Indlæg tagget med ‘indespærring’

Pige A af Abigail Dean

Pige A af Abigail Dean

I 2018 lykkedes det den 17-årige Jordan Turpin at undslippe sine forældres hus i Californien og tilkalde politiet. Sammen med sine 12 søskende var hun blevet holdt indespærret, sultet og lænket i årevis (læs mere her). Om Abigail Dean har været inspireret af sagen, ved jeg ikke, men historien om Pige A tager udgangspunkt i lignende forfærdelige omstændigheder.

Romanen fortælles af Lex Gracie, en succesfuld advokat i New York. På overfladen en succes, men i sin tid blev hun kendt som Pige A – pigen der slap ud. Sammen med sine søskende blev hun holdt indespærret af sine forældre i årevis, mens faren gled længere og længere ind i sit religiøse paranoide vanvid.

Nu er moren død efter mange år i fængsel, og Lex er blevet udpeget som eksekutor for boet. Udover en sum penge har børnene også arvet familiens hus, der aldrig blev solgt. Vi følger Lex, mens hun opsøger de forskellige søskende for at afgøre, hvad der skal ske med huset. Samtidig hører vi om fortiden, og hvordan det er gået børnene, efter de blev fjernet fra huset. Hvordan man lever efter at have overlevet helvede.

Hvem af os er ikke blevet draget af de grusomme historier om børn, der gennem år har været indespærrede i afsidesliggende huse og kældre, er blevet afstraffet og frarøvet deres vigtigste barne-og ungdomsår og pludselig en dag bryder ud og nærmest dukker op af ingenting. Medierne svælger oftest i det, der er gået forud, i alle rædslerne og urimelighederne, mens en mur af velmenende voksne sidenhen sørger for, at ofrene får fred til at fortsætte deres liv i frihed, og derfor hører den sultne offentlighed sjældent fortsættelsen. Den har den engelske forfatter Abigail Dean imidlertid sørget for, at vi kan få en luns af. I den psykologiske spændingsroman »Pige A«, der er hendes stærke debut, giver hun et fiktionaliseret og spændingsmættet bud på, hvordan livet efterfølgende udspiller sig for en flok søskende, der i årevis har været holdt bag lås og slå og i den sidste tid sågar i lænker.” (Berlingske tidende, 2021-10-01)

Pige A er Abigail Deans debut, og jeg var meget berørt under læsningen. Lex’ historie fortælles troværdigt og indlevende uden at svælge i grusomhederne.

Opbygningen med spring frem og tilbage i tiden, og med Lex som fortæller og deraf følgende subjektivitet, er blændende lavet. Som læser skal vi hele tiden huske, at Lex’ måske ikke er objektivt troværdig, for hun kender kun historien fra sin side. Efterhånden som vi kommer ind i bogen, hører vi også mere om de andre børn og deres overlevelsesmekanismer, og det er barsk læsning. For den voksne Lex har strategien været aldrig at se sig tilbage. Hun har intet haft med moderen at gøre siden, og da hendes psykolog på et tidspunkt forsøger at få hende til at se nærmere på hvorfor faren gjorde som han gjorde, nægter hun.

Trods deres grusomheder overfor børnene og trods Lex’ afvisning af dem, fremstilles forældrene ikke som bevidst onde. De gør helt klart modbydelige ting, men der ligger andet end ren ondskab bag deres handlinger, og det gør Pige A tankevækkende på et andet niveau end andre mere sensationslystne thrillers.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan den form for mishandling kan finde sted, uden at omgivelserne reagerer. Men det er desværre hverken ren fiktion, eller noget der kun sker i udlandet. Tænk blot på Tøndersagen der kom frem i medierne i 2005 (læs mere her). For nyligt udgav den ældste af pigerne en bog, hvor hun fortæller om sin manglende barndom, og hvordan hun alligevel har valgt livet til. Jeg tror ikke, at jeg kan læse den. Abigail Deans fiktive bud er rigelig barsk til mig.

Uddrag af bogen:

Sidst jeg havde set Mor, var den dag, vi flygtede. Om morgenen var jeg vågnet op i en våd seng og vidste, at min tid var løbet ud, og at hvis jeg ikke foretog mig noget, ville jeg dø i huset.

Sommetider besøger jeg vores lille værelse i tankerne. Der er to enkeltsenge klemt ind i hver sit hjørne, så langt væk fra hinanden, som de kan komme. Min seng og Evies. Mellem dem hænger en nøgen elpære, som dirrer, når nogen går forbi ude på gangen. Som regel er den slukket, men sommetider, hvis Far bestemmer det, er den tændt i dagevis. Han har tapet en fladtrykt papkasse fast til vinduet for at kontrollere tiden, men et svagt, brunligt lys siver ind og giver os på den måde vores dage og nætter. På den anden side af pappet var der engang en have og længere ude et hedelandskab. Det er blevet sværere at tro på, at den slags steder med vild natur og vejr stadig findes. (side 19)

Om Pige A:

Udgivelsesår: 10.09.2021
Forlag: Gad, 383 sider
Omslag: Rasmus Funder efter originaldesign af Tyler Comrie
Originaltitel: Girl A
Oversætter: Claus Bech

Indhold:
1. Lex (Pige A)
2. Ethan (Dreng A)
3. Delilah (Pige B)
4. Gabriel (Dreng B)
5. Noah (Dreng D)
6. Evie (Pige C)

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Carrie af Stephen King
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Sorte Sally af John Kenn Mortensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
Harpiks af Ane Riel
En morders død af Rupert Thomson
Hydra af Matt Wesolowski

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

På sin 25-års fødselsdag får Libby Jones det brev, hun som adoptivbarn har ventet på hele sit liv. Endelig skal hun få at vide, hvor hun kommer fra.

Brevet giver ikke alene svar på, hvem hendes biologiske forældre var. Det fortæller også, at Libby har arvet et gammelt hus i millionklassen i den fashionable London-bydel Chelsea. Men huset gemmer på en mørk hemmelighed.

25 år tidligere blev politiet kaldt ud til et hus. Her fandt de en baby, der lå mæt og tilfreds i sin vugge. Og tre sortklædte lig, der havde ligget i køkkenet i flere dage. To af dem var Libbys forældre.

Mysteriet om huset i Chelsea er aldrig blevet opklaret. Hvor forsvandt husets fire andre børn hen? Og hvem var det, der tog sig af den lille Libby i vuggen, i dagene efter forældrenes død?

Libby vil kende hele sandheden om sin familie. Den ligger begravet i huset i Chelsea. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Og så var hun væk af Lisa Jewell, så forventningerne var høje, da jeg åbnede Huset i Chelsea. De blev mere end indfriet!

Historien fortælles gennem tre forskellige stemmer: Libby, Lucy og Henry, og der går lidt tid, før vi finder ud af, hvem de hver især er. Det giver en meget åben start på romanen, som holder læseren i usikkerhed, men også skaber et bånd til os. For vi vil vide, hvem de tre personer er, og hvilken forbindelse de har.

Igennem Libby hører vi i nutiden om arven af huset, og de detaljer om begivenhederne som er offentlig kendt. Hvilket ikke er mange. Så Libby kontakter journalisten Miller Roe, som dækkede sagen dengang, i håb om at han kan hjælpe hende med at finde ud af mere.

Lucy følger vi i Frankrig, hvor hun befinder sig sammen med sine to børn. Hun er hjemløs, og ved romanens begyndelse forbereder hun sig på at besøge én, hun aldrig havde regnet med at skulle se igen.

Det er således kun gennem Henrys kapitler, vi hører om fortiden i huset i Chelsea. Han fortæller om et priviligeret liv, der langsomt begynder at ændre sig, indtil al normalitet er forsvundet, og hverdagen forvandlet til et mareridt.

Både i nutiden og i fortiden trækker hændelserne sig sammen mod en overraskende kulmination, der vender alt, hvad vi tror, vi ved, på hovedet.

Jeg var fuldstændig opslugt under læsningen. Historien folder sig ud i et roligt tempo, men er alligevel fuld af suspense og ikke mindst en nærmest fortættet atmosfære, jo længere ind i fortællingen vi kommer.

Lisa Jewell skriver levende og filmisk. De skiftende synsvinkler fungerer som iboende cliff-hangere i fortællingen, som lokker læseren ind i en verden af rædsel og misrøgt. Men kan vi overhovedet stole på, hvad vi læser?

Huset i Chelsea er en forrygende psykologisk thriller om identitet, bedrag og ikke mindst en grum hemmelighed der har været skjult i 25 år. Er du til stramt komponerede thrillers med overraskende twists og en mørk tone, så kan jeg absolut anbefale at tage med Lisa Jewell til Chelsea i London.

Reklame: Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Min far var ved at trække vin op. Min mor havde sit frynsede forklæde på og var ved at slynge salat. “Hvor længe skal de mennesker være her?” brast det ud af mig. Jeg kunne se, der gik en skygge over min fars ansigt, fordi jeg ikke havde formået at skjule en uforskammet undertone.

“Åh. Ikke så længe.” Min mor satte proppen tilbage på en flaske balsamico og stillede den til side med et mildt smil.

“Må vi blive længe oppe?” spurgte min søster. Hun kunne ikke se det store billede, ikke se ud over sin egen næsetip.

“Ikke i aften,” svarede min mor. “Måske i morgen, når det er weekend.”

“Og hvornår tager de af sted igen?” spurgte jeg og skubbede meget forsigtigt til grænsen mellem mig selv om min fars tålmodighed med mig. “Når weekenden er slut?”

Jeg vendte mig om, fordi jeg fornemmede min mors blik glide forbi mig. Birdie stod i døråbningen med katten i favnen. Den var brun og hvid og havde et ansigt som en ægyptisk dronning. Birdie så på mig og sagde: “Vi kommer ikke til at bliver her længe, lille dreng. Kun indtil Justin og jeg har fundet vores eget sted at bo.” (side 50-51)

Om Huset i Chelsea:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Gad, 344 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Family Upstairs (2019)
Oversætter: Lærke Pade

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Bjerget af Luca D’Andrea
Familiens synder af Cara Hunter
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Tabu af Steen Langstrup
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor

Pigen som ikke var der af Nick Clausen

Pigen som ikke var der af Nick ClausenNick Clausen tager denne gang læseren med til ‘X-files’-land kombineret med Stephen King’ske børneportrætter fortalt i et letlæst sprog. Med andre ord er Pigen som ikke var der en glimrende ungdomsthriller, der også kan læses af voksne.

Andy elsker at læse. Så da han en dag på vej hjem fra skolen vil ind på biblioteket for at låne en bog med hjem, beder han lillesøsteren Rebekka om at vente på ham. Han er kun væk kort tid, men da han kommer ud igen, er hun væk.

Først tror Andy, at lillesøsteren bare driller ham. Men som tiden går, og hun ikke dukker op igen, går det op for ham, at hun virkelig er forsvundet. Så starter den helt store eftersøgning, men politiet finder ingen spor af Rebekka.

Andy føler, at det er hans skyld, så han starter sin egen eftersøgning. Og her får han hjælp fra en uventet hjælper på biblioteket. Men hvad er der egentligt sket med Rebekka?

Nick Clausen er en dygtig fortæller, og Pigen som ikke var der er underholdende fra først til sidst. Jeg blev hurtigt grebet af historien, som skiftevis er skræmmende og sørgelig. For nok er her tale om en thriller, men Clausen lader også historien ramme lidt dybere ved at lade familiens sorg over den forsvundne datter fylde i handlingen. Og så giver slutningen også lige lidt ekstra kant på den rigtig gode måde.

Pigen som ikke var der har en spændende opbygning, der er med til at øge suspensen. Bogen er opdelt i kapitler, der dag for dag beretter historien. Men så sker der et skift, og som læser får vi pludselig et nyt fokus. Det er rigtig fint lavet, og jeg vil ikke afsløre for meget for ikke at spolere overraskelsen.

Nick Clausen er en produktiv forfatter som alene i 2019 udgav tre romaner (Dødt kød – dag 2, Dødt kød – dag 3 og Pigen som ikke var der). Jeg er imponeret over hans fantasi men også over, at kvaliteten af historierne kan vedblive at være så høj. Jeg har i hvert fald følt mig utroligt godt underholdt uanset om Clausen fortæller om zombie-apokalypse eller gule varevogne og forsvundne piger.

Uddrag af romanen:

I søvne drager Andy til de canadiske skove for at jage elge. Pludselig får han øje på Rebekka mellem træerne. Hun står med ryggen til. Andy løber mod hende. Det er svært at bevæge benene rigtigt. Han kommer kun langsomt nærmere.

“Bekka!” kalder han. “Bekka, jeg kommer nu!”

Rebekka drejer hovedet til siden, som om hun hører ham. Men der er noget galt med hendes øjne. Hun græder. Nej, det er ikke tårer, der løber ned over kinderne. Det er blod.

Andy gisper. 

Så træder wendigoen frem fra træet, hvor den har stået skjult. Den er endnu mere gruopvækkende end beskrivelsen i bogen. Den ligner lidt et menneske, men alligevel ikke. Den er højere og tyndere, huden er askegrå og sidder stramt over knoglerne. Øjnene er små og dybtliggende, læberne er sprukne og blodige. 

Andy kan kun se til i rædsel, mens væsenet går hen og tager Rebekkas hånd. Hun lader sig lydigt føre med. Andy vil skrige, men kan ikke få en lyd frem.

Netop da Rebekke forsvinder ud af syne, sætter Andy sig op med et halvkvalt skrig. Han glor rundt i værelset. Hans hjerte føles, som om det sidder oppe i halsen.

“Wendigoen tog Bekka,” hvisker han hæst. “Det var wendigoen …” (side 19-20)

Tak til forlaget Facet som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Pigen som ikke var der:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Facet, 276 sider
Omslag: Nick Clausen
Lix: 23

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel
Drømmeland af Nick Clausen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
Dukkehuset af D. S. Henriksen
Små onde svin af John Kenn Mortensen

Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Pigen ingen vidste var af Wissing & WintherHvad omverdenen angår, er Hominidae Forskningscenter i Memphis en respektabel forskningsinstitution. Det kunne ikke være mere fjernt fra sandheden.

I 1969 studerer den 21-årige Bradley journalistik ved University of Memphis. Ved siden af hjælper han med småopgaver hos Hominidae, hvor hans far, Noah Hobbs, leder projekt A.N.A. Et projekt som, når det bliver offentliggjort, vil ryste den etablerede forskerverdens grundvold.

Hominidae er den latinske betegnelser for menneskeaber, og centeret rummer en gruppe chimpanser, som er det officielle mål for forskningen. Men de ikke det reelle mål. For blandt aberne lever pigen Ana, isoleret fra alle mennesker og uden kendskab til verden udenfor. Det er via Ana, at Hobbs står for at nå sine drømmes mål: At modbevise at mennesket fødes som en tom tavle, der udelukkende formes af sit miljø.

Som lille dreng fik Bradley ved et uheld kendskab til Anas eksistens, og siden har hun fyldt hans bevidsthed. Han har båret den hemmelige viden gennem alle årene, men nu er det nok. Bradley kan ikke mere se stilletiende til, mens Ana holdes fanget udenfor resten af menneskeheden. Ved et nøje tilrettelagt indbrud lykkes det ham at befri Ana fra Hominidae og flygte med hende ud i friheden. Han vil finde frem til hendes identitet og give hende retur til den familie, der uvægerligt må savne hende.

Efter den vellykkede flugt går intet dog som planlagt. Pludselig er FBI i hælene på dem, og ethvert spor, Bradley finder til Anas fortid, synes at lukke flere døre, end de åbner.

Men hvorfor bliver FBI pludselig involveret, når Hominidae ellers forsøger at holde sig under offentlighedens radar? Hvor stammer Ana egentlig fra? Og hvad har et biluheld i 1951 med begivenhederne i nutiden at gøre?

Pigen ingen vidste var er Lars Wissing og Mikkel Winthers debutroman – og uden tvivl en vellykket debut. Historien er i sig selv spændende med et forbudt eksperiment, en ung mand med dårlig samvittighed, en skruppelløs special-agent, og en dukkefører i kulissen der ikke skyer nogen midler for at holde sandheden skjult.

Romanen fortælles i to spor: fortid og nutid, og ved at skifte mellem disse holdes læseren i en konstant spænding. Vi ved noget, men ikke nok, og er derfor nødt til hele tiden at læse videre for at finde ud af sammenhængen.

Sproget er godt, og tonen veksler mellem humoristisk, filosofisk og actionfyldt. Det fungerer udmærket, og passer godt med de forskellige personer vi møder i romanen. Derudover synes jeg godt om forfatternes træk med at placere fortællingen tilbage i 1969, idet det gør plottet langt mere sandsynligt. I nutiden ville mobiltelefoner, internettet og anden moderne teknologi være en hæmsko.

Samtidig var det i 1950’erne at Behaviorismen fik sit store gennembrud i USA. Indenfor Behaviorismen mener man, at mennesket fødes som et ubeskrevet blad (Tabula Rasa) og at adfærd er et resultat af indlæring under påvirkning af miljøet. Det er denne tese, som Hobbs forsøger at modbevise med sit eksperiment, der skal vise, at arv vægter tungere end alt andet.

Visse af karaktererne nærmer sig godt nok klichéen, men igen – ved at henlægge handlingen til 1950’erne og 1960’erne så føles det ikke så utroværdigt.

Endelig er jeg helt vild med forsiden. Dels fungerer billedet og farvevalget rigtig godt, og dels leges der med perspektivet så der nærmest opstår en 3D-effekt. Det er fængende og fedt lavet. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag.

Der var dog også et par småting undervejs, som skurrede lidt under læsningen. Jeg undrede mig f.eks. over, at Ana er iført tøj i indelukket, hvis hun ingen menneskelig kontakt har? Ligeledes føles det lidt urealistisk, at hun så hurtigt affinder sig med Bradley og flugten, når hun hele sit liv kun har været i kontakt med chimpanser. Det kan dog være en del af romanens ‘arv kontra miljø’-tematik. Endelig er der også et par gange, hvor tingene flasker sig lidt for heldigt for at få plottet til at gå op.

Men det er dog som sagt småting, og i det store hele blev jeg fanget af historien. Plottet er spændende og hænger sammen, og selvom jeg måske ikke blev så overrasket over, hånden der styrede trådene fra kulissen, så rummede klimakset alligevel en gigantisk overraskelse, jeg ikke havde set komme.

Pigen ingen vidste var er absolut en godkendt debut med masser af spændende takter. Og så synes jeg, det er fedt, at forfatterne har turde lade romanen slutte så åbent som den gør.

Andre anbefalelsesværdige spændingsromaner, der handler om forskning og etik, er f.eks. Udryddelsen af Kazuaki Takano og Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo.

Om Pigen ingen vidste var:

Udgivelsesår: 15.10.2017
Forlag: Valeta, 389 sider

Besøg Wissing  & Winthers hjemmeside

Tak til forlaget Valeta for læse-eksemplaret. Læs mere om Pigen ingen vidste var på forlagets hjemmeside.

Lille pige af Sarah Engell

Lille pigeDen tidligere model Becca sidder alene i sit hus. Hendes datter forsvandt for flere år siden, og efterfølgende blev hun tvangsindlagt, fordi Savnet gjorde hende syg. Nu har hendes mand forladt hende, og er begyndt at se den unge kvinde Vanessa, hvilket gør Becca rasende af jalousi.

Sideløbende med, at vi hører Beccas historie, følger vi personen, som kidnappede datteren for flere år siden. Datteren blev holdt fanget i en kælder, mens kidnapperen observerer hende og forsøger at gøre hende det klart, at de to har et helt specielt forhold, som ingen kan komme imellem.

De to historier fortælles begge af en jeg-fortæller, og dermed kommer vi helt ind i hovedet på både Becca og kidnapperen.

Becca er utrolig fascineret af historieon om den russiske pige, Katia Popova, der blev holdt indespærret i 9 år, før hun blev fundet. Hendes tanker om den forsvundne datter, om Katia, og hendes jalousi over mandens nye kæreste fører efterhånden Becca ud i neurotiske tvangstanker, og som fortællingen udvikler sig, bliver man mere og mere i tvivl om, hvad der egentlig skete, og hvad der nu vil ske.

Historien er både en vellykket fortælling om en mors sorg og forsøg på at komme videre efter en traumatisk hændelse, der har drevet hende ud i tvangstanker og psykisk sygdom; og så er det også en psykopats fortælling om sin fascination af sit offer og et forsøg på at forstå, hvad der driver sådan et menneske ud i ekstremerne. Slutningen kom som en total overraskelse for mig, og det er ellers ikke ofte, at jeg slet ikke har en fornemmelse af, hvor det bærer hen.

Sarah Engell har flere udgivelser bag sig, men så vidt jeg ved ikke andre indenfor horror-genren. Man kan dog håbe, at hun vil forsøge sig her igen, for efter min mening er Lille pige er en ganske ubehagelig bog, som fik mig til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum og Offer for en samler af John Fowles.

Besøg Sarah Engells hjemmeside

Andre har skrevet om Lille pige:

“… en uhyggelig roman, især fordi man indledningsvist føler sig tryg ved personer og begivenheder for kun at opdage, at trygheden og den tilsyneladende fornuft er illusorisk” (Birte Strandby, Bogvægten)

“… en både barsk og uhyggelig historie, hvor intet er, hvad det ser ud til. Der er nerve og intensitet i handlingen. Det er kort sagt et lille psykologisk og fremragende drama som læseren bliver præsenteret for” (Finn Hansen, Krimi-Cirklen)

“…Lille Pige er [Sarah Engells] første spændingsroman, der på en uhyggelig og ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der bare er en psykisk ustabil kvindes destruktive tanker” (Mette Rosendahl, Jyllandsposten d. 2/9-12)

“…Raffineret staccato-agtig psykologisk gyser om tiltagende vanvid og tvangstanker, som kører helt af sporet” (Grethe Lorentzen, Bibliotekernes lektørudtalelse)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tine Wichmann
Forlag: Mellemgaard, 207 sider

The Girl Next Door af Jack Ketchum

The Girl Next DoorThe Girl Next Door er en af de mest væmmelige bøger, jeg nogensinde har læst – måske endda den væmmeligste – og undervejs havde jeg flere gange lyst til bare at lægge bogen fra mig og ikke læse den færdig.

Historien rumsterede i mit hoved i lang tid efter, og jeg havde svært ved at falde i søvn om natten, fordi den blev ved med at dukke op i tankerne, selvom jeg prøvede at minde mig selv om, at det altså kun var fiktion! Men dels er her tale om en ualmindelig grusom og modbydelig historie, og samtidig var der så mange uafklarede spørgsmål, da bogen sluttede, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på den. Og jeg ved ikke helt, om jeg synes, at det her er en anbefaling eller en afskrækkelse til andre.

Som voksen fortæller David historien om en helt speciel sommer, der kom til at præge ham for resten af livet. To piger flytter ind i nabohuset, hvor Ruth Chandler bor alene med sine tre sønner, bl.a. Donny som er Davids bedste ven. Pigerne Susan og Meg har mistet deres forældre i en ulykke, og Susan lider stadig fysisk efter ulykken. David bliver straks betaget af Meg, som er et par år ældre end ham, og det bliver Donny også.

Men det er svært for Meg og Susan at falde til hos familien Chandler, for selvom Ruth er alletiders overfor sine drenge og deres kammerater, så er hun utrolig striks overfor pigerne – og især Meg. Langsomt udvikler forholdet sig, og fra blot at være striks begynder Ruth nærmest at udøve psykisk terror mod Meg. Men det slutter ikke der. Terroren eskalerer til direkte mishandling, som både udøves af Ruth, hendes sønner og deres venner. Midt i det hele står David, som accepterer mishandlingen, fordi den voksne står for den, men også fascineres af magten over denne førhen så uopnåelige pige. Han suges ind i ondskaben, indtil den dag hans samvittighed alligevel får nok.

Jeg har meget svært ved at læse om børnemishandling, som er noget af det mest grusomme, man kan gøre. Børn er fuldstændig underlagt de voksnes nåde og barmhjertighed, og af kærlighed til forældrene vil de bide hvad som helst i sig, fremfor at fortælle nogen at den er helt galt.

Hvad der gør The Girl Next Door endnu mere forfærdelig er, at her styrer en mor mishandlingen af to piger i sit hus, og hun inddrager sønnerne i det! På den måde ødelægger hun både pigerne, som det går ud over, og drengene som får et fuldstændigt forskruet menneskesyn. Samtidig illustrerer The Girl Next Door også, hvor lidt forældre ved om deres børns gøren og laden. Og hvor lidt vi i virkeligheden bekymrer os om hinanden. Ingen i nabolaget lægger mærke til, at Meg ikke kommer ud af huset i ugevis – på trods af at hun endda har forsøgt at få hjælp ved politiet! Men her affærdiges hun med, at forældre har ret til at straffe deres børn, og Ruth er jo nu at betragte som hendes mor. Det er ganske simpelt grusomt.

Jeg savnede at få en forklaring på, hvorfor Ruth udvikler sig, som hun gør. Var det sygdom, var hun jaloux på Megs ungdom og skønhed, havde hun haft en forfærdelig barndom eller …? Det ville have hjulpet mig til at komme overens med fortællingen, hvis der var en grund til Ruths ondskab. Men der er jo sjældent en grund til, at sociopater handler, som de gør, og måske giver Jack Ketchum til dels en forklaring i sit efterord, hvor han fortæller, at historien er inspireret af en virkelig tragedie: En kvinde som med hjælp af sine børn og deres venner torterede den 16-årig Syliva Likens ihjel for at “give hende en lektion”.

Om kvinden skriver han: “… here’s this woman, this adult, giving them permission, orchestrating things and leading them every step of the way in some sick game of instruction that had something to do with a fundamental loathing of her sex and inability to see any suffering but her own…”

At The Girl Next Door bygger på en virkelig tragedie, gør jo blot hele bogen endnu mere fortvivlende, og jeg er ikke sikker på, om jeg nogen sinde tør læse en bog af Jack Ketchum igen. Jack Ketchum er i øvrigt et pseudonym for Dallas Mayr.

Bogen blev filmatiseret i 2007 med Gregory Wilson i instruktørstolen og Blanche Baker som Ruth, men den skal jeg helt sikkert ikke se.

Læs også Richard Garns anmeldelse af bogen

Besøg Jack Ketchums hjemmeside

Om The Girl Next Door:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Leisure Books, 370 sider