februar 2019
M T O T F L S
« jan    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘hustruvold’

Drevet til mord af Rachel Abbott

Drevet til mord af Rachel Abbott

Gennemtænkt, uforudsigelig og spændende domestic noir thriller

Mark North er en eftertragtet fotograf, der altid har været lidt excentrisk. Efter hans hustrus pludselige død, er han dog blevet endnu mere indelukket og depressiv, så søsteren Cleo ser en mulighed for at få ham lidt ud af sin skal, da kvinden Evie pludselig dukker op i galleriet og frister med en spændende fotoopgave.

Det lykkes at få Mark til at tage jobbet, og efterhånden som han lærer Evie bedre at kende, kommer de to tættere på hinanden. Også tættere end Cleo bryder sig om. Hun kan nemlig slet ikke lide Evie, og er overbevist om at Evie forsøger at snyde Mark for at få adgang til hans penge. Cleos bedste veninde, Aminah, har dog slet ikke samme forbehold. Hun bliver hurtig veninde med Evie, og hendes eneste bekymring er, at Evie er så klodset.

Sideløbende med trekantsdramaet følger vi politikommisær Stephanie King, som i prologen er blevet sendt ud til Marks hus. Her finder hun to blodige kroppe i soveværelset, som hun er sikker på, må være døde. Men én af skikkelserne er i live, og nu begynder opklaringsarbejdet: For hvad skete der i huset den aften? Og kan der nogensinde være en undskyldning for mord?

Britiske Rachel Abbott startede sin forfatterkarriere som selvudgiver via Kindle Direct Publishing på Amazon med thrilleren Only the Innocent i 2011 (Kun de uskyldige, 2017). Her røg hun hurtigt ind på førstepladsen, og resten er historie, som man siger. I 2015 bekræftede Amazon, at Abbott var den bedstsælgende independent forfatter i UK gennem de seneste fem år, og den fjortende bedstsælgende hvis man også medregnede de forlagsudgivne forfattere.

Drevet til mord er første bind i en planlagt trilogi, og jeg har været så heldig at få lov at smuglæse den for Gads forlag. Og jeg må sige, at det har været en fornøjelse. Ikke mindst fordi det altid er skægt, når forlaget gør noget ud af lanceringen, og denne gang modtog jeg bogen indpakket i en avisartikel – om mordet i bogen!

Abbott fortæller historien gennem forskellige synsvinkler. Evies kapitler er fortalt i førsteperson, mens Cleos og Stephanie Kings kapitler fortælles i tredjeperson. Det giver en suspense til fortællingen, fordi vi er klar over, at der er et eller andet med Evie, men ikke hvad. Undervejs sad jeg og gættede og gættede, og til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg bare måtte læse til enden for at få svaret. Abbott formår nemlig at fortælle, så man først tror en ting, så en anden ting og så er man tilbage ved den første ting igen, for derefter at tro noget helt tredje. Det er ret godt gået at holde læseren i mørke så længe, samtidig med at både plottet og troværdigheden holder.

Jeg var ikke lang tid om at læse Drevet til mord, som både er spændende og fyldt med overraskende drejninger. Rachel Abbott skriver i et letforståeligt sprog og har et godt drive i fortællingen. Med de skiftende synsvinkler og den konstante tvivl om hvad der er op og ned, er suspensen høj, uden at historien vælter i blod og voldsomheder.

Hvis du holder af domestic noir thrillers som Den anden af Harriet Lane eller Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn, vil du helt sikkert også kunne lide Drevet til mord. Jeg glæder mig i hvert fald til at få fingre i bind to.

Tak til Gads forlag som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse.

Uddrag af Drevet til mord:

Hun skubbede forsigtigt døren op med foden. De havde ikke brug for lygten. Månelyset strømmed ind ad vinduerne, der gik fra gulv til loft, suppleret af et dusin tændte stearinlys, der stod strategisk placeret rundt om i værelset.

“For fanden i helvede.” Jasons lavmælte udbrud sagde det hele. Sengen var et virvar af rodet betræk omkring to menneskers arme og ben – Stephanie kunne ikke afgøre deres køn fra der, hvor hun stod. Den metalliske lugt bekræftede, hvad hun så. Begge kroppe var helt stille, og det hvide betræk var gennemblødt af tykt, mørkt blod.

Trods den lune aften mærkede Stephanie en kuldegysning ned ad ryggen, og hun sank med besvær. Hvad i helvede var der foregået her? Hun mærkede en pludselig trang til at løbe ud af værelset, væk fra det brutale syn foran hende. 

Hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding, og så vendte hun sig om mod Jason og bad ham lavmælt om at gå ovenpå igen og melde ind. Hun havde ikke brug for et spejl for at vide, at hans rædselsslagne udtryk med de vidt opspærrede øjne afspejlede hendes eget. (s. 9)

Om Drevet til mord:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gad, 365 sider
Omslag: stoltzedesign
Originaltitel: And so it begins

Læs også:

En lille tjeneste af Darcey Bell
Øje for øje af Paul Cleave
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Den anden af Harriet Lane
Bag lukkede døre af B. A. Paris
Løgnen af C. L. Taylor
Ildbarnet af S. K. Tremayne

Ny krimiserie fra Rachel Abbott

Bag lukkede døre af B. A. Paris

Bag lukkede døre af B. A. ParisBag det perfekte ydre lurer ondskaben

Jack og Grace er perfekte. Han er en 40-årig, succesfuld advokat med speciale i at hjælpe voldsramte kvinder – og har aldrig tabt en sag. Hun er 34 år, indkøber for Harrods hvor hun rejser jorden rundt.

Da de møder hinanden, siger det BANG. De forelsker sig, og selv det løfte, som Grace har givet sin 17 år yngre lillesøster, Millie, der lider af Downs Syndrom, om at hun må flytte ind hos Grace, når hun er skal flytte fra sin kostskole, har ikke skræmt Jack væk. Tværtimod glæder han sig ligeså meget som Grace til den dag.

Så de bliver hurtigt gift, og Grace siger sit job op for at passe huset og få alt på plads, før Millie skal flytte ind.

Men hjemmets fire vægge er ikke kun en ramme for perfektion. Ondskaben skjuler sig bag de lukkede døre.

”Bag lukkede døre” af B. A. Paris føjer sig fint til rækken af domestic noir thrillers, der er skudt frem de seneste år. Historien fortælles af Grace, i kapitler der skiftevis kaldes NU og FØR. Springene i tid er med til at skabe suspense ved at lade læseren modtage drypvise informationer, som man så skal forsøge at koble sammen.

Her er tale om en underholdende og letlæst thriller, hvor der lige går lidt tid, før sammenhængen går op for læseren. Jeg køber nok ikke helt præmissen om, hvor let det er at miskreditere en ægtefælle, men i det store hele fungerer plottet fint. “Bag lukkede døre” bliver betegnet som gys, men så langt vil jeg dog ikke gå. Det er derimod en vellykket domestic noir thriller á la ”Den anden” af Harriet Lane og “Mørke afkroge” af Elizabeth Haynes.

Om “Bag lukkede døre”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Jentas, 303 sider
Originaltitel: ”Behind Closed Doors”

Rose Madder af Stephen King

Rose Madder af Stephen KingRosie Daniels har levet i et voldeligt ægteskab med politimanden Norman i 14 år. En dag får hun pludselig nok og stikker af hjemmefra for at starte et nyt liv. Nærmest tilfældigt finder hun vej til “Døtre & Søstre”, et hjem for voldsramte kvinder. Her får hun hjælp til at finde et sted at bo og et job som indlæser af lydbøger.

Den første ting, Rosie køber til sit nye hjem, er et billede, der forestiller en kvinde, som står med ryggen til beskueren på en bakke. Rosie besættes af billedet, som hun synes ændrer sig, hver gang hun betragter det. Det viser sig, at billedet er vejen ind til en anden verden, hvor kvinden på bakken har brug for Rosies hjælp. Den tilbyder Rosie gerne, og det lykkes hende at klare opgaven, men efterfølgende overbeviser hun sig selv om, at det må have været en drøm.

Mens Rosie vænner sig til livet uden sin voldelige ægtemand, leder han med lys og lygte efter hende. Med hjælp af sine venner i politistyrken, lykkes det ham at finde frem til byen, hvor Rosie lever sit nye liv.

Men undervejs i efterforskningen har Norman mistet mere og mere af sin selvkontrol. Fra kun at tæve sin kone kan han nu slet ikke styre sit temperament, og da han finder frem til Rosie, er han selv eftersøgt for flere mord, og nu vil han tale ALVORLIGT med hende.

Det lykkes Rosie at få lokket Norman til at følge efter sig ind i billedets verden, og her overtager kvinden på bakken Rosies rolle, mens Norman tildeles rollen som Erinyes, tyren der vogter i labyrinten, i et opgør hvor kun én kommer tilbage.

Hvor jeg synes godt om den del af romanen, som ser nærmere på Rosie og Normans forhold og undersøger konsekvenser og baggrunde for voldelige forhold, så er jeg knap så imponeret over den overnaturlige del, som finder sted i Rosies billede. Her føles handlingen forceret og virker mere som en irrelevant tilføjelse, end som en nødvendig del af historien.

Trods det, er Rose Madder stadig læseværdig, men det er ikke en af Stephen Kings bedste romaner.

Om bogen:

Originaltitel: Rose Madder
Udgivelsesår: 1995