Indlæg tagget med ‘hekse’

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Alt er på spil her i Krigen mod ulveheksen, som er sidste del af Henriette Rostrups spændende trilogi om drengen Alif, der er udvalgt til at stå forrest i kampen mod heksen Grimelda.

Alif er tilbage fra den anden side, men er blevet fanget af heksen Grimelda. Med hjælp fra Linnea og Grimus undslipper han, og nu må han samle alle børnene og lede dem i krigen mod ulveheksen.

Krigen mod ulveheksen er tredje og sidste del af Henriette Rostrups dystopiske serie for de +10-årige, og jeg har været ret spændt på slutningen.

I første bind Drengen fra Krematorium D blev vi introduceret for Alif og hans verden, hvor alle de voksne var blevet taget af sovesygen. Det var en verden, hvor farer lurede overalt, ikke mindst ulvene, som gjorde det livsfarligt at være ude om natten. Og så var der eventyret om Grimelda, som Alif egentlig ikke troede på. Men det ændrede sig, da gruppens leder Rado en dag vender tilbage med en besked fra hende. Hvis de vil finde en særlig pige til Grimelda, vil hun stoppe sovesygen.

I bind to Børnene fra grotterne var Alif stukket af og endt hos Folket på den anden side. Her blev han sammen med en masse andre børn holdt fanget i små, mørke celler dybt under jorden. Sammen med pigerne Sita og Alta forsøgte han at befri børnene og vende tilbage til sin egen verden.

Her i sidste bind Krigen mod ulveheksen er børnene vendt tilbage, og Alif skal – som legenden siger – samle alle børnene og sammen med Pigen med mærket bekæmpe Grimelda. Men først er han nødt til at lære sandheden om sig selv at kende.

Det er meget let at blive opslugt af Henriette Rostrups serie. Historien er spændende med masser af action, men også med tid til eftertænksomhed. Jeg-fortælleren, Alif, er både sympatisk og genkendelig, og Rostrup fortæller i et levende og ungdommeligt sprog, der nok skal fange målgruppen.

Hvor de to første bind stod nærmest som separate historier, lykkes det fint her i bind tre at samle alle trådene. Blandt andet hører vi, hvordan sovesygen opstod, men også Linneas hemmelighed afsløres. Og endnu en gang står tegner Tom Kristensen bag den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, hvor der måske alligevel er et håb.

Krigen mod ulveheksen er en vellykket afslutning på Henriette Rostrups dystre, men spændende trilogi, for unge læsere der holder af stemningsfulde fortællinger uden for meget fokus på de mere blodige detaljer.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Krigen mod ulveheksen:

Udgivelsesår: 26.05.2020
Forlag: Turbine, 158 sider
Omslag: Tom Kristensen
Serie: Den Døde By, 3

Besøg Henriette Rostrups hjemmeside

Lysbringersken af Palle Reimann

Lysbringersken af Palle Reimann

Barsk roman om hekseforfølgelse og kvindeundertrykkelse i Danmark og Europa i slutningen af 1400-tallet

I 1484 udsendte den romerske pave en bulle, der erklærede alt heksekunst for kætteri. Denne bulle er udgangspunkt for Palle Reimanns barske, men interessante roman om Aslaug, smedens hustru, der anklages for hekseri.

Aslaug er gift med Hans smed. Begge har været gift før, og begge ægtefæller døde af pesten. Hans smed har fem børn, som Aslaug gladelig har taget til sig. Ikke mindst den ældste datter, Mette, der er meget optaget af at lære, alt hvad stedmoren ved om planter og helbredelse. For Aslaug arbejder som jordemoder.

I Rom følger paven sin bulle op ved at udsende inkvisitoren Augustin Valle. Han skal efterforske hekseanklager over hele Europa og har pavens bemyndigelse til at fængsle og straffe eventuelle hekse. Med tiden kommer Valle også til Danmark, og her støder han på Aslaug, der med sit røde, løsthængende hår, sin frie optræden og ikke mindst sit erhverv som jordemoder er en torn i øjet.

På samme tid bliver franskmanden Jean Doneau, der har skrevet en række værker om statens suverænitet og social orden, ansat af den danske konge. Krig og sygdom har decimeret befolkningstallet, og det er Doneaus tanker om, hvordan man forøger befolkningstallet igen, som kongen er interesseret i. Her er kvinden i centrum, idet hun skal overbevises om, at ”hendes eneste berettigelse i Guds skaberværk vitterlig er at sætte børn i verden” (side 96).

Palle Reimann er journalist og cand.mag. i historie og dansk, og Lysbringersken er hans romandebut.

Middelalderen var en tid, hvor døden aldrig var langt væk. Kirken havde stor autoritet, og forbrød man sig mod Guds love, var straffen hård. Men eftersom kvinder i kirkens øjne var svage og syndige, var de skyldige alene ved at eksistere. Det gav sig udslag i en – i nutidens øjne – foruroligende dobbeltmoral.

Reimann fortæller for eksempel om en kvinde, der blev dømt til halshugning for at hore med sin svoger. Han slap med en tur ved kagen og tre dage i gabestok, fordi han ”havde følt sig fristet af magiske kræfter” (side 293). I en anden sammenhæng fortæller Reimann, at kvinder ikke blev hængt. Man ville spare dem for at mænd kiggede dem op under skørterne, så i stedet blev de levende begravet. Endelig hører vi også om to kvinder, der var kommet op at slås. Havde det været mænd, havde de fået en bøde, men nu skulle de i stedet gå nøgne rundt i byen med en sten bundet om halsen.

Romanen fortælles gennem de forskellige personer. Aslaug er for så vidt hovedpersonen, men vi hører også pavens, Valles og Doneaus fortællinger. På den måde præsenteres vi bl.a. for det beskidte politiske spil, der udspillede sig omkring paven i Rom osv. De forskellige fortællertråde er i virkeligheden rigtig interessant, men de føles ikke altid lige integreret i historien, som derfor til tider bliver lidt flagrende at læse.

Min største anke er dog, at forfatteren har taget sig visse kunstneriske friheder uden at det klart fremgår. For eksempel udspiller romanen sig slutningen af 1400-tallet, hvor Danmark stadig er katolsk, men i virkeligheden kom hekseprocesserne først til Danmark efter reformationen ca. 50 år senere. Paven i romanen hedder Honorius V, men det var Innocent VIII der udsendte den pavelige heksebulle, osv.

Det er naturligvis en forfatters ret at digte. Lysbringersken er jo netop en roman og ikke en fagbog. Men da bogen på så mange måder virker gennemresearchet, ville et uddybende efterord med fokus på hvilke elementer af romanen der er fantasi, og hvilke der er konkret historisk funderet, have været på sin plads. Det ville give romanen mere pondus, for nu ved jeg ikke, om jeg kan stole på nogen af de spændende historiske facts, vi får undervejs, eller om det hele er fri fantasi.

Det skal dog ikke lyde, som om Lysbringersken er dårlig. Jeg kunne godt lide den, og det er slet ikke sikkert, at andre vil savne at få præciseret fakta og fiktion. Romanen emmer af middelalderstemning, og er både spændende, tankevækkende og barsk. Så er du til fortællinger om middelalderen, hekseforfølgelser og kvinders rettigheder, så er Palle Reimanns roman et godt bud.

(Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag af romanen:

“Kære broder Ingatius. Jeg tænker som du, at alt liv er helligt. Men hør nu her. En husbond ansætter en tjenestepige, der som dagene går sætter ild i hans lænder og giver ham lystige drømme. En dag tager han hende med om bag huset og krænker hende, som kun en mand kan krænke en pige. Hun bliver med barn og kan se frem til at blive sendt væk og kaste skam over familien. Hvilket liv skal vi redde? Kan vi redde begge? Hvad ville David skrive om det?”

“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er trolovet og tiltvinger sig at gøre sig til gode med hende, og de gribes på fersk gerning, så skal manden give pigens far 60 sekel sølv og tage hende til ægte. Sådan sagde Moses til Israels folk. Det står skrevet i Deuteronomium.”

Smilet var forsvundet fra Aslaugs ansigt og hendes øjne fik en feberagtig glans. “Ja. Voldtag en pige, og som straf må du gifte dig med hende bagefter. Mon ikke pigen næsten får medlidenhed med manden på grund af straffens strenghed.”

Hun fnøs. “Tager jeg helt fejl, eller stod Moses ikke også der i ørkenen og sagde, at hvis en mand voldtager en ung pige, så skal både manden og pigen stenes til døde. Manden på grund af sin gerning og pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp. I hvert fald ikke højt nok til at nogen hørte hende og kom til undsætning.” (side 64-65)

Om Lysbringersken:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kraka, 332 sider

Læs også:

Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Heksenes by : Ribes hekseforfølgelser 1572-1652 af Torben Bramming
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
En messe for byen Arras af Andrzej Szczypiorski
Arvingen af Michael Sørensen

Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup

Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup

I 1589 sejlede Christian d. 4.’s orlogsflåde mod Skotland. Ombord var kongens søster, Anna, som skulle giftes med den skotske konge. Men alt gik galt, og det endte med, at Anna landede i Norge. Selvom Anna senere blev gift med Jacob d. 6., så førte de mange ulykker omkring togtet til en anklage om trolddom, som sendte mindst 13 personer på bålet: “[…] for at have medvirket til forgørelsen af kongens orlogsflåde.” (side 12)

Men hvorfor blussede forfølgelsen af trolddom og hekseri pludselig op?

Heksejagt er en del af serien 100 Danmarkshistorier. Louise Nyholm Kallestrup forklarer her baggrunden for hekseforfølgelserne, og ser nærmere på udvalgte danske hekseretssager.

I 1500 og 1600-tallet var eksistensen af trolddom ligeså virkelig for folk som Gud og Djævelen. Alligevel var det først efter Reformationen, at hekseforfølgelserne i Danmark for alvor tog fart. Nu anså man nemlig paven som Antikrist og katolicismens religiøse ritualer som trolddom.

