Indlæg tagget med ‘Himmelskibet’

Destin 3 – Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 3 - Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin. Tidligere er udkommet Seerkrystallen i 2016, samt Snefuglen i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind for at genopfriske handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse. Men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to.

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden. Den teknologisk overlegne race Torakiderne er forsvundet, og menneskene har stort set glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt. Dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse. Her hjælper han Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene, de regner med at finde, samt løjtnant Risette der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet og skibet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er, og hvor de også kan skaffe forsyninger. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette. Det hjælper også gruppen i forhold til at skaffe det de mangler.

På Dawnsbury skal de udover at proviantere også finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange, og planen er at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden. For i mørket gemmer sig en gammel hemmelighed, og Destin og de øvrige må snart kæmpe for livet endnu en gang.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over dem. Persontegningerne er ikke de dybeste, men jo længere ind i serien vi kommer, jo mere eftertænksom bliver Destin. Han er i hele serien gået benhårdt efter at redde Maridel uden skelen til, hvad hans handlinger har af konsekvenser for andre. Her i Dødemandstågen begynder han at overveje, om målet altid helliger midlet? Om jagten på Maridel betyder, at han uden skam kan svigte alle andre omkring ham?

Underholdningsværdien er i top, og jeg bliver bare mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med dramatik og ramasjang. Her er slagsmål, fægtekampe, rumslag og så videre, og det fortælles underholdende og med en støt stigende spændingskurve stort set hele vejen. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som kredser om enkelte af de øvrige figurer. Dem glæder jeg mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk rum eventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Destin 3 – Dødemandstågen:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 284 sider
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen

Destin-serien:

Destin – seerkrystallen, 2016
Destin 2 – Snefuglen, 2017
Destin 3 – Dødemandstågen, 2021

Læs også:

Damphammeren: En steampunk antologi / red. Niels Dalgaard
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Krinoline og kedsomhed: Danske steampunk noveller
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Artemis af Andy Weir
Rummets guder af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Blodets bånd af Christian Kronow

Blodets bånd af Christian Kronow

De gamle danske sagn genopstår i Christian Kronows vellykkede fantasy-debut for de +12-årige

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer, og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide idéen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at ”pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at målgruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn, mens mørket omkring ham vågner op. Det er også en roman, der kan anbefales.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdt af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med, at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv. Så har du lyst til at udforske de danske sagn i en ny kontekst, kan Blodets bånd anbefales.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Læs interview med Christian Kronow

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: april 2018
Forlag: mellemgaard, 293 sider
Illustrator: Kim Herlig Holm

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke af Emil Blichfeldt
Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Diget af Teddy Vork

#moderneeventyr

#moderneeventyrI 2017 udskrev forlaget Silhuet en novellekonkurrence med temaet: eventyr omskrevet til moderne tid. Resultatet er blevet til antologien #moderneeventyr, der indeholder 10 gendigtninger af kendte eventyr til målgruppen +12 år.

Lad mig starte med at rose den iøjnefaldende forside der nok skal fange målgruppens blik. Titlen er præget som et hashtag i guld, og fotoet af hånden, hvorfra der er trillet et rødt æble ud i sneen, signalerer tydeligt eventyret om Snehvide, men i et moderne, lækkert layout.

‘Snehvide’ er også samlingens første eventyr. Novellen er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, der har udgivet et væld af børne- og ungdomsbøger siden sin debut i 2010. Derudover har hun medvirket i forskellige antologier for både børn og voksne, og ‘Snehvide’ hører da også til blandt denne antologis bedste bidrag.

Her følger vi instagrammeren TeenQueen, der er den mest fulgte person på instagram. Men en dag dukker en ny profil op – Snehvide – og pludselig er TeenQueens status truet. Rødtnes rammer bullseye med sin gendigtning, som både formår at placere eventyret i en ny og nutidig kontekst, men samtidig er loyal overfor originalen. Og så er jeg ret vild med slutningen.

Jeg er også nødt til at fremhæve A. Silvestris bidrag. Silvestri er som Rødtnes et kendt navn både som bidragsyder til forskellige antologier, såvel som til en lang række romaner og novellesamlinger. Her gendigter han H. C. Andersens eventyr ‘Historien om en moder’.

En mor sidder på hospitalet og kigger på sin lille datter, der kæmper for sit liv i hospitalssengen. Det er nat, og en sygeplejerske kommer ind med en kop te til hende. Moren falder i søvn, og da hun vågner er datteren væk. Det viser sig at sygeplejersken var døden, og nu sætter moren efter ham med hjælp fra forskellige, hun møder på vejen.

Umiddelbart lyder Silvestris novelle næsten for tro mod originalen, men også kun umiddelbart. For som altid leger Silvestri med sin tekst, så den rummer mere end man tror. Moren får f.eks. hjælp af den lille pige med svovlstikkerne og grantræet i sin jagt på døden; mens dødens have i Silvestris version er et tivoli fyldt med lyspærer. Eventyrets morale er dog stadig stærk, for som moderen sander til sidst: ”selvom man ved, at noget er rigtigt, kan det stadig føles forkert.”

Endeligt vil jeg fremhæve Lars Ahns bidrag. Også Ahn er et kendt navn, når det gælder bidrag til antologier, og senest har han vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse 2017 for sin novellesamling Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos.

I ‘Prinsessen på ærten’ følger vi en deltager i reality-programmet ‘Prinsesser på ærten’. Ti ”prinsesser” har været igennem en udskillelse på vejen mod hovedpræmien som udover penge er en prins. I vores moderne verden er prinsesserne dog ikke nødvendigvis så forhippede på ægteskab, og jeg nød den uventede slutning.

‘Prinsessen på ærten’ er umiddelbart mindre genkendelig end f.eks. Silvestris novelle, men jo længere ind i historien, jeg kom, jo bedre forstod jeg Ahns idé, og resultatet er en spændende gendigtning men også en vellykket novelle i sig selv.

Jeg kunne også nævne Maja Møllers ‘Det er ganske vist’, Tenna Vagners ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ og Beatrix M. G. Nielsens ‘Alice i Eventyrland’, som alle tre ligeledes er innovative og overraskende gendigtninger, der i den grad flytter eventyret til en kontekst som nutidens unge genkender.

Det er i det hele taget skægt at se, hvor forskelligt forfatterne har tolket opgaven med at gendigte et eventyr. Nogen har fulgt det originale eventyr i opbygning og morale, mens andre har taget elementer fra originalen og skabt en ny fortælling. Et par stykker når måske ikke helt samme høje niveau som de nævnte, men generelt er historierne dog gode, og jeg er sikker på, at målgruppen vil føle sig fint underholdt af disse ti moderne eventyr.

Forlaget Silhuet har bl.a. tidligere udgivet antologien Sku ikke hunden på hårene med noveller om ordsprog.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Indhold:

Nicole Boyle Rødtnes: Snehvide
Lea Kala Landgren: Den grimme ælling
Beatrix M. G. Nielsen: Alice i Eventyrland
Maja Møller: Det er ganske vist
A. Silvestri: Historien om en moder
Jacob F. H. Petersen: Kejserens nye klæder
Lars Ahn: Prinsessen på ærten
Tenna Vagner: Den lille pige med svovlstikkerne
Annette Skibby: Svinedrengen
Sigrid Groth: Tommelise

Om #moderneeventyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Silhuet, 244 sider

 

Mørke kræfter af Christian Engkilde

Mørke kræfter af Christian EngkildeDet er ikke tit, at jeg bliver glad, når DSB er forsinkede. Men da det betød, at jeg fik tid til at læse Mørke kræfter af Christian Engkilde færdig i toget – ja, så var det faktisk helt i orden med mig.

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Her fik fodbolddrengen Sebastian som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. En opgave han langt fra var tilfreds med. Men de to blev alligevel venner. Ikke mindst fordi Thomas trods sin blindhed kunne se nogle skræmmende skygger, der forfulgte Sebastian og fik det til at se ud, som om han lavede en masse ulykker. Skyggerne dukkede op efter et besøg på det lokale museum – og første bind sluttede med et voldsomt opgør med den lokale museumsdirektør Botved, der skruppelløs prøvede at fremmane en dæmon for at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Under opgøret kom Sebastian slemt til skade og blev midlertidig blind. Bind to En cirkel af blod fra 2017 startede umiddelbart efter. Skygger dukkede op på hospitalet, hvor Sebastian var indlagt. En dag besatte en af skyggerne en ung pige, der også var patient. Botved havde heller ikke opgivet sine planer om at fremmane et væsen fra den anden side, og han ville stadigvæk ikke lytte til de unges advarsler.

