marts 2017
M T O T F L S
« feb    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘hjemsøgte steder’

No Good Deed

No Good DeedDe to betjente, Mark og Ben, er på vej hjem efter en våd bytur, da de pludselig opdager, at fordøren til et mørkt hus står åben. Ben er ikke i tvivl om, at der må være et indbrud i gang, og overtaler Mark til at følge med ind for at stoppe det. Men inde i huset er noget helt forkert, og snart står Mark overfor et valg – vil han flygte eller blive?

Jeg må jo nok indrømme, at jeg generelt ser alt for få kortfilm. Jeg holder ellers meget af noveller, så kortfilm burde lige være min kop te, og alligevel får jeg sjældent taget mig sammen til at se en. Men heldigvis tog jeg mig sammen til at se “No Good Deed”, som viste sig at være en fin lille perle.

“No Good Deed” er fra 2012 og er instrueret af Sohail A. Hassan. Den kan ses på Ekko Films shortlist, men er også at finde på dvd’en “Supernatural Tales“, der udover Sohail A. Hassans bidrag, indeholder 15 andre nye danske horrorfilm, der alle medvirkede i MovieBattle-konkurrencen på CPH PIX 2012 under temaet ‘Supernatural Horror’. Vinderen blev filmen “Outpost” instrueret af Esben Halfdan Blaakilde, men “No Good Deed” er bestemt også værd at se.

Med få virkemidler skaber Sohail A. Hassan hurtigt en intens stemning. De to betjente spilles godt af Danny Thykær og Daniell Edwards, og selvom der tales engelsk, virker det naturligt. Plottet har en fin drejning, og jeg kunne særligt godt lide Hassans “fyrtårns-idé”. Der er også arbejdet udmærket med special effects, og selvom actionscenen i kælderen naturligvis ikke er ligeså professionel som Hollywood, så var der både underholdende og vellykkede scener.

På minus-siden synes jeg, at den uhyggelige baggrundsmusik til tider var lige i overkanten, og at dialogerne ind i mellem var lidt langtrukne. De småting er dog ikke nok til at trække ned i det samlede billede, så en anbefaling af “No Good Deed” herfra.

Læs mere på Pure Fiction

Se flere kortfilm på Ekko Shortlist

Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg

Mørket venter

Nervepirrende og smuk fortælling om to søstre og et hjemsøgt hus.

Søstrene Elsa og Frederikke er blevet adopteret, efter at deres mor er død, og deres far sidder i fængsel. Men de trives ikke i parcelhus-idyllen, og under en sammenkomst stikker de af og tager ud i den nærliggende skov for at finde et forladt hus, som Elsa har hørt historier om i skolen. Men huset gemmer på en hemmelighed, og pludselig er Elsa forsvundet.

På svensk er titlen Hungerhuset, og huset, som danner baggrund for historien, er nærmest en karakter i sig selv. Mørket venter er dog langt mere end en uhyggelig historie om et hjemsøgt hus. Det er også en meget stemningsfuld fortælling om kærlighed, både mellem søstre og børn/forældre.

Loka Kanarp har illustreret historien som fortælles gennem fine, kontrastrige tegninger holdt i sorte, hvide og gullige nuancer. Stregen er præcis, og trods tegningernes tilsyneladende enkle udtryk rummer hvert billede stor dybde, der udtrykker langt mere end ordene i taleboblerne.

For mig er det særligt billedernes intensitet, der gør historien så nervepirrende og smuk. De nærmest naive billeder og den tilsyneladende enkle handling gemmer nemlig på langt flere lag, end øjet umiddelbart ser. Der er både mørke og sorg, kærlighed og håb gemt i stregerne.

Mørket venter er ægteparret Kanarp og Edenborgs første tegneserie sammen, og da resultatet er blevet så godt, er de nu i gang med en graphic novel inspireret af Dostojevskij om terrorisme i det 19. århundrede. Den håber jeg også, at vi får på dansk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Damgaard, 125 sider

Se mere på forlaget Damgaards hjemmeside

Besøg Loka Kanarps blog

An American Haunting (2005)

An American HauntingAn American Haunting begynder i nutiden. Elisabeth er netop blevet skilt og er sammen med sin teenagedatter flyttet ind i et gammelt hus. Her finder datteren en dagbog fra midten af 1800-tallet, som Elisabeth begynder at læse. Dagbogen beretter om The Bell Witch, og om de grufulde hændelser der udspillede sig i huset for omkring 200 år siden.

