Indlæg tagget med ‘Helene Toksværd’

Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller - klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller – klimafiktion består af 24 nye science fiction noveller med fokus på klimaet skrevet af danske forfattere. Den udkom i april 2021, men jeg er håbløst bagud i forhold til at få læst, så derfor kommer der først en omtale nu.

De 24 noveller kommer langt omkring, lige fra oversvømmelser, over tørke og ildstorme, til istid og alt der i mellem. Flere af forfatterne kendte jeg på forhånd, men der er også en række nye navne repræsenteret. Det er noget af det jeg holder af ved Science Fiction Cirklens antologier, at de også giver plads til upcoming-forfattere.

Bagerst findes en kort introduktion til hver enkelt forfatter.

Novellerne er generelt af høj kvalitet, og flere af dem giver stof til eftertanke. Jeg ved ikke, om det er upassende at sige, at jeg var godt underholdt under læsningen, men uanset er Komplekskuller en relevant udgivelse som er helt på højde med Science Fiction Cirklens anden klimaudgivelse i 2021: 48 timer i Massachusetts-havet.

En overgang af Jesper Goll
Forhenværende biolog Aksel Rose er en af de overlevende. Havene omkring Danmark er steget og har langsomt oversvømmet store dele af landet. Oveni har en influenza-epidemi krævet mange dødsofre. Vandet er begyndt at stige i hans stuelejlighed, så nu er han rykket op på 2. sal i bygningen, til en lejlighed hvis ejer er død. En dag begiver han sig længere ind i landet på jagt efter mad, men finder i stedet noget helt uventet.

Hobbyer af Lars Nisted
På en togtur forbereder Svend Holmstrup sig på et foredrag, han skal holde om aftenen. Han foretrækker fred og ro, og bliver derfor irriteret da en yngre kvinde sætter sig overfor ham. Det bliver dog ikke kvinden, der udøver de største forstyrrelser på togturen. En velskrevet og meget ubehagelig novelle, der udspiller sig i en fremtid, hvor atmosfæren er giftig og elektriske storme hærger.

Kuplen af Hanne Rump
Kasia bor alene med sin mor. Hendes far døde sidste år i en arbejdsulykke, mens han servicerede kuplen. Moren er taknemmelig for livet i kuplen, men Kasia er overbevist om, at der er noget fordækt ved farens død. Jeg kom til at tænke på Niels E. Nielsens roman Troldmandens sværd, og det er jo ikke en dårlig sammenligning.

Løbet ud i sandet af Sara Weisdorf
En ganske kort, nærmest bevægende novelle der udspiller sig i en verden ramt af tørke.

Klima Noir af Niels Kjærgaard
Jeg har efterhånden læst flere noveller af Niels Kjærgaard, og som oftest er han garant for en humoristisk fortælling med satirisk bid. Det er også tilfældet i den vældigt underholdende ‘Klima Noir’, hvor temperaturene har nået 90 grader, og folk er nødt til at bruge medicin eller implantater for at overleve. Her får privatdetektiven Jonny Stormlund til opgave at finde videnskabsmanden Karl Strøm, der tilsyneladende har opfundet en maskine, der vil medfører en katastrofe for samfundet.

Havudsigt af Rune Nyholm Nøhr
Havene er steget, og nu ligger Steins hus på en lille ø i stedet for på toppen af en bakke. En dag ser han en robåd, der kæmper sig over det oprørte hav. Ombord er en præst, og han har et overraskende spørgsmål til Stein. En novelle om at overleve klimakatastrofen med et uforudsigeligt twist til slut.

Bunker fem af Sofie Boysen
Pigerne Nina og Una er vokset op i Bunker Fem langt under jordens overflade, som er ramt af en ny istid. Bunkeren styres af den avancerede droide Q, som pigerne begge frygter. En dag sker der et uheld i bunkeren, og pludselig er Nina og Una de eneste tilbage sammen med butlerbotten Smiley og den frygtede Q.

Knappen af Maria Pilh Bengtsen
En tsunami truer med at udslette Danmark. En mand har mulighed for at redde Danmark – men med hvilke omkostninger …

Komplekskuller af C.C. Thybro
Astrid bor alene efter hendes forældres død. Hun lider af gigt, som gør at hun ikke kan bidrage med arbejde i komplekset, hvor hun bor. På nettet har hun fundet et fællesskab med andre, der som hun bliver betragtet som unyttige snyltere. Her forelsker hun sig i Tia, selvom de to aldrig vil kunne mødes. ‘Noget’ udenfor husene forhindrer nemlig folk i at gå ud. Titelnovellen er velskrevet og sørgeligt troværdig, for hvor meget overskud er der til at tage sig af de svage, når det gælder liv og død for flertallet?

Lortejob! af A. Silvestri
I 2047 er fortælleren i gang med at lave en bodycast, hvor der dykkes ned i fire af tidens lortejobs. De fordeler sig på servicemedarbejder ved et træningscenter, en inkassomedarbejder, en slags it-udvikler og en marinebiolog. Vi følger besøgene hos hver person, og deres jobindhold er ikke som nutidens. Som altid leverer A. Silvestri høj kvalitet. Her leger han med formen af fortællingen ved at skrive den som et manus. Jeg kan også godt lide den indirekte facon klimaændringernes konsekvenser beskrives på igennem kendte jobtypers nye indhold.

En opsang af Tim Sørensen
Den dansk-russiske Vasilij Jensen har i mange år forsøgt at råbe verdens magthavere op og få dem til at gøre noget ved klimaforandringerne. Nu har han mistet tålmodigheden. Under et foredrag truer han med alvorlige konsekvenser, hvis ikke verden sænker CO2-udledningen, stoppe skovfældninger, standse alle krige og forbyde fiskeri. Men er hans trusler bare varm luft?

Langtidshukommelse af Cindy Lynn Brown
Sol er rejst nordpå for at studere pizzlyer og forsøge at genskabe deres langtidshukommelse, der er forsvundet som et resultat af mange års ophobet mikroplast i bjørnenes kost. Men jo mere bevidst pizzlyen bliver, jo mere får Sol lyst til at komme væk fra glasboblen.

Til sidste dråbe af Andreas Olesen
Fortælleren er en ornitolog, der er sendt ud af Statens Genum Institut for at undersøge, om observationerne af en han-solsort er korrekte. I en tid hvor kønsbalancen er alvorligt forstyrret er handyr i fare for at uddø. En novelle der desværre slet ikke er så utænkelig, når man ser på nutidens faldende sædkvalitet.

Vandtæt af Sonja Winckelmann Thomsen
Stigende vandstand sender store dele af Danmarks befolkning på flugt. Mange søger tilflugt i Norge, hvor de indkvarteres i overfyldte flygtningelejre. Det er altid godt at forsøge at sætte sig i andres sted, og her giver Sonja Winckelmann Thomsen et bud på, hvordan vi danskere måske en gang får brug for andres hjælp. Og hvordan det er let at forfalde til at hade ‘de andre’ for at få det bedre med sig selv.

Vejrskifte af Gudrun Østergaard
I en verden plaget af alvorlige klimakonsekvenser rejser de allerrigeste jorden rundt foran tørkeperioder, regntid osv. for at nyde det bedste af alle verdener. Salima er en af disse privilegerede, og hun står foran at skulle gifte sig med Edwin, der ligeledes tilhører en af de gamle familier. Ved at lade Salima være fortælleren hører vi om katastroferne som ubelejligheder for Salima og hendes venner, som når de ikke kan få deres jordbær. Jeg blev nærmest rasende på personerne i fortællingen, og det er vel ikke den værste anbefaling. Gudrun Østergaard har tidligere skrevet om klimaet i novellesamlingen Ord har hærget, som bestemt også er værd at læse.

Den store mindedag af Jon Terje Østberg
Historiens fortæller er adfærdskonsulenten Martin Johansen. Han hjælper folk, der har det psykisk skidt. En dag ser han navnet Kai Werner Stellenberg på sit skema. Stellenberg var tidligere CEO for Nordisk Råstof, Olie og Metal, men hans symptomer er de samme som mange andre af Martins klienter. Der er flere gode overraskelser i Jon Terje Østbergs novelle, og jeg kan også anbefale at læse hans roman Tropika fra 2017.

Én nat på tre døgn af Rasmus Hebsgaard
En begivenhed har sendt jorden i en evig bunden rotation om Solen, således at 90% af overfladen potentielt bliver ubeboelig. Eskil Østergaard-Vig er folketingets formand, og historien udspiller sig, mens han afventer statsministerens beslutning for, hvad Danmark skal gøre. En lavmælt og lidt sørgmodig novelle som greb mig overraskende stærkt.

Koben af Helene Toksværd
Jeg-fortælleren står med et koben i hånden ved novellens begyndelse. Udenfor er heden ekstrem, men også i laden er varmen tæt. Fortælleren skal i gang med at slagte de sidste dyr, men tanker om frihed forstyrrer.

Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’ af Ea-Katrine Lystbæk Thomsen
Sarah er arkæolog. Mange af tidligere tiders fund er dog gået tabt gennem de sidste århundreders oversvømmelser og brande, så nutidens arkæologer må ty til affaldsdepoter i verdenshavene og afbrændte genbrugsstationer indlands. Der er ikke direkte fokus på klimaforandringerne i denne novelle. I stedet lader forfatteren os tænke selv, når Sarah fortæller om de forskellige fund og arkæologernes konklusioner. Det fungerer godt, og giver stof til eftertanke i forhold til ens eget forbrug.

