november 2019
M Ti O To F L S
« okt    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘hjemsøgte steder’

Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker

Den dobbelte grav af Benni BødkerGenfærd, blodsugere, gravrøvere og et sunket slaveskib er blandt ingredienserne i Benni Bødkers rædselssymfoni for gyserentusiaster fra +10 år

Den dobbelte grav indeholder 13 noveller af Benni Bødker og er fyldt med de fedeste illustrationer af David Mikkelsen.

Jeg er ret gammeldags, når det gælder bøger. Jeg kan sagtens læse ebøger, og kan også se det smarte i at man hurtigt og billigt kan købe spændende bøger fra nærmest hele verden. Men personligt holder jeg mest af at få en papirbog i hånden. Når den så er i lækkert layout, og indholdet ligeledes er godt – jamen, så bliver min verden ikke meget bedre.

Og Den dobbelte grav er flot. Bogen har stift bind og er trykt på kraftigt papir. Layoutet er gennemført med flotte knogle-vignetter i starten af hvert kapitel, og en illustration hvid på sort afslutter hver fortælling og understreger den uhyggelige stemning. Når man køber bogen, får man desuden en vinylplade af metalbandet Undergang med, som indeholder to sange inspireret af bogen. Sangen kan også streames på Undergangs hjemmeside.

De 13 noveller er en blanding af fortællinger fra gamle dage og fra nutiden. Flere af historierne har tråde til historiske emner eller myter og sagn. Eksempelvis udspiller novellen ‘De grædende børn’ sig i nutidens Spanien, men trækker tråde til den spanske borgerkrig og Francos diktatur. Mens novellen ‘Den blodige legion’ tager udgangspunkt i den fransk-preussiske krig 1870-71.

Benni Bødker skriver ikke ned til sine læsere, men er god til at forklare undervejs, for eksempel om lygtemændene i ‘I nat dør vi’: “Folk her omkring siger, at på heden hærger lygtemændene. Vover man sig ud en mørk aften som nu, kan man se de flakkende lys. Det er de dødes genfærd, der lyser op og forsøger at lokke vejfarende til sig. Lokke dem med sig så langt ud på heden, at de ikke længere kan finde hjem. Eller ud i den bundløse mose. Sådan lyder historierne. Lygtemændene varsler død, og det er bedst at holde sig på lang afstand af dem.” (side 44)

Nogle af novellerne har tidligere været udgivet i serien 666, der beskrives som “[…] klassiske, letlæste gysere, inspireret af virkelige begivenheder […]“. Blandt dem er ‘En af os’, der handler om Johan, som har fået en idé til at slippe af med rødderne, der forfølger ham. I første omgang er idéen en succes, men siden viser den sig at være et tveægget sværd.

Historierne i Den dobbelte grav er grumme, overraskende og uden garanti for lykkelige slutninger. Målgruppen er måske nok børn som holder af stemningsfulde gys, men voksne kan såmænd også sagtens læse med. Jeg var i hvert fald godt underholdt af de stemningsfulde fortællinger, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Benni Bødker er i øvrigt snart aktuel med Grimm II, hvor han sammen med Kenneth Bøgh Andersen genfortæller 10 eventyr af brødrene Grimm. Ligesom første bind bliver bogen illustreret af John Kenn Mortensen, og jeg glæder mig allerede.

Tak til forlaget Corto som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Besøg Benni Bødkers hjemmeside.

Om Den dobbelte grav og andre rædsler:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Corto, 190 sider
Omslag og illustrationer: David Mikkelsen

Indhold:

Den dobbelte grav
En af os (tidligere udgivet som Krageklippen i serien ‘666’)
I nat dør vi (tidligere udgivet som Lygtemænd i serien ‘666’)
Elsket og savnet
50 sjæle (tidligere udgivet som Hvil i Helvede i serien ‘666’)
Skibskisten
Til døden os skiller
De grædende børn (tidligere udgivet som De grædende i serien ‘666’)
Vrykoloka (tidligere udgivet som Ulvene fra Konstantinopel i serien ‘666’)
De blinde døde (tidligere udgivet som Blod til Baphometh i serien ‘666’)
Den blodige legion (tidligere udgivet som Genfærdslegionen i serien ‘666’)
Lad deres knogler synge (tidligere udgivet som Den hornede i serien ‘666’)
Den dobbelte grav

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Søvn og torne af Neil Gaiman
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
Midnatstimen af Dennis Jürgensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Etatsråden af Arne Munk

Etatsråden af Arne MunkJeg-fortælleren er modvilligt flyttet til Vestjylland på sin hustrus Tove foranledning. Hun faldt pladask for et gammelt hus, langt fra naboerne og tæt på skoven, og nu har ægteparret lejet huset med deres tre børn og er flyttet ind. Men det varer ikke længe, før fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Blandt andet ser han jævnligt en ældre herre med et ødelagt ansigt iklædt tøj fra en anden periode.

Manden viser sig at være husets tidligere ejer, etatsråd Magnus Andersen, der har været død i mange år. Om etatsråden går der mange historier på egnen. Han var københavner, men opkøbte store arealer land i Vestjylland, ligesom han var drivkraften bag veje og privatbaner. Han stod selv bag byggeriet af huset og anlagde ligeledes selv søen, som han fyldte med frøer. Dog boede han kun i huset fra begyndelsen af maj og indtil sommeren satte ind. Resten af tiden var huset lukket af. Og sikke et hus:

“Et ejendommeligt hus, slog det mig. Det havde været arkitekten eller bygherren magtpåliggende, at verdenshjørnerne skulle repræsenteres så rigeligt som gørligt og muligt. Øverst oppe under taget havde man ligefrem tårnfornemmelser. Fire nicher med vinduer mod nord, syd, øst og vest. Rummet var lavt og levnede ingen voksen mand ståhøjde. Midt i stod en plysstol på en drejeskive. Uden nævneværdig kraftanstrengelse kunne man snurre hele kompasset rundt og således gardere sig mod enhver overraskelse udefra.

Mod vest kunne man følge trafikken over dæmningen. Mod syd færdselen ad landevejen. Mod nord havde man udsigt til skoven og engdraget, og mod øst lå de åbne marker med spredte bevoksninger. Enhver fremtrængende fjende ville blive observeret, før han kunne slå til. Søen, dæmningen, stigbordet og træbroen over udløbet støttede borg- og voldgravsfornemmelserne. Etatsråden ville åbenbart ikke overraskes, eller ønskede han blot som en majestæt at trone over sit udstrakte rige? I forbindelse med ham knyttede det ene uløste spørgsmål sig til det andet. Overalt efterlod han sig gåder.” (side 13)

Mens Tove intet mærker til etatsrådens tilstedeværelse, bliver fortælleren mere og mere påvirket. Og så begynder børnene også at opleve noget …

At læse Etatsråden er lidt som at samle et puslespil. Hver brik tilføjer noget til det store billede, men overblikket kommer først allersidst. Jeg synes personligt godt om historien, men den falder ikke nødvendigvis i alles smag. Sproget er til tider noget gammeldags konstrueret, så man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Ligeledes er der mange spørgsmål, vi ikke fuldt får besvaret. Jeg ville gerne vide meget mere om etatsrådens liv, f.eks. hvorfor han kun boede i huset i perioder, og hvorfor det blev bygget som en fæstning? Endelig er det ind i mellem svært at skelne mellem fortællerens drømme, og det han oplever i vågen tilstand. Sidstnævnte er formentlig bevidst fra forfatterens side, men virker lidt forvirrende under læsningen.

Når jeg alligevel synes godt om Etatsråden, er det fordi, den ganske simpelt virker. Som læser følger vi fortællerens langsomme opløsning, mens han opsluges af fortidens syner. Efterhånden som han sætter sig ind i etatsrådens liv, bliver han mere og mere tiltrukket af naturen, som før efterlod ham ligegyldig. Og han udvikler en stor sympati for husets tidligere ejer, som han tillægger en masse gode egenskaber. Samtidig falder hans ægteskab fra hinanden, for Tove kan ikke acceptere fortællerens optagethed af ‘det overnaturlige’. Eller er det fortælleren som ikke kan acceptere Toves syn på livet?

På nogle måder minder Etatsråden mig om The Haunting of Hill House af Shirley Jackson. Her er samme dystre stemning, og samme tvivl om vi overhovedet kan stole på fortællerstemmen. Her er mareridtsagtige skildringer af omgivelserne, og derudover er her pludselige voldsomheder, hvor etatsrådens karakter i glimt afsløres. For mig samler det hele sig til en fascinerende og sært skræmmende historie, som absolut kan anbefales. Men den kræver som sagt, at man giver sig tiden til den.

Om Etatsråden:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Sesam, 140 sider
Omslag: Bente Polano

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Hundene af Allan Stratton
Forglemmigej af Teddy Vork

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eigthy years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (side 3)

Da John Montague, doktor i filosofi og antropologi, lejer Hill House af familien Sanderson for en kortere periode, er hans formål at undersøge det videnskabeligt for overnaturlige fænomener. Til det har han brug for hjælpere med visse evner.

Mere eller mindre tilfældigt ender han med Luke Sanderson (familien vil kun leje huset ud til Montague, hvis den kommende arving er til stede), Eleanor Vance og Theodora. De to sidstnævnte har begge vist talent indenfor parapsykologi, uden dog selv at have bidt mærke i det.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Eleanor Vance, en forsigtig 32-årig kvinde, der hele sit voksne liv har passet sin syge mor i hjemmet. For få måneder siden døde moren, og turen til Hill House er første gang, Eleanore gør noget for sig selv.

Men Hill House er, som de indledende linjer indikerer, ikke et hus som alle andre. Allerede før gruppen er trådt indenfor dørene, rammes de af følelsen af noget forkert. Huset er mørkt og labyrintisk med proportioner der snyder øjne og hjerne, og Montagues håb om at kunne dokumenterer paranormale hændelser opfyldes snart.

Umiddelbart sker her ikke så meget. Ingen spøgelser gemmer sig under sengen, og der sker ikke de voldsomme begivenheder personerne imellem. Og så alligevel. For der er ingen tvivl om, at huset rummer noget. Det er umuligt at holde døre og vinduer åbne. Indgangen til børneværelset føles iskold. Og stemningen mellem personerne i huset udvikler sig mere og mere anspændt. Særligt Eleanore mærker huset. Hendes lave selvværd gør hende til et oplagt mål, og snart føler hun, at de andre er imod hende.

The Haunting of Hill House er skræmmende som ind i … Lige fra husets urovækkende atmosfære hvor vi mere fornemmer end ser begivenhederne personerne udsættes for. Vi hører om de frygtelige bankelyde om natten, men får ingen forklaring. Det får vi heller ikke på den umiddelbart idylliske picknic-scene, som Eleanore og Theodora flygter fra under en gåtur på grunden. Det er heller ingen forklaring på, hvorfor Dudley-parret, som passer huset, aldrig er der efter mørkets frembrud. Eller hvorfor Eleanore bliver skræmt fra vid og sans, da hun forsøger at gå ind i biblioteket.

Kelley McBride skriver i en artikel om Shirley Jackson

Thus, the haunted house is a perfect microcosm of interior struggle: as Hill House progresses Eleanor further identifies with the house, and each subsequent haunting appears as though her subconscious is acting out via the supernatural […] The idea of environments mirroring the interior lives of the principal characters has been a staple of the Gothic genre since its inception: we are accustomed to reading stories about houses as ground zero for supernatural activity. However, one facet that differs in Jackson’s work is that the ghosts (if indeed there are ghosts) never make a guest appearance. This is significant compared to other Gothic classics, such as The Castle of Otranto, where we finally are given the insight that the hauntings are coming from a supernatural, yet external force. Hill House, by contrast only has the trappings of a haunting, yet no discernible spooks are given.”

For mig er det evnen til at fortælle så meget imellem linjerne, der gør Shirley Jackson så interessant. Hun bruger gotikkens virkemidler i en moderne kontekst og får fortalt meget om mennesket og vores sårbare psyke. Hendes stil er blevet beskrevet som “en elpære, der lyser et ubehageligt, mørklagt rum op i insisterende glimt“. Vi når at se det rædselsfulde, men får ingen forklaring. Og når det endelig afsløres, hvad der gemmer sig i mørket, er det for sent.

Shirley Jackson skrev The Haunting of Hill House i 1959, og i 1963 kom den første filmatisering med titlen The Haunting instrueret af Robert Wiese. En i mine øjne helt igennem fremragende film, der stadig formår at få mig helt ud på kanten af sædet trods sine mere end 55 år på bagen. I 1999 kom endnu en filmatisering ligeledes kaldet The Haunting, denne gang instrueret af Jan de Bont med navne som Liam Neeson, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Owen Wilson på rollelisten, men en langt ringere film.

Endelig har Netflix produceret en tv-serie i 2018 The Haunting of Hill House, der er inspireret af Jacksons roman. Handlingen følger ikke romanens, men stemningen rammer lige i plet med sin dystre og uigennemskuelige atmosfære.

Bogen er ikke pt. oversat til dansk.

Læs artiklen: The Legacy of Hill House: haunted spaces in Shirley Jackson’s novels

Om The Haunting of Hill House:

Udgivelsesår: 2018 (1959)
Forlag: Penguin Random House, 246 sider

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Dark matter af Michelle Paver
Thornhill af Pam Smy
Lille fremmede af Sarah Waters

Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup

Frygt Fabrik Fælde af Steen LangstrupEn forladt fabrik. En gruppe Urban Explorers. En ambitiøs fabrikant. En familiehemmelighed. En varm sommerdag, der forvandles til et rædselsvækkende mareridt …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet! Jeg har tidligere omtalt Episode 1 – Et glemt sted husker som udkom d. 7. september, men nu udgives alle ti episoder samlet i papirform og i et lækkert og gennemarbejdet layout.

Gustav og Alex startede for 7 år siden Metropol Urban Explorers. En gruppe, der udforsker forladte steder, og steder der normalt ikke er adgang til. Denne fredag har de sagt ja til at tage nogle udenforstående med på en tur til en nedlagt metalvarefabrik. Udover dem selv består gruppen af Gustavs kæreste Natja, Alex’ nabo Agnete og et fotohold bestående af fotografen Fiona, assistenten Sascha og modellen David.

En solskinsfyldt fredag går gruppen ind gennem porten til H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik. Fotoholdet finder hurtigt en location i selve fabriksbygningen, mens resten begynder at udforske en af lagerbygningerne. De har dog ikke været der ret længe, før Agnete (selv-erklæret clairvoyant) fornemmer tilstedeværelsen af noget. De andre afviser hende og fortsætter udforskningen, der fører dem til toppen af lagerbygningen – hvor Natja pludselig forsvinder sporløst.

Imens har fotoholdet travlt med at få deres billeder i kassen. Men også her bliver fornemmelsen af fare mere og mere overhængende. Sascha, som lider af PTSD efter en episode fra hendes tid som nødhjælpsarbejder, fornemmer stemmer overalt omkring dem, og er der ikke også noget mærkeligt med skyggerne? Og så dør alle deres batterier.

Natjas forsvinden bringer de to grupper sammen igen, og nu er spørgsmålet, hvad de skal gøre. Skal de blive på fabrikken og lede efter Natja? Eller skal de forsøge at komme ud af fabrikken og tilkalde hjælp?

Sideløbende med gruppens prøvelser på fabrikken hører vi historien om fabrikant Theodor Marinus Wilchen-Harbroe. Tilbage i 1917 har han store planer. Han har i flere år rejst rundt i alverdens afkroge for at indsamle åndelige og religiøse objekter, og nu vil han oprette Theodor Wilchen-Harbroes Okkulte Museum. Ikke fordi han tror på åndeverdenen, men netop for at bevare den naive overtro før civilisationens lys overskinner alt.

Forsøget på at lave sin private samling om til et museum møder dog ikke den store støtte. Til gengæld opdager fabrikanten en hemmelighed under fabrikken, der sætter ham i stand til at gøre næsten alt, hvad han ønsker. Og prisen – ja, den er han villig til at betale.

Steen Langstrup er altid værd at læse, men med Frygt Fabrik Fælde er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og det mestrer han som få. Ikke mange skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Selvom sproget er letlæst, skaber han alligevel tydelige billeder på læserens nethinde, så det føles, som ser man en film.

Ved at krydsklippe mellem personer og tider øges suspensen konstant. Hvert afsnit afsluttes nærmest med en cliffhanger, som lokker læseren til at fortsætte, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vente en uge mellem hver episode, men havde muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde i én køre. Når det er sagt, synes jeg dog godt om idéen med at udgive historien som en serie, for den måde at læse på giver mindelser om fornøjelsen ved at se The Twilight Zone og andre uhyggelige tv-serier i min barndom og ungdom.

Frygt Fabrik Fælde er en elementært spændende historie om nysgerrighed, begær, ambitioner og frygt. Om mennesker der træffer valg, og om urgammel ondskab der altid er klar til at træde frem. Langstrup har mange bolde i luften undervejs, hvor vi springer mellem nutiden og de mange tilbageblik til 1917, 1944, for en uge siden m.m. Vi hører om explorer-gruppens fortid, om fabrikanten og hans familie; om irriterende strømsvigt der hjemsøger fabrikken både før og nu; om en ung kvinde der tortureres i en kælder; om stumfilmstjernen Asta Nielsen som medie osv. Men på intet tidspunkt følte jeg mig usikker på handlingen, og Langstrup samler sikkert alle trådene, efterhånden som historien skrider frem, og binder en tilfredsstillende – og overraskende – sløjfe til slut.

Hvis du holder af atmosfærefyldt, nervepirrende uhygge, hvor ondskaben gemmer sig i skyggerne, og kulden langsomt kryber ud af bogens sider og ind i din stue, så er Frygt Fabrik Fælde ikke til at komme udenom. Steen Langstrup serverer her en isnende ond fortælling, man ikke slipper igen lige med det samme.

“Mørket er levende. Det rummer kræfter, en sugende modbydelig magnetisme. Agnete sidder på gulvet i lagerhallen. Benene skælver mod hendes bryst. Tårer løber ned ad hendes kinder. Over hende trommer regnen mod taget som salver fra maskingevær.
“Det skulle slet ikke regne i aften,” hører hun Sascha hviske. David brummer, tysser på hende. “Nogle gange tager meteorologerne fejl.”
De sidder også på gulvet. En lille meter fra hende. Hun kan kun ane dem i mørket, der nu er tæt. Snart vil hun slet ikke kunne se noget længere. Mørket tager over. “Det styrer vejret,” siger hun og ville ønske, hendes stemme ikke knækkede over.
“Det?” siger David stille. Agnete tørrer tårerne af sine kinder med ærmet. “Jeg ved ikke, hvad ‘det’ er. Men det er i mørket omkring os. Jeg kan mærke det.”
David sukker. Hun kan mærke ham i mørket, selvom han sidder på den anden side af Sascha. Hun kan mærke ham, hans irritation, hans modvilje mod hende.
“Jeg var udsendt for en nødhjælpsorganisation engang,” siger Sascha stille. “Jeg oplevede ting.” Hun tier en stund. Agnete kan fornemme hende skælve i mørket. “Der er noget ved dette sted, der får de ting til at komme tilbage. Jeg …” Hun snapper efter vejret. “Jeg hører ting, der ikke er her. Hviskende stemmer. Stemmer fra dengang. Jeg ser ting. Døde kvinder smidt i bunker som affald.”
“Det påvirker os,” siger Agnete. “Det er ondt, det ønsker at skræmme os, at gøre os fortræd. Vi er dets fanger. Det vil ikke lade os undslippe. Det næres af vores frygt. Men det er ikke målet. Nej, det vil æde os. Vi er slagtekvæg på vej til …“
“Gider du stoppe det der?” afbryder David hende hårdt. “Ingen af os får det bedre af at piske stemningen op. Vi må bevare håbet. Vi er ikke små børn, der er bange for mørket, vel?” (bind 2 s. 22-23)

Om Frygt Fabrik Fælde:

Udgivelsesår: 14.11.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Episode 1 – Et glemt sted husker
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres

Læs også:

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth Lyneborg

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth LyneborgDet nygifte par Jens og Mette køber et gammelt hus i Jylland, hvor de begge har fået job efter at have afsluttet deres studier. Økonomien er stram, og huset er ret forfaldent, men de går ufortrødent i gang med at gøre huset til deres hjem.

Der går dog ikke længe, før Jens begynder at opleve mærkelige ting i huset. Han hører og ser ting, men når han taler med Mette om det, slår hun det hen. Hun nemlig hverken hører eller ser, hvad Jens oplever. Til sidst får hun nok af hans snak og flytter midlertidigt hen til en veninde.

Nu begynder det for alvor at gå skidt for Jens. Hans job som skolelærer hænger i en tynd tråd, efter at hans søvnunderskud har påvirket hans dømmekraft i en uheldig episode under hjemkundskab. Derfor er han hjemme, da en bil stopper foran huset. Bilens passager er en gammel kvinde på 106 år, som har boet i huset i sin barndom. Og hun kan fortælle nogle grufulde ting fra dengang.

Elisabeth Lyneborg er pensioneret præst og har skrevet en lang række bøger. Nogle af dem tilhører gysergenren, og det gør Huset der ikke kunne glemme også. Jeg skriver bevidst ikke horrorgenren, for Lyneborgs gys er ikke af den skarpe, skræmmende slags. Det er mere lidt “hygge-gys” for et modent publikum, der ikke bryder sig om alt for meget blod eller isnende overraskelser.

Jeg har tidligere læst Skyggeland af Lyneborg, så jeg vidste godt, at jeg ikke skulle forvente hårrejsende horror, da jeg begyndte læsningen. Det fik jeg heller ikke, og i starten synes jeg endda også, at historien var lidt for tynd og usandsynlig. Ikke så meget den overnaturlige del, som det at ægteparrets forhold og reaktioner simpelthen virkede for kunstige. I sidste halvdel af bogen bliver historien mere intens og troværdig, uden dog at blive rigtig uhyggelig.

Huset der ikke kunne glemme er hurtigt læst, og slutningen trækker op i underholdningsværdi. Jeg blev ikke specielt grebet under læsningen, men forestiller mig at bogen vil finde sine læsere blandt det ældre publikum.

Om Huset der ikke kunne glemme:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 120 sider
Grafiker: Julie Igaard Abrahamsen

Læs også:

Hvem myrdede formand Mao af Bjarne Gårdsvoll
Skyggeland af Elisabeth Lyneborg
Sorte historier af Stefan Polke

Thornhill af Pam Smy

Thornhill af Pam SmyI 1982 skriver den forældreløse Mary i sin dagbog på børnehjemmet Thornhill. 35 år senere flytter pigen Ella ind overfor det nu forladte og forfaldne børnehjem. En smuk og grum fortælling om længsel.