I Danmark var Christian d. 4. meget involveret retssagerne om trolddom. Det var således ham, der udstedte Trolddomsforordningen af 1617, der ofte bliver fremhævet som loven, der satte gang i trolddomsforfølgelserne. Selvom det i dag virker som en fuldstændig grundløs forfølgelse, så var udryddelsen af trolddom i datiden et alvorligt anliggende, og forordningen lagde et særlig ansvar på rigets konge for at forfølge og udrydde trolddom.

[…] Det var nu blevet et kollektivt ansvar at udrydde det diabolske uvæsen, som virkede så vredesprovokerende på Gud. Ellers ville Han straffe hele samfundet med krig, hunger eller sygdom.” (side 49)

Kallestrup kommer omkring flere sager undervejs i Heksejagt. Mest brutal er sagen mod Bodil Hoffuen, der blev dømt skyldig ved landstinget i Viborg d. 19. juli 1617. Mest kendt er sikkert Maren Splids, der blev dømt skyldig i Ribe i 1641. Men vi kommer også omkring anklager mod adelskvinder og en retssag mod en særlig nidkær lensmand, hvis ivrighed efter at dømme trolddomsfolk førte til at loven blev skærpet, så man fra 1686 indførte krav om, at skyldige kendelser skulle prøves ved Højesteret.

I 1693 blev Anne Pallis fra Falster som den sidste i Danmark henrettet for trolddom. Men befolkningens angst for hekseri var langt fra forbi. Retssager blev i stedet for afløst af selvtægtssager, og så sent som i år 1800 blev en gammel kone tæsket ihjel nær Horsens, fordi man troede, at hun var en troldkvinde.

Heksejagt er spændende læsning uden at forfalde til sensationsjageri. Louise Nyholm Kallestrup får sat datidens angst i perspektiv og giver indblik i retssystemet, hvor hun kan konstatere, at “når først sagerne var nået på tinge, var der en tydelig indsats for at overholde retsplejen.” At retsplejen så sjældent gav den sigtede mulighed for at forklare sig, men blot til at forholde sig til spørgsmålet om skyld, er så en anden sag.

Jeg er generelt begejstret for serien 100 Danmarkshistorier, som kort og præcist introducerer en række interessante kapitler og emner. Heksejagt lægger sig fint i rækken, og kan bestemt anbefales hvis du vil have et indblik et af Danmarks mere mørke kapitler. Bagerst i bogen finder du også forslag til videre læsning, hvis du vil gå mere i dybden med emnet.

Anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Heksejagt:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Aarhus Universitetsforlag, 100 sider
Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold
Serie: 100 Danmarkshistorier

Læs også:

Den glemte inkvisition af Lars Andersen
Monstre af Mathias Clasen
Heksenes forsvarere af Jan Guillou
I pagt med djævelen af Louise Nyholm Kallestrup
Arvingen af Michael Sørensen

Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker

Den dobbelte grav af Benni BødkerGenfærd, blodsugere, gravrøvere og et sunket slaveskib er blandt ingredienserne i Benni Bødkers rædselssymfoni for gyserentusiaster fra +10 år

Den dobbelte grav indeholder 13 noveller af Benni Bødker og er fyldt med de fedeste illustrationer af David Mikkelsen.

Jeg er ret gammeldags, når det gælder bøger. Jeg kan sagtens læse ebøger, og kan også se det smarte i at man hurtigt og billigt kan købe spændende bøger fra nærmest hele verden. Men personligt holder jeg mest af at få en papirbog i hånden. Når den så er i lækkert layout, og indholdet ligeledes er godt – jamen, så bliver min verden ikke meget bedre.

Og Den dobbelte grav er flot. Bogen har stift bind og er trykt på kraftigt papir. Layoutet er gennemført med flotte knogle-vignetter i starten af hvert kapitel, og en illustration hvid på sort afslutter hver fortælling og understreger den uhyggelige stemning. Når man køber bogen, får man desuden en vinylplade af metalbandet Undergang med, som indeholder to sange inspireret af bogen. Sangen kan også streames på Undergangs hjemmeside.

De 13 noveller er en blanding af fortællinger fra gamle dage og fra nutiden. Flere af historierne har tråde til historiske emner eller myter og sagn. Eksempelvis udspiller novellen ‘De grædende børn’ sig i nutidens Spanien, men trækker tråde til den spanske borgerkrig og Francos diktatur. Mens novellen ‘Den blodige legion’ tager udgangspunkt i den fransk-preussiske krig 1870-71.

Benni Bødker skriver ikke ned til sine læsere, men er god til at forklare undervejs, for eksempel om lygtemændene i ‘I nat dør vi’: “Folk her omkring siger, at på heden hærger lygtemændene. Vover man sig ud en mørk aften som nu, kan man se de flakkende lys. Det er de dødes genfærd, der lyser op og forsøger at lokke vejfarende til sig. Lokke dem med sig så langt ud på heden, at de ikke længere kan finde hjem. Eller ud i den bundløse mose. Sådan lyder historierne. Lygtemændene varsler død, og det er bedst at holde sig på lang afstand af dem.” (side 44)

Nogle af novellerne har tidligere været udgivet i serien 666, der beskrives som “[…] klassiske, letlæste gysere, inspireret af virkelige begivenheder […]“. Blandt dem er ‘En af os’, der handler om Johan, som har fået en idé til at slippe af med rødderne, der forfølger ham. I første omgang er idéen en succes, men siden viser den sig at være et tveægget sværd.

Historierne i Den dobbelte grav er grumme, overraskende og uden garanti for lykkelige slutninger. Målgruppen er måske nok børn som holder af stemningsfulde gys, men voksne kan såmænd også sagtens læse med. Jeg var i hvert fald godt underholdt af de stemningsfulde fortællinger, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Benni Bødker er i øvrigt snart aktuel med Grimm II, hvor han sammen med Kenneth Bøgh Andersen genfortæller 10 eventyr af brødrene Grimm. Ligesom første bind bliver bogen illustreret af John Kenn Mortensen, og jeg glæder mig allerede.

Tak til forlaget Corto som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Besøg Benni Bødkers hjemmeside.

Om Den dobbelte grav og andre rædsler:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Corto, 190 sider
Omslag og illustrationer: David Mikkelsen

Indhold:

Den dobbelte grav
En af os (tidligere udgivet som Krageklippen i serien ‘666’)
I nat dør vi (tidligere udgivet som Lygtemænd i serien ‘666’)
Elsket og savnet
50 sjæle (tidligere udgivet som Hvil i Helvede i serien ‘666’)
Skibskisten
Til døden os skiller
De grædende børn (tidligere udgivet som De grædende i serien ‘666’)
Vrykoloka (tidligere udgivet som Ulvene fra Konstantinopel i serien ‘666’)
De blinde døde (tidligere udgivet som Blod til Baphometh i serien ‘666’)
Den blodige legion (tidligere udgivet som Genfærdslegionen i serien ‘666’)
Lad deres knogler synge (tidligere udgivet som Den hornede i serien ‘666’)
Den dobbelte grav

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Søvn og torne af Neil Gaiman
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
Midnatstimen af Dennis Jürgensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Børnene fra grotterne af Henriette Rostrup

Børnene fra grotterne af Henriette RostrupHelt alene i en kulsort celle drømmer Alif om at være tilbage på Den Anden Side sammen med sine venner. Men han er gået igennem portalen, og nu er han blevet fanget af Folket. Pigen Linnea og ulven, som hjalp ham i Drengen fra Krematorium D er væk, og nu har han kun sig selv.

Men efter noget tid kommer en pige ind i nabocellen. Alta hedder hun. Hun fortæller, hvordan hun jævnligt bliver hentet op fra cellen for at være sammen med MOR. Og en dag er det Alifs tur til at blive hentet. I stedet for at bringe ham mad tager Vagten ham med op i en forfalden by fyldt med voksne med døde, tomme øjne.

Da Alif kommer i kontakt med pigen Sita, opstår et håb om at han kan slippe ud af cellen og komme tilbage til sin egen verden. Sammen med Alta vil de befri børnene fra grotterne og stikke af. Men hvordan skaffer de proviant til turen? Kan de få fat i vagtens nøgler? Og kan Alif overhovedet finde tilbage til portalen?

Børnene fra grotterne er anden del af Henriette Rostrups dystopiske spændingsserie De dødes by. Historien udspiller sig i et realistisk univers med drys af fantasy og eventyrtræk. I Alifs verden er alle voksne taget af ’sovesygen’, og når børnene bliver ældre, forsvinder de også. I Folkets verden er der derimod ingen børn, kun børnene i cellerne som er kidnappet fra Alifs verden.

Historien fortælles i førsteperson via Alif, og det er en dyster, til tider næsten håbløs situation, han står i. Heldigvis finder han styrke i venskabet med Alta og Sita, og da muligheden for at stikke af opstår, vokser han med opgaven.

Henriette Rostrup skriver levende, og historien er spændende. De to første bind er dog nærmest helt forskellige historier, og vi efterlades med mange løse ender i slutningen af Børnene fra grotterne. Hvad er det med heksen Grimelda og ulvene i Alifs verden? Hvem er pigen Linnea? Hvor er børnene fra Folkets land? Og er alle de voksne i Alifs verden døde?

Jeg er spændt på, om Rostrup får besvaret alle spørgsmålene i det sidste bind, så historien ender som et samlet hele. Det håber jeg, for oplægget er virkelig godt.

Børnene fra grotterne er for børn fra +10 år. Den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, er tegnet af Tom Kristensen.

Uddrag af Børnene fra grotterne:

Da vi kommer ud af tunnelen, bliver jeg et øjeblik helt forvirret af synet, der møder mig. Det er en åben plads, omgivet af lave huse. De er skæve og frønnede, nogle af dem har ikke engang vinduer, men bare huller i muren. På andre er taget faldet helt sammen. Som om der ikke er nogen, der tager sig af det.

Men det vildeste er, at der er mennesker alle vegne, voksne mennesker. Levende, voksne mennesker. De står i døråbninger og i vinduer. Først bliver jeg helt vildt glad ved synet, men så er det, som om der er noget, der er helt skævt. Det tager mig et øjeblik at regne ud, hvad det er. Der er ingen børn, overhovedet. Ingen, der hjælper til, ingen der løber rundt og leger. Det er helt omvendt. Som om børnene blev på Vores Side, og de voksne strandede her.

Jeg mærker et greb om skulderen, og først tror jeg, det er Grimfjæset igen. Men da jeg vender mig om, ser jeg lige ind i ansigtet på en kvinde af ubestemmelig alder. Hendes fingre borer sig ned i min skulder, og jeg råber højt. “Av. Giv slip.”

Hun rækker ud for at ae min kind, men jeg trækker hovedet til mig. Jeg skal ikke nyde noget. Hun ser syg ud. Der er noget med blikket, der er helt tomt, og hendes grålige hud. Hun blotter tænderne i et usikkert smil.

“Anton?” siger hun. Det lyder i hvert fald sådan. (side 25-26)

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Børnene fra grotterne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 144 sider
Serie: Den døde by; 2
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Drengen fra Krematorium D af Henriette Rostrup
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Savas vidner af Sara Bouchet

Savas vidner af Sara BouchetEn kvinde styrter i døden fra et kirketår, en ung pige findes hængt i et lagen, og en gruppe unge begår kollektivt selvmord på en parkeringsplads i Nordsjælland. Er det tilfældige, ulykkelige hændelser, eller er de på en eller anden måde forbundne?

Dannie Lind er lidt af en neurotiker og en enspænder, og hun er i krise. Hun er netop blevet suspenderet fra sit job som præst, hendes kæreste er gået fra hende, og et af de få lyspunkter er kontakten til ekskærestens syvårige søn Louis. Da hendes søster Sophie kontakter hende fra St. Andrews i Skotland og beder hende komme hurtigst muligt, er det derfor en kærkommen lejlighed til at rejse væk. Men da Dannie ankommer, er Sophie forsvundet. (Fra bogens bagside)

Savas vidner var en af de titler fra 2018, som kunne være blevet nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse. Af forskellige årsager bad forfatter Sara Bouchet dog om ikke at komme på longlisten. Måske var hun nervøs for, at horror-mærkatet ville fjerne noget af virkelighedsfølelsen hos læseren, hvis man ‘bare’ kunne afskrive den som ren underholdning. Nu er horror jo heldigvis meget mere end underholdning, og jeg tror ikke, det ville være sket, for Savas vidner er virkelig tankevækkende og forfalder aldrig til sensations hysteri.

Historien fortælles af Dannie med spring tilbage i tiden. Hun er som voksen stadig ikke kommet sig over barndommens traumer, men har fundet trøst i troen og er nu præst. Storesøsteren Sophie derimod, benægter al religion og har uddannet sig som specialist i middelalderhistorie. Derfor undrer det Dannie meget, da hun opdager, at Sophie jævnligt talte med sin lokale præst, og at hendes forskning har ført hende i en religiøs retning. Og mens Dannie forsøger at forstå, hvad der er sket, kommer fortiden atter op til overfladen.

Sideløbende springer fortællingen til Poczernin i Polen, hvor vi hører om den gamle mand Darek Twardowska, der bor alene i skoven. Og endeligt får vi uddrag af en række breve fra 1600-tallets Sverige. Springene i tid og fortæller giver en lavmælt suspense til fortællingen, fordi vi som læser kun får afsløret bidder af det overordende billede. Vi sidder og gætter på, hvad sammenhængen er mellem personerne og de forskellige oplevelser, men først til sidst opklares det.

Bouchet er cand.mag. i litteraturhistorie og har en Master i kulturel identitet fra St. Andrews universitet, og det mærkes, at hun har researchet grundigt. Savas vidner tager læseren med omkring hekseafbrændinger, kristendommens kvindesyn, psykiatri, selvmordsforskning og traumatiserede børn sideløbende med Dannies forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med søsteren. Det hele skrevet i et letforståeligt sprog, som aldrig bliver omstændelig eller tørt.

Jeg var meget grebet under læsningen, men også meget trist. Savas vidner er ikke en bloddryppende pageturner med lig på hveranden side. I stedet er den en psykologisk thriller, der går i dybden med tro og kærlighed. Dannie har ikke haft en normal barndom. Hun er vokset op i et troende hjem, hvor ondskaben lurede om hvert hjørne og forældrene gjorde alt, hvad de kunne for at beskytte deres piger imod den. Men kan man elske for højt? Kan kærligheden i virkeligheden gøre mere skade en gavn? Det allermest skræmmende for mig var, hvor troværdig Dannies barndom beskrives. Der er stadig samfund og familier, der mishandler og udstøder dem, de tror er onde. Bare tænk på heksebørnene i Nigeria. Og jeg får ondt helt ind i hjertet ved tanken om, hvor mange børn der dagligt må overleve under forhold, som vi ikke engang byder indsatte i vore fængsler. Som barn er man prisgivet sine forældre, og hvis de tror, at de redder deres barn ved at sulte eller slå eller mishandle det, så gør de det.

Alt det onde i denne roman udspringer af kærlighed, og det er det, som gør Savas vidner til en voldsom oplevelse at læse. En barsk og tankevækkende roman som alle bør læse.

Om Savas vidner:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 447 sider
Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Carrie af Stephen King
Heksenatten af Fritz Leiber
Martyrens sang af Stephen Miller
Arvingen af Michael Sørensen

Vampyrens pagt af Mette Sejrbo

Vampyrens pagt af Mette SejrboVampyrens pagt er bind tre i Mette Sejrbos Ulfhedin-saga, som blander fantasy, horror og erotik med nordisk mytologi i et brag af en trilogi.

Emilie og Jonas er fast besluttet på at få Sebastian Van der Maas ud af deres liv, men det viser sig mere besværligt end antaget. Selvom det lykkes dem at bringe Sebastian i problemer med Matelli-klanen, er intet afgjort. De har stadigvæk heller ikke afsløret deres forhold for deres familier, og hemmeligholdelsen tærer på begge. Samtidig er Emilie stadig uafklaret på sine følelser for Sebastian, selvom han tilhører de mørke, som vølverne skal bekæmpe. Det piner selvsagt Jonas og driver en kile imellem det unge par.

Ikke desto mindre er vølvere og varulve nødt til at finde sammen i en alliance for at modstå de mørke og bevare balancen. Men kan varulvene tilgive vølvernes drab på deres slægtninge? Og kan vølverne overvinde deres indgroede mistro til varulvene?

Vampyrens pagt indeholder som de to tidligere bind en heftig blanding af fantasy, erotik og action. Denne gang er der en del fokus på Emilie og Jonas forhold, som udsættes for alvorlige forhindringer.

Sideløbende følger vi Sebastian, der må stå ret for vampyrernes råd i Italien og risikerer en dødsdom. Sebastian har dog andre planer, men oddsene for, at han kan slippe af sted med dem, er ikke store.

Endelig er der den overordnede plan, hvor balancen skal opretholdes, som kræver samarbejde mellem vølver og varulve – samt ikke mindst en overraskende tredjepart.

Sejrbo skriver underholdende og formår at flette nordisk mytologi ind i en actionfyldt fortælling om had, kærlighed og alt derimellem. Der er god fremdrift i historien, der skiftevis fortælles gennem Emilie, Jonas og Sebastian, og trods de mere end 500 sider havde jeg på intet tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig.

Ulfhedin-sagaen afsluttes her med manér, og har du ikke læst serien endnu, har du en super læseoplevelse til gode.

Uddrag fra Vampyrens pagt:

“Jeg er overrasket over, du har taget denne beslutning alene, kære.” Skuffelsen i Siris stemme skar hende i hjertet. “Du burde være kommet til os. Især da du fandt ud af, at der var flere af de mørke.”

Emilie holdt vejret. Nu havde hun fortalt alt om Matelli Group og om Sebastian. Hun burde også fortælle om Jonas, ordene lå på tungen, men mindet om kampen i skoven ved Næstved, og hvor rasende Marta var blevet, da Emilie valgte at skåne Jonas og hans bror, fik hende til at tøve.

“Jeg er ked af det, ældste,” svarede hun i stedet, “jeg burde ikke have holdt jer udenfor.”

“Jeg er ikke sikker på, at det er klogt at gå op imod de mørke, uden vi kender deres kræfter, og så tilmed stille dem sådan et ultimatum. Vi kunne knap gøre det af med den unge, hvad hed han, Kasper?” Siris stemme blev modløs, “og selv med Jonas’ hjælp kunne du ikke tilintetgøre ham den mørke. Hvad skal vi stille op mod en hel hær af dem?”

Emilie bed tænderne sammen ved mindet om Kasper og de ting, han havde gjort mod Marie. At Sebastian stadig var derude et sted, fik vreden til at boble op til overfladen.

“Jeg måtte gøre noget, Siri.” Hendes stemme var nok lidt skarp, men hun magtede ikke at tøjle sit temperament. “Det er mig, der har et problem med den mørke. Det er mig, han er ude efter. Det er mig, der hver dag skal se mig over skulderen og holde min mor og alle andre i live. Det har intet med mit kald, det her er personligt!”

Stilheden var som et rungende brøl, efter hun nærmest havde råbt den sidste sætning ind i telefonen. (side 28-29)

Om Vampyrens pagt:

Udgivelsesår: 15.09.2018
Forlag: Dreamlitt, 547 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Ulfhedin-sagaen:

Heksens kald, 2015
Varulvens forbandelse, 2016
Vampyrens pagt, 2018

Besøg Mette Sejrbos hjemmeside HER

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Odinsbarn af Siri Pettersen
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

De udøde af Johan Egerkrans

De udøde af Johan EgerkransSmukt illustreret opslagsværk om udøde væsener fra hele verden

Jeg har tidligere læst bogen Nordiske guder af Johan Egerkrans, og allerede her blev jeg betaget af hans fantastiske illustrationer. Nu har han så lavet et opslagsværk som beskriver udøde væsener fra hele verden, og endnu engang har han skabt et betagende smukt værk.

Efter en indledning hvor Egerkrans kort fortæller om de udøde, hvad de er, hvordan de opstår, hvordan man genkender dem og hvordan man beskytter sig imod dem, følger fire overordnede kapitler: Europa, Afrika & Mellemøsten, Amerika og Asien & Oceanien. Hver kapitel omhandler en række væsener fra denne verdensdel lige fra kendte skabninger som Succubus, Tupilak og Zombi til for mig helt ukendte navne som Cihuateteo, Draug og Vrykolakas.

Alle opslag er smukt illustreret og fortæller kort om væsenets egenskaber, hvorfor det er blevet til og hvordan man kan stoppe det. Sproget er let tilgængeligt, og på mit bibliotek står bogen i børnebiblioteket. Den kan dog sagtens læses af voksne, og den omfattende litteraturliste bagerst viser, at der ligger et stort researcharbejde bag udgivelsen.

Blandt væsenerne, som det viste sig, at jeg havde hørt om, da jeg læste nærmere, var Adze. Et blodsugende væsen der ligner en lille ildflue. Dette væsen bruger brødrene Garmark i romanen Love City, hvor det udfylder en skræmmende rolle.

Churel illustreret af Johan EgerkransEn anden overraskende kending nævnes kort i det overordnede afsnit om vampyren. Det skandinaviske væsen myling. Jeg husker navnet fra bøgerne om Emil fra Lønneberg, men har aldrig kendt historien bag. Nu ved jeg så, at mylingen er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Barnet vender i døden tilbage til moren, hvorefter det dier hende til døde.

Et tragisk væsen, der nu ikke er mindre blodtørstig af den grund, er Churel’en. Her er tale om en indisk kvinde, der er død i barselsseng eller er blevet slået ihjel af sin svigerfamilie. Et kendtetegn er de bagudvendte fødder, som også kan ses, når væsenet har forvandlet sig til en smuk, ung kvinde. Hvis Churel’en er blevet dræbt af sin svigerfamilie, starter hun med at slå det yngeste mandlige medlem ihjel og fortsætter, til alle mændene er døde. Desværre stopper det ikke hendes aktiviteter, så når hendes hævn er fuldført, fortsætter hun med at dræbe unge mænd i almindelighed. Churel’en er i øvrigt også et væsen, det viste sig, at jeg havde læst om før. Teddy Vork bruger nemlig denne skabning i novellen De rette omgivelser.

De udøde er både informativ og flot udført. Vi præsenteres for i alt 40 opslag om levende døde og andre gengangere fra alle dele af verden. Hvert væsen er skrækindjagende, tragisk og fascinerende, og samtidig er det interessant at opdage, hvordan næsten enslydende myter er opstået i hver sin ende af verden, blot med få lokale forskelle.

Har du den mindste interesse i sagn og myter, bør du ikke snyde dig selv for denne smukke bog, som fortjener mere end én læsning.

Uddrag af De udøde:

Draug, illustreret af Johan EgerkransDraug (Draugr; Haugbui; Aptrgangr)

En draug er en mægtig og blodtørstig genganger, kendt fra de oldnordiske sagaer. I modsætning til mange andre genfærd, der savner en egentlig fysisk form, er draugen en særdeles håndgribelig udød, hvis ånd har animeret den døde krop. Drauger bor i den gravhøj, hvori de er begravet, og manifesterer sig som sorte, opsvulmede lig med ondskabsfuldt glødende øjne. Draugen kan ændre størrelse efter behag, har overnaturlige kræfter og er mere eller mindre usårlig over for sværdhug og andre gængse våben. Den kan endda forvandle sig til en mystisk røg eller tåge, der om natten hvirvler op fra dens grav. (side 46)

Om De udøde:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alvilda, 125 sider
Omslag: Johan Egerkrans & Cecilia Danneker Engström
Originaltitel: De odöda
Oversætter: Annette Lerche Trolle

Besøg Johan Egerkrans’ hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Diget af Teddy Vork

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

I en verden uden voksne, hvor ulve og andre farer lurer, kommer drengen Alif uforvarende på en skræmmende rejse. Spændende første bind i en serie for de +10-årige.

Drengen Alif bor sammen med en gruppe andre børn i et krematorium i udkanten af en uddød by. De voksne er alle blevet ramt af en underlig sovesyge, som også rammer de store børn, efterhånden som de vokser op. Børnene er derfor overladt til sig selv, men der lurer farer overalt. Ikke mindst ulvene der gør det livsfarligt at være udenfor om natten.

Børnene frygter også heksen Grimelda, om hvem det siges, at hun styrer ulvene. Alif har altid troet at Grimelda var en skrøne, men en dag splittes deres gruppe af ulve, da de er ude for at skaffe mad. Da gruppens ældste, drengen Rado, endelig vender tilbage til krematoriet, har han et budskab fra hende. Grimelda lover, at hun kan stoppe sovesygedommen for altid, hvis de vil hjælpe hende med at finde en særlig pige.

Det lyder umiddelbart godt, men Rados møde med Grimelda skaber uro, og pludselig er Alif i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stole på sine venner mere. Og hvad er der med den pige, Grimelda ønsker at finde?

Drengen fra krematorium D er første bind i Henriette Rostrups trilogi Den Døde By. Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Tom Kristensen, som rammer den helt rigtige stemning af dystopisk eventyr. Rostrup har skabt et spændende univers, der rummer et dystert eventyrligt strejf. Sproget er ungdommeligt, og efter en lidt langsommelig start tager historien fart og efterlader læseren med noget af en cliffhanger.

Jeg har tidligere læst Skygger af Henriette Rostrup, en vellykket psykologisk thriller. Hun har derudover skrevet både romaner og noveller til voksne, tegneserien Søen som er illustreret af Michael Schiøler Tingsgård samt ungdomsromanen Problemet med Kevin.

Drengen fra krematorium D er en spændende dystopisk historie for de +10-årige. Som voksen var jeg også fint underholdt, så jeg ser frem til bind to: Børnene fra grotterne, der er sat til udgivelse april 2019.

(anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag fra Drengen fra krematorium D:

Det er der, jeg sidder nu. Han går rundt deroppe, jeg kan mærke hans dybe snerren summe i kroppen på  mig. Det er slet ikke gået efter planen, det var kun ham, der fulgte efter mig. Jeg ved ikke, om de andre er nået hjem, om de overhovedet er sluppet fra de to andre ulve.

Måske kan jeg nå hen til tunnelen i den modsatte ende af kirkegården. Der vil jeg være i sikkerhed. Det er vores flugtvej fra krematoriet. Vi gravede den ud sidste sommer. En lang tunnel, der går under kapellet mod nordenden af kirkegården, ud på den anden side af kirkegårdsmuren, ud til mosen. Der er tre nedgange på vejen. Måske kan jeg nå hen til en af dem.

Nej. Det duer ikke. Hvis de andre er kommet i sikkerhed, kan jeg ikke risikere, at ulven opdager tunnelen og udsætte dem for fare.

Jeg er nødt til at snyde ham. Det er den eneste udvej. (side 10)

Om Drengen fra krematorium D:

Udgivelsesår: 04.09.2018
Forlag: Turbine, 156 sider
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Hendes blå øjne af Lisa Hågensen

Hendes blå øjne af Lisa HågensenRaili glæder sig til ferien i sit sommerhus ved skovsøen i Lövaren. Men den normalt så fredelige skov rummer gamle hemmeligheder, og ferien bliver langt fra så fredelig som forventet.

Til Krimimessen 2017 fik jeg købt en masse gode bøger, heriblandt Hendes blå øjne af Lisa Hågensen. Som det ofte går for mig, så endte den desværre i en “glæder mig til at læse”-bunke, som jeg ikke lige fik set på. Men nu er bind to om den lettere overvægtige bibliotekar Raili Rydell, Gæld til djævelen, udkommet, så det var en god grund til – endeligt – at få læst bind et.

Raili er single, overvægtig og bibliotekar. Hun glæder sig til sommerferien, der skal holdes i ro og fred i hendes lille primitive sommerhus ved skovsøen i Lövaren. Her plejer hun at hygge sig alene med lejlighedsvise besøg hos det ældre nabopar, Sara og Anders. I år kommer hun også i snak med den ældre ungkarl, Yngve Olofsson, som trods et træls førstehåndsindtryk viser sig at blive en god ven.

Alligevel føler Raili sig ikke lige så tilpas i sit hus som ellers. Skoven lurer truende i stedet for fredfyldt, og samtidig døjer hun med en grim hovedpine. Pludselig bliver Olufsson fundet død, druknet i skovsøen. Raili er overbevist om, at det ikke blot var et uheld, og beslutter sig for at finde ud af, hvem der slog hendes gode ven ihjel. Men hvorfor skulle Olufsson dø? Og hvem, eller hvad, er det, der gemmer sig i skoven?

Sideløbende med historien om Raili hører vi også om en ung kvinde, der i 1670’erne bliver anklaget for at være heks med grusomme konsekvenser.

Jeg er rigtig glad for, at jeg endeligt fik læst Hendes blå øjne, for her er tale om en virkelig underholdende krimi med overnaturlige takter. Sproget flyder let, selvom jeg ind i mellem blev lidt irriteret over de engelske vendinger, som Raili føler trang til at smide rundt med, men det var ikke nok til at gøre helhedsindtrykket dårligt.

Selve plottet er spændende på den hyggelige måde, og grebet med at lade to tidslinjer løbe parallelt virker rigtig godt. Ikke mindst fordi Hågensen lader den historiske del af plottet starte med klimaksset, og derfra bevæge sig baglæns. Det fangede mig i den grad og gav en helt anderledes form for spænding i historiens udvikling.

Jeg tog mig i at le lidt for mig selv flere gange undervejs, samtidig med at jeg var grebet af historien og var nødt til at læse videre for at finde ud af, hvordan det dog kunne ende. Og jo – slutningen overraskede mig.

Hendes blå øjne er en letlæst, underholdende og hyggelig krimi med paranormale overtoner, som helt klart kan anbefales. Og jeg er helt sikker på, at Gæld til djævelen ikke får lov til at ligge særligt længe på mit natbord nu.

Om Hendes blå øjne:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: DreamLitt, 364 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard
Originaltitel: Hennes ögan blå
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Kulde af Yrsa Sigurðardóttir
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Natstorm af Johan Theorin