Indlæg tagget med ‘hjemsøgte huse’

Det er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse ”Dark Matter” af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken ”Slægten på Jamaica”, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – ”Dark Matter” er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale ”Dark matter”. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.”

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

”Dark matter” er pt. ikke oversat til dansk.

Udgivelsesår: 2010

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg også Michelle Pavers hjemmeside

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, der oprindelig er skrevet i 1983, men ligeså vel kunne være skrevet i 1883.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford, hvor han skal opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, en ældre dame som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford, der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde, men da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse, og han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end ”Kvinden i sort”, som også netop er blevet filmatiseret af James Watkins (”Eden Lake”) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe - i hovedrollen som Arthur Kipps. Jeg har endnu ikke set filmen, men regner bestemt med at få det gjort.

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

Her på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet.  “Porcelænsdukken” af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.

De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.

Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.

“Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
- Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
- Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
- Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
- Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh

Hvis du mikser “The Amityville Horror“ med “The Shining” og smider lidt “Poltergeist” ind over, så har du stort set historien i “7 days to live”. Det er dog ikke ensbetydende med, at “7 days to live” er en decideret dårlig film, blot at den hverken er særligt overraskende eller nytænkende.

Ægteparret Ellen og Martin Shaw flytter efter deres søns tragiske død langt ud på landet i et ensomt beliggende hus. Martin er forfatter, og han håber på at kunne begynde at skrive igen, mens de sammen kommer sig over dødsfaldet. Men de har ikke boet i huset længe, før Ellen begynder at få varsler om sin snarlige død.

I begyndelsen afviser hun det som synsbedrag og hallucinationer, men da hændelserne bliver ved, forsøger hun til sidst at tale med Martin om det. Han afviser hende dog fuldstændig, og bebrejder hende også at hun er gået til lægen med sine spekulationer.

Mens Ellen trækkes længere og længere ind i frygten, opdager hun, at Martin langsomt ændrer sig. Han bliver mere aggressiv og vil ikke lade hende komme ned i husets kælder, hvor han efterhånden opholder sig længere tid ad gangen. Samtidig går det dog rigtig godt med at skrive på hans nye roman, men da Ellen ser, hvad han skriver, åbenbarer den grusomme sandhed om hendes varsler sig.

Amanda Plummer, som spiller Ellen, er udmærket, mens Sean Pertwee, der spiller Martin, er oppe imod hårde odds, fordi man ikke kan lade være med at sammenligne ham med Jack Nicholson i “The Shining”, og den sammenligning taber de fleste. Han gør dog et ihærdigt forsøg, og det lykkes ham at vise en personlighedsændring fra normal til psykopatisk på en rimelig overbevisende måde.

Som sagt bliver historien dog ret forudsigelig, ligesom der er en del “tilfældigheder”, som virker lige vel usandsynlige, men som sørger for at plottet hænger sammen. Alt i alt er det dog en film, som er hurtigt set og sikkert lige så hurtigt glemt igen.

Instruktør:  Sebastian Niemann
Udgivelsesår: 2000

Hvis du er mørkeræd, vil jeg ikke anbefale dig at se “Darkness” – for så vil du aldrig kunne sove med slukket lys igen!

“Darkness” er instrueret af en af mine absolutte yndlingsinstruktører, spanske Jaume Balagueró, som også selv har været med til at skrive manuskriptet til denne yderst vellykkede thriller, om en amerikansk familie som flytter til Spanien, hvor faderen stammer fra. De flytter ind i et hus lidt udenfor byen, og umiddelbart falder de alle godt til.

Som tiden går, begynder teenagedatteren Regina dog at føle, at noget er galt, og især ser det ud til at påvirke lillebroren Paul. Men ingen af forældrene lytter. Moren har travlt med det nye job og med at få huset pakket ud, mens faren plages af en sygdom, som han ellers har været symptomfri af gennem flere år. Langsomt opbygges spændingen i huset, og til sidst søger Regina hjælp hos bedstefaderen i håb om at redde sin familie fra husets truende favntag.

“Darkness” er ikke en nyskabende film. Den er delvist bygget op på samme måde som “The Amityville Horror“, hvor angivelsen af dage er med til at skabe suspense ved at antyde noget ildevarslende lige om hjørnet, og historien om det besatte hus med hemmeligheder er også set i mange andre film. Udover Amityville-serien kan i flæng nævnes House-serien, “Thir13teen Ghosts“, “The Shining” og Balaguerós egen “Fragile” for blot at give nogle få eksempler.

Alligevel står “Darkness” ud af mængden, og det er hovedsageligt, fordi Balagueró fortæller den kendte historie ualmindelig godt. I ekstra-materialerne fortæller han, at for ham er udfordringen i en film som “Darkness” at skabe atmosfæren via lys, klipning og kameraføring, og det er netop det, som er utrolig vellykket her. Uden at forfalde til kiksede specialeffects og CGI-effekter får Balagueró hårene til at rejse sig på armene bare ved at tænde og slukke lys. Hans brug af zoom i særlige scener giver næsten et sug i maven, og så er det bare altid uhyggeligt, når noget gemmer sig under sengen. Allerbedst er slutningen, og det er bare fedt at se en film til ende og tænke: “Gudskelov at jeg ikke er mørkeræd!”

Jeg var egentlig ikke synderligt imponeret over skuespillet. Anna Paquin spiller Regina, men hun er lidt for overspillet efter min smag, mens Stephan Enquist, der spiller Paul, gør det udmærket. Lena Olin spiller moren, og hun har én fremragende scene mod slutningen. Derudover er hun mere eller mindre anonym. Det samme er Iain Glen som spiller faren i store træk, og heller ikke Giancarlo Giannini, der spiller bedstefaren, brillierer særligt. Alligevel var jeg som sagt vældig underholdt og betaget af “Darkness” og fik endnu en gang bekræftet, at spanske instruktører - og Jaume Balagueró i særdeleshed – har noget godt at tilbyde horrorgenren.

Jeg må dog også hellere nævne, at jeg tilsyneladende er ret alene i min begejstring for “Darkness”. I hvert fald har de øvrige anmeldelser jeg har læst af den været ret negative, men det ændrer nu ikke på min oplevelse

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2002

Læs omtaler af andre Balagueró film på Gyseren.dk

Jeg så for nyligt ”The Invisible Man” af James Whale, og i den medfølgende dokumentarfilm blev en anden Whale-film omtalt, nemlig “The Old Dark House” som udkom i 1932. Den har jeg nu fået fat i, og jeg glæder mig til at få set den.

5 mennesker ender under en storm med at overnatte i et gammelt hus langt fra alting. Huset ejes af Horace Femm, som bor der sammen med sin ondsindede, døve søster Rebecca og sin stumme, alkoholiske butler Morgan. De er dog ikke husets eneste beboere, for også faderen, Sir Roderick, og broderen Saul som har pyromanske tendenser, bor skjult i huset.

Ifølge Kim Newman, som har skrevet den medfølgende folder om filmen, bygger “The Old Dark House” på J. B. Priestleys roman “Benighted”, og kan betragtes som James Whales mest personlige film. Den blev ikke den store succes i USA, men i England sprang der snart et spin-off af med filmen “The Ghoul”.

I 1939 forsøgte man sig med at genudsende “The Old Dark House” i biografen, men så forsvandt den og blev i  mange år betragtet som tabt for eftertiden, indtil Curtis Harrington, instruktør og ven af James Whale, fik overtalt Universal Studios til at finde filmen frem fra arkivet.

Læs Robert Rings anmeldelse på Classic-Horror.com

Læs omtalen på wikipedia

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1932

Tom er en ganske almindelig mand, gift med Maggie som han har sønnen Jake med og en lille ny baby er på vej. Som yngre drømte han om at blive noget særligt, men hverdagslivet har indhentet ham. Til en fest lader han sig overtale til at blive hypnotiseret af sin svigerinde, mest for at kunne grine af det bagefter, for han er helt sikker på, at det ikke vil virke.

Men det gør det. Tom falder i dyb hypnose, og da han kommer til sig selv igen, er alt forandret. Han bliver ved med at få nogle mærkelige syn om en ung kvinde, der bliver myrdet, men han kan ikke se hvem eller hvor. Han får dog en anelse om ofrets identitet, da deres unge babysitter næsten kidnapper Jake, fordi han påstår at have talt med hendes forsvundne søster. Jake har nemlig nogle ikke helt almindelige evner, hvad forældrene dog ikke er klar over.

Tom ved ikke, hvordan han skal forholde sig til alt dette, og i forsøget på at kapere det er han ved at blive sindssyg. Og så går han endnu en gang til svigerinden…

“Stir of Echoes” er en klassisk mainstream thriller med et overnaturligt twist, som nogen steder er rigtig god og andre steder rigtig amerikansk. Jeg synes, Kevin Bacon udfylder rollen som Tom godt, og det lykkes ham at lægge den rette desillusion ind over figuren, der ønskede sig så meget af livet, og nu pludselig må være glad for endnu et barn, selvom han havde drømme for sin egen karriere, som dermed må sættes på standby. Hans besættelse af sine mystiske visioner er også fabelagtigt spillet, og  man fornemmer, hvordan han synker ned i en form for sindssyge i sit forsøg på at finde ud af, hvad det hele handler om.

Der er også nogle vældig effektive scener, hvor Tom får sine syn. Ikke mindst da den unge kvinde i vrede over, at Tom ikke hjælper hende, vender tilbage. Her lader David Koepp lille Jake se tv, mens dramaet udspiller sig i etagerne under ham, og hans tegnefilm afbrydes hele tiden af klip fra forskellige gyserfilm som f.eks. “Night of the living dead”, hvor de døde kommer igen. Jeg sad med hjertet i halsen, mens Toms hustru forbereder sit bad, og ikke kan se den unge kvindes genfærd sidde ved siden af sig.

Jeg hyggede mig fint i selskab med “Stir of Echoes”, selvom det ikke er et stort genremesterværk. Ind i mellem kan mindre nemlig også gøre det, og for mit vedkommende ramte David Koepp plet her.

“Stir of Echoes” er baseret på en roman af Richard Matheson, som også har skrevet den fremragende roman “I am legend“. I 2007 kom en slags fortsættelse med titlen “Stir of Echoes: The Homecoming” instrueret af Ernie Barbarash, som jeg endnu ikke har set, men som historiemæssigt vist ikke har meget med første film at gøre.

David Koepp har bl.a. også instrueret Stephen King filmen “Secret Window”.

Instruktør: David Koepp
Udgivelsesår: 1999

Et gammelt nedlagt fængsel genåbnes, da man mangler cellepladser. Eaton Sharpe, tidligere vagt i fængslet, udnævnes til direktør, og Kathrine Walker skal være bestyrelsens øjne og øre i fængslet. Men der går ikke længe, før den første fange dør på mystisk vis, og da endnu en fange findes dræbt, sætter Sharpe hårdt mod hårdt for at finde frem til morderen, som han er overbevist om, er en af fangerne. Det viser sig dog, at det gamle fængsel gemmer på en hemmelighed. Noget fra fortiden er blevet vækket og ønsker hævn. Midt i det hele befinder den unge biltyv Burke sig, og uanset om han vil eller ej, bliver han blandet ind i et blodigt opgør.

”Prison” er ikke en epokegørende eller vildt opfindsom film. Det er en B-films variation af haunted-house-genren, som udspiller sig i et fængsel. Men selvom den måske ikke er særligt overraskende i plot og manuskript, så er det alligevel en rigtig underholdende film. Ikke mindst fordi det er lykkes at skabe nogle utroligt klaustrofobiske scener ved at optage filmen i et virkeligt nedlagt fængsel.

Derudover er skuespillet slet ikke så dårligt. Lane Smith, som spiller Eaton Sharpe, kan især fremhæves. Han er fremragende som den psykopatiske fængselsdirektør, der hverken kan lide kvinder eller fanger, og som gemmer på en hemmelighed. Viggo Mortensen spiller biltyven Burke, og selvom rollen ikke hører til hans største præstationer, så er det alligevel solidt og ganske overbevisende. Som en kuriositet kan jeg også nævne Kane Hodder, der siden kom til at spille Jason Vorhees et par gange, som har en ganske lille rolle som fængselsbetjent.

I ekstra-materialerne fortæller finske Renny Harlin om arbejdet med ”Prison”, hans første amerikanske spillefilm. Før den havde han lavet ”Born American” i 1986, men da filmen blev bandlyst i Finland af politiske årsager, tog Renny til USA for at slå igennem. Her rendte han studierne på dørene med en kopi af ”Born American”, og heldet ville, at han mødte produceren Erwin Yablans, der bl.a. havde distribueret John Carpenters ”Halloween”. Yablans mente, at Renny kunne blive den nye John Carpenter og hjalp filmen i gang.

”Prison” blev optaget på 36 dage on location i et nedlagt fængsel i Rawlins, Wyoming. Ved siden af var der blevet bygget et nyt fængsel, og her fandt Renny både eksperthjælp til researchen samt statister til fanger og fængselsbetjente. Budgettet var på blot 1,3$ dollar, så Renny og holdet måtte selv lave deres special effects, hvilket er lykkes overraskende godt for det meste. I en af scenerne bliver en fængselsbetjent f.eks. snøret godt og grundigt ind i pigtråd, og den klarede man ved at lave pigtråden af telefonledning, og så indspille snøringen baglæns. Det virker vældig godt.

Filmen blev en af de sidste produktioner fra Empire Pictures, der måtte lukke året efter af økonomiske årsager. Det betød, at ”Prison” aldrig fik den store markedsføring, og dermed ikke blev nogen kommerciel succes. Ikke desto mindre var filmen medvirkende til, at Renny samme år fik jobbet som instruktør på ”A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master”, bl.a. fordi producenterne kunne se, at han kunne lave meget film for små penge. Siden har Renny Harlin stået bag film som ”Die Hard 2”, ”The Long Kiss Goodnight”, ”Deep Blue Sea” og ”Exorcist: The Beginning” for blot at nævne et par stykker.

Selvom ”Prison” ikke er stor filmkunst, så havde jeg alligevel en fornøjelig oplevelse med at se den. Nok kammer den gevaldigt over mod slutningen, hvor man mærker, at både tid og penge er ved at løbe ud, men langt det meste af filmen er interessant filmet og underholdende spillet. Og så er det jo aldrig af vejen at hygge sig med lækker-måsen Viggo.

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

Læs også Planet Pulps omtale af ”Prison”

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Jeg har tidligere læst ”Tidevandet” og ”Ulm” (sidstnævnte er udkommet efter ”De døde brødre”) af Nick Clausen, og jeg må indrømme, at jeg synes hans forfatterskab bliver bedre og bedre. Selvom ”De døde brødre” er en ungdomsbog, så er den både underholdende og overraskende også for den voksne læser.

De to venner, Adam og Troels, møder en ældre mand foran den lokale Netto. Han bor i et gammelt hus ude i Præsteskoven, men han kan snart ikke holde det ud mere, for huset bliver hjemsøgt af et par tvillinge-drenge. Adam er meget skeptisk overfor alt overnaturligt og tror slet ikke på Bent, som den gamle mand hedder. Men Troels er fyr og flamme. Han er overbevist om, at der både findes ånder og andre overnaturlige ting, og det lykkes ham at overtale både Bent og Adam til, at han og Adam må overnatte i huset den efterfølgende weekend.

Som sagt så gjort. Adam og Troels tager ud til Præsteskoven, og efter at Bent har fortalt dem historien om tvillingerne, tager han på weekend-ophold hos sin søster, mens drengene bliver i huset. Og der er ikke gået længe, før Troels føler, at der er andre i huset end dem. Men Adam lader sig ikke overbevise – i hvert fald ikke til at begynde med …

Det lykkes Nick Clausen at fremmane en troværdig og lidt skræmmende atmosfære i fortællingen om de to døde brødre. Det er godt gået, da den ene hovedperson er meget skeptisk anlagt, og dermed hele tiden finder logiske forklaringer på alt, hvad der sker i huset. Alligevel opbygges der en fin stemning, og mod slutningen laver forfatteren lige et par twists med plottet, som faktisk virker ganske overbevisende. Den fede forside er tegnet af Christian Guldager, og jeg synes, den er utrolig flot og stemningsfuld.

Man skal selvfølgelig ikke læse ”De døde brødre” med forventningen om at få en oplevelse á la ”Rosemarys baby”, men ønsker man sig lidt let og uforpligtende gys, så brug et par timer i selskab med Adam og Troels og de to døde brødre. Det kan godt betale sig.

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs et interview med Nick Clausen på Fantastiske Forfattere

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Christian Guldager

“Book of Blood” bygger på to Clive Barker noveller fra “Books of Blood”: ”On Jerusalem Street” fra vol. 6 og “The Book of Blood” fra vol. 1 - i øvrigt samme bind som indeholder “The Midnight Meat Train“. Hvor jeg ikke var 100% oppe at ringe over kødtoget, så blev jeg særdeles positivt overrasket over “Book of Blood”.

Filmen åbner med en scene i et cafeteria. Her sidder en forhutlet mand og spiser, mens blodet løber af ham. Et par borde derfra sidder en mand og holder øje med ham, og det står snart klart, at han er dusørjæger, og at den forhutlede mand er målet. Dusørjægeren får også manden med sig, og da han kommer til sig selv, ligger han bundet i en hytte langt ude i intet, og nu ønsker dusørjægeren at få mandens historie.

Den omhandler bl.a. forfatter og paranormal efterforsker Mary Florescu. Hun har fundet frem til et hus, hvor flere mistænkelige dødsfald har fundet sted. Nu sætter hun sig for at gøre huset til sit næste projekt sammen med assistenten Reg. Til at begynde med finder de ikke noget, men så møder Mary den unge studerende Simon, der som lille dreng forudså sin brors død. Mary overtaler Simon til at hjælpe dem i huset, og så begynder der at ske noget. Men spørgsmålet er, om huset virkelig er hjemsted for afdøde ånder, eller om det hele er et stort fupnummer?

Rammehistorien med dusørjægeren er ok, men efter min mening nok filmens svageste del. Ikke så meget begyndelsen som slutningen, hvor jeg synes, det hele kammer lidt over.  Til gengæld synes jeg, at John Harrison får skabt en utrolig intens stemning i historien om det hjemsøgte hus. Her udfolder han historien sig bid for bid, for så ind i mellem at ryste posen lidt så fokus og forståelse bliver vendt på hovedet. Langt størsteparten af filmen sad jeg med hjertet lidt oppe i halsen og sørgede for at holde hænder og fødder inde under tæppet, og så er det jo ikke helt galt.

Instruktør: John Harrison
Udgivelsesår: 2009