Indlæg tagget med ‘hukommelsestab’

Spøgelsestoget af Stephen Laws

Spøgelsestoget af Stephen Laws

For mange år siden læste jeg Had af Stephen Laws, som jeg mindes som kulørt men vældig underholdende. Jeg mente også, at jeg havde læste Spøgelsestoget, men det havde jeg ikke. Derfor var det lidt af et tilfælde, at jeg fandt bogen i et antikvariat og tog den med hjem. Nu er den læst, og ligesom Had er her tale om en solid omgang underholdning.

For 14 måneder var Mark Davies ude for en frygtelig ulykke. Han faldt ud af et kørende tog og overlevede kun med nød og næppe. De første 8 måneder lå han i koma, men nu er hans krop ved at være kommet sig helt, selvom han stadig intet husker fra ulykken. Til gengæld plages han af frygtelige mareridt og en uimodståelig trang til at tage hen på hovedbanegården hver dag.

Hustruen Joanne gør, hvad hun kan for at støtte ham, men hverken hun eller besøgene hos psykologen Aynsley hjælper. Indtil Mark går med til at blive hypnotiseret under en konsultation. Hvad der end er skete den dag for 14 måneder siden, er det nu blevet vækket.

Mark kastes ud i et livsfarligt forsøg på at stoppe en ældgammel ondskab, kun med hjælp fra den suspenderede kriminalkommisær Chadderton. Chadderton har både faglige og personlige grunde til at tro på Marks usandsynlige historie. Det viser sig nemlig, at der på King’s Cross strækningen er sket uforholdsmæssigt mange mord og voldelige episoder siden 1852. Den sag har Chadderton arbejdet på i det skjulte igennem flere år, før han blev fritstillet – af personlige årsager.

Stephen Laws skrev oprindeligt Spøgelsestoget tilbage i 1985. Historien udfolder sig i tre dele: Første del hvor vi introduceres til Mark og en række andre personer, der har ‘uheldige’ oplevelser i forbindelse med deres togrejse. I anden del lærer vi Chadderton at kende, samt får en forståelse af hvad det er der hjemsøger togstrækningen King’s Cross. Og i tredje og sidste del får ondskaben frit spil, og kun vores hovedpersoner står imellem den og civilisationens endeligt.

Laws trækker tråde tilbage til keltiske druider, Ley-linjer og ældgamle dæmoner, og historien kulminerer i et afsluttende blodbad af voldsomme dimensioner.

Jeg kom til at tænke på en ung Stephen King under læsningen, selvom Laws sprogligt og psykologisk langt fra er på samme niveau. Til gengæld er historien ren underholdning hvis du som jeg holder af kulørt ramasjang med en lille afstikker til lovecraftian horror.

Uddrag af bogen:

Mark lænede sig tilbage, stak hænderne i sine jakkelommer og fandt atter avisudklippet. Han tog det op, bøjede sig frem og glattede det ud på bordet foran sig. Han kendte efterhånden teksten udenad: Der er stadig uopklarede omstændigheder i forbindelse med, at en far og overordnet tjenestemand fra Newcastle faldt af et lyntog i september forrige år.

Mr. Davies blev fundet liggende ved siden af jernbanesporene i Doncaster efter et fald fra tog nr. 125 fra Edinburgh til King’s Cross. Der blev slået alarm, da passagerer opdagede, at en dør stod åben, og den efterfølgende undersøgelse af området viste, at mr. Davies lå for foden af jernbaneskråningen, og at hans tilstand var kritisk.

Politiets efterforskning har indtil nu ikke resulteret i en forklaring på hændelsen til trods for et halvt års indgående undersøgelser. Mr. Davies har lige siden ulykkestidspunktet ligget i koma og været under omhyggelig overvågning på Newcastle General Hospital, ude af stand til at besvare politiets spørgsmål.

I aftes udtalte kriminalkommisær Les Chadderton, der forestår undersøgelsen, til pressen: “Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at mr. Davies rejste fra Newcastle alene for at deltage i et møde i Doncaster. Det var på denne rejse, at mr. Davies faldt af toget. Trods samtaler med alle passagerer på det pågældende tog, er der ikke kommet flere oplysninger frem om sagen. Vi kan blot håbe, at mr. Davies vil blive fuldstændig helbredt, men indtil da vil de omstændigheder, der første til faldet, stadig være uopklarede.”

Læger på Newcastle General Hospital har antydet, at mr. Davies fysiske helbredelse har været udmærket, men de kan ikke oplyse, hvornår eller om han vil slippe ud af sin koma-tilstand.

Mark læste udklippet tre gange, inden han omsider foldede det sammen og lagde det ned i sin tegnebog igen. Det var, som om han læste om en anden. En anden Mark Davies, der havde brækket samtlige knogler i kroppen og tilbragt 8 måneder i koma. Hans erindring om begivenheden var fuldstændig blank. (side 19)

Om Spøgelsestoget:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 308 sider
Originaltitel: Ghost Train, 1985
Oversætter: Ursula Baum Hansen

Besøg Stephen Laws hjemmeside

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Banevogteren af Charles Dickens

Film om hjemsøgte tog:

End of the Line
The Midnight Meat Train
Red Eye

Søstre af Daisy Johnson

Søstre af Daisy Johnson

Søstre er nyeste udgivelse fra det lille forlag Screaming Books. Forfatteren Daisy Johnson blev nomineret til Man Booker prisen for sin debutroman, og den udenlandske presse har rost Søstre til skyerne. Så forventningerne var høje, da jeg satte mig til at læse – og de blev heldigvis indfriet.

Søstre er en betagende, intens, rystende og anderledes læseoplevelse. I starten skulle jeg lige vænne mig til Johnsons billedrige, lyriske sprogtone, der ikke kerer sig meget om gængs sætningsopbygning og traditionelle fortællerstemmer, men til gengæld nærmest hypnotisk suger læseren ind fortællingen.

Et hus. Skiver af det gennem hækken, hen over markerne. Snavset-hvidt, vinduer dybt inde mellem murstenene. Hånd i hånd på bagsædet, et spyd af lys fra soltaget. Vi to, skulder ved skulder, deler luft. Lang vej endnu, op langs landets rygsøjle, vi strejfer ringvejen rundt om Birmingham, videre forbi Nottingham, Sheffield og Leeds, til vi gennembryder Penninerne. I år er vi hjemsøgte. Hvad? Dette er året, hvor vi som alle andre år er venneløse, kun nødvendige for os selv. I år ventede vi på dem i regnen ved den gamle tennisbane. Lyde i radioen: Højere temperaturer sydfra … politiet i Whitby. Den hviskende lyd af mors hænder på rattet. Vores tanker som svaler. Forenden af bilen, der hæver og sænker sig som en stævn. Havet er derude et sted. Vi trækker dynen over hovedet.

I år er det noget andet, der er rædslen.” (side 5)

Historien handler om søstrene September og July, der sammen med deres mor tager til et faldefærdigt sommerhus ved North York Moors i Yorkshire. Der er sket noget, som har sendt dem på en form for flugt, og Sheelas svigerinde har givet dem lov til at låne Settle House, indtil tingene er faldet til ro.

I begyndelsen hører vi historien gennem July som jeg-fortæller/vi-fortæller. I anden del springer fortællerstemmen til Sheela i tredjeperson, for så skiftevis at lade July og Sheela berette. Opbygningen er yderst effektivt, for hvor July’s fortælling er subjektiv og uden udsyn til omverdenen, giver Sheelas ord en kulisse til søstrenes liv, som sætter begivenhederne i perspektiv. Et perspektiv der afslører at ikke alt, hvad July fortæller, nødvendigvis er sandt.

Der er knap et år mellem de to søstre, der er vokset op som en form for tvillinger. De har et nærmest symbiotisk forhold, der udelukker omverdenen, selv moren. Alligevel er de to piger ikke ligeværdige i søskendeforholdet. September, som er den ældste, er også den mest dominerende, men selvom July en gang i mellem føler sig tromlet, elsker hun September og sladrer aldrig.

Det er svært for mig at fortælle alverden om handlingen i Søstre uden at afsløre for meget. Vi hører i tilbageblik om pigernes hverdag i skolen, der involverer mobning og udelukkelse. Vi hører i nutiden om en aften på stranden ved Settle House, hvor de mødes med lokale unge til bål og øl. Vi finder ud af, at faren er død, men at Sheela forlod ham inden. Og vi nærmer os langsomt, hvad der egentlig skete den dag, som førte til familiens ophold i Settle House.

Daisy Johnson accelererer konstant uhyggen med enkle, effektive midler. Det usagte, det skæve, det drømmeagtige flettes ind og efterlader os med en stadig mere knugende fornemmelse. Nærmest i bisætninger hører vi om modbydelige episoder mellem søstrene. Da July fortæller om, hvordan søstrene maler stuen i Settle House, får episoden mareridtsagtige dimensioner, da hun rører ved de stadig våde vægge. Eller da vi i et kort kapitel introduceres til Settle House’s historie, og de brugte ordbilleder er lige lidt ved siden af, og i stedet for tillid skaber associationer til mørke og utryghed.

“I begyndelsen var der kun jord der, hvor huset skulle stå. Stærke træer lavet til at modstå blæsten fra havet, jorden svampet og saltet, myldrende af liv. Får græssede på bakkerne, læmmede, døde, fyldte jorden med sig selv. Små bebyggelser, hyrdeskure, fiskerhytter, rejsendes hestevogne, stanken af havaborrer og læbefisk, torsk og hvilling lagt til tørre. Muldvarpe hængt op på hegnspæle for at redde markerne. Kaninfælder med glubske munde. Hvaler strandede på stenene og blev nedbrudt af elementerne. Folk gjorde som de altid gjorde, levede og levede og levede og blødte og blev afsluttet.” (side 87)

Søstre er en moderne gotisk roman i stil med blandt andre Shirley Jacksons forfatterskab. Som i Mørket i Hill House danner det faldefærdige Settle House rammen om fortællingen. Huset er på én og samme tid hjemmets trygge favn og et klaustrofobisk fangehul. Johnson bruger de skjulte hulrum, ødelagte værelser og husets asymmetri til at afspejle det dysfunktionelle i familie, og vi lader os føre ind i det stadig dybere mørke, der ligger over hele fortællingen.

Jeg blev dybt rørt over Søstre, som er en knugende og hjerteskærende roman om kærlighed, skyld og sorg. Med et stærkt psykologisk portræt, en isnende atmosfære og Daisy Johnsons fremragende sprog, er den en bog, der sætter aftryk i sjælen, og som jeg vil bære med mig i lang tid fremover.

En stor cadeau til forlaget Screaming Books for at gøre Daisy Johnsons fremragende roman tilgængelig på dansk, og mindst ligeså stor ros til Rasmus Hastrup der har stået for den imponerende flotte oversættelse.

“[…] I didn’t want Sisters to be a horror novel, but I wanted it to take aspects from horror, one of them being this kind of body horror, particularly from a female point of view. They are in a very intense situation, and I wanted it to feel very intense for you, too.” (interview med Daisy Johnson i Publisher’s Weekly)

Om Søstre:

Udgivelsesår: 13.08.2021
Forlag: Screaming Books, 183 sider
Omslag: Henrik Siegel
Originaltitel: Sisters
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs mere om den gotiske fortælling

Læs også:

Den nye pige af Penelope Evans
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Sov mit barn af Joanne Harris
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Carrie af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Rebecca af Daphne Du Maurier
Intet på jord af Conor O’Callaghan
Hjertesten af Ruth Rendell
Thornhill af Pam Smy
Sprækker af Teddy Vork
Lille fremmede af Sarah Waters

Det fjerde menneske af David Garmark

Det fjerde menneske af David GarmarkFørste velskrevne bind i en planlagt serie er lidt længe om at komme i gang men kan klart anbefales, hvis du er til action og videnskabsthrillere.

En mand vågner forslået, torteret og skudt i en kiste uden at ane, hvem han er, hvor han er, og hvordan han er endt i denne tilstand. Mens vi langsomt finder ud af, hvem manden er, springer historien to år tilbage til en forskningsstation i Antarktis, hvor et spændende fund dybt nede i isen får katastrofale følger. Og til Papua Ny Guinea en uges tid før hvor forskeren Dina Klein-Schildt ligeledes er på sporet af en epokegørende opdagelse. De mange skift i handlingen er lidt forvirrende i starten, fordi der er så mange forskellige bolde i luften. Efterhånden som vi kommer længere ind i fortællingen, bliver plottet dog mere tydeligt og derfor også mere spændende, og mod slutningen var jeg virkelig opslugt at historien.

Jeg kan godt lide spændingsromaner med et videnskabeligt twist, og det har Det fjerde menneske med sit afsæt i en fjerde menneskerace og grunden til dens uddøen. For mig måtte den del godt have fyldt langt mere. Garmark får dog også gjort resten af plottet spændende, og selvom jeg personligt synes, at helte á la 007 med deres talrige evner og dygtighed er lidt irriterende, så har vores mand en skjult side, som gør ham interessant, ligesom det øvrige persongalleri også har lidt kant og personlighed.

Jeg havde glædet mig meget til at læse David Garmarks thriller Det fjerde menneske, fordi jeg var så begejstret for hans novelle Tågevals og hans kortroman En ørn fanger ikke fluer. Jeg vil ikke sige, at Det fjerde menneske skuffede mig, men det tog lidt tid at blive fanget ind. Alligevel kan jeg sagtens anbefale den, hvis du er til actionfyldte videnskabsthrillere, for Det fjerde menneske er velskrevet og ikke lige til at regne ud.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Det fjerde menneske:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 343 sider

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Nattetimen af Annika von Holdt
Rædslernes hus af Dean Koontz
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson
Is i blodet af Robert Zola Christensen

The Dark Room

For 15 år siden fandt man en ung teenager vandrende midt på vejen. Hans hænder var sølet til i blod, han havde ingen papirer på sig, og han havde mistet sin hukommelse. 15 år senere har et medicinalfirma opfundet et lægemiddel, der kan give amnesia-patienter deres hukommelse igen. Midlet er stadig under udvikling, men den navnløse patient som siden den dag har været indlagt på et psykiatrisk hospital ønsker at afprøve det. Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at det virker. Det eneste, patienten oplever, er nogle sære syn af et skræmmende muddermonster. Men så får han muligheden for at stikke af, og i håb om at finde ud af hvad der skete dengang løber han.

Udenfor møder han teenageren Stanley, som har problemer derhjemme. Moren drikker, og stedfaren lusker af sted hver aften uden at ville sige, hvad han laver. Stanley beslutter sig for at finde ud af, hvad stedfaren laver, og han får patienten med. Men jo mere de finder ud af om Stanleys stedfar, jo flere syner får patienten.

“The Darkroom” er en udmærket thriller, som forsøger sig med en uventet drejning af historien hen mod slutningen. Drejningen er dog ikke så uventet, hvis man er lidt bekendt med genren. Skuespillet er ok, og det mystiske muddermonster er faktisk ret godt lavet. Plottet har dog et par usandsynlige præmisser, som man kan ærge sig over, at instruktøren/manuskriptforfatteren ikke har ofret lidt tid på. Bl.a. er det temmeligt utroværdigt, at man ikke har kunne finde den navnløse patients identitet.

Alt i alt er “The Dark Room” dog en okay film, som man sagtens kan slå et par timer ihjel med, hvis den kommer på tvet.

Instruktør: Michael Hurst
Udgivelsesår: 2006

Splinten af Sebastian Fitzek

Splinten af Sebastian FitzekFor seks uger siden mistede Marc Lucas sin hustru og deres ufødte barn i en bilulykke, som han overlevede. Han husker ikke selve ulykken, og nu forsøger han at fortsætte sit liv. Men sorgen tærer hårdt på ham, og da han ser en annonce for et firma, som kan fjerne minderne, beslutter han sig for at høre nærmere om, hvad det er for noget. Det skulle han dog aldrig have gjort, for pludselig befinder han sig i et sandt mareridt, hvor virkeligheden går i stykker, og han begynder at tvivle på sin egen forstand.

Sebastian Fitzek er en formidabel forfatter, som i denne psykologiske thriller endnu en gang driver læseren helt ud over kanten. Han formår som få andre at beskrive den mentale opløsning hos mennesker under pres, og uden at svælge i blod og død er “Splinten” en af de mest uhyggelig bøger, jeg har læst i år. For man sidder som læser med en klar viden om, at tingene ikke er som de ser ud. Men hvad er der galt? Og mens man forsøger at hitte rede på begivenhederne, kommer Marc Lucas længere og længere ud, og spændingskurven står nærmest lodret.

Også i sine tidligere bøger Terapien og Sjæleknuseren har Fitzek leget med virkelighedsbegrebet, og hvad traumer gør ved mennesker. Begge var så absolut anbefalelsesværdige, men Splinten når alligevel nye højder. Plottet holder hele vejen, og slutningen er både overbevisende og overraskende.

En helt igennem skræmmende, fascinerende og utroligt velskrevet thriller som SKAL læses, hvis du holder af gode bøger.

Om Splinten:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Koitz. Animation & Graphics

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Sjæleknuseren af Sebastian Fitzek

Sjæleknuseren af Sebastian FitzekI 2007 udkom Terapien, som var Sebastian Fitzeks første bog på dansk. En kollega anbefalede mig den, og jeg blev straks grebet af historien. Derfor blev jeg rigtig glad, da jeg så, at Sjæleknuseren var udkommet, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

En serieforbryder har været på spil, og har fanget tre kvinder, som alle efterfølgende er blevet fundet, fuldstændigt katatoniske. P.g.a. ofrenes tilstand har forbryderen fået tilnavnet Sjæleknuseren, fordi ofrene er fanget i en tilstand, hvor de ikke kan kommunikere med omverdenen, men er fanget i deres egen krop – og ikke mindst i deres sind. Og desværre har politiet ingen spor at gå efter.

Kort efter at det 3. offer er fundet, bliver en mand indlagt på Teufelsbergklinikken, et hospital for psykosomatiske lidelser. Caspar, som han kaldes, husker intet fra sin fortid. Men det ændrer sig under en endeløs nat.

Romanen fortælles mange år efter at begivenhederne udspillede sig. En professor udfører et eksperiment, hvor nogle studerende skal læse en patientjournal, og det er denne journal, der er hovedhistorien. Så oveni at man prøver at gætte, hvem Sjæleknuseren er, kan man også spekulere over, hvad dette eksperiment går ud på!

Fitzek fortæller en utrolig uhyggelig historie uden egentlig at være hverken særlig blodig eller voldsom. Idéen om at blive fanget i sit sind er rigtig ubehagelig, og jeg kom til at tænke på Anders Bodelsens Frysepunktet, hvor hovedpersonen ender i en kunstig koma, og han utilsigtet igen og igen drømmer den samme drøm. I Sjæleknuseren er denne tilstand påført med vilje, og Fitzek beskriver det yderst modbydeligt.

Hvis du kan lide en psykologisk thriller, som kryber ind under huden og giver en lyst til at se sig over skulderen, så er Sjæleknuseren et godt valg.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Henrik Koitzsch

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Litteratursiden.dk

The Ghost aka Ryeong

The Ghost aka RyeongJi-won har mistet sin hukommelse, og nu forsøger hun at få hverdagen til at hænge sammen. Hun lider af mareridt, og en dag bliver hun opsøgt af en gammel veninde, Yu-jung, som fortæller, at en fælles veninde er død – druknet. Kort efter dør også Yu-jung, og så forsøger Ji-won for alvor at finde ud af, hvad der er sket – og hvorfor alle bebrejder hende…

Jeg havde lidt svært ved at få starten til at passe sammen med resten af filmen, men efter 10 minutter blev jeg alligevel grebet. The Ghost har flere scener, hvor jeg næsten hoppede ud af stolen. Den er ikke krybende uhyggelig, men har nogle klart fede chok-effekter, og så kan jeg godt lide, at historien ikke helt er til at regne ud. Selv til allersidst var jeg i tvivl om, om instruktøren alligevel prøvede at snyde mig.

Selvfølgelig har vi efterhånden set “kvindeskikkelsen med det lange sorte hår og uhyggelige øjne” i mange af de asiatiske gysere, men hun fungerer alligevel her – og er måske i virkeligheden bare en pendant til vores lagen-spøgelse?

Ha-Neul Kim, der spiller hovedrollen som Ji-won, gør det rigtig godt. Hvor nogen af veninderne overspiller i skrækscenerne, så spiller Ha-Neul meget overbevisende og holder fint balancen mellem angst og overspilning. Dermed bliver The Ghost faktisk også en interessant film mht. skuespilspræstationer, og det er ikke så tit, det lykkes i en asiatisk horrorfilm efter min mening.

Om The Ghost:

Instruktør: Tae-kyeong Kim
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Ryeong

Nattetimen af Annika von Holdt

Forfatteren Sean Reeve flytter med sin kone og deres 4-årig datter ind i Ashbourne House, noget som snart virker en dårlig idé. Naboerne kan fortælle dem, at huset er bygget på en gammel kirkegård, og at alle de tidligere beboere har mødt en tidlig og uhyggelig død – bl.a. druknede en lille pige i den nærved liggende sø.

Oveni lider Sean af alvorlige eftervirkninger af en bilulykke. Han har hukommelsestab og ved ikke, hvem han er. Da der begynder at ske mystiske ting i huset, er Sean derfor ikke klar over, om de virkelig sker – eller om de bare foregår i hans hoved!

Nattetimen er en fin efterfølger til debuten Hjemsøgt, og især slutningen synes jeg er rigtig grum.

Litteratursidens anmelder er ikke helt så positiv:
Nattetimen er Annika von Holdts anden roman. Som i hendes første roman, Hjemsøgt, er thrillerelementerne stærkt repræsenteret. Alle kendte klichéer er hentet ind, mystisk hus, mærkværdige dødsfald, hukommelsestab, spøgelser og ånder. Det er ikke mærkeligt, hvis læseren sidder med fornemmelsen “hov, det har jeg da læst før et andet sted”. Det kommer let til at fremstå, som om forfatteren er sprunget over, hvor gærdet er lavest, skønt hun viser ganske stærk originalitet flere steder.” Læs hele anmeldelsen her.

Originaludgave: 2002

Bøger af Annika von Holdt:

Hjemsøgt (2001)
Nattetimen (202)
Sov som de døde (2009)
Pantomime (2012)