september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘hule-horror’

Sanctum

SanctumJeg elsker hule-horror og ville have set Sanctum i biografen. Det nåede jeg desværre ikke, men nu har jeg så fået set den på Blue ray, og selvom jeg tror, at oplevelsen havde været bedre i biografen, så er her dog alligevel tale om en ganske effektiv thriller.

Milliardæren Carl betaler for udforskningen af et stort hulesystem i Papua Ny Guinea. Nu kommer han selv på besøg med kæresten Victoria for at se, hvad der foregår og få sat skub i udforskningen, som han synes går for langsomt. Lederen i grotten er Frank, som er en utrolig dygtig grottedykker, men ikke er særlig god med mennesker – og slet ikke med sønnen Josh, der meget modvilligt er med i udforskningen.

Men under Carl og Victorias ophold 5 km under jorden i grotten bryder en voldsom storm ud, og gruppen afspærres fra overfladen. Vandet stiger støt, og snart må gruppen forlade det kendte område og forsøge at finde en ny vej til overfladen, hvis de skal overleve.

Historien er set før, men her er nogle virkelig flotte undervandsoptagelser, og flere af grottescenerne er rigtig godt lavet. Persontegningerne er dog noget endimensionelle, og  man kan heller ikke påstå, at plottet byder på mange overraskelser. Jeg gætter på, at hvis man (som jeg) holder af hule-horror, så bærer man over med mærkværdighederne i manuskriptet, og lader sig indfange af stemningen i filmen. Så selvom jeg måske ikke ligefrem sad med tilbageholdt åndedræt undervejs, så følte jeg mig dog ganske godt underholdt og kan godt anbefale Sanctum til en regnfuld aften.

Om Sanctum:

Instruktør: Alister Grierson
Udgivelsesår: 2011

Det sjette bud

Det sjette budDenne spanske film, der har fået den danske titel Det sjette bud, var en anderledes oplevelse. Bagsideteksten lover huleudforskning, hævntogt og gemte hemmeligheder, så jeg havde forventet mig en actionpræget film, måske en blanding af The Decent møder En mand ser rødt. Det var det overhovedet ikke – Det sjette bud var langt bedre, om end ikke en decideret gyser.

I en lille spansk by finder indbyggerne et uudforsket hulesystem. De invitere forskeren Estaban fra det Geologiske Institut til at komme og se nærmere på hulerne, i håb om at det vil kunne bringe noget turisme til området. Samtidig er en ung pige blevet fundet myrdet og voldtaget ikke langt derfra, og gerningsmanden er ikke blevet fundet.

Estabans kæreste dukker op i byen, og mens Estaban og makkeren Julian undersøger hulerne, bliver hun overfaldet. Det lykkes hende med nød og næppe at undslippe, og Estaban finder hende, men da de kører derfra, ser de en mand, der ligner voldtægtsmanden. Det udvikler sig voldsomt, og så dukker en betjent op.

Det sjette bud fortælles som en lang række kapitler. Først ser vi noget fra den ene persons historie, så fra en anden og så en tredje. Historierne fortælles ikke nødvendigvis 100% kronologisk, men de flettes sammen og giver til slut et fuldendt billede af begivenhederne.

Jorge Sánchez-Cabezudo lader efter den voldsomme start filmen udvikle sig i et roligt tempo og fortæller med nogle yderst smukke billeder. Det er en utrolig intens film, som virkelig fangede mig, selvom den måske umiddelbart kan virke kedelig. Men skuespillet og den intense atmosfære i filmen gjorde oplevelsen til noget særligt.

Måske skal man være i humør til en lidt langsom film, når man går i gang med at se Det sjette bud, men er man det, garanterer jeg en både flot og atmosfærefyldt oplevelse.

Og for resten – hvis du spekulerer over, hvilket bud der er det sjette, så lyder det: ”Du må ikke bryde ægteskabet”.

Om filmen:

Instruktør: Jorge Sánchez-Cabezudo
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: La noche de los girasols

The Descent: Part 2

The Descent: Part 2Jeg var vild med The Descent, så selvom jeg havde hørt lidt dårlige omtaler af 2’eren, var jeg alligevel nødt til at se den. Det kunne jeg dog godt have sparet mig.

The Descent: Part 2 starter, hvor første film slutter. En eftersøgning er gået i gang efter de forsvunde kvinder, da man pludselig finder en overlevende, Sarah. Hun har mistet hukommelsen, men sherif Vaines er overbevist om, at hun ved mere, end hun siger. Så da blodhundene finder ud af, at Sarah er kommet op i nærheden af den gamle mineskakt, tager han Sarah med ned sammen med et lille redningshold. Nede i hulerne går der ikke længe, før de finder ud af, hvad der er sket med Sarahs gruppe. Men da er det for sent…

Umiddelbart lyder det jo meget godt, men desværre er alt det, som gjorde den første film uhyggelig, slet ikke med i The Descent: Part 2. Historien er mildest talt utroværdig, for hvornår er det blevet kutyme at slæbe folk med hukommelsestab med på huleklatring? Og hvorfor får Vaines lov til at tage pistolen med, når et skud kan generere jordskælv under jorden? Og hvorfor er det ikke kun professionelle klatrere, der sætter efter Sarahs gruppe? Og sådan kunne man blive ved, for logikken holder slet ikke i filmen.

