Indlæg tagget med ‘Island’

Mørket af Ragnar Jónasson

Mørket af Ragnar Jónasson

Mørket er første bind i Ragnar Jónassons krimi-trilogi om Hulda Hermansdottir fra Reykjavik Politi, der står for at skulle pensioneres.

Bogen er den første på dansk, men Jónasson har allerede en række bøger bag sig og er udkommet i 32 lande med over 1,5 millioner solgte bøger. Og det forstår jeg sådan set godt, for Mørket er en både velskrevet, veldrejet og overraskende historie.

Forlagets beskrivelse:

Hulda har været politiefterforsker i årtier, men nu er det slut. En fremadstormende, ung mand skal overtage hendes job og hendes kontor, og Hulda er tvunget på pension før tid. Da hendes chef giver hende mulighed for at vælge en cold case at fordrive den sidste tid med, er hun ikke i tvivl. Hun vælger sagen om en ung russisk kvinde, hvis håb om asyl og beskyttelse endte på en kold, mørk strand i Island. En hastig politiefterforskning konkluderede, at der var tale om selvmord, og sagen blev lukket uden postyr.

Hulda opdager hurtigt, at en anden ung kvinde forsvandt i samme periode, og at ingen fortæller hele sandheden. Selv Huldas egne kolleger lader til at ville bremse efterforskningen. Tiden er knap, men Hulda vil gøre alt for at opklare sagen – også selvom hun bringer sit eget liv i fare.

Hulda er en dygtig efterforsker, men hendes lidt kantede væsen har afstedkommet en afstand mellem hende og kollegaerne. Privat er hun også alene. Hendes mand døde for en del år siden, og venner har hun ingen af. Dog er hun begyndt at se lidt til den pensionerede læge Petur, som hun uden helt at indrømme det for sig selv, håber kan være hendes ledsager ind i alderdommen.

Så for Hulda har arbejdet i mange år været hele hendes liv, og nu kaster hun al sin energi ind i denne sidste sag. Fast besluttet på at skaffe den døde kvinde retfærdighed og forlade korpset med æren i behold.

Det er ikke ret tit, at hovedpersonen i en krimi er en pensionsmoden dame, og slet ikke en pensionsmoden politikvinde. Måske kan det være svært at forestille sig, at der kan komme megen spænding ud af den kombination. Men det formår Ragnar Jónasson at skabe. Jeg faldt straks for den kejtede Hulda, hvis fortid langsomt afsløres i indsatte kapitler undervejs i fortællingen. En fortid, der forklarer hendes afmålte facon.

Et andet stort plus ved Mørket er locationen. Jeg har aldrig selv været i Island, men Jónasson får landet til at stå lyslevende for mig. De øde vidder. Lavamarkerne. Bjergene og floderne. Hvordan vejret kan skifte på et splitsekund, og hvordan mennesket er prisgivet naturen. Det er betagende og overvældende.

Selve opklaringsdelen er ligeledes en fornøjelse at læse. Hulda kløer på trods modstand fra stort set alle sider, og opdager snart at sagen blev mere end almindeligt sjusket efterforsket. Og slutningen – ja, den havde jeg overhovedet ikke set komme.

Mørket er både stemningsfuld og spændende. Det er ikke hårdt pumpet action eller en bloddryppende pageturner. I stedet er den insisterende, atmosfærefyldt og ualmindelig svær at lægge fra sig, når først man er startet.

Jeg venter i spænding på at læse bind to.

Uddrag af bogen:

Hun satte sig ved skrivebordet og stirrede tomt på computeren uden energi til så meget som at tænde den. Hendes kontor, der hidtil havde været som hendes andet hjem, føltes pludselig fremmed, som om den nye ejer allerede havde taget det i besiddelse. Den gamle stol føltes ukomfortabel, det brune skrivebord så træt og slidt ud, papirerne havde ikke længere nogen betydning for hende. Hun kunne ikke udholde tanken om at tilbringe så meget som et minut længere derinde.