I 2017 flytter pigen Ella til Midchester. Fra vinduet i hendes kvistværelse har hun udsigt til en forfalden og afspærret ejendom overfor. Under udpakningen af sine sager får hun øje på en pige ovre i det forladte hus, men da hun går over for at lede efter pigen, er alt lukket og låst. Ella finder dog en gammel og ødelagt dukke, som hun tager med hjem og reparerer for at give den tilbage til pigen.

Sideløbende med Ellas historie følger vi pigen Mary i 1982. Mary har mistet sine forældre og bor nu på børnehjemmet Thornhill. Hun lider af selektiv mutisme, og er mål for de øvrige pigers drillerier. Særligt én pige står bag mobningen, som udføres så elegant, at de voksne aldrig opdager det. I stedet ser også de Mary som en ucharmerende særling. Og imens vokser Marys ensomhed og fortvivlelse.

Jeg blev meget grebet af Thornhill. Her er tale om en både smuk og grum fortælling om længslen efter at høre til og føle sig elsket. Om mobning og omsorgssvigt og bristede håb. På tværs af tid og rum rækker to fortabte sjæle ud efter hinanden, og Pam Smy fortæller deres historie på en helt unik facon.

Historien om Ella og Mary fortælles nemlig i en blanding af tegneserie og roman. Scenerne i 1982 fortælles via dagbogsnotater, mens scenerne i 2017 er tegnede og helt uden ord. Resultatet er overraskende effektivt, og som læser er det interessant at skulle veksle imellem de to formidlingstyper. I starten greb jeg mig i at sjuske lidt med at se på billeddelen af fortællingen, men når jeg så gav mig tid til at nærstudere de stemningsfulde illustrationer, fik jeg pludselig helt nye detaljer med, som føjede dybde og forståelse til fortællingen på en helt ny måde.

Thornhill er måske nok en ungdomsbog, men det bør ikke afholde voksne fra at læse den. For som anmelderen i Nordjyske Stiftstidende skriver:

Pam Smys grafiske roman Thornhill er fantastisk forfærdelig. Den er dyster, den er tragisk og pirrer læseren med sin simple grafiske opsætning, der samtidig åbner for en mystik, som grænser til det gotiske […] Men hvis vi låner den afdøde semiotiker Umberto Ecos begreber, er Thornhill så tilpas en ” åben” tekst, at voksne sagtens kan opleve at blive klogere.

Om Thornhill:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Høst & Søn, 541 sider
Omslag: Pam Smy
Originaltitel: Thornhill
Oversætter: Camilla Christensen

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Alena af Kim W. Andersson
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo AndersenEt monsterhus, et dødsbo og et tomt nabohus – det er ikke altid at ‘ude er godt, men hjemme er bedst’

Både min nevø og jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Lasse Bo Andersens letlæsningsserie Zombie Splatter, så forventningerne var høje, da jeg modtog hans to nye bøger med posten. Én af dem var En nat i monsterhuset og andre gys, og heldigvis serverer LBA atter et uhyggeligt godt gys for de unge læsere.

En nat i monsterhuset

Da Jonas beslutter sig for, at klassens nye dreng Mikkel skal sættes på plads, retter Storm og Asger ind. Jonas inviterer Mikkel til at overnatte i et forladt hus i skoven sammen med ham og Storm. Rygterne siger, at huset er hjemsøgt af et monster, og at flere folk er forsvundet derinde. Jonas får Asger til at klæde sig ud, og så skal han dukke op ud på aftenen og skræmme livet af Mikkel, mens de to andre filmer ham. Desværre går tingene ikke helt efter planen…

Titlen En nat i monsterhuset er måske den mest rammende titel på en historie, jeg længe har oplevet. Her er både isnende uhygge for de +10 årige, og slutningen rummer op til flere vellykkede og overraskende twists.

Tobias og dødsboet

Tobias’ forældre skal skilles. Derfor flytter moren og Tobias ud af deres lejlighed og ind i et billigt hus, moren har fundet. Et dødsbo! Tobias kan ikke lide det navn, og han har ret. Allerede den første dag dukker en uhyggelig mand op og skræmmer næsten livet af ham. Og så møder han pigen Sidsel, der kan fortælle ham en grusom historie om husets tidligere beboer …

Som voksen tænker man ikke altid over, hvordan børn opfatter ord. Det spiller LBA på her i novellen, hvor det pludselig gik op for mig, at ordet dødsbo egentlig er ret væmmeligt.

Den blodtørstige nabo

Oliver og Lucas er vilde med gyserfilm. Så da en mystisk udseende mand lejer huset ved siden af Oliver, og drengene tilfældigt overværer nogle mænd bære en kiste ind i huset, er de overbeviste om, at noget er helt forkert. De får snydt sig til en weekend alene hjemme hos Oliver for at undersøge sagen. Men det skulle de ikke have gjort …

Idéen om den uhyggelige nabo er måske ikke ny, men LBA giver historien sit helt eget twist, som nok skal fremkalde både gys og grin.

En nat i monsterhuset og andre gys er rettet mod de +10 årige. Hver novelle indledes med en illustration, som Lasse Bo Andersen selv har tegnet. De gråtonede tegninger er stemningsfulde og understreger på fornem vis historiernes tema. Samtidig er de tre noveller inddelt i kapitler, hvilket gør dem lette at gå til også for de mere uøvede læsere.

LBA er god til at fortælle en skræmmende historie i et letforståeligt sprog uden at tale ned til læseren. Det gør, at man som voksen faktisk også kan få noget ud af læsningen. Selvom man selvfølgelig ind i mellem gennemskuer plottet på forhånd, så elsker jeg, når det alligevel lykkes LBA at overraske mig. Det gjorde han denne gang med sin vellykkede leg med ordenes betydning.

Jeg hyggede mig herligt med En nat i monsterhuset og andre gys, og kan kun anbefale den til alle gyserglade læsere fra 10 år og op.

Tak til tekstogtegning.dk som har foræret mig læseeksemplaret

Om En nat i monsterhuset og andre gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: tekstogtegning, 148 sider
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Læs også:

De to myr af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre af Jonas Wilmann

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Frygt Fabrik Fælde: Et glemt sted husker af Steen Langstrup

Frygt Fabrik Fælde af Steen LangstrupMidt i København ligger en forladt fabrik. Den har ligget øde hen i mere end 60 år, og alligevel ser alting ud, som den dag den blev forladt. Men den fredag kommer der besøg. En lille gruppe Urban Explorers vil sammen med et fotohold gå gennem fabriksporten. Spørgsmålet er, om de kommer ud igen?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet!

Steen Langstrup er altid god for en velfortalt historie, men denne gang er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og han gør det forrygende. Få skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Sproget er letlæst, men alligevel billedskabende og får scenerne i bogen til at udspille sig som en film bag øjenlågene hos læseren. H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik stod i hvert fald lyslevende for mig.

Sideløbende med historien om gruppen på metalvarefabrikken springer fortællingen tilbage i tiden. I 1917 glæder en 7-årig pige i kørestol sig. Hendes far holder nemlig selskab om aftenen, og her har han inviteret en heks! Og i 1958 tager en ung kvinde med en distingveret herre hjem. Desværre venter der hende en ubehagelig overraskelse.

Ved at fortælle historien gennem forskellige personer og springe mellem nutid og fortid øges suspensen konstant. Langstrup har fuldkommen styr på de mange  handlingstråde, og styrer læseren sikkert gennem plottet, hvor de mange cliffhangers fungerer perfekt som lokkemad, der kynisk og effektiv holdt mig fast til langt over min sengetid 🙂

Frygt Fabrik Fælde udkommer i første omgang som en lydbogserie i 10 episoder indlæst af Grete Tulinius, hvor første del: Et glemt sted husker udkommer d. 7. september eksklusivt på eReolen. Herefter følger et nyt afsnit hver fredag. Når sidste episode er udgivet d. 9. november, kommer romanen dog også i papirform.

Jeg har lovet ikke at afsløre for meget af handlingen i de efterfølgende episoder, men én ting kan jeg garantere. Besøget i den gamle metalvarefabrik starter måske nok en varm sommerdag i København, men herfra går turen direkte ind i frygtens iskolde favn.

Uddrag af Frygt Fabrik Fælde

Alex tager ordet. “Inden vi går, skal vi lige gennemgå, hvad urban exploration er. Der er regler. Der er ting, vi ikke gør. Urban exploration er ikke ufarligt, og det er heller ikke altid helt lovligt. Vi besøger steder, vi ikke er inviteret til at besøge. Nogle vil sige, at vi bryder ind. At vi er trespassing, som amerikanerne siger. Men vi er ikke indbrudstyve. Vi stjæler ikke. Vi beskadiger ingenting. Vi efterlader ikke mærker eller noget som helst. Det eneste, vi tager, er billeder. Alle har kameraer og mobiler med. Tag så mange billeder som muligt. Tjek, at alle batterier og powerbanks er fuldt opladet.”

“Det er måske lidt sent,” siger Sascha tørt. “Selvfølgelig er alt opladet, men hvis det ikke var, så har vi vel ikke tid at vente på, at det oplader.”

“Nej. Lommelygter. Har alle lommelygter?”

“Der er på mobilen,” siger Agnete.

“Ellers har jeg en ekstra. Inden vi går, skal vi lige kode hinandens telefonnumre ind, så vi kan komme i kontakt med hinanden når som helst. Det er et stort område, og vi vil dele os op i grupper for at dække så meget af fabrikken som muligt.”

“Roger,” siger Fiona og rejser sig op. “Skal vi komme af sted? Jeg vil gerne have fundet min location derinde og sat lys op, inden skumringen sætter ind. Vi tre er her ikke for at udforske fabrikken. Vi er her for at tage billeder til min serie.”

“Når mobilnumrene er kodet ind, går vi,” siger Gustav og løfter en pegefinger. “Men husk: Tag intet, kun billeder. Efterlad intet, kun fodspor.” (s. 8-9)

Tak til Steen Langstrup for ebogen.

Om Frygt Fabrik Fælde – Et glemt sted husker:

Udgivelsesår: 07.09.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Episode 1 – Et glemt sted husker (lyt til 1. episode på eReolen)
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres

Læs også:

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub

Isabelle af Anette Heide

Isabelle af Anette HeideFor nogle måneder siden flyttede Marie sammen med sin mand Thomas og deres tre børn ind i deres nye hjem, et gammelt hus fra 1700-tallet med masser af sjæl. Måske for meget?

Marie er på barsel med deres yngste, så mens Thomas arbejder, passer hun hjemmet og børnene, tvillingerne, som går i skole, og baby Sofia. Men selvom hun er glad og tilfreds, er der alligevel noget mærkeligt ved huset. Mærkelige beskeder dukker op på det duggede badeværelsesspejl, underlige trækvinde gør rum iskolde og en ubehagelig følelse af at blive overvåget plager Marie.

I starten slår hun det hen som barselskuller, men så oplever hendes svigermor også noget i huset. De to kvinder er dog enige om ikke at sige noget til Thomas, der absolut ikke tror på “det overnaturlige!” Men så skal Thomas af sted en uge med sit arbejde. Mens han er væk accelererer begivenhederne i det charmerende hus på Blomsterbakken, som viser sig at gemme på en grum hemmelighed.

Isabelle er Anette Heides debutroman og en klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.

Jeg var både underholdt og lidt ærgerlig under læsningen. Det klassiske plot byder på underholdende gys. For en garvet horror-læser, indeholder slutningen nok ikke den store overraskelse, selvom Heide med held skruer godt op for tempoet og dramatikken. Lidt forudsigelighed gør dog ikke nødvendigvis noget, for et plot behøver ikke at være 100% nytænkende for at underholde.

Til gengæld kunne historien godt være skåret lidt skarpere. Heide skriver udmærket, men – efter min smag – alt for detaljeret. Dels føles det, som om hun ikke stoler på, at læseren kan følge med, hvis ikke alt forklares. Dels trækker det for meget tempo ud af historien, når f.eks. Maries hverdag gentagende gange beskrives minutiøs med madlavning, tøjvask, bleskift, rengøring og alle de andre daglige pligter, der følger med at have tre børn. Jeg forstår godt, at Heide skal sætte scenen, men når vi én gang har hørt dagens forløb, er det fint for mig. Så kan jeg som læser godt indsætte detaljerne efterfølgende, når børnene skal op om morgenen osv. Lidt mere “show, don’t tell” ville gøre underværker for suspensen.

Derudover er der nogle elementer i historien, som ikke helt virker for mig. Jeg undrer mig f.eks. over, hvad scenerne i fyrtårnet er med for? Ligesom jeg ikke køber Maries pludselige forståelse for spøgelset i slutningen. Her ville fundet af noget nedskrevet have virket mere troværdig.

Jeg var dog som sagt underholdt af Isabelle, og hvis der var blevet skåret 100 sider af romanen, ville jeg have været helt vild med den. I bund og grund har Isabelle nemlig alle ingredienserne til en god historie. En sympatisk hovedperson, en god kulisse med det gamle hus som har en spændende forhistorie og de accelererende begivenheder i slutningen, der for alvor sætter uhyggen i fokus. Her nærmer historien sig krimigenren (positivt) med sin opklarende tilgang til spøgelset. Og så er jeg også begejstret for dobbeltheden i hjemsøgelsen, som jeg trods min tidligere kålhøgenhed, ikke lige havde forudsagt.

Så selvom Isabelle måske ikke rammer mig som hardcore horror-læser, tror jeg bestemt, at romanen finder en læserskare. Det kunne være unge mødre, der kan spejle sig i Marie, og som garanteret vil føle sig godt underholdt. Eller måske krimi-elskeren der godt vil prøve noget med lidt overnaturlige toner, uden at det bliver for voldsomt.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Isabelle:

Udgivelsesår: 18.06.2018
Forlag: mellemgaard, 349 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
På den anden side af Audrey Niffenegger
Ex af Teddy Vork