Indlæg tagget med ‘H. P. Lovecraft’

Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der d. 14. februar udgav tredje bog i HPLMythos serien med Lovecraft inspirerede noveller. Denne gang havde forfatterne fået til oplæg at tage udgangspunkt i et citat fra Lovecrafts idébog, og det er der kommet en spændende antologi ud af.

Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.”

Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ”Fear of mirrors – memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.”

Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort - frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet – og hvordan hun langsomt ændrer sig.

”Spejlet” er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd.

Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Unruhe”. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen“ lyder: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet.

Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ”Dybt nede”, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Howard Charlestons forvandling”. Det indledende citat lyder: ”Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop – and find strange horror.”

På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen – og på hvad der fulgte med op…

Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ”The Thing”. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie.

Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ”Under marehalmen” hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ”Hideous sound in the dark.”

Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst.

Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ”Pilene”, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning.

Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ”Djævlen byggede et hus”, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ”Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? […] Man afraid to shut eyes-.”

Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere.

Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling.

Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ”Hvad skal barnet hedde?” udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ”To find something horrible in a (perhaps familar) book.”

Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker – og om fødslen der venter…

Det er oplagt til at tænke på ”Rosemarys baby”, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen.

”I helvede venter rommen” af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ”A secret living thing kept and fed in an old house.”

En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien.

Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ”I et vindue”, der indledes med citatet: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe.

Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt – så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten…

Alt i alt kan jeg absolut anbefale ”Grufulde mørke”. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne.

Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tomas Gindeberg

Indhold:

Forord af Henrik S. Harksen
Spejlet af Thomas Daugaard
Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen
Dybt nede af Morten Carlsen
Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen
Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft
Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg
I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg
I et vindue af A. Silvestri

HPLMythos serien:

Grufulde mørke (2012)
Lyden af vanvid (2010)
Fra Skyggerne (2008)

Læs mere på HPLMythos.dk

Jeg lånte “Dagon” af min gode kollega, som dog på forhånd advarede mig om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne op. Det var nok meget godt, for jeg synes bestemt ikke, at “Dagon” hører til blandt de bedste H. P. Lovecraft filmatiseringer.

Instruktør Stuart Gordon har ellers gjort det udmærket med Lovecraft-filmatiseringerne af “Re-animator” og “Castle Freak“, men her går det galt. Som jeg husker novellen “Dagon”, handler den om en sømand, som støder på et mystisk land midt i havet og her finder en monolit fyldt med mystiske tegn, som hylder en rædselsvækkende guddom. Historien i filmenversionen læner sig dog meget mere op ad handlingen i “Skyggen over Innsmouth“, hvor fortælleren kommer til Innsmouth for at se nærmere på arkitekturen, men opdager at beboerne ikke blot er fremmedfjendske, men også er begyndt at ændre udseende. Den lokale drukkenbolt fortæller ham, hvordan beboerne dyrker en gud fra havet, som giver dem fisk og guld, og til gengæld skal de vende tilbage til havet og dyrke ham. Og det er næsten også handlingen i filmen.

Paul er blevet rig på internettet, og nu er han sammen med kæresten Barbara og forretningspartneren Howard og dennes kone Vicki på bådferie. Pludselig bliver det storm, og båden blæser op på et rev, som slår hul i bunden og fanger Vicki i kahytten. Barbara og Paul tager redningsflåden ind til den lille fiskerby, de kan se, mens Howard bliver hos Vicki.

Men det er ikke kun vand, der trænger ind i båden, og da Paul og Barbara når Imboca, opdager de, at byens befolkning ikke er helt almindelig. De har nemlig for mange år siden vendt sig fra den kristne tro og tilbeder nu i stedet Dagon, som giver dem fisk og guld, mod at de ofrer til ham. Den historie får Paul fra den lokale drukkenbolt, der også sætter livet på spil for at redde Paul ud af byen.

Der er enkelte rigtig gode elementer i filmen, f.eks. da Barbara går gennem byen for at finde hotellet og ringe efter hjælp. Her lykkes det Gordon at skabe en ildevarslende atmosfære ved hjælp af få midler.

Der er gjort en del ud af at vise, hvordan byens beboere er ved at blive forvandlet til fiskeagtige væsner. Noget af det er vellykket, andet knap så godt. Manuskriptet veksler mellem at være atmosfærefyldt og så fyrer helten lige nogle one-liners af, som fuldstændig spolerer stemningen. Stuart Gordon har tidligere haft held med den humoristiske tilgang, men jeg synes ikke, at det lykkes her.

Alt i alt kommer “Dagon” nok ikke på min top 10 liste over bedste Lovecraft filmatiseringer

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 2001

Efter at have læst den interessante “The Lurker in the Lobby” af A. Migliore og J. Strysik, som gennemgår film, der baserer sig på H. P. Lovecrafts fortællinger, fik jeg lyst til at se flere af de omtalte film. En af dem var “Castle Freak” fra 1995, der bygger på novellen ”The Outsider”, som jeg dog ikke har læst endnu.

John Reilly (Jeffrey Combs) har arvet et slot efter en ukendt italiensk slægtning. Sammen med hustruen, Susan, og deres blinde datter Rebecca tager han til Italien for at sælge slottet. Filmen har dog ikke varet mange minutter, før vi aner, at alt langt fra er, som det skal være mellem John og Susan, og snart finder vi ud af, at Rebecca ikke blev født blind, og at ægteparret også har haft en lille søn, som nu er død.

Også slottet har skjulte hemmeligheder. Den gamle hertuginde, som efterlod slottet til John, gemte nemlig en noget i slottets nederste kælder, så da familien Reilly ankommer, hjemsøges de snart ikke længere kun af fortidens spøgelser, men også af slottets monster.

Jeg blev positivt overrasket over “Castle Freak”, som var underholdende på et helt andet niveau, end jeg havde forventet. Monstret i kælderen er både medynkvækkende og skræmmende, og Stuart Gordon, som også har instrueret andre Lovecraft filmatiseringer bl.a. kultfilmen ”Re-animator“, fortæller historien med fokus på Johns figur og på hans problemer med at slå til som mand og far. Dermed har filmen mere dybde end forventet, uden dog kun at være et psykologisk portræt.

Filmen har ikke samme humoristiske undertone som “Re-animator”, ligesom den heller ikke er lige så splattet. Der er dog enkelte blodige scener, som da monstret kidnapper en prostitueret, der uheldigvis befinder sig i slottets kælder. Monstret har set John og den prostituerede i kærlige omfavnelser og efterligner nu ud fra sin egen erfaring. Det er fantastisk lavet, og publikum får både fysisk og psykisk ondt af scenen. Derudover er scenen, hvor monstret bider sin tommelfinger af for at slippe ud, også værd at nævne, ligesom monstrets makeup i det hele taget er ret overbevisende.

Jeg synes, det er lykkes Stuart Gordon at lave en overbevisende film, som får publikum med sig. Den har måske ikke så meget Lovecraft over sig, ligesom det er tydeligt at se, at den er lavet for et meget lille budget. Ikke desto mindre følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem, også selvom lys og lyd til tider mindede mere om en film fra 1970′erne end en film fra 1995.

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 1995

Læs også omtalen på Uncut.dk

Også omtalt på Horrorsiden.dk

I en kommentar til mit indlæg om H. P. Lovecraft filmatiseringen “The Dunwich Horror” gav Jonas Willman mig et tip om bogen “The Lurker in the Lobby – a guide to the cinema of H. P. Lovecraft”, hvis jeg ville vide lidt mere om Lovecraft filmatiseringer. Den har jeg fået fat i nu, og det er absolut interessant læsning.

De to Lovecraft entusiaster, Andrew Migliore og John Strysik, har her lavet en oversigt over en lang række film, der enten bygger direkte på H. P. Lovecraft historier eller mere løseligt baserer sig på hans univers. Udover de professionelle film har de også medtaget tv-shows samt en række amatør kortfilm i slutningen af bogen. Disse er dog ikke anmeldt, i stedet har de ladet filmskaberne selv fortælle om filmen, og det er der kommet en lang række interessante essays ud af.

Hvad de kommercielle film angår, giver Migliore og Strysik derimod deres mening til kende, og som man sikkert kan forestille sig, er mange af filmene noget hø. Men der er også enkelte guldkorn imellem, og jeg endte med en liste på ni film, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at få fingre i. Hver film forbindes med den Lovecraft-fortælling, den udspringer af, og jeg må sige, at de to forfattere har styr på deres Lovecraft. Jeg var imponeret efter endt læsning.

Udover filmomtaler indeholder bogen også en række interviews med personer, der har været involveret i Lovecraft-filmatiseringer på en eller anden facon. Det første interview er f.eks. med Roger Corman, der instruerede “The Haunted Palace” fra 1963. En filmatisering af “The Case of Charles Dexter Ward”, der dog blev markedsført som en Poe film og også fik den Poe-inspirerede titel efter Poes digt. I interviewet fortæller Corman, hvordan AIP insisterede på denne markedsføringsstrategi, selvom Corman var lodret uenig.

I et andet interview fortæller John Carpenter, at der især er én ting, han altid har misundt Lovecraft: “There is one thing Lovecraft did that I’ve always wanted to do and I haven’t pulled it off yet. One of Lovecraft’s techniques was to let everything build to the last line, and that line was going to tell you what the horror was and leave you gasping. When he did it right it was transforming, like in “The Outsider”, where this guy is coming up and sees this hideous creature and he reaches out and touches a mirror. Then you get everything and it really is a shudder.”

Af andre interviews kan nævnes Stuart Gordon, Jeffrey Combs og min yndlingstegner Bernie Wrightson, som har lavet nogle illustrationer til en filmatisering af “Shadow over Innsmouth”, der desværre ikke blev til noget. Som en ekstra lækkerbidsken er dog trykt nogle af Wrightsons illustrationer, og jeg kan ganske simpelt ikke fremhæve hans talent højt nok. Det lykkes ham efter min mening på helt enestående facon at få Lovecraft stemning ind i samtlige tegninger, der er medtaget.

Blandt filmene, som baserer sig løseligt på Lovecraft materiale, nævner Strysik og Migliore bl.a. “The Thing from Another World” fra 1951. Her skriver de, at selvom både originalfilmen af Christian Nyby og Howard Hawks og John Carpenters genindspilning i 1982 baserer sig på John W. Campbells novelle “Who Goes There?”, så kan der ikke være meget tvivl om, at Campbell selv har været stærkt inspireret af Lovecrafts arktiske fortælling “At the Mountains of Madness“, hvilket de underbygger med bl.a. sammenligninger af citater m.m.

Alt i alt kan jeg kun give Jonas’ anbefaling af “The Lurker in the Lobby” videre til alle, som har lyst til at vide lidt mere om Lovecraft og filmatiseringerne af hans fortællinger. Bogen er desværre ikke oversat til dansk, men den er skrevet på letforståeligt engelsk og indeholder heldigvis også masser af fede illustrationer.

Udgivelsesår: 2000 (der er siden kommet en 2. udgave med et revideret og udvidet antal film)

De kommercielle film der omtales er:

The Haunted Palace – 1963, D: Roger Corman
- The Case of Charles Dexter Ward

Dark Intruder – 1965, D: Harvey Hart
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men nævner “gods older than the human race … Dagon and Azathoth”

Die, Monster, Die – 1965, D: Daniel Haller
- The Colour out of Space

The Shuttered Room – 1967, D: David Greene
- The Shuttered Room af August Derleth

The Crimson Cult – 1968, D: Vernon Sewell
- The Dreams in the Witch House

The Dunwich Horror – 1970, D: Daniel Haller
- The Dunwich Horror

Alien – 1979, D: Ridley Scott
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men “Dan O’Bannon had the works of H. P. Lovecraft very much in mind when, “in extremis”, he wrote the classi space-horror epic Alien.”

The Fog – 1980, D: John Carpenter
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men John Carpenter har til Rolling Stones udtalt, at han elsker Lovecraft: “I’ve read all of them. Lovecraft suggested som weird textures and I’m trying to do the same thing in a ghost story”

The Gates of Hell – 1980, D: Lucio Fulci
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men foregår i Dunwich

The Beyond – 1981, D: Lucio Fulci
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men bruger bogen “The Book of Eibon”, som også Lovecraft henviser til i bl.a. “The Shadow Out of Time”

Creepshow – 1982, D: George A. Romero
- 5 korte historier hvoraf den ene er et riff af “The Colour Out of Space”

The Evil Dead – 1982, D: Sam Raimi
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

The Evil Dead II – 1987, D: Sam Raimi
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

Army of Darkness – 1993, D: Sam Raimi
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

The Thing – 1982, D: John Carpenter
- giver kredit til John W. Campbells historie “Who goes there?”, men mon ikke også “At the Mountains of Madness” har været en inspirationskilde

Re-animator – 1985, D: Stuart Gordon
- Herbert West, Reanimator

From Beyond – 1986, D: Stuart Gordon
- From Beyond

The Curse – 1987, D: David Keith
- The Colour Out of Space

The Curse II – 1988, D:
- The Colour Out of Space

The Curse III: Blood Sacrifice – 1991, D:
- The Colour Out of Space

The Curse IV: the Ultimate Sacrifice – 1993, D:
- The Colour Out of Space

The Unnamable – 1988, D: Jean-Paul Ouellette
- The Unnamable

Cthulhu Mansion – 1990, D: Juan Piquer Simon
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men viser i klip en håndskrevet bog med titlen Cthulhu

Bride of Re-animator – 1991, D: Brian Yuzna
- Herbert West, Reanimator

Cast a Deadly Spell – 1991, D: Martin Campbell
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men mere en pastiche over Lovecraft blandet med Raymond Chandler

The Ressurected – 1991, D: Dan O’Bannon
- The Case of Charles Dexter Ward

The Unnamable II: the Statement of Randolph Carter – 1992, D: Jean-Paul Ouellette
- har kun en meget svag tilknytning til The Statement of Randolph Carter

Dark Waters – 1993, D: Mariano Baino
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men låner med arme og ben fra Lovecrafts temaer

Necronomicon – 1993, D: Christophe Gans, Shusuke Kaneko, Brian Yuzna
- 3 korte historier: The Drowned baserer sig på temaer og ideer fra Lovecraft mytologien; The Cold baserer sig på “Cool Air”; Whispers baserer sig på “The Wisperer in Darkness”

The Lurking Fear – 1994, D: C. Courtney Joyner
- The Lurking Fear

Witch Hunt – 1994, D: Paul Schrader
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men mere en pastiche over Lovecraft blandet med Raymond Chandler

Castle Freak – 1995, D: Stuart Gordon
- The Outsider

In the Mouth of Madness – 1995, D: John Carpenter
- ikke baseret på en egentlig fortælling, men snarere Carpenters hyldst til Lovecraft

Bleeders – 1997, D: Peter Svatek
- The Lurking Fear

“Murene på Eryx” er nok den mest science fiction prægede novelle, jeg endnu har læst af H. P. Lovecraft. Faktisk må jeg indrømme, at jeg i første omgang troede, at jeg læste Ray Bradbury, selvom jeg godt var klar over, at jeg sad med Lovecraft. Men selvom her er tale om en noget anderledes Lovecraft historie, er den bestemt værd at læse.

Krystaljægeren Kenton J. Stanfield er på Venus for at finde nogle særlige krystaller, som afgiver masser af energi. Energi der fragtes tilbage til jorden meget mod Venus-beboernes vilje. De ser nemlig på krystallerne som noget religiøst og gør alt for at slå de mennesker ihjel, der tager dem.

Stanfield får på sin tur øje på en formidabel krystal, men da han når hen til den, opdager han, at et lig holder fast på den. Liget ligger i en usynlig bygning, som Stanfield beslutter sig for at se nærmere på. Efter lidt undersøgelser går han ind i bygningen, tager krystallen og fortsætter sin udforskning. Men det viser sig snart, at bygningen er en labyrint, og at det er sværere end som så at finde udgangen igen …

Lovecraft skrev “In the Walls of Eryx” i 1935, men novellen udkom først i 1939 i “Weird Tales”. Novellen er ifølge Wikipedia skrevet efter et udkast af high school eleven Kenneth J. Sterling, som var blevet venner med Lovecraft. Sterling havde læst “The Monster-God of Mamurth” af Edmond Hamilton, hvor en usynlig bygning i Sahara ørkenen spillede en rolle, og det gav ham idéen til at bruge en usynlig labyrint til en novelle. Lovecraft skulle herefter have omskrevet og udvidet novellen fra 8000 ord til 12.000 ord, og det  menes, at den endelig tekst hovedsageligt er Lovecrafts.

Novellen beskæftiger sig bl.a. med temaet diskrimination, og meget overraskende udvikler hovedpersonen sig fra at være et intolerant menneske med tro på egen ufejlbarlighed, til at indse at Venus-boerne har ret til deres egen planet og til at følge deres overbevisninger. De er ikke nødvendigvis primitive og mindre værd, blot fordi de er anderledes end mennesker. Ved en anden forfatter ville jeg have tænkt en sammenligning med de hvides indtagelse af USA og udryddelse af de indfødte indianere, men jeg har alligevel lidt svært ved at forestille mig, at Lovecraft har haft den tanke i baghovedet.

Originaltitel: In the Walls of Eryx
Originaludgivelsesår: 1939

I 1966 udgav Steen Hasselbalchs Forlag to antologier med horror-noveller: “Masser af gys” og “Masser af spøgelser“. Der er desværre intet forord i nogen af udgivelserne, men begge bøger indeholder en række gode noveller. En del har dog også været trykt i andre antologier.

Blandt mine favoritter af ikke tidligere omtalte historier her på siden er bl.a. “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, som minder lidt i stil om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden historie, der er værd at fremhæve, er “Grev Magnus” af M. R. James, som finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Endelig vil jeg også fremhæve Thit Jensens historie “Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede“. Her fortæller hun om den enfoldige Øllebrød-Niels, som hver dag kørte rundt i Himmerlands hedehuse og udflyttergårde og forsynede folk med øl og brød. Niels var en fåmælt mand, men han kørte altid til siden, når han så et begravelsesoptog – og dem så Niels flere af end de fleste, for han så dem nogen gange på forhånd. Jeg synes egentlig ikke, at historien er en decideret horror-novelle, men den skal alligevel fremhæves for sine spekulationer over tro og den frie vilje. Novellen blev trykt i samlingen “Spøgelseskareten og andre noveller” fra 1955, som jeg også hellere må prøve at få fat i.

Indhold:

Spøgelsesskuden af Robert Middleton (Ghost Ship, også udgivet i “Den nye spøgelsestime“)
Hånd i handske af Elizabeth Bowen (Hand in Glove, 1952. Også udgivet i “Gys og Genfærd“)
En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Kejser Tiberius’ lille kæledægge af Rose Macaulay (Whitewash, 1952)
Huset i kløften af John Connell (House in the Glen, 1955)
Farven fra verdensrummets dyb af H. P. Lovecraft (The Colour Out of Space, 1927. Også udgivet i “Farven fra rummet“)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912. Også udgivet i “Mine bedste gysere“)
En historie om Don Juan af V. S. Prichett (A story of Don Juan, 1952)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Alle sjæles dag af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1964)
Kong Pest af Edgar Allan Poe (King Pest, 1835. Også udgivet i “Samlede fortællinger“)
Bombeflyenes nat af Evelyn Fabyan (Bomber’s Night, 1952)
Genfærdet af en hånd af J. Sheridan Le Fanu (The Ghost of a Hand, 1863)
Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede af Thit Jensen (1955)

Udgivelsesår: 1966

I “Fra det hinsides” beretter den unavngivne fortæller om sin bedste ven, Crawford Tillinghast, som på det seneste har ændret sig drastisk. I løbet af 10 korte uger er han blevet mager, med indsunkne øjne og en frastødende usoignerethed, og nu tilkalder han fortælleren for at vise ham noget. Tillinghast er begyndt at studere vores opfattelse af verden omkring os, og som fortælleren konstatere: “Det var en fejltagelse at Crawford Tillinghast nogen sinde begyndte at studere videnskab og filosofi. Sådanne emner burde overlades til kolde og upersonlige forskere, for de tilbyder to lige tragiske alternativer til en mand med følelser og handlekraft; fortvivlelse hvis hans søgen slår fejl, og unævnelige rædsler hinsides vores forestillingsevner hvis den bærer frugt. Tillinghast havde engang været et offer for fejlslagen forskning, ensom og melankolsk; men nu vidste jeg, med en indre kvalmende rædsel, at han var et offer for succes.” 

Under besøget viser Tillinghast fortælleren et elektronisk apperat, som udsender bølger, der stimulerer hjerne til at opfatte planer, som vi normalt ikke kan se. Under maskinens indflydelse ser fortælleren mærkelige og skrækindjagende væsener, som tilsyneladende eksisterer lige rundt om os, uden at vi opfatter dem. Men det går først op for fortælleren, at noget er helt galt, da Tillinghast afslører, hvad der er sket med hans to tjenestefolk – og at han er rasende over fortællerens tidligere manglende opbakning til hans forskning …

Tanken om at virkeligheden rummer lag, som vi ikke kan opfatte med vores fem sanser, udbygger Lovecraft også i andre noveller. F.eks. i “The Colour Out of Space” (1927) hvor en farve ukendt for menneskeøjne følger med et meteor ned til jorden eller i “The Dreams in the Witch House” (1933) hvor en særlig geometri i studenten Walter Gilmans værelse giver adgang til en anden dimension.

H. P. Lovecraft skrev novellen “From Beyond” i 1920, og den udkom første gang i 1934 i “The Fantasy Fan”. På dansk er novellen udgivet af Science Fiction Cirklen af to gange under titlen “Fra det hinsides”, først i Cirkel serien nr. 35 og siden i en samling med fem Lovecraft historier med titlen “Farven fra rummet“.

I 1986 blev novellen filmatiseret af Stuart Gordon under titlen “From Beyond”. Stuart Gordon har også instrueret andre Lovecraft historier, bl.a. “Re-Animator” og “Dreams in the Witch House” i Masters of Horror serien.

Originaltitel: From beyond
Originaludgivelsesår: 1934

Jeg havde ellers glædet mig til “Die, Monster, Die!”, som baserer sig på H. P. Lovecrafts fremragende novelle “Farven fra rummet“, men jeg burde nok have gættet, at forventningerne ville få svært ved at blive indfriet.

Amerikaneren Stephen Reinhart kommer til Arkham for at besøge Susan, som han har studeret sammen med. Men da han beder taxichafføren kører ham fra Arkham og ud til familien Witleys ejendom får han nej. Det får han også fra cykelhandleren og fra alle han spørger om vej. Til sidst må han gå, og da han endelig når frem, bliver han på ingen måde budt velkommen af Nahum Witley, Susans far, der forsøger at smide ham ud.

Susan får ham dog til at blive, og det går snart op for Stephen at noget er helt galt hos Witley familien. Susans mor ligger syg i et mørkt værelse, og hun fortæller ham en skrækkelig historie om tjenestepigen, som er forsvundet. Samtidig er Stephen vidne til butleren Merwyns død, og i stedet for at tilkalde lægen begraver Nahum blot liget i nattens mulm og mørke.

Alle disse ting får Stephen til at se nærmere på omgivelserne, og han og Susan opdager noget mystisk i drivhuset, hvor planterne gror helt uhæmmet, men hvor der også er et sandt rædsels-menageri af misdannede væsner. Før han kan overtale Susan til at forlade stedet sammen med ham, forsvinder mrs. Witley imidlertid, og snart løber tingene helt løbsk.

Det er meget få ting fra novellen, som kan findes i filmen. Her nævnes den døde jord, metoritten fra himlen og den overdådige plantevækst som ikke kan spises. Metoritten bruges dog på en noget anden måde i filmen end i novellen. Til gengæld har man forsøgt at putte noget Lovecraft-stemning ind ved at lade Nahums bedstefar være okkult interesseret, og det er denne besættelse, der giver alvorlige konsekvenser i filmen, selvom Nahum ikke selv sysler med at bringe De Gamle tilbage.

Boris Karloff spiller Nahum Witley, og selvom jeg gerne ville sige, at det gør han godt, så er figuren temmelig uinteressant, så det er svært at tilføje den noget. Plottet virker rodet, bl.a. gik det aldrig helt op for mig, hvorfor det var så vigtigt at nævne tjenestepigens forsvinden – og hvorfor hun dukker så blodtørstigt op igen. Til slut forklarer Stephen hele molevitten for Susan ud fra rent videnskabelige synspunkter, da hun spørger, hvorfor alt dette skulle ske. Det er nemlig pga. radioaktivitet, at det hele er gået galt, og havde Nahum blot overdraget meteoritten til videnskaben, kunne den have fundet god nytte  i stedet for. Fed trøst når hele ens familie lige er blevet forvandlet til monstre!

Lovecrafts historier var altid fyldt med det unævnelige; med en gru så stor at ord ikke kunne beskrive den, og med ting så fremmede at de var udenfor vores forestillingsevne. Det fungerer rigtig godt på skrift, for det tillader fantasien at skabe sine egne billeder, men på film er det svært at overføre denne unævnelige rædsel. Som Nate Yapp skriver på ClassicHorror: “Despite an amazing talent for atmosphere, Lovecraft’s stories approached horror from a subjective emotional experience. Locations and ghastly beasts alike were described by the effect they had on a character, and even that was often beyond the scope of mere words. While such a technique makes for an imaginative read, it also presents a peculiar challenge to the filmmaker looking to create a concrete visual out of it.” Og det er netop også her, det går galt for instruktør Daniel Haller. Det lykkes ham simpelthen ikke at skabe den atmosfære, der bærer novellen frem, og de få ting, han vælger at tage med i filmen, står som klichér og vittigheder.

Instruktøren Daniel Haller står iøvrigt også bag en anden Lovecraft filmatisering “The Dunwich Horror“, som jeg heller ikke var vildt begejstret for.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1965

Efter at have læst en masse H. P. Lovecraft historier er jeg nu gået i gang med at se nogle af filmatiseringerne af hans fortællinger – og som ventet er det en noget blandet oplevelse. Første film på min liste var “The Dunwich Horror”, som bygger på novellen af samme navn.

“The Dunwich Horror” bruger enkelte elementer fra novellen, men fylder selv en masse vrøvl og ligegyldigheder på, som gør, at historien ender med at være en yderst langsommelig affære, selvom filmen kun varer 90 minutter.

Dr. Henry Armitage (Ed Begley) underviser på Arkham Miskatonic University, hvor han bl.a. bruger bogen Necronomicon. Efter en forelæsning dukker Wilbur Whateley (Dean Stockwell) op på biblioteket og vil låne bogen. Det lykkes ham at charmere Nancy (Sandra Dee) til at give ham lov til at læse i den på stedet, men Armitage dukker op og afviser at lade Wilbur låne den længere. I stedet får de sig en hyggelig kop kaffe på en café, og aftenen slutter med, at Nancy, som er mærkeligt tiltrukket af Wilbur, kører ham hjem til Dunwich.

Men køreturen bliver til et længere ophold, for Wilbur har hypnotiseret Nancy, og da dr. Armitage og Nancys veninde dukker op for at hjælpe hende hjem, afviser hun dem pure. De er dog overbeviste om, at ikke alt er, som det skal være – ikke mindst fordi Armitage kender Wilburs slægts historie. Whateleyerne har nemlig flere gange været på kant med samfundet igennem tiden, fordi de ønsker at åbne porten til paralleluniverset, hvor de gamle holder til. Så Armitage forsker lidt i Wilburs historie og opdager en grufuld hemmelighed. Nu er det bare at håbe, at han kan nå at redde Nancy – og hele verden – før det er for sent.

Filmatiseringen er som sagt ikke af den bedste slags. Det håbløse samspil mellem Wilbur og Nancy er nærmest tåkrummende, og i det hele taget mangler filmen den stemning, som gjorde novellen interessant. I filmen er Wilburs bedstefar blot et gammelt fjols, og hans mor er gemt væk på et sindssygehospital. Dermed står han slet ikke så stærk som karakter, som han gør i novellen.

Det er egentlig lykkes ganske godt at visualisere den rædsel, som bor på husets første sal, men den underliggende vanvittige og skræmmende stemning hos familien Whateley er slet ikke til stede i filmen. I stedet virker de som landsbytosser, og Dean Stockwell formår slet ikke at give Wilbur det skær af umenneskelighed, som figuren indeholder. Han står blot med sit lille overskæg og stirrer stift med et blik, som formentlig skal virke hypnotiserende, men blot virker lettere ironisk.

Så alt i alt er “The Dunwich Horror” ikke en Lovecraft filmatisering, jeg kan anbefale. Til gengæld kan jeg anbefale et besøg på hplovecraft.com, som bl.a. indeholder en oversigt over Lovecraft filmatiseringer, både de film som bygger direkte på hans historier, men også film som blot har Lovecraft stemningen eller referer til Lovecrafts univers.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1970