Hun havde brug for at finde noget, der kunne få hendes tanker væk fra det, der var sket. Hvad kunne være mere oplagt end at tage Magnus på ordet og kigge på en af cold case-sagerne? Rent faktisk behøvede Hulda ikke at tænke særlig meget over det. En af de uopklarede sager skreg til himlen om at blive genåbnet. Den oprindelige efterforskning var blevet varetaget af en af hendes kollegaer – selv havde hun kun fulgt sagen på afstand – men det kunne måske gøre hende i stand til at se på bevismaterialet med friske øjne.

Sagen var et uopklaret dødsfald, der uden tvivl ville forblive et mysterium, medmindre nye beviser dukkede op. Måske var den nye situation en gave sendt fra himlen, en uventet chance. Den døde kvinde havde ingen, der kunne tale hendes sag, men den rolle kunne Hulda påtage sig, omend tiden var knap. Meget kunne nås i løbet af to uger. Hun nærede egentlig ikke noget håb m at opklare sagen, men det var forsøget værd. Og derudover ville det give hende et mål. (side 29-30)

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Mørket:

Udgivelsesår: 05.02.2021
Forlag: Gads Forlag, 322 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Dimma (2015)
Oversætter: Rolf Stavnem

Læs også:

Konrad Sejer-serien af Karin Fossum
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Karin Sommer-serien af Gretelise Holm
Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen
Skibet af Stefán Máni
Serien om Hauge af Palle Schmidt
Sika Haslund-serien af Nina von Staffeldt
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Hannah Krause-Bendix er en yderst anerkendt forfatter. To gange har hun været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og hun har aldrig fået en dårlig anmeldelse i sit liv. Desværre har hun heller aldrig solgt særligt mange bøger. Til gengæld drikker hun alt for meget, og nu har hun endda fået en skriveblokering.

Så da hendes forlægger får hende overtalt til at deltage i Bogforum, og hun der overværer et interview med krimiforfatteren Jørn Jensen – arketypen på alt hvad hun afskyr – kan hun ikke styre sig selv. Før hun ved af det, er hun involveret i et væddemål. På tredive dage skal hun skrive en krimi bedre end noget Jørn Jensen nogensinde har præsteret.

For at få ro til opgaven tager Hannah til Island, hvor hun flytter ind hos den ældre kvinde Ella i den lille by Húsafjördur. Hannah har dog mest lyst til at give op. Hun hader tanken om at skrive en krimi, og føler at Ellas venlighed overskrider hendes grænser. Men da Ellas nevø, Thor, findes druknet, føler hun sig alligevel forpligtet. Snart er hun overbevist om, at Thors død ikke var et uheld, og som en anden amatørdetektiv kaster hun sig ud i at finde ud af, hvem der står bag, samtidig med at hun får skrevet sin krimi.

Jenny Lund Madsen debuterer som romanforfatter med Tredive dages mørke. En humoristisk og spændende krimi med et kringlet plot fuld af tråde, der bindes overbevisende sammen i den actionfyldte slutning. At handlingen er henlagt til Island, og at historien samtidig er velskrevet og overraskende, gør blot fornøjelsen større.

Jeg er vild med udgangspunktet om en litterær snob, der tvinges til at skrive en krimi, fordi: det kan alle gøre! Hannah er nemlig ikke en særlig sympatisk hovedperson. Hun er en arrogant, mistroisk enspænder, der holder alle fem fod fra livet.

Hannah starter sin eftersøgning med alle krimigenrens klichéer som udgangspunkt, men opdager at verden ikke er så simpel. Samtidig kommer hun meget mod sin vilje tættere på Ella, ligesom hun bliver involveret i andre af byens indbyggere under forsøget på at opklare mordet på Thor. Ikke mindst den lokale betjent Viktor og hans kone Margrét. Og efterhånden opdager Hannah, at hun ikke mere står uden for og betragter livet, men at hun rent faktisk deltager. Nu er det ikke et spørgsmål om at få skrevet krimien, men om rent faktisk at hjælpe Ella.

Som Hannah opdager undervejs, er det ikke helt let at skrive en god krimi. Men det er lykkes for Jenny Lund Madsen. Tredive dages mørke er en charmerende og spændende krimi med en original vinkel og en interessant hovedperson. Jeg er vild med metalaget om litterær værdi, som dog på ingen måde overskygger den gode historie. Tværtimod er vi underholdt på bedste vis hele vejen.