Herefter springer filmen tilbage i tiden, hvor vi møder John Bell (Donald Sutherland), som bor sammen med sin hustru (Sissy Spacek) og deres to børn John og Betsy. John er blevet viklet ind i en dårlig ejendomshandel med sin nabo – og påståede heks – Kathe Batts. Selvom Kathe vinder i retten, nedkalder hun en forbandelse over John – og over hans yndling, datteren Betsy.

Nu starter et mareridt for familien. Især Betsy udsættes for hjemsøgelsen af et ondt væsen, der udover at give hende mareridt også fysisk mishandler hende. Familien søger hjælp hos både præst og skolelæreren, men lige lidt hjælper det. Og mens Betsy plages, bliver John mere og mere syg. Men hvad er det væsenet vil?

Filmen slutter tilbage i nutiden, hvor fortidens synder måske er ved at blive gentaget.

Ifølge Classic-Horror.com afviger filmen fra legenden i forklaringen på hjemsøgelsen. Jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på den, udover at sige at jeg ikke fandt den voldsomt overraskende. I det hele taget var jeg ikke så imponeret over An American Haunting, som bygger på Brent Monahans bog The Bell Witch: An American Haunting om den veldokumenterede hjemsøgelse af Bell familien fra Red River, Tennessee mellem 1817 og 1821.

Der er gode takter i An American Haunting, f.eks. er Donald Sutherland jo altid værd at se. Men for mig kammer historien lidt for meget over i scener med Betsy, som ryster i sengen og ser mærkelige syner, uden at der sker en egentlig udvikling. Slutningen trækker desværre også ned for mig, da den hverken overrasker eller skræmmer. Derudover er Rachel Hurd-Wood også sat på en nærmest umulig opgave som Betsy. For Ashley Bells præstation i The Last Exorcism, hvor hun spiller den besatte Nell, er ikke nem for andre skuespillere at efterfølge.

Alt i alt en lidt trist affære som Classic-Horror.com slutter sin omtale af således: “Beyond those two performances though, the film slides  downhill quickly. The weak attempt to jam this narrative into a contemporary  context never works because not enough time is devoted to the modern family.  When the film resorts back to their problems, we’ve already forgotten them and  their relevance Perhaps most importantly, the ghost and its conjurer, the  neighbor-witch, are never developed as characters either. We know virtually  nothing about this woman and her magical ability to conjure ghosts, but we  should, since she is essentially the catalyst of the horror. We also know very  little about the ghost and rarely ever see it. Subsequently, this ghost was one  of the least terrifying I’ve seen in awhile. About 90% of the film unfolded  like a grammar school fright fest: no real character development, no real plot,  etc…just an excuse to show off some pretentious camerawork to hopefully scare  people.”

Om filmen:

Instruktør: Courtney Solomon
Udgivelsesår: 2005

 

The Woman in Black (1989)

The Woman in Black, 1989Jeg må jo erkende, at jeg slet ikke var klar over, at The Woman in Black var blevet filmatiseret før 2012-udgaven. Heldigvis har jeg en god kollega, som kendte denne tv-filmatisering og kunne låne mig den, og trods dens mere teater-agtige filmatisering så var den klart en god oplevelse at se den.

Den unge sagfører Arthur Kidd må noget mod sin vilje tage til den lille by Crythin for at ordne boet efter enken Alice Drablow, der netop er død. Mrs. Drablow havde ingen familie og holdt sig for sig selv, og til begravelsen deltager kun Arthur og den lokale sagfører Mr. Pepperell. Eller dvs. Arthur ser også en sortklædt kvinde i kirken, men da han nævner hende for Pepperell bliver denne næsten helt hysterisk.

