juni 2019
M T O T F L S
« maj    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘identitet’

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie stiger nøgen op af Trondhjemsfjordens vand. Hun ved ikke, hvem hun er. Men hun ved, at mennesket er hendes bytte.

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen er en næsten psykedelisk roman, om Lucie, der i snart 1000 år har vandret på jorden i søgen efter et svar på, hvad hun er. Hendes eneste følgesvend er Hungeren, der kun dæmpes, når hun æder levende mennesker og optager deres sjæl.

I nutiden møder hun den tidligere børsmægler Casper under CopenHell, mens hun leder efter et offer. De ender i en københavnsk opiumshule, hvor rusen giver Lucie adgang til en flig af hendes fortid. Men også Casper oplever noget uforklarligt under episoden, som ender med at føre ham på en pilgrimsvandring til Trondhjem sammen med vennen og religionshistorikeren Martin. Og ikke mindst med Lucie, der fornemmer, at forklaringen på hendes eksistens kan findes her.

Vandringen op gennem Norge bliver ikke kun en fysisk vandring. Både Casper og Martin får modvilligt udvidet deres verdensforståelse, mens Lucie kommer tættere på de mystiske ånder, der forsøger at forhindre hende i at finde frem til sandheden. Undervejs kommer Martin også på sporet af, at Lucie muligvis har noget med et voldsomt mord i København at gøre, ligesom det bliver klart, at hun ikke er en almindelig kvinde.

Anne-Marie Vedsø Olesen er ikke bange for at give den fuld gas i sine romaner. Det gør hun også her i Lucie, hvor en blodtørstig kannibal flænser sig vej op gennem Norge, mens nordiske myter blander sig med kristendommens indtog og tanker om identitet, tro og rationalitet. Det er stærkt underholdende og samtidig tankevækkende.

Jeg er særligt begejstret for, at AMVO tør skrive en hovedperson, der ikke er sympatisk. Vi er i nutiden forvænt med vampyrer, der forelsker sig i deres teenage-ofre og pludselig udvikler menneskelighed. Men sådan er Lucie ikke. Selvom mennesker kan være interessante, bliver de aldrig ligeværdige, og det er en spændende og brutal vinkling.

Lucie er horror blandet med fantasy blandet med historiske facts om kristningen af Norge. Det er en anderledes, men spændende blanding, som helt fortjener de mange roser, den har fået af både bloggere og anmeldere. Med andre ord – er du til en hektisk, surrealistisk, overrumplende, mørk, blodig, gådefuld og underholdende fortælling, så led ikke længere.

Om Lucie:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Politiken, 338 sider
Omslag: Jette Svane/ved5tiden

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett m.fl., illustreret af Peter Snejbjerg
Fall of gods: she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Englemageren af Stefan Brijs
Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl
Kødets afveje af Anders Hoberg
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Menneskesønnen: Den 8. bog om Satan af Maya Salonin
Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Intet på jord af Conor O’Callaghan

Intet på jord af Conor O’CallaghanEn lille familie i et udstillingshus på en byggeplads. En lang, varm sommer. En forsvinden. Conor O’Callaghans roman Intet på jord er en snigende, sansemættet og foruroligende fortælling, der efterlod mig besynderligt påvirket.

Helen, Paul og deres datter samt Helens tvillingesøster Martine er flyttet ind i et udstillingshus på en byggeplads, efter at have boet i udlandet i flere år. Byggeriet af de øvrige huse er dog gået i stå, så mens Paul og Martine arbejder i den nærliggende by, går Helen hjemme sammen med datteren, alene på den tomme, støvede plads.

Dagene går. Det er varmt og tørt, og familien holder sig mest for sig selv. Men i den flimrende varme opstår sprækker, og en dag er Helene forsvundet. Ingen ved hvorhen, og selvom politiet kommer på sagen, finder man hende ikke. Alligevel må hverdagen gå videre. Og det gør den, næsten som om Helen aldrig var der. Men sprækkerne er der stadig.

Conor O’Callaghans roman Intet på jord er en usædvanlig læseoplevelse. Den er flot fortalt, og umiddelbart sker der ikke meget, men alligevel er den overrumplende intens. Bagsideteksten kalder bogen for en ”smuk og foruroligende roman fra en flosset kant af virkeligheden”, og det må siges at være en meget præcis beskrivelse. Stemningen er intens og fyldt med ildevarslende forudanelser. Så selvom det ikke er en gyser, slog mit hjerte hårdere under læsningen, og jeg følte, jeg faldt ind i romanens underlige, mareridtsagtige univers.

Det usagte og ubestemmlige fylder meget. Vi ved ikke helt, hvor vi er. Vi ved heller ikke helt, hvem personerne er, eller hvad der er sket. I stedet lader O’Callaghan en masse antydninger falde. Tilsyneladende gemmer Helen og Martines forhistorie på et drama. Men hvad, får vi aldrig at vide, ligesom vi kommer i tvivl om, hvor meget vi egentlig kan stole på selve fortællingen. Sker de ting, der beskrives på byggepladsen overhovedet? Virkeligheden flyder ud, og vi efterlades fulde af tvivl.

Jeg har på det seneste læst flere af forlaget Jensen & Dalsgaards udgivelser, og jeg må sige, at de har en særlig evne til at finde de unikke og anderledes romaner. Intet på jord er ingen undtagelse. Da jeg først lod mig fange ind af den sære og urovækkende fortælling, var det en fantastisk læseoplevelse. Men historien efterlader flere spørgsmål end svar, og er således meget svær at anmelde fyldestgørende.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Intet på jord:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Jensen & Dalgaard, 217 sider
Omslag: ”Ghost Estates” af Valérie Anex – valerianex.com