december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘insekter’

Love City af David og Stephan Garmark

Love City af David og Stephan GarmarkLove City er kælenavnet for ferieparadisøen St. John i det tidligere Dansk Vestindien. Men der er ikke meget kærlighed at finde nu. En dødbringende epidemi hærger, og øerne er i forvejen stort set smadrede efter to voldsomme orkaner. Et dansk nødhjælpsteam er på vej for at hjælpe øens nødstedte beboere. Spørgsmålet er, om det er muligt …

Brødrene David og Stephan Garmark er tilbage med endnu en frygtelig og fascinerende roman. Denne gang tager de læseren med ud over Danmarks grænser til De Vestindiske Øer, der tidligere hørte under Danmark. Allerførst er vi dog en tur i Afrika i 1751, hvor en ekspedition under en dansker ved navn Wilhelm Kramer, strider sig vej gennem junglen. Kramer forsøger at finde Ewe-folket, eller mere præcist deres heksedoktor.

Så springer vi til nutiden, hvor St. Thomas er blevet invaderet af den karismatiske revolutionær King Malcolm, der ønsker at løsrive øerne fra USA. Han tillader dog internationale nødhjælpsorganisationer at komme i land på øerne, og på St. John, hvor en alvorlig epidemi raser, er der for alvor brug for hjælpen. Hertil ankommer Samantha “Sam” Fisker som en del af et hold fra European Crisis Aid under beskyttelse af et privat vagtværn, der ledes af Danny Stoker.

Kapløbet om at finde en kur mod sygdommen synes dog håbløst. Indtil videre er det kun lykkes lægerne at konstatere, at selvom alle symptomerne ligner malaria, så er det ikke malarie. For at finde ud af hvad det så er, opsøger Sam og Danny en gammel læge, der bor på øen. Måske har han set sygdommen før?

Men noget lurer i skoven, og en stærk vind trækker op. Efterhånden går det op for Sam og Danny, at det måske ikke er King Malcolms oprørere eller sygdomsbakterier, de bør frygte mest.

Med Love City går Garmark brødrene nye veje i forhold til Rakelsminde, men fortælleglæden er den samme, og endnu en gang serverer de en fængslende, velfortalt og ikke mindst skræmmende historie. Jeg er begejstret over, hvordan de i en letlæselig og underholdende roman får indlagt samfundskritiske kommentarer, der på ingen måde virker hverken prædikende eller påfaldende. Og jeg er vild med, at de får sat fokus på danskernes slaver, som ellers er en del af vores historie, vi ikke gerne tænker på. Ikke mindst er det også interessant at følge nødhjælpsarbejderne og komme tæt på deres hverdag, som nærmest er så langt fra min, som man kan komme.

Men man kan også “bare” læse Love City som en regulær thriller, der trækker tråde ind i det ukendte. På øen er nødhjælpsarbejderne på skift prisgivet King Malcolms oprørere og sygdommen på St. John, så atmosfæren er allerede fra starten fuld af frygt. Det er fremragende beskrevet, og med en støt stigende spændingskurve og en hæsblæsende slutning er underholdningsværdien i mine øjne helt i top.

Som med Rakelsminde er det Mikkel Henssel, der har lavet forsiden, og endnu en gang har jeg kun ros til overs for hans arbejde. Umiddelbart fanges øjnene af neon-titlen, men når man ser nærmere på siden, dukker flere og flere flotte detaljer op. Ikke mindst finessen at man med fingerne kan mærke konturen af titlen.

På en måde er Love City et mere helstøbt værk end Rakelsminde. Hvor sidstnævnte var en hæsblæsende spurt gennem forskellige genrer og overrumplende begivenheder, så giver Love City læseren lov til dvæle lidt mere undervejs. Her er stadig både action og blod, så man keder sig bestemt ikke. Men den lidt mere tætte handling klæder fortællingen, og jeg er overbevist om, at romanen vil tiltale en langt bredere læserskare end blot hardcore horror-elskere som jeg. Jeg kan i hvert fald anbefale den – også hvis du egentlig ikke er fan af gys og horror.

“Danny tjekkede sin M17 ni-millimeter og stoppede den i hylsteret, inden han listede ud af lejren. Den gik ham på, lejren. Ikke alene stank den af råd og sygdom, men DE var der også. Dem, han så indimellem, og nogle gange bare mærkede som en form for kvalmende elektricitet mod huden. Der var ikke meget, der skræmte Danny Stoker, men DE gjorde. De hørte ikke til i denne verden. Han havde brug for en lille travetur for at blive klar i hovedet. Og han havde en mission.” (s. 96)

Love City er også indtalt som lydbog af David Garmark, og forfatterne har doneret en del af overskuddet fra bogen til nødhjælpsarbejde i samarbejde med Dansk Røde Kors. Bidrag til indsamlingen her.

Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Om Love City:

Udgivelsesår: 01.09.2018
Forlag: Kandor, 277 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Rakelsminde af David og Stephan Garmark (læs et interview med brødrene)
De ubudne af Liz Jensen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Blodmanden af Robert Pobi
Afsind af Martin Schjönning

 

Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue

Vild med blod af Henrik Einspor

Vild med blod af Henrik EinsporJeg må hellere erkende, at Vild med blod er mit første besøg i Jack Stump land. Det er dog helt klart en serie, jeg nu vil anbefale min 11-årige nevø at kaste sig over. Her er nemlig både spænding og humor. Og så er det naturligvis grønt. Heltene har nemlig slået sig ned som politisk korrekte økologiske detektiver med blyfrit bly i skyderne og fokus på dyrevelfærd.

Indersiden af bogens omslag indeholder en mængde avisudklip om drengen Jack Stump, som drak plantegift og faldt i koma. 20 år efter vågner han op igen som et barn i en voksenkrop. Siden løber han hjemmefra og slår sig sammen med Dick og Sue ned som De Grønne Detektiver i byen Doom Town. Her starter Vild med blod.

En seriemorder hærger Doom Town, hvor lig efter lig helt tømt for blod dukker op. Dicks mor (som i øvrigt er en barsk bibliotekar) er bange for, at morderen gemmer sig i hendes hus, der ligger langt ude i sumpene. Hun får derfor Sue, Dick og Jack til at komme ud og gennemsøge huset, men de finder ikke noget. Jack ender dog med at blive der natten over som livvagt, og her møder han den mystiske lejer hr. Drone.

Hr. Drone forsker i myg, og rygtet vil vide, at han blev spist af en kvælerslange i Amazonjunglen. Ikke desto mindre befinder han sig nu i Doom Town, hvor han har fundet nogle eksemplarer af de meget sjældne sumpmyg. Men hvad har det med vampyr-seriemorderen at gøre?

Vild med blod bringer mindelser om de klassiske hardboiled krimier med Philip Marlowe og Sam Spade, hvor detektiven opklarer sagen med lige dele rå vold og sort humor. De Grønne Detektiver er dog ikke særligt voldelige, udover lidt chili i vandpistolen. Til gengæld flyder humoren både tørt og morsomt, så jeg er sikker på at målgruppen (+10 år) vil nyde historien om Jack Stump og de grønne detektiver. Og heldigvis bliver det aldrig alt for farlig.

“Hvad er det for noget kluns at rende rundt i?” spurgte jeg, mens mit hjerte faldt til ro. “Du ligner den usynlige mand på safari.” “Nåh, gazebindet? Det er på grund af insekterne,” oplyste han og spurgte, hvem jeg var. Jeg fortalte ham det. Han gav mig skyderen tilbage og mumlede noget om vejret. Det var ikke det mest optimale at studere myg i tordenvejr, kunne han oplyse. Uden at vide noget som helt som studiet af myg var jeg tilbøjelig til at give ham ret. Det var ikke et vejr at lukke en hund ud i. Faktisk var det slet ikke nogen god idé at lukke en hund ud i alligatorsumpen. Heller ikke i godt vejr. (s. 28)

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Om Vild med blod:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 101 sider
Omslag: Tommy Kinnerup
Lix: 22
Serie: Den grønne detektiv

Serien om Den grønne detektiv:

Den grønne detektiv, 2014
Rød alarm, 2015
Gys og maddiker, 2015
Vild med blod, 2018

Marcherende myrer af Dennis Jürgensen

Marcherende myrer af Dennis JürgensenØrestadens nye turistattraktion, Sommerfugle Shangri-La, bliver scene for et ualmindeligt grusomt mord her i 4. bind af Dennis Jürgensens fremragende krimiserie med Roland Triel.

I Ørestaden er et entomologisk oplevelsescenter under opførelse. Her skal publikum om to måneder kunne opleve alverdens sommerfugle, eksotiske insekter og andre kriblekrabledyr. Men da to nattevagter gør et makabert fund under deres runde, bliver det i stedet for politiet, som bliver første gæster i centeret.

En mand bliver nemlig fundet død, uden id og næsten lemlæstet til ukendelighed. En tatovering af en skorpion på den ene hånd er eneste mulighed for at identificere ofret, og før man ved, hvem det er, kan politiet ikke finde morderen.

Roland Triel sættes på sagen, men uden helt at slippe sin private efterforskning efter morderen der slog hans kone ihjel og mishandlede hans datter, Andrea.

Sideløbende med nutiden følger vi danskeren David Schuster 32 år tidligere. Under en jordomrejse er han blevet bestjålet og ender derfor i en lille by i Andalusien, hvor en kammerat fra livgarden skaffer ham et chaufførjob.

Mens de to spor fortælles parallelt kommer vi også længere ind under huden på Inge Renee Janné, som vi fik sat navn på i Hviskende lig. Og det er ikke på nogen måde et behageligt sind, vi lukkes ind i.

Jeg havde fornøjelsen at tale med Dennis Jürgensen på Krimimessens stand under Bogforum 2017Dennis Jürgensen tog første gang springet til voksen-forfatter med Løbende tjener i 2014. Han følte et behov for, at der skulle ske noget nyt i hans forfatterskab, og at det lige blev krimien han kastede sig over, var der flere grunde til. Dels vil Jürgensen gerne underholde, når han skriver. Dels giver krimien (ligesom gyset) mulighed for at undersøge menneskets dystre sider.

Jürgensens persongalleri er altid nuanceret og interessant at følge. Selv bipersonerne får kød på kroppen, så de føles som en reel del af historien. Nogle af dem har således også større roller i enkelte af bøgerne, mens de nærmest blot nævnes i andre. Triel har den altdominerende hovedrolle, og den udfylder han perfekt. Ikke en supermand, men et menneske med laster og fejl som vi andre, og det er med til at gøre romanerne så troværdige, selvom forbrydelserne er voldsomme og blodige.

Derudover er Jürgensen fremragende til at opbygge sin fortælling, så der skabes mest mulig suspense. Det gør han bl.a. ved at skifte fortæller-stemme; springe i tid og sted; og ikke mindst ved at lade det gennemgående plot i serien om hustruens morder blive flankeret af en ny sag i hvert bind. Men selvom der er mange bolde i luften, fanger Jürgensen dem alle igen med grusom elegance. Og denne gang efterlader han for alvor læseren med en næsten ubærlig cliffhanger!

Jeg læste Marcherende myrer som ebog, og selvom jeg normalt ikke får samme gode oplevelse, som når jeg sidder med en fysisk bog i hånden, så blev jeg endnu engang fanget af Roland Triels univers. Dennis Jürgensen skriver simpelthen bare fantastisk, uanset om det er til børn eller voksne. Om det er gys, krimi eller humor. Jürgensen kan det hele – og så har han en modbydelig god fantasi.

Om Marcherende myrer:

Udgivelsesår: 08.11.2017
Forlag: Tellerup, 507 sider
Omslag: Danielle Finster

Roland Triel-serien:

Løbende tjener, 2014
Dansende røde bjørne, 2015
Hviskende lig, 2016
Marcherende myrer, 2017

Læs mere om Dennis Jürgensen på Tellerups hjemmeside eller besøg Dennis-klubben.

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” 🙂

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere “The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Arctic Outbreak

Arctic Outbreak aka The ThawDr. Kruipen er miljø aktivist og forsker. Sammen med nogle kollegaer studerer han Canadisk Arktis for at finde ud af mere om den globale opvarmning. Et hold studerende er på vej der op for at følge studierne, og det samme er Kruipens datter, Evelyn, som har nogle alvorlige problemer med faderen, som hun synes har svigtet hende og moderen.

Men da de ankommer til forskningsstationen er den tom. Kun liget af en udmagret isbjørn ligger i laboratoriet, og mens de prøver at finde ud af, hvad de så skal, dukker Jane, en af forskerne, pludselig op. Hun er frygtelig syg, men før hun dør, beder hun Evelyn om “not to let them leave“. Hvad det betyder, finder vi snart ud af, for da gruppen vil flyve efter hjælp, ser de, at Jane har saboteret helikopteren, og nu begynder de også selv at blive syge. Men hvad forårsager det?

På forsiden af filmen fra Blockbuster er titlen Arctic Outbreak, men originaltitlen er The Thaw, som betyder tø. Og det er pga. den globale opvarmning, at nogle insekter fra før istiden pludselig tør op igen og begynder at formere sig i dyr og mennesker. En trussel, der kan slå millioner af mennesker ihjel, hvis den slipper ud til befolkede egne.

Idéen er god, og jeg kom til at tænke på The Thing, da jeg læste bagsiden. Det lagde nok et urimeligt pres på filmen, som ikke helt levede op til forventningerne. Her er dog flere gode elementer, og insekterne er virkelig ubehagelige. Jeg var lidt træt af Martha Maclsaac, der spillede Evelyn, fordi hun næsten var for meget heltinde. Det er da dejligt at se en kvindelig figur med både mod og overblik, men det virkede bare ikke særligt realistisk, at Maclsaac var en sådan kvinde. Og det var også for urealistisk at de tilstedeværende mænd generelt var ligeså passive, som kvinderne var i de gamle gyserfilm.

Men bortset fra det så var Arctic Outbreak ganske underholdende, og Val Kilmer har en lille rolle undervejs, så der er også lidt øjenguf at hygge sig med. Ikke en film der vil stå forrest i min bevidsthed i fremtiden, men en okay underholdende film med et miljøbevidst budskab (ikke særligt godt) skjult i gys.

Om Arctic Outbreak:

Instruktør: Mark A. Lewis
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: The Thaw

Kæmpeedderkoppen Tarantula

TarantulaJeg faldt over en boks med gamle scifi-horror film i, bl.a. Tarantula som jeg ikke før havde set.

Professor Deemer har et laboratorium udenfor den lille by, Desert Rock. Her forsker han i ernæringsstoffer. Han er bekymret for, hvordan verden skal brødføde befolkningen, som hele tiden vokser sig større, og han arbejder derfor sammen med to kollegaer på at skabe et syntetisk næringskoncentrat, som kan ernære befolkningen i fremtiden.

Som led i forskningen har han injiceret forskellige dyr med stoffet, og enten vokser de hurtigere og bliver stærkere og sundere end dyr, som er fodret normalt. Eller også dør de! Der er nemlig en ustabilitet i stoffet, som han ikke finde grunden til.

Under et uheld i laboratioriet undslipper en tarantel, som er blevet injiceret med næringsstoffet. Ingen opdager det, men kort efter begynder både dyr og mennesker at forsvinde i området omkring Desert Rock, og hvor de var, findes kun en bunke knogler og en mærkelig flydende substans.

Tarantula er en rigtig 50’erfilm. Effekterne er naturligvis gamle, og ingen tror vist på, at der er en kæmpeedderkop i ørkenen, når man ser filmen i dag. Men jeg må indrømme, at den første scene i laboratoriet, hvor vi ser tarantellen, den synes jeg stadig fungerer. Og teknikken bruges stadig, f.eks. af Peter Jackson i Lord of the Rings.

På et tidspunkt i filmen taler Deemer om frygten for overbefolkning. På daværende tidspunkt var jordens befolkning på ca. 2 milliarder mennesker, og Deemer frygtede, at vi i 2000 ville være på 3.625.000.000 I dag hvor vi er over 6 milliarder mennesker på jorden, virker hans frygt slet ikke så fjollet. For hvor længe kan jorden blive ved med at holde til menneskets udnyttelse af dens ressourcer?

Filmen er i sort/hvid, og skuespillet er naturligvis tidssvarende med stærke mænd og skrøbelige kvinder. Slutningen er også meget tidssvarende – hvis vi ikke kan klare os på anden vis, overhælder vi bare bæstet med napalm. Og helten, som smider napalmen fra sit fly, er ingen ringere end Clint Eastwood …

Jørgen Riber Christensen skriver om Tarantula i “Monstrologi – Frygtens manifestationer” i afsnittet “Monstervisualiseringer”: “Moderniteten generelt og fremtiden med dens voldsomme befolkningstilvækst er et truende tema i filmen, som den videnskabeligt forstørrede tarantel symboliserer. At den nedkæmpes lige uden for den lille, trygge amerikanske provinsby, hvor alle er på fornavne med hinanden, og hvor videnskaben blot er repræsenteret af den sympatiske praktiserende læge, udtrykker filmens ønske om at bevare det, der er ved at forsvinde på grund af modernitet, eller som hotelejeren bekymret siger: “It’s getting to be a fast world.” At ønsket imidlertid er forfængeligt kan udledes af, at det ikke er de lokale, men den centrale statsmagts jagerfly og napalm, der besejrer monstret, mens den lokale befolkning må se magtesløse til.”

Om Tarantula:

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1955

Black Swarm

Black SwarmI den lille by Black Stone findes en vagabond død i et haveskur. Det ser ud til, at han er blevet stukket ihjel af hvepse – men ikke almindelige hvepse, for deres brod er meget større og de er også væsentlig mere aggressive. Før hans lig kan blive ordentlig undersøgt, forsvinder det dog, og i stedet findes byens læge død i lighuset.

Jane Kozik er lige flyttet tilbage til Black Stone sammen med datteren, Kelsey, efter næsten ti år. Hun er den nye betjent i byen, og hun opdager snart at noget er helt galt. Sammen med byens skadedyrsbekæmper begynder hun at undersøge sagen, og sammen finder de frem til Eli Giles, der gemmer et stort laboratorium under sin campingvogn.

Giles forsker i de dødbringende hvepse, og gennem ham finder de ud af, at det er et hemmeligt projekt under hæren, som er løbet løbsk. Samtidig er hæren på sporet af Giles, som de vil stoppe for enhver pris, og ikke mindst er dræberhvepsene på krigsstien.

Black Swarm er et stykke hen ad vejen underholdende og lettere skræmmende. Jeg synes vældig godt om de zombie-lignende byboere, som går rundt efter at være blevet stukket af hvepsene, og jeg kan også sagtens sluge forklaringen om, at dræberhvepsene er et genforskningsprojekt fra hæren, som er løbet løbsk.

Men når vi tager enkelthederne i historien – og ikke mindst slutningen – så ærger jeg mig over en masse sjusk og hurtige løsninger. Hvordan kan det f.eks. være, at Eli Giles i mange år har holdt sit laboratorium skjult for omverdenen, men da betjent Kozik leder efter sin datter, står døren til campingvognen piv-åben nærmest med et neonskilt der blinker “HEMMELIGT LABORATORIUM. LØFT LEMMEN!” Og hvorfor er det nødvendigt at gøre Kelsey til hvepsenes nye dronning? Og hvorfor får man aldrig en forklaring på, hvor liget af vagabonden forsvinder hen? Og hvorfor skal der altid – med djævelens vold og magt – presses en kærligheds historie ind i plottet. DET ER DA FULDSTÆNDIGT LIGEGYLDIGT, HVEM KELSEYS FAR ER!!!

Men det er desværre lidt en trend ved Maneater Serien. Historierne starter egentlig okay ud, men så sjuskes der med dem, og de løber enten ud i sandet, eller ender i noget vildt utroværdigt bavl. Det sidste synes jeg er tilfældet med Black Swarm.

Om Black Swarm:

Instruktør: David Winning
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young
Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

The Hive

The HiveI Maneater serien er jeg nu kommet til The Hive – en film, hvor myrer spiller hovedrollen. Lige siden jeg læste Papillon af Henri Charriere, har jeg haft en minifobi for myrer, derfor var The Hive for mig væmmelig, før jeg overhovedet så den. For andre er jeg dog ikke sikker på, at oplevelsen er noget særligt.

På en lille asiatisk ø begynder myrerne pludselig at sværme og dræber en masse mennesker undervejs. Hæren bliver sat ind, og de tilkalder the Thorax team, som er eksperter i at stoppe hærmyrer på march. I første omgang ser det også ud til at lykkes, men så slår myrerne til igen – i usandsynlige mængder.

Len, som har startet Thorax, tilkalder sin gamle bekendte Claire, der forsker i insekters intelligens, og sammen opdager de noget helt usædvanligt ved myrernes adfærd – de forsøger at kommunikere med menneskerne!

Og så hopper filmen helt af efter min mening og bliver en blanding af The Abyss og Ghostbusters med dårlige visual effects og dårlig historie. Så det, der kunne have været rigtig væmmeligt, bliver i stedet halv-irriterende, og jeg må desværre nok indse, at Maneater serien bare ikke er noget ved i længden. Øv …

Om The Hive:

Instruktør: Peter Manus
Udgivelsesår: 2008

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young

Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

In the spider’s web

Man kan sige meget om Maneater serien, men det er ikke ret tit, at special effects og visual effects er særlig overbevisende. Det er de bestemt heller ikke her i “In the spider’s web”, og alligevel sad jeg med en yderst kriblende følelse ned ad ryggen, mens jeg så den.

 En gruppe turister er på trekking-tur i det nordlige Indien. Det er deres sidste nat i junglen, og pludselig vækkes de af skrig. Geraldine er blevet bidt af en edderkop, og de må skaffe hjælp i en fart. Guiden Brian har hørt om en landsby i nærheden, hvor en amerikansk doktor bor, og efter sigende er han ekspert i edderkopper.

Gruppen når frem til landsbyen, hvor doktor Lecorpus indvilliger i at hjælpe Geraldine. Brian og den amerikanske pige, Stacy, bliver i landsbyen hos Geraldine, mens resten af gruppen går videre for at skaffe mere hjælp. Brian og Stacy opfordres til at besøge den lokale helligdom – et tempel for edderkopper, der af landsbyens beboere ses som guder. Men opholdet i templet ender grueligt galt.

Imens har de øvrige meldt episoden til den lokale politimester Sajan, men Stacys veninde Gina kan ikke vente og beslutter sig for at vende tilbage til landsbyen sammen med John fra gruppen. Da de når frem, opdager de, at landsbyen gemmer på en mørk hemmelighed, og at doktor Lecorpus ikke er den, de troede.

Jeg er helt med på, at historien til tider er rigtig forudsigelig, at visual effects ind i mellem er skræmmende dårlige, og at “In the spider’s web” på ingen måde er god smag. Alligevel følte jeg mig rigtig godt underholdt, og scenerne hvor der er brugt virkelige edderkopper, fik det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Puh hvor var jeg glad for, at det ikke var mig, de kravlede rundt på!

På plus-siden er også, at man i Maneater serien aldrig kan være helt sikker på, om vores helte klarer den. Nogen gange gør de – andre gange trækker naturen det længste strå…

Instruktør: Terry Winsor
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young

Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden