Indlæg tagget med ‘hjemsøgte steder’

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Bevæger du dig op i det islandske højland om vinteren, er der ingen garanti for at vende levende tilbage. Det opdager to vennepar i den psykologiske thriller Under sneen.

Et redningshold bliver sendt ud i det afsidesliggende islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer. Hvad fik dem til at bevæge sig ud midt om vinteren, ud i mørke og snestorme? Og hvorfor forlod de det lille shelter de havde, uden ordentligt overtøj og helt udsatte? Samtidig sker der mærkelige ting ved den isolerede radarstation i Stokksnes. En blodpøl i den uberørte sne langt fra civilisationen, en lille barnesko har fundet vej til overfladen efter at have været begravet i årtier, og det gabende sorte hul i klippegrunden ved havet, som har en dragende effekt på mennesker… (fra bogens bagside)

Islandske Yrsa Sigurðardóttir er en internationalt anerkendt krimiforfatter. Hun har bl.a. vundet den danske Palle Rosenkrantz Pris for årets udenlandske krimi i 2016. Prisen blev givet for krimien DNA, der er første bind i serien om Freyja og Huldar. Hun krimidebuterede med Thóra Gudmundsdóttir-serien, hvor første bind udkom på dansk i 2006 med titlen Det tredje tegn. Mine personlige favoritter er de tre enkeltstående spændingsbøger: Jeg skal huske dig, Kulde og Under sneen.

Under sneen fortælles i flere forskellige spor. Dels i nutiden hvor den erfarne redningsarbejder Jóhanna deltager i eftersøgningen af de to forsvundne vennepar. Dels ca. en uge tidligere hvor vi følger de forsvundne via kvinden Dröfn. Derudover er der også et spor med den midaldrende mand Hjörvar, der er relativ nyansat på den ensomt beliggende radarstation på Stokksnes.

Jeg kan rigtig godt lide krimi/spændingsromaner, der bevæger sig i tusmørke-zonen mellem virkeligheden og det uforklarlige. Det gør Sigurðardóttir med stor succes i Under sneen. Naturens isnende kulde fylder siderne, mens en underliggende uro pibler frem. Hvorfor knurrer naboens hund af Jóhanna og Geiris hus? Hvem er det, der ringer på porttelefonen, når Hjörvar er alene på radarstationen? Og hvorfor hører Dröfn en kvindestemme, der tigger om at blive lukket ind i deres hytte midt under en snestorm? Er det hallucinationer fremkaldt af de barske forhold, eller gemmer der sig noget fremmed i mørket?

Under sneen er en foruroligende og ildevarslende roman. Islands voldsomme natur skaber en yderst atmosfærefyldt kulisse for historien, og Yrsa Sigurðardóttir er en effektiv forfatter, der forstår at holde læseren fanget. Jeg var godt underholdt hele vejen. Hvis du også holder af spændingsromaner med et strejf af noget uforklarligt, kan jeg ligeledes anbefale svenske Johan Theorin og hans Ølands-serie.

Uddrag af bogen:

“Vi må hellere se at komme tilbage, inden det bliver mørkt.” Jóhannas blik søgte op mod geviret. Dets tilstedeværelse der på den stejle fjeldside generede hende. Mændene i gruppen var jægere. Hvis dyret var blevet skudt, så havde det måske betydning for fortsættelsen af eftersøgningen. De havde ikke uanede mængder af tid, men de kunne ikke forlade stedet uden at have undersøgt det. Det ville være en katastrofe, hvis det viste sig, at krybskytteri var årsagen til, at de forsvundne personer var taget op til hytten, og hun og Thórir havde undladt at se på sagen. Jóhanna var ikke kendt for at være en, der sad med hænderne i skødet. “Men først er vi nødt til at undersøge rensdyret.”

Thórir protesterede ikke, og de begyndte at vade af sted gennem den dybe sne, så hurtigt de kunne. Isskorpen var ikke den samme tykkelse overalt, og visse steder var den papirtynd. Sine steder gik de igennem til midt på livet, for hvert skridt de tog. Det blev endnu hårdere, da de begyndte at stige op ad fjeldsiden. De var næsten nået op til geviret, da Jóhanna pludselig stoppede op. “Jeg trådte på noget.” Hun stirrede ned på sin højre fod.

“Måske en sten?” Thórir satte hænderne i siden og rynkede brynene.

“Nej. Det var ikke en sten.” Jóhanna flyttede foden og stirrede ned i hullet. Hun udstødte et gisp og måtte tage sig voldsomt sammen for ikke at miste balancen og falde baglæns ned ad fjeldsiden. “Hva’ satan!”

Thórir kom over til hende. Nu var det hans tur til næsten at gå bagover. Nede i hullet kunne man skimte en del af et ansigt. Et vidt opspærret, brustent øje stirrede op på dem. (side 26-27)

Om Under sneen:

Udgivelsesår: 08.02.2022
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 352 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Bráðin
Oversætter: Nanna Kalkar

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Mørkeræd af Andreas Roman
Vardekød af A. Silvestri
Stallo af Stefan Spjut
Højlandet af Steinar Bragi
Hjemmet af Mats Strandberg
Natstorm af Johan Theorin
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Hvileløs: Wittenbergjournalerne af Ditte Maja Noach

Hvileløs af Ditte Maja Noach

Den 35-årige Gertrud Wittenberg bor i en lille lejlighed i Næstved, men stammer oprindeligt fra Tyskland. Hun er selvudnævnt paranormal efterforsker, som med økonomisk støtte samt tips til mulige interessante steder fra sin anonyme velgører Shylock undersøger hjemsøgte lokationer. Modsat andre efterforskere af det paranormale er Gertrud kun bevæbnet med notesbog og pen.