Udenfor skyggen af Martin Møller Geertsen
I en fremtid er befolkningen opdelt i sletteboere og lysbyer. Førstnævnte bor under jorden og kan kun bevæge sig oppe, når solen er nede. De to grupper handler med hinanden. Bl.a. køber sletteboerne ilt i lysbyerne.

Æggebakkebjergene af J.M. Larsen
For at beskytte byen mod den stigende vandstand opførte regeringen for år tilbage en kæmpestor dæmning. I novellen beretter fortælleren om et forholdsvist begivenhedsløst liv under et styre, der langsomt bliver mere og mere totalitært i sine bestræbelser på at ‘tjene’ folket. Tankevækkende novelle, især set i lyset af den nuværende samfundssituation med Covid-19 og de mange debatter om, hvorvidt regeringen går for vidt i restriktioner m.m.

Nord af Trine J. Cederlöf
En stor del af verden ligger under vand. Forskeren Anna Tranenberg har fået bevilliget penge til en ekspedition til Svalbard i et samarbejde mellem fire nordiske universiteter. Hun har fundet nogle oplysninger i en gammel dagbog, som kan føre til et fantastisk fund – hvis de er korrekte. Vellykket novelle om tiden efter katastrofen med en slutning der lugter lidt af karma.

Tommelfjeld af Majbrit Høyrup
Ellen og Bjarke er ansat af Skandinavisk Raastofudvindning. De er blevet sendt til den lille ø Skágrund for at undersøge undergrunden for råstoffer. Skágrund er dog et specielt samfund, og der er særlige regler, der skal overholdes.

Under himlen, over jorden af Heidi Bobjerg
Da havene steg, blev det for risikabelt at bo i husene ved kysterne. Mange byggede derfor deres huse om, så de kunne flyve væk fra vandet. Novellen følger Inuk og Robin i deres hus på jagt efter et sted, hvor de kan tanke vand.

Om Komplekskuller:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 397 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Jesper Goll: En overgang
Lars Nisted: Hobbyer
Hanne Rump: Kuplen
Sara Weisdorf: Løbet ud i sandet
Niels Kjærgaard: Klima Noir
Rune Nyholm Nøhr: Havudsigt
Sofie Boysen: Bunker Fem 121
Maria Pilh Bengtsen: Knappen
C. C. Thybro: Komplekskuller
A. Silvestri: Lortejob!
Tim Sørensen: En opsang
Cindy Lynn Brown: Langtidshukommelse
Anders Olesen: Til sidste dråbe
Sonja Winckelmann Thomsen: Vandtæt
Gudrun Østergaard: Vejrskifte
Jon Terje Østberg: Den Store Mindedag
Rasmus Hebsgaard: Én nat på tre døgn
Helene Toksværd: Koben
Ea-Katrine Lystbæk Thomsen: Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’
Martin Møller Geertsen: Udenfor Skyggen
J. M. Jensen: Æggebakkebjergene
Trine J. Cederlöf: Nord
Majbrit Høyrup: Tommelfjeld
Heidi Bobjerg: Under himlen, over jorden
Om forfatterne

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet
Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Udenfor intet – Lige under overfladen 16 / red. Eddy Skovgaard

Udenfor intet - Lige under overfladen 16 / red. Carl-Eddy Skovgaard

For 16. gang udgiver Science Fiction Cirklen sin årlige antologi med nye danske science fiction noveller. I år er titlen Udenfor intet, og om indholdet skriver redaktør Eddy Skovgaard:

Du vil finde rumrejser, alternative virkeligheder, fremtidsscenarier, tidsrejsescenarier, parallelle verdener, aliens i forskellige sammenhænge, spekulativ fiktion og også noveller fra grænselandet mellem science fiction, fantasy og socialrealisme. (side 7)

Jeg er generelt rigtig glad for ‘Lige under overfladen’-serien, som jeg har læst med fornøjelse siden første bind i 2007. Jeg elsker konceptet, der præsenterer både nye og mere etablerede forfattere, og at der gives plads til et bredt spektrum af science fiction fortællinger. Det betyder, at der hver gang er nogle historier, jeg falder pladask for. Nogle historier der har fantastiske idéer. Nogle historier der er underholdende, selvom de måske er hørt før. Og nogle historier jeg ikke forstår eller ikke synes holder. Men jeg er altid spændt på at læse dem.

I Udenfor intet er de fleste af de 26 noveller heldigvis både underholdende og velskrevne. Jeg vil ikke omtale dem alle, men blot fremhæve nogle få historier.

Thomas Hverring har skrevet titelnovellen ‘Udenfor intet’, som er blandt mine favoritter. Her befinder vi os på en rumstation befolket af en gruppe forskere. Noget er sket med rumstationen, men hvad finder vi først ud af undervejs gennem tilbageblik, tanker og nutidig handling. Fortællerstemmen er speciel, og jeg skulle lige vænne mig til stilen, men herfra gik alt op i en højere enhed, og jeg gad virkelig godt se den som film.

En helt anden type historie er ‘Den lille Atomfysiker’ af Niels Kjærgaard. Her får Asger sættet Den lille Atomfysiker i julegave, men hans fætter Eskild vil også lege med. Historien er måske ikke vildt overraskende, men den er underholdende og Kjærgaard har en god form for humor.

Donald Trump har været skyld i mange ting. Jeg tror også, at han har været inspirationskilde til Johannes Lundstrøms novelle ‘Paranormal normalitet eller -?’ Her forsøger professor Finkelstein at få svar på, hvilke kræfter det er der styrer og forårsager uforklarlige hændelser i vores verden. Til at bevise dette har han opstillet et eksperiment, hvor han selv deltager.

En helt anden historie – og alligevel lidt i samme retning – er ‘Det du ikke ser’ af Tim Sørensen. Her hører vi teenageren Tessa, der bor på planeten Terra Nova. Et af de yderste fremspring i Hegemoniets ekspansion hvor man endeligt, efter 17 år, er klar til at åbne porten til Nexus, Galaksens største knudepunkt. Men noget andet har fundet vej til Terra Nova. Noget der har egne planer om ekspansion.

Jeg kunne også fremhæve den indledende ‘Kunsten at mærke en hval’ af Mette Markert, der fik mig til at tænke på tv-serien Firefly. Ikke så meget for den konkrete handling men for stemningen og den skæve besætning. Helle Perriers ‘Bobbys mange liv’ fik mig næsten til at tude, men jeg er også en nostalgisk hundeelsker. ‘Den romerske næse’ af Mariane Mide har en lidt anderledes indgang til tanken om designerbørn, som jeg fandt både underholdende og interessant. I ‘Frygt og lede i Korsbæk 2.0’ af Jon Terje Østberg er befolkningen opdelt i et A og B hold, og her får et besøg i en Matador temapark uventede konsekvenser for novellens hovedperson. Og så faldt jeg også for Dmitri Burdykins ‘En helt almindelig uge’, om Simon Bergman der pludselig føler sig hensat til filmen Groundhog Day.

Og jeg kunne nævne flere.

De 26 noveller i Udenfor intet spænder vidt, både hvad stil og tema angår. Men overordnet set er her endnu en gang tale om et spændende indblik i ny dansk science fiction, der giver stof til eftertanke, samtidig med at man bliver godt underholdt. Så jeg ser allerede frem til ‘Lige under overfladen 17’.

Om Udenfor intet:

Udgivelsesår: 05.11.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 390 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kunsten at mærke en hval af Mette Markert
Human zero af Hanne Gasbjerg Hjulmand
De blå katte af Lilli Lund Christensen
Alex Sørensen show af Jakob Emiliussen
Jørgens drager af Jakob Drud
Kontakt af Jan Rasmussen
Den lille atomfysiker af Niels Kjærgaard
Paranormal normalitet eller – ? af Johannes Lundstrøm
Biohackerens frihedskamp af Maria Aagaard
2084 af Publius Enigma
Udenfor intet af Thomas Hverring
Uønskede elementer af Ellen Miriam Pedersen
Vi er to af Lars Behn-Segall
Shanty Town Copenhagen af Niels Christensen
Huskespil af Sara Buch
Det du ikke ser af Tim Sørensen
Travle bier af John Madsen
Den romerske næse af Mariane Mide
Håb af Thomas Nis Westergaard
Frygt og lede i Korsbæk 2.0 af Jon Terje Østberg
Sexlegetøj af Sinus Reuss
En helt almindelig uge af Dmitri Burdykin
Aftenstjernen af Lenka Otap
Bobbys mange liv af Helle Perrier
Robert af Helene Toksværd
Menneske først af Heidi Bobjerg

Lige under overfladen:

Evolution – lige under overfladen 15, 2020
Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Evolution – lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution - lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution er titlen på Science Fiction Cirklens årlige antologi med nye danske science fiction noveller. Det er 15. bind i serien, og som sædvanlig er bidragsyderne en blanding af nye og kendte ansigter. Emnemæssigt spænder de 28 noveller bredt, og kaster sig blandt andet over

  • Hvad gør genmanipulering grænseoverskridende?
  • Hvad sker der, når alle er ’isolerede’?
  • Hvad gør det sidste menneske, når jorden er blevet udslettet?
  • Hvad gør man, når det firma, der betaler en kolonisering på Mars, går konkurs?
  • Er der en god løsning på bodeling ved skilsmisse?
  • Kan man bekæmpe udenjordisk virus?

Med så mange bidrag og med den store blanding af forfattere er der naturligvis forskel på kvaliteten. Nogle noveller er mindre raffinerede end andre, og nogle idéer er set før. Gennemgående synes jeg dog, at alle historierne var underholdende, og så er jeg bare rigtig glad for, at Science Fiction Cirklen også giver plads til de nye stemmer. Jeg synes nemlig personligt, at det er spændende at få et kig ind i vækstlaget.

Jeg vil ikke gennemgå alle 28 noveller, men nøjes med at trække enkelte favoritter ud.

Maibrit Høyrup indleder samlingen med novellen ‘Kærlighed’. Høyrup har skrevet flere historier til ‘Lige under overfladen’-serien, og så hendes novelle ‘Killinger’ i Universets mørke helt fantastisk. I ‘Kærlighed’ er fortælleren lejlighedsassistenten Ayee, der gør alt for sit menneske, Rued, lige fra at masserer og made hende til at vedligeholde lejligheden og sørge for indkøb m.m. En dag kommer Rued dog i kontakt med et andet menneske og helt usædvanligt bliver de venner. Så gode venner at Rued overvejer at flytte fra lejligheden. Men hvad sker der med lejlighedsassistenten, hvis dets menneske flytter? Jeg kom til at tænke på 2001 af Arthur C. Clarke, men Høyrup har sit helt eget take på en A.I. ude af kontrol.

‘Villadybet’ af Lars Behn-Segall føles nærmest som en horrornovelle i starten. Selvom slutningen ikke helt lever op til begyndelsen, vil jeg dog alligevel fremhæve den, fordi den er så underholdende. Jan opdager, at hans terrasse er sunket i den ene side. Da han fjerner fliserne for at rette dem op, opdager han en dyb tunnel. Hvor fører den hen? Og hvem har bygget den?

Kan fortiden ændres? er et af de spørgsmål Dmitri Burdykin stiller i ‘En hjælpende hånd’. Novellen starter i 2041, hvor atomfysikeren Ronald Davenport er på vej til en afgørende test for hans opfindelse, der skal gøre menneskeskabt fusion til en brugbar energikilde. Så springer novellen til 2115 hvor en decimeret menneskehed kæmper for sin fortsatte eksistens. Et middel til det er at ændre udfaldet på Davenports test 74 år tidligere. Men kan man det? Og hvad vil omkostningerne i givet fald være. Novellen er en af de længste i Evolution, og jeg kunne sagtens se idéen udfolde sig i romanform.

I ‘Den sidste astronaut’ af Sofie Boysen rammer en meteor jorden og smadrer den i småstykker. Det eneste menneske, der overlever sammenstødet, er astronauten på rumstationen MIRA-2. Men selvom astronauten har overlevet selve sammenstødet, er det en begrænset frist. Og hvad bruger man så den sidste tid til? Jeg var aldeles begejstret for novellen, som er klassisk science fiction men alligevel ny.

Publius Enigma, der debuterede med Exnihilo i 2019, bidrager med novellen ‘Memory Hunters Ltd.’ Her følger vi to drømmedykkere, der filmer minder, men hvad der starter som en lykkelig drøm, udvikler sig helt galt. Udover at drømmedykning er en interessant tanke, er der noget etisk i det, som giver novellen et særlig menneskeligt aspekt.

Mens jeg skriver dette, er verden stadig ramt af COVID-19, og ferierejser til andre lande er nede på et minimum. I A. Silvestris novelle ‘All inclusive’ er denne tendens fortsat, så da Eskild på 79 beslutter sig for at tage på en jordomrejse med fly, er det aldeles uhørt. Silvestri tager nogle nutidige emner, accelererer dem så de kommer helt ud på spidsen, og lader læseren om at tage stilling. Jeg er solgt.

‘Time to go’ af Niels Kjærgaard er en af de mere humoristiske i Evolution. Her er tidsrejser blevet et reality-show, og vi følger fem deltagere, der i løbet af et show bliver sendt til tre forskellige tider i jordens historie. Fire af de fem deltagere er allerede kendte realitystjerner, og Kjærgaard lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af dem som hjernetomme individer, mens den sidste deltager er en ganske almindelig fyr. Jeg synes, novellens idé er super god, så selvom historien bliver lidt for pjattet efter min smag, vil jeg alligevel fremhæve den. Også fordi den farligste tid viser sig at være lidt af en overraskelse.

Jeg kunne sagtens have fremhævet flere af novellerne, for eksempel Simon Christiansens ‘En hjælpende hånd’, Helene Toksværds ‘Et meningsfuldt job’, Mette Markers ‘Mars…retur?’, Maria Aagaard ‘Drømmejobbet’, Lars Ahn ‘Billigt hotel’, Gudrun Østergaard ‘Forfædrene’ og Thomas Hverring ‘Lortejob’ for blot at nævne nogle.

Jeg er rigtig glad for Lige under overfladen-serien, og Evolution er endnu en god oplevelse, både for science fiction fans, og for dem der endnu ikke kender til genren.

Om Evolution:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Science Fiction Cirklen, 431 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kærlighed af Majbrit Høyrup
Villadybet af Lars Behn-Segall
En hjælpende hånd af Simon Christiansen
Skæbnens ironi af Dmitri Burdykin
Et meningsfuldt job af Helene Toksværd
Retning nord af Sigrid Groth Nielsen
Fagre gamle verden af Gry Ranfelt
Mars…retur? af Mette Markert
Evolution af Anna Line Søgaard
Den sidste astronaut af Sofie Boysen
Dårlig luft af Ditlev V. Petersen
Drømmejobbet af Maria Aagaard
Virtuel sandhed af Hanne Rump
Vi har dem kun til låns af Richard Ipsen
Den lysende kugle af Lilli Lund Christensen
Billigt hotel af Lars Ahn
Hatten af Lonni Krause
Gemini af Sørine Amanda Nielsen
Forfædrene af Gudrun Østergaard
Memory Hunters Ltd. af Publius Enigma
All inclusive af A. Silvestri
Opbrud af Maria Thy
Springerne af Tim Sørensen
Flugt af Susse Kristiansen
Time to go af Niels Kjærgaard
Koldt hjerte af Stephanie Fjeldsø Fischer
I hjertet af maskinen af Kenneth Hansen
Lortejob af Thomas Hverring

Lige under overfladen:

Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Sandsynlighedskrydstogt - LUO 14 / red. Carl-Eddy SkovgaardEt af årets boglige højdepunkter for mig er udgivelsen af Science Fiction Cirklens antologi Lige under overfladen. Jeg har læst med lige fra første bind i 2007 og er stor fan af serien. I år er vi nået til bind 14, og Sandsynlighedskrydstogt er som altid en blanding af nye og garvede forfattere, med emner der spænder lige fra noveller om klimaet over en manual til en tidsrejsemaskine til drager i rummet.

Hele 26 noveller er der fundet plads til i år. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard fortæller i forordet, hvordan de indsendte noveller er udvalgt uden kendskab til forfatteren bag, og at kriteriet har været at vælge de bedste og samtidig give en bred præsentation af genren. Det må siges at være opnået, for novellerne er vidt forskellige i både temaer og skrivestil.

Selvsagt er det ikke alle noveller i samlingen, jeg synes lige godt om. Men overordnet set er Sandsynlighedskrydstogt et spændende indblik i den danske science fiction scene lige nu, og er helt sikkert et bekendtskab værd.

Blandt mine favoritter er åbningsnovellen ‘Fire år senere’ skrevet af Lars Ahn, der hører til de garvede bidragsydere. Helt simpelt handler historien om, at alle på jorden en dag vågner op og opdager, at der er gået fire år, som de intet husker af. Hvad eller hvem står bag og hvorfor? Ahn er en fremragende novelleforfatter, der kan få de mest utrolige scenarier til at fremstå troværdige, og samtidig tager han hverdagens trivialitet og viser det fantastiske heri. Han er altid værd at læse.

I den mere humoristisk ende er Flemming Johansens ‘En skidt dag for Danmark’, hvor de to knap så kloge kammerater, Torsten og Ejvind, opdager en UFO, der lander i nabolaget. Novellen har en morsom vinkel på et “first contact”-scenarie, og er underholdende læsning.

Freddy E. Silva kender jeg blandt andet fra romanerne Mediatropolis og Virtropolis, og hans novelle ‘Shenzhen hardware’ udspiller sig i samme univers. Jake skylder mange penge til Sun Yee On-triaden, og hans eneste chance er at klare et job for dem. Sammen med en hacker skal han bryde ind i en virksomhed og stjæle nogle eksperimentelle data. Et job, der nærmest er dømt til at mislykkes. Novellen skal fremhæves for sit fremragende univers, der bringer mindelser til Blade Runner, og så er historien elementært spændende.

Danmark er en svinenation, og mange danskere synes nærmest det er blasfemisk, hvis man ikke spiser svin. Helene Toksværd vender denne tradition på hovedet i ‘I Danmark spiser vi hunde’, og spidder selvfedme og angsten for det anderledes i sin novelle.

I ‘Symbionter’ af Richard Ipsen handler det om kødspisere og veganere. Efterhånden er ingen vel i tvivl om, at det er bedre for verden, hvis vi spiste mindre kød, men hvad nu hvis veganerne fandt en måde at gøre tanken om kød ubehagelig?

Også Karsten Brandt-Knudsens novelle ‘Farmer’ undersøger fremtidens ernæring. I Danmark er man for alvor begyndt at spise insekter, og det har ført til nye former for farme. Dyrerettighedsforkæmpere findes dog stadig, og som i vore dage er deres aktioner ikke altid hensigtsmæssige for hverken dyr eller mennesker.

Ovenstående er kun et udpluk fra Sandsynlighedskrydstogt, der også rummer interessante og spændende noveller af blandt andre A. Silvestri, Gudrun Østergaard, Jesper Rugård Jensen, Mette Markert, Louise Floor Frellsen og Sara Buch.

Har du lyst til et kig ind i den danske science fiction scene, så grib fat i Sandsynlighedskrydstogt. Jeg er lige imponeret hver gang over den sprudlende idérigdom hvert bind i Under Overfladen afspejler.