En varm anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

– Det var hende, der kastede den!

Natasja Sommer holder sig chokeret for munden, tydeligvis ude af stand til at håndtere noget, der ikke står på hendes sirlige interview-kort. Jørn, derimod, bevarer roen, han rejser sig for at kunne se ud over mængden, træder hen til scenekanten. Han øjner Hannah, hun gør ikke noget for at undvige hans blik.

– Nå da! Der er vist en, der ikke er så begejstret for min nye bog. Mængden griner, Hannah bruskoger.

– Jeg har ikke læst den, men den er vel bare en afskrift af en af dine tidligere bøger, hed din forrige udgivelse ikke Kvinden der sukkede efter sex. Den læste jeg på én dag.

– Så du har læst den! Jeg er meget smigret. Jørn smiler selvglad til mængden, der kvitterer med spredt latter og smil. Det første chok blandt publikum har lagt sig, folk har lynhurtigt omstillet sig til den nye underholdningssituation – her er to fronter trukket skarpt op, tydelig aversion mellem to anerkendte forfattere, en litterær fejde. Meget bedre end en enkelt mand over for en mikrofonholder på en scene.

Natasja Sommer har genvundet fatningen, holder vejret. Pressefotografer knipser. Hannah blinker, ser et kort øjeblik sig selv udefra, det er lige nu, det sker, hun rammes af en fiktiv sprøjte indeholdende lige dele panik, lige dele kampgejst. Hun fortrænger det første, adrenalinen giver hende mod.

– Du behøver virkelig ikke være smigret, det var en helt utrolig dårlig læseoplevelse. Jeg har holdt skrivekurser for børn, der går i fjerde klasse, men formulerede sig bedre.

Hannah tager et stik hjem i ondskabsfuldhed. En trækning ved Jørns mundvig viser sig, angreb på evner er det værste. Selv for en mand, der har solgt flere millioner bøger og nu også filmrettigheder til et engelsksproget land.

– Vi kan jo ikke alle skrive intellektuelle, smalle romaner for eliten. (side 22-23)

Om Tredive dages mørke:

Udgivelsesår: 18.09.2020
Forlag: Grønningen 1, 332 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Læs også:

Over mit lig af Mikkel Birkegaard
Døden på stranden af Ann Cleeves
Serien om Ruth Galloway af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
De efterladte af Palle Schmidt
Tre små kinesere af Niels Søndergaard

DNA af Yrsa Sigurðardóttir

DNA af Yrsa SigurðardóttirDa en ung mor til tre bliver brutalt myrdet i sit hjem, er den 7-årige datter, Margrét eneste vidne. Hun lå gemt under sengen, mens morderen torturerede og dræbte moren, og Margrét er også sikker på, at hun har set morderen ved andre lejligheder.

Men politiet er på bar bund. Der er ingen konkrete spor, og Huldar, som er blevet sat i spidsen for opklaringen for første gang, kæmper med at få hoved og hale i sagen. Opklaringen kompliceres yderligere af, at Huldar og Margréts bisidder, børnepsykologen Freyja, har en fortid sammen, som de begge helst vil glemme.

Bedst som Huldar ikke tror, at tingene kan blive værre, slår morderen til igen. Denne gang mod en pensioneret lærerinde, og som ved første mord er politiet på bar bund.

Sideløbende hører vi fortællingen om Karl, der er vokset op sammen med sin enlige mor og en ældre storebror. Begge drenge er adopterede og kender intet til deres fortid. Ved et tilfælde falder Karl over en besynderlig radiotransmission, der vækker hans opmærksomhed. Men hvem står bag?

Jeg har tidligere læst bl.a. ”Jeg skal huske dig” af Yrsa Sigurðardóttir. Den indeholdt en blanding af krimi og gys, som jeg var ret begejstret for. ”DNA” er en mere klassisk krimi, hvor man ikke mærker det store til den islandske kulisse.

”DNA” blev kåret som årets krimi 2014 i Island, og modtog Palle Rosenkrantz-prisen for bedste krimi 2016 under Krimimessen i Horsens d. 1-2. april. Her er da også tale om en underholdende og actionfyldt krimi med nogle yderst brutale mord. Jeg synes dog ikke, at den helt lever op til de andre bøger, jeg har læst af forfatteren. Måske mest fordi opklaringen af sagen, pludselig skal klemmes sammen i den traditionelle konfrontation fra Agathe Christies krimier, hvor skurken og helten fortæller hinanden, hvordan det hele hænger sammen. Det synes jeg er for letkøbt, plus at det umuliggør for læseren at gætte plottet.

På trods af min anke kan jeg dog sagtens anbefale ”DNA”, hvis man holder af en gedigen krimi.

”DNA” er første bind i Yrsa Sigurðardóttirs krimiserie om Huldar og Freyja. Andet bind hedder ”Hævn” og er udkom d. 20. marts 2017.

Om “DNA”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 479 sider
Originaltitel: DNA (islandsk)
Oversætter: Nanna Kalkar

Andre bøger af Yrsa Sigurðardóttir:

DNA, 2016
Kulde, 2015
Jeg skal huske dig, 2013
Isblå spor, 2011
Aske, 2009
Den der graver en grav, 2007
Det tredje tegn, 2006

Tidskisten af Andri Snær Magnason

TidskistenTidskisten er en smuk og mytisk roman om tidens og kærlighedens væsen, der kan nydes både af børn og voksne.

Tidskisten var lidt af en overraskelse at læse. Dels troede jeg før læsningen, at her var tale om en ren science fiction roman, men Andri Snær Magnason blander genren med eventyret. Dels var det ikke gået op for mig, at det er en børnebog. Det varede dog ikke mange sider, før jeg overgav mig fuldstændig til Andri Snær Magnasons prisbelønnede roman.

Det går rigtig skidt med økonomien. Pigen Sigrun forsøger at opmuntre sine forældre og få dem til at tænke på andet end krise, prisindex og rentefald, men det lykkes ikke. I stedet beslutter de sig for at afvente krisens afslutning i Timax’s fantastiske tidskister, der holder tiden ude. Og Sigrun skal selvfølgelig med.

Da Sigruns tidskiste åbner sig igen, føles det, som om der kun er gået et øjeblik. Men der ligger et dådyr i sofaen, og gennem et kæmpehul i taget kan Sigrun se op i den blå himmel. Forvirret forsøger hun at åbne sine forældres kiste, og mens hun leder efter en unbrakonøgle, møder hun drengen Markus. Markus tager hende med hen til en gammel kvinde ved navn Svale, hvor de også møder andre børn, som alle ønsker at få at vide, hvad der er sket.

Som svar fortæller Svale dem historien om Raventina den evige prinsesse, datter af kong Dimon af Pangea og den underskønne Vårsol, og det er denne beretning, der fylder det meste af romanen.

Vårsol dør straks efter Raventinas fødsel. I sin store sorg beslutter Dimon sig for at erobre hele verden for sin datters skyld, så hun kun skal opleve lykke og glæde, og til sidst vil han tvinge selv tiden til at underlægge sig sine ønsker. Trods kong Dimons gode intentioner ender fortællingen således med krig, død, misundelse, sorg og oprør. Og kun hvis den gamle forbandelse bliver brudt, kan Sigruns verden igen vågne op.

Her er som sagt tale om et eventyr for de lidt større børn, men når man som voksen læser med, rummer romanen flere lag. Tidskisten udkom f.eks. i 2013, lige i kølvandet på den store økonomiske krise hvor den islandske krone mistede 80% i forhold til euroen. Efterfølgende blev den nyvalgte regering sat til at arbejde for en ny forfatning, men den har i flere år nu stået i stampe, uden at befolkningen har kæmpet mere for den. Man kunne fristes til at sige, at befolkningen er gået i dvale igen, efter at økonomien atter er på ret køl.

Et andet eksempel er fortællingens navne. Kong Dimons navn kan f.eks. føres tilbage til Njals Saga, hvori en række slag fandt sted ved landmærket Dìmon under bosættelsen af Island. Kongens regnemester hedder Exel og kan ikke krydse linjer (excel regneark). Og Pangea, sagnlandet hvor kong Dimon regerer, betyder på oldgræsk ‘hele verden’ og er også betegnelsen for superkontinentet som eksisterede i Palæozoikum- og Mesozoikumæraerne, før kontinenterne blev adskilt til deres nuværende placeringer. En adskillelse, der også sker i romanen.

Endelig indeholder historien masser af referencer til eventyr og sagaer. Helt oplagt er naturligvis Snehvide, den smukke prinsesse med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt, der ligger i sin glaskiste og venter på sit kærlighedskys.

Andri Snær Magnason, som udover forfatter også er debattør og miljøaktivist, fortæller i et interview til Information, hvordan hans bøger altid er påvirket, af det han foretager sig. Bøgerne rummer stærke metaforer for nutidens dagsordener, og i Tidskisten bruger han f.eks. myternes metaforer til at pege på, at det kan have enorme konsekvenser at lægge sig ud med elementerne og håbe på, at andre løser de problemer, man selv har skabt.

Man behøver dog ikke vide spor om disse ting for at nyde fortællingen, som er virkelig fint oversat af Kim Lembek.

Kongen sad midt i nettet af sin verdensmagt, fuldstændig rundt på gulvet af alt det, det var nødvendigt at styre og bestemme. Han var som regel altid gået til møde, når Raventina vågnede, så han kunne aldrig sige godmorgen, og som regel nåede han heller ikke at sige godnat. Han var ikke sikker på, om han var en edderkop eller en flue, der sad fast i tidens net.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesdato: 15. november 2016
Originaltitel: Tímakistan
Oversætter: Kim Lembek
Forlag: Tiderne Skifter, 262 sider

Læs også Mod Spor’s fine anmeldelse

Steinar Bragi

Steinar BragiSteinar Bragi er ifølge Jyllandspostens anmelder Ole Sauerberg det nordatlantiske svar på den amerikanske horror-konge, Stephen King. Sikkert er det i hvert fald, at med ’Højlandet’ viser han imponerende klasse.

Steinar er født på Island i 1975. Som 23-årige debuterede han med digtsamlingen ’Svarthol’, og i år 2000 udkom hans første roman ’Turninn’. I 2008 udkom romanen ’Konur’, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2010. Om den skrev Erik Skyum-Nielsen i Information:

Men er fortælleperspektivet forholdsvis enkelt i ’Konur’, er virkelighedsopfattelsen så meget desto mere uudgrundelig. Eva har fået stillet en kæmpemæssig moderne lejlighed til rådighed af en af de nye islandske pengemænd og tror til at begynde med, at hun nu blot skal til at finde sine ben igen efter ophøret af hendes samliv med Hrafn – men i soveværelset findes på væggen nogle underlige buler, der ligner en maske, og snart begynder der at ske besynderlige ting, der efterhånden tager magten fra hende, godt hjulpet på vej af hendes hang til at drikke mere end hun har godt af set fra et strengt sundhedsmæssigt synspunkt. Pludselig er hun ude i en gruopvækkende intrige, der inkluderer trafficking og vold, men også grænseoverskridende avantgardekunst. Indre og ydre blandes, og det bliver vanskeligt at afgøre, om kvinden er iscenesætter eller selv bliver iscenesat. Lettere svimmel lukker man bogen og konstaterer, at præcis sådan én har man da vist aldrig læst før.”

Efter at være nomineret til Nordisk Råds pris udkom Steinar Bragi på dansk med ‘Udveje’ i 2011, en samling kortprosa med ganske korte tekster, der spænder fra det surrealistiske til det realistiske. Teksterne er nærmest minimalistiske, og fælles for dem er en dystopisk stemning. Lektøren kaldte ‘Udveje’ for en ”Foruroligende og fascinerende præsentation af en original islandsk forfatter, som man kunne ønske mere af på dansk.”

Den overskridelse af virkelighedens grænser går igen i ’Højlandet’ fra 2015, hvor man efter endt læsning må konstatere, at i Steinar Bragis univers er naturen ikke ufarlig, virkeligheden er ikke håndfast, og intet er til at stole på.

I romanen tager fire venner på roadtrip i Islands højland. Undervejs kommer de væk fra vejen under en tæt tåge, og før de ved af det, er de kørt i stykker langt fra alting. De søger tilflugt i et forfaldet hus beboet af et ældre ægtepar, og herfra begynder tingene først for alvor at gå skævt.

’Højlandet’ har hovedsageligt fået fremragende anmeldelser. Berlingske kalder den ”en slags islandsk totalgyser” der ”blander den psykologiske thrillers karaktertegninger og spændinger med klare science fiction-effekter, skræmmende underjordiske væsner som huldrer og trolde, hentet frem fra sagnenes og folketroens islandske urdybder, og den rene uforfalskede vildmarksfortabelse.”

Arne Mariager kalder i Vejle Amts Folkeblad Steinar Bragi for ”en af de nærmest talløse islandske forfattere med et enormt skrivetalent” og skriver videre: ”’Højlandet’ rummer en psykologisk dybde, som aftvinger respekt og en uhygge og rædsel, der aldrig bliver konkretiseret. Men alligevel kryber ind over bogens hovedpersoner og videre, ind over læserne. Det er fortællerkunst så det batter, med surrealistiske anstrøg. Men de bidrager til uhyggen.”

Og også Politikens Bo Tao Michaëlis er begejstret og kalder romanen ”en fremragende, psykologisk og forfærdelig gyser om moderne menneskers sammenbrud i naturen” og slutter sin anmeldelse med de passende ord: ”Som bekendt er helvedet de andre, når civilisationen krakelerer.”

En anden rigtig interessant islandsk forfatter er Yrsa Sigurðardóttir, som bl.a. har skrevet Jeg skal huske dig og Kulde.

Læs mere:

Den uskrevne bog og det faktiske liv af Erik Skyum-Nielsen, Information (29.03.2010)
Senmoderne spøgelsessonate fra Island af Bo Tao Michaëlis, Politiken (11.08.2015)
Uhyggen kommer snigende inde fra af Arne Mariager, Vejle Amts Folkeblad (15.09.2015)
Alle gysets kilder løber sammen af Jørgen Johansen, Berlingske (18.09.2015)
Gyser med udsigt til gejsere af Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten (23.08.2015)
Wikipedia
Nordisk Råds Litteraturpris

Kulde af Yrsa Sigurðardóttir

KuldeDa Odin Hafsteinsson møder den unge Lára finder de hurtigt sammen, bliver gift og får datteren Rún. Samlivet varer dog ikke ved, og efter skilsmissen mister Odin langsomt forbindelsen til datteren.

Men en dag får han beskeden, at Lára er død ved et ulykkestilfælde, og fra den ene dag til den anden bliver han fuldtidsfar for Rún, hvilket bl.a. betyder, at han starter på et nyt job, hvor han skal undersøge en gammel sag om en række overgreb mod anbragte drenge på behandlingsinstitutionen Krókur tilbage i 1970’erne.

Romanen fortælles i to spor. Dels Odins historie i nutiden, og dels tilbageblik til 1974, hvor vi følger Aldís, der er ansat på Krókur. Det varer ikke længe, før man får en fornemmelse af, at noget er helt galt – både dengang og i nutiden. Men er det mørket fra dengang, som flyder ind over Odin og Rún?

Jeg har tidligere læst Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir, som også foregik i det grå område, hvor virkeligheden og det uforklarlige mødes. Kulde kan dog ikke helt leve op til forgængeren, som jeg var rigtig begejstret for.

Plottet i Kulde er interessant og veludført. Det samme er portrættet af Aldís og hendes historie, som hurtigt opslugte mig. Men Odin kom aldrig rigtig til at stå levende for mig, hvilket gjorde, at nutids-delen kun delvist fungerede 100%.

Når det er sagt, er Kulde dog stadig læseværdig, hvis du holder af krimier med et drys af det overnaturlige, som f.eks. Johan Theorins Ølandskvartet.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 343 sider
Omslag: Henrik Koitz
Originaltitel: Kuldi

Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Jeg skal huske dig af Yrsa SigurðardóttirJeg skal huske dig er en isnende thriller hvor uhyggen sniger sig ind på læseren under Islands forblæste og kolde vinterhimmel

Parret Garðar og Katrín har sammen med veninden Líf, hvis nyligt afdøde mand var Garðars bedste ven, købt et forfaldet hus på øen Hesteyri. Målet er at sætte huset i stand og åbne et lille pensionat. Men da de ankommer til øen en kold efterårsmorgen, er Katrín meget i tvivl om projektet. Øen er mennesketom, og deres eneste forbindelse til omverdenen er båden, der afleverede dem, og som kommer tilbage om en uge – hvis vejret er til det!

Det viser sig, at huset de har købt, gemmer på en historie, og de har ikke været længe på øen, før Katrín er overbevist om, at de alligevel ikke er alene.

Sideløbende med fortællingen fra Hesteyri hører vi om psykiateren Freyr, der for nylig er flyttet alene til Ísafjöður. Hans lille søn, Benni, forsvandt sporløst for tre år siden. Mens hustruen Sara er overbevist om, at sønnens ånd stadig er hos dem, ved Freyr, at det er ønsketænkning, og det har været med til at ødelægge ægteskabet.

Men som fortællingen skrider frem, trænger Bennis forsvinden sig på, og viser sig – måske – at have noget at gøre med et omfattende hærværk i en børnehave, et mystisk selvmord og en anden forsvinden for 50 år siden.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Ég man þig

Skibet af Stefán Máni

skibet_maniStefán Mánis Skibet er lidt svær for mig at anmelde. På en måde synes jeg, at den er rigtig god, spændende og velskrevet. På en anden måde synes jeg, at slutningen bliver lidt underlig uforløst. Handlingen går fra at være meget konkret til at blive meget abstrakt, og selvom det for så vidt falder godt nok i tråd med dele af historien, følte jeg mig alligevel en lille smule snydt. Men ikke mere end at resten af bogen godt kan anbefales.

Skibet “Per Se” er på vej til Sydamerika med kaptajnen og den 8 mand store besætning. Men der hænger en underlig uheldsvanger stemning over skibet. Rederiet har en opsigelse af besætningen på vej, og det har nogen af dem fået nys om, så de planlægger et mytteri som protest. Kaptajnen overvejer at slutte sin karriere, når turen er slut og forsøge at lappe sit ægteskab med sin hustru. Og oveni er den nye matros ikke den, som den øvrige besætning tror, han er.

Under en storm forsvinder al kommunikation med omverdenen sammen med radaren og GPS’en, og selvom det er muligt at navigere skibet med sekstant og kompas, er det uhyre vanskeligt under en storm. Langsomt begynder mændene ombord at mistænke hinanden for sabotage, og ingen kan længere stole på hinanden. Og med god grund, for ombord på skibet er både en hustrumorder, en djævletilbeder, en alkoholiker med paranoia, en kortspiller tynget af gæld og Lucifer, et muskelbundt fra Reykjaviks underverden.

Stefán Máni fortæller historien fra forskellige synsvinkler, og han blander den meget realistiske hverdag med mere åndelige betragtninger. Denne blanding fungerer ok et langt stykke hen ad vejen, men er også med til at gøre Skibet til lidt af en hybrid. For er det en thriller, eller er det en overnaturlig fortælling, eller måske noget helt tredje?

I Island blev Skibet kåret som Bedste Krimi i 2007, og den blev også nomineret til den skandinaviske krimipris Glasnøglen. Men jeg synes reelt ikke, at der er tale om en krimi, for selvom der sker der forbrydelser undervejs i romanen, handler historien ikke om at opklare disse. Skibet handler om 9 mænds forsøg på at overleve deres rejse med “Per Se”, og det er uhyggeligt, men ikke en krimi i mine øjne.

Stefán Máni er ikke tidligere oversat til dansk, men jeg tror, at der kommer flere oversættelser nu. For selvom jeg er en lille smule skeptisk overfor Skibet, så synes jeg alligevel, at Máni formår at skabe et enestående og klaustrofobisk univers. Og hvis hans øvrige bøger har samme skæbnesvangre tone i sig, vil jeg også gerne læse dem.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Skipið
Forlag: Gyldendal, 437 sider