Nu er så tredje bind Mørke kræfter udkommet, og det er absolut en værdig afslutning. Det er så fedt at læse en serie, hvor hvert nyt bind er endnu bedre end de foregående. Det har været tilfældet for mig med Christian Engkildes vellykkede trilogi.

Sebastian, Caroline og Thomas er blevet en fasttømret enhed, selvom ingen andre forstår, hvad Caroline vil med sådan et par tabere. En aften i ungdomsklubben dukker et nyt skræmmende væsen op, som kun Thomas og Sebastian kan se. Det er lykkes Botved at fremmane en dæmon. I forsøget på at komme væk fra dæmonen brænder ungdomsklubben ned, og kort efter fortæller Thomas, at han flytter tilbage til sin mor.

Nu er der kun Sebastian til at tage kampen op mod dæmonen, som er stærkere end noget andet, de har været oppe imod. Men Sebastian vil gøre alt for at redde Caroline fra dæmonen.

Som sagt er jeg ganske enkelt begejstret for Engkildes serie, og læste Mørke kræfter i et hug under en lettere forlænget togtur. Det lykkes rigtig godt både at fortælle en uhyggelig historie om dæmoner og ondskab, samtidig med at de unge hovedpersoner beskrives troværdigt og levende. Jeg føler med Sebastian, når han bliver jaloux på præstesønnen Robert, der tilsyneladende altid kan få Caroline til at grine. Samtidig er de voksne figurer også blevet mere troværdige, og portrættet af præsten Lars-Peter, som på første hånd ser dæmonen og alligevel efterfølgende taler sig selv ud af troen på den, er lige på kornet.

Mørke kræfter byder både på dæmoner, ondskab, venskab og spirende kærlighed. Jeg er solgt og kan kun anbefale trilogien til alle, som holder af en god gyser.

Dæmonen blev i kælderen og vogtede over Sankt Stig, men den kunne ikke gøre ham noget på grund af de beskyttende jernlænker, og Stig døde af alderdom i fangekælderen mange år senere. Jernlænkerne var altså både det, der holdt ham fanget og det, der beskyttede ham.
– Der er ikke den store forskel på den version, vi har lært til konfirmationsforberedelse, siger Caroline.
– Men historien slutter ikke her, fortsætter Anders og ligner én, der har mest lyst til at løbe sin vej. Jeg begynder at få ondt af ham. – Da Sankt Stig dør, bliver han begravet i en stenkiste i kirken sammen med lænkerne. På et tidspunkt får Fakkelbrødrene fat i lænkerne. Vi har fundet en del beviser på, at Fakkelbrødrene eksperimenterede med, hvordan de kunne kontakte efterlivet. En af de ting, de opdagede, var at lænkerne stadig havde en beskyttende effekt, selvom Sankt Stig var død. I den bog jeg fandt på Rigsarkivet, stod der, hvordan munkene i et af deres eksperimenter får fremmanet en ond ånd, og at de bruger lænkerne til at beskytte sig, indtil de får den uskadeliggjort.
– Har Botved fundet lænkerne i udgravningen? spørger Caroline.
– Nej. Efter Klostret brændte ned, blev lænkerne lagt tilbage i Sankt Stigs Kirke, svarer Anders. – Lænkerne ligger sammen med resterne af Sankt Stig, fordi hans jordiske rester ligger under kirken.
– Og der har vi måske også svaret på, hvorfor Botved talte med præsten, siger Caroline. – Botved havde tydeligvis ikke lænkerne, da han åbnede porten til efterlivet i sidste uge, men jeg tør vædde på, at han har overtalt præsten til at grave de lænker op. (s. 60-61)

(Anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Mørke kræfter:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Silhuet, 192 sider
Omslag: Nathascha Friis

Trilogien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017
Mørke kræfter, 2018

Tidsparken af Christopher Priest

Tidsparken af Christopher PriestTidsrejser, samfundskritik og overførsel af bevidsthed er blandt temaerne i Christopher Priests novellesamling Tidsparken. Udgivelsen hører til Science Fiction Cirklens serie ‘Internationale topnavne’, og et kig på Priests forfatterskab afslører da også, at han har modtaget et hav af priser samt endnu flere nomineringer.

Nærværende samling indeholder et udvalg af Priests noveller udgivet fra 1971 (”Hukommelse og straf”) til 2009 (”Futouristic.co.uk”), samt et uddybende efterord af Niels Dalgaard der sætter forfatterskabet i perspektiv.

Bagsideteksten afslører, at Priest tilhører den nye bølge indenfor britisk science fiction, og altså ikke er så teknologisk fascineret men har en mere humanistisk tilgang til genren. Når han f.eks. i ”Hukommelse og straf” skriver om en politisk fange, der får overført sin bevidsthed til en computer for at få ‘korrigeret sin opførelse’, er det derfor ikke teknologien, der er interessant, men fangens reaktioner og opførsel på korrektionen.

Helt uden teknik og videnskab er novellen ”En nøgen kvinde” fra 1974. Novellen udspiller sig i et samfund, hvor der er langt flere mænd end kvinder, og hvor kvindens rettigheder afhænger 100% af hendes moralske opførsel – hvis standard naturligvis er blevet defineret af mænd. Hovedpersonen har været sin mand utro, og som straf skal hun være nøgen, hver gang hun bevæger sig ud i samfundet. Oven i købet er det tilladt for mænd at voldtage hende, men ikke at hjælpe hende, så længe hun er nøgen. Novellen er stærk samfundskritisk men – desværre – stadig aktuel, for mens jeg skriver denne anmeldelse, kører #metoo kampagnen på de sociale medier.

Selv i novellen ”Tidsparken” hvor rejser i tid ikke blot er muligt, men bruges så folkeligt som til søndagsudflugter, er det hverken tidsparadokser eller hvordan det er teknisk muligt, Priest beskæftiger sig med. I stedet er fokus på, hvad tiden gør ved hovedpersonen – hvordan tiden ændrer vores identitet. Oveni laver Priest i denne novelle en periodekrølle. For selvom man kan sende rumskibe af sted, kører man i f.eks. i hestevogne og hovedpersonens nutid beskrives i det hele taget meget victoriansk.

Jeg er en doven læser, og det er desværre ikke særlig tit, jeg læser ikke-oversat science fiction. Derfor er jeg glad for Science Fiction Cirklens serie med udgivelser af internationale forfattere, vi ellers ikke ser på dansk. Christopher Priest er således et spændende bekendtskab, og flere af novellerne greb mig straks. Alligevel må jeg nok indrømme, at enkelte af novellerne var lidt for æteriske efter min smag og blev først forståelige, efter at jeg havde læst Niels Dalgaards efterord, som sætter dem i kontekst med genrens temaer og problematikker. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det kan være en ‘show stopper’, hvis man ikke er forberedt.

Hvis man er til science fiction med fokus på science er Christopher Priest ikke manden. Er man til gengæld til udforskning af menneskelig identitet, politiske problemstillinger og tid som tema, så er han et rigtig interessant bud. For mig har Tidsparken i hvert fald været en spændende tur ind i et anderledes, men fascinerende forfatterskab, jeg gerne vil udforske nærmere.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Tidsparken:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 259 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Oversætter: Niels Dalgaard

Blår af Hugh Howey

Blår af Hugh Howey

Spændende og underholdende post-apokalyptisk thriller hvor sandheden måske er mere ødelæggende end løgnen?

Hundredvis af år ude i fremtiden har en ukendt katastrofen lagt jorden øde og gjort atmosfæren giftig. Kun en lille rest mennesker har overlevet inde i en gigantisk underjordisk silo. De lever et nøje tilrettelagt liv, hvor ens etage i siloen mere eller mindre bestemmer ens job og fremtid. Al tale om verden udenfor siloen er forbudt, og drister nogen sig til det alligevel, venter rengøringstjeneste. En envejs-billet udenfor for at rense linserne på de kameraer der er eneste forbindelse til omverdenen.

Da sherif Holsten frivilligt melder sig til rengøringstjeneste, skal der findes en ny sherif. Det er borgmesterens pligt at udpege en ny, og hun vælger overraskende en mekaniker fra de nederste etager, på trods af at it-afdelingens chef har kørt sin egen favorit i stilling.

Men valget af den uventede sherif skyder en række tragiske begivenheder i gang, og pludselig er siloen ikke det trygge hjem, den før var. Gamle hemmeligheder og chokerende løgne dukker op til overfladen, og spørgsmålet om, hvad der egentlig er udenfor, kan ikke mere ignoreres.

Blår er første del i Hugh Howeys ”Silo”-serie. Romanen består af fem dele: Holston, Maskespil, Aflukning, Optrevling og Sammensyning. Howey udgav oprindeligt Holston som en selvudgivet kortroman. Men fans krævede en fortsættelse, og så fulgte de øvrige dele som han skrev løbende. I 2012 skrev Howey så kontrakt med forlaget Simon og Schuster, og i dag er serien en international bestseller, der er udkommet på 40 sprog, og hvis filmrettigheder er blevet købt af Ridley Scott.

Jeg forstår godt, at seriens fans forlangte mere efter Holston. Historien er elementært spændende og samtidig let fortalt, så jeg lynhurtigt strøg igennem de 614 sider. Persontegningerne er måske nok ikke så dybe, men til gengæld er siloen et unikt setup, som vi langsomt får et fascinerende – og skræmmende – indblik i.

F.eks. er man i siloen nødt til nøje at overholde status quo for at samfundet kan fortsætte. For at undgå overbefolkning har man derfor indført et lotteri, så når der dør en person, kan et par vinde muligheden for i et år at forsøge at blive gravide. En anden detalje er it-afdelingen, som indtager en helt speciel stilling i det lukkede samfund. Og så er der de små drys fortid, der stadigvæk findes på trods af tabuerne – bl.a. slidte billedbøger fulde af fantasidyr som elefanter!

Den danske titel Blår er yderst rammende med sin tvetydighed. Blår kan både betegne en slags garn, der bruges til rengøring, men det bruges også i vendingen ”at stikke folk blår i øjnene”, som betyder at bedrage folk. Og med sin langsomme afsløring af, at sandheden om siloen langt fra er enkel, må vi sande at forside-teksten har ret: ”Hvis ikke løgnene slår dig ihjel, så gør sandheden”.

Blår efterfølges af Shift og Dust, der endnu ikke er oversat til dansk.

Andre romaner i samme stil er f.eks. Under ensomme stjerner af Kate Ling, som udspiller sig i et rumskib på en 800 år lang rejse, samt naturligvis Brian W. Aldiss’ debutroman Non Stop fra 1958.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Blår:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Dreamlitt, 614 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel
Originaltitel: Wool
Oversætter: Nikolaj Johansen

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Tænk at kunne leve over 100 år uden at skulle spekulere på sygdomme og andre aldersrelaterede skavanker – men til hvilke omkostninger?

Vinge er en uregistreret. Hun bor på jorden, Terra, sammen med sin mor og lillebror og arbejder hver dag i kartoffelmarkerne. Men når Mentoratet laver deres optællinger, er hun nødt til at skjule sig. Finder Tællerne, at der er for mange mennesker i distriktet, er det nemlig ikke kun de uregistrerede, der bliver straffet. Hele distriktet ‘nulstilles’, som Mentoratet kalder det, når de lader en bombe udslette en landsby.

Alligevel er Vinge egentlig godt tilfreds med sit liv. Ikke som vennen Ollie der drømmer om at komme op i svævebyen over dem, når han ikke fantaserer om at tilslutte sig modstandsbevægelsen og bringe Mentoratet til fald.

I fremtiden er samfundet nemlig blevet skarpt opdelt. De privilegerede klasser lever hele livet i Sky Citys; arbejder med det de har lyst til, og lever langt over 100 år hvis de ønsker det. Imens kæmper de, der blev efterladt på Terra, hver eneste dag for at overleve.

Terraboerne slaver for Mentoratet, der udnytter dem. Dels som arbejdskraft idet Terraboerne dyrker maden, der spises i svævebyerne. Dels bruger dem som en levende organbank for Sky Citys beboere. Hvert øjeblik kan en Terraboer blive standset og få fjernet organer, hvis der er brug for dem i Sky City. Og Høsterne er ligeglade med, om donoren overlever operationen.

Lægen Shoan bor i Sky City. Hun er ambitiøs og dygtig til sit arbejde, der bl.a. består i at udføre organtransplantationer. Da hendes øverste chef kommer ud for et uheld op til en afgørende operation på Sky Citys højmentor Gewin, bliver hun forfremmet til Urban Immortalis’ nye cheflæge. Men under forberedelserne til højmentorens operation begynder sandheden om donororganernes oprindelse at gå op for hende. Det idylliske liv i svævebyerne dækker over en sammensværgelse så stor, at Shoan har svært ved at begribe den.

Udover Vinge og Shoan introduceres vi også for Jonas, som står foran sin certificering, der afgør, hvad han skal arbejde med resten af livet. Jonas har altid været den bedste og drømmer om en fremtid som arkitekt. Men den afsluttende test går ikke helt som forventet, og pludselig befinder Jonas sig i et mareridt.

Det samme gør Artur. Efter et langt liv med hustruen Ester har de besluttet sig for sammen at drage ’tilhimmels’, og efter den sædvanlige ceremoni med familie og venner skydes de ud i rummet. Desværre lader det til, at der er en fejl i raketten, for afslutningen bliver ikke som forventet.

Reservedelenes by er fjerde bind i Lise Bidstrups Urban-serie, der består af selvstændige romaner med forskellige tematikker. I tredje bind Overlevernes by brød verdensøkonomien sammen og efterlod verden i kaos. Denne gang handler det om, hvor langt samfundet er villigt til at gå for at blive udødelige.

Allerede i dag kan man købe sig til ulovlige organer, hvis man er rig nok og ikke har moralske skrupler over, hvor organet kommer fra. Lise Bidstrup tager denne tanke en tand længere ud og forestiller sig et todelt samfund, hvor underklassen ikke betragtes som rigtige mennesker, og som det derfor er helt i orden at bruge som reservedele.

Hidtil havde han opfattet forsyningen af organer som en selvfølgelig nødvendighed, helt på linje med alle de andre fornødenheder, svævebyerne modtog fra Terra. De var, ligesom kyllingen, man spiste til aftensmad, udelukkende produkter. Han indså med en gysen, at han havde opfattet de mennesker, der frembragte organerne, som produktionsmidler, ganske på linje med hønen, der lagde de æg, kyllingerne var udruget af.”

Bidstrup krydsklipper mellem de fire hovedpersoner, og lader på den måde læseren få et indblik i hvordan samfundsopbygningen påvirker dem hver især. Derudover er opbygningen med til at skabe suspense, når vi pludselig efterlader én person for at følge de andre.

Med Reservedelenes by har Lise Bidstrup endnu engang skrevet en underholdende og letlæst ungdomsroman med noget på hjertet. Samtidig er historien actionfyldt, ligesom Bidstrup er god til at skildre sine personer, så de fremstår levende og relativt nuancerede.

Da det er en ungdomsbog, er der elementer af historien som fremstår lidt vel unuancerede for en voksen læser, men ikke desto mindre serverer Bidstrup en tankevækkende fortælling for læseren, som samtidig er elementært spændende. Og selve slutningen tager en overraskende drejning, jeg ikke lige havde set komme.

Af de indtil videre fire bøger i Urban-serien har jeg nu læst de to, og mens Overlevernes by var udmærket, synes jeg, at Reservedelenes by lige er en tand bedre. Dels synes jeg, at historien holder hele vejen denne gang. Dels får det dystopiske element lige et ekstra skru. Lise Bidstrup er nemlig ikke spor blid overfor sine personer denne gang.

Har du læst dystopier som Hungergames og Den femte bølge,, og har du lyst til at prøve en dansk pendant, så er Lise Bidstrups Reservedelenes by et godt bud.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om Reservedelenes by:

Udgivelsesår: 10.08.2017
Forlag: Høst & Søn, 318 sider
Omslag: Peter Stoltze

Besøg Lise Bidstrups hjemmeside

Urban-serien:

Reservedelenes by, 2017
Overlevernes by, 2015
Idolernes by, 2014
Spillets by, 2012

En cirkel af blod af Christian Engkilde

En cirkel af blod af Christian EngkildeSpændende og velskrevet gyser for børn og unge om ånder, besættelse og en museumsdirektør, der vil gå alt for langt for at bevise sin teori

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Det var historien om fodbolddrengen Sebastian, der fik som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. Det viste sig, at selvom Thomas var blind, kunne han se mærkelige skygger, der tilsyneladende forfulgte Sebastian og lavede ulykker, som fik Sebastian i problemer. Skyggerne var afdøde ånder, og første bind sluttede med et voldsomt opgør i skolens gange, som bl.a. involverede den lokale museumsdirektør Botved, og hvor Sebastian kom slemt til skade.

En cirkel af blod starter umiddelbart efter. Sebastian ligger på hospitalet med hovedet indbundet i bandager. Han har fået syre i øjnene, og lægerne ved ikke, om han får synet igen. Indtil videre skal øjnene i hvert fald være i totalt mørke.

Udover at være dybt bekymret for sit syn har Sebastian også andre problemer. Ingen tror på hans og Thomas’ historie om, hvad der virkeligt skete på skolen. I stedet har Botved fået overbevist alle om, at Sebastian står bag det omfattende hærværk. Kun Thomas og deres klassekammerat Caroline, som er indlagt på hospitalet med et brækket ben, tror på hans uskyld.

Oveni er Sebastian også begyndt at se skyggerne. Og mere skræmmende – han ser en skygge besætte pigen Maja, som også er indlagt på hospitalet. Naturligvis tror ingen af lægerne på Sebastian, da han fortæller dem om Maja, og både han og Thomas er sikre på, at Maja er i fare pga. skyggens besættelse. Men hvordan kan de redde hende?

Endelig viser det sig at drengenes sammenstød med Botved langt fra er slut. Endnu en gang må de stå op imod museumsdirektøren, som ikke har opgivet at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Her i andet bind har Christian Engkilde i den grad skruet op for uhyggen. Hvor jeg særligt var begejstret for beskrivelsen af Sebastian og Thomas og udviklingen af deres venskab i første bind, og ikke fandt fortællingen så skræmmende, så leverer En cirkel af blod på alle planer. Her er masser af spænding, men samtidig udbygges især Sebastians karakter. Bekymringerne om blindheden, og reflektionerne over hvordan det påvirker både ham og Thomas, som er født blind, er yderst troværdige og til tider helt gribende.

Afslutningen er til gengæld fuld af tjubang. Caroline er også blevet involveret i opgøret med Botved, og bind to afsluttes med en forrygende redningsaktion under ruinerne af Fakkelbrødrenes kloster. Her er naturligvis tale om en børne/ungdomsgyser, så visse ting står lidt utroværdigt for en voksen læser, men ikke desto mindre var jeg klart underholdt og glæder mig til bind tre, der ifølge forlaget udkommer senere i 2017.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om En cirkel af blod:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Silhuet, 268 sider
Omslag: Nathascha Friis

Serien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017

 

Sikanias arvinger af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl

Sikanias arvinger af Jeanette Hedengran & Tina SanddahlKrigen mod Koru er vundet, og Destan og Celina er sammen igen, men alt er alligevel ikke lykkeligt her i 3. og afsluttende bind i serien om Mørkets søn: Sikanias arvinger.

Under slaget mod Koru blev Destan såret, og en inhyse fløj bort med ham og efterlod ham langt fra slagmarken. Mod alle odds lykkes det ham her at finde Celina, og sammen søger de tilbage mod Heikan og sikkerheden.

Rejsen er dog langt fra ufarlig. Ikke kun er vintervejret imod dem. Destans sår gør det vanskeligt for dem at komme frem, og oveni kan de heller ikke stole på menneskene, de møder. Flere gange undervejs undslipper de kun med nød og næppe fra fjendtlige soldater og røvere.

Mens Destan er væk fra Heikan, vokser intrigerne imod ham. Rådgiver Kastor har fået vendt Destans moder mod ham og prøver nu at overtage magten i riget. Han ønsker under ingen omstændigheder at opretholde alliancen med hersker Ragn og lysets folk, og snart er alliancen, og alt hvad Destan og Celina har kæmpet for, i alvorlig fare.

Oveni indhentes Destan af sin fortid. Før han mødte Celina, var han ikke bleg for at lave ulykker og løbe fra sit ansvar. Selvom han har fortalt Celina om meget af det, er der dog én ting, han har fortiet. Nu dukker denne gamle hemmelighed op igen og risikere at ødelægge kærligheden mellem Destan og Celina.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet ret bidt af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahls fantasy-serie om Destan og Celina og deres fælles verden Sikania. Dels er her tale om en elementær spændende handling, som hele tiden får én til at læse videre for at finde ud af, hvordan det hele nu ender. Dels har forfatterne skabt en troværdig og fascinerende verden med riget Sikania, der er delt op i lysets og mørkets folk. Også personerne vokser med fortællingen, og vedbliver at udvikle sig og vise nye facetter af deres personlighed, som heldigvis er mere komplekse end bare gode og onde.

Som de tidligere bind er historien i Sikanias arvinger en vellykket blanding af action, kærlighed og et fængslende univers. Det er en historie om kærlighed og mod, og om hvor lang et menneske er villig til at gå, hvad enten det er for kærligheden eller for magten.

Forfatterne skriver godt, sproget flyder let og underholdningsniveauet er højt. Sikanias arvinger er med andre ord et vellykket punktum for en medrivende fantasy-serie for både unge og voksne.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

Om Sikanias arvinger:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Ulven og uglen, 625 sider
Omslag: Breth Design v/Mette Breth

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017

Varulvens forbandelse af Mette Sejrbo

Varulvens forbandelse af Mette SejrboLow dark mytologisk horror fantasy med lidt paranormal romance, erotik og slikken på ruder.” Sådan beskriver Mette Sejrbo selv sin mytologiske fantasy-serie for voksne. Og det er faktisk lige på kornet

Varulvens forbandelse er anden del i Ulfhedin-sagaen. Første bind hedder Heksens kald, og her blev vi introduceret for Emilie en stille og genert pige, der i løbet af første bog både forelskede sig i HF-kammeraten Jonas, mødte den fascinerende natklub-ejer Sebastian, og fandt ud af, at hun var kaldet som vølve.

Heksens kald sluttede med noget af en cliffhanger. Emilies veninde Maria blev myrdet, og samtidig opdagede Emilie, at Jonas var en varulv – eller hamramme som vølverne kalder dem, og som de har forpligtet sig til at udrydde.

Varulvens forbandelse starter umiddelbart efter. Jonas er fuldstændig ødelagt over Emilies reaktion, og føler ikke at livet er værd at leve. Derudover har han frygtelig dårlig samvittighed overfor sin familie, som nu er nødt til at flytte endnu en gang, fordi han har eksponeret dem for vølverne.

For at gøre ondt værre ser det ud til, at også Jonas lillebror, Andreas, bærer varulvegenet, så midt i flytningen må Jonas sammen med sin onkel Martin tage med Andreas til Norge. Her har Andreas fået kontakt med en gruppe, der ved rigtig meget om varulvenes historie, og Jonas håber på, at de kan give et svar på, hvordan han slipper af med forbandelsen.

Imens prøver Emilie at finde balancen og komme sig over både Marias død og afsløringen af Jonas’ hemmelighed. Som vølve er det hendes pligt at udslette alle varulve, men kan hun se ud over sine følelser for Jonas? For at komme videre sætter Emilie alle kræfter ind på at finde Marias morder, og det fører vølverne i kontakt med en hidtil ukendt kraft – den mørke.

Ligesom i første bind er Varulvens forbandelse en blanding af action, spænding, erotik og masser af spændende detaljer fra den nordiske mytologi tvistet med hekse, varulve og vampyrer. Det lyder måske umiddelbart som et Twilight rip off, men det er det bestemt ikke. Mette Sejrbo giver læseren smæk for skillingen både hvad angår action og erotik, så serien er bestemt for voksne, selvom her også bliver plads til lidt romantik.

Bortset fra min personlige fordom mod en ung, kvindelig hovedperson, der tiltrækker mænd og væsener en masse, så er jeg blevet godt grebet af Ulfhedin-sagaen. Sejrbo skriver flydende og med sans for at fremmane historien nærmest som en film for læserens indre blik. Her i Varulvens forbandelse kommer vi mere ind i Jonas’ historie, hvor Sejrbo åbner for en interessant forbindelse mellem vikingernes bersærkere og varulvemyten. Og ligesom i bind et lader Sejrbo en bombe falde til slut.

Trods mine forbehold før jeg begyndte at læse serien, må jeg sige, at Mette Sejrbo kan sit kram. Ulfhedin-sagaen er underholdende fantasy for voksne, som både er spændende og til tider næsten fik mig til at rødme.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 53)

Om Varulvens forbandelse:

Udgivelsesår: 2016
Serie: Ulfhedin-saga, 2
Forlag: Candied Crime, 470 sider
Omslag: Caroline Kjellberg Juul Mortensen

Besøg også Mette Sejrbos hjemmeside