Indlæg tagget med ‘hævn’

Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex

Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex

Jeg læser ind i mellem bøger, som jeg synes bør have en omtale her på siden, men som jeg af forskellige grunde ikke får gjort noget ved. En af disse bøger er den lille, tætte roman Vampyren fra Ropraz udgivet på forlaget Sidste Århundrede. Med sine kun 85 sider er romanen hurtigt læst, men ikke desto mindre er det en interessant fortælling, som efter sigende skulle baseres sig på en virkelig sag om et muligt justitsmord på en stalddreng. Uanset er den bestemt værd at læse.

Forlaget skriver:
Vampyren fra Ropraz – der angiveligt bygger på en virkelig sag om et muligt justitsmord – er trods titlen ingen vampyrroman; i stedet kan den minde om landsmanden Friedrich Dürrenmatts kriminalromaner om skyld, straf og hævn.

Året er 1903. I den schweiziske landsby Ropraz finder man den nyligt afdøde Rosa Gilliérons grav åbnet. Liget er slemt lemlæstet, kønsdelene søndergnaskede, og hjertet skåret ud af brystet. Historien om den bestialske forbrydelse spredes vidt og bredt, og med den genopvækkes også egnens frygt for vampyrer. Sladderen går, og ondsindede rygter florerer om hver eneste mand med selv den mindste afvigende adfærd. Det ellers strengt calvinistiske landsbysamfund begynder atter at søge trøst og beskyttelse i katolicismens kors.

Da endnu to kvindelig lemlæstes, må en mistænkt fremskaffes, og kort efter anholdes stalddrengen Charles-Augustin Favez for usømmelig omgang med en kvie. Nu har man den perfekte skyldige: en alkoholiseret outsider og kronisk masturbatør med unaturligt store hjørnetænder og permanent blodskudte øjne – de sidstnævnte træk anses på egnen for klare tegn på vampyrisme.

Favez bliver en cause célèbre i medierne, et skattet objekt for psykiaterne og en erotisk drøm for en mystisk kvinde klædt i hvidt. Da retssagen går i gang, fastholder landsbysamfundet Favez som syndebuk, trods manglende beviser. En syndebuk, hvis ofring dækker over dybt begravede hemmeligheder og forbudte lyster.

Med en usentimental, nedbarberet prosa vækker romanen en verden af beklumrede, sneklædte bjerglandsbyer og nedarvede fordomme til live. Vampyren fra Ropraz er en roman om, hvordan samfundet skaber et monster, om en latent ondskab, hvis sande ansigt ikke bærer hugtænder, men kors og høtyv.

Jacques Chessex (1934-2009), schweizisk forfatter og maler. Chessex skrev om forbrydelse og straf i den vestschweiziske provins, ofte med henvisning til historiske sager. Hans dokumentariske tilgang har i mindst ét tilfælde indbragt ham dødstrusler, og han fik aldrig noget stort publikum i sit hjemland. Modtagelsen var anderledes positiv i Frankrig. I 1973 blev Chessex tildelt den prestigefulde Prix Goncourt som den første ikke-franskfødte forfatter nogensinde, og han modtog Grand prix Jean Giono for Vampyren fra Ropraz i 2007. Jacques Chessex er begravet på kirkegården i Ropraz.

Anmelderne skriver:

Katherine Diez, Berlingske:
“Vampyren fra Ropraz” er en mesterlig om end maksimalt morbid, lille roman, der i øvrigt vil vække mindelser hos alle med kendskab til Arthur Millers verdensberømte skuespil “Heksejagt”. Det er en roman om, at monstre ikke bliver skabt af sig selv, men af samfund, hvor ondskab er latent og systemer svigter. Om at, de sande monstre ikke nødvendigvis er freaks, men i virkeligheden dem, der bærer – eller i hvert fald bar – på kors og høtyve. (Læs hele anmeldelsen i 24.05.2021 Berlingske)

Arvid Kühne, Littuna.nu:
Et lille Schweizisk landsbysamfund bliver i 1903 pludselig ramt af en række makabre overgreb på nyligt døde unge kvinders lig. Nogen graver de døde op, skærer i dem, smager på dem, voldtager dem. Fakler bliver tændt, børn må ikke gå ud alene, naboer bliver angivet; der er en vampyr på løs fod og beboerne af Ropraz vil se blod. Men dette er ikke en vampyrfortælling. Det er en fortælling om myten om en. […] Den mentalt udfordrede og alkoholiske stalddreng Favez bliver anholdt, og ender som syndebukken for alle beboernes undertrykte lyster. […] Men er Favez skyldig, og er Favez et monster, er beboerne i Ropraz det også. For Favez er selv offer for ekstrem vold, mishandling og voldtægt. Favez er en konsekvens af levevisen i Ropraz. (Læs hele anmeldelsen)

Om Vampyren fra Ropraz:

Udgivelsesår: 04.05.2021
Forlag: Sidste Århundrede, 85 sider
Omslag: efter Valerius de Saedeleer; De Oude Boomgaard in den Winter (1925)
Originaltitel: Le Vampire de Ropraz (2007)
Oversætter: Nils Schultz Ravneberg

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Fuglereden af Shirley Jackson
Unge sjæle af Sigurd Mathiesen
Salveren af Bo Reinholdt

Sølvmåne af Mikael Rasmussen

Sølvmåne af Mikael Rasmussen

I Sølvmåne blander Mikael Rasmussen vikingesagn og den nordiske mytologi med myten om varulvens oprindelse. Resultatet er en spændende, men lidt for lang fantasyroman for især historisk interesserede.

