bevæger sig så underligt som ånd.

Hvis du ikke er helt vild med asiatisk horror, så spring “Ringu 0” over og prøv i stedet for Tsurutas “Premonition“. Den er meget bedre.

Om “Ringu 0”:

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ringu 0: Bâsudei

Fear

Fear-Vikram-BhattMan kan bruge biblioteket til meget. Jeg fandt f.eks. denne indiske gyser på biblioteket, og selvom jeg ikke kan sige, at det var en stor filmisk oplevelse, så er det alligevel interessant at se forskellige landes bud på, hvad en gyser er.

“Fear” er en meget dramatisk film i ren Bollywood stil. Selvom det er en gyser, er der en kærlighedshistorie flettet ind, ligesom vi ikke slipper for et par sange undervejs. Skuespillet er temmeligt karrikeret, f.eks. kan vi altid se, at scenen er uhyggelig, fordi den kvindelige hovedperson spærrer sine i forvejen store øjne helt op og ånder tungt og højlydt, mens brystkassen bevæger sig som en blæsebælg. De usympatiske personer er heller ikke bare almindeligt usympatiske, de er utrolig usympatiske. Men alt det er vist typisk Bollywood.

Selve historien fortælles som et flashback af den kvindelige hovedperson. Det starter en aften, hvor den unge Devs bil går i stå, og han finder en ung, smuk kvinde i en sø. Han tager hende til hospitalet, hvor det viser sig, at hun har mistet hukommelsen og ikke ved, hvem hun er. Hospitalet sætter en annonce i avisen, men ingen reagerer, og da Dev har forelsket sig i kvinden, som han kalder Anamika, tager han hende hjem til sig.

Men Anamika plages af “noget”, som forfølger hende. Devs husbestyrer Shanta tager Anamik med til ms. Kesar, der har forstand på sort magi. Shanta er nemlig sikker på, at Anamika er offer for en forbandelse. Ms. Kesar finder ud af, at en ånd forfølger Anamika, men for at finde ud af hvorfor må Anamik huske sin fortid. I første omgang sendes hun dog til en præst, der hjælper med at fange ånden.

Da ånden er af vejen, går det godt nogen tid, og Dev tager hjem for at fortælle sine forældre, at han ønsker at gifte sig med Anamika. Men mens han er væk dukker Rajat op. Han er Anamikas ægtemand og tager hende med hjem. Her fortæller han hende, hvad der er sket, og hvorfor hun var i et uheld. Men er det nu også sandheden?

Som sagt er det en meget dramatisk historie. Bedst som man tror, at nu er alle dele på plads, så dukker et nyt twist op, og efter min smag var filmen i hvert fald en halv time for lang. På plus-siden er nogle udmærkede special- og visual effects. Bl.a. bliver ms. Kesars datter besat af ånden, der forfølger Anamika, og det er supergodt lavet. Også scenen, hvor præsten hjælper med at fange ånden, er rigtig god, og så har historien en helt okay slutning.

Instruktøren Vikram Bhatt bruger forskellige lyssætninger undervejs, og eksperimenterer også med forvrænget perspektiv og hurtig zoom og panorering af billedet, og det er med til at underbygge uhyggen – når det altså ikke overdrives, for ind i mellem var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det i virkeligheden var min dvd-afspiller som drillede.

Jeg tror ikke, at jeg vil se vildt mange indiske gysere fremover, men “Fear” var en okay og rimelig interessant film, og selvom den både nogen måder var meget anderledes, så er det alligvel en mere vestlig tilgang til historien end f.eks. de japanske gysere. Men Indien er jo også en del af British Commonwealth.

Instruktør: Vikram Bhatt
Udgivelsesår: 2007

Sweeny Todd

Sweeny ToddJeg holder meget af Tim Burton, og synes nærmest han er genial til at skabe stemning i sine film. Og det gør han også til fulde i denne mørke historie om Sweeny Todd, barberen fra Fleet Street.

Sweeny Todd, som han kalder sig nu, har været forvist i 15 år for en forbrydelse, han ikke begik. Grunden hertil var Todds smukke hustru, som dommer Turpin ønskede at få for sig selv. Todd er nu tilbage i London og ønsker hævn, for hans kone er død, og hans datter vokset op hos Turpin, som nu ønsker at gifte sig med hende.

Todd slår sig sammen med Mrs. Lovett, som sælger de værste pies i London. Han skærer halsen over på de kunder, som han synes fortjener det, og takke være den ny kødforsyning, bliver Mrs. Lovetts pies pludselig ganske populære. Til sidst lykkes det også Todd at få lokket dommer Turpin til sig. Men hævnen kan også have en bagside.

“Sweeny Todd” bygger på en musical, og her er en del sang i. Normalt synes jeg, at alt det syngeri trækker tempoet for meget ud af en film, men det fungerer faktisk udmærket her. Måske fordi Tim Burton – som altid – har kælet utrolig meget for billedsiden. Her er arbejdet med farverne, med kulisserne, med kostumerne osv. så det hele fremstår i et smukt dystert billede af London. Burton kan fremmane en gotisk stemning som få, og samtidig kan man mærke, at han har moret sig med at lave de mere blodige detaljer i filmen, som f.eks. Todds maskine til at få ligene af vejen.

Selvom jeg ikke er lige vild med alle skuespillerne, så imponerer både Johnny Depp og Helene Bonham Carter som henholdsvis Sweeny Todd og Mrs. Lovell. Men også Timothy Spall i birollen som dommerens håndlanger, Beadle Bamford, er helt forrygende. Han er usandsynlig slesk og ulækker, så det er en fryd for øjet.

“Sweeny Todd” er en film, hvor der i den grad er kælet for detaljerne, og hvor tempoet er roligt, så historien får lov til at udvikle sig stille og roligt, mens man som tilskuer bliver fanget fuldstændig ind. Den er iøvrigt filmatiseret flere gange, bl.a. i 1936 af George King.

Om filmen:

Instruktør: Tim Burton
Udgivelsesår: 2007

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk