Indlæg tagget med ‘havet’

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg er første bind i Lasse Bo Andersens spændende nye serie for børn og unge.

Efter at Malea har mistet sine forældre og sin tvillingebror i en uforklarlig bilulykke, flytter hun efter måneders rundkasten i systemet ind hos morens halvsøster, Jytte, i den lille kystby Snarevig. Malea kender ikke Jytte, og den lille søvnige by virker alt andet end tiltrækkende på hende. Men det er måske hendes sidste chance, for de andre skoler og plejefamilier har smidt hende ud.

Samme dag som Malea begynder i skolen, ankommer også en anden ny elev, Lau, der bor sammen med sin far i det store hus for enden af vejen, hvor Jytte og Malea bor. Men det, der skulle have været en ny begyndelse, bliver alt andet. Klassens førende pige, Silke, fryser Malea ud, og kun Lau virker interesseret i at lære hende at kende. Det gider Malea dog. Hun holder afstand til alle bag en afvisende facade og ønsker sig bare sin familie – og især broren Kristoffer – tilbage.

Alligevel ender det med, at Malea hjælper Lau, da hans far mister en vigtig kasse under indflytningen. Hun får et underligt syn, der fører de to unge ned til havnen, og her udvikler historien sig i en helt ny og dramatisk retning. Der gemmer sig nemlig en hemmelighed i Snarevig, som trækker tråde til Malea og hendes familie.

Malea og søuhyrets æg er en underholdende, spændende og vedkommende fortælling for de +10 årige. LBA fortæller dels en dramatisk historie fuld af væsener fra folkeeventyrerne. Dels en rørende historie om sorg, mobning og ung sårbarhed. Begge dele gør han godt, og lykkes endda med at samle dem til ét troværdigt univers. På den led lever han helt op til Mathias Clasens fine definition på god fantasy.

Fantasylitteraturen kan være nok så urealistisk på overfladen med alle de ildspyende drager og trylleformularerne og de fjerne verdener. Men fantasy er også langt mere end det, og noget af det, der gør genren interessant er, når den også er psykologisk realistisk og skildrer menneskets møde med det utrolige, det fantastiske, det rædselsfulde. Den handler om fiktive personers forsøg på at løse reelle problemer og overvinde forhindringer. Eller når fantasy også er socialt realistisk og skildrer menneskelige interaktioner og relationer i al deres kompleksitet. Den eventyrlige ramme gør således den realistiske skildring mere interessant. (Læs hele Mathias Clasens artikel på Litteratursiden)

Jeg var rigtig godt underholdt af serien om Malea. Historien flyder let uden at tale ned til læseren, men med masser af dramatik og uhygge. Og så slutter hvert bind i serien med noget af en cliffhanger, der giver lyst til straks at kaste sig over de næste bind – og de kan også anbefales!

PS. På det personlige plan vil jeg gerne takke LBA for i bind to Malea og dødishullets hemmelighed at forklare, hvad et dødishul er. Jeg er nemlig stødt på ordet flere gange, og først nu har jeg forstået det 🙂

Uddrag af bogen:

Malea følte det, som om hun forsvandt ind i en boble af tåge. Hun havde fornemmelsen af, at hun var trådt ind i en helt anden verden. Og så alligevel ikke. For omgivelserne var de samme. Men tiden var på en eller anden måde blevet skruet tilbage, for nede for enden af trappen holdt flyttebilen.

Hun standsede brat op og gloede måbende ned på den. Så vendte hun sig om for at spørge Lau, om han også kunne se bilen, men han var der ikke.

I stedet kom de to flyttemænd gående ned ad trappen direkte mod hende. Og de så ikke ud, som om de havde i sinde at stoppe. Det så nærmere ud … som om de slet ikke havde opdaget hende. Som om de ikke kunne se hende.

Malea skulle lige til at råbe op, da de to mænd med ét blev underligt blege og udviskede. Næsten helt farveløse. Og de fortsatte lige igennem hende som to spøgelser.

Hun gav et gisp fra sig, snurrede rundt og gloede måbende efter de to mænd, der helt uanfægtet sjoskede videre ned ad trappen, mens de fik deres normale udseende tilbage igen.

– Hvad sagde jeg? Ingen drikkepenge.

Malea genkendte den vrængende stemme, og hun genkendte det, der blev sagt.

Hun så ned mod Jyttes lille, hvidkalkede hus. Vinduet i gavlen stod åbent.

Hun snappede efter vejret, da hun fik øje på det, og det var, som om temperaturen tog et kraftigt dyk.

Den kendte samtale fortsatte.

Nej, du fik ret.

Det er fa’me nogle mærkelige folk, der flytter til byen.

Den forventede korte, hæse latter nåede hendes ører.

Men den skat, det er nok …

Samtidig med den tykke af flyttemændene fik Malea øje på sig selv inde bag vinduet. (side 68-69)

Reklame: Tak til forlaget Tekst & Tegning der har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Malea og søuhyrets æg:

Udgivelsesår: 24.11.2022
Forlag: Tekst & Tegning, 108 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Serien om Malea:

Malea og søuhyrets æg
Malea og dødishullets hemmelighed
Malea og tvillingeblodets bånd
Malea og havfruens sidste tårer

Læs også:

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
De sorte symboler af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Tænkehatten præsenterer: Er jeg smuk? af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis

  • Malea og søuhyrets æg
  • Malea og Dødishullets hemmelighed
  • Malea og tvillingeblodets bånd
  • Malea og havfruens sidste tårer

Slimede mareridt af Michael Kamp

Slimede mareridt 1 - Tang af Michael Kamp

Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)

Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.

Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.

Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.

Tang

Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.

Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …

Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.

Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?

Tæger

Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …

Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.

Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.

Teltet

7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.

Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …

Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.

Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.

Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om Slimede mareridt:

Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Serien Slimede mareridt:

Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Frygtelige fynske fortællinger 2 – Alt godt fra havet / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Frygtelige fynske fortællinger 2 - Alt godt fra havet / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Det er svært ikke at være imponeret over den gejst og glæde for de fantastiske genrer, som forlaget Ildanach udviser. Siden de udgav første bind af horror antologien Frygtelige fynske fortællinger i 2020, er det blevet til yderligere en science fiction antologi i 2 bind samt en fantasy antologi i 2021, og her i starten af 2022 kommer Frygtelige fynske fortællinger 2 – Alt godt fra havet.

Hvor forfatterne i første bind skulle forbinde deres fortælling med Fyn og ellers havde frit valg i forhold til tematik og indhold, har redaktør Nils Anker Tønner-Oldefar tilføjet et benspænd denne gang. Alle noveller i Alt godt fra havet skal bruge havet som et element i fortællingen.

“[Havet] er stort, ukendt og lige så meget en kilde til forundring, som til forfærdelse. Indenfor min egen levetid har forskere opdaget arter, der i århundreder blev opfattet som sagndyr (eksempelvis gigantblæksprutten og opdagelsen af antikke byer der blev opslugt af havet), og mens vi gennem science-fiction har kigget mod stjernerne og planlagt vores rute dertil, så har havet, hvorfra al liv oprinder, beholdt sin mystik.” (side 10 i forordet)

De forskellige forfattere har tolket benspændet meget forskelligt. Nogen har brugt det som det afgørende element i fortællingen, mens andre næsten blot har havet med i en bisætning. Det giver en antologi, der trods et enslydende udgangspunkt serverer 16 meget forskellige noveller for læserne. Jeg ville have elsket en lidt skarpere vinkel på brugen af havet, og for mig er de bedste noveller i antologien, dem der netop udnytter havets potentiale. Men det er en smagssag, og betyder ikke at de øvrige noveller er dårlige. De har bare et andet fokus end havet.

Min yndlingsnovelle i Alt godt fra havet er Sophie Vahls ‘Sundfarten’. Veninderne Trine og Sandra tager på en hygge-rundfart med M/S Helge en dejlig sommerdag. Pludselig ændrer stemningen sig dog, da motoren går ud, og vejret slår om. Novellen udnytter havet som scene på allerbedste vis, og er samtidig underholdende og velfortalt.

“Hørte du det?” spurgte jeg med munden fuld af chokoladekiks.
Trine rynkede brynene. “Ja, hvad fanden var det?”
Jeg rejste mig fra det læderbetrukne sæde og kiggede ud ad vinduet bag os. De store tunge regndråber var blevet til en tæt finregn. Det gav en tågeagtig effekt, der gjorde det svært at se kysten, selvom jeg vidste, at den ikke var langt væk. Jeg lagde min hånd på Trines skulder.
“Se lige vandoverfladen. Er det normalt?” spurgte jeg.
Trine vendte sig om for at kigge. Vandoverfladen omkring M/S Helge opførte sig som en rytmisk pulserende membran. Som på en højtaler i lav frekvens.
“Nej, det der er ikke normalt,” sagde en stemme bag os.
(side 242)

En anden novelle, der skal fremhæves, er Karina Sund Laustsens ‘Gensyn’. Iben deltager i en spirituel workshop, som afholdes af Hekate Cassiopeia (den fynske shaman) og som skal ende i en genfødsel af deltagerne i Det Sydfynske Øhav. Historien bruger havet aktivt i plottet og tager en overraskende drejning undervejs. Samtidig trækker fortællingen en tråd til forfatterens novelle i første bind af Frygtelige fynske fortællinger, hvilket jeg synes er en fin gimmick.

Hun vendte sig halvt om mod os og pegede ud mod det natblå hav med en fejende armbevægelse.
“Under overfladen finder vi alt godt fra havet,” sagde hun, “ligesom vi finder alt det gode og vigtige hos os under overfladen. I kan mærke det. Vi befinder os midt i den portal, så mange har valfartet til siden fordums tid. En portal mellem denne verden og den anden virkelighed. Og en portal er altid en åbning til sandheden.
” (side 80)

Ingen horror antologi med hav-tema er fuldendt uden en hilsen til H.P. Lovecraft. Den står Torben Magnild Husum for med sin vellykkede novelle ‘Før vi vågner’. Historien udspiller sig i den lille fynske by Nedre Dyreborg i 1839. Her finder man liget af en lille pige med nogle mærkelige tegn tatoveret. Siden dukker endnu et barnelig op i vandkanten, og de lokale mistænker Maren Havkat for at stå bag de ugudelige mord. Det tror betjent Villumsen dog ikke på, men hvem har så dræbt børnene?

“Har hun lidt druknedøden?”
“Jo, det vil jeg bestemt mene. Der er store mængder saltvand i hendes lunger. Men der er også disse besynderlige mærker på halsen.” Han pegede under hagen på liget med en spids finger og berørte et par sår på halsen, der mest af alt lignede tatoveringer lavet af en amatør med en kniv og en håndfuld kul eller andet sortnet materiale. De snørklede mærker var stort set udvisket efter et ophold af ukendt varighed i Faaborg fjords kølige favn. “Det ligner tegn eller runeskrift af en art, men havets nådesløse hærgen har bearbejdet dem i en sådan grad, at de er uigenkendelige som sligt.”
“Særdeles fascinerende,” sagde landbetjenten. Han gravede en rund metalbrille på en lille stang op af lommen og studerede sårene på barneliget nærgående. “Har De set den slags før, Hr. Doktor?”
“Det kan jeg med sikkerhed benægte. Men det er heller ikke hver dag, der skyller barnelig i land i vores lille søvnige del af verden.”
(side 211)

Den sidste novelle, jeg vil fremhæve i denne omgang, er Niels Kjærgaards ‘Skadedyr’. Parret Hjalte og Agnes har købt et forfaldent strandhotel på Langeland, som de vil sætte i stand. Hotellet viser sig dog at have nogle uvelkomne beboere, og Agnes må finde en helt ny side frem af sig selv. Historien er en spændende revenge-fortælling, og selvom havet kun bruges perifert, var jeg vældig underholdt under læsningen.

Han trækker vejret dybt. Der er helt stille udenfor døren. Ingen ved, at hun er her. Forsigtigt bevæger hun sig hen mod døren, men noget får hende til at stoppe. Sorgen bobler i hendes mave. Vreden koger i blodbanerne. Hun vender sig om, går hen til madrassen og trækker langsomt puden væk under Firbenets hoved. I nogle sekunder står hun med den i favnen. Stirrer ned på det forfærdelige menneske, der grinede af Hjaltes død.” (side 116)

Jeg kunne sagtens fremhæve flere noveller, og Alt godt fra havet er overordnet set en underholdende antologi for alle, der elsker gode gys. Det tæller bestemt heller ikke ned, at prisen er mere end rimelig. Det er ikke ret tit, at man får næsten 300 siders uhygge for 159,-

Underholdende antologi om havets sære væsener, menneskelig ondskab og portaler til andre verdener.

Reklame: Tak til forlaget Ildanach som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Alt godt fra havet:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Ildanach, 273 sider
Omslag: René Kovac
Vignetter: Karsten Brandt-Knudsen

lndhold:

Forord af Nils Anker Tønner-Oldefar
Hvad havet bragte af Maria Sofie Henriksen
Fjorden af Gry Oustrup
Nedad af Christine Godman
Sten, stumper og det salte skum af Karsten Brandt-Knudsen
Enebærodde af A. Silvestri
Gensyn af Karina Sund Laustsen
Skarpretteren af Thomas Stodal
Skadedyr af Niels Kjærgaard
Lige til at spise af Kasper Grandetoft
Iglens mærke af Niels Kjærgaard
Portenes tavle af Jakob Alexander Brahm
Hunderups hævn af Jane Mondrup
Før vi vågner af Torben Magnild Husum
Sundfarten af Sophie Vahl
En frygtelig kærlighedshistorie af Anne-Mette Brandt
Fru Virosa af R.H. Jørgensen

Læs også:

Uhyret af Peter Benchley
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Tidevandet af Nick Clausen
Frygtelige fynske fortællinger 1
Fyrtårnet af Nikolaj Johansen
Hvisken fra dybet af Patrick Leis
Skyggen over Innsmouth af H. P. Lovecraft
Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Hvisken fra dybet af Patrick Leis

Hvisken_fra_dybetUnderholdende dansk horror for alle som holder af gedigne drengerøvshistorier.

Havet ud for den jyske fiskerlandsby Bolvig er hjemsøgt af en stærk understrøm. I hvert fald er antallet af drukneulykker ved Bolvig mange gange større end noget andet sted.

For 6 år siden druknede Johns far, og kort efter forlod John og moren Bolvig i al hast og efterlod huset som det stod. Farens død tog hårdt på John, som blev lidt af en rod, imens moren blev mere og mere alkoholiseret. En dag styrtede hun ned ad trappen og døde, så nu er John alene, og han plages af onde drømme.

For at finde ud af hvad drømmene kommer af og komme til bunds i, hvad der egentlig skete den nat, faren forsvandt, tager den nu 16-årige John tilbage til Bolvig. Men byens beboere bliver ikke glade for at se ham – og snart drukner et nyt offer.

Patrick Leis er altid god for et underholdende gys, og det får vi også her i ”Hvisken fra dybet”. Håndværket er i orden, historien flyder og fører læseren videre og videre, og der gemmer sig flere overraskelser undervejs.

Korrekturen kunne dog godt have været lidt bedre. Dels er der en del slå- og stavefejl, som f.eks. at Johns mormor lider af ”altzenheimer” (side 94), og dels er der kontinuitets fejl, som når John kommer tilbage til huset, og på side 24 konstaterer at strømmen for længst er slukket, og derefter tænder farens gamle computer på side 27.

Trods disse beklagelser var jeg alligevel vældig underholdt af romanen, som har en mørk og dyster stemning med en til tider næsten gotisk kvalitet over sig. De bagvedliggende sagn, som Johns opdukken giver nyt liv, er interessante og fik mig til at tænke på H. P. Lovecraft. Persontegningerne er lidt kliché-agtige, men det gør ikke noget, for det actionfyldte plot er altid det vigtigste i Patrick Leis’ bøger, og det er helt i orden her i ”Hvisken fra dybet”.

Alt i alt endnu en underholdende horror-roman fra Patrick Leis til alle som holder af gedigne drengerøvshistorier.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Patrick Leis
Forlag: Cadeau
Sider: 204

Besøg Patrick Leis’ hjemmeside

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist

Menneskehavn af John Ajvide LindqvistHvis der er en ting, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Han er en af de mest suveræne fortæller i nyere tid, og han er i mine øjne for horrorgenren, hvad Sjöwall og Wahlöö har været for krimigenren. Med Lad den rette komme ind introducerede han den socialrealistiske gyserroman, og det har han efterfølgende fulgt smukt op med Håndtering af udøde og nu Menneskehavn.

Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö, og han kommer stadig jævnligt dertil  med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år, selvom de nu bor i Stockholm. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten. Mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunne tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.

Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter et par år vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?

Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få, men som har betydning for dem alle. En pagt som på en eller anden måde er blevet brudt.

Det er svært at fortælle så meget om handlingen i Menneskehavn uden at afsløre for meget. Dels fortælles den gennem forskellige personer, og dels er der jævnligt spring i tiden til minder og gamle sagn. Den komplekse opbygning er dog på ingen måde et minus, idet hvert kapitel afdækker præcist den nødvendige viden for at holde spændingen i kog og læserens interesse fanget.

Som i sine tidligere romaner lykkes det Lindqvist at skabe et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. Det skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og dels at han formår at beskrive de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien.

Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig kærlighed, død og sorg. For hvad gør man, hvis man mister en elsket, hvad enten det er ens barn eller en partner. Hvordan kommer man videre? Det giver Lindqvist sit bud på, men han gør den med den krølle, at nogen gange indeholder verden mere, end vi umiddelbart kan se – og nogen gange vil dette noget os ikke kun godt.

Det fantastiske ved Lindqvist er, at han kan blande det realistiske (som forældre/barn forholdet) og implementere det i en overnaturlig fortælling, og selvom de overnaturlige elementer kan være nok så uhyggelige, så var det her i Menneskehavn de realistiske barndomsminder, som for mig var mest skræmmende. Med andre ord – endnu engang har John Ajvide Lindqvist præsteret en roman, som både kan læses af horror-elskere, men også af dem som ellers aldrig læser “den slags”. Fantastisk roman!

På svensk findes der endnu to titler af John Ajvide Lindqvist, som ikke er oversat til dansk: “Pappersväggar” og Lilla stjärna.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Originaltitel: Människohamn
Forlag: Forum, 464 sider

Se også John Ajvide Lindqvists hjemmeside

Hør John Ajvide Lindqvist fortælle om “Menneskehavn”

Uhyret af Peter Benchley

Uhyret aka Beast af Peter BenchleyJeg var ikke ubetinget imponeret, da jeg læste romanforlægget til filmen Jaws af Peter Benchley. Ikke desto mindre har jeg nu kastet mig over en senere roman af ham, Uhyret, som har en herlig forside med en stor, klam blækspruttearm. Heldigvis er Uhyret langt mere underholdende efter min mening.

Havet omkring Bermuda er overfisket og forurenet. Der er stort set intet liv tilbage, men en dag fra havets nederste dyb, dukker en kæmpeblæksprutte op. Dens naturlige fødekilder er væk, og nu søger den sin føde nærmere overfladen – og desværre viser mennesker sig at være et nemt måltid for “sprutten”.

Romanen følger først forskellige personer, som møder kæmpeblæksprutten med mere eller mindre heldigt resultat, og mod slutningen bliver hovedpersonen Whip Darling, en fisker fra Bermuda, som har forstand på lidt af hvert. Whip bliver meget mod sin vilje overtalt til at forsøge at fange uhyret fra dybet, selvom han anser det for den visse død.

I Jaws var Benchleys store styrke, når han skrev om hajen, og det virker også her, når han beskriver kæmpeblæksprutten. Forskellen i de to romaner er, at denne gang blev jeg også interesseret i personerne. Historien udenom uhyret er ligeså interessant, og det gør bogen til en mere jævn og flydende læseoplevelse.

Hvis du kan lide at læse om havets monstre, så er Uhyret helt klart en bog, du ikke må misse. Og hvis du kun vil læse en bog af Peter Benchley, så snup Uhyret fremfor Jaws.

Uhyret er i øvrigt også blevet filmatiseret i 1996 af Jeff Bleckner, men jeg har ikke fået set filmen endnu.

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 1993
Originaltitel: Beast
Forlag: Wangels Forlag A/S, 252 sider

Tidevandet af Nick Clausen

TidevandetJanus og hans venner Max, Richard og Sille er taget i sommerhus ved havet. Her hygger de sig og nyder livet, men om aftenen er der en forfærdelig larm udenfor, og da de står op næste dag, er hoveddøren overridset, og jorden omkring huset er fyldt med fodspor. Først tror Janus og vennerne bare, at nogen har holdt fest på terrassen, men så møder de drengen Chris, som fortæller dem, at noget forfærdeligt kommer op af havet om natten.

Tidevandet har grundlæggende en udmærket historie, som godt nok er set før, men som stadig er underholdende og kan udfoldes med held. Jeg synes dog, der mangler lidt substans for, at jeg var blevet rigtig grebet af den, men det er jo også  er en “letlæst billedroman for det lidt yngre publikum” som forlaget beskriver den, og det skal man selvfølgelig huske på. Set i det lys er Nick Clausens debut en ganske underholdende letlæst klassisk gyser.

Illustrationerne i Tidevandet er tegnet af Christian Guldager, og han har gjort et godt job. Især de sidste sider hvor “havfolket” kommer frem er ganske fede.

Læs mere om romanen på forlagets hjemmeside

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Facet