december 2020
M Ti O To F L S
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Italien’

Suffløren af Donato Carrisi

Suffløren af Donato CarrisiSpecialagaent Mila Vasquez er ekspert i at spore forsvundne børn. Sammen med kriminologen Goran Gavila og et specialiseret efterforskningshold bliver hun sat til at lede efter ligene af fem brutalt myrdede småpiger. Eneste spor i sagen er pigernes afhuggede arme.

Efterhånden som holdet tror, at sagen nærmer sig en opklaring, åbner der sig en bundløs afgrund af nye makabre mord. Det ene mere gruopvækkende og rystende end det andet. 

Agenterne står over for en uhyggelig og udspekuleret seriemorder, der ondskabsfuldt agerer fra sit skyggested og langsomt, men sikkert, bevæger sig ind på dem. Det bliver et kapløb på liv og død, hvor det ikke længere står klart for nogen, hvem der er til at stole på … (fra bagsiden)

Som det fremgår af bagsideteksten, er Suffløren en seriemorder-thriller. Vi følger efterforskningen af en seriemorder (kaldet Albert), der har dræbt fem piger og begravet deres venstre arm som en ledetråd til politiet. Efterforskningsholdet ledes af kriminologen Goran Gavila, der er ekspert i seriemordere. Til det faste hold tilføres også specialagenten Mila Vasquez, der ikke har ekspertise i mord, men forsvundne børn, og som foretrækker at arbejde alene.  Men hun indordner sig gruppen, som snart står over for et gennembrud i sagen. Tror de …

Jeg har længe tænkt, at jeg skulle have læst noget af italienske Donato Carrisi, som er blevet sammenlignet med Thomas Harris. I forbindelse med noget arbejde fik jeg så muligheden.

Suffløren er Carrisis debutroman, og er man til seriemorder-thrillers, får man fuld valuta. Her er grumme scener, men ikke udpenslet vold. I stedet er her en fornemmelse af ondskab, der ikke kan forklares, men som bliver tydeligere jo længere ind i romanen, vi kommer.

Plottet er sindrigt udtænkt. Hvem står bag mordene på pigerne? Hvad er motivet? Og hvorfor afslører morderen placeringen af deres lig i en bestemt rækkefølge? Carrisi lægger små spor ud undervejs, så man som læser kan gætte med. Nogle af sporene fangede jeg, andre ikke, men det gør blot historien mere spændende.

Jeg var i det hele taget godt underholdt af Suffløren. Sproget er letlæst, selvom man kan mærke den lidt mere formelle italienske sprogtone. Carrisi er uddannet jurist med speciale i kriminologi, og hans store viden om kriminologi giver historien troværdighed, om end han ind i mellem er tilbøjelig til at ‘holde foredrag’ for læseren. Det ødelagde dog på ingen måde min oplevelse, og jeg kan bestemt anbefale Suffløren til fans af seriemorder-thrillers.

Donato Carrisi har efterfølgende udgivet endnu to bøger på dansk: Forvandleren fra 2012 samt Pigen i tågen fra 2019.

Uddrag fra Suffløren:

“Og hvad ved man om uhyret?” spurgte hun i et forsøg på at komme væk fra den tanke.

“Vi kalder ham ikke uhyret,” forklarede Boris hende. “Ved at gøre det afpersonificerer man ham.” Da han sagde det, vekslede Boris et indforstået blik med Rosa. “Det kan professor Gavila ikke lide.”

“Professor Gavila?” gentog Mila.

“Du skal nok lære ham at kende.”

Milas ubehag voksede. Det var klart, at hendes knappe  kendskab til sagen stillede hende ufordelagtigt i forhold til hendes kolleger, som derved kunne gøre hende til grin. Men heller ikke denne gang sagde hun et ord til sit forsvar.

Rosa havde derimod ikke til hensigt at lade hende være i fred og forfulgte hende i et overbærende tonefald: “Bare rolig, skat, du skal ikke blive overrasket, hvis det ikke lykkes dig at forstå, hvordan tingene forholder sig. Du er helt sikkert god til dit arbejde, men her er det en anden historie, for seriemord gælder andre regler. Også for ofrene. De har ikke gjort noget for at blive ofre. Deres eneste fejl plejer at være, at de har befundet sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Eller at de har klædt sig i én farve i stedet for en anden, da de gik hjemmefra. Eller også har de, som i vores tilfælde, begået den fejl at være piger af kaukasoid race mellem syv og tretten år … Du skal ikke tage det personligt, men den slags ting kan du ikke vide. Ikke noget personligt.”

“Nå, så det mener du,” tænkte Mila – fra det øjeblik, de havde lært hinanden at kende, havde Rosa gjort ethvert emne til noget personligt. “Jeg lærer hurtigt,” svarede Mila. (side 46)

Om Suffløren:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: People’s Press, 445 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Il suggeritore
Oversætter: Anders Toftgaard

Læs også:

Ondskabens hjerte af Chelsea Cain
Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Den røde drage af Thomas Harris
Blodmanden af Robert Pobi
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Bjerget af Luca D’Andrea

Bjerget af Luca D'AndreaItaliensk thriller-sensation” står der på forsiden af Bjerget, og på bagsiden fortsætter roserne: “Kan uden overdrivelse sammenlignes med Stephen King og Jo Nesbø“. Den slags superlativer sætter unægtelig forventningerne i vejret, når man som læser sætter sig til rette med en bog. Heldigvis lever Luca D’Andreas Bjerget fuldt ud op til de mange lovprisninger.

Jeremiah Sallinger er en amerikansk manuskriptforfatter. Sammen med vennen og instruktøren Mike McMellan står han bag succes-serien ‘Road Crew’, som kører på 4. sæson, men som hænger dem begge ud af halsen.

Derfor er Sallinger hurtig til at sige ja, da hans hustru Annelise foreslår, at de skal tilbringe nogle måneder i hendes fødeby Siebenhoch, en lille landsby i Sydtyrols bjerge, langt væk fra verdens larm og støj.

For Sallinger er det kærlighed ved første blik. Han falder for den lille bys charme, og da han finder ud af, at svigerfaren, Werner Mair, var blandt foregangsmændene for den lokale redningstjeneste Dolomitternes Alpine Redningstjeneste, fødes idéen til en ny tv-serie. Men under optagelserne sker et frygteligt uheld, og Sallinger overlever kun med nød og næppe.

Mens Sallinger kæmper for at slippe af med de psykiske følger af ulykken, støder han på et 30 år gammelt mysterium. Under et voldsomt uvejr tilbage i 1985 blev 3 lokale unge mennesker dræbt på bestialsk vis. Morderen blev aldrig fundet, og landsbyen lider stadig under historien.

Selvom alle advarer Sallinger om at begynde at efterforske den gamle tragedie, bliver han alligevel fanget ind af den grusomme historie. Langsomt forvandles interessen til besættelse, og pludselig befinder Sallinger sig midt i brændpunktet. Siebenhoch er nemlig slet ikke den idylliske plet, han først troede, og beboerne er overhovedet ikke interesseret i, at en udenforstående begynder at dykke ned i fortidens hemmeligheder. Og hvad er det for noget, med en gammel ondskab der lurer i bjergets dyb?

Jeg kan ligeså godt erkende, at jeg var solgt, med det samme jeg begyndte at læse. Luca D’Andrea har som manuskriptforfatter på en tv-dokumentar om bjergredningshold en baggrundsviden om forholdene i bjergene, som han omsætter til en nervepirrende spændingsroman i Bjerget, der både er solgt til udgivelse i 35 lande og til filmatisering.

Det forstår jeg så godt. D’Andrea skriver nemlig fantastisk, og samtidig er plottet både spændende og fyldt med overraskelser. Bedst som jeg troede, at nu havde jeg regnet det ud, tager historien en ny og uventet drejning, så jeg var hele tiden nødt til at læse videre.

Valget af lokaliteten i Sydtyrols bjerge giver romanen en helt unik atmosfære. Bjerget er nærmest en karakter i fortællingen på linje med Sallinger, Werner og de andre. Derudover har regionen en kompleks historie fyldt med fordomme mellem folkeslagene, terrorisme og national patriotisme, der ikke altid har udmøntet sig fredeligt. Endeligt fortæller D’Andrea ikke blot en lige ud ad landevejen mordgåde, men krydrer historien med lokale myter, palæontologi og et fremragende indblik i den menneskelige psyke. Resultatet er en kompleks og alligevel letlæst thriller, der er umulig at lægge fra sig. En stor anbefaling herfra.

“I det øjeblik jeg bøjede mig ned for at lægge kameraet i rygsækken, opsnappede jeg et brudstykke af en samtale mellem Ilse og to ældre turister med bare ben, hvide ankelsokker i de obligatoriske Birkenstock-sandaler og tydelige åreknuder på benene. Somme tider kan nogle få ord være mere end nok. Så har skæbnen allerede lagt sin løkke om halsen på dig.
‘Det var i 1985, frue.’
‘Er De sikker?’
‘Jeg er født det år. Det år, massakren i Bletterbach fandt sted. Min mor plejede altid at sige: Du er født det år, den forfærdelige ting skete, og det er derfor, du er så ustyrlig. Hun var traumatiseret over det, der var sket. Hun var nemlig en fjern slægtning til familien Schaltzmann.’
‘Fandt man nogensinde ud af, hvem der stod bag blodbadet?’
En kort pause. Et suk.
‘Nej, aldrig.'”