Jeg kunne sagtens presse en EMF-detekter ned i min kuffert eller svinge en EVP-optager over skulderen, hvis jeg havde et ønske om at ligne en kejtet Ghostbusters-kopist. Jeg kunne spendere 1700 kroner på en radioscanner, der søger i den hvide støjs frekvenser, eller en Spirit Box, der kan opfange forstyrrelser i radiosignalet. Ærligt talt, det er sgu for poppet. Jeg tror heller ikke et sekund på, at det ville fungere. Lydbølger er påvirkelige og upålidelige. Lys er den ultimative fysiske fart i universet. Leder man efter ånderne i lys og lyd, vil man gå glip af det væsentlige. (side 17)

Vi følger Gertruds undersøgelser af otte forskellige steder. Her hører vi en række forskellige skæbnehistorier, når Gertrud forsøger at forstå fortidens gåder, der har ført til rygterne om hjemsøgelse. Hendes formål er ikke at hjælpe ånderne, blot at dokumentere dem. Undervejs lærer vi også Gertrud og hendes historie at kende, og forstår mod slutningen lidt bedre hendes interesse i det paranormale.

Alle kapitlerne er smukt illustreret af John Kenn Mortensen med gengivelser af de hjemsøgte lokationer Gertrud efterforsker.

Hvileløs er en interessant og anderledes spøgelseshistorie. Historien fortælles gennem Gertruds notesbog fyldt med personlige optegnelser og skitser, og vi får ingen endelige svar. Men vi ser en udvikling, og som sagt bærer slutningen et kim af håb.

Hvileløs skal også roses for sin fysiske fremtræden, der ligesom indholdet efterligner en notesbog med sin næsten helt sorte forside, afrundede hjørner og en elastik til at holde bogen lukket sammen. Det giver altid lidt ekstra, når man sidder med en udgivelse, der er kælet for i det indre såvel som det ydre.

En bemærkelsesværdig roman om hjemsøgelser i mere end en forstand.

Anmelderne skriver:

Kulturkapellet:
Ditte Maja Noach er en stærk, ny stemme i dansk (gyser)litteratur, for hun formår i den grad at skabe både nogle ganske medrivende fortællinger og kender genren til fingerspidserne. Selv om Hvileløs via de mange meget forskelligartede historier minder om noveller, der er bundet sammen via en fælles fortæller, så viser disse også at forfatteren har mange ideer og kan præsentere en lang række opfindsomme variationer over den samme præmis, nemlig det hjemsøgte sted. (Læs hele anmeldelsen her)

Bogrummet:
Længe kunne jeg ikke rigtig finde ud af, hvor historien ville have mig hen, eller hvad den skulle sige mig. Besøgene i de forskellige hjem var ikke videre uhyggelige, måske har jeg set og læst for meget horror. Men alligevel begynder den at æde sig ind i bevidstheden, man aner en baggrundshistorie, der langsom folder sig ud, og jeg begyndte mere og mere at opfange kulden og tristessen i det hjemsøgte boliger. Det er også godt hjulpet på vej af John Kenn Mortensens illustrationer. Det er ikke i hans velkendte stil, men alligevel i flotte detaljerede stillbilleder fra værelser, køkkener og stuer. Uden mennesker eller liv, står de uhyggeligt frem som dokumentationen for forladtheden. Det var som at træde ind i sin egen barndoms hjem, ja selv skolekøkkenet ligner på en prik, og de fleste huse ligner noget i mit nabolag, så på den måde står de som noget af det mest uhyggelige i bogen. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
En ualmindelig stemningsfuld historie med dystre og paranormale beskrivelser. Gennemført sær og meget underholdende. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogen er både en leg med sproget og med formatet – altså journalen. Forfatteren leverer en fin vekselvirkning mellem fagtermer og beskrivelser og det gør, at både universet og personerne fremstår ægte. Dertil kan man tilsætte John Kenn Mortensens illustrationer, efter hver af de otte sager, som får stederne til at træde tydeligt frem for læseren. Det er ikke en klassisk gyserfortælling, men der er dog passager af ægte gru, der hvor man fornemmer at grænserne til de dødes verden overskrides. Som bogen skrider frem kommer vi dybere og dybere ind under huden på Gertrud. Det er en fornem psykologisk skildring af en både ægte og meget speciel kvinde.

Om Hvileløs:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Cobolt, 248 sider
Omslagsdesign: Malene Hald
Illustrationer: John Kenn Mortensen

Læs også:

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Søstre af Daisy Johnson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Vlad af Hanna Lützen
Horla af Guy de Maupassant
Dark matter af Michelle Paver
Hjertesten af Ruth Rendell
Vardekød af A. Silvestri
Thornhill af Pam Smy
Mulm af Teddy Vork

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Forlagets beskrivelse:
Den førtidspensionerede historielærer Solveig Sollenberg er i færd med at skrive en artikel om den gamle ruin Sankt Michaels Sanatorium, da hun forsvinder sporløst ved en drukneulykke på den vestjyske ø Fejrø. Hendes niece, Katrine, tager kort tid efter Solveigs død ophold i hendes hjem på øen. Mystiske ting begynder at ske i det afsidesliggende sommerhus, og Katrine får snart mistanke om, at Solveigs død ikke var en ulykke, men at der under den idylliske overflade befinder sig mange hemmeligheder blandt lokalbefolkningen på den lille ø. Før Katrine ved af det, befinder hun sig i en slipstrøm af sorg og blodhævn, som kan spores tilbage til natten, hvor den karismatiske patient mystikeren Emanuel Kruse, sammen med sine disciple, udslettede Sankt Michaels Sanatorium.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg begyndte at læse Sankt Michaels Sanatorium, men jeg blev positivt overrasket. Romanen starter tilbage i 1892. Her brænder det tidligere Ravnekjær Gods, nu privatsanatorium for de gale, ned under grufulde omstændigheder og dræber stort set alle patienter og ansatte. Herfra springer historien til nutiden, hvor Katrine ankommer til Fejrø efter hendes faster Solveigs død.

Katrines fætter Laurits arbejder på øens lokalhistoriske arkiv. Han får hurtigt gjort Katrine interesseret i historierne om slægten der ejede Ravnekjær før det blev sanatorium, samt ikke mindst branden og patienten Emanuel Kruse. Men selvom det er over 100 år siden, at Sankt Michaels Sanatorium brændte, er flere af øens beboere stærkt imod at lave udstillinger om begivenhederne. Der bor stadig efterkommere af de døde på øen, og der er stadig ondt blod mellem slægterne.

Laurits er gift med den lokale læge, Williams, datter, og Katrine bliver snart tiltrukket af den karismatiske og venlige mand. Også en anden mand kommer til at fylde meget i Katrines verden. Den lokale særling Tom der lever alene, udstødt af det lille ø-samfund.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Sankt Michaels Sanatorium. Elsebeth Gundersen Jensen fortæller levende. Historien er spændende, og de historiske detaljer om sanatoriet og de gamle slægter flettes elegant ind i fortællingen. Der er et strejf af mysticisme i fortællingen, som jeg synes godt om, men som en klassisk krimilæser måske vil rynke lidt på næsen af. Endelig er jeg også vild med beskrivelserne af det gamle sanatorium. Det er en perfekt kulisse for historien.

Er du til krimier med plads til kærlighed, tråde tilbage i tiden og et strejf af det overnaturlige, så er Sankt Michaels Sanatorium et fint bud.

Uddrag af bogen:

William slog en hjertelig latter op, mens Laurtis fortsatte henvendt til Vicky: “Katrine har for øvrigt lovet mig at hjælpe med at skrive artiklen færdig om sanatoriet ud fra Solveigs noter.”

Vicky lyste op, og Katrine følte sig pludselig en smule bondefanget: “Altså, det bliver jo hverken i morgen eller i næste uge,” forsøgte hun at trække i land.

William fattede sammenhængen: “Pas på med at give Laurits en lillefinger, han tager hele armen.” Han blinkede til Vicky. “Og din datter med, hvis du er for god ved ham.”

Laurits forsvarede sig: “Katrine vil da også få noget ud af det! Hun skal til at skrive ph.d. Jeg har sagt, at hun godt må bruge historien om Sankt Michael, bare jeg får lov til at udstille den først.”

William skar en overbærende grimasse: “Sanatoriet er vist udelukkende af interesse for folk her på øen.”

Laurits greb fadet med kage og rakte det til Katrine efter at have forsynet sig med et stykke selv: “Det kommer da fuldstændig an på, hvilken vinkel man tager på historien. Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i, hvordan de behandlede deres patienter.”

William brummede afvisende: “Det var vel ikke værre på Sankt Michaels, end det var andre steder på det tidspunkt.”

Laurits lo: “Helt rart kan det fandeme heller ikke have været, siden patienterne valgte at brænde lortet ned.” (side 38-39)

Om Sankt Michaels Sanatorium:

Udgivelsesår: maj 2021
Forlag: mellemgaard, 288 sider
Omslag: Maleri af Brian Lassen, Symbiotic Ars

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Lyst af Åsa Schwarz
Natstorm af Johan Theorin
Sjælesøstre af Sarah Waters
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Mulm af Teddy Vork

Mulm af Teddy Vork

Er du vild med Exorcisten, så gå ikke glip af Mulm!

Maja og Jacob er sammen med deres 5-årige søn, Johannes, flyttet ind i et ældre hus og glæder sig til livet som husejere. Jacob synes at livet er godt, men en dag ringer telefonen på hans arbejde. Maja er blevet indlagt på psykiatrisk skadestue.

Nu starter en tumultarisk tid for Jacob. Pludselig står han med alt det praktiske omkring Johannes oveni sit sædvanlige arbejde. Dertil kommer naturligvis de mange tanker og følelser, som Majas indlæggelse udløser. Hvorfor opdagede han ikke, at hun var syg? Hvor længe skal hun være indlagt? Har de råd til at blive i huset nu? Hvordan skal han hjælpe Johannes igennem situationen? Og bliver livet nogensinde normalt igen?

Mens Jacob kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, begynder Johannes at ændre sig. Han trækker sig mere og mere ind på sit værelse, og Jacob synes, han hører ham tale med nogen derinde. Men når han konfronterer Johannes, får Jacob bare at vide, at han leger.

Med en BA i psykologi er Jacob vant til at se ind bag folks reaktioner, og han er klar over, at Johannes reagerer på den usædvanlige situation. Sorg og savn kan afføde voldsomme ændringer i opførslen. Men så finder Jacob Majas dagbog, og pludselig ændrer stemningen i huset sig. Kan nutidens psykologiske forklaringer være et tyndt dække over en ældgammel ondskab, vi foretrækker at glemme?

Jeg sad med benene trukket godt op under mig i aftenmørke med regnen piskende på ruden, mens jeg læste Mulm. Det var en skræmmende oplevelse! Teddy Vork er en fantastisk forfatter med en særlig evne til at portrættere ondskaben midt i hverdagens trummerum. Uden store armbevægelser skaber han en fortættet atmosfære, der rækker ud af bogens sider og trækker læseren ind i en iskold omfavnelse. Og da jeg nåede romanens nådesløse slutning, var min lille læsekrog slet ikke så hyggelig mere.

Mulm er en stærk fortælling om hverdagens latente rædsler. Vi går på arbejde, hygger med familie og venner, og tror at alt er godt. Men livet kan ændre sig på et splitsekund. En ulykke, sygdom eller et dødsfald og pludselig er hverdagen forvandlet til en skræmmende sump, der æder alle ens kræfter og forvandler ens tanker til et mareridt.

Vork er en mester i at beskrive rejsen ind i sindets mørkeste, dunkleste afkroge, og det gør han her i Mulm, hvor jeg næsten fik mavepine under læsningen. Det er barsk at læse om Maja, som kæmper med sine indre dæmoner. Det er forfærdeligt at læse om Johannes, der ikke er gammel nok til at forstå, hvad der sker, men alligevel må leve med alle følelserne. Og det er skræmmende realistisk at følge Jacob i forsøget på at holde skuden over vande, mens han indvendig padler i en gennemhullet, rådden spand.

Mulm er en psykologisk thriller, der ikke lader Exorcisten noget tilbage. Vork fører læseren fra den stabile hverdag, hvor det onde blot er psykologiske betegnelser, til en verden hvor skyggen i krogen er sortere end sort, og hvor du hører en stille hvisken, når du er helt alene i din seng om natten.

En stor anbefaling herfra.

Reklame: Tak til forlaget Kandor som har foræret mig Mulm til anmeldelse.

Læs et interview med Teddy Vork om Mulm HER

Uddrag af Mulm:

Johannes snakkede lavmælt med sig selv på værelset. Da Jacob kiggede ind, så han at Johannes lå på maven foran stendyssen med ansigtet ind mod åbningen og hviskede derind. Så lavmælt, at Jacob ikke kunne høre et eneste ord. Så tav Johannes og nikkede.

“Hej skat”, sagde Jacob. Det gibbede i Johannes. “Hygger du dig?” Johannes nikkede uden at se på Jacob.

“Hvad laver du?” Johannes trak på skuldrene. På den der lade måde, Jacob så ofte havde set hos teenagere, som syntes, deres forældre var de mest idiotiske og ligegyldige mennesker i verden. “Leger.”

“Hvad leger du?”

“Jeg ved ikke, hvad det hedder.” Johannes kiggede stadig ikke på ham, men holdt blikket mod stendyssens åbning.

“Nå, men hvad går det ud på?”

“Jeg bygger, og så lytter jeg.”

“Lytter? Hvad lytter du til?” Jacob spidsede ører. Der var ikke den mindste lyd i værelset.

Igen kom skuldertrækningen. “Det er ligesom en vind, men indeni.”

En kuldegysning rullede ned ad Jacobs ryg. “Indeni? I dig eller i de der sten?” (side 43)

Om Mulm:

Udgivelsesår: 13.03.2020
Forlag: Kandor, 202 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Exorcisten af William Peter Blatty
Dæmoner af Carina Evytt
Kat – ondskaben lurer i regnen af Steen Langstrup
Al kødets gang af A. Silvestri
Hjemmet af Mats Strandberg
Forglemmigej af Teddy Vork

Spøgelseshvisker af Nick Clausen

Spøgelseshvisker af Nick Clausen

I denne historie er det dig, der er hovedpersonen.

Du er spøgelseshvisker, og du bliver kaldt ud for at hjælpe med at uddrive spøgelserne, som hjemsøger en nedlagt skole. Hvis din opgave skal lykkes, må du træffe de rette valg. Men pas på – spøgelserne er ikke alle venlige, og dit liv kan hurtigt komme i fare! (fra bogens bagside)

Bøger, hvor læseren selv er med til at bestemme handlingen, er ved at få et comeback. Blandt andet har forlaget Dreamlitt de seneste år udgivet en række titler under imprintet Tværveje, og Spøgelseshvisker af Nick Clausen er forlaget Facets bud.

Som sagt er læseren selv hovedpersonen, og historien åbner med, at du ankommer til et hus, hvor 14-årige Janus tager imod dig og forklarer dig, hvorfor han har bedt dig komme. Han fortæller, hvordan byens skole har stået tom i tre år efter en voldsom brand, der dræbte en række elever, som nu hjemsøger skolen. Herefter går historien i gang.

Spøgelseshvisker er opdelt i nummererede kapitler, og efter hvert kapitel får læseren en række valgmuligheder. Hvis du efter første kapitel f.eks. vælger at gå direkte op til skolens hoveddør, bladrer du frem til side 20 og læser kapitel 6. Men vil du i stedet sondere lidt først, bladrer du frem til side 30 og læser kapitel 11. Her er således ikke brug for terninger eller papir og blyant som i Fyrtårnet af Nikolaj Johansen, jeg tidligere har læst.

Historien i Spøgelseshvisker er spændende og med mange muligheder for at vælge forskelligt. Jeg måtte således læse bogen en del gange, før det lykkedes mig at gennemføre. Der er dog også mulighed for at give op undervejs og gå til løsningen, så ingen læsere bliver snydt for slutningen. Det synes jeg er en god beslutning, og giver også bogen en bredere målgruppe.

Som altid (fristes jeg til at skrive) fortæller Nick Clausen i et levende og spændende sprog, og Spøgelseshvisker er endnu en underholdende roman fra hans hånd. Personligt er jeg ikke så stor fan af interaktive bøger. Jeg kan bedre lide at fordybe mig i en færdig historie. Men når det er sagt, er jeg sikker på, at unge spilbogs-entusiaster vil have stor fornøjelse med at kaste sig over den uhyggelige historie.

Så god fornøjelse med at jage spøgelser! Og tak til forlaget Facet som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Spøgelseshvisker:

Udgivelsesår: 10.01.2020
Forlag: Facet, 82 sider
Omslag: Nick Clausen
Lix: 22
Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav af Benni Bødker
Fyrtårnet af Nikolaj Johansen
Er jeg smuk? af Michael Kamp og Tænkehatten
Åndehviskeren af Haidi W. Klaris
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker

Den dobbelte grav af Benni BødkerGenfærd, blodsugere, gravrøvere og et sunket slaveskib er blandt ingredienserne i Benni Bødkers rædselssymfoni for gyserentusiaster fra +10 år

Den dobbelte grav indeholder 13 noveller af Benni Bødker og er fyldt med de fedeste illustrationer af David Mikkelsen.

Jeg er ret gammeldags, når det gælder bøger. Jeg kan sagtens læse ebøger, og kan også se det smarte i at man hurtigt og billigt kan købe spændende bøger fra nærmest hele verden. Men personligt holder jeg mest af at få en papirbog i hånden. Når den så er i lækkert layout, og indholdet ligeledes er godt – jamen, så bliver min verden ikke meget bedre.

Og Den dobbelte grav er flot. Bogen har stift bind og er trykt på kraftigt papir. Layoutet er gennemført med flotte knogle-vignetter i starten af hvert kapitel, og en illustration hvid på sort afslutter hver fortælling og understreger den uhyggelige stemning. Når man køber bogen, får man desuden en vinylplade af metalbandet Undergang med, som indeholder to sange inspireret af bogen. Sangen kan også streames på Undergangs hjemmeside.

De 13 noveller er en blanding af fortællinger fra gamle dage og fra nutiden. Flere af historierne har tråde til historiske emner eller myter og sagn. Eksempelvis udspiller novellen ‘De grædende børn’ sig i nutidens Spanien, men trækker tråde til den spanske borgerkrig og Francos diktatur. Mens novellen ‘Den blodige legion’ tager udgangspunkt i den fransk-preussiske krig 1870-71.

Benni Bødker skriver ikke ned til sine læsere, men er god til at forklare undervejs, for eksempel om lygtemændene i ‘I nat dør vi’: “Folk her omkring siger, at på heden hærger lygtemændene. Vover man sig ud en mørk aften som nu, kan man se de flakkende lys. Det er de dødes genfærd, der lyser op og forsøger at lokke vejfarende til sig. Lokke dem med sig så langt ud på heden, at de ikke længere kan finde hjem. Eller ud i den bundløse mose. Sådan lyder historierne. Lygtemændene varsler død, og det er bedst at holde sig på lang afstand af dem.” (side 44)

Nogle af novellerne har tidligere været udgivet i serien 666, der beskrives som “[…] klassiske, letlæste gysere, inspireret af virkelige begivenheder […]“. Blandt dem er ‘En af os’, der handler om Johan, som har fået en idé til at slippe af med rødderne, der forfølger ham. I første omgang er idéen en succes, men siden viser den sig at være et tveægget sværd.

Historierne i Den dobbelte grav er grumme, overraskende og uden garanti for lykkelige slutninger. Målgruppen er måske nok børn som holder af stemningsfulde gys, men voksne kan såmænd også sagtens læse med. Jeg var i hvert fald godt underholdt af de stemningsfulde fortællinger, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Benni Bødker er i øvrigt snart aktuel med Grimm II, hvor han sammen med Kenneth Bøgh Andersen genfortæller 10 eventyr af brødrene Grimm. Ligesom første bind bliver bogen illustreret af John Kenn Mortensen, og jeg glæder mig allerede.

Tak til forlaget Corto som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Besøg Benni Bødkers hjemmeside.

Om Den dobbelte grav og andre rædsler:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Corto, 190 sider
Omslag og illustrationer: David Mikkelsen

Indhold:

Den dobbelte grav
En af os (tidligere udgivet som Krageklippen i serien ‘666’)
I nat dør vi (tidligere udgivet som Lygtemænd i serien ‘666’)
Elsket og savnet
50 sjæle (tidligere udgivet som Hvil i Helvede i serien ‘666’)
Skibskisten
Til døden os skiller
De grædende børn (tidligere udgivet som De grædende i serien ‘666’)
Vrykoloka (tidligere udgivet som Ulvene fra Konstantinopel i serien ‘666’)
De blinde døde (tidligere udgivet som Blod til Baphometh i serien ‘666’)
Den blodige legion (tidligere udgivet som Genfærdslegionen i serien ‘666’)
Lad deres knogler synge (tidligere udgivet som Den hornede i serien ‘666’)
Den dobbelte grav

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Søvn og torne af Neil Gaiman
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
Midnatstimen af Dennis Jürgensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Etatsråden af Arne Munk

Etatsråden af Arne MunkJeg-fortælleren er modvilligt flyttet til Vestjylland på sin hustrus Tove foranledning. Hun faldt pladask for et gammelt hus, langt fra naboerne og tæt på skoven, og nu har ægteparret lejet huset med deres tre børn og er flyttet ind. Men det varer ikke længe, før fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Blandt andet ser han jævnligt en ældre herre med et ødelagt ansigt iklædt tøj fra en anden periode.

Manden viser sig at være husets tidligere ejer, etatsråd Magnus Andersen, der har været død i mange år. Om etatsråden går der mange historier på egnen. Han var københavner, men opkøbte store arealer land i Vestjylland, ligesom han var drivkraften bag veje og privatbaner. Han stod selv bag byggeriet af huset og anlagde ligeledes selv søen, som han fyldte med frøer. Dog boede han kun i huset fra begyndelsen af maj og indtil sommeren satte ind. Resten af tiden var huset lukket af. Og sikke et hus:

“Et ejendommeligt hus, slog det mig. Det havde været arkitekten eller bygherren magtpåliggende, at verdenshjørnerne skulle repræsenteres så rigeligt som gørligt og muligt. Øverst oppe under taget havde man ligefrem tårnfornemmelser. Fire nicher med vinduer mod nord, syd, øst og vest. Rummet var lavt og levnede ingen voksen mand ståhøjde. Midt i stod en plysstol på en drejeskive. Uden nævneværdig kraftanstrengelse kunne man snurre hele kompasset rundt og således gardere sig mod enhver overraskelse udefra.

Mod vest kunne man følge trafikken over dæmningen. Mod syd færdselen ad landevejen. Mod nord havde man udsigt til skoven og engdraget, og mod øst lå de åbne marker med spredte bevoksninger. Enhver fremtrængende fjende ville blive observeret, før han kunne slå til. Søen, dæmningen, stigbordet og træbroen over udløbet støttede borg- og voldgravsfornemmelserne. Etatsråden ville åbenbart ikke overraskes, eller ønskede han blot som en majestæt at trone over sit udstrakte rige? I forbindelse med ham knyttede det ene uløste spørgsmål sig til det andet. Overalt efterlod han sig gåder.” (side 13)

Mens Tove intet mærker til etatsrådens tilstedeværelse, bliver fortælleren mere og mere påvirket. Og så begynder børnene også at opleve noget …

At læse Etatsråden er lidt som at samle et puslespil. Hver brik tilføjer noget til det store billede, men overblikket kommer først allersidst. Jeg synes personligt godt om historien, men den falder ikke nødvendigvis i alles smag. Sproget er til tider noget gammeldags konstrueret, så man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Ligeledes er der mange spørgsmål, vi ikke fuldt får besvaret. Jeg ville gerne vide meget mere om etatsrådens liv, f.eks. hvorfor han kun boede i huset i perioder, og hvorfor det blev bygget som en fæstning? Endelig er det ind i mellem svært at skelne mellem fortællerens drømme, og det han oplever i vågen tilstand. Sidstnævnte er formentlig bevidst fra forfatterens side, men virker lidt forvirrende under læsningen.

Når jeg alligevel synes godt om Etatsråden, er det fordi, den ganske simpelt virker. Som læser følger vi fortællerens langsomme opløsning, mens han opsluges af fortidens syner. Efterhånden som han sætter sig ind i etatsrådens liv, bliver han mere og mere tiltrukket af naturen, som før efterlod ham ligegyldig. Og han udvikler en stor sympati for husets tidligere ejer, som han tillægger en masse gode egenskaber. Samtidig falder hans ægteskab fra hinanden, for Tove kan ikke acceptere fortællerens optagethed af ‘det overnaturlige’. Eller er det fortælleren som ikke kan acceptere Toves syn på livet?

På nogle måder minder Etatsråden mig om The Haunting of Hill House af Shirley Jackson. Her er samme dystre stemning, og samme tvivl om vi overhovedet kan stole på fortællerstemmen. Her er mareridtsagtige skildringer af omgivelserne, og derudover er her pludselige voldsomheder, hvor etatsrådens karakter i glimt afsløres. For mig samler det hele sig til en fascinerende og sært skræmmende historie, som absolut kan anbefales. Men den kræver som sagt, at man giver sig tiden til den.

Om Etatsråden:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Sesam, 140 sider
Omslag: Bente Polano

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Hundene af Allan Stratton
Forglemmigej af Teddy Vork

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eigthy years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (side 3)

Da John Montague, doktor i filosofi og antropologi, lejer Hill House af familien Sanderson for en kortere periode, er hans formål at undersøge det videnskabeligt for overnaturlige fænomener. Til det har han brug for hjælpere med visse evner.

Mere eller mindre tilfældigt ender han med Luke Sanderson (familien vil kun leje huset ud til Montague, hvis den kommende arving er til stede), Eleanor Vance og Theodora. De to sidstnævnte har begge vist talent indenfor parapsykologi, uden dog selv at have bidt mærke i det.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Eleanor Vance, en forsigtig 32-årig kvinde, der hele sit voksne liv har passet sin syge mor i hjemmet. For få måneder siden døde moren, og turen til Hill House er første gang, Eleanore gør noget for sig selv.

Men Hill House er, som de indledende linjer indikerer, ikke et hus som alle andre. Allerede før gruppen er trådt indenfor dørene, rammes de af følelsen af noget forkert. Huset er mørkt og labyrintisk med proportioner der snyder øjne og hjerne, og Montagues håb om at kunne dokumenterer paranormale hændelser opfyldes snart.

Umiddelbart sker her ikke så meget. Ingen spøgelser gemmer sig under sengen, og der sker ikke de voldsomme begivenheder personerne imellem. Og så alligevel. For der er ingen tvivl om, at huset rummer noget. Det er umuligt at holde døre og vinduer åbne. Indgangen til børneværelset føles iskold. Og stemningen mellem personerne i huset udvikler sig mere og mere anspændt. Særligt Eleanore mærker huset. Hendes lave selvværd gør hende til et oplagt mål, og snart føler hun, at de andre er imod hende.

The Haunting of Hill House er skræmmende som ind i … Lige fra husets urovækkende atmosfære hvor vi mere fornemmer end ser begivenhederne personerne udsættes for. Vi hører om de frygtelige bankelyde om natten, men får ingen forklaring. Det får vi heller ikke på den umiddelbart idylliske picknic-scene, som Eleanore og Theodora flygter fra under en gåtur på grunden. Det er heller ingen forklaring på, hvorfor Dudley-parret, som passer huset, aldrig er der efter mørkets frembrud. Eller hvorfor Eleanore bliver skræmt fra vid og sans, da hun forsøger at gå ind i biblioteket.

Kelley McBride skriver i en artikel om Shirley Jackson

Thus, the haunted house is a perfect microcosm of interior struggle: as Hill House progresses Eleanor further identifies with the house, and each subsequent haunting appears as though her subconscious is acting out via the supernatural […] The idea of environments mirroring the interior lives of the principal characters has been a staple of the Gothic genre since its inception: we are accustomed to reading stories about houses as ground zero for supernatural activity. However, one facet that differs in Jackson’s work is that the ghosts (if indeed there are ghosts) never make a guest appearance. This is significant compared to other Gothic classics, such as The Castle of Otranto, where we finally are given the insight that the hauntings are coming from a supernatural, yet external force. Hill House, by contrast only has the trappings of a haunting, yet no discernible spooks are given.”

For mig er det evnen til at fortælle så meget imellem linjerne, der gør Shirley Jackson så interessant. Hun bruger gotikkens virkemidler i en moderne kontekst og får fortalt meget om mennesket og vores sårbare psyke. Hendes stil er blevet beskrevet som “en elpære, der lyser et ubehageligt, mørklagt rum op i insisterende glimt“. Vi når at se det rædselsfulde, men får ingen forklaring. Og når det endelig afsløres, hvad der gemmer sig i mørket, er det for sent.

Shirley Jackson skrev The Haunting of Hill House i 1959, og i 1963 kom den første filmatisering med titlen The Haunting instrueret af Robert Wiese. En i mine øjne helt igennem fremragende film, der stadig formår at få mig helt ud på kanten af sædet trods sine mere end 55 år på bagen. I 1999 kom endnu en filmatisering ligeledes kaldet The Haunting, denne gang instrueret af Jan de Bont med navne som Liam Neeson, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Owen Wilson på rollelisten, men en langt ringere film.

Endelig har Netflix produceret en tv-serie i 2018 The Haunting of Hill House, der er inspireret af Jacksons roman. Handlingen følger ikke romanens, men stemningen rammer lige i plet med sin dystre og uigennemskuelige atmosfære.

Bogen udkom i 2019 på dansk under titlen Mørket i Hill House med et interessant forord af Bo Green Jensen, som jeg dog vil anbefale, at man læser til sidst i stedet for.

Læs artiklen: The Legacy of Hill House: haunted spaces in Shirley Jackson’s novels

Om The Haunting of Hill House:

Udgivelsesår: 2018 (1959)
Forlag: Penguin Random House, 246 sider

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Dark matter af Michelle Paver
Thornhill af Pam Smy
Lille fremmede af Sarah Waters

Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup

Frygt Fabrik Fælde af Steen LangstrupEn forladt fabrik. En gruppe Urban Explorers. En ambitiøs fabrikant. En familiehemmelighed. En varm sommerdag, der forvandles til et rædselsvækkende mareridt …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet! Jeg har tidligere omtalt Episode 1 – Et glemt sted husker som udkom d. 7. september, men nu udgives alle ti episoder samlet i papirform og i et lækkert og gennemarbejdet layout.

Gustav og Alex startede for 7 år siden Metropol Urban Explorers. En gruppe, der udforsker forladte steder, og steder der normalt ikke er adgang til. Denne fredag har de sagt ja til at tage nogle udenforstående med på en tur til en nedlagt metalvarefabrik. Udover dem selv består gruppen af Gustavs kæreste Natja, Alex’ nabo Agnete og et fotohold bestående af fotografen Fiona, assistenten Sascha og modellen David.

En solskinsfyldt fredag går gruppen ind gennem porten til H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik. Fotoholdet finder hurtigt en location i selve fabriksbygningen, mens resten begynder at udforske en af lagerbygningerne. De har dog ikke været der ret længe, før Agnete (selv-erklæret clairvoyant) fornemmer tilstedeværelsen af noget. De andre afviser hende og fortsætter udforskningen, der fører dem til toppen af lagerbygningen – hvor Natja pludselig forsvinder sporløst.

Imens har fotoholdet travlt med at få deres billeder i kassen. Men også her bliver fornemmelsen af fare mere og mere overhængende. Sascha, som lider af PTSD efter en episode fra hendes tid som nødhjælpsarbejder, fornemmer stemmer overalt omkring dem, og er der ikke også noget mærkeligt med skyggerne? Og så dør alle deres batterier.

Natjas forsvinden bringer de to grupper sammen igen, og nu er spørgsmålet, hvad de skal gøre. Skal de blive på fabrikken og lede efter Natja? Eller skal de forsøge at komme ud af fabrikken og tilkalde hjælp?

Sideløbende med gruppens prøvelser på fabrikken hører vi historien om fabrikant Theodor Marinus Wilchen-Harbroe. Tilbage i 1917 har han store planer. Han har i flere år rejst rundt i alverdens afkroge for at indsamle åndelige og religiøse objekter, og nu vil han oprette Theodor Wilchen-Harbroes Okkulte Museum. Ikke fordi han tror på åndeverdenen, men netop for at bevare den naive overtro før civilisationens lys overskinner alt.

Forsøget på at lave sin private samling om til et museum møder dog ikke den store støtte. Til gengæld opdager fabrikanten en hemmelighed under fabrikken, der sætter ham i stand til at gøre næsten alt, hvad han ønsker. Og prisen – ja, den er han villig til at betale.

Steen Langstrup er altid værd at læse, men med Frygt Fabrik Fælde er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og det mestrer han som få. Ikke mange skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Selvom sproget er letlæst, skaber han alligevel tydelige billeder på læserens nethinde, så det føles, som ser man en film.

Ved at krydsklippe mellem personer og tider øges suspensen konstant. Hvert afsnit afsluttes nærmest med en cliffhanger, som lokker læseren til at fortsætte, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vente en uge mellem hver episode, men havde muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde i én køre. Når det er sagt, synes jeg dog godt om idéen med at udgive historien som en serie, for den måde at læse på giver mindelser om fornøjelsen ved at se The Twilight Zone og andre uhyggelige tv-serier i min barndom og ungdom.

Frygt Fabrik Fælde er en elementært spændende historie om nysgerrighed, begær, ambitioner og frygt. Om mennesker der træffer valg, og om urgammel ondskab der altid er klar til at træde frem. Langstrup har mange bolde i luften undervejs, hvor vi springer mellem nutiden og de mange tilbageblik til 1917, 1944, for en uge siden m.m. Vi hører om explorer-gruppens fortid, om fabrikanten og hans familie; om irriterende strømsvigt der hjemsøger fabrikken både før og nu; om en ung kvinde der tortureres i en kælder; om stumfilmstjernen Asta Nielsen som medie osv. Men på intet tidspunkt følte jeg mig usikker på handlingen, og Langstrup samler sikkert alle trådene, efterhånden som historien skrider frem, og binder en tilfredsstillende – og overraskende – sløjfe til slut.

Hvis du holder af atmosfærefyldt, nervepirrende uhygge, hvor ondskaben gemmer sig i skyggerne, og kulden langsomt kryber ud af bogens sider og ind i din stue, så er Frygt Fabrik Fælde ikke til at komme udenom. Steen Langstrup serverer her en isnende ond fortælling, man ikke slipper igen lige med det samme.

Uddrag af bogen:

“Mørket er levende. Det rummer kræfter, en sugende modbydelig magnetisme. Agnete sidder på gulvet i lagerhallen. Benene skælver mod hendes bryst. Tårer løber ned ad hendes kinder. Over hende trommer regnen mod taget som salver fra maskingevær.
“Det skulle slet ikke regne i aften,” hører hun Sascha hviske. David brummer, tysser på hende. “Nogle gange tager meteorologerne fejl.”
De sidder også på gulvet. En lille meter fra hende. Hun kan kun ane dem i mørket, der nu er tæt. Snart vil hun slet ikke kunne se noget længere. Mørket tager over. “Det styrer vejret,” siger hun og ville ønske, hendes stemme ikke knækkede over.
“Det?” siger David stille. Agnete tørrer tårerne af sine kinder med ærmet. “Jeg ved ikke, hvad ‘det’ er. Men det er i mørket omkring os. Jeg kan mærke det.”
David sukker. Hun kan mærke ham i mørket, selvom han sidder på den anden side af Sascha. Hun kan mærke ham, hans irritation, hans modvilje mod hende.
“Jeg var udsendt for en nødhjælpsorganisation engang,” siger Sascha stille. “Jeg oplevede ting.” Hun tier en stund. Agnete kan fornemme hende skælve i mørket. “Der er noget ved dette sted, der får de ting til at komme tilbage. Jeg …” Hun snapper efter vejret. “Jeg hører ting, der ikke er her. Hviskende stemmer. Stemmer fra dengang. Jeg ser ting. Døde kvinder smidt i bunker som affald.”
“Det påvirker os,” siger Agnete. “Det er ondt, det ønsker at skræmme os, at gøre os fortræd. Vi er dets fanger. Det vil ikke lade os undslippe. Det næres af vores frygt. Men det er ikke målet. Nej, det vil æde os. Vi er slagtekvæg på vej til …“
“Gider du stoppe det der?” afbryder David hende hårdt. “Ingen af os får det bedre af at piske stemningen op. Vi må bevare håbet. Vi er ikke små børn, der er bange for mørket, vel?” (bind 2 s. 22-23)

Om Frygt Fabrik Fælde:

Udgivelsesår: 14.11.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Episode 1 – Et glemt sted husker
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres

Læs også:

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork