Indlæg tagget med ‘hemmeligheder’

Under overfladen af Daisy Johnson

Under overfladen af Daisy Johnson

I 2021 udgav det lille forlag Screaming Books Søstre af Daisy Johnson. Romanen var en stor læseoplevelse, så jeg har været meget spændt på at læse Under overfladen, der var Johnsons debutroman og blev shortlistet til The Man Booker Prize 2018.

Gretel er midt i 30’erne og arbejder som leksikograf med at opdatere ordbogsopslag. Som barn boede hun alene på floden sammen med sin mor, Sarah. De to holdt sig for dem selv, og skabte endda deres eget sprog. Men nu har hun ikke set Sarah i 16 år.

En dag får hun besked om, at moren er fundet død, og hun opsøger lighuset for at identificere hende. Det er dog ikke moren, og Gretel kaster sig ud i en eftersøgning. Hun vil finde Sarah og finde ud af, hvorfor hun forlod hende. Langsomt oprulles Gretels barndom med klip til Sarahs fortælling, og flere og flere minder dukker op. Minder om moren. Minder om Bonakken der levede i floden og – måske – stod bag en lang række kæledyr og små børns forsvinden. Og mindet om den unge mand, Marcus, der en kort måned boede på deres båd. Gretel beslutter sig for at starte med at finde ham, for måske ved han, hvor Sarah er nu.

Under overfladen er en fortælling om et mor-datter forhold, men som titlen antyder, er den så meget mere. Det er også en fortælling om hemmeligheder, om identitet og om kærlighed. Og så er den fortalt i et fantastisk sprog.

Kvinder spiller hovedrollen i historien, der blandt andet sætter moderskabet under lup. Det er ikke alle kvinder, der passer perfekt ind i den vedtagne skabelon for den rolle. Det er heller ikke alle døtre, der følger deres skabelon, men hvad skaber vores identitet? Er vores skæbne forudbestemt, eller har vi mulighed for at ændre den? Og kan vi undslippe fortiden?

Romanen er opdelt i otte overordnede kapitler. Disse kapitler er yderligere opdelt i forskellige spor med Hytten, Jagten og Floden som de gennemgående. Sporene springer i tid og sted og giver også plads til Sarah og Marcus’ historier, mens vi føres frem mod den – måske – uafvendelige slutning som i en moderne Ødipus myte.

Som det også var tilfældet med Søstre, er Under overfladen skrevet i et sanseligt, lyrisk sprog. Men midt i den sproglige skønhed gemmer sig hemmeligheder, mørke og smerte, som det kan være svært at bære. Alligevel greb Daisy Johnsons fortælling mig om hjertet og tvang mig til at læse videre, uanset om jeg havde lyst eller ej.

Med sit maleriske sprog (der er imponerende oversat af Rasmus Hastrup) og sindrige konstruktion kræver Under overfladen, at man giver sig tid til at synke ned i fortællingen. Her er masser af handling, men den bugter sig afsted som bifloder, der snor sig ind og ud af den store flod og afgiver sedimenter, som læseren selv skal fortolke. På samme måde som Gretel må fortolke sin mors minder, da hun endelig finder Sarah og opdager, at hun er begyndende dement.

Genremæssigt er Under overfladen måske ikke en bog der hører til på Gyseren, men den er smuk, tragisk og fortryllende – og så har den en underliggende stemning af uvished, der gør den til en fængslende, men også foruroligende oplevelse.

Uddrag af bogen:

Det jeg – selvfølgelig – altid vender tilbage til er, hvordan du forlod mig. Det er fordi, siger du henne fra lænestolen, at jeg er egoistisk og klæbende. Du siger, at jeg altid har været sådan. Du siger, at jeg på floden klyngede mig til dig som rurer og hylede, til træerne væltede. Du har tendens til at overdrive. At fortælle din historie virker mere som en udgravning end bare optegnelser. Nogle gange lytter du stille. Andre gange afbryder du, og vores to fortællinger klistrer sammen, overlapper.

Jeg kan ikke huske ret meget af det, der skete på floden. At glemme er en form for beskyttelse, tror jeg. Jeg ved, at vi forlod det sted, hvor vi havde ligget fortøjet, siden jeg blev født, og at Marcus ikke var med os. Jeg ved, at vi sejlede båden ned ad floden og væk, lagde til kaj i en by, hvor klokker ringede hver time. Der blev vi en uge, måske; ikke længere end det. En dag, da jeg vågnede, havde du pakket en rygsæk og et par plasticposer. Jeg tror ikke engang, at du gjorde dig den ulejlighed at låse båden. Jeg forstod, at vi ikke ville komme tilbage. Jeg var tretten, og alt, hvad jeg nogensinde havde kendt til, var om bord på den båd. Alt ud over dig. (side 31)

(oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)

Om Under overfladen:

Udgivelsesår: 26.09.2022
Forlag: Screaming Books, 261 sider
Omslag: Sara Laub og Sofie Alsbo
Originaltitel: Everything Under
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs interviewet med Daisy Johnson i anledning af hendes shortlisting til Man Booker Prize

Sten Saks Papir af Alice Feeney

Sten Saks Papir af Alice Feeney

Sten Saks Papir er en overraskende spændingsroman af britiske Alice Feeney om ægteskab, hemmeligheder og et weekendophold, der løber helt af sporet.

Amelia er gift på 10. år med manuskriptforfatteren Adam. I romanens start er de på vej til det skotske højland, hvor Amelia har vundet et weekendophold i en ombygget kirke. Adam er kun modvilligt taget med, men Amelia håber, at weekenden kan redde deres ægteskab, der har skrantet længe.

Efter en lang køretur hvor vejret blot ender i en regulær snestorm, når de endelig frem til kirken. Stedet er dog helt anderledes end forventet. En ildevarslende atmosfære hviler over den gamle kirke, der ligger fuldstændigt isoleret mange kilometer fra civilisationen. Selvom selve kirken er pænt moderniseret indvendig, er alt dækket af støv, og kulden nærmest stråler ud af de tykke vægge. Der er også noget mærkeligt med fordøren, der det ene øjeblik er låst, og det næste står åbent. Og hvem har egentlig sendt mailen til Amelia, om at hun har vundet?

Historien udspiller sig over en weekend, der fortælles skiftevis i 1. person af Amelia og Adam. Ind i mellem er indsat en række breve skrevet til Adam på deres bryllupsdag gennem årene. Brevene fortæller om fortiden, og et ægteskab med både op- og nedture.

Opbygningen med spring i fortællerstemme og tid er med til at skabe en stigende spændingskurve. Vi hører først fra den ene, så fra den anden, og nogen gange modsiger de hinanden. Der ligger hele tiden noget usagt hos dem begge, som holdt mig på tæerne konstant. For kunne jeg overhovedet tro på nogen af dem? Det er selvfølgelig ikke første gang, at jeg læser en spændingsroman med flere fortællere, men her lykkedes det virkelig Alice Feeney at tage fusen på mig.

Som en ekstra krølle på historien lider Adam af prosopagnosi. En sygdom der betyder, at han ikke kan genkende ansigter. Han ved ikke, hvordan hans kone ser ud, og han kan ikke genkende sig selv i et spejl. Adam har ikke fortalt om sin lidelse til andre, så når de er til selskaber, er hun nødt til at fortælle ham, hvem de møder. Lidelsen betyder også, at han ikke kan aflæse folks humør af deres ansigtsudtryk. I stedet er han nødt til at forlade sig på stemmen, vejrtrækningen og kropssproget. Det gør det ikke nemmere at gennemskue, hvis nogen lyver for dig, og det går hurtigt op for os, at hverken Adam eller Amelia stoler på hinanden.

Sten Saks Papir er psykologisk spænding på højt plan. Her er ikke tale om bloddryppende action, men om en snigende uhygge og et ægteskab, hvor intet er, hvad det ser ud til på overfladen. Her er ikke mange personer, men alligevel er historien uigennemskuelig på den gode måde. Slutningen snød mig som sagt fuldstændigt, og det er bare så fedt, når det lykkes.

Jeg har ikke læst noget af Alice Feeney før, og Sten Saks Papir er da også hendes første udgivelse på dansk. Hun har dog skrevet yderligere tre romaner, hvoraf debuten, Sometimes I Lie, blev oversat til over 20 sprog. Sten Saks Papir er solgt til Netflix, som er i gang med at lave en tv-serie over historien. Hvis de kan lykkes med at lave den lige så spændende som romanen, så er der noget at se frem til.

Uddrag af romanen:

Ingen af os siger noget, da Blackwater Inn kommer til syne. Jeg drejer af vejen, før vi når hen til pubben, men vi er tæt nok på til at se, at der er slået brædder for vinduerne. Den spøgelsesagtige bygning ser ud, som om den har stået tom i lang tid.

Den snoede vej ned i dalen er både malerisk og skræmmende. Den ser ud, som om nogen har hugget den ud af klippesiden i hånden. Vejen er næsten for smal til vores lille bil, og der er et stejlt fald til den ene side uden et eneste autoværn.

“Jeg tror, jeg kan se noget”, siger Adam. Han læner sig frem mod forruden og spejder ud i mørket. Jeg kan kun se en sort himmel og et hvidt tæppe, som dækker alt under den.

“Hvor?”

“Dér. Lige bag træerne.” Jeg sænker farten, mens han peger ud i ingenting. Men så får jeg øje på noget, som ligner en stor, hvid enkeltstående bygning.

“Det er bare en kirke,” siger han og lyder modløs.

“Det er den!” siger jeg og læser teksten på et gammelt træskilt. “Blackwater Chapel. Det er det sted, vi leder efter. Vi er fremme!” (side 14-15)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Sten Saks Papir:

Udgivelsesår: 08.09.2022
Forlag: Zara, 334 sider
Omslag: Anders Timrén, Islington Design
Originaltitel: Rock Paper Scissors
Oversætter: Annemette Goldberg

Læs mere om prosopagnosi: 2% af Danmarks befolkning er påvirket af ansigtsblindhed.

Læs også:

Enken af Fiona Barton
En lille tjeneste af Darcey Bell
Bag facaden af Alafair Burke
Familiens synder af Cara Hunter
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Den anden af Harriet Lane
Ildbarnet af S. K. Tremayne

Daggry af Søren Staal Balslev

Daggry af Søren Staal Balslev

Daggry er det tidspunkt om morgenen, hvor det begynder at blive lyst, og dagen begynder. Det er også betegnelsen på en plan, der skal redde menneskedyret fra en ætsende mangel på livsduelighed.

IT-sikkerhedskonsulenten Frederik lever det gode liv med hustruen Anna og teenage-sønnen Vitus midt i Jægerspris. Alligevel er han ikke tilfreds. Han er fuld af foragt over, hvordan alle ubekymrede fortsætter forbrugsfesten trods den alarmerende globale fremtid.

Frederik ønsker at vække danskerne af deres åndelige dovenskab og småborgerlige problemer. Han vil tænde livsgnisten i dem, før menneskedyret bliver så slatten, at det uddør af ubehjælpsomhed. Men hvordan? Bevæbnet med sin viden om IT-infrastrukturen sætter Frederik en plan i værk. Vitus’ fremtid skal reddes – koste hvad det vil.

Jeg har tidligere læst De rensede af Søren Staal Balslev. En roman der udspiller sig nogle år efter, at en verdensomspændende pandemi har ændret livet totalt. Her i Daggry følger vi i stedet begyndelsen på undergangen. Frederik er nemlig ikke den eneste, der ønsker at nulstille vores civilisation og begynde forfra. Men den slags omvæltninger kan ikke ske uden omkostninger.

Romanen er opbygget som en nedtælling, hvor første kapitel hedder ‘Dag -405’. Historien fortælles af 3. persons-fortælleren Frederik, men ind i mellem indsættes fiktive nyhedsartikler samt anonymiserede uddrag og citater fra lukkede debattråde på 4chan og 8kun.

Daggry er både tankevækkende, satirisk og skræmmende. Frederik har jo en pointe i, at vi i uvilje mod at sænke vores levestandard vedbliver at overforbruge klodens ressourcer. På et tidspunkt vil konsekvenserne ramme os, og jo længere vi venter med at tage fat i nældens rod, jo værre bliver disse konsekvenser. Romanen udstiller i den grad småborgerligheden og hykleriet i det danske samfund. Vi køber måske nok økologisk, men vi vil hverken undvære bilen eller ferien til Thailand.

I romanen drømmer Frederik om at reboote danskerne. Om at si nutidens ubehjælpsomme og svage individer, der er afhængige af velfærdsstaten, fra, og efterlade verden til de stærke der kan overleve omvæltningen. Også selvom Frederik ikke selv forventer at være blandt de overlevende. I hvert fald ikke i begyndelsen.

Her er ikke tale om katastrofe-underholdning á la film som The Day After Tomorrow, hvor helten til sidst redder dagen, så vi glemmer alle ulykkerne. I stedet er Daggry en foruroligende og tankevækkende roman fortalt med en støt stigende spændingskurve. Frederik har en plan om at fremtvinge velfærdsstatens fald. Det starter med små nålestiksoperationer, der tester beredskabet, men som historien skrider frem, udvikler nålestikkene sig, og både handlingen og stemningen bliver mere og mere intens. Det hele beskrives skræmmende realistisk, og viser hvor lidt der måske i virkeligheden skal til for at sende vores samfund ud i en nedadgående spiral.

Daggry er en på mange måder overraskende roman, som absolut kan anbefales.

Andre skriver:

Anettes Litteratursalon:
Søren Staal Balslev har skrevet en roman, der i den grad prikker til det moderne menneskes livsførelse med klimaangst på den ene side og trangen til den ultimative livsnydelse på den anden. Med en meget skarp pen skaber han karakterer, som er mere end genkendelige, og som er helt tæt på os alle. Dog skal det siges, at særligt de velhavende får med pennen, da de i særlig udstrakt grad er centrum for hovedkarakteren Frederiks had og frustration. Bogen indeholder både et uhyggeligt element af den virkelighed, vi står overfor med en global klimatrussel hængende over hovedet på os og så helt almindelige dagligdags trivialiteter med familieliv og teenagebørn. Sønnen Vitus er et pragteksemplar på den generation, Frederik næsten ikke kan udholde, og det skrives vanvittigt godt frem i scener i mødet mellem den Counterstrike spillende søn og hans far. (Læs hele anmeldelsen her)

Frk. Borch anbefaler:
Men Frederik nøjes ikke med at være træt eller beklage sig i det små. Han nøjes ikke med at lade sin vrede gå ud over tilfældige sagesløse mennesker i kommentarspor på Facebook eller stakkels kasseassistenter i discountsupermarkeder. Næh, han har en større plan. Frederik ønsker at kortslutte samfundet, vække menneskeheden til live igen og opbygge civilisationen forfra – et ‘daggry’, som han kalder det […] Han starter i det små med at undersøge, hvor hurtigt han alene kan destabilisere det danske samfund, men langsomt vokser Frederiks dystre projekt og breder sig ud over Danmarks grænser og med tiltagende ekstremitet […] Romanen er velskrevet, tankevækkende og spændende. Balslev har et imponerende skarpt blik på det moderne menneske og han skriver præcist og dejlig bistert. Ondskaben driver ned af væggene, og man kan ikke andet end at blive indfanget og utrolig bekymret. (Læs hele anmeldelsen her)

Uddrag af bogen:

Både USA og Kina havde vist sig leveringsdygtige i konkrete og overraskende ambitiøse tiltag, der i medierne blev klassificerede som historiske. Ikke desto mindre var der andre røster som insisterede på, at løbet de facto var kørt. Forvirringen var total, det kunne ikke både gå godt og skidt på samme tid … Men Frederik var derfor også sikker i sin sag. Globale magthavere havde aldrig før været sandfærdige og behjertede, så verden måtte stille og roligt være på vej i retning af den brændende stjerne; den sol som lutrede kloden fra den anden ende af solsystemet.

Det værste var dog, at der i vekselvirkningen mellem den iboende trang til nydelsessyge og den ulmende angst var et fravær af overlevelsesdrift. Ingen af dem her ville kunne klare sig på egen hånd, ingen af dem kunne overleve uden infrastrukturen og effektiviseringens sødladne umyndiggørelse, det var Frederik sikker på. Men kloden var under forandring og den giftige polarisering af ellers stærke demokratier ville før eller siden gøre kort proces med den udviklede verdens dvaskhed. Det vidste Frederik, og han så med væmmelse og medlidenhed på sine medborgere. (side 14-15)

Om Daggry:

Udgivelsesår: 05.11.2021
Forlag: Dreamlitt, 312 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den sidste af Alexandra Oliva
Undergang af Søren Poder
Efter år nul af Grete Roulund
Stjerneklart af Lars Wilderäng

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Bevæger du dig op i det islandske højland om vinteren, er der ingen garanti for at vende levende tilbage. Det opdager to vennepar i den psykologiske thriller Under sneen.

Et redningshold bliver sendt ud i det afsidesliggende islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer. Hvad fik dem til at bevæge sig ud midt om vinteren, ud i mørke og snestorme? Og hvorfor forlod de det lille shelter de havde, uden ordentligt overtøj og helt udsatte? Samtidig sker der mærkelige ting ved den isolerede radarstation i Stokksnes. En blodpøl i den uberørte sne langt fra civilisationen, en lille barnesko har fundet vej til overfladen efter at have været begravet i årtier, og det gabende sorte hul i klippegrunden ved havet, som har en dragende effekt på mennesker… (fra bogens bagside)

Islandske Yrsa Sigurðardóttir er en internationalt anerkendt krimiforfatter. Hun har bl.a. vundet den danske Palle Rosenkrantz Pris for årets udenlandske krimi i 2016. Prisen blev givet for krimien DNA, der er første bind i serien om Freyja og Huldar. Hun krimidebuterede med Thóra Gudmundsdóttir-serien, hvor første bind udkom på dansk i 2006 med titlen Det tredje tegn. Mine personlige favoritter er de tre enkeltstående spændingsbøger: Jeg skal huske dig, Kulde og Under sneen.

Under sneen fortælles i flere forskellige spor. Dels i nutiden hvor den erfarne redningsarbejder Jóhanna deltager i eftersøgningen af de to forsvundne vennepar. Dels ca. en uge tidligere hvor vi følger de forsvundne via kvinden Dröfn. Derudover er der også et spor med den midaldrende mand Hjörvar, der er relativ nyansat på den ensomt beliggende radarstation på Stokksnes.

Jeg kan rigtig godt lide krimi/spændingsromaner, der bevæger sig i tusmørke-zonen mellem virkeligheden og det uforklarlige. Det gør Sigurðardóttir med stor succes i Under sneen. Naturens isnende kulde fylder siderne, mens en underliggende uro pibler frem. Hvorfor knurrer naboens hund af Jóhanna og Geiris hus? Hvem er det, der ringer på porttelefonen, når Hjörvar er alene på radarstationen? Og hvorfor hører Dröfn en kvindestemme, der tigger om at blive lukket ind i deres hytte midt under en snestorm? Er det hallucinationer fremkaldt af de barske forhold, eller gemmer der sig noget fremmed i mørket?

Under sneen er en foruroligende og ildevarslende roman. Islands voldsomme natur skaber en yderst atmosfærefyldt kulisse for historien, og Yrsa Sigurðardóttir er en effektiv forfatter, der forstår at holde læseren fanget. Jeg var godt underholdt hele vejen. Hvis du også holder af spændingsromaner med et strejf af noget uforklarligt, kan jeg ligeledes anbefale svenske Johan Theorin og hans Ølands-serie.

Uddrag af bogen:

“Vi må hellere se at komme tilbage, inden det bliver mørkt.” Jóhannas blik søgte op mod geviret. Dets tilstedeværelse der på den stejle fjeldside generede hende. Mændene i gruppen var jægere. Hvis dyret var blevet skudt, så havde det måske betydning for fortsættelsen af eftersøgningen. De havde ikke uanede mængder af tid, men de kunne ikke forlade stedet uden at have undersøgt det. Det ville være en katastrofe, hvis det viste sig, at krybskytteri var årsagen til, at de forsvundne personer var taget op til hytten, og hun og Thórir havde undladt at se på sagen. Jóhanna var ikke kendt for at være en, der sad med hænderne i skødet. “Men først er vi nødt til at undersøge rensdyret.”

Thórir protesterede ikke, og de begyndte at vade af sted gennem den dybe sne, så hurtigt de kunne. Isskorpen var ikke den samme tykkelse overalt, og visse steder var den papirtynd. Sine steder gik de igennem til midt på livet, for hvert skridt de tog. Det blev endnu hårdere, da de begyndte at stige op ad fjeldsiden. De var næsten nået op til geviret, da Jóhanna pludselig stoppede op. “Jeg trådte på noget.” Hun stirrede ned på sin højre fod.

“Måske en sten?” Thórir satte hænderne i siden og rynkede brynene.

“Nej. Det var ikke en sten.” Jóhanna flyttede foden og stirrede ned i hullet. Hun udstødte et gisp og måtte tage sig voldsomt sammen for ikke at miste balancen og falde baglæns ned ad fjeldsiden. “Hva’ satan!”

Thórir kom over til hende. Nu var det hans tur til næsten at gå bagover. Nede i hullet kunne man skimte en del af et ansigt. Et vidt opspærret, brustent øje stirrede op på dem. (side 26-27)

Om Under sneen:

Udgivelsesår: 08.02.2022
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 352 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Bráðin
Oversætter: Nanna Kalkar

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Mørkeræd af Andreas Roman
Vardekød af A. Silvestri
Stallo af Stefan Spjut
Højlandet af Steinar Bragi
Hjemmet af Mats Strandberg
Natstorm af Johan Theorin
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Hvidt had af David Garmark

Hvidt had af David Garmark

Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe … (fra bogens bagside)

Hvidt had er tredje og sidste bind i serien om makkerparret Max Munk og Merian Takano, og jeg skal love for, at her er smæk for skillingen.

Max er ikke den typiske politimand med sin adelige baggrund. Han er heller ikke et specielt sympatisk menneske. Men han har været en knalddygtig efterforsker, og har sammen med Merian opklaret nogle usædvanlige sager i fortiden. Nu er en ny – og meget ubehagelig sag – landet hos makkerparret. Ufødte børn bliver kidnappet fra deres mødres maver, og mødrene efterlades med en sten. Hvem står bag og hvorfor?

Oveni er både Max og Merians privatliv rystet. Merians helbred forværres langsomt, men sikkert, og Max kæmper med at finde sig til rette med søsteren Leo, der er dukket op, 25 år efter han troede, hun druknede. Max kæmper både med skyldfølelser og fortrængte minder. Oveni skal han forholde sig til sin voksne datter Caroline, som pludselig er kommet ind i hans liv. Og ikke mindst dukker en ubehagelig hemmelighed fra Merians fortid op. En hemmelig hun end ikke har delt med Max.

Hvidt had er en spændingsmættet og dramatisk historie med flere sideløbende handlingstråde. Alt samles dog til sidst, hvor vi både får opklaret sagen om de bortførte babyer, Merians fortid og Munk-familiens hemmeligheder. Det hele flettes professionelt sammen, og bogen læser nærmest sig selv.

Der er således ingen tvivl om, at David Garmark har skruet en underholdende og spændende krimi sammen. Når det er sagt, er jeg dog ikke helt så begejstret for bind tre, som jeg var for de to første. Der sker næsten for meget med to store kriminalsager oveni Munk familiens historie, så jeg følte ikke helt, at der blev tid til at gå i dybden med alle handlingstrådene. Heldigvis er delplottet om Max og Merians forhold kun blevet stærkere igennem serien, og det kulminerer overraskende her i Hvidt had.

Mit lille forbehold skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over serien, for Hvidt had har både action, overraskelser og masser af drama. Men læs Rød tåge og Sort arv først.

Reklame: Tak til forlaget Montagne som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Malin Martinussen var gravid i niende måned, da hun blev myrdet. Hun var på barsel fra sit job som civilingeniør, stod til at føde omkring jul. Men maven indeholdt ikke hendes barn … den indeholdt fem store sten, der var blevet indopereret post mortem.”

Næste billede viste stenene lagt ud ved siden af hinanden.

“Hvad for noget?” stønnede Munk.

“Stenene vejede tilsammen omtrent det samme som et barn. 4,5 kilo. Barnet var væk. Offer nummer to. Kirsten Lei.” Levinsen skiftede billede. Endnu et kvindelig. “Fundet i havnebassinet på Sjællands Odde den 3. januar i 2003 klokken 05.12 af en lystfisker. Som I ser, var også hun gravid, også i niende måned, men med maven fyldt med sten i stedet for hendes barn.”

Munk så til med voksende kvalme, mens to kvinder mere dukkede op på skærmen med samme grusomme skæbne.

“Som I kan forstå, blev disse kvinder myrdet vidt forskellige steder i landet. Kerteminde, Lumsås på Sjællands Odde, Køge og Vilsted i Nordjylland. Alle var i niende måned, og deres børn var og forblev forsvundet.” (side 35-36)

Om Hvidt had:

Udgivelsesår: 02.04.2022
Forlag: Montagne, 445 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Serien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Hvidt had, 2022

Forvitring af Johan Theorin

Forvitring af Johan Theorin

Det er sjældent, at hovedpersonen i en krimi bor på et plejehjem og går med rollator. Det er dog tilfældet i Forvitring af Johan Theorin, som er femte bind i serien om den sympatiske pensionist Gerlof, der med sin skarpe hjerne ikke går af vejen for at lege privatdetektiv, når brorens barnebarn, der er ansat i politiet, har problemer med en sag.

Den 86-årige Gerlof Davidsson bor nu på plejecenteret i Marnäs, men har stadig sit sommerhus i Stenvik. Under et oprydningsbesøg i sommerhuset hører han en underlig rumlende lyd. Da han samme dag får besøg af sin brors barnebarn Tilda, der arbejder som politiassistent i Kalmar politis efterforskningsafdeling, nævner han episoden for hende.

Tilda undersøger sagen nærmere, og det viser sig, at der er sket et stenskred på stranden, som har kostet en mand livet. Endvidere opdager politiet knoglerne af endnu et lig begravet på stranden sammen med et bundt breve. Men er stenskreddet et uheld eller har det forbindelse med de gamle knogler og de friske blomster ved dem?

Jeg er stor fan af Johan Theorins Ølands-serie, og Forvitring lever efter en lidt stille start op til de øvrige bind i serien. Historien udspiller sig i 2001 og fortælles med tilbageblik til henholdsvis 1951, samt ca. 20 år tidligere hvor brevene fra graven på stranden skrives. Sideløbende følger vi Gerlofs private detektivarbejde og Tilda og politiets efterforskning.

Det viser sig, at den største katastrofe i Gerlofs eget liv er vævet sammen med sagen, og han må se dårlige minder i øjnene under forsøget på at finde ud af, hvorfor fortidens hemmeligheder stadig koster liv i nutiden.

Historien fortælles i et roligt tempo, uden hæsblæsende action. Ikke desto mindre er Forvitring spændende på sin helt egen lavmælte facon. For hvordan får man svaret på gamle hemmeligheder, når de fleste, der kendte dem, er døde eller demente, og kun myter har overlevet?

Svenske Theorins Ølands-serie er et must for alle, der holder af stilfærdige og atmosfærefyldte krimier, hvor fortidens hemmeligheder får betydning i nutiden, og hvor det uforklarlige ind i mellem titter frem.

Som altid i Ølands-serien er landskabet i Forvitring en væsentlig stemningsskaber i historien. Det golde, stenede og til tider nærmest uhyggelige landskab skaber en helt særlig atmosfære, som underbygger fortællingens iboende spænding.

Denne gang holder plottet sig dog helt i realismens verden uden svinkeærinder til tusmørkezonen som i de tidligere bind. O det er måske min eneste anke. For netop evnen til at blande myter, gys og krimi gør Johan Theorins forfatterskab enestående. Forvitring er dog bestemt stadig værd at læse, og selvom seriens bind kan læses selvstændigt, vil jeg anbefale at læse dem i rækkefølge. For hvorfor gå glip af noget godt?

Uddrag af bogen:

Fortryllelsen, eller hvad det nu var, der havde sænket sig over Tilda, var væk. Men Amor stod stadig bøjet over rosenkransen og pegede på noget ved siden af den.

“Det der,” sagde han langsomt, “det ligner lidt knogler.”

“Fra sælen?” sagde Tilda.

Da hun satte sig på knæ ved siden af ham, fik hun øje på noget småt og lyst i gruset tæt på blomsterkransen. Smalle små sten, tænkte Tilda, men de stak lodret op af gruset ved siden af hinanden.

“Hvad tror du?” sagde Amor. “Sæl eller svane eller …?”

Uden at sige noget fjernede Tilda et par sten rundt om knoglerne og rystede på hovedet. Hun nikkede i retning af Emma og Hans. “Vi må hellere tilkalde teknikerne.”

Fundet her var hverken en knogle fra et dyr eller en fugl – det var en menneskehånd, der stak op af gruset. Med flere bøjede fingre og en enkelt strakt.

En strakt pegefinger, der smal og gråhvid syntes at pege ud mod havet. (side 53-54)

Om Forvitring:

Udgivelsesår: 17.03.2022
Forlag: Modtryk, 413 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Originaltitel: Benvittring
Oversætter: Jakob Levinsen

Ølands-serien:

Skumringstimen, 2008
Natstorm, 2009
Blodlag, 2010
Gravgæst, 2014
Forvitring, 2022

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej er tredje selvstændige bind i serien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team hos Thames Valley Police i Oxford. Som de to foregående bind er her tale om en velfortalt og spændende krimi, der holder læseren fanget hele vejen.

En tidlig morgen midt under juleferien bliver Adam Fawley ringet op. To drenge er blevet reddet ud af et brændende hus på Southey Road – kun den ene er endnu i live. Der er ingen spor af deres forældre, og brandmændene er så godt som sikre på, at branden er påsat. Hvor er forældrene? Og hvorfor skulle nogen ønske at slå en helt almindelig familie ihjel?

Cara Hunter er eminent til at skrue et plot sammen, der holder læseren fanget med små dryp af viden, som giver grobund for alle mulige teorier undervejs, og som alligevel ender med en overraskende slutning. Det lykkes også denne gang, hvor jeg troede, at jeg havde gennemskuet historien, men alligevel måtte konstatere, at der var en drejning, jeg ikke havde set. Det er så fedt, når det sker.

Ingen udvej er skrevet i to spor, et nutidigt og et der tæller ned mod branden fra 270 dage før. Historien fortælles dels i jeg-form via Adam Fawley, dels gennem forskellige fra hans team og fra familien Esmond, og dels via indsatte transskriptioner af forhør samt artikler fra aviser m.m. Jeg kan godt lide den lidt komplekse opbygning af historien, idet jeg synes, det er med til at skabe suspense. Samtidig skulle jeg dog holde tungen lige i munden for at holde styr på det relativt store persongalleri.

Ved siden af plottet om mordbranden hører vi også lidt om Fawleys privatliv, hvor han og hustruen Alex har en alvorlig krise, som han forsøger at holde skjult for sit team. Der er dog klart størst fokus på mordbrands-plottet, og det er et stort plus hos mig. Især fordi Hunter er rigtig god til at gøre efterforskningsdelen spændende. Vi følger hvert skridt i efterforskningen, både de rigtige og vildsporene, og det giver historien troværdighed.

Mordbrand er en skrækkelig forbrydelse, og jeg tænker selv, at det må være en af de værste måder at dø på. Så da jeg læste slutningen, og alle brikkerne faldt på plads, var det næsten ikke til at bære. Heldigvis går livet dog videre, selvom verden er nok så barsk og modbydelig.

Jeg har været glad for alle bøgerne i Cara Hunters serie fra Oxford, og Ingen udvej holder den høje standard. Plottet overrasker, persongalleriet er autentisk, og er du til gode politiromaner, så hører Cara Hunter til i toppen.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Vi holder vores første teammøde klokken tre. Somer er lige kommet tilbage fra obduktionen, og hun ser lidt bleg ud. Everett ser spørgende på hende, og Somer skærer en grimasse. Quinn sidder på første række med sin tablet i hånden og en kuglepen bag øret (nej, det giver ingen mening, men sådan gør han altså).

Baxter sætter billeder op på whiteboardet. Felix House før og efter branden – det første er tydeligvis hentet fra Google Earth. En række billeder af brandskaderne inde i huset: spisestuen, trappen, nogle af værelserne og det, der er tilbage af møblerne – de fleste af dem store og gammeldags. Der er en plantegning over husets tre etager med krydser der, hvor man fandt Matty og Zachary. Fotografier af Michael og Samantha Esmond, formentlig fra kørekortsregistret. Michael ser rank og årvågen ud og har mørkt hår og bleg hud. Hans kone har blødere kontraster: lysebrunt hår, rosa kinder og nøddebrune øjne.

Og så er der billederne af børnene. De stammer åbenbart fra huset, at dømme efter hvor medtagende de er. Et af Matty i Arsenaltrøje med en bold under armen og store, skævtsiddende briller på næsen. Lillebroren, Zachary, sidder på skødet af sin mor med et gavtyvesmil og en manke af viltre, brune krøller, som hun sikkert ikke nænnede at klippe. Og ved siden af dette billede af den levende dreng: et af den døde.

Som så mange gange før tænker jeg på, hvor brutal ild kan være i sin skamfering af menneskekroppen. Man vænner sig aldrig til det, selv om man har set det lige så mange gange som mig, og hvis man gør det, er det på tide at sige op. (side 25-26)

Om Ingen udvej:

Udgivelsesår: 17.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 376 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: No Way Out, 2019
Oversætter: Brian Christensen

Serien med kriminalinspektør Adam Fawley:

Ingen udvej, 2021
Skjult, 2020
Familiens synder, 2020

Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig af Alafair Burke

Veldrejet psykologisk drama om mord, hævn og tvivl

Olivia Randall arbejder som forsvarer. En dag bliver hun kontaktet af teenageren Buckley, hvis far er blevet hentet af politiet. Olivia er først tilbøjelig til at afvise henvendelsen – indtil hun hører, at Buckleys far er Jack Harris, en kendt forfatter, men også hendes ungdomskæreste.

Så Oliva følger op på sagen, og det viser sig, at Jack er under mistanke for at have skudt tre personer. Hun er overbevist om, at der er tale om en fejl, men anklagermyndigheden er usædvanlig skråsikker. Og jo mere hun arbejder med Jacks forsvar, jo mindre sikker bliver hun på, om hun egentlig kender ham. For udover smuds i nutiden dukker der også ting op fra deres fælles fortid.

Jeg har tidligere læst Bag facaden af Alafair Burke, som jeg var helt opslugt af. Måske uskyldig er i samme høje klasse. Alafair Burke er uddannet jurist og har arbejdet som anklager, og hun har derfor indgående kendskab til retssager og opbygningen af både forsvar og anklage. Den viden udnytter hun i sagen mod Jack, hvor vi kommer bag om taktikken på begge hold, uden at romanen dog udvikler sig til et retssalsdrama.

For fokusset er på personerne. Jo mere vi hører om Olivia og Jacks fortid, jo mere sniger tvivlen sig ind. Olivia har en enorm skyldfølelse overfor Jack, på grund af noget hun gjorde, da de var sammen. Derfor har hun stillet ham op på et piedestal, som et hjertegodt og blidt menneske uden fejl. Da der pludselig opstår sprækker i det glansbillede, kommer hun til at tvivle så kraftigt, at hun nærmest vender sin opfattelse af Jack på hovedet.

Selvom det lykkes for Olivia at finde troværdige forklaringer på skyderiet, så dukker der hver gang nye forhindringer op, som peger tilbage mod Jack. Er han skyldig? Er han offer for en sammensværgelse? Eller var han bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Jeg kan sagtens genkende Olivias reaktion, for når ‘vores sandhed’ pludselig ændrer sig, føler man sig underligt forrådt. Også selvom ingen har forsøgt at skjule noget, og det kun er ens egen opfattelse af virkeligheden, der er anderledes. Men sandheden er jo, at vi alle indeholder både godt og skidt, og det får Alafair Burke utroligt fint beskrevet.

Måske uskyldig er et veldrejet psykologisk drama, som holdt mig fast fra første side. De 300 sider blev nærmest slugt. Både fordi personerne er interessante og plottet spændende, men også fordi Alafair Burke skriver så godt, at jeg ikke opdagede, at tiden gik.

Jeg må erklære mig fan og kan kun anbefale Måske uskyldig til alle, der holder af en underholdende psykologisk thriller med en uforudsigelig slutning.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Det havde slidt på Jack at være blevet tilbageholdt på stationen. Ikke kun fysisk, men også mentalt. For nogle var det næsten som at blive ramt af chok. Men der var ikke tid til nostalgiske tilbageblik. Jeg var nødt til at få ham tilbage til nuet.

“Du er anholdt, Jack, åbenbart for drab. Der blev affyret skud på football-banen nede ved Hudsonflodens moleområde i dag. Folk blev dræbt. Har man fortalt dig noget om det?” Jeg havde foretaget en hurtig nyhedssøgning på mobilen i taxaen hen til stationen, men så ingen navne på nogen af ofrene, og der stod heller ikke noget om, at man havde anholdt en mistænkt. “Nu skal du høre rigtig godt efter. Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?”

Det var Don, der havde lært mig denne omhyggelige formulering, som gjorde, at klienten ikke kunne hænges op på spørgsmålet. Klienten kunne fortælle mig ting, hvilke beviser politiet muligvis havde, samtidig med at jeg uden etiske betænkeligheder kunne lade ham fortælle en helt anden historie i vidneskranken.

“Jeg … Jeg hørte skud fra West Side Highway. Jeg vidste ikke engang, at det var skud. Så kom jeg hjem og hørte nyhederne. Jeg blev naturligvis rystet. Efter det med Molly, mener jeg. At jeg var så tæt på endnu en skudepisode …” (side 23-24)

Om Måske uskyldig:

Udgivelsesår: 18.06.2020
Forlag: Gad, 304 sider
Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet
Originaltitel: The Ex (2016)
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Perfekte dage af Raphael Montes
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor
Sankt Psyko af Johan Theorin


Huset i Chelsea af Lisa Jewell

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

På sin 25-års fødselsdag får Libby Jones det brev, hun som adoptivbarn har ventet på hele sit liv. Endelig skal hun få at vide, hvor hun kommer fra.

Brevet giver ikke alene svar på, hvem hendes biologiske forældre var. Det fortæller også, at Libby har arvet et gammelt hus i millionklassen i den fashionable London-bydel Chelsea. Men huset gemmer på en mørk hemmelighed.

25 år tidligere blev politiet kaldt ud til et hus. Her fandt de en baby, der lå mæt og tilfreds i sin vugge. Og tre sortklædte lig, der havde ligget i køkkenet i flere dage. To af dem var Libbys forældre.

Mysteriet om huset i Chelsea er aldrig blevet opklaret. Hvor forsvandt husets fire andre børn hen? Og hvem var det, der tog sig af den lille Libby i vuggen, i dagene efter forældrenes død?

Libby vil kende hele sandheden om sin familie. Den ligger begravet i huset i Chelsea. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Og så var hun væk af Lisa Jewell, så forventningerne var høje, da jeg åbnede Huset i Chelsea. De blev mere end indfriet!

Historien fortælles gennem tre forskellige stemmer: Libby, Lucy og Henry, og der går lidt tid, før vi finder ud af, hvem de hver især er. Det giver en meget åben start på romanen, som holder læseren i usikkerhed, men også skaber et bånd til os. For vi vil vide, hvem de tre personer er, og hvilken forbindelse de har.

Igennem Libby hører vi i nutiden om arven af huset, og de detaljer om begivenhederne som er offentlig kendt. Hvilket ikke er mange. Så Libby kontakter journalisten Miller Roe, som dækkede sagen dengang, i håb om at han kan hjælpe hende med at finde ud af mere.

Lucy følger vi i Frankrig, hvor hun befinder sig sammen med sine to børn. Hun er hjemløs, og ved romanens begyndelse forbereder hun sig på at besøge én, hun aldrig havde regnet med at skulle se igen.

Det er således kun gennem Henrys kapitler, vi hører om fortiden i huset i Chelsea. Han fortæller om et priviligeret liv, der langsomt begynder at ændre sig, indtil al normalitet er forsvundet, og hverdagen forvandlet til et mareridt.

Både i nutiden og i fortiden trækker hændelserne sig sammen mod en overraskende kulmination, der vender alt, hvad vi tror, vi ved, på hovedet.

Jeg var fuldstændig opslugt under læsningen. Historien folder sig ud i et roligt tempo, men er alligevel fuld af suspense og ikke mindst en nærmest fortættet atmosfære, jo længere ind i fortællingen vi kommer.

Lisa Jewell skriver levende og filmisk. De skiftende synsvinkler fungerer som iboende cliff-hangere i fortællingen, som lokker læseren ind i en verden af rædsel og misrøgt. Men kan vi overhovedet stole på, hvad vi læser?

Huset i Chelsea er en forrygende psykologisk thriller om identitet, bedrag og ikke mindst en grum hemmelighed der har været skjult i 25 år. Er du til stramt komponerede thrillers med overraskende twists og en mørk tone, så kan jeg absolut anbefale at tage med Lisa Jewell til Chelsea i London.