Bjerget af Luca D’Andrea er læst som et anmelder-eksemplar sponseret af Bog & Idé. Den kan bestilles her.

Om Bjerget:

Udgivelsesår: 04.09.2017
Originaltitel: La Sostanza del Male
Oversætter: Lorens Juul Madsen
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 493 sider
Omslag: Imperiet

En sand kunstner: Den 2. bog om Satan af Jakob Friis Andersen

2bogSatanAndet bind af forlaget Kandors serie om Satan er skrevet af Jakob Friis Andersen og tager os med tilbage til renæssancens Italien. Her lader forfatteren Satan selv få ordet i forsøget på at forklare hvem han er, og det gør han ved at give et eksempel på, hvordan han arbejder, virker og opererer.

I året 1513 besøger Satan Firenze, hvor han har lejet sig ind hos en ældre enkefrue. Modsat hvad man skulle tro, er han en god lejer, der hjælper den ældre dame og ofte bliver inviteret på aftensmad. Hans egentlige mål er dog den skønne Isabella. En ung, smuk og uskyldig kvinde som – viser det sig snart – har flere tilbedere.

Isabella holder meget af kunst, og tilbederne får hver især hjælp af Satan til at blive dygtigere for på den måde kunne vinde Isabellas hjerte. Det lyder umiddelbart som den kendte historie om Fausts handel med Djævelen, men Jakob Friis Andersen har sit eget tag på fortællingen.

”En sand kunstner” er ikke så mørk som første bind, ”Deroute”. Satan optræder som en forfører i sin menneskeskikkelse og charmerer sine ofre, som han dog altid lader få et glimt af det skjulte bag illusionen. Dermed bliver historien ikke så malerisk, som den egentlig umiddelbart fremstår, men maner ligesom første bind til eftertanke.

Som sagt er det Satan selv der fortæller, og det gør han ud fra nogle dagbogsoptegnelser, som ofte afsluttes af en kort beskrivelse af, hvem han er. For mig er det særligt disse korte glimt, der løfter fortællingen op over gennemsnittet med sine rammende indblik i menneskets væsen.

”Hvem er jeg? Jeg er din dybeste sorg og din mest intense lykke. Vor Frelser vil lære dig om ydmyghed og medlidenhed, og moralfilosofferne vil lære dig om ‘den gyldne middelvej’. Tillad mig at kalde Frelserens ydmyghed og medlidenhed for svaghed, og tillad mig at kalde den gyldne middelvej for rusten middelmådighed. Jeg er din selvsikkerhed – og din fortabelse. Jeg kender ingen midte.”

Jeg er yderst spændt på, hvad bind tre vil byde på, og håber at serien vil holde kadencen og vedblive at underholde og udfordre læserne ligeså overbevisende som de første to bind har gjort.

Fra bogens forord:
“Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af Satan. Den faldne engel. Den legemliggjorte ondskab. Den mest frygtede skabning fra Vestens kulturhistorie. Jeg har specielt været fascineret af de måder, han har været afbilledet på i film og litteratur, hvor han har optrådt lige fra den nydelige advokat til kirkens rødskællede dæmon… I 2014 blev jeg nysgerrig på, hvad andre forbandt med Satan og tænkte, at det kunne være interessant at udgive en serie af kortromaner om ham. Jeg udsendte derfor en indbydelse til at skrive til serien. De to eneste kriterier var manuskriptets længde, og at manuskriptet på en eller anden måde skulle afspejle forfatterens opfattelse af Satan. Interessen for at skrive til serien var stor og variationen af Satan mange. Min nysgerrighed blev tilfredsstillet. Det håber jeg også din gør…”
Nikolaj Højberg, forlagsredaktør

Læs mere på forlaget Kandor 

Serien Den X bog om Satan:

Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer
af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com

Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Morderens mesterværk af Gigi SimeoniItaliens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om Morderens mesterværk, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

Morderens mesterværk udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

Morderens mesterværk er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende From Hell, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Om Morderens mesterværk:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Jeg dræber af Giorgio Faletti

Giorgio Faletti er et stort hit i hjemlandet Italien. Jeg dræber er hans debutroman, og den har solgt flere end 3 millioner eksemplarer, ligesom filmrettighederne allerede er solgt. Også hans anden roman, som indtil videre kun findes på italiensk, har vakt stor opsigt. Personligt synes jeg måske nok, at Jeg dræber bliver lidt lang. Men interessant er den.

