Indlæg tagget med ‘Irene Scharbau’

En sang for de levende af Irene Scharbau

En sang for de levende af Irene Scharbau

I En sang for de levende tegner Irene Scharbau et dystert billede af vores fremtid. Klimaet bliver varmere og varmere, og de beboelige områder mindre og mindre. De rige bygger mure, og de fattige overlades til tørkedøden. Og så rammes jorden pludselig af en global hændelse, der ændrer alle spillereglerne.

År 2055: Chris er it-specialist med en fortid i Forsvarets Center for Cybersikkerhed. Verden er presset af klimaflygtninge, og EU er i færd med at bygge en mur fra La Rochelle til Odessa. Soldater skyder alle, der forsøger at trænge ind fra det glo- hede Sydeuropa og Afrika. En dag rammes hele kloden af et ødelæggende anslag. Chris forsøger at hjælpe sine venner til et sikkert sted ved Lolland. Det går slet ikke som planlagt. (fra bagsiden)

En af de bedste ting ved at have Gyseren.dk er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere, jeg ikke kender i forvejen. Det var tilfældet med En sang for de levende af Irene Scharbau, og historien om et samfund, der bryder sammen da elektriciteten forsvinder, lød så spændende, at jeg straks sagde ja tak.

Romanen udspiller sig i 2055. Klimaet er gået amok, og store dele af kloden er nu ubeboelig på grund af tørke. Nordeuropa har lukket sig sammen om sig selv, og holder med alle midler grænserne mod syd lukket for de mange klimaflygtninge.

Vi følger en række forskellige personer: it-sikkerhedseksperten Chris, der er bedste venner med kollegaen Aage. Benjamin, der oprindelig var pacifistisk skolelærer, men nu bevogter grænsen mod syd som EU-soldat. Michelle, der flyttede til Danmark fra Italien for at få et bedre liv, mens grænserne endnu var åbne. Ann, der arbejder som akutsygeplejerske og hver dag må foretage benhårde prioriteringer blandt patienterne, mens hun forsøger at få hverdagen til at hænge sammen alene med sine to små børn. Og Adi fra Lagos i Nigeria, der står med ansvaret for sine søskende og drømmer om at komme til Danmark.

I første del af romanen introduceres vi for personerne, og hører om verdens udvikling fra 2020’erne og frem. Anden halvdel fokuserer på tiden efter den globale hændelse, der efterlader kloden uden elektricitet. Vi følger både den lille gruppe personer, der mere eller mindre tilfældigt ender på en lille ø, men også virkningerne af manglen på strøm for samfundet. For udover de umiddelbare gener ved at strømmen forsvinder, så forsvinder næsten alt vores viden også. Meget gemmes kun digitalt i dag, lige fra sygejournaler til skøder og andre juridiske dokumenter. Så hvad sker der, når samfundet rejser sig igen?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Christina Lassen-Andersens vellykkede debutroman Mørkelagt, der også handler om hvad der vil ske, hvis strømmen pludselig forsvinder. Men mens Mørkelagt ikke fokuserede på, hvorfor strømmen forsvandt, får vi svaret i En sang for de levende. Og det er desværre ikke en urealistisk hændelse, der er årsagen.

En sang for de levende er elementært spændende, og jeg blev lynhurtigt fascineret af Scharbaus vision af år 2055. Både samfundet og begivenhederne, der leder op til romanens nutid, fremstår skræmmende troværdigt. Skrivestilen er lidt abrupt efter min smag, og persontegningerne er ikke de dybeste. Dog er Adi, hvis hjerteskærende historie næsten ikke var til at bære, meget velskrevet. Trods disse små-anker blev jeg hurtigt grebet af romanen, der føles bekymrende realistisk. Og endelig er jeg også nødt til at rose det overraskende twist, Scharbau introducerer mod slutningen, som giver romanen en helt ny vinkel.

Jeg var godt underholdt af En sang for de levende, der kombinerer spænding med cli-fi i en ubehagelig troværdig fremtid. En effektiv, realistisk og spændende roman, der ikke kan udgå at give læseren stof til eftertanke.

Irene Scharbau er journalist, og debuterede som forfatter med romanen Max fra 2020.

Uddrag af romanen:

I 2045 gav EU sine borgere tre år til at forlade tørkezonen. Varetransporter stoppede, de sidste vandværker standsede pumperne. Strømforsyninger slukkede. Det var slut med at orientere sig på braces og skærme. I det hele taget var det slut. Cypresserne på sydens solbeskinnede kystskråninger stod som rustne støtter over de tidligere så magtfulde riger.

Læger uden Grænser fordoblede deres styrke, og europæiske læger trak sig stille og roligt hjem fra andre af verdens brændpunkter for at hæve indsatsen i det sydlige Spanien, Italien og Grækenland. Fra juli ’48 skød EU-hæren på alle, der forsøgte at krydse grænserne sydfra.

Soldater cementerede de følgende år grænsen med et utal af lig. De begravede grænseoverløberne, hvor de faldt, eliminerede af EU-railguns, de masseproducerede elektromagnetiske våben, soldaterne var udstyret med i 40’erne.

Ingen plausible forklaringer gav længere adgang. Den voksende digitale programindustri til at spore dialekter og oprindelsesland døde ud på et år i ’48 sammen med knoglescanningsanlæg til at bestemme børns alder – børn kom heller ikke ind.

En stream med en cirka 4-årig pige gik verden rundt. Med kager af snavs i sine mørke krøller, åbne sår på knæene og blod på sin lyserøde Disney t-shirt stod hun alene på grænseovergangen ved Coccau Valico i det østlige Østrig. Hun var for længst holdt op med at græde, hendes øjne var huller af rædsel. To soldater, som trådte ud foran hende med hævede railguns, så ud til at have en kort diskussion. Så skød den ene, mens den anden sank ned på knæ.

Brølet over umenneskeligheden steg fra Amnesty, FIDH, selv i FN viste man streamen.

Men ‘No Trespassing’ havde opbakning fra store flertal i de europæiske staters befolkning. (side 72-73)

Reklame: Tak til Irene Scharbau og forlaget Indblik der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om En sang for de levende:

Udgivelsesår: 19.05.2022
Forlag: Indblik, 296 sider

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Nordlys af Tina Ibsen
Opgøret af Stephen King
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den 5. bølge af Rick Yancey