Om Sandsynlighedskrydstogt:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 433 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Fire år senere af Lars Ahn
Fjernt bekendt af Hans Peter Madsen
Taking Care of Business af Hans Peter Kjær
En skidt dag for Danmark af Flemming Johansen
Byen lidt senere af Ellen Miriam Pedersen
Dødeliv af Lars Behn-Segall
Manden der kunne undværes af Kenneth Hansen
Shenzhen hardware af Freddy E. Silva
Marmor af Susan Toldam
Sandsynlighedskrydstogt af Jakob Drud
I Danmark spiser vi hunde af Helene Toksværd
Hjem fra de ydre galaxer af Viggo Madsen
Beautiful Budapest af A. Silvestri
Landlov af Mette Markert
Udsigt til regn af Sara Buch
Xact FAQ af Kenneth Krabat
En tur i parken af Jesper Rugård Jensen
Øjnene lyver aldrig af Ida Maria Bonnevie
Hovmodets kurs af Louise Floor Frellsen
Fortrydelsespiller af Maria Fuhlendorff
En chance i livet af Gudrun Østergaard
Uden filter af Maria Frantzen Sanko
Symbionter af Richard Ipsen
Hver for sig af Marie Bachmann Pedersen
Farmer af Karsten Brandt-Knudsen
Flinck og Willy En feuilleton i seks overgreb af Henning Andersen

Lige under overfladen:

De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Efter fødslen – Lige under overfladen 12 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Efter fødslen - lige under overfladen 12

Efter fødslen tager læseren med på en rejse ud i alle science fiction genrens kringelkroge, lige fra rumrejser og alternative virkeligheder over aliens og tidsrejser

Vi er nået til nummer 12 i serien af Science Fiction Cirklens årlige antologi med nyskrevet dansk science fiction. Novellerne i Efter fødslen er som de tidligere bind i serie skrevet af en blanding af nye navne og gamle kendinge.

Blandt de sidstnævnte er Lars Ahn, der med novellen ”En invasiv art” medvirker for 10. gang. Her følger vi en invasion af en planet, både med beboernes og de fremmedes øjne, og som altid får Ahn lige givet historien et uventet tvist, som løfter novellen op i særklasse.

Også Flemming R. P. Rasch hører til blandt ’kendisserne’. Hans novelle hedder ”Den store dronedag”. Gennem jeg-fortælleren hører vi historien om Emil Rasmussen. Som børn var de venner for så i flere år ingen kontakt at have, indtil Emil pludselig sender besked om at mødes. Han har fået en idé om, at han vil redde menneskeheden fra den største trussel, vi står overfor. Men hvad er den største trussel? Mens jeg læste ”Den store dronedag”, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle mene. Den er velskrevet, men jeg kunne ikke helt fange meningen – før til allersidst hvor det hele falder på plads, og jeg bare fik lyst til at læse novellen en gang til. En meget vellykket fortælling.

Jesper Goll, som indleder samlingen, har også medvirket flere gange. Bl.a. med novellerne ”Farvel, min astronaut” og ”Betydningen af små ting” som jeg var meget begejstret for. Det er jeg også for ”Kat!” Her har menneskene bygget baser på Månen. Da radarbilleder viser, at der gemmer sig noget interessant i et krater, sendes en ekspedition ud for at undersøge det. Men ingen havde forventet, at krateret ville indeholde en kuppel, der minder om menneskenes men ganske simpelt ikke kan være menneskeskabt. ”Kat!” er et langt stykke hen ad vejen en spændende månefortælling, for så mod slutningen at tage en helt uventet – og ret humoristisk – drejning. Jeg var vild med den.

Titelnovellen ”Efter fødslen” er skrevet af Nikolaj Johansen, som også er ved at være en af de mere etablerede forfattere med flere romaner bag sig og deltagelse i en lang række antologier. Denne novelle handler om en forskningsfacilitet, hvor man holder en alien indespærret og forsøger at avle på hende. Men hvorfor er det så vigtigt at det lykkes? Novellen er både smuk og ond, og jeg fik helt ondt i hjertet af at læse den. Johansen har udviklet sig meget som forfatter, og jeg glæder mig til at følge ham fremover. Han skriver bare bedre og bedre.

En anden Johansen, Flemming Johansen, skal også fremhæves for novellen ”Et nyt liv”. Fortælleren vågner uden at kunne huske, hvad der er sket, men finder frem til at han må befinde sig på et hospital. Her får han snart besøg af doktor Gregor, men der er ikke noget beroligende over ham. Novellen handler om valg og konsekvenser af disse, og slutningen er langtfra rosenrød.

”Du er vågen” af Helle Perrier handler også om valg. Novellen er en ’du er selv hovedpersonen’-fortælling, hvor læseren selv beslutter, hvad man vil gøre under læsningen. Du er blevet sendt tilbage til fortiden for at slå en politiker ihjel og på den måde redde verden fra en grusom fremtid. Hvad gør du? Selvom plottets handling er set før, så er idéen fint gennemført, og jeg tog historien flere gange for at se, hvordan den ellers kunne ende.

Det er heller ikke til at komme udenom Bjarke Schjødt Larsens ”Mordet på den sidste homo sapiens”, hvor vi følger Gustav, mens han tusser rundt i sit hjem og venter på sin plejer. Novellen har en sørgmodig tone og et lille tvist til sidst.

Christian Holger Pedersen havde også en novelle med i Lidenskab og lysår samt Den ny koloni. Her i Efter fødslen har han skrevet ”Iversens tragedie”, hvor jorden en dag vågner op og er blevet deltager i et universelt reality show. Med sine henvisninger til aktuelle begivenheder og sin satiriske form er ”Iversens tragedie” et humoristisk indslag med kant.

Et nyt navn er Søren Toft Høyner, der har skrevet novellen ”Xenoarkæologi”. Under en udgravning på Proxima b hvor man for mange år siden fandt de første beviser på uddøde, intelligente livsformer i Porxima Centauri-systemet, bliver en studerende fundet død i udgravningen. Hvem står bag mordet og hvorfor? I ”Xenoarkæologi” blander Høyner krimi og science fiction og resultatet er en både underholdende og tankevækkende novelle med en grum slutning.

Heller ikke Niklas Lillelund har jeg læst før. ”Substitute” udspiller sig i en fremtid, hvor effektiviseringen af samfundet har nået nye højder. Når man plukker en tomat, plantes en ny. Hvis et træ bliver sygt, planter man en klon. Et miljøvenligt og rationaliseret samfund. Men hvad så når et menneske bliver sygt? En kort, men interessant lille novelle der giver læseren stof til eftertanke.

Jeg er også nødt til at fremhæve ”Praktik på Solvangen” af Sara Weisdorf, hvor vi befinder os på et plejehjem i fremtiden. Jeg kom til at tænke på Anders Bodelsens fremragende ”Frysepunktet”, og kunne sagtens se historien udfolde sig til en hel roman.

Til slut vil jeg nævne ”Timen” af Lars Behn-Segal. Her følger man en mand, der torturerer en krop til næsten ukendelighed. Dyret, som han kalder kroppen, håner ham imens, for den mærker ingenting. Hvorfor denne tortur? På kun 10 sider fremkalder Behn-Segal et mareridt med både moralske og etiske problemstillinger.

Efter fødslen indeholder 30 noveller, og jeg kunne sagtens fremhæve flere end de titler, jeg nu har omtalt. For som vanligt er niveauet generelt højt i novellerne, og de par stykker, der tæller ned for mig, er mere et spørgsmål om smag end om skrivekvalitet.

Jeg er vild med Science Fiction Cirklens koncept, og har endnu en gang nydt en tur ud i alle genrens kringelkroge, som denne gang bl.a. tæller rumrejser, alternative virkeligheder, aliens og tidsrejser.

Og så er jeg også lige nødt til at fremhæve Manfred Christiansens utroligt flotte og stemningsfyldte forside. Hvis ikke man får lyst til at læse Efter fødslen, når man ser den, så er der altså noget galt 🙂

Indhold:

Jesper Goll: Kat!.
Luna Dantoft: Sidste dans.
Anna Lauritsen: En skildring af de nye opiater.
Kenneth Krabat: Vælgervægt.
Lars Ahn: En invasiv art.
Johannes Lundstrøm: Urinstinkter.
Nikolaj Johansen: Efter fødslen.
Viggo Madsen: Flugten fra Spejlklode nr. 1.
Trine V. Ipsen: Kærlighedsbureaukratiet.
Glen Stihmøe: Øverste Tandhjul.
Helle Perrier: Du er vågen.
Christian Holger Pedersen: Iversens tragedie.
Niklas Lillelund: Substitute.
Silvestri: Cancerfrelst.
Richard Ipsen: Tilbage til Kibeta.
Anne-Marie Træholt ; Grens hedonometer.
Helene Toksværd: Fluen.
Jesper Rugård Jensen: Noter om Gowondaland.
Flemming Johansen: Et nyt liv.
Sara Weisdorf: Praktik på Solvangen.
Torben Magnild Husum: Kyphers kæmper.
Malte Simon Christensen: Simili.
Bjarke Schjødt Larsen: Mordet på den sidste homo sapiens.
Caner Doga Cansi: Ekspropriation.
Søren Toft Høyner: Xenoarkæologi.
Gudrun Østergaard: Når krager i hobetal søger ly.
Lars Behn-Segall: Timen.
Michala Elk: I mørket.
Maria Frantzen Sanko: Flygtningen.
Flemming R. P. Rasch: Den store dronedag.

Om Efter fødslen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 461 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen