Indlæg tagget med ‘historisk roman’

Lysbringersken af Palle Reimann

Lysbringersken af Palle Reimann

Barsk roman om hekseforfølgelse og kvindeundertrykkelse i Danmark og Europa i slutningen af 1400-tallet

I 1484 udsendte den romerske pave en bulle, der erklærede alt heksekunst for kætteri. Denne bulle er udgangspunkt for Palle Reimanns barske, men interessante roman om Aslaug, smedens hustru, der anklages for hekseri.

Aslaug er gift med Hans smed. Begge har været gift før, og begge ægtefæller døde af pesten. Hans smed har fem børn, som Aslaug gladelig har taget til sig. Ikke mindst den ældste datter, Mette, der er meget optaget af at lære, alt hvad stedmoren ved om planter og helbredelse. For Aslaug arbejder som jordemoder.

I Rom følger paven sin bulle op ved at udsende inkvisitoren Augustin Valle. Han skal efterforske hekseanklager over hele Europa og har pavens bemyndigelse til at fængsle og straffe eventuelle hekse. Med tiden kommer Valle også til Danmark, og her støder han på Aslaug, der med sit røde, løsthængende hår, sin frie optræden og ikke mindst sit erhverv som jordemoder er en torn i øjet.

På samme tid bliver franskmanden Jean Doneau, der har skrevet en række værker om statens suverænitet og social orden, ansat af den danske konge. Krig og sygdom har decimeret befolkningstallet, og det er Doneaus tanker om, hvordan man forøger befolkningstallet igen, som kongen er interesseret i. Her er kvinden i centrum, idet hun skal overbevises om, at ”hendes eneste berettigelse i Guds skaberværk vitterlig er at sætte børn i verden” (side 96).

Palle Reimann er journalist og cand.mag. i historie og dansk, og Lysbringersken er hans romandebut.

Middelalderen var en tid, hvor døden aldrig var langt væk. Kirken havde stor autoritet, og forbrød man sig mod Guds love, var straffen hård. Men eftersom kvinder i kirkens øjne var svage og syndige, var de skyldige alene ved at eksistere. Det gav sig udslag i en – i nutidens øjne – foruroligende dobbeltmoral.

Reimann fortæller for eksempel om en kvinde, der blev dømt til halshugning for at hore med sin svoger. Han slap med en tur ved kagen og tre dage i gabestok, fordi han ”havde følt sig fristet af magiske kræfter” (side 293). I en anden sammenhæng fortæller Reimann, at kvinder ikke blev hængt. Man ville spare dem for at mænd kiggede dem op under skørterne, så i stedet blev de levende begravet. Endelig hører vi også om to kvinder, der var kommet op at slås. Havde det været mænd, havde de fået en bøde, men nu skulle de i stedet gå nøgne rundt i byen med en sten bundet om halsen.

Romanen fortælles gennem de forskellige personer. Aslaug er for så vidt hovedpersonen, men vi hører også pavens, Valles og Doneaus fortællinger. På den måde præsenteres vi bl.a. for det beskidte politiske spil, der udspillede sig omkring paven i Rom osv. De forskellige fortællertråde er i virkeligheden rigtig interessant, men de føles ikke altid lige integreret i historien, som derfor til tider bliver lidt flagrende at læse.

Min største anke er dog, at forfatteren har taget sig visse kunstneriske friheder uden at det klart fremgår. For eksempel udspiller romanen sig slutningen af 1400-tallet, hvor Danmark stadig er katolsk, men i virkeligheden kom hekseprocesserne først til Danmark efter reformationen ca. 50 år senere. Paven i romanen hedder Honorius V, men det var Innocent VIII der udsendte den pavelige heksebulle, osv.

Det er naturligvis en forfatters ret at digte. Lysbringersken er jo netop en roman og ikke en fagbog. Men da bogen på så mange måder virker gennemresearchet, ville et uddybende efterord med fokus på hvilke elementer af romanen der er fantasi, og hvilke der er konkret historisk funderet, have været på sin plads. Det ville give romanen mere pondus, for nu ved jeg ikke, om jeg kan stole på nogen af de spændende historiske facts, vi får undervejs, eller om det hele er fri fantasi.

Det skal dog ikke lyde, som om Lysbringersken er dårlig. Jeg kunne godt lide den, og det er slet ikke sikkert, at andre vil savne at få præciseret fakta og fiktion. Romanen emmer af middelalderstemning, og er både spændende, tankevækkende og barsk. Så er du til fortællinger om middelalderen, hekseforfølgelser og kvinders rettigheder, så er Palle Reimanns roman et godt bud.

(Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag af romanen:

“Kære broder Ingatius. Jeg tænker som du, at alt liv er helligt. Men hør nu her. En husbond ansætter en tjenestepige, der som dagene går sætter ild i hans lænder og giver ham lystige drømme. En dag tager han hende med om bag huset og krænker hende, som kun en mand kan krænke en pige. Hun bliver med barn og kan se frem til at blive sendt væk og kaste skam over familien. Hvilket liv skal vi redde? Kan vi redde begge? Hvad ville David skrive om det?”

“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er trolovet og tiltvinger sig at gøre sig til gode med hende, og de gribes på fersk gerning, så skal manden give pigens far 60 sekel sølv og tage hende til ægte. Sådan sagde Moses til Israels folk. Det står skrevet i Deuteronomium.”

Smilet var forsvundet fra Aslaugs ansigt og hendes øjne fik en feberagtig glans. “Ja. Voldtag en pige, og som straf må du gifte dig med hende bagefter. Mon ikke pigen næsten får medlidenhed med manden på grund af straffens strenghed.”

Hun fnøs. “Tager jeg helt fejl, eller stod Moses ikke også der i ørkenen og sagde, at hvis en mand voldtager en ung pige, så skal både manden og pigen stenes til døde. Manden på grund af sin gerning og pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp. I hvert fald ikke højt nok til at nogen hørte hende og kom til undsætning.” (side 64-65)

Om Lysbringersken:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kraka, 332 sider

Læs også:

Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Heksenes by : Ribes hekseforfølgelser 1572-1652 af Torben Bramming
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
En messe for byen Arras af Andrzej Szczypiorski
Arvingen af Michael Sørensen

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

I 1889 var det utænkeligt, at en kvinde kunne arbejde som læge. Derfor har Anna Kronberg været nødt til at påtage sig en mandlig identitet, og arbejder som doktor Anton Kronberg på Guy’s Hospital i London. Her har hun specialiseret sig som bakteriolog og epidemiolog, og må ind i mellem være politiet behjælpelig. Det er netop tilfældet denne sommerdag, hvor inspektør Gibson fra Scotland Yard beder om hjælp. Man har fundet et muligt kolera-offer ved Hamptons vandværk.

Da Kronberg når frem til vandværket, er også en anden civilklædt person til stede. Det viser sig at være detektiven Sherlock Holmes, som hun i første omgang ikke kender noget til. Det går dog snart op for hende, at Holmes er ualmindelig skarpsindig – og at han har gennemskuet hendes forklædning.

I stedet for at afsløre Kronbergs hemmelighed bliver han dog fascineret af hende, da hun viser sig at være næsten ligeså skarp som ham. Så selvom politiet ikke umiddelbart finder noget kriminelt i fundet af det døde koleraoffer, slår Kronberg og Holmes sig sammen for at finde frem til sandheden. For hvorfor har den døde mand både stivkrampe og kolera? Hvor kommer han fra? Og hvordan er han og ’store støvler’ endt ved vandværket?

Jagten på sandheden fører Kronberg i retning af en privat forening af læger, der er MEGET interesseret i bakteriologi. Og de er villige til at gå langt for at nå deres mål.

Jeg var vældig underholdt af Djævelens grin og af flere grunde. Dels kan jeg godt lide historiske krimier, dels synes jeg at Anna Kronberg er en interessant hovedperson, og dels er det en sjov detalje at kæde hende sammen med Sherlock Holmes. Oveni er Djævelens grin i øvrigt også både underholdende og spændende.

Eneste kritikpunkt er, at oversættelsen ind i mellem er lidt anglificeret. Som for eksempel “vandbehandlingsværk” der må være et vandværk. ”Manden havde nogen nerver, at han turde sige sådan …”, der på dansk snarere vil lyde noget i retning af, ”Manden ikke var bange af sig …”. Eller ”Jeg ville værdsætte lidt privathed …”, der vel retteligt hedder ”Jeg ville værdsætte lidt privatliv”.

De få sprogbommerter og enkelte korrekturfejl tilhører heldigvis småtingsafdelingen, og selve historien flyder så let, at det er til at tilgive.

Annelie Wendeberg er oprindeligt uddannet miljømikrobiolog, og startede sin forfatterkarriere som indieforfatter, der skrev på engelsk. Succesen i USA førte til, at et tysk forlag opdagede hende og skrev kontrakt på Anna Kronberg-serien, som Djævelens grin er første bind af.

På dansk er der kommet yderligere to bøger i serien: ”Faldet” og ”Rejsen”, som jeg glæder mig til at læse.

Uddrag af bogen:

Murstenen i min mave var blevet ubærlig. “Hr. Holmes, har De planlagt at afsløre mig?”

Han så overrasket ud og viftede med hånden. “Pshaw!” udbrød han og lød næsten, som om han morede sig. “Selvom jeg kan forestille mig, at det er en ganske kompliceret sag. De har intet ønske om at rejse til Indien, formoder jeg.”

“Tydeligvis ikke.”

Han vidste sandsynligvis ikke, at det stadig var ulovligt i Tyskland for en kvinde at anskaffe sig en medicinsk doktorgrad. Hvis min sande identitet blev afsløret, ville jeg miste mit job og min britiske opholdstilladelse, blive deporteret og ende i et tysk fængsel. Mit alternativ, selvom jeg ikke anså det som et, var at rejse til Indien. De få britiske kvinder, det var lykkedes at få en medicinsk doktorgrad, havde i sidste ende givet efter for det voksende sociale pres og var rejst til Indien, hvor de ikke længere stod i vejen for den udelukkende mandlige medicinske etablering. Til min bedste viden var jeg den eneste undtagelse.

“Jeg havde håbet, at det ikke ville være så tydeligt,” sagde jeg stille.

“Det er kun tydeligt for mig. Jeg anser mig selv som temmelig observant.”

“Det har jeg bemærket. Og dog er De her, til trods for at hele sagen virker til at kede Dem. Jeg undrer mig over hvorfor.”

“Jeg har endnu ikke dannet mig en mening. Men det virker nu til at være en rimelig kedelig sag. Jeg spekulerer på …” Han kiggede eftertænksomt på mig, og det gik op for mig, at han var blevet for at analysere mig – jeg repræsenterede en særhed.

“Hvad fik Dem til at ændre deres identitet?” spurgte han, mens hans ansigt lyste op af interesse.

“Det kommer ikke Dem ved, hr. Holmes.”

Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk sig, da hans modus operandi skiftede til analysering, og efter et minut virkede han til at være kommet til en konklusion. “Jeg vil sige, at skyldfølelse var den skyldige.” (side 28-29)

Om Djævelens grin:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 295 sider
Originaltitel: Teufelsgrinsen
Oversat af Maria Sjöstrand efter ”The Devil’s Grin”
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen
Grafisk produktion: KWG Design, Odense

Læs også:

Krigens første offer af Ben Elton
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson
Færten af død af Andrew Taylor

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen

Pestlægen af Søren Marquardt FrederiksenByfoged Povel Madsen finder i en sø liget af en lille pige. Han håber, at hun er druknet og ikke myrdet, så byen ikke igen skal hænge en barnemorder. Sandheden viser sig at være langt værre. På pigens hals finder han mørklilla bylder, der tyder på, at pesten er vendt tilbage. Tanken forfærder ham, men han håber, at Chr. IV’s nye Pestforordning fra 1625 kan forhindre, at pesten denne gang rammer så hårdt.

Han får hjælp af en tilrejsende læge, den kontroversielle Hartvig Lohmann, der eksperimenterer med nye metoder. Mens de kæmper for at opretholde et beredskab, der skal holde pesten nede, myldrer ligene frem i byen. Samtidig nager tvivlen. Døde pigen af pest, eller blev hun myrdet? (fra bogens bagside)

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen udspiller sig i Nakskov i 1629. En tid hvor pesten med jævne mellemrum skyllede over Europa og Danmark og efterlod massegrave fyldt med døde i sit kølvand.

I Nakskov var pesten sidst i udbrud fem år tidligere, hvor bl.a. byfogeden Povel Madsens kone var blandt ofrene. Nu er han gift med den unge Karen Pedersdatter og kan næsten ikke forstå sit eget held. Men da han finder den lille døde pige, frygter han, at heldet er sluppet op.

Sammen med borgmesteren Hans Boesen indfører Povel en række forholdsregler for at beskytte byen mod pesten, samtidig med at han forsøger at finde ud af, hvem der har dræbt den lille pige. Først er han dog nødt til at finde ud af, hvem pigen er.

Pestlægen er en velresearchet og letlæst roman om liv og død blandt almindelige mennesker under pestens hærgen i 1600-tallets Danmark. SMF beskriver tiden og personerne, så man tydeligt fornemmer både skidtet og stanken i gaderne, såvel som angsten for pesten der blev anset som Guds straf. Alligevel forsøgte man at undgå smitten, og SMF beretter levende om de mange mærkelige kure og tankerne bag.

Pestlægen kaldes en historisk krimi, og historien har da også et mord som omdrejningspunkt. Selve mordgåden er for så vidt godt fundet på. Under opklaringsarbejdet dukker der indicier op, der kunne involvere heksekunster, og det fremstiller SMF troværdigt og overbevisende. For mig bliver mordplottet dog aldrig det vigtigste, og derfor vil jeg hellere betegne Pestlægen som en vellykket historisk roman, hvor man grufuldt fascineret følger pestens indtog i Nakskov. Samtidig er kulissen og personerne interessante i sig selv, og selvom SMF ikke helt når op på højde  med forfattere som f.eks. Martin Jensen, så er Pestlægen absolut læseværdig.

Søren Marquardt Frederiksen debuterede som skønlitterær forfatter i 2016 med Kongens By, der også har Povel Madsen i hovedrollen.  Pestlægen er hans tredje roman, og er baseret på historiske begivenheder og virkelige personer, der levede i Nakskov. Forrest giver SMF en kort introduktion til personerne, som han har fundet oplysninger om via byens daværende præst, der flittigt registrerede et hav af informationer om sine sognebørn. Bagerst i bogen er en samlet oversigt over kilderne.

Om Pestlægen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Morfeus Forlag, 269 sider
Omslag: Antti Suomalainen

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Mens møllen maler af Martin Jensen
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Færten af død af Andrew Taylor

Al kødets gang af Ambrose Parry

Al kødets gang af Ambrose ParryEdinburgh 1847. Lægevidenskab. Penge. Mord.

Edinburgh 1847. En delt by, en stinkende smeltedigel der på en gang er præget af vold og fattigdom, rigdom og lægevidenskabelige fremskridt.

I Edinburghs Old Town dør en række unge kvinder på samme smertefulde måde. I byens New Town begynder Will Raven, der er medicinstuderende, i sin læreplads hos den anerkendte professor i fødselshjælp James Young Simpson. Raven flytter ind i sin mentors hjem, der er samlingssted for kollegaer og rammen om dristige medicinske eksperimenter, særligt inden for anæstesi.

Det er her Will Raven møder Sarah Fischer – en noget atypisk tjenestepige, der ikke ligger under for nogen, og som suger til sig af den viden, hun møder i sin dagligdag. De to bryder sig ikke synderligt om hinanden, men de har begge deres grunde til at involvere sig i de mistænkelige dødsfald blandt kvinderne. (citat fra bagsiden)

Jeg elsker at fordybe mig i en historisk roman, der både vil fortælle en god historie, og som samtidig tegner et levende billede af den tid, den udspiller sig i. Det er tilfældet her i Al kødets gang, der er første bog i serien om Will Raven og Sarah Fischer.

Al kødets gang er en fin gotisk krimi med et velturneret plot. Men det er også en spændende historie om lægevidenskaben i midten af 1800-tallet, og den del af romanen er i virkeligheden den mest barske. Det var omkring dette tidspunkt, man begyndte at bedøve patienterne. Før det blev operationer udført, mens patienten var vågen, og der er en grum scene midtvejs, hvor en håndværker får amputeret sin hånd. Vi hører også om, hvordan kemikere og læger eksperimenterer med forskellige kemikalier for at opdage nye bedøvelsesmidler m.m. Heller ikke det var ganske ufarligt. Romanen indeholder således en del lægevidenskab, men det bliver aldrig for meget. I stedet giver det romanen troværdighed.

Sproget flyder let, og får ubesværet de mere videnskabelige dele flettet ind i handlingen, som udover hovedhistorien om de døde kvinder også har andre spændende tråde. Der er således en stigende spændingskurve, selvom krimidelen ikke hører til de mest actionfyldte.

Jeg var vild med Al kødets gang, som fik mig til at tænke på Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl, men også på Martin Jensens historiske krimier. De har ikke den videnskabelige vinkel som her, men til gengæld er Jensen mindst ligeså dygtig til at tegne den historiske kulisse.

Ambrose Parry er et pseudonym for ægteparret Marisa Haetzman og Christopher Brookmyre. Sidstnævnte er prisvindende krimiforfatter, mens Haetzman forsker i anæstesi. Resultatet af makkerskabet er en velresearchet, flydende skrevet, underholdende og overraskende historisk krimi med to troværdige hovedpersoner.

Jeg glæder mig allerede til fortsættelsen.

Om Al kødets gang:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Modtryk, 395 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Originaltitel: The Way of All Flesh
Oversætter: Lilian Kingo

Læs også:

Alkymi af Henrik Hohle Hansen
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Sjælesøstre af Sarah Waters

Den tavse dreng af Andrew Taylor

Den tavse dreng af Andrew TaylorParis 1702, midt under revolutionen. En lille dreng løber blodig gennem gaderne efter at have overværet mordet på sin mor. Han bærer på en hemmelighed, som han har lovet aldrig at afsløre. Ikke med et eneste ord…

Den tavse dreng af Andrew Taylor er en selvstændig fortsættelse til hans fremragende Færten af død, der udkom på dansk i 2013. Jeg har personligt ventet i spænding på at læse mere om kontoristen Edward Savill, og det har heldigvis været ventetiden værd.

Savill er vendt tilbage fra New York og bor nu i London sammen med sin søster, der er blevet enke, samt datteren Elizabeth. En dag bliver han kontaktet af sin tidligere chef, mr. Rampton. Hans niece Augusta, som også var Savills hustru, er død.

For mange år siden forlod Augusta Edward til fordel for en elsker. De blev dog aldrig skilt, og han er således i lovens forstand hendes nærmeste slægtning. Og det er derfor Rampton kontakter ham. Augusta har nemlig fået sønnen Charles, og nu ønsker hendes onkel at adoptere drengen.

Af forskellige årsager ønsker Rampton dog ikke, at hans navn figurerer i sagen, så derfor beder han Savill om at opsøge Count de Quillon, der påstår at være Charles’ far, og har taget ham med til England, da de flygtede fra Frankrig. Savill er ikke overbevist om Ramptons intentioner, men erklærer sig villig til at opsøge greven og få overdraget drengen. Om Charles så skal bo sammen med sin halvsøster eller hos Rampton, vil han efterfølgende tage stilling til.

I første omgang går alt efter planen. Savill ankommer til Charnwood Court ved landsbyen Norbury og fremfører sit ønske. Men en tandpine sætter ham ud af spillet i flere dage, og da han endelig kommer til sig selv igen, forsvinder Charles. Savill er i tvivl om, hvorvidt de Quillon er involveret, så han sætter jagten ind på at finde Charles. Spørgsmålet er, hvem der har interesse i at bortføre den nu stumme dreng? Og hvilken hemmelighed er det han gemmer på?

Den tavse dreng er en fornem tilføjelse til Andrew Taylors forfatterskab. Her er tale om en velskrevet historisk krimi, der på den ene side er en spændende historie, og samtidig er den et fremragende portræt af en dreng, der har været udsat for et ubærligt traume. Jeg skulle ikke læse mange sider, før jeg var helt fanget ind.

Andrew Taylor er en eminent forfatter. Han beskriver fortiden, så den står lyslevende for læseren. Man kan nærmest lugte skidtet og føle Savills tandsmerter, for slet ikke at tale om den angst som Charles gennemlever. Her er ikke tale om hæsblæsende action. I stedet er Den tavse dreng en atmosfærefyldt fortælling, hvor det usagte og skjulte skaber en intens stemning. Dramaet udspiller sig i det små, men er ikke mindre spændende af den grund. En stor anbefaling herfra.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Den tavse dreng:

Udgivelsesår: 30.08.2018
Forlag: Klim, 365 sider
Omslag: Jill Battaglia, Sofie Poulsen
Originaltitel: The Silent Boy
Oversætter: Hans-Jørgen Birkmose

Læs også:

Havmanden af Niels Brunse
Mørkets dronning af Susan Caroll
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Færten af død af Andrew Taylor

Færten af død af Andrew Taylor

Færten af død af Andrew TaylorVelfortalt historisk krimi som emmer af autenticitet.

Fra 1775 til 1783 udkæmper Storbritannien og de tretten stater, som i 1776 erklærede sig for Amerikas Forenede Stater, den amerikanske uafhængighedskrig. Baggrunden for krigen var blandt andet, at kolonierne skulle betale skat til Kronen uden at være repræsenteret i det britiske parlament. Krigen var ikke kun en krig mod Storbritannien men også mod de amerikanske loyalister og dermed en krig mellem familier og naboer.

Edward Savill er kontorist ved Det Amerikanske Departement i London. I 1778 bliver han forflyttet til New York for at forestå undersøgelsen af erstatningskravene fra loyalister, der er kommet i klemme i den amerikanske uafhængighedskrig. Savill ser det som en avancementsmulighed, selvom han må efterlade hustru og barn i England.

Allerede den første dag bliver han involveret i fundet af en myrdet mand, der senere viser sig at være en gentleman ved navn Roger Pickett. Umiddelbart ser det ud til at være et rovmord, men flere omstændigheder ved sagen gør, at Savills interesse bliver vakt. Ikke mindst fordi det viser sig, at Mr. Pickett umiddelbart inden mordet havde været på visit i familien Wintours hus, hvor Savill selv logerer.

Færten af død er første bind med Edward Savil i hovedrollen, og jeg glæder mig allerede til at læse mere. Andrew Taylor formår som få at dreje en historie, som på overfladen virker tilforladelig, men som gemmer på hemmeligheder og intriger, der gør slutningen til én stor overraskelse.

Plottet tager udgangspunkt i mordet på Mr. Pickett, men fortællingen væver også tråde ud til familien Wintours historie og til krigen, som gjorde naboer og familie til fjender og efterlod store ar. Dermed bliver romanen til så meget mere end en krimi, og Færten af død viser endnu en gang Andrew Taylors store talent for at fortælle, så det emmer af autenticitet. Historien vækkes til live, rå og upoleret, og som læser bliver man fuldstændig suget ind i Taylors velskrevne univers.

En fremragende historisk krimi som kun kan anbefales.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Færten af død:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Klim, 407 sider

Læs også:

Havmanden af Niels Brunse
Mørkets dronning af Susan Caroll
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor

Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl

Kadaverdoktoren af Lene KaaberbølMystiske mider, et mistænkeligt dødsfald og en forsvunden dreng er blot nogle af ingredienserne i denne spændende historiske krimi fra 1800-tallets Frankrig.

Madeleine er 20 år og bor alene med sin far, dr. Karno, i en fransk provinsby i slutningen af 1800-tallet. Faderen er læge og undersøger mistænkelige dødsfald, det vi i dag kalder en retsmediciner. Højst usædvanligt for den tid arbejder Madeleine som sin fars assistent.

En dag finder man liget af en ung kvinde på forældrenes dørtrin. Umiddelbart kan det ikke fastslås, hvad dødsårsagen er. Selvom dr. Karno finder nogle ukendte mider i hendes næse, så ender dødsfaldet med at blive erklæret naturligt. Men så dør den unge kvindes præst, og også hos ham finder man spor af de mystiske mider. Nu bliver både Madeleine og hendes far involveret i jagten på morderen – og ikke mindst på de mystiske mider.

Kadaverdoktoren er velskrevet, letlæst og underholdende. Lene Kaaberbøl fanger læseren fra første side, og Madeleine er et interessant bekendtskab. Hun er atypisk for tidens kvinder, og hendes store viden om de videnskabelige aspekter af livet står i skarp kontrast til hendes reelle viden om mennesker og deres sociale interaktion, som hun står noget famlende overfor. Det fører hende ind i mellem ud i situationer, som hun er helt uforstående overfor, og det giver hende en charmerende sårbarhed, der gør hende meget menneskelig og genkendelig.

Ud over de interessante personer er plottet også godt skruet sammen, så man ikke gætter sammenhængen før til allersidst. Det er ikke en bloddryppende pageturner. I stedet lader Kaaberbøl historien få plads til at udfolde sig, indtil alle de små detaljer tilsammen tegner et spændende og overraskende mønster.

Lene Kaaberbøl har i mange år været en anerkendt børnebogsforfatter, men i 2008 slog hun igennem som voksenforfatter med krimiserien om Nina Borg, som hun skriver sammen med Agnete Friis. Med Kadaverdoktoren står hun på egne ben som krimiforfatter. Det klarer hun med bravur. Jeg vil i hvert fald gerne læse mere om Madeleine og håber, at der kommer flere krimier med den unge dame i hovedrollen.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Modtryk, 315 sider

Mørkets dronning af Susan Carroll

Mørkets dronning af Susan CarrollAriane er Fruen af Belle Île, en fredelig lille ø ud for Frankrigs kyst. Men freden brydes, da heksejægeren Le Vis ankommer. En letlæst historisk roman fra 1500-tallets Frankrig.

Ariane er den ældste af tre søstre. Deres mor er død, nogle år før romanen begynder, og deres far er bortrejst og frygtes omkommet. De tre søstre ejer hver især særlige evner og tilhører en gruppe af vise kvinder, som kaldes Jordens døtre.

Som Fruen af Belle Île er det Arianes pligt at beskytte øens befolkning, der hovedsageligt består af kvinder, som ønsker at holde sig borte fra de heksejægere, der skånselsløst jagter såkaldte hekse over hele landet. Så da Grev Renard dukker op og ønsker at tvinge Ariane til at gifte sig med ham, er det ikke kun sine egne følelser, hun må tage hensyn til.

Samtidig dukker også en såret kaptajn op på øens kloster. Med sig har han et par handsker, som han er ganske overbevist om er forgiftede, og som Katharina af Medici skulle have brugt mod kaptajnens dronning.

Ariane beslutter sig for at hjælpe kaptajnen, men snart dukker heksejægerne op på Belle Île, og Ariane må pludselig kæmpe for sit og sine søstres liv.

Historien om Ariane er letlæst og underholdende, om end noget klichéfyldt til tider. Personerne virker lidt endimensionelle, og det er meget tydeligt, hvem der er gode, og hvem der er onde. Der er dog masser af intriger, som let og ubesværet driver historien frem, så underholdningsværdien er ikke værst.

Susan Carroll har flere historiske romaner bag sig, men Mørkets dronning er den første, der er udkommet på dansk. Mon ikke vi også kan forvente, at de to fortsættelser, The Courtesan og Silver Rose bliver oversat?

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: Aschehoug, 478 sider