Reklame: Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Min far var ved at trække vin op. Min mor havde sit frynsede forklæde på og var ved at slynge salat. “Hvor længe skal de mennesker være her?” brast det ud af mig. Jeg kunne se, der gik en skygge over min fars ansigt, fordi jeg ikke havde formået at skjule en uforskammet undertone.

“Åh. Ikke så længe.” Min mor satte proppen tilbage på en flaske balsamico og stillede den til side med et mildt smil.

“Må vi blive længe oppe?” spurgte min søster. Hun kunne ikke se det store billede, ikke se ud over sin egen næsetip.

“Ikke i aften,” svarede min mor. “Måske i morgen, når det er weekend.”

“Og hvornår tager de af sted igen?” spurgte jeg og skubbede meget forsigtigt til grænsen mellem mig selv om min fars tålmodighed med mig. “Når weekenden er slut?”

Jeg vendte mig om, fordi jeg fornemmede min mors blik glide forbi mig. Birdie stod i døråbningen med katten i favnen. Den var brun og hvid og havde et ansigt som en ægyptisk dronning. Birdie så på mig og sagde: “Vi kommer ikke til at bliver her længe, lille dreng. Kun indtil Justin og jeg har fundet vores eget sted at bo.” (side 50-51)

Om Huset i Chelsea:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Gad, 344 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Family Upstairs (2019)
Oversætter: Lærke Pade

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Bjerget af Luca D’Andrea
Familiens synder af Cara Hunter
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Tabu af Steen Langstrup
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor

Sort arv af David Garmark

Sort arv af David Garmark

November. Regnen vælter ned fra den grå, sønderjyske himmel. Max Munk tager til Ribe for at stille sin døende far det spørgsmål, der har plaget ham, siden han forlod byen for 25 år siden: Hvad ved faderen om sin datter Eleonoras selvmord? Men Munk må med gru sande, at den gamle greve rummer langt mere oprivende hemmeligheder.

Munk møder sin gamle flamme Edith. Hun beder ham finde sin forsvundne datter Caroline, mens området rystes af drabet på en lille dreng – angiveligt begået af en ulv. Forsvindings-sagen leder Munk på sporet af sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelse og dystert begær. Og da Merian ankommer, og begge udsættes for attentatforsøg, indser Munk, at der er stærke kræfter på spil, for at de ikke skal finde Caroline. (fra bogens bagside)

Sort arv er andet bind i krimiserien om Max Munk og Merian Takano. Første bind var Rød tåge, der udkom sidste år. David Garmark fortsætter således sit høje tempo med bogudgivelser – heldigvis uden at slække på kvaliteten.

Munk er tilbage i Ribe, hvor hans far ligger for døden. Munk er heller ikke selv i topform efter begivenhederne i Rød tåge. Det gør det ikke nemmere for ham at konfrontere faderen, og da han endelig får det gjort, er resultatet ikke som han forventede.

Sideløbende med at Munk forsøger at få styr på fortiden, bliver han involveret i eftersøgningen af en gammel venindes datter, Caroline. Hun har ikke kontaktet sin familie i lang tid, og moren er bange for, at der er sket hende noget.

Efterhånden som Munk graver sig ind i sagen, får han brug fra hjælp fra kollegaerne i København. Ikke mindst Merian som han beder om at komme til Sønderjylland for at hjælpe ham.

Men Merian har sine egne problemer at kæmpe med, og oveni er eftersøgningen af Caroline ikke en officiel politisag. Snart kommer Munk ud på dybt vand, mens hemmeligheder og overraskelser rasler som skeletter ud af Munkenæs-familiens historie.

Sort arv lever som sagt helt op til forgængeren Rød tåge. Noget af det, jeg synes særligt godt om ved serien, er blandingen af krimi og gyserelementer. Også denne gang er der nemlig et mystisk element i historien i form af en dæmon, der piner den forsvundne Caroline.

Samtidig lader David Garmark Munk være plaget af begivenhederne fra sidst, så hans situations-forståelse er slet ikke på toppen. Dermed har han sværere ved at agere i de mange begivenheder, der hober sig op omkring ham, som historien udspiller sig. Og det er også med til at holde læseren i uvidenhed.

Jeg var godt underholdt af Sort arv, der slutter af med en kæmpe overraskelse. Det bliver interessant at se, hvad bind tre bringer.

Reklame: Tak til forlaget Montagne der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

“Maximilian?” Han rørte på sig. Munk trådte hen til sengen og så ned på sin fars indsunkne ansigt.

“Det er mig.” Havde han troet, at hans far ville se anderledes ud end før, blev han klogere. Hans far lignede sig selv, blot i en mere afpillet version. De gennemtrængende blå øjne, der så op på ham, besad stadig den magt, de havde haft over sønnen for alle de år siden. Det mærkede han med det samme som en krusning ned ad rygraden. Som en svag rysten i knæene. Skægstubbene, håret, der ganske vist var uglet, var som det plejede. Bortset fra det var det en fremmed mand, der lå i sengen. Munk kendte ham ikke mere. Han havde bestemt, at det skulle være sådan for længe siden.

En senet grå hånd kom frem fra dynen. Den karakteristiske signetring, som Munk som barn altid havde været fascineret af, sad stadig på ringefingeren. Om end løst.

“Maximilian, du kom.”

“Kun for at fortælle dig noget. Stille dig nogle spørgsmål, inden … ja, inden det er for sent.” Munk trak en stol over til sengen og satte sig ned uden at tage sin fars hånd. Han havde lyst til at få det overstået. Havde lyst til at konfrontere manden i sengen og så komme ad helvede til væk igen. Hvis han havde forestillet sig derhjemme at blive hængende på godset til det uundgåelige skete, så havde han nu skiftet mening. Der sad noget i halsen på ham, der ikke frivilligt ville væk. Ikke kvalme mere, men noget tæt på. Med smagen af noget bittert. Galde, måske. (side 49-50)

Om Sort arv:

Udgivelsesår: 25.03.2020
Forlag: Montagne, 438 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Krimiserien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020

Besøg David Garmarks hjemmeside

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Rød tåge af David Garmark
Det tavse vidne af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Åndemaneren af Lotte Petri
Seks stemmer af Matt Wesolowski