Indlæg tagget med ‘identitet’

Fuglereden af Shirley Jackson

Fuglereden af Shirley Jackson

Siden jeg fik nys om, at forlaget Alhambra planlagde at oversætte Fuglereden til dansk, har jeg holdt øje med den. Og forleden kunne jeg endelig sætte mig godt til rette og begynde læsningen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet det interessante forord, hvor hun blandt andet fortæller om Shirley Jacksons omfattende forfatterskab, der tæller seks romaner, to erindringsbøger, et skuespil, en lærebog og over 300 essays og noveller. Alt sammen skrevet inden hendes alt for tidlige død som kun 48-årig.

I dag tænker de fleste formentlig på Shirley Jackson som feminist, men i 1963 kaldte Betty Friedan hende for den værste af husmorforfatterne, der: “iscenesatte sig selv som husmødre og tjente patriarkatet som kvindelige onkel Tom’er.” Som Siri Ranva tørt konstaterer: “det er næsten umuligt at forestille sig, at hun [Betty Friedan, JH.] rent faktisk har læst Fuglereden.”

Historien fortælles over seks kapitler med hvert sit fortællerperspektiv.

Vi starter med Elizabeth. Hun er en stille, farveløs ung kvinde, der bor sammen med sin moster, Morgen, efter moderens pludselige død. Elizabeth arbejder på et museum. Ikke fordi hun er særligt interesseret i det, men alligevel er hun pligtopfyldende som få.

Under en renovering af museet møder Elizabeth en dag op på sit kontor til et kæmpehul i den ene væg. Og herfra skrider begivenhederne. Elizabeth begynder at modtage truende beskeder. Hun lider af hovedpine og rygsmerter, og hendes ensformige liv brydes igen og igen af mærkelige optrin, som hun ikke selv husker noget om.

Modvilligt indvilliger Elizabeth at besøge doktor Wright, som er fortælleren i andet kapitel. Doktor Wright er en selvhøjtidelig mand, der gør en dyd ud ikke at ‘hoppe på’ alle mulige moderne idéer.

Jeg mener, at jeg er en ærlig mand. Ikke sådan en blødagtig, moderne læge med alskens diagnoser for ingenting og alskens kure for sygdomme, der ikke findes, sådan en, der skammer sig for meget til at kunne se patienterne i øjnene. Nej, jeg mener, at jeg er en ærlig mand, og os er der ikke mange tilbage af.” (side 60)

Under sit forsøg på at hjælpe Elizabeth opdager han efterhånden, at hun gemmer på flere personligheder. Én af dem er fortæller i kapitel tre, mens kapitel fire igen er doktor Wright. Kapitel fem fortælles af moster Morgen, og sjette kapitel afslører jeg ikke.

Fuglereden er på en og samme tid skræmmende og morsom. Det er skræmmende at opleve Elizabeths tab af sig selv, og omgivelsernes manglende indføling. Men det er samtidig morsomt at følge doktor Wrights oppustede ego, når han gang på gang sættes til væg af Elizabeths underbevidste personligheder.

Siri Ranva nævner i forordet, at: “centrale elementer af Fugleredens form og forløb samt doktor Wrigths perspektiv og overvejelser korresponderer med Morton Princes afhandling [The Dissociation of a Personality, JH]. En anden central kildetekst er Sigmund Freuds studie af den tilsyneladende ‘hysteriske’ Dora i Bruchstück einer Hyserie-Analyse fra 1905.” (side 14)

Under læsningen kom jeg selv flere gange til at tænke på bogen Sybil skrevet af Flora Rheta Schreiber, om en psykiaters kamp for at helbrede en ung personlighedsspaltet kvinde. Sybil har intet af Shirley Jacksons forløsende humor, men Fuglereden er ikke mindre seriøs af den grund.

Fuglereden er et indfølende portræt af en ung kvinde med en spaltet personlighed. Den er mørk og alligevel humoristisk, og så giver den et foruroligende indblik i sindets skyggesider og den galskab, som lurer i os alle.

Uddrag af romanen:

“Hold venligst op med at kalde mig det,” sagde hun vrissent. “Jeg siger Dem, at jeg ikke er frøken R., og jeg hader hendes navn; hun er en tudemarie og et tosset lille fjols, og det er jeg bestemt ikke.”

“Jamen, hvad skal jeg så kalde Dem?”

“Hvad kalder De mig i Deres notater? Dem, De engang viste hende?”

Jeg var forbløffet over, at hun kendte til mine notater og vidste, at frøken R. engang havde set dem, men jeg sagde blot: “Jeg har intet navn til Dem, siden De nu frasider Dem Deres oprindelige. Jeg har kaldt Dem R3.”

Hun skar ansigt ad mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3,” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Charmain, eller Lilith, hvis De foretrækker det.”

Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr. “Frasiger De Dem også navnet Elizabeth?” spurgte jeg.

“Det er hendes navn.”

“Men,” udbrød jeg, ramt af en pludselig indskydelse, “De har selv foreslået det: Elizabeth, Beth, Betsy og Bess …”

Hun slog en grov latter op. “Elizabeth er den tomhjernede, Beth er doktorens kæledægge; udmærket så vælger jeg Betsy.” Og hun lo igen.

“Hvorfor ler De?”

“Jeg tænkte bare på Bess,” sagde hun grinende.

Og det, kære læser, gjorde jeg også. (side 107-108)

Om Fuglereden:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 408 sider
Omslagsdesign: Caroline Asferg Bernhard
Originaltitel: The Bird’s Nest, 1954
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Skygger af Henriette Rostrup
Forglemmigej af Teddy Vork

Usete steder af Karoline Stjernfelt

Usete steder & andre historier af Karoline Stjernfelt

Karoline Stjernfelts Usete steder er endnu en udgivelse, der fortjener opmærksomhed, men som jeg ikke når at få skrevet en omtale af.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Stjernfelts debut, den historiske tegneserie I morgen bliver bedre: Kongen fra 2015, som er første bind i en trilogi.

Usete steder er derimod små eftertænksomme noveller. Nogen i farver, nogen i sort/hvid, men alle er de interessante at dykke ned i.

Anmelderne skriver:

Cobolt har samlet syv af Karoline Stjernfelts korte historier i ‘Usete steder’. De har alle været trykt diverse steder tidligere og er lavet i årene 2015-18. Derfor er der ikke et fælles tema eller et fælles udtryk i historierne. Stjernfelt fortæller selv i det interessante forord, der forsvarer tegneserien i alle dens afskygninger, at ‘Usete steder’ er ”mit kærlighedsbrev til tegneserien”. De syv historier demonstrerer i hvert fald også, at Stjernfelt har et talent ud over det sædvanlige, når man på den måde får lejlighed til at følge hendes udvikling. (Nummer 9, 23.04.2020)

[…] Mest fascinerende er den brillant eksekverede mini-fantasyfortælling ‘Mumien’, hvor inspirationen fra den mere vidtløftige franske sci-fi-tegneserietradition bliver holdt elegant op i lyset. Lige så tegneteknisk ambitiøst forløst er Karoline Stjernfelts forsøg på at ride om kap med Valdemar Atterdag og ‘Sjølunds fagre sletter’ i den karske drømmeluft over Gurre. Efter at have siddet og gloet lidt på disse forbløffende sider når jeg frem til den konklusion, at der vist ikke er meget, Karoline Stjernfelt ikke vil kunne bemestre med sin pen og sit grafiske overblik. (Politiken, 2019-11-22)

Forlagets beskrivelse:

Usete steder er syv skæbnefortællinger fra Karoline Stjernfelt.

En konge undsiger Gud og Himmerige, hvis blot han må beholde sit Gurre. En fuglefotograf sværger, at hun aldrig rørte den sælunge på stranden som barn. En krig forpurrer en spirende kemikers drømme og sender hendes liv i en helt anden retning. Et øde beliggende hus i en svensk skov og den største planet i solsystemet, Jupiter, har noget tilfælles. En blod-ed forsegler en hemmelighedsfuld handel mellem to gamle bekendte, og en mumie kan vende hjem.

Alle møder de skæbnen i den ene eller den anden form. Og skæbnen har følger … dens veje er uransagelige.

Om Usete steder & andre historier:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 76 sider
Omslag og illustrationer: Karoline Stjernfelt

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Gigant af Rune Ryberg
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Frankenstine af Lars Kramhøft

Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Lars Kramhøft er en interessant forfatter, og jeg har efterhånden læst en del af hans bøger. Blandt andet har han flere gange samarbejdet med tegneren Tom Kristensen, ikke mindst i den prisvindende tegneserie Fordærvet. Men Kramhøft tegner også selv. Senest i den delvist autofiktive Noget frygteligt er altid lige ved at ske.

I Frankenstine leverer Lars Kramhøft historien, mens Jam Aden står for illustrationerne. Resultatet er en fin fortælling om køn, identitet og venskab iblandet både gys og grin.

Bagerst er indsat en faktaboks om køn samt en hurtig guide til kønsneutrale pronominer.

Opfyldt af sorg over sin hustru og datters død i et flystyrt skaber kirurgen, dr. Haraways, en skabning som skal udfylde tomrummet. Men Stine kan ikke erstatte Haraways familie, og en dag begår han selvmord.

Nu er Stine alene i en verden med ukendte spilleregler. Tilsyneladende er det meget vigtig, om man er en han eller en hun, men Stine bliver heldigvis venner med Vicky, som er mere interesseret i, hvordan Stine er, end hvad hen er.

Andre er dog ikke så fordomsfri. Caroline er misundelig over, at hendes kæreste taler så godt med Stine, at hun beslutter sig for at tilkalde mørkets magter og på den led slippe af med Stine. Det går dog ikke helt efter planen.

Anmelderne skriver:

Lars kramhøfts velfungerende historie sætter – uden at pege spidse fingre – fokus på kønsidentitet. Først og fremmest. Men også venskab og trolddom! Det hele blandes til en velfungerende tegneserie, der genbruger et klassisk litterært tema til at fortælle en hel ny historie. (Tid til tegneserier 29.05.2020)

‘Frankenstine’ er en meget anderledes og smuk graphic novel, hvis hovedtematikker er venskab, køn og magi. Historien i sin helhed ligner ikke noget, jeg har set før, og det er ret befriende. Mørkt og humoristisk, overvældende og alligevel ret simpelt. En historie med mange forskellige spor og mange sære væsner. Nogle af dem forklædt som mennesker. (Litteratursiden 05.05.2020)

Det er et flot værk som er dystert, fangende, interessant og yderst smukt samtidig. Det er grelt og fantastisk og den eneste grund til at jeg ikke giver værket topkarakter, er at jeg personligt ikke havde behov for at der skulle være alle de uhyrer, dæmoner og lignende med. Men det til side så er det virkelig en spændende indgangsvinkel til en anden måde at forstå hvad det vil sige at være ciskønnet, non-binær og så videre. For det er jo et emne der fylder meget hos mange i dag og som det er blevet mere almindeligt at tale om – heldigvis. (Bogrummet 05.04.2020)

Der findes tegneserier, som jeg virkelig ville ønske var bedre. Og Jam Aden og Lars Kramhøfts ‘Frankenstine’ er én af dem. For dens emne er vigtigt, og grundidéen om et ordspillende queer-feministisk remix af ‘Frankenstein’ er egentlig ret oplagt […] På trods af åbenlyse mangler kan man håbe, at en bog som ‘Frankenstine’ kan være værdifuld læsning for unge mennesker, der ikke føler sig inkluderet af den herskende heteronormative kønsforståelse – og, nok så vigtigt, også for dem (os), der er repræsenteret vidt og bredt, og som automatisk og uden forsæt tænker køn og seksualitet, som de altid har gjort og kender fra sig selv. Man kan i hvert fald håbe, at Jam Aden og Lars Kramhøft kan være med til at nuancere en debat, der for det meste foregår som binær skyttegravskrig. (Politiken, 2020-03-31)

Om Frankenstine:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 83 sider
Forside og illustrationer: Jam Aden

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Onde piger af Alex Marwood
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Thornhill af Pam Smy
Zam af Jesper Wung-Sung

Fjeldgænger af Julie Clausen

Fjeldgænger af Julie Clausen

Ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland

Rebekka har taget orlov fra religionsstudiet for at arbejde et halvt år i Aasiaat i Grønland. Hun trænger til at finde sig selv efter bruddet med kæresten Jesper, og har fået job i receptionen på hotel Gudhjem, efter den tidligere receptionist pludselig rejste.

Romanen starter med Rebekkas ankomst til Grønland, men med indskudte kapitler der springer tilbage til tiden i Danmark. Dels til mødet med Jesper og dels til tanker om familien derhjemme. Særligt om lillebroren Johannes der er i en svær fase.

I nutiden falder Rebekka til på hotellet, men noget er alligevel ikke helt rigtigt. Der er mærkelige lyde på det halvtomme hotel, og en grønlandsk mand dukker op og forsvinder igen uden spor. Men kun når Rebekka er alene. Og så begynder hun at få mareridt. Mareridt som måske har forbindelse til et gammelt grønlandsk sagn om de to brødre Aqqaluk og Paalu, der går qivittog.

Fjeldgænger er en underholdende ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland. Mod slutningen bliver stemningen mere og mere foruroligende med Rebekkas skræmmende mareridt og pludselige blackouts, uden dog at forvandle sig til en regulær gyser.

Til gengæld indeholder Fjeldgænger mange interessante tanker om tro og identitet. Rebekka er overbevist kristen, og mødet med Grønlands gamle åndeverden lukker op for en masse tanker hos hende. Hvor hun nogle gange finder Gud i den tomme stilhed i fjeldene, er det andre gange skræmmende væsener fra Grønlands fortid, der hjemsøger hende. Men hvad vil de Rebekka? Og hvorfor rejste hun egentlig til Grønland?

Julie Clausen har en række ungdomsromaner bag sig. Flere af dem handler om ungdomslivet og om at finde sin egen identitet. Et par stykker bevæger sig ligesom Fjeldgænger over mod thriller/gyser genren, bl.a. Dæmoner og Tankespind.

Fjeldgænger er oprindeligt anmeldt til Litteratursiden

Om Fjeldgænger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 239 sider
Omslag: Karin Hald

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie stiger nøgen op af Trondhjemsfjordens vand. Hun ved ikke, hvem hun er. Men hun ved, at mennesket er hendes bytte.

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen er en næsten psykedelisk roman, om Lucie, der i snart 1000 år har vandret på jorden i søgen efter et svar på, hvad hun er. Hendes eneste følgesvend er Hungeren, der kun dæmpes, når hun æder levende mennesker og optager deres sjæl.

I nutiden møder hun den tidligere børsmægler Casper under CopenHell, mens hun leder efter et offer. De ender i en københavnsk opiumshule, hvor rusen giver Lucie adgang til en flig af hendes fortid. Men også Casper oplever noget uforklarligt under episoden, som ender med at føre ham på en pilgrimsvandring til Trondhjem sammen med vennen og religionshistorikeren Martin. Og ikke mindst med Lucie, der fornemmer, at forklaringen på hendes eksistens kan findes her.

Vandringen op gennem Norge bliver ikke kun en fysisk vandring. Både Casper og Martin får modvilligt udvidet deres verdensforståelse, mens Lucie kommer tættere på de mystiske ånder, der forsøger at forhindre hende i at finde frem til sandheden. Undervejs kommer Martin også på sporet af, at Lucie muligvis har noget med et voldsomt mord i København at gøre, ligesom det bliver klart, at hun ikke er en almindelig kvinde.

Anne-Marie Vedsø Olesen er ikke bange for at give den fuld gas i sine romaner. Det gør hun også her i Lucie, hvor en blodtørstig kannibal flænser sig vej op gennem Norge, mens nordiske myter blander sig med kristendommens indtog og tanker om identitet, tro og rationalitet. Det er stærkt underholdende og samtidig tankevækkende.

Jeg er særligt begejstret for, at AMVO tør skrive en hovedperson, der ikke er sympatisk. Vi er i nutiden forvænt med vampyrer, der forelsker sig i deres teenage-ofre og pludselig udvikler menneskelighed. Men sådan er Lucie ikke. Selvom mennesker kan være interessante, bliver de aldrig ligeværdige, og det er en spændende og brutal vinkling.

Lucie er horror blandet med fantasy blandet med historiske facts om kristningen af Norge. Det er en anderledes, men spændende blanding, som helt fortjener de mange roser, den har fået af både bloggere og anmeldere. Med andre ord – er du til en hektisk, surrealistisk, overrumplende, mørk, blodig, gådefuld og underholdende fortælling, så led ikke længere.

Om Lucie:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Politiken, 338 sider
Omslag: Jette Svane/ved5tiden

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett m.fl., illustreret af Peter Snejbjerg
Fall of gods: she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Englemageren af Stefan Brijs
Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl
Kødets afveje af Anders Hoberg
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Menneskesønnen: Den 8. bog om Satan af Maya Salonin
Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Intet på jord af Conor O’Callaghan

Intet på jord af Conor O’CallaghanEn lille familie i et udstillingshus på en byggeplads. En lang, varm sommer. En forsvinden. Conor O’Callaghans roman Intet på jord er en snigende, sansemættet og foruroligende fortælling, der efterlod mig besynderligt påvirket.

Helen, Paul og deres datter samt Helens tvillingesøster Martine er flyttet ind i et udstillingshus på en byggeplads, efter at have boet i udlandet i flere år. Byggeriet af de øvrige huse er dog gået i stå, så mens Paul og Martine arbejder i den nærliggende by, går Helen hjemme sammen med datteren, alene på den tomme, støvede plads.

Dagene går. Det er varmt og tørt, og familien holder sig mest for sig selv. Men i den flimrende varme opstår sprækker, og en dag er Helene forsvundet. Ingen ved hvorhen, og selvom politiet kommer på sagen, finder man hende ikke. Alligevel må hverdagen gå videre. Og det gør den, næsten som om Helen aldrig var der. Men sprækkerne er der stadig.

Conor O’Callaghans roman Intet på jord er en usædvanlig læseoplevelse. Den er flot fortalt, og umiddelbart sker der ikke meget, men alligevel er den overrumplende intens. Bagsideteksten kalder bogen for en ”smuk og foruroligende roman fra en flosset kant af virkeligheden”, og det må siges at være en meget præcis beskrivelse. Stemningen er intens og fyldt med ildevarslende forudanelser. Så selvom det ikke er en gyser, slog mit hjerte hårdere under læsningen, og jeg følte, jeg faldt ind i romanens underlige, mareridtsagtige univers.

Det usagte og ubestemmlige fylder meget. Vi ved ikke helt, hvor vi er. Vi ved heller ikke helt, hvem personerne er, eller hvad der er sket. I stedet lader O’Callaghan en masse antydninger falde. Tilsyneladende gemmer Helen og Martines forhistorie på et drama. Men hvad, får vi aldrig at vide, ligesom vi kommer i tvivl om, hvor meget vi egentlig kan stole på selve fortællingen. Sker de ting, der beskrives på byggepladsen overhovedet? Virkeligheden flyder ud, og vi efterlades fulde af tvivl.

Jeg har på det seneste læst flere af forlaget Jensen & Dalsgaards udgivelser, og jeg må sige, at de har en særlig evne til at finde de unikke og anderledes romaner. Intet på jord er ingen undtagelse. Da jeg først lod mig fange ind af den sære og urovækkende fortælling, var det en fantastisk læseoplevelse. Men historien efterlader flere spørgsmål end svar, og er således meget svær at anmelde fyldestgørende.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Intet på jord:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Jensen & Dalgaard, 217 sider
Omslag: ”Ghost Estates” af Valérie Anex – valerianex.com
Originaltitel: Nothing on Earth
Oversætter: Nete Harsberg