I stedet for en troværdig og original historie har man i stedet satset på mere blod, mere gore og flere monstre. I ekstra-materialerne påstår instruktør Jon Harris, at man ikke har forsøgt at “go aliens” – forstået på den måde at man ikke har bragt massevis af våben med ned i hulerne. Nej, men han har stadig ganget det, der var uhyggeligt i første film, med 100 og så tænkt, at nu bliver det 100 gange så uhyggeligt. Men det gør det sjældent. Monstrene er ikke nær så uhyggelige denne gang, og personerne er nærmest ligegyldige, så jeg var ligeglad, når de blev spist.

En meget forudsigelig og temmelig ligegyldig opfølger på en god og klaustrofobisk etter. Janus fra Horrorsiden.dk er dog lidt mere positiv end mig. Se hans anmeldelse her.

Om The Descent: Part 2

Instruktør: Jon Harris
Udgivelsesår: 2009

The Cavern

The CavernJeg blev hooked på hule-horror efter at have set The Cave og The Decent, men er ikke lige faldet over noget siden. Derfor snuppede jeg uden betænkning The Cavern med, da jeg så den i min lokale bytte-biks. Men det er nu langt fra så god en film som de to ovenstående.

En gruppe hule-entusiaster skal udforske en ny hule et eller andet sted i Rusland. Allerede før de går ind, er de dog lidt betænkelige, for er den ikke unaturlig mørk? Men ind kommer de, og ikke langt inde i udforskningen forsvinder deres russiske guide. Da de finder ham, er han nærmest skåret midt over, og da de forsøger at få ham ud af hulen, opdager de, at indgangen er blevet lukket. De må forsøge at finde en anden vej, hvis de vil se dagslyset igen. Men hvad der end slog guiden ihjel, er stadig løs, og en efter en bukker gruppen under for det ukendte uhyre, indtil der kun er to tilbage …

Historien er egentlig okay. Selvfølgelig er den set før, men med lidt arbejde kunne der sagtens være blevet en god film ud af den. Desværre løfter filmen sig bare aldrig til noget nær skræmmende. Skuespillerne er ikke særligt overbevisende, og sidehistorien om, at de tidligere har mistet et holdmedlem, som måske kunne have klaret den, bliver bare ikke særlig interessant. Derudover er filmen optaget i et studie i modsætning til f.eks. The Cave, hvor man optog i virkelige huler. Det giver en helt anden stemning, og skuespillet bliver simpelthen ikke intenst på samme måde. Endelig er slutningen rigtig rigtig dårlig efter min mening.

Filmen skulle egentlig have heddet WithIn, men da flere film kom med samme navn, valgte man i stedet titlen The Cavern. Besøg filmens hjemmeside.

Om The Cavern:

Instruktør: Olatunde Osunsanmi
Udgivelsesår: 2005

The Descent

the-decentNu var jeg ikke hysterisk imponeret over Marshall’s tidligere film “Dog soldiers” uden dog at gå så vidt, som at kalde den decideret dårlig. “The Descent” er dog klasser bedre!

En gruppe unge kvinder tager hvert år på tur sammen, hvor de udfordrer hinanden til at prøve nye oplevelser. Året før prøvede de river-rafting, og dette år står den på en hule-ekspedition. Det viser sig dog, at de er endt i en uudforsket hule, og da vejen, de kom fra, styrter sammen, er gruppen pludselig i problemer. Og som om det ikke er nok, finder de også ud af, at de ikke er alene!

Neil Marshall har fanget den klaustrofobiske atmosfære til UG. Kvindernes kamp under jorden er fascinerende og velspillet, og selvom der ind i mellem går lidt B-film i det, så er her alligevel tale om en vellykket gyser. Se den…

Instruktør: Neil Marshall
Udgivelsesår: 2005

The Cave

The CaveEfter at have set The Decent er jeg blevet helt vild med hulefilm, så jeg snuppede straks The Cave, da jeg så den til 49,- i Netto. Og jeg blev bestemt ikke skuffet!

Under et gammelt rumænsk kloster har nogle forskere fundet et underjordisk hulesystem, hvor store dele befinder sig under vand. Et hold huledykker-eksperter tilkaldes, og sammen med to af forskerne begiver de sig ned i dybet. Uheldigvis styrter hulen ned bag dem, og de bliver nødt til at finde en anden vej ud – hvis der er én! Og for at gøre ondt værre angribes de pludselig af mærkelige væsner…

Historien er naturligvis set før, men ikke på denne måde. Bruce Hunt har brugt et filmhold, som normalt optager film under vand og som kender til cave-diving. Det giver nogle helt fantastiske billeder og en særlig stemning i filmen. Skuespillet er udmærket, og plottet flyder fint af sted. Og så har make-up effekt folkene skabt nogle rigtig modbydelige væsner, der skræmmer ganske fortræffeligt.

Alt i alt var The Cave en rigtig fed fornøjelse, men Bruce Hunt har også tidligere været inde over film som Matrix og Dark City, så visse forventninger har man jo 🙂

Om filmen:

Instruktør: Bruce Hunt
Udgivelsesår: 2005