februar 2018
M T O T F L S
« jan    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Helene Hindberg’

Grufulde mørke / red. Henrik S. Harksen

Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der d. 14. februar udgav tredje bog i HPLMythos serien med Lovecraft inspirerede noveller. Denne gang havde forfatterne fået til oplæg at tage udgangspunkt i et citat fra Lovecrafts idébog, og det er der kommet en spændende antologi ud af.

Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.”

Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ”Fear of mirrors – memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.”

Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort – frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet – og hvordan hun langsomt ændrer sig.

”Spejlet” er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd.

Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Unruhe”. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen” lyder: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet.

Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ”Dybt nede”, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Howard Charlestons forvandling”. Det indledende citat lyder: ”Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop – and find strange horror.”

På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen – og på hvad der fulgte med op…

Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ”The Thing”. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie.

Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ”Under marehalmen” hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ”Hideous sound in the dark.”

Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst.

Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ”Pilene”, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning.

Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ”Djævlen byggede et hus”, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ”Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? […] Man afraid to shut eyes-.”

Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere.

Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling.

Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ”Hvad skal barnet hedde?” udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ”To find something horrible in a (perhaps familar) book.”

Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker – og om fødslen der venter…

Det er oplagt til at tænke på ”Rosemarys baby”, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen.

I helvede venter rommen” af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ”A secret living thing kept and fed in an old house.”

En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien.

Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ”I et vindue”, der indledes med citatet: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe.

Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt – så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten…

Alt i alt kan jeg absolut anbefale ”Grufulde mørke”. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne.

Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger.

Indhold:

Forord af Henrik S. Harksen
Spejlet af Thomas Daugaard
Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen
Dybt nede af Morten Carlsen
Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen
Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft
Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg
I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg
I et vindue af A. Silvestri

HPLMythos serien:

Grufulde mørke (2012)
Lyden af vanvid (2010)
Fra Skyggerne (2008)

Læs mere på HPLMythos.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tomas Gindeberg
Illustreret af Tom Kristensen

Lyden af vanvid red. Henrik Sandbeck Harksen

Lyden af vanvidHenrik Harksen, som står bag H. Harksen Production, der udover at udgive særligt Lovecraft inspirerede fortællinger også driver hjemmesiden HPL Mythos, har i sommeren 2010 udsendt Lyden af vanvid, den anden novellesamling med nyskrevne noveller inspireret af H. P. Lovecraft. Første samling udkom i 2007 og havde titlen Fra skyggerne.

Harksen indleder antologien med et forord, hvor han beskriver formålet med samlingen: At samle fortællinger, der alle på én eller anden måde er inspireret af H. P. Lovecraft og/eller den efterfølgende Cthulhu Mythos sub-genre. Andre lande har flere af dens slags samlinger, men i Danmark er Harksens forlag tilsyneladende det eneste forlag, som har kastet sig ud i den verden. Harksen skriver endvidere, at allerede inden han begyndte at efterspørge noveller til bind to, modtog han historier fra interesserede skribenter, og samlingen er blevet en blanding af noveller med et humoristisk glimt i øjet og noveller med en mere seriøs tilgang til Lovecraft traditionen. Et par af forfatterne går igen fra første samling, men nye skribenter har også fundet plads i Lyden af vanvid.

Blandt gengangerne er Helene Hindberg hvis novelle “Vandets børn” hører til blandt mine favoritter i antologien. Hovedpersonen Samir er gymnasieelev, og en dag læser han i avisen om en anden elev, Henrik Pedersen, som tilsyneladende er forsvundet sporløst. Kort efter fortæller en af Samirs venner, at Henrik gerne ville i kontakt med Samir, før han forsvandt. Endnu mere mystisk bliver det, da Henriks søster opsøger Samir for at give ham en bog fra Henrik. Tilsyneladende ved hun ikke, hvad det er eller hvorfor Henrik ville have, at Samir skulle læse bogen, og da Samir begynder at læse, bliver han endnu mere forvirret. Bogen er skrevet af en Emmanuel Federspiel og handler om “Sjællandske myter og sagn”. Den er fyldt med foruroligende tegninger, og gør Samir utilpas. Men han bliver også grebet af det mystiske, og begynder at forske i Emmanuel Federspiel og de mange mærkelige noter Henrik også har efterladt, og det fører ham på sporet af en mystisk sekt ved navn Vandets børn.

Helene Hindberg har skrevet en novelle, som ikke alene er trofast overfor tonen i Lovecrafts egne historier, selvom den foregår i nutidens Danmark og har en ung mand af anden etnisk herkomst som hovedperson. Historien henviser også til Lovecraft selv og til hans Cthulhu-mytologi på en yderst troværdig måde, og skaber på den facon et ekstra twist i fortællingen. Endelig trækker Hindberg også tråde tilbage til sin egen novelle i første samling “En Vesterhavs fortælling”, hvor bogen “Sjællandske myter og sagn” også spiller en rolle. Hindberg har med andre ord skrevet en gennemarbejdet novelle, som til fulde opfylder alle forventninger til en Lovecraft tekst efter min mening.

Længe sad han og bladrede tilfældigt rundt i bøger og notater. Det, han læste og tegningerne han så – verden skred ud til siderne og åbenbarede endnu ukendte dybder og sammenhænge, som ingen mennesker nogensinde havde anet eller overvejet. Måske er alt, hvad vi har lært forkert. Måske er der intet ordentligt og pænt univers med faste regler og urokkelige fysiske love. Måske er alt et sydende, skræmmende kaos domineret af kræfter, som ville gøre os vanvittige, hvis vi oplevede dem.”

Også Thomas Strømsholt er en genganger, som er værd at fremhæve. “Lyngmanden – af en geologs optegnelser fra heden” udspiller sig i 1890, hvor geologen Anders Berg er blevet sendt ud af Hedeselskabet for at få hedebønderne i området omkring Wesselhede til at opdyrke heden til landbrug. Strømsholt fortæller efter en kort indledning om hedens historie Anders Bergs beretning udfra hans notesbog, og både formen og tonen er trofast overfor Lovecraft, samtidig med at Strømsholt har sin egen stemme.

Ingen vej tilbage” af Thomas Daugaard handler om Henrik, som fornyligt har mistet sin kone Maja. “For to uger siden havde døden tordnet gennem hans liv og brutalt flået Maja med sig. Henriks verden var blevet revet fuldstændigt i stykker, da døden, som en rovfugl der snupper sit bytte, uden varsel havde taget hende. Skyggen fra den hensynsløse jæger lå stadig over hans tilværelse og henlagde hans liv i trøstesløst mørke.” Henrik har svært ved at finde livslysten efter Majas død, men en dag falder han over en lille butik i Latinerkvarteret og ender med at købe en mærkværdig bog, der langsomt trækker ham ind i et helt ukendt univers. Novellen er velskrevet, og slutningen både trist og skræmmende.

Blandt de mere humoristiske noveller kan nævnes “Ia! Didkrik Svendsen” af Jonas Wilmann og “Tingen på tønden” af Hans Jakob Hedemann Jensen.

Generelt synes jeg, at antologien holder et godt niveau, og jeg kunne sagtens fremhæve flere af novellerne, som understøttes af Søren Kloks stemningsfulde sort/hvide illustrationer. Selvom man måske ikke er den store Lovecraft fan, kan man sagtens få noget ud af at læse Lyden af vanvid, som udover at være en Lovecraft-hyldest også er en fin samling nye danske horrorstemmer.

Indhold:

“World Wide Web” af A. Silvestri
“Nostalgia” af Jeppe Bisbjerg og Martin Schantz Faurholt
“Ingen vej tilbage” af Thomas Daugaard
“Ia! Didrik-Svendsen” af Jonas Wilmann
“Tingen på tønden” af Hans Jakob Hedemann Jensen
“Lyngmanden” af Thomas Strømsholt
“Howard Charlestons forvandling” af Morten Carlsen
“Unruhe” af Bjarke Schjødt Larsen
“Vandets børn” af Helene Hindberg
“Fyrtårnet” af Casper Gjede Jensen

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Tomas Gindeberg

Hvis du ikke kan finde Lyden af vanvid på dit bibliotek eller hos boghandleren, kan den købes via hplmythos.dk, hvor du også kan finde andre udgivelser fra H. Harksen Production som Fra skyggerne og Dystre Danmark.

Dystre Danmark

Dystre Danmark - nye gysernovellerD. 28. august udkom denne novellesamling af danske horror-noveller på det lille forlag H. Harksen Productions, der har specialiseret sig i at at udgive bøger med historier, der er inspireret af den amerikanske forfatter H. P. Lovecraft, men også mere generelt at udgive gyserhistorier, bizarre fortællinger og andre beslægtede fortællinger.

Sidste år udkom novellesamlingen Fra Skyggerne, der netop er nye historier inspireret af Lovecraft, mens denne nye samling Dystre Danmark passer ind i det andet segment: Generelle gyserhistorier og bizarre fortællinger.

Jeg synes, det er yderst sympatisk, at Henrik Harksen gør noget for den danske horror-scene, som heldigvis i de senere år er begyndt at blomstre lidt igen. Der kommer nye forfattere til, og der udgives væsentlig flere horrorbøger. Layoutmæssigt er bogen helt i orden, og generelt følte jeg mig godt underholdt, mens jeg læste. Enkelte af novellerne kunne måske have haft gavn af en opstramning sprogligt, og heller ikke alle novellerne var lige overraskende. Men som sagt vil jeg nu stadig anbefale Dystre Danmark, hvis man vil prøve noget nyt dansk horror, for her er bestemt også perler i.

Dystre Danmark består af 11 noveller, og er en blanding af debutanter og lidt mere øvede forfattere. Blandt mine favoritter er samlingens første novelle “Mordene på Katrina” af Lars Ahn Pedersen. Fortællingen er en blanding af science fiction og horror. Hovedpersonen er blevet forladt af sin kæreste Katrina. I stedet har han anskaffet sig en robot, der taler og ligner Katrina fuldstændig. Han har dog stadig noget i klemme, så for at få luft for sine frustrationer slår han sin robot ihjel – igen og igen. Det smarte ved denne model er nemlig, at selvom den ligner et menneske, så regenererer den sig selv. Men en aften er robotten væk, da han kommer hjem, og da hun mange timer senere træder ind ad døren, mister hovedpersonen fuldstændig besindelsen. Da han kommer til sig selv, går det op for ham, at noget er forkert …

Lars Ahn Pedersen skriver godt, og så forstår han at spinde historien en ekstra gang, så læseren får sig en overraskelse. Gerne meget mere fra den kant.

En anden favorit er “Lejlighed 42” af Nikolaj Højberg. Han udgav tidligere på året novellesamlingen Vandringer i mørke, som jeg lige kan benytte lejligheden til at anbefale endnu en gang. I “Lejlighed 42” følger vi en mand, der opdager, at han er død. Han ved ikke, hvem han var, eller hvorfor han er død. Men han opdager, at det har noget med lejlighed 42 at gøre, og at han er nødt til at finde ud af noget mere, hvis han ikke for evigt skal vedblive at være en ånd i vores verden. Det viser sig dog, at lejlighed 42 gemmer på noget grufuldt.

Ligesom han gjorde i novellen “Pink” fra Vandringer i mørke, lykkes det også her for Nikolaj Højberg at skabe et forvrænget perspektiv, så uhyggen vælter ud af en aflåst lejlighed. Læseren holdes i uvidenhed sammen med hovedpersonen, og der er ingen nemme løsninger. Højberg er absolut en af de forfattere, det er værd at holde øje med.

Også “Spøgelseshuset” af Tinna Smedegaard bør fremhæves. Fortælleren har arvet et hus efter sin tante – et hus som det efter sigende spøger i. Det har fortælleren dog aldrig mærket noget til, når han har besøgt tanten, så han er ikke nervøs. Det eneste generende er faktisk, at det er svært for ham at få håndværkerne til at sætte det i stand. Til sidst er huset klar til indflytning, så fortælleren flytter ind, og der er – naturligvis – ingen spor af spøgelser. Men så bliver han syg …

Slutningen er måske ikke så overraskende, men til gengæld er den godt bygget op og yderst velskrevet. Den føles lidt som de klassiske gotiske historier, og den slags kan jeg godt lide. Lidt hyggeligt uhygge.

Til slut vil jeg også fremhæve “Katrine 05” af Malan Jacobsen, hvis slutning jeg til gengæld ikke havde gennemskuet. Her vågner den kvindelige hovedperson op, gravid og uden hukommelse. Hendes mand fortæller hende, at hun lider af epileptiske anfald, og at det ofte sker at hun glemmer alt efter et kraftigt anfald. Katrine føler sig utryg, og finder forskellige tegn på, at alt måske ikke er helt som det skal være. Og langsomt får hun vished om, at der foregår noget forkert i huset.

Først tænkte jeg Rosemarys baby, så tænkte jeg Doktor Moreaus ø, og til sidst tænkte jeg, at Malan Jacobsen har sin helt egen unikke stemme. “Katrine 05” er spændende, overraskende og endnu et eksempel på at der findes mange gode danske horror-forfattere.

Indhold:

Lars Ahn Pedersen: Mordene på Katrina
H. H. Løyche: Tante Olga
Thomas Strømsholt: I de dybe mørke skove
Helene Hindberg: Astrid
Jesper Rugård Jensen: En kort historie om en mand
Thomas Bøttern: Hvordan man slår sin lillesøster ihjel
Tinna Smedegaard: Spøgelseshuset
Nikolaj Højberg: Lejlighed 42
Henrik Sandbeck Harksen: Let Petit Mort
Malan Jacobsen: Katrine 05
A. Silvestri: Der er engle nok til alle

Hvis du ikke kan finde Dystre Danmark på dit bibliotek eller hos boghandleren, kan den købes via hplmythos.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: H. Harksen Productions, 251 sider

Fra skyggerne / red. Henrik S. Harksen

Fra skyggerne / red. Henrik S. HarksenHenrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der udgav denne samling Lovecraft inspirerede noveller tidligere på året. Fra skyggerne indeholder en introduktion ved Harksen om H. P. Lovecraft, den første danske oversættelse af novellen “The unnamable” – “Det unævnelige” samt 8 nyskrevne noveller (heraf et digt) som er inspireret af H. P. Lovecraft.

Min favorit i samlingen er Thomas Strømsholt “Den lede ting”, som jeg synes har en eminent stemning i sig, og hvor slutningen bringer gyset ind i vores virkelighed på en måde, som ikke ret mange historier gør. Fortælleren vil sammen med en ven besøge en lille ø, men da de ankommer til færgelejet, opdager de, at færgen ikke sejler mere. Samtidig læser de en lille notits i avisen om et mystisk væsen, som tilsyneladende er set på øen. De to venner får dog fat i en jolle og tager alligevel ud til øen, og i starten er alt fint. Men da mørket falder på, hører de pludselig et mystisk skrig …

En anden rigtig vellykket novelle er “Cikadernes sang” af Sarah Fürst, som – selvom den foregår i nutiden med mobiltelefoner og bioteknologi – alligevel har et gotisk strøg over sig. Fortælleren møder antikvarboghandleren Torsten, som sammen med vennen Ulrik har fået fat i den sjældne bog Al Azif, der rummer dystre hemmeligheder. De to venner beslutter sig for at eksperimentere med bogen, men naturligvis kan de ikke styre de mørke kræfter. Selve historien er velfortalt, og så er der lige et lille twist ved fortælleren.

De øvrige noveller samt digtet er: “En vesterhavsfortælling” af Helene Hindberg ; “Kapaciteter” af Martin Svendsen ; “Rædsel i det nordlige England” af Benjamin Szumskyj ; “Fra skyggerne” af Henrik S. Harksen ; “Tilfældet H. P. Lovecraft” af Lars Konzack og Ian Dall ; “Afgrunden” af Thomas Winther.

Fra skyggerne er bind 1 i serien HPLMYTHOS.DK, som indeholder nye historier inspireret af H. P. Lovecraft og Cthulhu Mythos-genren. Selvom du ikke kender noget til Lovecraft på forhånd, eller du måske ikke er special fan af Lovecraft, så kan du rolig læse samlingen alligevel. Historierne er generelt gode og velfortalte, og jeg ser i hvert fald frem til 2. bind kommer.

Læs mere på HPLMYTHOS.DK eller på horrorsiden.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Tomas Gindeberg

Indhold:

H.P. Lovecraft: Det unævnelige
Sarah Fürst: Cikadernes sang
Thomas Strømsholt: Den lede ting
Helen Hindberg: En Vesterhavsfortælling
Martin Svendsen: Kapaciteter
Benjamin Szumskyj: Rædsel i det nordvestlige England
Henrik S. Harksen: Fra skyggerne
Lars Konzack: Tilfældet H.P. Lovecraft / Lars Konzack og Ian Dall
Digt: Thomas Winther: Afgrunden