december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘hunde’

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine

Dark matter af Michelle Paver

Dark Matter af Michelle PaverDet er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse Dark Matter af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken Slægten på Jamaica, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – Dark Matter er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale Dark Matter. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

Dark Matter er pt. ikke oversat til dansk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Orion, 243 sider

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg Michelle Pavers hjemmeside

Den tredje hund af Morten Nis Klenø

Den tredje hund af Morten Nis KlenøJeg har tidligere læst Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i Den tredje hund tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.

Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.

Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.

Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…

Jeg var vældig fascineret af Den tredje hund, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.

Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse Den tredje hund, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.

”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”

Forsiden er lavet af Christian Guldager, og på en måde synes jeg, at den signalerer bogens indhold perfekt (den fik umiddelbart mig til at tænke på Cujo af Stephen King, hvilket passer meget godt til historien, både mht. hunden og til Kings evne til at beskrive barndommens verden på en troværdig måde). På den anden side kan man måske godt komme til at tænke børnebog, da ikke mange danske voksenbøger benytter sig af så dramatiske effekter som en savlende, rasende hund. Uanset hvad har Klenø skrevet en interessant roman, som med sit afsæt i egne barndomsminder bringer læseren ind i en velkendt verden, hvor det uforståelige og uhyggelige lurer lige under normalitetens polerede overflade.

Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside

Om Den tredje hund:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Christian Guldager

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Baskervilles hund af Arthur Conan Doyle

Baskervilles hund af Arthur Conan DoyleSherlock Holmes må siges at være indbegrebet af intellekt. Når han sidder i sine lænestol og afvejer beviser for og imod, og alene ud fra sin enorme intelligens formår at opklare de mest vanskelige sager. Men i sagen om Baskervilles hund banker det overnaturlige alligevel på hans dør.

Sir Charles Baskerville dør pludseligt og efterlader sin formue og familiens slot til den sidste overlevende i slægten, den unge sir Henry. Umiddelbart virker det meget tilforladeligt, men sir Charles læge, dr. Mortimer, føler alligevel, at der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet, så Mortimer opsøger Sherlock Holmes, der indvilliger i at se på sagen. Desværre er han optaget af en anden sag i London, så i stedet sender han den trofaste dr. Watson med til Baskervilles slot med besked om at holde godt øje med sir Henry og i øvrigt give Holmes besked, om alt hvad han oplever.

Det viser sig, at der knytter sig et gammelt sagn til slægten Baskerville. En forgænger forgreb sig på en ung pige og blev dræbt af en hund fra Helvede. Sir Charles kendte og frygtede denne historie, og da beviser om en stor hund, begynder at dukke op, må også Watson og Holmes tage sagnet seriøst.

Historien om Baskervilles hund blev første gang udgivet som en føljeton i Strand Magazine fra august 1901 til april 1902. Arthur Conan Doyle var inspireret af legenden om Richard Cabell, som levede i 1700-tallet og var omtalt som en monstrøs og ond mand. Efter sin død blev Cabells grav hjemsøgt af spøgelseshunde, som han ledte i jagt på årsdagen for sin død. Siden udkom historien i romanform, og gennem tiden er den blevet filmatiseret flere gange.

Historien er en klassisk Sherlock Holmes fortælling, som i dag næsten kun findes i udgaver, der står på børnebiblioteket. Det bør dog ikke afholde nogen fra at læse den, for her er tale om et vaskeægte mysterium, som umiddelbart ser uløseligt ud, men så slår Holmes til og ud fra devisen, at når man har udelukket det umulige, må svaret være det, som er tilbage, uanset hvor usandsynligt det lyder.

Detektiven Sherlock Holmes dukkede første gang op i historien En studie i rødt fra 1887. Doyle var selv uddannet læge, hans egne erfaringer dannede baggrund for Holmes deduktive metoder. Med sin mesterdetektiv redefinerede Doyle detektivgenren, og det blev til mere end 50 fortællinger med Holmes i hovedrollen, herunder fire romaner inklusive Baskervilles hund. På et tidspunkt blev Doyle selv så træt af sin detektiv, at han lod ham myrde i  historien The Final Problem fra 1893, men hans læsere blev så rasende, at han var nødt til at genoplive Holmes i novellen The Empty House.

I efterordet skriver Tage La Cour: “Det er sket mindst hundrede gange, at alverdens dag- og ugeblade har lavet enqueter blandt læserne og bedt dem nævne deres yndlings detektivromaner, og “Baskervilles hund” er altid kommet ind på en ubestridt førsteplads” Og fortsætter: “Men det er det mærkelige ved Sherlock Holmes historierne – der kan findes og er fundet mange åbenbare svagheder, uorden i kronologien og mangel på logik i de fleste af dem – og alligevel vender man gang på gang tilbage til dem med ublandet glæde og forventning. På trods af rimelig og urimelig kritik, kan jeg personlig ikke forestille mig nogen bedre underholdningsroman end “Baskervilles hund”, der byder på et af Conans mest spidsfindige problemer.”

Om bogen:

Originalt udgivelsesår: 1902
Originaltitel: The Hound of Baskervilles

The Breed

The BreedJeg så en udsendelse på Animal Planet, hvor en hundetræner fortalte om, hvordan han trænede hunde til at være med i film, i dette tilfælde til filmen The Breed, som jeg straks fik lyst til at se.

The Breed foregår på en lille ubeboet ø. To brødre er sammen med nogle venner på weekend, hvor formålet er at hygge, drikke og måske score hinanden. Allerede den første dag bliver hyggen dog ødelagt lidt, da en af pigerne bliver bidt af en omstrejfende hund. Gruppen bliver dog enige om at blive weekenden ud, for biddet er ikke alvorligt. Det viser sig dog hurtigt, at det er det måske alligevel – og at hunden ikke er den eneste hund på øen. Pludselig er gruppen omringet af hunde, som kun har et ønske – at slå dem alle ihjel.

På bagsiden af coveret står “Festen er forbi, når menneskets bedste ven hunden bliver vores værste fjende.” Og selvom jeg måske ikke synes, at The Breed er den mest uhyggelige film jeg har set, så er den alligevel ret vellykket, og det er lykkes at gøre flere af hundescenerne både realistiske og skræmmende. Alt i alt var jeg godt underholdt, og synes bestemt at The Breed er værd at bruge et par timer på.

Om filmen:

Instruktør: Nicholas Mastandrea
Udgivelsesår: 2006

Eksperimentet af Dean Koontz

Eksperimentet af Dean R. KoontzDa Travis Cornell på sin 36 års fødselsdag tager på udflugt i Santa Ana bjergene, hvor han har tilbragt mange glade barndomsdage, har han ingen anelse om, at hans liv er på vej til at blive vendt op og ned. Men denne dag møder han en hund ude i skoven, som redder ham fra en ukendt fare, og Travis beslutter sig for at tage den med hjem. Her døber han den Einstein, men selvom han har en fornemmelse af, at det er en klog hund, ved han endnu ikke hvor klog.

Einstein er nemlig stukket af fra forskninscentret Banodyne, hvor man forsker i genteknologi, og Einstein er det ene resultat af dette. En sød og ualmindelig klog hund, der forstår og kan kommunikere med mennesker. Der er dog også et andet resultat – Outsideren – et eksperiment som skulle skabe den perfekte dræber, som hader alt og alle og kun ønsker at dræbe og dræbe.

Outsideren nærer et brændende had til Einstein, og nu forfølger den ham nådesløst. Og ikke kun Outsideren er efter Einstein og Travis. Regeringen ønsker at få deres eksperiment tilbage, så med FBI i hælene må Travis gå under jorden sammen med Nora, som Einstein også har hjulpet ham til at finde. Det hjælper dog kun lidt da lejemorderen Vince Nasco kommer på sporet af dem.

Eksperimentet var den første roman, jeg læste af Dean Koontz, og den har altid stået for mig som en helt fantastisk bog. Jeg var derfor spændt på, om genlæsningen ville leve op til mine forventninger. Det gjorde den heldigvis i store træk. Jeg er stadig fascineret af historien om den intelligente golden retriver, som forfølges af den lige så intelligente, men dødsensfarlige Outsider.

Noget af det, der særligt tiltrækker mig ved historien, er, at selvom Outsideren udover al tvivl er farlig og ønsker at dræbe alle omkring sig, så er den også selv et offer. Den er blevet skabt grim og hadefuld med formålet at slå ihjel – og det gør den så. Men indeni har også den drømme, og der er en meget rørende scene i bogen, da FBI finder en hule, som Outsideren har boet i

“Det mest medynkvækkende var hylden med Ousiderens nipsting. Der var en glaskugle og en strålende urtepotteskjuler af kobber og en porcelænsfigur, der forestillede to fugle på en gren. Det kunne se ud til, at Yarbecks monster i al sin fremmedartethed alligevel satte pris på skønhed og havde et ønske om ikke at leve som et dyr, men som et intelligensvæsen, der havde i hvert fald en smule berøring med civilisationen. Lem følte sig syg om hjertet ved tanken om dette ensomme, plagede væsen, denne umenneskelige, men selvbevidste skabning, som Yarbeck havde bragt til verden.” 

For mig er det bedste ved romanen de to eksperimenter, der er som ying og yang. De er begge ligeså intelligente som mennesker, men de kan alligevel ikke selv bestemme over deres liv. Den uløselige konflikt opsummerer den gamle advokat Garrison smukt: “Menneskeheden har ingen ret til at frembringe en anden intelligent race og så bagefter behandle den som sin ejendom. Hvis vi er kommet så langt, at vi kan skabe, ligesom Gud kan skabe, så må vi lære at være lige så retfærdige og storsindede som Gud.”

Der er andre ting i Eksperimentet, som jeg ikke synes, er så vellykkede. Jeg er f.eks. i tvivl om, hvorfor Koontz har valgt at have sidehistorien om Vince Nasco med. Han slår en række af de forskere ihjel, som har arbejdet med Einstein og Outsideren, og måske skal han ses som Guds straf for at fifle med genforskning. Men han er en lidt uudfoldet figur, som nok bringer pace til historien, men ikke helt hører til.

Historien om Nora er mere forståelig, og selvom det kan irritere mig, at kvinderne i Koontz romaner altid er utroligt smukke, så kan jeg godt lide, at Nora udvikler sig i historien. Hun er i begyndelsen en undertrykt og skræmt kvinde, men kærligheden får hende til at blomstre op.

Selvom Koontz romaner ofte kan have meget uhyggelige monstre og psykopater i dem, indeholder de dog også altid en grundlæggende optimisme. Ind i mellem bliver det for meget, men i Eksperimentet har Dean Koontz skabt den perfekte blanding af gys, kærlighed og humor.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1987
Forlag: Bogsamleren, 286 sider

Dræberhunden Cujo af Stephen King

Dræberhunden Cujo af Stephen KingCujo er en godmodig og kærlig sankt bernhardshund, som aldrig kunne drømme om at gøre en flue fortræd. Han bor hos familien Cambers på en gård for enden af en blind vej. Den nærmeste nabo er den invalide krigsveteran Gary Pevier, Joe Cambers drikkekammerat, og en af de få Joe kalder en ven. Men en dag lader Cujo naturen gå over opdragelsen. Han begiver sig på kaninjagt, og det ender med, at han bliver bidt af en flagermus med rabbies. Et bid som får fatale konsekvenser.

Også den hjemmegående husmor, Donna Trenton, bliver bidt af et skadedyr – i hvert fald i overført betydning. I frustration over manglende indhold i sit liv har hun indledt et forhold til tennistræneren Steve Kemp, selvom hun egentlig stadig elsker sin mand, Vic. Da hun beslutter sig for at afslutte forholdet, tager Steve det ikke særligt pænt og sender et anonymt brev til Vic.

I småtingsafdelingen hører, at Trentons bil er gået i stykker, så Donna må tage den til mekanikeren, mens Vic er på forretningsrejse. Deres sædvanlige mekaniker har ikke tid. I stedet kører Donna ud til Cambers gård sammen med sønnen Tad på 4 år. Ikke så snart er de ankommet til gården, før bilen dør fuldstændig. Nu er de pludselig alene med Cujo, som efterhånden er blevet sindssyg af hundegalskab. Det er højsommer, og inde i bilen bliver der stegende varmt.

Dræberhunden Cujo er en af Kings allerbedste bøger. Den er skrevet i 1981, og blev filmatiseret i 1983 – men med en anden slutning end bogens for at slippe gennem censuren. Som man kan se af det foregående, er der flere dramaer i historien. Det største – og mest intense efter min mening – er dog mødet mellem Cujo og Donna på den øde gårdsplads. Stephen King formår simpelthen at gå ind i hovedet på såvel hund som kvinde og skaber en liv-og-død scene, der bør gå over i historien.

Hvis du ikke kan lide de overnaturlige elementer, der findes i nogen af Kings bøger, så kan du rolig læse Dræberhunden Cujo. Her er det virkelighedens dramaer, King tager under skræmmende behandling. Og som sædvanlig gør han det fremragende.

Om bogen:

Originaltitel: Cujo
Udgivelsesår: 1981