Ejnar Sigvaldsson er sammen med hustruen Astrid og deres børn flyttet til Bjørneskoven, cirka en halv dagsrejse fra Hedeby. Her lever han fredeligt langt fra fortidens kampe, der har sikret ham et vældigt ry som en stærk kriger. Men en dag rammer ulykken. Mens Ejnar er på jagt sammen med sin svend, Birger, overfalder ulve gården og dræber alle. I spidsen for flokken er en stor sort ulv, og Ejnar sværger hævn. Han vil dræbe den sorte ulvs familie, som den har dræbt hans. Og til sidst vil han dræbe den.

En lang jagt følger, som byder på store strabadser og voldsomme kampe. Undervejs må Ejnar bl.a. restituere i en saksisk jægerlandsby, men også her bryder uroen ud omkring ham. Til sidst, nærmest ved verdens ende, lykkes det Ejnar at indhente den sorte ulv, og den ultimative kamp kan begynde.

Imens går livet videre i Hedeby, hvor høvdingen Hallgeir Gudmundsson råder. Hallgeir er ambitiøs, men han er ikke en dygtig høvding. I striden mellem den Hvide Krist og de gamle guder holder han sig til Odin og Thor. Alligevel lader han dog biskoppen Jarlan Berthoud prædike i den godt 100 år gamle kirke. Men Hallgeirs fejlskøn har fået konsekvenser. Handlen i Hedeby er langt fra så god, som den var tidligere, og folk er utilfredse.

Samtidig har Hallgeir ansat tre nye krigere som sine nærmeste mænd. Tre krigere, der er mere motiveret af guld end af ære, og som hellere end gerne sender den gamle kriger Holger, der stadig nyder stor respekt i hirden, til Valhalla. Holger har nemlig på fornemmelsen, at der er noget galt. At Hallgeir og de tre krigere måske ikke har rent mel i posen, og at de vil gøre meget for, at Ejnar ikke skal vende tilbage til sin gård.

Så kommer skjalden Halvdan på besøg. Han fortæller en grum historie om en bersærk i ulveham, der har udryddet hele byer op gennem Tyskland. Da der kort efter dukker en forhutlet gammel mand op i Hedeby, beslutter Hallgeir sig for at ofre gamlingen til guderne og slå to fluer med et smæk. Men heller ikke denne gang flasker tingene sig for Hallgeir.

Sideløbende med Ejnars jagt og Hedeby-plottet hører vi også om jægeren Goswin og kvinden Elena. Der indskydes fortællinger fra Ejnars og Holgers tid som krigere, og vi får også serveret en masse viden om dagliglivet i vikingetiden og om sammenstødene mellem kristendommen og troen på de gamle nordiske guder.

Som jeg indledningsvis skrev, er Sølvmåne en spændende fortælling. Her er masser af drabelige kampe både mellem mænd og bæster, og bogen giver også et interessant indblik i vikingernes verden. Selve idéen med varulvens oprindelse er godt tænkt. Andre har også kigget på vikingernes bersærkere i den anledning, men Mikael Rasmussen giver oplægget sit helt eget spind. Sprogligt tilstræber bogen at lægge sig op ad de gamle vikingesagaer, hvilket giver en god stemning til historien. Det er dog ikke altid det lykkes 100%, og særligt dialogerne bliver ind i mellem lidt statiske efter min smag.

Sølvmåne er knap 600 sider lang, og skal jeg komme med en anke, så er det længden. Mikael Rasmussen har så mange fortællinger, han gerne vil have med, at det næsten tager fokus fra hovedhistorien, og det, synes jeg, er lidt ærgerligt. En skarpere vinkel på fortællingen kunne have løftet historien lige det sidste stykke op. Men når det er sagt, så er Sølvmåne et underholdende bekendtskab. Og så har jeg bare et svagt punkt for fortællinger, der bruger dansk historie og danske sagn og myter som udgangspunkt. Der ligger så mange fantastiske historier gemt, og det er fedt, at flere og flere forfattere får øje på dem.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af romanen:

Senere på natten faldt han omsider i søvn og vågnede brat, da Ejnar stod, som en sort silhuet uden for døren. Efter noget tid kom han ind og satte sig, og stilheden blev kun brudt af ildens leg med brændet, de lejlighedsvise puf og knitren. Ejnars ansigt var uigenkendeligt og dækket af blod. Den barske mine var indgroet, livet var ikke en del af dette ansigt mere. Med forsigtige bevægelser og med øjnene rettet stift på ilden fik Ejnar taget en bid af maden. Birger kunne følge, hvor langsomt han bevægede sig. Alting gik langsomt for Ejnar, og det var tydeligt, at han foretrak stilheden. Ingen ord kunne hjælpe nu. Mens ilden langsomt døde hen, begyndte lyset at dukke frem. Morgenen var frisk, og de tunge skyer var væk. Endelig fik Ejnar brudt sin stirren ned i ilden, af og til et kig ned i maden. Mjødhornet blev tømt, og atter flere røg ned. Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene.

Da Birger senere på formiddagen vågnede, havde Ejnar flået de døde ulve. Skindene hængte til tørre. Med ansigtet stadig smurt ind i blod arbejdede han som en besat med at pakke sammen. Sværdet, dolken, øksen, buen og alle de pile, der kunne være i holderen. Lidt tørret flæsk og resten af brødet. Skindene blev taget ned og pakket. Ejnar var klar. Da Birger gjorde mine til at følge med, stoppede Ejnar ham og kiggede på ham med døde øjne.

– Dette er mit hævntogt … sagde vikingen og så hadefuldt i retningen af, hvor ulvene var stukket af. – Hold snylterne væk fra mit hus, Birger, det er først ovre, når de alle er sendt tilbage til Hel, hvis ellers dyreriget har et sted som Hel. (side 31-32)

Om Sølvmåne:

Udgivelsesår: 01.05.2021
Forlag: Valeta, 590 sider

Læs Allan Haverholms underholdende antropologiske gennemgang af varulvens udviklingshistorie på Superkultur

Læs også:

Fall of gods : she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Hels rejse af Signe Fahl
Harzens hvide ulv og andre klassiske varulvefortællinger
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Varulvenætter af Whitley Strieber
Varulv / red. Nikolaj Højberg
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Diget af Teddy Vork
Lemlæstet af Jonas Wilmann


Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

En død københavner midt i Vadehavet. En forsvunden skoleelev. Et dansk-tysk politi-samarbejde. Dennis Jürgensen er tilbage med en ny serie Mand uden ansigt.

Da en død mand bliver fundet i grænselandet ude i vadehavet, bliver kriminalassistent Lykke Teit sendt til Sønderjylland for at assistere det lokale politi sammen med en kollega fra det tyske politi. Hauptkommissar Rudi Lehmann viser sig at være en kompetent og venlig mand, og han og Lykke får hurtigt etableret et godt samarbejde.

Samarbejdet med det lokale politi går lidt mere trægt. Den døde mand blev fundet af en lærer og hans elev, der var ude at kigge på fugle. Læreren ligger nu på hospitalet, og eleven er sporløst forsvundet. Så mens Lykke og Rudi arbejder på at opklare mordet, efterforsker det lokale politi den forsvundne dreng med efterforskningsleder Mogens Krogh i spidsen. Men Krogh er ikke begejstret for, at hans overordnede har bedt om assistance fra ’Djævleøen’ og Tyskland. Han er overbevist om, at assistancen skal ses som en reprimande til ham.

For eleven er ikke det første forsvundne barn i Melum. For halvandet år siden forsvandt en 6-årig pige under en gemmeleg med sine venner. Efterfølgende fandt man hendes sko under en busk, men hverken pigen eller gerningsmanden blev fundet, og de lokale bebrejdede politiet, og i særdeleshed Mogens Krogh, for ikke at gøre deres job godt nok. Det er den bitterhed Krogh lader gå ud over Lykke og Rudi.

Jeg holder meget af Dennis Jürgensens tidligere bøger, både horror-romanerne og krimi-serien om Roland Triel, så jeg har set frem til Mand uden ansigt, der er første bind i en ny serie. Heldigvis leverer Dennis Jürgensen endnu en gang en atmosfærefyldt, spændende og velskrevet historie, der fanger læseren fra første side.

Som altid lader Jürgensen historien udvikle sig med forskellige plot-twists og en stigende suspense. Undervejs i efterforskningen sker endnu et par mord, og Lykke og Rudi kommer i kontakt med en dømt pædofil, der sidder i forvaring. Om der er sammenhæng mellem de forskellige sager, står åbent hele vejen til den hæsblæsende afslutning, hvor alle tråde bindes sammen.

Dennis Jürgensen er en mester i spænding, men også i at skabe troværdige og sympatiske personer. Jeg faldt straks for Lykke, der (ligesom Triel i øvrigt) har en personlig tragedie med sig i bagagen, men som bruger denne som brændstof for at blive en endnu bedre politikvinde. Også Rudi er et behageligt bekendtskab, og jeg er spændt på, hvordan serien udvikler sig fremover. Der kan i hvert fald gemme sig flere interessante konflikter i sammenstødet mellem det tyske og det danske, ligesom jeg tænker, at vi får nærmere indblik i de to efterforskeres fortid.

Endeligt vil jeg også rose forsiden. Smudsomslaget er effektiv, men indenunder gemmer sig en cigaræske fuld af hemmeligheder. Den er måske ikke lige så iøjnefaldende for en krimi, men den er virkelig smuk.

Mand uden ansigt er god, gedigen underholdning, som endnu en gang viser Dennis Jürgensens evne til at skrue en spændende og effektiv historie sammen.

Uddrag af bogen:

Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd. Han havde set fronten nærme sig og tænkte, at de godt kunne nå ind til fastlandet, men på få øjeblikke opslugte hvid tomhed og isnende kulde de vidtstrakte sandflader. Den udviskede horisontens takkede konturer, så diget forsvandt i det fjerne.

Det var ikke meningen, at de skulle have været så langt ud på vaden, men drengen blev ved med at finde nye genstande længere væk, og Lasse var selv optaget af at kigge på de mange fugleflokke, som fouragerede i naturens enorme spisekammer. Der var også noget dragende ved at gå udefter på den blottede havbund, som om man kunne vandre halvvejs til England, hvis tiden og tidevandet tillod det.

Det gjorde de ikke.

Han sagde til sig selv, at der ikke var nogen umiddelbar fare trods tågen. Han tjekkede altid tidevandstabellen før han gik ud. Der var mindst en time til, cyklussen vendte. Han havde gået her hundredvis af gange, men som regel alene, hvor han ikke havde ansvar for andre end sig selv. (side 7)

Om Mand uden ansigt:

Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Politiken, 336 sider
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Orbital 3: Modstandskamp af Sylvain Runberg og Serge Pellé

Orbital 3: Modstandskamp af Sylvain Runberg og Serge Pellé

Orbital 3: Modstandskamp byder både på politiske intriger, attentater og anklager om forræderi. IDB agenterne Mezoke og Caleb må stå op imod både ydre og indre fjender i 3. del af ’Orbital’.

Vi befinder os i det 23. århundrede. Rumstationen Orbital er både den konføderale magts centrum og en åbning mod andre rumtider, og så er den base for Det Interplanetariske Diplomatbureau (IDB), der forsøger at opretholde freden mellem de næsten 800 forskellige verdener.

Spændingerne mellem jorden og konføderationen har nået nyet højder, efter at en stor forsoningsceremoni mellem jordboere og sandjarrer endte i en katastrofe i bind 2 Nomader. Jagten på en syndebuk har bragt agenterne Caleb og Mezoke på anklagebænken for at være involveret i sagen, selvom Caleb stadig er i koma med svære skader.

Det lykkes for Mezoke at flygte med Caleb, men han er langt fra sig selv. Samtidig er Calebs værge fra barndommen, Hector Ulrich, blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd. De anklager ham for at stå bag attentatet på den verdenskonference, hvor Calebs forældre, der var glødende forkæmpere for jordens integration i konføderationen, blev dræbt. Oveni er der gang i de politiske intriger i konføderationens råd. Her presser acherodernes rådmand Ekkhlid på for at få afsat første-rådmand Evona Toot under anklage for højforræderi.

Der er mange tråde at holde styr på i Modstandskamp, og da der også springes i tid og sted, kræver det koncentration af læseren. Men jeg var opslugt af historien, som både er spændende og aktuel. For nok handler det om modsætninger mellem jordboere og udenjordiske racer, men angsten for det fremmede og racismens grimme ansigt er genkendelig i vores nutid. Det samme er magtspillet og de politiske intriger, hvor de personlige vindinger overtrumfer befolkningens bedste. Sidst men ikke mindst giver Modstandstandskamp også et blik ind i, hvordan jagt på retfærdighed kan udløse uretfærdigheder, hvis man lader målet hellige midlet.

Sylvain Runberg er også kendt fra ’Millennium’-trilogien baseret på Stieg Larssons krimier om journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander, samt ’Hammerfall’-sagaen om kampen mellem vikingerne og frankerne.

Serge Pellé har ikke udgivet noget på dansk før ’Orbital’-serien, men hans realistiske streg er fyldt med detaljer, der gør det spændende at gå på opdagelse i billedsiden. Farverne er overordnet holdt i afdæmpede brunlige og grålige toner, som understreger seriens rå atmosfære. Siderne er opdelt i faste billedrammer, men formen, størrelsen og antallet af rammer skifter, hvilket er med til at skabe suspense i fortællingen. Hver ramme holder øjet fast, mens man er spændt på at se, hvad der sker i næste ramme.

Da første bind i Runberg og Pellés serie ’Orbital’ udkom, blev den af mange betragtet som en moderne arvtager til P. Christins kæmpesucces om rumagenterne Linda og Valentin. Jeg er også begejstret for serien, som blot bliver bedre og bedre, og jeg glæder mig til de følgende bind.

’Orbital’-serien er dog ikke en ny ’Linda og Valentin’. Den er mere dyster, kompleks og alvorlig. Men den er bestemt ikke mindre god, og kan du lide science fiction, der sætter spot på aktuelle tendenser og problemstillinger og mikser det med underholdning og action, så led ikke længere.

Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Orbital 3: Modstandskamp

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Cobolt, 112 sider
Omslag: Serge Pellé

Orbital:

Nærkontakt; 1
Nomader; 2
Modstandskamp; 3

Læs også:

Ruiner af Adam O.
Sarkofagen; 1 af Christophe Bec
Rejsende i tid og rum: Linda og Valentins samlede eventyr; 1 af P. Christin
Dværgenes ø; 1 af Massimiliano Frezzato
Overløber; 1 af Tatiana Goldberg
Fyr og flamme; 1 af Jean-David Morvan
Saga; 1 af Brian K. Vaughan

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Teodor er buschauffør. Hver dag kører hans liv efter en stram tilrettelagt timeplan, og sådan foretrækker han det. Hans hjem er ryddeligt, grænsende til upersonligt, og selv privatlivet er skemalagt af faste rutiner. Men så bliver sønnen Mathias kørt ned og ender i koma på sygehuset. Langsomt begynder Teodors rutiner at smuldre, og så ringer hans bror, der netop er kommet ud af fængsel.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst In Absentia og Ad Nauseam af D.S. Henriksen (skrevet som Daniel Henriksen). Begge var humoristiske, splattede og fandenivoldske spændingsromaner. Det usynlige menneske er en mere alvorlig roman.

Historien fortælles i nutid af Teodor. “Jeg er på sygehuset. Der ligger en dreng i sengen foran mig. Det er min søn. Han blev indlagt på intensiv i går.” Sproget er nærmest klinisk opremsende som et bevidst fortælleteknisk greb. Et greb som også Brett Easton Ellis bruger i romanen American Psycho fra 1991. Og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere står den kliniske fortællestil i kontrast til det kaos, Teodors rutiner forvandles til.

I flashback hører vi, hvordan Teodor fra barn af har været både fascineret af og bange for sin bror. En bror der gik til grænsen – og overskred den. Hvordan broren allerede i folkeskolen fremviste psykopatiske træk, og hvordan Teodor gang på gang stod skrækslagen på sidelinjen. Nu er han efter mange år pludselig tilbage. Det åbner for en række ubehagelige minder, men giver også Teodor luft til at fortælle om sine frustrationer. Jo mere han åbner sig for broren, jo mere ødelægges rutinerne dog. Og til sidst er der ingen vej tilbage.

Det usynlige menneske er både historien om en far i dyb sorg, som kæmper for at håndtere, at hans elskede søn er kommet alvorligt til skade. Samtidig er det en historie om en mand dybt viklet ind i sit sind. Om facader der krakelerer og mennesker, der bryder sammen. Om kærlighed, hævn og psykoser.