Kidd slår sig ned i den lokale kro, og herfra kører han med kusken Keckwick ud til enkens hus, der er beliggende på en lille ø ude i marsken, som der kun er adgang til under lavvande. I huset finder han et væld af gamle papirer, som han skal sortere, men han ser også den sortklædte kvinde igen. Og denne gang er der ingen tvivl om, at hun vil ham noget ondt.

Ved aftentide da Keckwick skal hente ham, hører han en rædselsfuld ulykke i tågen. Han er sikker på, at Keckwick er druknet, men da denne uanfægtet dukker op kort efter, går det op for Kidd, at han har hørt et ekko af fortidens begivenheder. Kidd beslutter sig for at holde ud, men langsomt sniger angsten sig ind på ham. Hvad er der sket i huset? Hvem er kvinden i sort? Og hvorfor nægter landsbyboerne at tale om hende?

Tv-udgaven af The Woman in Black følger et langt stykke hen ad vejen Susan Hills roman, men især i slutningen lader instruktør Herbert Wise historien udvikle sig i en anderledes retning – en rigtig grum og vellykket retning!

Man mærker selvfølgelig, at filmen er mere end 20 år gammel. Tempoet er adstadigt, og kameraet er meget mere stationært, end vi er vant til i moderne film, og scenerne kan derfor godt føles lidt teateragtige. Underlægningsmusikken er også meget bastant, men i det store hele følte jeg det slet ikke som et problem undervejs. Jeg blev opslugt af historien og levede mig helt ind i filmens univers, som jo også foregår omkring sidste århundredskifte, og derfor ikke mangler nutidens hurtige klipning m.m.

Filmen lever især på sin isnende stemning, som langsomt kryber ind på seeren. Pauline Moran, som spiller kvinden i sort, brænder fuldstændigt igennem på skærmen. Uden at hun ytrer et eneste ord, tvinges ens øjne hen på hende, hver gang hun er med i en scene. Hendes blik emmer af had, og man er helt overbevist om, at Kidd er i alvorlig fare undervejs. Også Adrian Rawlins, der spiller Kidd, bør dog fremhæves, idet han bærer store dele af filmen i alene-scener, hvor hans intensitet tydeligt skinner igennem.

Jeg kan klart anbefale også denne udgave af The Woman in Black, som The Terror Trap kalder: “a stunning example of terror firmly founded on solid performances, carefully constructed atmosphere and chilling imagery.”

Om filmen:

Instruktør: Herbert Wise
Udgivelsesår: 1989
Bygger på romanen af Susan Hill af samme navn.

Se filmen

The Woman in Black (2012)

The Woman in BlackThe Woman in Black er en film, jeg har været ret nervøs for at se. Dels fordi jeg var så begejstret for Susan Hills bog, og dels fordi hovedrollen som advokaten Arthur Kipps spilles af Daniel Radcliffe alias Harry Potter. Men jeg havde ingen grund til bekymring. Radcliffe er fuldt ud overbevisende, og instruktør James Watkins har formået at lave sin egen kunstneriske version af Hills historie, som både yder originalen ret, men samtidig er sin helt egen.

Under fødslen af deres dreng dør advokaten Arthur Kipps hustru. Sorgen gør det svært for Kipps at fortsætte – både jobmæssigt og som far, og da filmen starter, er han blevet kaldt til samtale hos sin chef som giver ham en sidste chance. Tag til den lille by Cryphin Gifford og opgør boet af den nu afdøde Mrs. Drablow.

Det lyder umiddelbart simpelt, men da Kipps når byen, er ingen villige til at tale med ham. Han kan ikke få et værelse på kroen, og han har besvær med at få transport ud til Eel Marsh House, hvor Mrs. Drablow boede, og som ligger på en lille ø, der kun er tilgængelig ved lavvande. Og endnu mere mærkeligt er det, at beboerne af al magt forsøger at forhindre Kipps i at se deres børn. Kun tilflytteren, den rige Mr. Daily, lader til at ville hjælpe Kipps, og med hans assistance får Kipps taget hul på opgaven.

Han har ikke været længe i huset, før han opdager en besynderligt trist udseende kvinde, som tilsyneladende bor på øen. Og da han nævner hendes tilstedeværelse i byen, løber tingene helt af sporet.

