april 2014
m ti o to f l s
« jun    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘insekter’

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” :)

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere ”The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Arctic Outbreak

Dr. Kruipen er miljø aktivist og forsker. Sammen med nogle kollegaer studerer han Canadisk Arktis for at finde ud af mere om den globale opvarmning. Et hold studerende er på vej der op for at følge studierne, og det samme er Kruipens datter, Evelyn, som har nogle alvorlige problemer med faderen, som hun synes har svigtet hende og moderen.

Men da de ankommer til forskningsstationen er den tom. Kun liget af en udmagret isbjørn ligger i laboratoriet, og mens de prøver at finde ud af, hvad de så skal, dukker Jane, en af forskerne, pludselig op. Hun er frygtelig syg, men før hun dør, beder hun Evelyn om “not to let them leave“. Hvad det betyder, finder vi snart ud af, for da gruppen vil flyve efter hjælp, ser de, at Jane har saboteret helikopteren, og nu begynder de også selv at blive syge. Men hvad forårsager det?

På forsiden af filmen fra Blockbuster er titlen “Arctic Outbreak”, men originaltitlen er “The Thaw”, som betyder tø. Og det er pga. den globale opvarmning, at nogle insekter fra før istiden pludselig tør op igen og begynder at formere sig i dyr og mennesker. En trussel, der kan slå millioner af mennesker ihjel, hvis den slipper ud til befolkede egne.

Idéen er god, og jeg kom til at tænke på “The Thing”, da jeg læste bagsiden. Det lagde nok et urimeligt pres på filmen, som ikke helt levede op til forventningerne. Her er dog flere gode elementer, og insekterne er virkelig ubehagelige. Jeg var lidt træt af Martha Maclsaac, der spillede Evelyn, fordi hun næsten var for meget heltinde. Det er da dejligt at se en kvindelig figur med både mod og overblik, men det virkede bare ikke særligt realistisk, at Maclsaac var en sådan kvinde. Og det var også for urealistisk at de tilstedeværende mænd generelt var ligeså passive, som kvinderne var i de gamle gyserfilm.

Men bortset fra det så var “Arctic Outbreak” ganske underholdende, og Val Kilmer har en lille rolle undervejs, så der er også lidt øjenguf at hygge sig med. Ikke en film der vil stå forrest i min bevidsthed i fremtiden, men en okay underholdende film med et miljøbevidst budskab (ikke særligt godt) skjult i gys.

Instruktør: Mark A. Lewis
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: The Thaw

Kæmpeedderkoppen Tarantula

Kaempeedderkoppen-TarantulaJeg faldt over en boks med gamle scifi-horror film i, bl.a. “Tarantula” som jeg ikke før havde set.

Professor Deemer har et laboratorium udenfor den lille by, Desert Rock. Her forsker han i ernæringsstoffer. Han er bekymret for, hvordan verden skal brødføde befolkningen, som hele tiden vokser sig større, og han arbejder derfor sammen med to kollegaer på at skabe et syntetisk næringskoncentrat, som kan ernære befolkningen i fremtiden.

Som led i forskningen har han injiceret forskellige dyr med stoffet, og enten vokser de hurtigere og bliver stærkere og sundere end dyr, som er fodret normalt. Eller også dør de! Der er nemlig en ustabilitet i stoffet, som han ikke finde grunden til.

Under et uheld i laboratioriet undslipper en tarantel, som er blevet injiceret med næringsstoffet. Ingen opdager det, men kort efter begynder både dyr og mennesker at forsvinde i området omkring Desert Rock, og hvor de var, findes kun en bunke knogler og en mærkelig flydende substans.

“Tarantula” er en rigtig 50′erfilm. Effekterne er naturligvis gamle, og ingen tror vist på, at der er en kæmpeedderkop i ørkenen, når man ser filmen i dag. Men jeg må indrømme, at den første scene i laboratoriet, hvor vi ser tarantellen, den synes jeg stadig fungerer. Og teknikken bruges stadig, f.eks. af Peter Jackson i “Lord of the Rings”.

På et tidspunkt i filmen taler Deemer om frygten for overbefolkning. På daværende tidspunkt var jordens befolkning på ca. 2 milliarder mennesker, og Deemer frygtede, at vi i 2000 ville være på 3.625.000.000 I dag hvor vi er over 6 milliarder mennesker på jorden, virker hans frygt slet ikke så fjollet. For hvor længe kan jorden blive ved med at holde til menneskets udnyttelse af dens ressourcer?

Filmen er i sort/hvid, og skuespillet er naturligvis tidssvarende med stærke mænd og skrøbelige kvinder. Slutningen er også meget tidssvarende – hvis vi ikke kan klare os på anden vis, overhælder vi bare bæstet med napalm. Og helten, som smider napalmen fra sit fly, er ingen ringere end Clint Eastwood …

Jørgen Riber Christensen skriver om Tarantula i “Monstrologi – Frygtens manifestationer” i afsnittet “Monstervisualiseringer”: “Moderniteten generelt og fremtiden med dens voldsomme befolkningstilvækst er et truende tema i filmen, som den videnskabeligt forstørrede tarantel symboliserer. At den nedkæmpes lige uden for den lille, trygge amerikanske provinsby, hvor alle er på fornavne med hinanden, og hvor videnskaben blot er repræsenteret af den sympatiske praktiserende læge, udtrykker filmens ønske om at bevare det, der er ved at forsvinde på grund af modernitet, eller som hotelejeren bekymret siger: “It’s getting to be a fast world.” At ønsket imidlertid er forfængeligt kan udledes af, at det ikke er de lokale, men den centrale statsmagts jagerfly og napalm, der besejrer monstret, mens den lokale befolkning må se magtesløse til.”

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1955

Black Swarm

Black-SwarmI den lille by Black Stone findes en vagabond død i et haveskur. Det ser ud til, at han er blevet stukket ihjel af hvepse – men ikke almindelige hvepse, for deres brod er meget større og de er også væsentlig mere aggressive. Før hans lig kan blive ordentlig undersøgt, forsvinder det dog, og i stedet findes byens læge død i lighuset.

Jane Kozik er lige flyttet tilbage til Black Stone sammen med datteren, Kelsey, efter næsten ti år. Hun er den nye betjent i byen, og hun opdager snart at noget er helt galt. Sammen med byens skadedyrsbekæmper begynder hun at undersøge sagen, og sammen finder de frem til Eli Giles, der gemmer et stort laboratorium under sin campingvogn.

Giles forsker i de dødbringende hvepse, og gennem ham finder de ud af, at det er et hemmeligt projekt under hæren, som er løbet løbsk. Samtidig er hæren på sporet af Giles, som de vil stoppe for enhver pris, og ikke mindst er dræberhvepsene på krigsstien.

“Black Swarm” er et stykke hen ad vejen underholdende og lettere skræmmende. Jeg synes vældig godt om de zombie-lignende byboere, som går rundt efter at være blevet stukket af hvepsene, og jeg kan også sagtens sluge forklaringen om, at dræberhvepsene er et genforskningsprojekt fra hæren, som er løbet løbsk.

Men når vi tager enkelthederne i historien – og ikke mindst slutningen – så ærger jeg mig over en masse sjusk og hurtige løsninger. Hvordan kan det f.eks. være, at Eli Giles i mange år har holdt sit laboratorium skjult for omverdenen, men da betjent Kozik leder efter sin datter, står døren til campingvognen piv-åben nærmest med et neonskilt der blinker “HEMMELIGT LABORATORIUM. LØFT LEMMEN!” Og hvorfor er det nødvendigt at gøre Kelsey til hvepsenes nye dronning? Og hvorfor får man aldrig en forklaring på, hvor liget af vagabonden forsvinder hen? Og hvorfor skal der altid – med djævelens vold og magt – presses en kærligheds historie ind i plottet. DET ER DA FULDSTÆNDIGT LIGEGYLDIGT, HVEM KELSEYS FAR ER!!!

Men det er desværre lidt en trend ved Maneater Serien. Historierne starter egentlig okay ud, men så sjuskes der med dem, og de løber enten ud i sandet, eller ender i noget vildt utroværdigt bavl. Det sidste synes jeg er tilfældet med “Black Swarm”.

Instruktør: David Winning
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning

Blood Monkey, 2007 – Robert Young
Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

The Hive

the-hiveI Maneater serien er jeg nu kommet til “The Hive” – en film, hvor myrer spiller hovedrollen. Lige siden jeg læste “Papillon” af Henri Charriere, har jeg haft en minifobi for myrer, derfor var “The Hive” for mig væmmelig, før jeg overhovedet så den. For andre er jeg dog ikke sikker på, at oplevelsen er noget særligt.

På en lille asiatisk ø begynder myrerne pludselig at sværme og dræber en masse mennesker undervejs. Hæren bliver sat ind, og de tilkalder the Thorax team, som er eksperter i at stoppe hærmyrer på march. I første omgang ser det også ud til at lykkes, men så slår myrerne til igen – i usandsynlige mængder.

Len, som har startet Thorax, tilkalder sin gamle bekendte Claire, der forsker i insekters intelligens, og sammen opdager de noget helt usædvanligt ved myrernes adfærd – de forsøger at kommunikere med menneskerne!

Og så hopper filmen helt af efter min mening og bliver en blanding af “The Abyss” og “Ghostbusters” med dårlige visual effects og dårlig historie. Så det, der kunne have været rigtig væmmeligt, bliver i stedet halv-irriterende, og jeg må desværre nok indse, at Maneater serien bare ikke er noget ved i længden. Øv …

Instruktør: Peter Manus
Udgivelsesår: 2008

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young

Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

In the spider’s web

Man kan sige meget om Maneater serien, men det er ikke ret tit, at special effects og visual effects er særlig overbevisende. Det er de bestemt heller ikke her i “In the spider’s web”, og alligevel sad jeg med en yderst kriblende følelse ned ad ryggen, mens jeg så den.

 En gruppe turister er på trekking-tur i det nordlige Indien. Det er deres sidste nat i junglen, og pludselig vækkes de af skrig. Geraldine er blevet bidt af en edderkop, og de må skaffe hjælp i en fart. Guiden Brian har hørt om en landsby i nærheden, hvor en amerikansk doktor bor, og efter sigende er han ekspert i edderkopper.

Gruppen når frem til landsbyen, hvor doktor Lecorpus indvilliger i at hjælpe Geraldine. Brian og den amerikanske pige, Stacy, bliver i landsbyen hos Geraldine, mens resten af gruppen går videre for at skaffe mere hjælp. Brian og Stacy opfordres til at besøge den lokale helligdom – et tempel for edderkopper, der af landsbyens beboere ses som guder. Men opholdet i templet ender grueligt galt.

Imens har de øvrige meldt episoden til den lokale politimester Sajan, men Stacys veninde Gina kan ikke vente og beslutter sig for at vende tilbage til landsbyen sammen med John fra gruppen. Da de når frem, opdager de, at landsbyen gemmer på en mørk hemmelighed, og at doktor Lecorpus ikke er den, de troede.

Jeg er helt med på, at historien til tider er rigtig forudsigelig, at visual effects ind i mellem er skræmmende dårlige, og at “In the spider’s web” på ingen måde er god smag. Alligevel følte jeg mig rigtig godt underholdt, og scenerne hvor der er brugt virkelige edderkopper, fik det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Puh hvor var jeg glad for, at det ikke var mig, de kravlede rundt på!

På plus-siden er også, at man i Maneater serien aldrig kan være helt sikker på, om vores helte klarer den. Nogen gange gør de – andre gange trækker naturen det længste strå…

Instruktør: Terry Winsor
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young

Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden

Bug

“Bug” er det, jeg vil kalde en foruroligende oplevelse. Den foregår hovedsageligt på et motelværelse, hvor servetricen Agnes bor. En aften får hun besøg af en veninde, som har fyren Peter med. Han og Agnes finder sammen, og han flytter ind. Men med Peter dukker også nogle små – næsten usynlige – insekter op, og nu starter et studie i paranoia. For er der virkelig nogle insekter, eller er det hele et selvbedrag med forfærdelige konsekvenser?

Ashley Judd og Michael Shannon spiller henholdsvis Agnes og Peter, og det gør de forrygende godt. Deres liv har været noget møg, indtil de møder hinanden, men sammen skaber de et univers, hvor de betyder noget. At det er et univers, som fører dem ud i afgrunden, plager dem ikke. Skuespillet er i top, og historien er tæt og skræmmende. Er de ofre for en krybende sindssyge – eller findes insekterne virkeligt?

Instruktør: William Friedkin
Udgivelsesår: 2006

Myrerne af Bernard Werber

”Myrerne” har stået på min læseliste lige siden den udkom i 1992, men af en eller anden grund blev det bare ikke til noget. Nu har jeg læst den, og den viste sig at være anderledes, end jeg havde regnet med. Jeg havde fået det indtryk, at det var en gyser. Det er det ikke, men den er underholdende alligevel.

Jonathan arver et hus efter sin onkel, og sammen med sin hustru og sønnen Nicolas flytter han ind. Der er dog en betingelse knyttet til arven – de må under ingen omstændigheder gå ned i kælderen!

Før Jonathan får spærret døren til, smutter familiens hund dog derned, og da den ikke kommer tilbage, går Jonathan ned efter den. Men da han kommer op igen, er han forandret. Han sørger for at spærre døren for alle andre, men begynder selv at opholde sig i kælderen i længere og længere tid. Indtil en dag, hvor han ikke kommer op igen.

Sideløbende med historien om Jonathan hører vi en beretning fra et myresamfund: Bel-O-Kan. Myre 327 overlever som den eneste et baghold på en jagtekspedition. Da den kommer tilbage til Byen, forsøger den at rejse de øvrige til kamp, for den er overbevist om, at det er dværgmyrerne, som er gået i krig mod Bel-O-Kan. Men ingen lytter, og måske er der noget helt galt i Byen?

De to historier fortælles sideløbende, men med afsnittene flettet ind mellem hinanden uden overskrifter. Først til allersidst går det op for læseren, hvad der binder de to beretninger sammen. Mellem fortællingerne er indsat små bidder fra ”Leksikon over relativ og absolut viden”, som Jonathans onkel har skrevet. Afsnittene handler om myrernes samfund, og jeg ved ikke, om det er videnskabeligt korrekt, men interessant er det i hvert fald.

Myre-historien fylder mest i romanen, men det passer meget godt, for det var også den jeg blev mest grebet af. Myre 327 får hjælp til at afdække sin konspirationsteori af både en myreprinsesse og en kriger, og trekløveret beskrives, så jeg troede på, at det kunne være sandt.

Min eneste anke er, at jeg blev lidt irriteret over, at afsnittene ofte er meget korte, så det er svært at nå at fordybe sig i historien, før man bliver trukket over i det andet forløb igen.

Alt i alt var ”Myrerne” dog en interessant og velskrevet roman, som kan læses af alle – også selvom du ikke er specielt insekt-interesseret.

I 1993 udkom fortsættelsen “Myrernes dag”.

Udgivelsesår: 1992
Originaltitel: Les fourmis

Fluen

I 1986 lavede David Cronenberg en genindspilning af “The fly” med Jeff Goldblum i hovedrollen som Seth Brundle, videnskabsmanden som opfinder en telepod, der kan flytte entiteter fra et sted til en anden. Som i originalhistorien teleporterer han sig selv, men der har gemt sig en flue i telepoden, og de to gen-masser fusioneres. I starten virker Seth forbedret, men da han fysisk begynder at ændre sig, går det op for hans kæreste, journalisten Veronica (Geena Davis), at noget gik galt i overførslen.

Cronenbergs genindspilning er selv blevet en klassiker og er absolut stadig seværdig, selvom Brundle-fly ikke mere er så skræmmende, som da filmen blev lavet. Jeg kan huske, hvordan anmeldelserne advarede om, at i USA var flere besvimet i biograferne, da de så filmen, og den har da også flere udmærkede splatter-scener (vandt også en Oscar for bedste make-up). Mit største ankepunkt er Cronenbergs besættelse af “kødet”, som skal pensles ud i flere scener, men skuespillet er generelt godt, og selvom slutningen bliver lidt sentimental, fungerer filmen alligevel efter min mening.

Instruktør: David Cronenberg
Udgivelsesår: 1986

Læs omtalen af “The fly” fra 1958

Return of the fly

Efter successen med “The fly” producerede 20th Century Fox allerede året efter opfølgeren “Return of the fly”. Vincent Price er også med i denne, som følger Andre og Helene Delambres søn Philippe som voksen.

Philippe er meget optaget af sin fars opdagelse af en maskine, som kan flytte materie gennem rummet ved at opløse det i atomer og samle dem igen, og han arbejder videre med de noter, som overlevede farens destruktion. Desværre er hans hjælper, den kriminelle Alan Hinds som blot ønsker at stjæle maskinen og sælge den videre til højestbydende. Da Philippe opdager det, kommer det til et opgør, og Philippe genoplever sin fars uheld i maskinen på nærmeste hånd, da han selv bliver forvandlet til halvt mand, halvt flue. Men Alan Hinds og hans kumpaner har gjort regning uden vært, for Philippe søger en grusom hævn.

“Return of the fly” er ikke nær så god som originalen. Plottet er ikke særligt interessant, og selvom der er lagt vægt på at skræmme publikum med mand-flue slagsmål, så virker det ikke nær så uhyggeligt i denne. Og hvor det etiske i opfindelsen spillede en stor rolle i første film, så har det ingen betydning her. Fortsættelsen bliver derfor efter devicen “more is much better”, og det holder sjældent – heller ikke i dette tilfælde.

Instruktør: Edward Bernds
Udgivelsesår: 1959