august 2014
m ti o to f l s
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘H. G. Wells’

The Invisible Man (1933)

Det er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 “The Invisible Man” står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med “The Invisible Man” helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

“The Invisible Man” har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som “The Wolf Man” (1941), “The Lost World” (1960) samt mange andre gode roller.

“The Invisible Man” er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med “The Invisible Man”. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

“Sælsomme historier” er lige præcist sådan en antologi, som jeg elsker. Dels indeholder den en lang række gode noveller, og dels har Sigurd Hoel ulejliget sig med både at skrive et forord om, hvordan historierne er udvalgt og med at introducere hver enkelt forfatter med en kort tekst inden hver novelle.

Hoel skriver om sin udvælgelse: “Det fremgår af selve titlen, at jeg inden for det skitserede område har stillet mig selv en begrænset opgave. Sælsomme historier – ja, hvad er nu det? Det kan faktisk være så meget. Vi har under ellers lige vilkår foretrukket noveller, som allerede i deres tema ligger lidt uden for det, som hænder os i hverdagen. Derfor behøver de ikke nødvendigvis at være virkelighedsfjerne. De fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet ganske underlige ting. Vi har været på jagt efter gode noveller fra livets såkaldte grænseområder, dér hvor virkeligt og uvirkeligt mødes. Lad ingen snæversynet videnskabsmand komme og sige, at det og det er utænkeligt. Vi har adskillige gange i de senere år oplevet, at dét, der var utænkeligt i går, ofte er glædelig – eller måske endnu oftere sørgelig – virkelighed i dag.”

Samlingens første novelle er skrevet af Charles Dickens og hedder “En mordsag for retten“. Novellen har også været udgivet i samlingen “Masser af spøgelser” og handler om en retssag, hvor både en af nævningene og den anklagede har mærkelige syner.

Ambrose Bierce har skrevet “Moxons herre“, som ifølge Hoel er den første fortælling i verdenslitteraturen om en robot. Fortælleren har en filosofisk diskussion med hovedpersonen Moxon, om maskiner kan tænke. Den diskussion får et voldsomt endelig.

Den brasilianske kat” af Arthur Conan Doyle handler om en ung mand med dyre vaner, som ser frem til at arve en rig onkel. På nuværende tidspunkt er økonomien dog noget trængt, så derfor tager han med kyshånd imod et ophold hos en fætter, som interesserer sig meget for dyr, og bl.a. er den eneste ejer af en brasiliansk kat, som er et sjældent og dødsensfarligt rovdyr. Opholdet hos fætteren forpestes dog af dennes kone, som absolut ikke ønsker overnattende gæster.

Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … Om Montague R. James skriver Hoel, at novellen er udvalgt, da hans historier får en egen værdi, bl.a. fordi James formår at skabe en atmosfære omkring sine spøgelser. Han lader de levende mennesker skabe spøgelserne af deres eget indre. Sikkert er det i alt fald, at M. R. James har en enestående sans for at fortælle spøgelseshistorier.

W. W. Jacobs klassiske fortælling “Abehånden” er en af mine yndlingshistorier gennem al tid. Det er den dystre fortælling om ægteparret som får en abehånd, der opfylder tre ønsker for sin ejer, men aldrig på den måde som de forestillede sig. Selvom jeg efterhånden har læst novellen masser af gange, sidder jeg stadig med gåsehud i slutningen, når det banker på døren, og manden i vild rædsel leder efter abehånden for at gøre det sidste ønske ugjort.

I “Branden i Egliswyl” af Frank Wedekind fortæller en straffefange, hvorfor han er blevet idømt fængsel, mens Rudyard Kipling i “Manden, der ville være konge” fortæller historien om to landstrygere, som det lykkes at blive konger i en bjergrig stat i Indien. Desværre lykkes det ikke dem begge at overleve kongedrømmen. 

De blindes land” af H. G. Wells er fortællingen om en mand, som pga. et jordskælv ender i en dal befolket af blinde. I starten tror han, at han kan blive en stor kanon her, for ordsproget siger jo, at i de blindes land er den enøjede konge. Men virkeligheden viser sig helt anderledes. De blinde klarer sig på alle måder bedre end ham, og her er det ham, der er anderledes og dermed handicappet. Novellen er fremragende fortalt og dens skarpe pointe spidder læseren.

“Det tredje område” af Frank Norris er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk. 

Stephen Crane har i “Et gråt ærme” skrevet en fortælling fra den amerikanske borgerkrig, mens “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, en af mine favoritnoveller i samlingen, mere minder om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden favorit er “Augusthede” af W. F. Harvey. En kunstner sidder en varm august dag og tegner en tegning af en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter, at dommeren har afsagt sin dom. Tilfreds med sit arbejde tager han tegningen med for at gå en tur. Men på vejen kommer han forbi et stenhuggeri, hvor en mand, der ligner tegningen til mindste detalje, er i gang med at udhugge en gravsten til en udstilling – og teksten på stenen er forfatterens navn … Novellen er også udkommet under titlen “Hedebølge” i samlingen “Gotiske gysere“.

Marjorie Bowen fortæller i “Recepten” en underholdende spøgelseshistorie, om en læge som tilkaldes midt om natten til et alvorligt sygdomstilfælde, men næste dag viser det sig, at huset han besøgte ikke har været beboet i mange år.

Guldmagerne” af J. B. S. Haldane er en actionfyldt historie om en mand, som får fortalt opskriften på at lave guld af havvand, og den viden giver ham store problemer. Ovre i det mere humoristiske hjørne befinder James Thurber sig med novellen “Den største mand i verden“, som forestiller sig en situation, hvor en usympatisk og rædselsfuld person bliver verdensberømt som helt. Men hvordan håndterer man lige pressen i den situation?

Ernest Hemingways novelle “Efter stormen” er en stram fortalt historie om manden, der som den første finder et sunket skib, men ikke kan få fat i vraggodset. Samlingens sidste novelle er skrevet af Evelyn Waugh og hedder “Manden, der elskede Dickens“. Mr. Henty drager på en ekspedition til Amazonas, som ender i en katastrofe. Som eneste overlevende dukker han op på dørtrinnet af Mr. McMasters hus langt væk fra civilisationen. McMaster plejer ham tilbage til livet, og da Henty er kommet til sig selv, er han kun glad for at kunne glæde McMaster ved at læse højt af dennes store Dickens samling. Men hvor højt kan man elske Dickens?

Indhold:

En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Moxons herre af Ambrose Bierce (Moxon’s Master, 1909)
Den brasilianske kat af Arthur Conan Doyle (The Story of the Brazilian Cat, 1898)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Abehånden af W. W. Jacobs (The Monkey’s Paw, 1902)
Branden i Egliswyl af Frank Wedekind (Der Brand von Egliswyl, 1905)
Manden der ville være konge af Rudyard Kipling (The Man Who Would Be King, 1888)
De blindes land af H. G. Wells (The Country of the Blind, 1904)
Det tredje område af Frank Norris (The Third Circle, 1909)
Et gråt ærme af Stephen Crane (A Grey Sleeve)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912)
Augusthede af W. F. Harvey (August Heat, 1910)
Recepten af Marjorie Bowen (The Prescription, 1929)
Guldmagerne af J. B. S. Haldane (The Gold-Makers, 1932)
Den største mand i verden af James Thurber (The Greatest Man in the World, 1931)
Efter stormen af Ernest Hemingway (After the Storm, 1932)
Manden, der elskede Dickens af Evelyn Waugh (The Man Who Liked Dickens, 1933)

Udgivelsesår:

Min bedste gysere / red. Dave Allen

Det siger sikkert noget om min manglende dannelse, at jeg ikke ved, hvem Dave Allen er. I hvert fald står der på bagsiden af “Mine bedste gysere”: Det er få danskere, der kan undgå at få muntre tanker, når de hører navnet Dave Allen. Den irskfødte journalist, som blev en særdeles populær tv-figur, er blevet kendt og elsket for sin sorte humor og sit barokke vid. Men at han også interesserer sig for fortællinger om det overnaturlige, spøgelser og den slags hyggelige ting, har hidtil været ukendt i Danmark.

Men uanset at jeg ikke kendte Dave Allen på forhånd, er hans samling af horror-historier i antologien “Mine bedste gysere” et bredt og godt indblik i en lang række gode forfatterskaber. Nogle er deciderede gyserforfattere, andre har blot taget et kort visit ind i uhyggens land.

Indhold:
Abehånden af W. W. Jacobs (1902)
Signalmanden af Charles Dickens (1866, the Mugby Junction collection)
Det åbne vindue af Saki (1914, Beasts and Super-Beasts)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Saturday Evening Post)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Court and Society Review)
Ingens hus af A. M. Burrage (1927, Some Ghost Stories)
Var det en drøm? af Guy de Maupassant
Møbleret værelse af O. Henry
Manden med sygdommen af J. F. Sullivan
Oktoberlegen af Ray Bradbury (1948)
Lotteriet af Shirley Jackson (1948, The New Yorker)
Den stribede kiste af Arthur Conan Doyle
Nummer 13 af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Tchériapin af Sax Rohmer
The Squaw af Bram Stoker (1892 – senere udgivet i “Dracula’s guest and other weird stories”)
Fuglene af Daphne du Maurier (1952, The Apple Tree)
Væsnet i Hall’en af E. F. Benson (1912, The Thing in the Hall)
De blindes land af H. G. Wells (1904, Strand Magazine)
Fløjt, og jeg kommer af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Rickshaw-genfærdet af Rudyard Kipling (1885, Quartette)
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, Pall Mall Christmas “Extra”)

Udgivelsesår: 1974

Historien om afdøde Mr. Elvesham af H. G. Wells

Jeg kender mest H. G. Wells for hans science fiction værker, men “Historien om afdøde Mr. Elvesham” er en fin lille gysernovelle, som her er udgivet i “Klassiske Makabre Historier“.

Edward George Eden er en ung stærk mand, som er i gang med sit medicinstudie, da han en aften opsøges af en ukendt ældre mand, Mr. Elvesham. Elvesham har et noget usædvanligt forslag til Edward. Han vil indsætte ham som arving til sin store formue, hvis Edward vil gennemgå en række fysiske tests og iøvrigt indvillige i at tage Mr. Elveshams navn.

Edward er først lidt skeptisk, men lader sig overbevise og snart er han i fuld gang med at blive testet. Da alle test er gennemført tilfredsstillende, fejrer de to mænd det med en god middag. Her giver Mr. Elvesham Edward et pulver i sin drik, som får ham til at føle sig meget mærkeligt tilpas, men heldigvis har han fået et andet pulver med, som kan hjælpe ham til at sove.

Men da Edward vågner op, er noget helt galt. Og så ser han sig selv i spejlet …

Originaltitel: The Story of the Late Mr. Elvesham
Udgivelsesår: 1896

Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

Edward Prendick er passager på et skib, der går ned. Han reddes nærmest mirakuløst fra døden af en mand ved navn Montgomery, og befinder sig kort efter på en mystisk ø befolket af mærkelige væsener. 

Montgomery er hjælper for doktor Moreau, og det går snart op for Prendick, at Moreau bedriver de forfærdeligste eksperimenter på øen. I videnskabens navn udfører han omfattende operationer på levende dyr (vivisektion) for at forsøge at gøre dem til mennesker – ikke alene af udseende, men også af opførsel. 
Prendick tror i starten, at Moreau har brugt mennesker til sine forsøg, men da sandheden går op for ham, finder han den næsten endnu mere frygtelig. 

”Jeg begyndte at få øjnene op for det mere gemene aspekt ved Moreaus grusomhed. Tidligere havde jeg ikke tænkt på den smerte og de vanskeligheder, som ramte disse stakkels ofre, efter at de havde været underkastet Moreaus operationer. Jeg havde blot fået kuldegysninger ved tanken om de få dages lidelse, som de måtte udstå i huset ved indhegningen… deres parodi på en eksistens som menneske begyndte med lidelser og var derefter én eneste lang indre kamp og en evig frygt for Moreau – og til hvilket formål? Det var det formålsløse, der gjorde mig oprørt.” 

For Moreaus mål er nemlig blot at se, hvor langt man kan nå med vivisektion. Han ønsker at skabe et nyt menneske, men ikke for at forbedre dyrets forhold eller for at finde frem til måder at forbedre menneskets forhold på. Kun for at bevise, at han kan. Smerte er for ham ligegyldigt, og så snart han er færdig med at eksperimentere på et dyr, begynder han på et nyt. Det tidligere interesserer ham ikke, og de stakkels væsener må klare sig, som de bedst kan, på øen, hvor de er underkastet Loven. 

H. G. Wells roman er fra 1896, men det mærker man overhovedet ikke, når man læser den. Dels er sproget levende og næsten nutidigt, og dels er problemstillingerne i historien stadig interessante. Også i dag udføres der forsøg på dyr, og selvom forsøgene i de fleste tilfælde er til gavn for mennesket, så kan man spørge, med hvilken ret vi f.eks. tester makeup og lignende på dyr med risiko for store lidelser? Og hvor Wells så vivisektion, som den måde, mennesket kunne manipulere naturen, så har vi i dag langt mere uhyggelige metoder til rådighed. Genmanipulation og kloning er blot to. 

”Doktor Moreaus ø” er filmatiseret flere gange, senest i 1996 med bl.a. Marlon Brando og Val Kilmer på rollelisten. Jeg vil dog klart anbefale bogen i stedet.

Originaludgave: 1896