Til slut vil jeg også lige rose forsiden, som med en sort silhuet mod en rød baggrund er ganske iøjnefaldende. Jeg ser den sorte silhuet som symbol på det regelrette menneske, der er usynlig i vrimlen, mens slipset om halsen på silhuetten både ligner en løkke, og blod der flyder, men også symboliserer den kedelige kontormand. En dobbelthed, der også går igen i romanen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100% overrasket over plottets udvikling, men Det usynlige menneske er velskrevet og fascinerende på den mørke måde, så grib den hvis du vil en smuttur ind, hvor sorg og psykopati ramler.

Uddrag af romanen:

Jeg tænker på min bror, mens jeg sidder med telefonen i hånden. Det går op for mig, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad han vil. Det burde jeg måske, men jeg har aldrig kunnet forudse hans næste træk, eller hvad jeg kunne forvente af ham. Desuden har vi ikke haft kontakt, siden han kom i fængsel, og jeg fandt sammen med Laura. Der er en overvejende chance for, at han ikke engang selv ved, hvad han vil. Han har dagligt taget den vej, der forekom nemmest, og levet sin tilværelse fri for bekymringer. Han har ingen planer med sit liv, intet ønske om opsparing, hus, bil, børn, ingen skitser eller skemaer, ingen faste aftaler. Han vil have det sjovt. Det er sådan, jeg husker ham. Og hans liv lyder måske beundringsværdigt, men for det meste går det ud over andre. Han var pågående og søgte grænser. Vi skulle derud, hvor man begyndte at grine eller græde.

Men jeg er ikke den, jeg var engang, så hvorfor skulle han være det?

Jeg må erkende, jeg ikke kender ham længere.

Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv føler, og hvordan jeg selv har det med, at han træder ind i mit liv igen. Jeg er ikke sikker på, jeg ved det endnu. Men jeg ved, at han repræsenterer en fortid, jeg helst vil glemme. Jeg fornemmer, der vil dukke mere og mere op af den, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil heller ikke skubbe ham væk. Jeg beslutter mig for, at vi kan snakke og mødes, og måske er det alt, der er i det. Måske er han allerede taget videre, taget bort, taget til et andet land. Måske. Jeg bryder mig ikke om måske. Det er vagt og usikkert. Jeg er ikke et måske-menneske.” (side 24-25)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det usynlige menneske:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 182 sider
Grafisk produktion: KWG Desing, Odense

Læs også:

Offer af Paul Cleaves
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Du af Caroline Kepnes
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Skygger af Henriette Rostrup
Deroute af Martin Schjönning
Mulm af Teddy Vork

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft

Fire noveller af Christian Winther

Fire noveller af Christian Winther

Christian Winther levede fra 1796 til 1876. Han var hovedsageligt kendt som lyriker, men skrev også prosa. Mest kendt er Fire noveller, som udkom i 1843.

Samlingen indledes med ‘Skriftestolen’. Historien handler om arkitekten Giulio, der overfor herren Marchese afslører, at når man står et bestemt sted i kirken, kan man høre, hvad der bliver sagt i skriftestolen. Men da den unge arkitekt vil demonstrere sin påstand, er skriftestolen optaget. Da Giulio vender tilbage til Marchese, virker denne først oprørt, men opfører sig derefter som intet var hændt. Og den næste morgen træder han ind i sin unge hustrus soveværelse…

Niels Kaas Johansen kalder i forordet ‘Skriftestolen’ for “den første haardkogte novelle i dansk litteratur“, mens Søren Baggesen på Arkiv for dansk litteratur kalder den for “[…] det mest prægnante stykke romantistisk prosa vi har på dansk.

Katrine Lehmann Sivertsen beskriver på Forfatterweb, hvordan novellen: “[…] sætter spørgsmålstegn ved dydens smalle sti, de strenge regler og idealets idylliserede overflade. Den fremhæver, at den gamle orden ikke er så ubrydelig endda, men kan ændres af blandt andet et frigjort subjekts erotiske kærlighed.”

‘En Hevn’ er ligesom den første historie i Fire noveller ganske kort. Her opdager en baron en ung kvinde i gang med at gennemse hans faders aflåste skrivebord. Han konfronterer hende og truer med fængsel, med mindre hun vil vise ham sin taknemmelighed. Men overtaget i novellen skifter, da kvinden afviser hans forslag og i stedet insisterer på, at hun skal afsløres.

Niels Kaas Johansen skriver i forordet, hvordan Winther her “[…] foregriber senere realistiske forfatteres foruroligende skildringer af kampen mellem kønnene, men det skal indrømmes, at den lidt for effektfulde slutning, der strejfer det teatralske, afspejler den kærlighed datidens publikum nærede for blodige og rædselsvækkende begivenheder.

De sidste to fortællinger i Fire noveller er væsentlig længere, og er efter min smag de svageste i samlingen. Men det er vist mest et bevis på, at jeg ikke har forstand på litteratur 🙂

‘Et Hjertes Gaade’ handler om et mystisk dødsfald og dets følger. En forstmester findes død i skoven, og man kan hurtigt konstatere, at han er blevet skudt. Mange år senere forelsker enkens søn sig i grevinde v. L, som viser sig at gemme på en mørk hemmelighed.

I den sidste novelle, ‘En Aftenscene’, er en midaldrende lærd mand trolovet med en ung kvinde. En aftenstund besøger han hende og beretter på hendes opfordring om sit ophold i Firenze i sine unge dage. Her bliver han bedt om at tilse en smuk prinsesse, der lider af feber, og det lykkes ham at helbrede hende. Den lærdes trolovede forstår ikke, hvorfor han dog ikke blev i Firenze og giftede sig med prinsessen, og da han forlader hende om aftenen, går det op for ham, at det er fordi hun ikke kender til kærlighed.

Om ‘En Aftenscene’ skriver Niels Kaas Johansen: “En Aftenscene” er skrevet med en isnende kulde, der dækker over et oprørt sind. Novellen er en af de mest plastiske og afslørende i dansk litteratur, den, der har skrevet den, har krav paa en fremtrædende plads i den danske prosas historie.”

Om Fire noveller:

Udgivelsesår: 1955 (1843)
Forlag: Eiler Wangels Forlag A/S
Illustreret af Preben Zahle
Forord af Niels Kaas Johansen

Indhold:
Skriftestolen
En Hevn
Et Hjertes Gaade
En Aftenscene

Læs også:

Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard og Jette Holst
Skygger / red. Steen Langstrup
Slaget ved Dorking / red. Niels Dalgaard
Gjengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Røverhistorier af Steen Steensen Blicher
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Et skud i tågen af J.P. Jacobsen
Det tabte ansigt af Otto Rung
Olalla af Robert Louis Stevenson

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Hannah Krause-Bendix er en yderst anerkendt forfatter. To gange har hun været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og hun har aldrig fået en dårlig anmeldelse i sit liv. Desværre har hun heller aldrig solgt særligt mange bøger. Til gengæld drikker hun alt for meget, og nu har hun endda fået en skriveblokering.

Så da hendes forlægger får hende overtalt til at deltage i Bogforum, og hun der overværer et interview med krimiforfatteren Jørn Jensen – arketypen på alt hvad hun afskyr – kan hun ikke styre sig selv. Før hun ved af det, er hun involveret i et væddemål. På tredive dage skal hun skrive en krimi bedre end noget Jørn Jensen nogensinde har præsteret.

For at få ro til opgaven tager Hannah til Island, hvor hun flytter ind hos den ældre kvinde Ella i den lille by Húsafjördur. Hannah har dog mest lyst til at give op. Hun hader tanken om at skrive en krimi, og føler at Ellas venlighed overskrider hendes grænser. Men da Ellas nevø, Thor, findes druknet, føler hun sig alligevel forpligtet. Snart er hun overbevist om, at Thors død ikke var et uheld, og som en anden amatørdetektiv kaster hun sig ud i at finde ud af, hvem der står bag, samtidig med at hun får skrevet sin krimi.

Jenny Lund Madsen debuterer som romanforfatter med Tredive dages mørke. En humoristisk og spændende krimi med et kringlet plot fuld af tråde, der bindes overbevisende sammen i den actionfyldte slutning. At handlingen er henlagt til Island, og at historien samtidig er velskrevet og overraskende, gør blot fornøjelsen større.

Jeg er vild med udgangspunktet om en litterær snob, der tvinges til at skrive en krimi, fordi: det kan alle gøre! Hannah er nemlig ikke en særlig sympatisk hovedperson. Hun er en arrogant, mistroisk enspænder, der holder alle fem fod fra livet.

Hannah starter sin eftersøgning med alle krimigenrens klichéer som udgangspunkt, men opdager at verden ikke er så simpel. Samtidig kommer hun meget mod sin vilje tættere på Ella, ligesom hun bliver involveret i andre af byens indbyggere under forsøget på at opklare mordet på Thor. Ikke mindst den lokale betjent Viktor og hans kone Margrét. Og efterhånden opdager Hannah, at hun ikke mere står uden for og betragter livet, men at hun rent faktisk deltager. Nu er det ikke et spørgsmål om at få skrevet krimien, men om rent faktisk at hjælpe Ella.

Som Hannah opdager undervejs, er det ikke helt let at skrive en god krimi. Men det er lykkes for Jenny Lund Madsen. Tredive dages mørke er en charmerende og spændende krimi med en original vinkel og en interessant hovedperson. Jeg er vild med metalaget om litterær værdi, som dog på ingen måde overskygger den gode historie. Tværtimod er vi underholdt på bedste vis hele vejen.

En varm anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

– Det var hende, der kastede den!

Natasja Sommer holder sig chokeret for munden, tydeligvis ude af stand til at håndtere noget, der ikke står på hendes sirlige interview-kort. Jørn, derimod, bevarer roen, han rejser sig for at kunne se ud over mængden, træder hen til scenekanten. Han øjner Hannah, hun gør ikke noget for at undvige hans blik.

– Nå da! Der er vist en, der ikke er så begejstret for min nye bog. Mængden griner, Hannah bruskoger.

– Jeg har ikke læst den, men den er vel bare en afskrift af en af dine tidligere bøger, hed din forrige udgivelse ikke Kvinden der sukkede efter sex. Den læste jeg på én dag.

– Så du har læst den! Jeg er meget smigret. Jørn smiler selvglad til mængden, der kvitterer med spredt latter og smil. Det første chok blandt publikum har lagt sig, folk har lynhurtigt omstillet sig til den nye underholdningssituation – her er to fronter trukket skarpt op, tydelig aversion mellem to anerkendte forfattere, en litterær fejde. Meget bedre end en enkelt mand over for en mikrofonholder på en scene.

Natasja Sommer har genvundet fatningen, holder vejret. Pressefotografer knipser. Hannah blinker, ser et kort øjeblik sig selv udefra, det er lige nu, det sker, hun rammes af en fiktiv sprøjte indeholdende lige dele panik, lige dele kampgejst. Hun fortrænger det første, adrenalinen giver hende mod.

– Du behøver virkelig ikke være smigret, det var en helt utrolig dårlig læseoplevelse. Jeg har holdt skrivekurser for børn, der går i fjerde klasse, men formulerede sig bedre.

Hannah tager et stik hjem i ondskabsfuldhed. En trækning ved Jørns mundvig viser sig, angreb på evner er det værste. Selv for en mand, der har solgt flere millioner bøger og nu også filmrettigheder til et engelsksproget land.

– Vi kan jo ikke alle skrive intellektuelle, smalle romaner for eliten. (side 22-23)

Om Tredive dages mørke:

Udgivelsesår: 18.09.2020
Forlag: Grønningen 1, 332 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Læs også:

Over mit lig af Mikkel Birkegaard
Døden på stranden af Ann Cleeves
Serien om Ruth Galloway af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
De efterladte af Palle Schmidt
Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Kulkælderen #5

Kulkælderen #5

For ikke så længe siden skrev jeg lidt om Absurd #3 her på Gyseren. Jeg er ret vild med den slags tegneserie-horror-antologier, så da jeg kort efter opdagede, at tegnestue-fællesskabet Kulkælderen var aktuel med Kulkælderen #5, hvor temaet er horror, jamen så var jeg nødt til at fluks at bestille den.

Den fantastiske forside er tegnet af Erlend Hjortland Sandøy, der også har skrevet og tegnet ‘That’s Synergy‘. En på overfladen humoristisk fortælling om en mand der flygter fra en gigantisk skikkelse. Manden finder tilflugt i en hule, men her venter en anden skikkelse. En fortælling om flugt fra livet og virkeligheden ind i en falsk sikkerhed.

The Plovdiv Experiment‘ har ligeledes en humoristisk tone. Bag historien står Søren Glosimodt Mosdal og Jacob Ørsted. Førstnævnte har blandt andet lavet Metrozone, som jeg også kan anbefale. Her i historien køber to journalister ind i et supermarked, hvor der uddeles smagsprøver. Men én for én begynder kunderne at forvandle sig til monstre. Hovedpersonerne i fortællingen er makkerparret Freddy og Fessor, som Mosdal og Ørsted har brugt i tidligere historier.

Sofie Louise Dam står bag den poetiske ‘Goodnight, Honey Bee‘ om pigen Beatrice, der bor i Daydream Manor, og Nightmarie der bor i Nightmare Tree. Jeg blev dybt grebet af billedsiden, der har et snert børnebogs-aura over sig, men i virkeligheden er fuld af skræmmende detaljer.

Også Mari Ahokoivu imponerer med billedsiden i ‘A Good Person‘. De sort/hvide stregtegninger er nærmest skitser med indlagte silhuetter af personerne. Men man skal ikke lade sig snyde, for der gemmer sig detaljer i træernes grene, på de hvide vægge og i husets skygger. En rigtig fin historie om skyld.

Skyld er til dels også temaet i Simon Bukhaves ‘When the Girl Comes Home‘. Tre drenge driller en pige ude i skoven. Det ender tragisk med pigens død, men ingen udover hendes mor sørger. Tyve år senere er der premiere på et nyt teaterstykke i byens forsamlingshus med en slutning som publikum ikke havde forudset. Det er ikke så længe siden, jeg genså filmen Silent Hill, som jeg var vild med, da jeg så den tilbage i 2006. Det var jeg stadig, og Bukhaves fortælling giver mindelser til den.

I ‘Your Pretty Face‘ af Cathrin Peterslund fisker en ung dreng fra en havnemole. Her får han en maske på krogen, og da han trækker den op ad vandet, forelsker han sig i det smukke ansigt. Om natten drømmer han om masken, som beder om at blive returneret til vandet. Drengen kan dog ikke undvære masken og lover at passe på den. Men om natten lister en kat sig ind i hans værelse. Fortællingen har en drømmeagtig stemning, og jeg er ikke sikker på, om jeg helt er klar over, hvem fortælleren er. Det gør dog bare historien endnu mere interessant.

At lege gemmeleg kan være sjovt, men i Zarah Juuls fortælling ‘Hide-and-seek‘ gemmer en pige sig for de andre børn, fordi de griner af hende. Det lykkes dem dog at finde hende, men måske er det ikke kun pigen, der gemmer sig. Zarah Juul har illustreret en del børnebøger, og tegningerne mindede mig lidt om f.eks. Alfons Åberg-historierne. Jeg er fuld af beundring over, hvor meget følelse Zarah Juul får lagt i de naivistiske illustrationer. De gik lige i sjælen på mig, og slutningen vil sidde i mig længe.

Stine Spedsbjerg kender jeg fra Stinestregen, som jeg læser med stor fornøjelse. I ‘Dream‘ har den kvindelige fortæller en mærkelig drøm om sin kæreste. En drøm der forfølger hende ind i virkeligheden.

Jeg er overordnet set imponeret over historierne i Kulkælderen #5, men min favorit er dog ‘Bulwark‘ af Tom Kristensen. Han er ikke bange for at lave lige-på-og-rå horror, og selvom jeg nyder antydningens kunst og de fine nuancer i flere af de andre historier, så kan jeg ikke andet end elske, når dæmonerne bryder igennem til vores side. Oveni så er jeg bare begejstret over Tom Kristensens tegninger, som jeg også har nydt i f.eks. Made Flesh, X fra det ydre rum, Kværnen og Deadboy.

De ni fortællinger i Kulkælderen #5 er meget forskellige, og ikke alle tegnerne har tidligere beskæftiget sig med horrorgenren. Alligevel er kvaliteten gennemgående høj, og billedsiden fascinerer hele vejen igennem trods de meget forskellige stilarter.