Som sagt får vi James Watkins historie, og det betyder, at flere træk fra bogen er helt anderledes. F.eks. er Susan Hills Kipps forlovet og tager jobbet for at få råd til at gifte sig, mens Watkins Kipps er en sørgmodig enkemand. Ligeledes er også slutningen anderledes, og det klæder absolut Watkins udgave, at han tør gøre, som han gør. Og så er jeg som før nævnt meget positiv overrasket over Radcliffe, som trods sin unge alder (født 1989) formår at give sin figur en sørgmodig tyngde, der er ganske overbevisende.

Visuelt er The Woman in Black er holdt i mørke toner, og lydsiden er en solid medspiller i at underbygge den gotiske stemning. Gotik emmer også selve Eel Marsh House af, som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: ”The house is a masterpiece of production design, crumbling, forlorn, filled with the faded and jumbled Victorian possessions of doomed lifetimes”.

Ebert er ikke ligeså overbevist som jeg over Radcliffes præstation, men slutter dog sin anmeldelse af med ordene: “The movie nevertheless is effective, because director James Watkins knows it isn’t a character study. His haunted house is the star. The illnesses of local children provide ominous portents. Daily’s wife balances precariously on the edge of madness. And there is a most satisfactory scene at a railroad station that might have had Daniel Radcliffe wondering if he will ever, in his career, take a routine rail journey.”

Jeg kan under alle omstændigheder godt anbefale The Woman in Black, såvel til dem der holder af romanen, og til dem der ikke har læst den.

Om filmen:

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2012
Filmatisering af Susan Hill “The woman in black” fra 1983.

Red Eye

Red EyeFor flere år siden forulykkede et tog, hvor flere hundrede passagerer blev dræbt. Vognene blev restaureret og sat i drift igen, men nu er det togets sidste tur, før ruten nedlægges.

Ombord er togstewardessen Oh Mi-sun, som lige er startet – og faktisk har byttet sig til vagten, selvom det er hendes fødselsdag. Allerede kort efter togets afgang begynder hun at opleve sære ting. Hun ser mennesker og begivenheder, som udspillede sig på turen, hvor katastrofen skete, og det går langsomt op for hende, at tiden imellem de to begivenheder er smeltet sammen, og at toget nu er på vej til at gentage ulykken.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af Red Eye, som dog teknisk set er ganske vellykket med flotte visuelle sekvenser, når spøgelsestoget og det nutidige tog smelter sammen. Til gengæld er plottet fuld af usandsynligt mange tilfældigheder, og personerne forbliver ret uinteressante. Der dør nogen undervejs, men det bliver aldrig rigtig interessant hvem og hvorfor.

Beyondhollywood.com skriver i deres anmeldelse: “As another entry into the ever-growing list of Asian horror films about vengeful female ghosts and a blank slate leading lady going through the motions of discovering the past so she can resolve the present and save the future (the basic template of many Asian ghost stories since “Ringu”), “Red Eye” is ultimately a middling effort. It’s not overly horrible, but it’s not really all that good, either. If you’ve never seen an Asian horror film in your life, or any of the recent spate of American remakes, then I suppose “Red Eye” may be worth the price of a video rental. Then again, considering the film’s overall pedestrian qualities, waiting for the free TV broadcast might be a better deal.”

Mens Korean Grindhouse opsummerer filmen således: “If nightmare-causing moments are what you’re after, most Korean fright flicks are bound to disappoint. Look at Redeye, Kim Dong-bin’s moody spookshow about a phantom train on which deceased passengers share berth-space with the living. It’s got plenty of horror movie mainstays: the rainstorm, flickering lights, fog, cobwebs, a random spider, a music box, and an affectless child who likes to draw in red. It’s also got some second-tier dependables like dirty mirrors, a late victim’s cell phone, a possessed wig, a camera that sees ghosts, and a pair of shiny scissors used repeatedly as a weapon. As a catalogue of creepiness, Redeye is respectable stuff. As a journey into your darkest fears, however, it’s more a conundrum. As the runaway train careens towards a terminal of the dead, the heroine (snack bar servant and daughter of the dead engineer) sleepwalks from one disaster to the next. Ghosts may come and go; she may scream and faint. But the dreamlike world isn’t terrifying so much as its surreal. That’s not a complaint. K-horror often feels like a strange, off-kilter parallel universe. Like many unconscious psychic trips, it’s filled with symbols and a cast of characters who rarely ask why anything is happening.”

Retfærdigvis skal den mere positive omtale fra Asian Cinema også nævnes: “It’s not terribly original, most of it we’ve seen before, but there’re enough cool little details and inventive moments to call this a success. The train setting alone is enough to make the film feel a little different and fresh. When the real world and the ghost world are brought together and the darkness starts to spread through the train, we get some very effective creepy moments. The shadows come alive, things are crawling around on the walls, and there’s the sound of crying. Like I said, it’s not new, but it works.”

Samme år udkom iøvrigt endnu en film med titlen Red Eye instrueret af Wes Craven. Denne foregår i et fly, men om der er nogen forbindelse imellem de to film, ved jeg desværre ikke.

Om Red Eye:

Instruktør: Dong-bin Kim
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Redeu-ai

Don’t Be Afraid of the Dark

Don't Be Afraid of the DarkI 1973 så Guillermo Del Toro filmen Don’t Be Afraid of the Dark i tv, og det var en af de mest uhyggelige film, han nogen sinde havde set. Så stort et indtryk gjorde den, at han i 2010 producerede og skrev manuskript til en genindspilning med samme titel.

Pigen Sally flytter efter forældrenes skilsmisse modvilligt hjem til faren, en anerkendt arkitekt, som sammen med sin nye kæreste Kim er ved at istandsætte huset efter kunstneren og forfatteren Emerson Blackwood. Her opdager Sally en gammel kælder, som har ligget urørt hen de sidste mange år. I kælderen er en aflukket skakt, og herfra synes Sally at høre stemmer. Det lykkes hende at få åbnet skakten for at undersøge sagen nærmere, men noget, som har været skjult i mørket i mange mange år, dukker nu op og kræver et offer …

På nogen måder er Don’t Be Afraid of the Dark både vellykket og underholdende. Filmen spiller på de gammelkendte mareridt fra barndommen – noget der lurer i mørket under sengen; mærkelige ukendte lyde; og frustrationen når ingen tror på hvad man siger som barn.

Plottet er rimeligt sammenhængende, skuespillet helt ok, og CGI effects bærer Guillermos kendte fingeraftryk. Særligt nytænkende er den dog ikke, så derfor vil det garvede horror-publikum formentlig ikke få det store sus ud af den, mens det knap så genre-kendte publikum formentlig vil hygge sig vældigt i selskab med pigen Sally og hendes “små venner”.

Best-Horror-Movies.com skriver om filmen: “Overall Don’t Be Afraid of the Dark is a very good film with great performances and expert effects. The horror is a tad tame for fear junkies due to the lack of unseen or unknown, but the nightmare quotient is certainly too high for young 2children. This is a big production with a modest budget that is just as one would expect from Guillermo del Toro. If only it was a little scarier.”

Om Don’t Be Afraid of the Dark:

Instruktør: Troy Nixey
Udgivelsesår: 2010

Besøg filmens hjemmeside

Dark matter af Michelle Paver

Dark Matter af Michelle PaverDet er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse Dark Matter af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken Slægten på Jamaica, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – Dark Matter er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale Dark Matter. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

Dark Matter er pt. ikke oversat til dansk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Orion, 243 sider

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg Michelle Pavers hjemmeside

Kvinden i sort af Susan Hill

Kvinden i sortJeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman Kvinden i sort. Romanen blev oprindelig er skrevet i 1983, men kunne ligeså vel være skrevet i 1883. Og det er ment positivt.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford. Her skal han opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford. En ø der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde. Da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse. Han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end Kvinden i sort, som også er blevet filmatiseret af James Watkins (Eden Lake) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe – i hovedrollen som Arthur Kipps, samt til tv i 1989.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen & Henrik Einspor

PorcelænsdukkenHer på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet. Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.

De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.

Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien i Porcelænsdukken føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.

Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
– Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
– Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
– Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
– Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh