maj 2019
M T O T F L S
« apr    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘hævn’

Haunted Child (Silk)

Haunted ChildDet er lykkes for den handicappede videnskabsmand Hashimoto at opfinde “Menger Sponge”, et energifelt som kan ophæve tyngdekraften, og som er et hemmeligt projekt under den taiwanske regering.

Men Hashimoto bruger også forskningen til sit eget formål. Det er lykkes ham og hans team at fange spøgelset af en dreng ved hjælp af “Menger Sponge”, og nu forsøger han at finde ud af, hvorfor drengens spøgelse bliver på jorden, når alle andres ånd forsvinder kort efter dødens indtræffen. Han beder derfor politimanden Tung om at finde ud af, hvem drengen var, og hvorfor han døde.

Men det viser sig at være ikke helt ufarligt, for drengen har dræbt flere mennesker, og da det lykkes Tung at finde frem til, hvem drengen var, opdager han en forfærdelig hemmelighed. En hemmelighed, som Hashimoto tror, han kan bruge til sin egen fordel, for med sin sygdom har han ikke længe igen på jorden.

For mig var Haunted Child rigtig underholdende. I en blanding af spøgelseshistorie, science fiction elementer og klassisk politi-opklaring fortælles historien uden pauser til at tænke for længe over tingene. Haunted Child stiller spørgsmålstegn ved, hvad der findes efter livet, og om det altid er bedre at være levende end død.

Visuel effects er udmærkede, og scenerne når spøgelserne ser sig vrede på mennesker omkring dem er vellavede og skræmmende. Jeg havde ind i mellem lidt svært ved at følge de videnskabelige udredninger, men det er jo egentlig også ligegyldigt. I hvert fald tror jeg ikke, at “Menger Sponge” har ret meget hold i virkeligheden.

Alt i alt var Haunted Child underholdende og kan anbefales til et par timers gys.

Om filmen:

Instruktør: Chao-Bin Su
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Gui Si

Dolan’s Cadillac

Elizabeth (Emmanuelle Vaugier) og Robinson (Wes Bentley) er lykkelig gift og arbejder på at blive forældre, da Elizabeth under en ridetur opdager nogle menneskesmuglere. Hun ser gangsteren Dolan (Christian Slater) skyde en af pigerne, og på trods af at Robinson forsøger at overtale hende til at lade som ingenting af frygt for repressalier, går hun til politiet. De lover at beskytte hende, men Dolan er en magtfuld mand, og han får fat i Elizabeth. Nu lever Robinson kun for sin hævn. Men hvordan får man fat i en mand, der virker aldeles usårlig?

“Dolan’s Cadillac” er baseret på en novelle af Stephen King fra samlingen “Nightmares and Dreamscapes“, og det skal tit ses som et advarselstegn. Det er nemlig sjældent, at filmatiseringerne er særligt vellykkede efter min smag. “Dolan’s Cadillac” er dog endt rimeligt, og selvom jeg ikke synes, den er et mesterværk, så er den dog heller ikke decideret dårlig.

Christian Slater, som spiller Dolan, gør et godt og overbevisende job. Han er led og modbydelig, og mod slutningen kommer hans sande natur for alvor frem. På plussiden er også det visuelle udtryk, som efter min mening er lykkes rigtig godt. Flere af scenerne er nærmest surrealistiske i tonerne og klipningen, og der virker stærkt på mig.

Til gengæld synes jeg ikke, at det er lykkes at skabe helt samme mørke undertone, som løber i novellen. Bl.a. venter Robinson på sin hævn i flere år i novellen, mens det i filmen sker meget hurtigt. Det giver ikke publikum tid til at komme lige så langt ind under skindet på Robinson, og dermed føler man ikke, præcist HVOR desperat han er for at få ram på Dolan. Ligeledes bliver alle hans forberedelser nærmest negligeret på den bekostning, og det er bl.a. arbejdet med dem, der gør novellen så stærk og skaber meget af suspensen. Og heller ikke valget af Wes Bentley som Robinson er efter min mening helt vellykket. Han har et stærkt ansigt, men desværre bruger han ikke sin mimik særligt godt her i filmen. Allerede før hans hustru dør, ser han bare trist og vred ud, så der bliver ingen udvikling fra glæde til sorg.

Jeg kan forestille mig, at filmen bliver bedre, hvis man ikke har læst novellen først. Så har man nemlig ingen forventninger til noget, og kan se “Dolan’s Cadillac” som en gedigen thriller. Har man læst den, bliver filmen en lille smule skuffende, men den er dog langt fra den værste Stephen King filmatisering.

Instruktør: Jeff Beesley
Udgivelsesår: 2009

Ringu 0

Ringu 0I 1998 kom “Ringu“, i 1999 kom “Ringu 2” og i 2000 kom denne prequel “Ringu 0” instrueret af Norio Tsuruta, der også har instrueret film som “Premonition” og “Dream Cruise“.

Filmen starter for 30 år siden, og fortæller historien om hvad der skete med Sadako i tiden efter dr. Ikumas eksperiment frem til hendes død.

Journalisten Miyaji opsøger skolelæreren fru Sudo fra Oshima for at spørge om en elev, som gik på skolen 11 år tidligere. Eleven var Yamamura Sadako. Fru Sudo fortæller, at Sadako var en sød og nem pige, og at hun flyttede med dr. Ikuma til Tokyo.

Så klipper filmen til Sadakos liv. Hun bor i Tokoy og går jævnligt ved en læge, som giver hende medicin for nogle syner, hun har. Hun forsøger at leve et normalt liv, og har bl.a. meldt sig til en teatertrup, men de øvrige skuespillere er nervøse omkring hende.

Da Aiko, som spiller den kvindelige hovedrolle i stykket, dør, får Sadako rollen, og det skaber endnu mere splid. Den eneste, som er på Sadakos side, er lydmanden Toyama, og de to forelsker sig. Men dagen før premieren ser Toyama instruktøren forulempe Sadako, og der opstår et slagsmål, hvor instruktøren dør. Sadako og Toyama forsøger at skjule liget, men det opdages midt under premieren, og Sadako får skylden.

Miyaji, som også har opsøgt både Sadakos læge og instruktøren,  er også til stede under premieren, og hun har fået en af de øvrige fra truppen til at spille et bånd, der blev opdaget under dr. Ikumas eksperiment. Alt dette er med til at skabe en kaotisk stemning om Sadako, og aftenen ender på en måde, der bringer minder om Stephen Kings roman “Carrie“.

Men teatertruppen er ikke færdig endnu og tager ud til dr. Ikumas hus, hvor endnu en overraskelse venter.

Jeg er ikke så imponeret over “Ringu 0”. Jeg forstår ikke helt, hvorfor journalisten i den grad har et horn i siden på Sadako, og spændingen kan heller ikke blive så stor, når man på forhånd ved, hvordan filmen ender. Samtidig er en stor del af plottet snarere en tragisk kærlighedshistorie end en gyser.

Tsuruta forsøger godt nok at lægge en ny betydning ind over slutningen, men resultatet er det samme, og om Sadako kommer tilbage efter hævn af den ene eller anden årsag i de efterfølgende film, synes jeg egentlig ikke ændrer så meget. Men jeg fandt da ud af, hvorfor hun bevæger sig så underligt som ånd.

Hvis du ikke er helt vild med asiatisk horror, så spring “Ringu 0” over og prøv i stedet for Tsurutas “Premonition“. Den er meget bedre.

Om “Ringu 0”:

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ringu 0: Bâsudei

Fear

Fear-Vikram-BhattMan kan bruge biblioteket til meget. Jeg fandt f.eks. denne indiske gyser på biblioteket, og selvom jeg ikke kan sige, at det var en stor filmisk oplevelse, så er det alligevel interessant at se forskellige landes bud på, hvad en gyser er.

“Fear” er en meget dramatisk film i ren Bollywood stil. Selvom det er en gyser, er der en kærlighedshistorie flettet ind, ligesom vi ikke slipper for et par sange undervejs. Skuespillet er temmeligt karrikeret, f.eks. kan vi altid se, at scenen er uhyggelig, fordi den kvindelige hovedperson spærrer sine i forvejen store øjne helt op og ånder tungt og højlydt, mens brystkassen bevæger sig som en blæsebælg. De usympatiske personer er heller ikke bare almindeligt usympatiske, de er utrolig usympatiske. Men alt det er vist typisk Bollywood.

Selve historien fortælles som et flashback af den kvindelige hovedperson. Det starter en aften, hvor den unge Devs bil går i stå, og han finder en ung, smuk kvinde i en sø. Han tager hende til hospitalet, hvor det viser sig, at hun har mistet hukommelsen og ikke ved, hvem hun er. Hospitalet sætter en annonce i avisen, men ingen reagerer, og da Dev har forelsket sig i kvinden, som han kalder Anamika, tager han hende hjem til sig.

Men Anamika plages af “noget”, som forfølger hende. Devs husbestyrer Shanta tager Anamik med til ms. Kesar, der har forstand på sort magi. Shanta er nemlig sikker på, at Anamika er offer for en forbandelse. Ms. Kesar finder ud af, at en ånd forfølger Anamika, men for at finde ud af hvorfor må Anamik huske sin fortid. I første omgang sendes hun dog til en præst, der hjælper med at fange ånden.

Da ånden er af vejen, går det godt nogen tid, og Dev tager hjem for at fortælle sine forældre, at han ønsker at gifte sig med Anamika. Men mens han er væk dukker Rajat op. Han er Anamikas ægtemand og tager hende med hjem. Her fortæller han hende, hvad der er sket, og hvorfor hun var i et uheld. Men er det nu også sandheden?

Som sagt er det en meget dramatisk historie. Bedst som man tror, at nu er alle dele på plads, så dukker et nyt twist op, og efter min smag var filmen i hvert fald en halv time for lang. På plus-siden er nogle udmærkede special- og visual effects. Bl.a. bliver ms. Kesars datter besat af ånden, der forfølger Anamika, og det er supergodt lavet. Også scenen, hvor præsten hjælper med at fange ånden, er rigtig god, og så har historien en helt okay slutning.

Instruktøren Vikram Bhatt bruger forskellige lyssætninger undervejs, og eksperimenterer også med forvrænget perspektiv og hurtig zoom og panorering af billedet, og det er med til at underbygge uhyggen – når det altså ikke overdrives, for ind i mellem var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det i virkeligheden var min dvd-afspiller som drillede.

Jeg tror ikke, at jeg vil se vildt mange indiske gysere fremover, men “Fear” var en okay og rimelig interessant film, og selvom den både nogen måder var meget anderledes, så er det alligvel en mere vestlig tilgang til historien end f.eks. de japanske gysere. Men Indien er jo også en del af British Commonwealth.

Instruktør: Vikram Bhatt
Udgivelsesår: 2007

Sweeny Todd

Sweeny ToddJeg holder meget af Tim Burton, og synes nærmest han er genial til at skabe stemning i sine film. Og det gør han også til fulde i denne mørke historie om Sweeny Todd, barberen fra Fleet Street.

Sweeny Todd, som han kalder sig nu, har været forvist i 15 år for en forbrydelse, han ikke begik. Grunden hertil var Todds smukke hustru, som dommer Turpin ønskede at få for sig selv. Todd er nu tilbage i London og ønsker hævn, for hans kone er død, og hans datter vokset op hos Turpin, som nu ønsker at gifte sig med hende.

Todd slår sig sammen med Mrs. Lovett, som sælger de værste pies i London. Han skærer halsen over på de kunder, som han synes fortjener det, og takke være den ny kødforsyning, bliver Mrs. Lovetts pies pludselig ganske populære. Til sidst lykkes det også Todd at få lokket dommer Turpin til sig. Men hævnen kan også have en bagside.

“Sweeny Todd” bygger på en musical, og her er en del sang i. Normalt synes jeg, at alt det syngeri trækker tempoet for meget ud af en film, men det fungerer faktisk udmærket her. Måske fordi Tim Burton – som altid – har kælet utrolig meget for billedsiden. Her er arbejdet med farverne, med kulisserne, med kostumerne osv. så det hele fremstår i et smukt dystert billede af London. Burton kan fremmane en gotisk stemning som få, og samtidig kan man mærke, at han har moret sig med at lave de mere blodige detaljer i filmen, som f.eks. Todds maskine til at få ligene af vejen.

Selvom jeg ikke er lige vild med alle skuespillerne, så imponerer både Johnny Depp og Helene Bonham Carter som henholdsvis Sweeny Todd og Mrs. Lovell. Men også Timothy Spall i birollen som dommerens håndlanger, Beadle Bamford, er helt forrygende. Han er usandsynlig slesk og ulækker, så det er en fryd for øjet.

“Sweeny Todd” er en film, hvor der i den grad er kælet for detaljerne, og hvor tempoet er roligt, så historien får lov til at udvikle sig stille og roligt, mens man som tilskuer bliver fanget fuldstændig ind. Den er iøvrigt filmatiseret flere gange, bl.a. i 1936 af George King.

Om filmen:

Instruktør: Tim Burton
Udgivelsesår: 2007

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

We all scream for ice cream

Tom Holland har instrueret  “We all scream for ice cream” i 2. sæson af Masters of Horror, og det er ikke lige mit yndlingsafsnit, må jeg indrømme.

Der er dog én virkelig vellykket ting, og det er klovnen  Busters make-up. Puha, det er lige før Pennywise er en hyggefætter at se på til sammenligning. Desværre er det ikke hele tiden, den uhyggelige klovne make-up bruges, men kun i klip som viser Buster i sin is-bil.

Historien lyder: Layne vender med sin familie tilbage til barndomsbyen, men han har ikke været der længe, før vennerne fra hans gamle slæng begynder at forsvinde. Rygterne siger, at de efterlader deres tøj og forsvinder i den blå luft. Samtidig begynder byens børn at gå ud om natten. De hører en isbil, som sælger verdens bedste is. Det får Layne til at tænke tilbage på barndommen, hvor han og slænget gjorde noget forfærdeligt ved ismanden Buster. Og nu er Buster åbenbart tilbage for at tage en iskold hævn.

Som sagt kan jeg godt lide Buster make-uppen, men generelt synes jeg, at filmen er lidt kedelig. Der er en del scener med børn, og de fungerer desværre ikke ret godt. Historien bliver aldrig rigtig uhyggelig, og slutscenen er mere komisk end skræmmende. Så “We all scream for ice cream” er ikke lige min kop horror.

Instruktør: Tom Holland
Udgivelsesår: 2007

House of wax (1953)

House of Wax, 1953Den originale House of Wax har Vincent Price i hovedrollen som voks-kunstneren Harry Jarrod. Jarrod har skabt en samling fantastiske voksfigurer, der er så godt lavet, at de nærmest ser levende ud. Men Jarrod skal finde en ny partner, for hans nuværende vil ud af samarbejdet – han mangler penge.

De to kommer op at skændes, og diskussionen ender med, at hele voksmuseet går op i flammer, og Jarrod forsvinder fra jordens overflade. Hele erstatningen går derfor til partneren, men knap har han fået udbetalt pengene, før han bliver fundet død. Han har tilsyneladende hængt sig selv. Kort efter dukker Jarrod op til overfladen. Han har åbnet et nyt voksmuseum og lige som sidst, virker figurerne nærmest levende. Og det er de måske også …

House of Wax er glimrende lavet, og Vincent Price er god i rollen som den excentriske kunstner, der bliver sindssyg af at miste sit livsværk. Det kan selvfølgelig mærkes, at filmen har nogle år på bagen, bl.a. følger den meget intens den “mystiske” morder, som ikke virker særligt skræmmende i dag, men som sikkert var voldsomt uhyggeligt dengang. Hvis du vil have mere uhyggelige scener, så se genindspilningen af filmen fra 2005, som handlingsmæssigt dog er helt anderledes.

Om House of Wax:

Instruktør: André De Toth
Udgivelsesår: 1953

Right to die

Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Rob Schmidt, som har instrueret “Right to die” i sæson to af Masters of horror, men han har bl.a. instrueret “Wrong turn“.

“Right to die” handler om ægteparret Cliff og Abbey, som en aften kører galt. Abby bliver forbrændt på 99% af kroppen, mens Cliff slipper stort set uskadt. Abbey har udtrykt ønske om, at skulle hun komme til skade, vil hun ikke holdes i live som en grøntsag, så Cliff får en advokat på for at slukke for Abbeys respirator. Abbeys mor er dog af en anden mening. Hun ønsker, at Abbey skal leve, og så er kampen i gang.

Mens de to slås, dør Abbey et kort øjeblik, og i den tid vender hun tilbage og hjemsøger Cliff. Og efterhånden som filmen skrider frem, afsløres mere og mere af de begivenheder, som lå forud for den skæbnesvangre køretur. Og Cliff får atter besøg af Abbeys spøgelse.

“Right to die” er en rigtig fin film. Martin Donovan, som spiller Cliff, er utrolig overbevisende i rollen. Han er sympatisk, fuld af sorg og så efterhånden som man kommer længere ind i historien, opdager man, at han måske alligevel ikke er helt så fin i kanten. Det samme kan man sige om Abbey og i øvrigt om de fleste personer i filmen.

Mod slutningen er der en virkelig grum og splattet scene i en tandlægeklinik, og derudover er Abbeys forbrændte krop virkelig uhyggelig at skue. Men ellers vil jeg sige, at selve handlingen – også uden blodet – er godt skruet sammen og utrolig uhyggelig. En klar anbefaling herfra.

Instruktør: Rob Schmidt
Udgivelsesår: 2006

Family

I ekstramaterialerne fortæller John Landis, at han egentligt helst ikke vil have, at publikum opdager brugen af kameravinkler i hans film. De skal være så opslugte af historien, at de ikke tænker på noget som helst andet. Og så griner han lidt, for her i “Family” som er Landis bidrag til anden sæson af Masters of Horror, starter han med en visuel rundtur i den hyggelige Harolds smukke hjem, hvor publikum ikke kan andet end lægge mærke til kameraets synsvinkel.

“Family” er historien om Harold, som dræber af ensomhed. Han tager sine ofre med hjem, koger kødet af deres knogler og samler skeletterne om sig som familiemedlemmer. Da et ungt par flytter ind i nærheden af Harold, og de virker venligt optaget af ham, bliver Harolds skeletkone jaloux. Så Harold smadrer hende, men nu mangler han en hustru, og selvom det er risikabelt at myrde så tæt på hjemmet, beslutter han sig alligevel for at gå efter den unge nabokone.

Harold spilles af George Wendt, som jeg kender som Norm fra tv-serien “Sams bar”. Han er velcastet i rollen, fordi han udadtil ser hyggelig og gemytlig ud, og det virker dobbelt grotesk, når han så står og vasker kødet af et lig. Samtidig kan han faktisk også se rigtig ond ud, som da han mister temperamentet overfor skelethustruens jalousi.

Jeg blev ikke fuldstændig overrasket over slutningen, selvom jeg ikke havde gennemskuet hele plottet, men trods det vil jeg kalde “Family” en gennemført fortælling med masser af underholdningsværdi.

John Landis instruerede “Deer Woman” i første sæson af Masters of Horror.

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 2006

Pelts

Efter i lang tid at have ledt efter 2. sæson af “Masters of Horror” serien har jeg nu endelig fået fat i den. Og indtil videre tegner det til at blive en ligeså god oplevelse som de første 12 film. “Pelts” er instrueret af Dario Argento, som i første sæson stod bag “Jennifer“.

Jack Feldman ejer et lille pelseri, som han kører næsten som en slaveanstalt. Han stinker af døde dyr, som stripdanseren Shanna udtrykker det, og det er uheldigt, for Jack vil have Shanna. En aften bliver han kontaktet af krybskytten Jameson. Han har fået fat i nogle helt ekstraordinære smukke vaskebjørne-skind, som han vil sælge til Jack. 

Da Jack og hans hjælper kommer ud til Jameson finder de dog både ham og hans søn døde. De tager alligevel skindene med, og Jack sætter sine folk i gang med at lave en smuk frakke, som skal vinde ham Shanna. Men undervejs sker der en række mystiske dødsfald, og da Jack overrækker frakken til Shanna, går tingene ikke helt som planlagt.

“Pelts” er en blodig fornøjelse blandet med erotik og stærke farver. Der var enkelte scener, som var skræmmende, men de fleste er bare blodige. Alligevel synes jeg udmærket om filmen, som på en time fortæller en okay historie og viser den lige på og hårdt.

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 2006