Jeg synes, det er så utroligt fedt, at der kommer mere fokus på dansk horror, både i bogform, tegneserier og film. Så stor tak til alle de kunstnere der bidrager til min yndlingsgenre, og i dette tilfælde til tegnestuen Kulkælderen, der med Kulkælderen #5 serverer ni små illustrerede mareridt.

Om Kulkælderen #5:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kulkælderen/Fahrenheit, 147 sider
Omslag: Erlend Hjortland Sandøy

Indhold:
A good person af Mari Ahokoivu
When the girl comes home af Simon Bukhave
That’s synergy af Erlend Hjortland Sandøy
The Plovdiv experiment af Søren Glosimodt Mosdal & Jacob Ørsted
Your pretty face af Cathrin Peterslund
Hide-and-seek af Zarah Juul
Goodnight, honey bee af Sofie Louise Dam
Bulwark af Tom Kristensen
Dream af Stine Spedsbjerg

Læs også:

Absurd #3
Creepy presents: Bernie Wrightson
Skræk
Volt #5

Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig af Alafair Burke

Veldrejet psykologisk drama om mord, hævn og tvivl

Olivia Randall arbejder som forsvarer. En dag bliver hun kontaktet af teenageren Buckley, hvis far er blevet hentet af politiet. Olivia er først tilbøjelig til at afvise henvendelsen – indtil hun hører, at Buckleys far er Jack Harris, en kendt forfatter, men også hendes ungdomskæreste.

Så Oliva følger op på sagen, og det viser sig, at Jack er under mistanke for at have skudt tre personer. Hun er overbevist om, at der er tale om en fejl, men anklagermyndigheden er usædvanlig skråsikker. Og jo mere hun arbejder med Jacks forsvar, jo mindre sikker bliver hun på, om hun egentlig kender ham. For udover smuds i nutiden dukker der også ting op fra deres fælles fortid.

Jeg har tidligere læst Bag facaden af Alafair Burke, som jeg var helt opslugt af. Måske uskyldig er i samme høje klasse. Alafair Burke er uddannet jurist og har arbejdet som anklager, og hun har derfor indgående kendskab til retssager og opbygningen af både forsvar og anklage. Den viden udnytter hun i sagen mod Jack, hvor vi kommer bag om taktikken på begge hold, uden at romanen dog udvikler sig til et retssalsdrama.

For fokusset er på personerne. Jo mere vi hører om Olivia og Jacks fortid, jo mere sniger tvivlen sig ind. Olivia har en enorm skyldfølelse overfor Jack, på grund af noget hun gjorde, da de var sammen. Derfor har hun stillet ham op på et piedestal, som et hjertegodt og blidt menneske uden fejl. Da der pludselig opstår sprækker i det glansbillede, kommer hun til at tvivle så kraftigt, at hun nærmest vender sin opfattelse af Jack på hovedet.

Selvom det lykkes for Olivia at finde troværdige forklaringer på skyderiet, så dukker der hver gang nye forhindringer op, som peger tilbage mod Jack. Er han skyldig? Er han offer for en sammensværgelse? Eller var han bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Jeg kan sagtens genkende Olivias reaktion, for når ‘vores sandhed’ pludselig ændrer sig, føler man sig underligt forrådt. Også selvom ingen har forsøgt at skjule noget, og det kun er ens egen opfattelse af virkeligheden, der er anderledes. Men sandheden er jo, at vi alle indeholder både godt og skidt, og det får Alafair Burke utroligt fint beskrevet.

Måske uskyldig er et veldrejet psykologisk drama, som holdt mig fast fra første side. De 300 sider blev nærmest slugt. Både fordi personerne er interessante og plottet spændende, men også fordi Alafair Burke skriver så godt, at jeg ikke opdagede, at tiden gik.

Jeg må erklære mig fan og kan kun anbefale Måske uskyldig til alle, der holder af en underholdende psykologisk thriller med en uforudsigelig slutning.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Det havde slidt på Jack at være blevet tilbageholdt på stationen. Ikke kun fysisk, men også mentalt. For nogle var det næsten som at blive ramt af chok. Men der var ikke tid til nostalgiske tilbageblik. Jeg var nødt til at få ham tilbage til nuet.

“Du er anholdt, Jack, åbenbart for drab. Der blev affyret skud på football-banen nede ved Hudsonflodens moleområde i dag. Folk blev dræbt. Har man fortalt dig noget om det?” Jeg havde foretaget en hurtig nyhedssøgning på mobilen i taxaen hen til stationen, men så ingen navne på nogen af ofrene, og der stod heller ikke noget om, at man havde anholdt en mistænkt. “Nu skal du høre rigtig godt efter. Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?”

Det var Don, der havde lært mig denne omhyggelige formulering, som gjorde, at klienten ikke kunne hænges op på spørgsmålet. Klienten kunne fortælle mig ting, hvilke beviser politiet muligvis havde, samtidig med at jeg uden etiske betænkeligheder kunne lade ham fortælle en helt anden historie i vidneskranken.

“Jeg … Jeg hørte skud fra West Side Highway. Jeg vidste ikke engang, at det var skud. Så kom jeg hjem og hørte nyhederne. Jeg blev naturligvis rystet. Efter det med Molly, mener jeg. At jeg var så tæt på endnu en skudepisode …” (side 23-24)

Om Måske uskyldig:

Udgivelsesår: 18.06.2020
Forlag: Gad, 304 sider
Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet
Originaltitel: The Ex (2016)
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Perfekte dage af Raphael Montes
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor
Sankt Psyko af Johan Theorin