Indlæg tagget med ‘Henriette Westh’

De bedste fra min læsebunke 4

De sidste mikro-omtaler af gode bøger fra min læsebunke i denne omgang er en blanding af nyindkøb og lidt ældre titler.

Bøger fra min læsebunke 4:
Kirsebærplantagen af Jonas Aagaard Dinesen
En valravn i maj af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Absurd #9

Absurd #9

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vældig begejstret for undergrundsforlaget Afkom. Afkom udgiver tegneserier og zines, med fokus på horror, og er ikke bange for at give nye, upcoming tegnere og forfattere en chance. For nyligt udkom hæfte 9 i serien Absurd. Denne gang med indhold af Henriette Westh, Hannah Woetmann Bitton, Adam Yeater, Simon Petersen, Steph Dumais, Rikke Madi Riising, Kenneth Ladekjær og Danny Ferbert. Den fede forside er tegnet af Steven Plato. Jeg har næsten lige fået hæftet med posten, og glæder mig til at læse det.

  • Absurd #9: Henriette Westh
  • Absurd #9: Simon Petersen
  • Absurd #9: Hannah Woetmann Bitton
  • Absurd #9: Danny Ferbert
  • Absurd #9: Adam Yeater
  • Absurd #9: Steph Dumais
  • Absurd #9: Rikke Madi Riising

Absurd #9 er udgivet på forlaget Afkom.

En valravn i maj af Nicolai Hvidberg Jørgensen

For nyligt skrev jeg i en anden mikro-omtale om bøger købt til Fantasy Festival i Esbjerg. Her købte jeg faktisk også et par tegneserier. Løøøøb! med historie af John Kenn Mortensen, som jeg har fået skrevet lidt om, men også En valravn i maj af Nicolai Hvidberg Jørgensen der beklageligvis stadig ligger i min læsebunke. Jeg faldt dels for den fantastiske figur, valravnen, der oprindeligt er et mytologisk væsen fra dansk folkevisetradition. Dels for konceptet “Black out poetry”. Forlaget skriver:

Forfatter og illustrator Nicolai Hvidberg Jørgensen, med tegneserier som “Holger” og “Ego” bag sig, har lavet denne bog med “Black out poetry”. Den er skabt ved at markere enkelte ord i en avis og skabe et digt ud fra det. Smukke illustrationer der understøtter digtene fylder denne lille perle af en digtsamling.

En valravn i maj af Nicolai Hvidberg Jørgensen er udgivet på forlaget Afart.

Kirsebærplantagen af Jonas Aagaard Dinesen

Jonas Aagaard Dinesen er manden bag forlaget Read.Die.Repeat, som blandt andet udgiver Read.Die.Repeat-magasinet, der indeholder tegneserier, illustrationer, digte, artikler og noveller fra de fantastiske genrer. Men i sommers udgav han sin første roman, YA-gyseren Kirsebærplantagen, hvis ualmindeligt lækre forside er tegnet af Kim Heyst. Forlaget skriver:

På en stille ø ikke langt fra kysten ligger et gammelt kloster. Omkring klosteret vokser række efter række af kirsebærtræer. Engang var det en berømt kirsebærplantage. Engang var klosteret aktivt. Engang var der liv og glæde. Nu er det hele forladt. Ingen tør nærme sig øen. De få, der gør, vender sjældent hjem igen. Nu – mange år senere – skal en gymnasieklasse på udflugt til den gamle, hjemsøgte ø.

Sammen med Sarah, Thomas og Michael udgør Kevin og Louise klassens gruppe af outsidere. De glæder sig alle fem til lidt gys på den længe forsinkede udflugt i deres gymnasieklasse. For Kevin og Louise er det ikke kun udsigten til en uges tid på en forladt ø, der får følelserne til at boble, men det er også udsigten til kvalitetstid med hinanden, som kilder i maven. Lige indtil der begynder at ske mærkelige og skræmmende hændelser.

Kirsebærplantagen er en YA horror-roman, der tager læseren på en rejse gennem tid og sted. Det er en historie om venskaber, kærlighed og århundredgamle historier. Den låner både fra det overnaturlige og fra slashergenren.

Kirsebærplantagen er første bind.

Kirsebærplantagen af Jonas Aagaard Dinesen er udgivet på forlaget Read.Die.Repeat.

Absurd #8

Absurd #8: omslag af Lauge Eilsøe-Madsen

Jeg har med stor fornøjelse læst Absurd fra forlaget Afkom siden bind 1 udkom i 2019. Her i Absurd #8 er formatet ændret til en lækker bog i A4-størrelse på 118 sider. Udgivelsesfrekvensen er blevet nedsat til to numre årligt, hvilket giver bedre tid til at finpudse indholdet. Samtidig har det større omfang givet plads til hele 10 historier, og som altid er bidragene en blanding af upcoming kunstnere og mere kendte navne.

Den stemningsfulde forside er tegnet af Lauge Eilsøe-Madsen, der også bidrager med historien ‘Skoven’. Lauge Eilsøe-Madsen har derudover bidraget med flere historier i Absurd-regi, bl.a. ‘Dybet’ i #1 og ‘Rødder’ i #3.

For mig er det altid en fornøjelse at få fat i et nyt nummer af Absurd. Jeg kan godt lide at læse tegneserier, men er langt fra ekspert. Absurd-serien giver indblik i mange forskellige tegnestile. På den måde bliver jeg både udfordret og underholdt, samtidig med at jeg bliver introduceret for nye, spændende illustratorer. Det betyder selvfølgelig også, at det ikke altid er alle historierne, jeg er lige vild med. Men det betyder i virkeligheden ikke noget for den overordnede oplevelse.

Henriette Westh indleder Absurd #8 med ‘Historien om en gæst’, frit efter H.C. Andersens eventyr. Her dukker en vandrer uventet op ved et ensomt beliggende hus. En kvinde lukker op og inviterer vandreren ind i varmen. Her hilser han på husets anden beboer, en lille dreng der græder ulykkeligt. Drengen er ikke som alle andre, men det er gæsten heller ikke. Henriette Westh tegner med smukke, runde streger, så illustrationerne fremstår harmoniske. Men ved hjælp af beskæring, zoom og skæve vinkler formidler hun alligevel en stigende uhygge, der lever helt op til historiens slutning.

‘Dødens triumf’ er tegnet af Karsten Brandt-Knudsen, der har et helt andet, mere råt udtryk, enkelt udtryk. Her følger vi Døden, der går rundt i en postapokalyptisk verden og keder sig. Noget er sket, så alle mennesker er døde, og hvad skal man så tage sig til? Historien har både splat og humor, og ikke mindst nogle kendte ansigter blandt de medvirkende zombier.

Tredje fortælling i Absurd #8 er Pelle Gedteks ‘An Eye for an Eye’, der igen har et nyt visuelt udtryk. Igen er det råt og groft, uden den klassiske ramme-inddeling af de enkelte billeder og med sort helt udfyldt baggrund samt nærmest karikerede figurer. Historien handler om en gruppe mænd, der undertrykker befolkningen med vold, tortur og mord. Én mand vil dog gøre alt for at få hævn.

De tre første historier viser meget godt bredden i både tegnestil og historier. Absurd #8 indeholder simpelthen alt fra varulve og morderiske galninge, over zombier og aliens, til dæmoner og skovnisser. Det er ganske enkelt en ren gavebod, og jeg kunne sagtens nævne flere favoritter.

Selvom jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen ærgrede mig, da jeg fandt ud af, at der fremover kun ville udkomme to bind årligt af Absurd, så må jeg nu krybe til korset. Hvis kvaliteten fortsætter med at være ligeså god som her, så har jeg absolut intet at klage over.

En stor, klam anbefaling til alle horror-tegneserieentusiaster.

Om Absurd #8:

Udgivelsesår: 01.04.2022
Forlag: Forlaget Afkom, 118 sider
Omslag: Lauge Eilsøe-Madsen

Indhold:

Historien om en gæst af Henriette Westh
Dødens triumf af Karsten Brandt-Knudsen
An Eye For An Eye af Pelle Gedtek
Skoven af Lauge Eilsøe-Madsen
Nattens dæmoner af Danni Barslund Christensen
I ulvens vold af Martin Leig Andersen
Zombier! af Bjarke Friis Kristensen
Run af Rasmus Julius
Ein Waldspaziergang af Steven Plato & Erik Olsen
Barial Bjergenes hemmelighed af Dennis Frederiksen