oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Interviews’

En nybagt forlægger fortæller

Under Skrækfest 2020 fik jeg en kort snak med den nybagte forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar på forlaget Ildanach. Efterfølgende indvilligede han i at svare på et par spørgsmål i forbindelse med forlagets første udgivelse, antologien “Frygtelige Fynske Fortællinger“.

Tak for det, og læs med herunder hvad han svarede.

Nils Anker Tønner-Oldefar, forlaget Ildanach

Hvordan opstod tanken, at du ville lave et forlag for de fantastiske genrer?

Ideen om at starte mit eget forlag startede da jeg var i starten af tyverne, men blev skrinlagt i mange år, da jeg blev distraheret af arbejde, børn og den slags. Min motivation var, helt fra starten, at hjælpe spirende forfattere med at finde deres stemme. Når det så blev den fantastiske genre, som blev mit fokus, var det fordi det er den genre jeg bedst kan lide at læse. Det lyder simpelt, men det var grunden. Fantastikken er en af de mest underlige størrelser indenfor litteratur (jeg fristes til at bruge ordet finurlig, men så ville jeg være nødt til at give mig selv en olfert)

Fortæl lidt om navnet Ildanach

Navnet på forlaget kom efter jeg opdagede at min oprindelige idé VAR taget. Jeg overvejede et par alternativer, men syntes ikke de var fængende. Så jeg lod skæbnen råde og tog et opslagsværk om mytologi og slog op på en tilfældig side. Siden handlede om den keltiske helt Pwyll, og mens jeg læste om hans eventyr, faldt jeg over fortællingen om hvordan han kommer ind i kæmpernes by. I bund og grund havde byen en politik om at kun mestre måtte komme ind ad porten. Pwyll fortæller han er mester af det ene og det andet, og får hele tiden at vide at de allerede HAR en mester af den slags i byen. Til sidst har Pwyll nævnt så mange ting han mestrer, at portneren går til kæmpernes konge og siger at de bør lukke Pwyll ind i byen, da han er “ildanach” – mester af al ting. Da mit forlag er en lille enkeltmandsvirksomhed, og jeg derfor skal have rigtigt mange forskellige hatte på, syntes jeg at navnet ramte noget særligt og valgte det som mit forlags navn.

Forlaget Ildanachs første udgivelse er en horror-antologi med fynske fortællinger, hvorfor lige horror og Fyn?

Frygtelige Fynske Fortællinger” er på sin egen måde et kærlighedsbrev til det bedste sted at bo i Danmark, nemlig Fyn. Nogen vil være uenige, men de tager desværre objektivt fejl – eller er ganske enkelt vanvittige. Jeg kom til Odense fra Esbjerg i 1988 og selvom alt var underligt, og ens, så fandt jeg mig til rette. Med tiden blev det til decideret kærlighed til bøgene, de syngende dialekter (som jeg aldrig selv fik lært), sindelaget, og ikke mindst maden og øllet.

Men Fyn har også en masse mytologi og historie, det er fyldt med områder der om natten bliver opslugt af mørke, steder hvor menneskets laveste natur kommer til udtryk, og steder hvor det kan føles at noget udefra bare venter på at bryde igennem og opsluge alt omkring det. Måske var det derfor, tanken om en eksistentiel trussel imod alt det skønne, som omgiver mig i hverdagen, der gav mig ideen til en antologiserie der tager sit udspring på Fyn. Måske var det bogstavsgentagelsen i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”, og muligheden for at markedsføre den på den måde. Måske var det det hele, i bevidste og ubevidste grader.

Sjovt nok er der kun to-tre forfattere i indholdsfortegnelsen, som rent faktisk boede på Fyn. Men det aldrig kravet at de skulle gøre det, kun at novellen skulle handle om Fyn.

Når det kommer til spørgsmålet om hvorfor horror, eller gys som jeg personligt foretrækker, så er det fordi det er en genre, som jeg altid har læst enormt meget af. Det er også en meget udfordrende genre, dels fordi formålet med genren ligger i navnet. Det er også en genre, som ofte har problemer med rent faktisk at fungere. Det har en lille men dedikeret gruppe af læsere, som livligt diskuterer genren, dog mest i forbindelse med film, hvor den gennemgår op- og nedgange. Det der virker bliver kopieret og udvandet, hvilket jeg personligt tror en af grundene til at folks interesse for den kan variere. Men, jeg har altid ment der var mere at komme efter i gysergenren. At der var noget i den som et litterært udtryk, noget validt i en større diskussion omkring kultur, litteratur og menneskets væsen. Og det var en diskussion, som jeg gerne ville give mit besyv til.

Hvordan har arbejdet været med at indsamle og udvælge noveller?

Processen var, ærligt talt, et skud i mørket. Jeg havde netop startet mit forlag op, og lavet en rudimentær hjemmeside samt en Facebook-profil for forlaget. Jeg lavede et opslag, og så begyndte der så småt at komme noveller ind fra diverse små, og lidt større forfattere. Jeg havde fra starten valgt at det skulle være en konkurrence, og at de udvalgte forfattere skulle belønnes. Dels fordi jeg mener at folks arbejde bør belønnes, og dels for at få forfatterne til at komme med deres bedste arbejde. I sidste ende havde jeg et par og tyve indsendte noveller, og satte mig for at udvælge de ti bedste. At antallet var ti, var en blanding af noget ganske arbitrært og et begrænset budget, men betød også at jeg vidste hvornår jeg havde ramt målet.

Novellerne blev inddelt i tre bunker, Afvist, På Vippen, og Godtaget. De Afviste var de letteste, for det var dér der ikke var nogen vej tilbage, men det var også den der indledningsvist fik færrest noveller i sig. Ligeledes var de Godtagede forholdsvist let, for det var der, de historier der kun krævede en smule, endte. I første omgang af læsning røg ca. fire noveller i hver af de to bunker. Så var der bare de ca. 16 noveller der var På Vippen. Disse blev gennemlæst endnu et par gange og sorteret efter hvor vidt jeg vurderede at det var muligt at redde dem. Der var også dem, der var ganske gode, men på den ene eller anden måde ikke passede ind i de organiske undertemaer, som havde materialiseret sig i processen. En enkelt ville jeg meget hellere have set som de indledende kapitler i en roman, og skrev da også det til forfatteren da jeg sendte ham et afslag.

Det var ikke en let proces, og jeg havde mange kvababbelser omkring de til- og fravalg jeg foretog, men i sidste ende var det vigtigt, mener jeg, at de blev taget.

Det var hårdt arbejde, men samtidig også berigende på et personligt plan. Efter vinderne var fundet, var det tid til at redigere, i forskellige grader. For visse var der større omskrivninger, og for andre var det tilstrækkeligt med småjusteringer.

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

I hvor høj grad er du inde over arbejdet med historierne og layoutet? 

Historierne har jeg haft ganske lidt at gøre med. Jeg lader forfatterne bringe deres værk til udtryk og retter ind hvor der er fejl eller steder hvor jeg mener der er behov for det. I et eksempel var der en misforståelse af en procedure, som jeg kendte til. Jeg beskrev den korrekte procedure, kom med forslag til ændringer og ideer til hvordan visse elementer kunne omskrives, og hvordan det kunne gøres uden at læseren blev hevet ud af læsningen. Jeg har en filosofi når det kommer til at arbejde med forfattere, som handler om at få dem til at forbedre sig. Men i sidste ende er det dem, og deres historier som jeg har valgt, og det er dem der skal udtrykke det.

Kort sagt så ser jeg mig selv som en opdagelsesrejsende. Jeg er på udkik efter gode historier, og så pynter jeg måske lidt på dem til sidst, men det er historierne der er vigtigst for mig. Måske er jeg dog mere som en trofæjæger. Jeg finder historierne i deres levende miljø i forfatterens fantasi, skyder dem, udstopper dem og viser dem frem i en forfinet om end død tilstand. Det afhænger vel lidt af hvordan man betragter litteratur. Måske overtænker jeg det.

Som forlægger på et forlag, der kun består af mig selv, er det min pligt at stå for layoutet. Paratekstualitet var noget af det jeg gav mindst opmærksomhed på universitetet (jeg var der trods alt for at studere bøgernes indhold og ikke deres forsider), men der måtte jeg jo så lære hvad jeg kunne så hurtigt som jeg kunne. Korrektur blev mest af alt gjort i samarbejde med forfatterne, men det visuelle blev udvalgt og indkøbt af mig selv.

Forsiden af Alejandro Mirabal, er en helt særlig del af projektet, og var lige ved at gå galt da en besked forsvandt i internettet og Alejandro troede projektet var gået op i røg, men han knoklede på og skabte et billede af skulpturen Havhesten, som står i Munke Mose i Odense, som ramte noget ganske særligt.

Du har to historier med af samme forfatter (Christine Godman), hvorfor?

Godmans historie “Dullahan” (inspireret af forlagets keltiske navn) var en af de bedste gysere jeg har læst i nyere tid. Den inspirerede også forsiden. Den ramte noget hos mig. Det er lidt svært at sætte ord på, men et sted imellem Godmans mere traditionelle overnaturlige gys, og de almindelige mennesker hun befolker sine historier med, så ramte hun noget. De var også forankret helt konkret i Fyn på en måde der rørte ved “nerven” ved hele mit formål med ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun var langt fra den eneste der indsendte to noveller, men i sidste ende var det min vurdering at hendes historier fortjente at være med i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun er også en forholdsvis ukendt forfatter, og som jeg tidligere har udtrykt så var en af de essentielle bevæggrunde for mit projekt at promovere og forbedre disse.

Novellerne dækker et bredt spektrum af horrorgenren, var det på forhånd et kriterie?

Fra starten var det eneste kriterie for novellerne i antologien de skulle handle om Fyn. Og det vil også være det eneste krav for de kommende antologier. Jeg er ikke den store tilhænger af alt for tematiske antologier. Jeg forstår hvorfor nogen gerne vil have dem, men for mig er det vigtigere at finde frem til hvor forfatterne der skriver, og fantaserer om genren vil hen. At de dækker et bredt spektrum af genren er i sidste ende, dels et produkt af det indsendte materiale, og dels et vidnesbyrd om hvor bredt genren kan anvendes. Det var fantastisk at se, hvor bredt det indsendte materiale spændte, og i min optik gjorde det også antologien bedre, selvom det på ingen måde var meningen fra starten af.

Hvilke erfaringer tager du med videre fra denne første udgivelse?

Hele processen har været meget ’learning by doing’, som så også har betydet en del ’learning by fucking up’. Læringspunkterne har været mange, men det vigtigste har nok været at have et åbent forhold til forfatterne. Jeg har oplyst dem om hvad der er foregået, og hvad der har været sket af både gode og mindre gode begivenheder. Når man er et enkeltmandsforetagende kan noget så simpelt som et par dages sygdom ligeledes føre til forsinkelser, som man helst er foruden, og med noget direkte kommunikation, kan man undgå at forfatterne sidder med en følelse af at være ignoreret. En anden lektie har været at beskedtjenester på sociale medier ikke altid er lige pålidelige, og det derfor er vigtigt at bekræfte modtagelse, især når man arbejder med folk som bor i andre tidszoner. Der var ligeledes også meget at lære da det kom til tryk. Og jeg lærer stadig væk. Det er nok noget af det der gør arbejdet så spændende for mig.

Hvad er næste projekt på forlaget Ildanach?

Lige nu er forlaget i gang med en science fiction-antologi, som gerne skulle komme til salg i det nye år, hvor en fantasyantologi også er i produktion. COVID-19 har været et overvældende tema og kunne have blevet gjort til deres egen antologi, men jeg forsøger at få et bredt udbud af genrer med. Den opgave har dog heldigvis ikke været svær, og jeg tror slutresultatet bliver rigtigt godt.

Planen er at få et “hjul” med gys/science fiction/fantasy til at køre således at der er nye noveller at læse uanset hvad man foretrækker, og dermed bidrage til udviklingen af genrerne på et højere litterært niveau på landsplan.

Om flyveøgler, Afrika og Mikala Rosenkilde

For et par dage siden skrev jeg om Mikala Rosenkildes fantastiske spændingsroman “Kongamato“. I samme forbindelse har jeg også fået lov til at stille hende et par spørgsmål om romanen og arbejdet med den.

Kongamato af Mikala Rosenkilde

1) Vil du starte med kort at introducere dig selv
Jeg hedder Mikala Rosenkilde. Jeg er 51 år, og jeg har skrevet i en del år. Det begyndte for alvor, da jeg kom tilbage fra et ophold i Afrika. Jeg ville så gerne formidle nogle af mine oplevelser, i første omgang bare til mig selv for ikke at glemme detaljer om et stort eventyr for hurtigt, men snart kom ønsket om at skrive fiktion. Jeg debuterede med novellesamlingen ”Legetøj” på forlaget Kandor. Kandor henvendte sig, da redaktøren havde læst nogle af mine noveller på forfattersitet Fyldepennen (som nok er den platform der har betydet mest for min forfatterstart. Et sted jeg ikke kan anbefale nok til kommende forfattere).

2) Hvordan opstod ideen til ”Kongamato”?
Jeg har altid været vild med kryptozoologiske mysterier. Altså de dyr som skjuler sig og nægter at træde frem for offentligheden. Loch Ness-uhyret er måske det kendteste, men der er masser af andre. Hvert år opdages der mere end 16.000 nye dyrearter. De fleste er mindre dyr, men hvert år finder man også større, der bare har gemt sig godt. Ofte kender lokalbefolkningen dyret eller har hørt beretninger om det, har også tit et navn for det. I Congos sumpe siges at leve en dinosaurlignende skabning Mokele Mbembe. For et par år siden tog lensgreve Christoffer Knuth (Knuthenborg Gods og safaripark) med et hold til Congo for at lede efter det sagnomspundne væsen. Det kom der en spændende dokumentarserie ud af som blev sendt på DR2, som stadig kan ses). Så at skrive romaner om den slags væsner tiltaler mig. Jeg har ikke selv fundet andre danske forfattere der skriver om netop det, og hvis der gør, så vil jeg rigtig gerne læse det.

3) Romanen er mere end 660 sider. Din sidste udgivelse var en novellesamling på ca. 170 sider. Hvordan arbejder man med så lang en historie?
Ja, der er meget stor forskel på at skrive en novellesamling og så en roman. Novellerne skrev jeg for at øve mig på at skrive en roman, tror jeg. Ikke fordi det nødvendigvis er nemmere at skrive kort, men fordi tanken om at tumle med 200 sider forekom mig helt uoverskueligt på det tidspunkt. 12 sider eller hvor lang sådan en novelle er, det lød mere overkommeligt. At min roman så endte på mere end 660 sider er i dag lidt morsomt. Men man siger jo at en historie har den længde det tager at fortælle den – og her er det altså en længere historie. Heldigvis er det jo så også sådan, at en god historie gerne må være lang, og endnu har ingen læsere klaget. Jeg har oven i købet hørt om et par stykker, der vendte bogen om og læste den én gang til.
Der er for øvrigt mange stier i romanen, og læseren opdager hurtigt at tingene hænger sammen på kryds og på tværs hele vejen igennem. Alle dem læseren møder er der af en grund. Det har både gjort det nemmere, men også sværere at skrive bogen, fordi selv om man selv har skrevet hvert et bogstav, så skal man stadig holde tungen lige i munden, når man redigerer så lang en tekst. Men man må jo tage det, som man spiser en elefant. En bid ad gangen.
Research har der naturligvis også været, men det har mere været faktuelle oplysninger om vægten på et næsehorn og hvad er egentlig sker, når man blive bidt af en giftslange. Så optræder den katolske helgen Frans af Assisi i historien, og her var der også nogle detaljer jeg måtte google. Men sceneriet, personerne og hvad der ellers hændte i Ungala er enten trukket direkte ud af virkeligheden eller dannet bag min pandebrask.

4) Jeg bed bl.a. mærke i den dobbeltmoral, som de frivillige i Lion & Lamb havde. De er nærmest fanatiske i deres beskyttelse af dyr, og alligevel er der en ret grum scene med et hulepindsvin. Hvad tænkte du, da du valgte at portrættere de frivillige således? Er det en tendens du ser i samfundet?
Jeg har selv arbejdet på et dyreværn i nogle år. Noget af det der kendetegner det at arbejde sådan et sted enten som frivillig eller ansat, er, at der er virkelig store følelser på spil. I ”Kongamato” møder man de frivillige på dyreværnshelteret Lion & Lamb. De passer en række aflivningstruede eller misrøgtede større eksotiske kæledyr som løver, tigre og andre dyr, der er vokset deres forrige ejere over hovedet. Dyrepasserne ved, at de gør noget virkelig godt her i verden. De vil også dyrenes bedste og har alle lagt en pæn sum penge for at være med. Oven i købet hviler der en særlig beskyttelse over stedet. Når man så ”ved” at man tilhører de udvalgte/de gode, så opstår der let en følelse af at man måske også har ret i andre ting. Der kan hurtigt gå lidt sekt i den slags. Hvis noget så forstyrrer billedet af paradis – fx spiser de afgrøder som man selv og dyrene ellers skulle leve af, så kan der let opstå fjendebilleder. Lidt som vi bekæmper rotter i Danmark. Det er et ”uønsket dyr” som kakerlakken og væggelusen. Ingen ved deres fulde fem har interesse i at fodre på dem.
Situationen i bogen med hulepindsvinene handler lidt om det samme. Problemet er at de frivillige ikke kan se det paradoksale i deres handlinger, når de hjælper med den ene hånd og ødelægger med den anden.
Om det er noget der direkte kan relateres til vores eget samfund, er jeg mere i tvivl om. Det er ikke fordi politik ikke interesserer mig, men jeg er allermest interesseret i at fortælle en spændende historie. Et andet tema i bogen er fadersvigt. Det har jeg til gengæld en hel at sige om. Men det må vente til en anden god gang 😉

5) Din beskrivelse af Afrika føles utrolig virkelig. Har du et særligt forhold til Afrika, siden du lader historien udspille sig der?
I en periode af mit liv boede jeg der selv. Jeg boede der med en storvildtjæger og levede et aktivt udendørsliv. Jagt og alt hvad der relaterer sig til emnet er stort dernede og storvildtjæger er et reelt erhverv. Heldigvis arbejdes der i dag meget med dyrebeskyttelse, så de dyr der tidligere blev skudt ned i stort tal, nu får en chance til. Det er også nødvendigt. Som det nævnes i ”Kongamato” lever der flere tigre i fangenskab end frit i naturen. Det er ret skræmmende, synes jeg.

6) Hvad håber du, at læserens oplevelse er, når sidste side er læst i ”Kongamato”?
Først og fremmest håber jeg, at det har været en spændende rejse. At læseren har moret sig og gyst godt undervejs. Jeg håber også at interessen for at bevare vores fantastiske dyreliv er vokset. En serie som “Tiger King” satte sit eget fokus på dyrevelfærd eller mangel på samme. ”Kongamato” er en anden stemme i debatten.

7) Og til sidst – Jeg er vild med dit miks af realistisk spænding med fantastiske elementer og actionfyldt eventyr. Kan vi se frem til flere eventyr i kryptozoologiens verden?
Ih, mange tak! Faktisk er ”Kongamato” den første i en planlagt serie. Nummer to i serien hedder (arbejdstitel) “Dragernes Ø” og foregår et andet sted i verden og handler som det ligger i titlen om fortidige drager eller noget meget, meget tæt på. Drager er også nogle dejlige dyr.
Og igen tak for de pæne ord om genren. Realistisk spænding er det sjoveste at skrive, synes jeg. Man tænker nemlig ikke så meget over at møde en flyveøgle i en historie, hvis den foregår i juratiden, men hvis den dukker op i IKEA, så reagerer man sikkert. Det er nok det der driver mit forfatterskab, – for hvad nu hvis?

Besøg Mikala Rosenkildes Facebook-side eller hendes hjemmeside
Læs mere om “Kongamato” på forlaget Dreamlitt

Interview med Lars Kramhøft i anledning af Således forgår alverdens herlighed

Kramhoeft_LarsI anledning af at Lars Kramhøft snart udgiver sin første novellesamling, har jeg fået lov til at stille ham lidt spørgsmål, både om den nye udgivelse: “Således forgår alverdens herlighed”, men også om horror og skriverier generelt.

Hvordan er det gået med ‘Made Flesh‘ i USA?
Godt spørgsmål, det er ret svært at vurdere her fra mit lille hummer i København, men jeg har da snakket med redaktøren Charles Day og han nævnte ordet ”royalties”, så et eller andet må der være blevet solgt. Hollywood har dog ikke ringet endnu.

Hvordan har skriveprocessen været i “Således forgår alverdens herlighed”?
Jeg ved ikke om man kan sige der har været én skriveproces. Novellerne er skrevet på en periode der strækker sig over i hvert fald 4 år, hvis ikke mere. Jeg boede stadig i Viborg da jeg skrev den første, og famlede mig stadig frem i forsøget på at lære at skrive, mens en historie som ”Aftenrøde” er skrevet tidligere i år. Hvis der er tale om nogen form for process tror jeg det bedst kan beskrives som en ‘læringsproces’, haha.

Har du en yndlingsnovelle heri? Og hvorfor?
Måske ikke én decideret, men der nogle hvor jeg selv synes det er lykkedes at skabe nogle rigtig gode og originale motiver, eller hvor jeg har været i stand til at sige noget der virkelig lå mig på hjertet og som jeg syntes var relevant.
Jeg kan godt lide, når man kan bruge genrens rammer til at sige noget om f.eks. vores forhold til vores krop, sexualitet eller alderdom – alle tre emner som jeg synes rummer utrolig meget potentiale for frygt og rædsel.
”Søde døde piger”, ”Aftenrøde” og ”Pygmalion hader dig” har alle tre noget af det, og jeg synes det lykkedes mig at finde nogle både interessante og uhyggelige vinler på nogle ret almindelige ting i alle tre noveller.
Og så er jeg også ret stolt af at have skrevet én med en enlig mor og hendes baby, for det er virkelig noget der ligger langt fra mig selv.

Emnemæssigt spænder samlingen bredt. Har du haft overvejelser om det ift. læserne?
Ikke så meget, for at være ærlig. Det er ikke for at lyde arrogant, men det har primært handlet om at lave et stykke kunst som jeg og illustratorens (Mark Tholander) kunne være stolte af. En del af det har så også været at er skulle være en rød tråd i samlingen, at det ikke bare var en tilfældig pærevælling af noveller.
Det overordnede tema blev så, som der også står på forsiden af bogen, en afsøgning af nogle af alle de forskellige aspekter der er af horror-genren. Horror er meget mere end øksemorder-slasher og hjemsøgte huse – det kan også være satirisk, psykologisk eller filosofisk, og det er det jeg har prøvet at afspejle med samlingen.
Det er også derfor jeg har valgt en forholdsvis obskur titel (som stort set alle har sagt jeg skulle ændre). Den primære anke har været, at folk ikke kan gennemskue at det er horror hvis ikke titlen er har ordet ”ondskab” eller ”midnat” i titlen, og der er et billede af et kranie på forsiden. Men det tillader jeg mig nu at være ligeglad med. Eller, sagt på en anden måde, hvis det er tilfældet må folk sgu udvide deres horisont lidt.

Bl.a. novellen ”Søde døde piger” kan læses som en cadeau her til Edgar Allan Poe, men hvor meget tænker du over den slags under skriveprocessen?
Ikke vildt meget i selve skriveprocessen, men jeg tror jeg har en bagvedliggende bevidsthed om den tradition jeg skriver indenfor. Jeg synes det er vigtigt man er generelt belæst og kender sine klassiker. Og jeg læser alt muligt. På mine hylder står Kafka ved siden af Jack Ketchum, og det smitter selvfølgelig af i det jeg skriver.

Et par af novellerne har været udgivet før, men du har skrevet flere noveller, fx ”Djævelen byggede et hus” i ”Grufulde mørke”, som du har valgt ikke at tage med i denne samling. Hvorfor ikke? Hvad har kriterierne været?
En blanding af de enten ikke var gode nok eller ikke passede ind. En novelle som ”Prisen på magi” fra Kandors ”Ny Dansk Fantasy 2014” er jeg egentlig utrolig glad for, men den ville bare ikke passe ind i en horror-samling. Som tidligere nævnt skulle novellerne passe ind i det tema som handlede om at afspejle forskellige aspekter af horror.

Hvorfor er netop noveller så velegnet et medie til horror?
Jeg tror det er fordi man kan slippe afsted med at smide en bestemt ide eller situation lige i synet på læseren og så løbe væk uden at behøve at forklare en hel masse, haha. Nok især det med at man kan fokusere mere på en ide eller en stemning (fremfor f.eks. karakterudvikling eller plot). Det ville være svært at holde Lovecrafts stil ud i en hel roman, men som noveller fungerer det sublimt.
Meget af uhyggen ligger i usikkerheden. Man skal være lidt på tæerne hele tiden. Hvor mange film og bøger taber ikke pusten lidt over halvvejs? Fordi man har regnet ud hvordan det hele hænger sammen? Som jeg også snakkede om med Jonas Wilmann ifht ”House of leaves” så er det jo netop til sidst, hvor det hele skal ”forklares” som et eller andet Freudiansk, at man bliver skuffet. Usikkerheden er så meget mere spændende, og især i horror. Den er nemmere at bevare i det forholdsvis korte format, ift. I en roman hvor man er nødt til at have noget mere struktur og genkendelighed.

Du har også udgivet en række børnebøger. Er det anderledes end at skrive voksen-horror?
Jeg prøver generelt at være mere positiv, i det jeg skriver til børn og unge. Når jeg skriver til voksne er det mit bitre, nihilistiske jeg der skriver. Der er jo ting børn og unge ikke behøver forholde sig til, som f.eks. snuff porno, haha. Derudover handler det mest om sproget og mere fokus på genkendelighed i personerne samt action frem for tanker, filosoferen og den slags. Men jeg stræber efter at selv mine bøger til unge skal have et eller andet der gør dem interessante for voksne også.

Kan du løfte sløret for kommende projekter?
Pyha, jo, der er mange. Den her sommer bliver ret vild. Ud over SFAH har jeg bind 2 af Rakkerpak på trapperne, også fra Calibat. Den har titlen ”Fabelagtige Levitathan”. Derudover kommer den samlede version af ”Doktor Nukleus” som har kørt online over det sidste års tid (illustreret af Rikke Loft), og endelig er der ”Fandenivoldsk”, min næste grafiske roman sammen med Tom Kristensen, samt vores næste-igen som bliver noget med superhelte. Samtidig skriver jeg et hørespil til CPH stage (baseret på novellen ”Aftenrøde”) og arbejder på en ny gyser roman til unge, der involverer ”the reptilian conspiracy” og en dreng med psykiske evner. That’s about it!

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside