Indlæg tagget med ‘Harry Harrison’

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

For længe siden fik jeg anbefalet filmen Soylent Green fra 1973, og forleden fik jeg endelig set den. Historien udspiller sig i 2022 (måske var det bestemt af højere magter, at jeg først skulle se den i år?), og Charlton Heston spiller hovedrollen som den korrupte kriminalbetjent Thorne. Han sættes til at opklare mordet på et af bestyrelsesmedlemmerne i Soylent Corp., et firma der stort set brødføder hele New York med sine proteinrige plankton-kiks. Men i en by med 80 millioner indbyggere er det lettere sagt end gjort. Især da nogen med forbindelser vil gå langt for at dysse sagen ned.

Filmen giver et klart indtryk af, hvordan overbefolkningen har drevet samfundet ud over kanten. New York vises som en nedslidt by, hvor vagter med geværer bevogter de pæne trappeopgange, så de fattige ikke sover der. Korruption er udbredt, og der er mangel på alt.

Plottet er bygget op om opklaringen af mordet, men filmen er meget mere end det. Klimaet er gået amok og en hedebølge ligger tungt over New York. Som kontrast til almindelige menneskers fattigdom præsenteres vi for lejligheder med alle fornødenheder for de rige. Endda med smukke unge kvinder der følger med som ‘furniture’. Stort set ingen læser mere, men enkelte mennesker fungerer som ‘books’, der kan skaffe alle mulige slags oplysninger. F.eks. er Thornes ældre sambo Sol en ‘book’, der hjælper ham med politiarbejdet. Og endelig er der slutningen, der fører filmen i en helt ny retning.

Soylent Green er fra 1973 og fik den danske titel Fremtidens rædsel. Selvom enkelte scener virker forældede i dag, synes jeg stadig, at filmen er værd at se. Den kendte filmanmelder Roger Ebert beskrev den da også som: “… a good, solid science-fiction movie, and a little more.

Romanen

Det var først efter, at jeg havde set Soylent Green, at det gik op for mig, den var baseret på Harry Harrisons roman Gør plads! Gør plads! Selvom man tydelig ser inspirationen fra bogen i Stanley R. Greenbergs manuskript, er her dog tale om en ret anderledes historie.

Igen er opklaringen af et mord den røde tråd gennem romanen. Kriminalbetjenten Andy Rusch bliver sat på sagen, da Michael O’Brien – også kendt som Store Mike – bliver myrdet i sin lejlighed. Det ligner et indbrud, der er gået galt, og normalt ville sagen hurtigt blive lukket. Med de mange mord, der sker hver dag i New York, er det oftest sådan det går. Men nogen højt oppe i systemet presser på for at finde morderen.

Historien fortælles i forskellige spor. Dels gennem Andy der modsat filmens kriminalbetjent ikke er korrupt, men hårdtarbejdende og idealistisk. Dels gennem den unge kvinde Shirl, der var Store Mikes kæreste. Han var en brutal mand, men alligevel var livet med ham langt mindre hårdt, end livet på gaden. Endelig hører vi også om den 18-årige kineser Billy Chung, der bor med sin familie i havneområdet på et nedslidt skib sammen med en masse andre familier.

Gør plads! Gør plads! udspiller sig over et lille halvt års tid i 1999 frem til årtusindskiftet. Befolkningstallet er eksploderet, og der er ikke længere nok mad til alle. Staten har indført velfærdskort, som giver adgang til madrationer, men kød og grøntsager har kun de rige råd til at købe. Vand er også en mangelvare. Både pga. det bestandigt varmere klima. Men også fordi bønderne klager over byernes store vandforbrug og saboterer rørledningerne.

Menneskeheden slugte på et århundrede alle verdens ressourcer, som det havde taget millioner af år at oplagre, og ingen i toppen brød sig en døjt om det, eller hørte efter alle dem der prøvede at advare dem. De lod os bare overproducere og overkonsumere, indtil nu hvor olien er væk, muldlaget er udpint og skyllet bort, træerne hugget om, dyrene uddøde, jorden forgiftet, og alt hvad vi har fået ud af det, er syv milliarder mennesker, der kæmper om de smuler, der er tilbage og lever en elendig tilværelse – og stadig avler børn uden kontrol … (side 172)

Stort set ingen husker, hvordan det var før. Alle gør bare, hvad der skal til for at overleve i den stadig mere nedslidte by fuld af mennesker på hver kvadratmeter.

Slutningen er helt anderledes end romanen, og jeg kan forestille mig, at Gør plads! Gør plads! har været ret kontroversiel, da den udkom i USA i 1966. Andys sambo Sol, der også i romanen er en ældre mand, er nemlig fortaler for fødselskontrol. Og når man tænker på, at USA her i 2022 forsøger at rulle kvinders ret til abort tilbage i flere stater, kan jeg kun forestille mig, hvilket ramaskrig det forslag har vakt dengang.

Harry Harrison har ikke skrevet en særlig opmuntrende roman. Meget af det han forestillede sig i 1966 er sket. Vi opbruger jordens ressourcer, klimaet ændrer sig, vi er i gang med den sjette masseudryddelse, og vi er alt for mange mennesker på jorden. Men stadigvæk fortsætter forbrugsfesten, og det er svært at se vores politikere opføre sig meget anderledes, end dem i romanen. Så selv med 56 år på bagen er Gør plads! Gør plads! desværre sørgeligt aktuel.

Udgaven, jeg har læst, er uheldigvis skæmmet af en del trykfejl. En af de mest iøjnefaldende er i bogens slutning, hvor USA’s befolkningstal glædesstrålende opgøres til 44 millioner. Her skulle have stået 344 millioner.

I skrivende stund er USA’s befolkningstal på knap 335 millioner, altså lidt mindre end Harrisons bud. Til gengæld har vi på verdensplan overskredet hans syv milliarder, idet vi nærmer os otte!

Om Gør plads! Gør plads!

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Notabene, 219 sider
Omslag: Peter Sugar
Originaltitel: Make Room! Make Room!, 1966
Oversætter: Jannick Storm

Læs også:

Efter stormen af Harry Harrison
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Atlantiz af Publius Enigma

Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard

Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard

Det handler om kunstig intelligens, religion, rumrejser og udforskning af nye verdener, atomkrig, klima-nedsmeltning, alternate history, tidsrejser, virtual reality og meget mere i Science Fiction Cirklens lækre mastodont udgivelse.

Hvad gør du, hvis din kontorstol tilfredsstiller din kæreste bedre end dig selv? Hvordan reagerer du, hvis du finder ud af, at dit liv blot er en simulation, som genstartes hver dag? Hvad sker der, hvis tre atombomber falder samtidigt? Hvordan beholder du din tilknytning til jorden, hvis der går 30 år, mellem hver gang du er “hjemme”? Det er blot nogle få af de spørgsmål, forfatterne stiller i Den Store Science Fiction-bog.

Niels Dalgaard har udvalgt og oversat de 22 noveller, der her er samlet. I forordet forklarer Dalgaard, at han ikke har gjort noget forsøg på at lave en systematisk antologi i forhold til science fiction genrens motiver, historiske udvikling el. lign. Den Store Science Fiction-bog indeholder simpelthen noveller udgivet i årene 1952 til 2011, udvalgt efter det indtryk de har sat i ham som læser.

Med en så subjektiv indgang til en antologi kan der være fare for, at samlingen ikke føles relevant for andre. Det er dog ikke tilfældet her. Selvom der er enkelte af novellerne, jeg ikke er så vild med, så mærkes både Dalgaards store kendskab til genren, men ikke mindst hans kærlighed for de gode historier – i alle science fiction genrens afskygninger.

For her er virkelig tale om forskellige fortællinger. I ”Og tallerkenen løb væk med skeen” af Paul Di Filippo er vi i en fremtid, hvor hvor møbler, tøj, alt – indeholder intelligente chips for at forbedre forbrugerens oplevelse. Ind i mellem forsøger genstandene at forbinde deres processorkraft og skabe nye uafhængige enheder, populært kaldet blebs. Fortælleren er rædselsslagen for disse blebs (hans forældre blev slået ihjel af én) og begynder derfor at overvåge sin kæreste for at passe på hende. Og en dag går hans værste frygt i opfyldelse …

Paul Di Filippo bruger humor til at tage livtag med teknologiens indtog i vores verden, og gør det både underholdende og velskrevet. Novellen er fra 2003 og omhandler også temaet overvågning, idet fortælleren arbejder for TANTE – en instans der overvåger alt og alle. Det er nærliggende at tænke George Orwell 1984, men også Niels E. Nielsen har en tante (tante kluk) i Troldmandens sværd fra 1967.

Flere af novellerne ser nærmere på religion. I “Ashkelons gader” af Harry Harrison er John Garth det eneste menneske på Weskers verden. Han er handelsmand og har været på planeten et år, kun i selskab med Weskerne. De er et rent logisk folk som aldrig har haft nogen form for religion, myter eller andre overleveringer ud over rene fakta. Da et rumskib sætter en anden passager af, er Garth først glad for selskabet, indtil han opdager, at den nyankomne er præst. For Garth ønsker ikke Weskerne ‘forurenet’ af religion.

I “Oceanisk” af Greg Egan er novellens fortæller drengen Martin. Hans storebror har sluttet sig til Den Dybe Kirke og ønsker at Martin skal følge ham. Martin er også troende, men ikke så inderligt. Alligevel vælger han at følge broren, og oplever samme religiøse vækkelse. Men som voksen begynder hykleriet og videnskaben at ændre hans tro.

Begge noveller er interessante, og har hver deres indgangsvinkel til diskussionen tro. Harrisons novelle fra 1962 er relativ kort og med en meget tydelig pointe, mens Egans novelle er fra 1998, og gør meget ud af også at introducere verdenen og baggrunden for religionen.

Udforskning af nye verdener er også udgangspunkt for et par af novellerne, der pudsigt nok begge er skrevet i 1950’erne. I “Overfladespænding” af James Blish er et udsåningsskib nødlandet på vandplaneten Hydrot. Besætningen har ingen chance for at overleve ret længe, men de kan nå at modificere deres menneskelige efterkommere, så de har en chance for at overleve. Og ligesom deres forfædre udforsker også disse efterkommere universet.

Fem år efter James Blishs novelle udkom, udgav H. Beam Piper “Universalordbogen”. Her er mennesket i fuld gang med at udforske Mars, og hovedpersonen Martha Dane har sat sig for at lære at læse marsiansk. Men det er mere end vanskeligt, da intet skriftligt af betydning tilsyneladende er bevaret.

Ingen af novellerne virker på nogen måde bedagede, hverken sprogligt eller idémæssigt. Nærmest kun de mange cigaretter der ryges i Pipers novelle afslører novellens alder.

Selve rumrejsen er udgangspunktet i Tom Godwins “De kolde ligninger”, der handler om en redningsmission der opdager en blind passager. Reglerne er ganske klare. Den ekstra vægt øger forbruget af brændstof, således at man ikke når frem. Derfor skal den blinde passager forlade rumskibet. Men hvad nu hvis den blinde passager er en ung teenagepige?

Lidt mere spidsfindigt undersøger John Varley rumrejsens tidsparadoks i “Pusheren”, hvor vi følger en voksen mands forsøg på at komme i nærkontakt med en lille pige på en legeplads.

I “At græde i regnen” af Tanith Lee er klimaet gået amok. De privilligerede bor under beskyttende kupler, mens resten må klare sig så godt de kan udenfor. En enlig mor kæmper for at passe godt på sine børn og sikre dem en bedre fremtid. Men betingelserne er barske. Jeg var meget betaget af Lees novelle, som jeg finder ualmindelig smuk, og som både er sørgmodig  men også fuld af håb for menneskehedens fremtid.

Novellen “Weinachtsabend” af Keith Roberts er en alternate history fortælling, hvor England og Tyskland er allierede, og der Führer regerer sammen med kongen. Charles Stross hovedperson er tidsrejseagent i “Palimpsest”. Og i “Forskellige slags mørke” af David Langford er vi næsten ovre i sci fi-horror. Her mødes en gruppe elever på en skole i deres hemmelige Gyserklub, hvor de bl.a. udfordrer hinanden i at se på et uhyggeligt billede. Hvor uhyggeligt det er, går først op for læseren mod slutningen.

Som det forhåbentlig anes, er Den Store Science Fiction-bog fyldt med spændende, anderledes, sjove, sørgelige, eftertænksomme, udfordrende og velskrevne historier, som alle viser forskellige aspekter af genrens spændvidde. Så selvom det ikke var et mål for Dalgaard, viser antologien alligevel genrens store bredde og kvalitet. Samtidig introduceres nye forfattere på dansk, ligesom koryfæerne også er repræsenteret.

Efter min mening er Den Store Science Fiction-bog derfor nærmest et must for science fiction fans. Og for de læsere, der endnu ikke ved, at de er science fiction fans, så er den et godt sted at starte. Hellere i dag end i morgen …

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den Store Science Fiction-bog:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 534 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Paul Di Filippo: Og tallerkenen løb væk med skeen (2003)
Harry Harrison: Ashkelons gader (1962)
Gene Wolfe: Mars’ skjolde (2002)
Paolo Bacigalupi: Fløjtepigen (2003)
James Blish: Overfladespænding (1952)
Vernor Vinge: Cookie monster (2003)
Malcolm Edwards: Efterbilleder (1983)
Tanith Lee: At græde i regnen (1987)
Greg Egan: Oceanisk (1998)
H. Beam Piper: Universalordbogen (1957)
Connie Wilis: Et brev fra familien Cleary (1982)
Ian R. MacLeod: Nyt lys på Drakes ligning (2001)
Keith Roberts: Weihnachtsabend (1972)
Bruce Sterling: Maneki Neko (1998)
Tom Godwin: De kolde ligninger (1954)
Charles Stross: Palimpsest (2009)
David Langford: Forskellige slags mørke (2000)
Richard Cowper: Derude hvor de store skibe sejler (1979)
Ken Liu: Et helt andet sted, uhyre flokke af rensdyr (2011)
John Varley: Pusheren (1981)
Pat MacEwen: Hjem, kære BioHjem (2011)
Brian W. Aldiss: Et skin af liv (1976)

Efter stormen af Harry Harrison

efter-stormenForestil dig en verden, hvor overbefolkningen har nået sin grænse. Regeringen har indført en fødselspolitik, som SKAL overholdes, så da Benedicts kone føder deres tredje barn, falder hammeren. Enten afleverer de barnet til regeringen, eller også bliver Benedict erklæret fredløs, og frivillige må dræbe ham uden efterfølgende repressalier.

Det er scenariet i novellen “En forbrydelse”. Men i stedet for at skrive en tjubang historie, hvor vi blot følger lejemorderen og Benedicts kamp til døden, ønsker Harry Harrison at sætte tankerne i gang hos læseren – og det er netop det, som kendetegner god science fiction!

For hvem er egentlig forbryderen her? Samfundet, som har opsat reglerne om, hvor mange børn folk må få? Benedict og hans hustru som får det tredje barn imod samfundets love? Eller lejemorderen som udfører samfundets dødsstraf og selv får tilfredsstillet sin blodtørst? Harrison giver os ikke svaret, men det er også spørgsmålene, der er interessant.

I samlingen “Efter stormen” har Niels Dalgaard udvalgt 10 noveller, som bredt præsenterer Harry Harrisons forfatterskab, og her er “En forbrydelse” blandt mine favoritter. En anden favorit er “Det sidste møde”. Her finder menneskene i deres søgen efter andre racer i universet endelig noget, der tyder på, at vi ikke er alene. Men også novellen “K-faktoren” fortjener at blive fremhævet. Her introducerer Harrison læseren for societik – en videnskab som kan aflæse samfund og dermed også manipulerer dem til hvad som helst. Samlingen sluttes af med et efterskrift ved Niels Dalgaard med en kort introduktion til Harry Harrisons øvrige forfatterskab.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Harrison, og selvom ikke alle novellerne i samlingen var lige overraskende, så har jeg bestemt fået lyst til at gribe fat i nogle af hans ældre udgivelser. Harrison giver både læseren noget at tænke over, men er heller ikke bleg for at bruge lidt action til at føre sin historie frem. Det er super underholdende og samtidig også interessant udover det umiddelbare plan.

“Efter stormen” er udgivet af Science Fiction Cirklen, som gennem flere år har sørget for at oversætte og udgive spændende science fiction forfattere til dansk, og som også står bag de fleste udgivelser af dansk science fiction.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Indhold:

Redningsoperation
En forbrydelse
Efter stormen
Det sidste møde
Verdens bedste bil
Jeg ser dig
Klippedykker
Simuleret træning
K-faktoren
Den endeløse nat gryr

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Science Fiction Cirklen, 220 sider