Jean-Loup er en yderst populær radiovært, som under en udsendelse bliver ringet op af en navnløs person. Manden kalder sig én og ingen, og han identificerer sig tilsyneladende med Jean-Loup som en stemme uden ansigt. Udover musik har Manden endnu en passion – han dræber.

Allerede samme nat som han ringer op til Jean-Loup, er han i aktion. En kendt formel 1 kører og dennes kæreste, en smuk amerikansk skakspiller bliver fundet døde ombord på deres båd – med ansigtet skrællet af. Senere følger flere mord og hver gang ringer morderen først til Jean-Loup.

Politiet i Monte Carlo er slet ikke vant til den slags forbrydelser, og står nærmest på bar bund, så kriminalinspektør Nicolas Hulot kontakter sin gode ven, FBI agenten Frank Ottobre. Frank har været ude for en personlig tragedie og er i Monte Carlo for at komme væk fra hverdagen. Men Hulot får ham overtalt til at hjælpe, og snart er han dybt involveret i jagten på morderen.

Samtidig kommer en amerikansk general til Monte Carlo. Hans datter var morderens første offer, og han ønsker at få hævn – men måske ligger der også andet under hans ankomst?

Langsomt begynder Frank og Hulot at finde spor, der peger mod en mulig mistænkt, men intet er, som det ser ud til, og morderen er en iskold psykopat med en IQ langt over det almindelige.

Jeg kom til at tænke på Thomas Harris’ romaner om Hannibal Lecter, da jeg læste Jeg dræber. Her er den samme næsten overnaturlige morder og en betjent/agent, som kæmper med sine personlige dæmoner, samtidig med at han forsøger at fange virkelighedens djævle.

Men jeg synes dog ikke, at Faletti lever helt op til Harris. Måske har det noget med oversættelsen at gøre, for her halter det i mine øjne. Sætninger som “For fuld udrykning, Lacroix, og spar ikke på gummiet, sagde Hulot til den vakse, unge betjent bag rattet som ikke lod sig den besked sige to gange, men straks ræsede med hvinende dæk ud ad porten” og oversættelser som “skrivebordspaver” skurrer altså i mine ører.

Plottet er dog gennemtænkt, og slutningen er overraskende, selvom jeg synes, at Faletti forklarer lige rigeligt til sidst. Vi skal have alle detaljer på plads! Når det er sagt, så følte jeg mig nu godt underholdt, og jeg tror bestemt, at Faletti har format til mere.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Io uccido
Forlag: Bazar, 654 sider

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Horace Walpole skrev Slottet i Otranto tilbage i 1764. Han var født som tredje søn af Englands daværende premierminister, og takket være faderens betydelige formue kunne Walpole hele sit liv beskæftige sig med, hvad han havde lyst til frem for at måtte arbejde for føden. 

I forordet beskriver Tage La Cour, hvordan idéen til romanen kom til Walpole i en drøm. Da han vågnede, kunne han huske, at han i drømmen var på et gammelt slot, hvor han på den øverste afsats af en bred trappe havde set en gigantisk arm iført rustning. Samme aften begyndte han at skrive historien, og to måneder senere var den færdig.

I første omgang udgav Walpole Slottet i Otranto som en oversættelse af en gammel italiensk roman. Det gjorde han for at understrege historiens ægthed. Den udspiller sig i 1200-tallets Italien, en periode hvor Walpole var godt bekendt med arkitekturen og heraldiken. Ved at få romanens scene til at fremstå ægte blev rædslen over de uhyrlige begivenheder desto større. Senere trådte Walpole dog selv frem som forfatteren.

Slottet i Otranto er historien om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned på ham ud af den blå himmel. Denne ulykkelige hændelse får Manfred til selv at ville gifte sig med Isabella, og det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Men mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament sørger for den videre udvikling af historien.

Slottet i Otranto er blevet udnævnt til at være den første gotiske roman af litterær værdi. I den grundlægger Walpole en lang række af genrens elementer som det gotiske slot, en underjordisk labyrint, persongalleriet med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden, skjulte identiteter, samt naturligvis overnaturlige hændelser og mystik. Samtidig kombinerer han dette med elementer af nutidens realistiske fiktion.

Rikke Schubart giver i sin bog I lyst og død en kort analyse af romanen. Her beskriver hun relationen mellem Manfred og Isabella som “et negativt kærlighedsforhold, der er karakteriseret ved angst, overgreb, forfølgelse og flugt; de to personer er forbundet i et incestuøst drama om kærlighed og had, der udspiller sig i slottet og klostret.” Netop slottet og klostret symboliserer to vigtige institutioner i samfundet: familien og kirken, og i romanen river Walpole jorden væk under disse. Hverken klosteret eller familien beskytter Isabella mod Manfreds begær, og han ender endda med at dræbe sin egen datter i den tro, at hun er Isabella. Hermed skriver Walpole sig ind i en stærk modsætning til samtidens rationalitet, hvor litteratur skulle være oplysende og dannende.

Sprogligt er Slottet fra Otranto naturligvis bedaget i forhold til nutiden, men ser man bag om anakronismerne, er der saftige og skræmmende ting i vente. Som uddraget nedenfor viser, bliver Manfred skilt fra sin hustru, samme dag som deres søn er død, og nu vil han giftes med Isabella og gå i gang med at producere arvinger umiddelbart efter. Det er grove løjer. Især når man tager i betragtning, at kæmpehjelmen, der dræbte Conrad på hans bryllupsdag, stammer fra slægtens forfædre, så det er nærliggende at tolke ulykken som et håndfast udtryk for Manfreds begær, som han forsøger at skjule under hensynet til slægtens fremtid.

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om Walpole monstro var inspireret af Englands Henrik d. 8.? Selv fortæller han i forordet til 2. udgave af romanen, at inspirationen er hentet hos Shakespeares Hamlet: “Both works address questions of marriage, bloodlines, and familial bonds. The central issues in the works are the same: in each, a prince struggles to secure his lineage and maintain his power. The princes even experience similar supernatural phenomena: Hamlet is haunted by the ghost of his father and Manfred by the ghost of his grandfather. As in Hamlet, deception plays a central role in The Castle of Otranto, formally and thematically.” (Britannica)

Efter nutidens standarder er romanen som sagt ikke særlig uhyggelig. Alligevel er den værd at læse, da man klart får et indblik i genrens begyndelse. Og kan man abstrahere fra det lettere forældede sprog, så har Slottet fra Otranto masser af spænding og ramasjang at byde på.

Læs også anmeldelsen på Martin Wangsgaard Jürgensens blog Fra Sortsand

Uddrag af romanen:

“Kort sagt, Frøken, I har mistet en mand, der var Eders ynder uværdige; og nu skal de blev udnyttet bedre. I stedet for en svagelig dreng, skal I få en mand i sin bedste alder, en mand, der vil vide at sætte pris på Eders skønhed, og som vil forvente at få en masse arvinger.”

“Desværre, Herre” sagde Isabella, “så er mit sind alt for bedrøvet over denne katastrofe, der har ramt Eders familie, til at jeg kan tænke på et andet ægteskab. Hvis min far nogen sinde vender tilbage, og hvis han ønsker det, skal jeg adlyde, som jeg gjorde, da jeg gav mit samtykke til Eders søn; men indtil hans tilbagekomst, må I tillade mig at blive her under Eders gæstfri tag og tilbringe tiden med at mildne Eders, Hippolitas og den henrivende Matildas sorg.”

“Jeg har krævet af Eder én gang før,” sagde Manfred vredt, “ikke at nævne den kvinde. Fra denne time må hun være som en fremmed for Eder, som hun må være det for mig. Kort sagt, Isabella, da jeg ikke kan give Eder min søn, tilbyder jeg Eder mig selv.”

“Åh, Himmel!” skreg Isabella og vågnede af sin vildfarelse. “Hvad er det jeg hører? I, Herre! I, min svigerfader! Conrads fader! Den dydige og blide Hippolitas ægtemand!”

“Jeg siger jer,” sagde Manfred værdigt, “at Hippolita ikke mere er min hustru; jeg er blevet skilt fra hende i denne time. Hun har længe været en forbandelse for mig med sin ufrugtbarhed. Min skæbne er afhængig af, at jeg har sønner, og allerede i aften vil jeg skabe håb for min sønner.” (side 19-20)

Om Slottet i Otranto:

Udgivelsesår: 1978
Forlag: Selskabet Bogvennerne, 114 sider
Illustrationer: Torben Skov 
Originaltitel: The castle of Otranto (1764)
Oversætter: Frits Remar

Læs mere:

Britannica.com
Forløberen for den moderne gyserroman af Nina Knopp
I lyst og død af Rikke Schubart
Verdens litteratur historie, bind 4