november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘italiensk horror’

Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Morderens mesterværk af Gigi SimeoniItaliens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om Morderens mesterværk, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

Morderens mesterværk udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

Morderens mesterværk er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende From Hell, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Om Morderens mesterværk:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

The New York Ripper

Jeg har haft lidt blandede oplevelser med Lucio Fulci film. Mens jeg var vild med “Rædslernes hotel” og syntes ok om “Zombi 2“, så må jeg indrømme, at jeg synes “The New York Ripper” er en halvdårlig affære.

En morder dræber kvinder i New York. Kommisær Williams sættes på sagen, og får hjælp af en profiltegner til at fange morderen, som ovenikøbet begynder at ringe til ham. Det hele bliver endnu mere personligt, da Williams faste prostituerede bliver en af morderens ofre.

Det er i korte træk handlingen, som i virkeligheden mest er en lang række enkeltscener: Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Forbrydelsen opklaret. Her er ikke den store sammenhæng i plottet, og her er ikke gjort noget for at flette det hele sammen i en helhed. F.eks. fylder Jane Lodges karakter lang tid i filmen, men hvorfor har jeg ikke rigtig nogen idé om. Det virker som om, at Fulci bare gerne vil vise nogle sexscener, som hun så bliver en del af med sine yderst udtryksfulde lystfuldt bævrende læber.

Der er enkelte okay elementer hist og pist, bl.a. scenen hvor Williams prostituerede bliver dræbt. Her er en meget effektiv knivsscene, hvor morderen skærer hende lige hen over det ene øje. Men det er desværre ikke nok til at gøre “The New York Ripper” en særlig interessant film set med mine øjne.

Med dvd’en følger en lille pamflet skrevet af Jesper Moerch om Giallo-film og i særdeleshed “The New York Ripper”. Han skriver bl.a.: “Op gennem 70’erne blev gialli’erne mere og mere bizarre, hårde og blodige, men ingen af disse film kan måle sig med Fulcis 1982-film, “The New York Ripper”, der er den absolut groveste, ondeste og mest berygtede giallo i hele genrens historie … Fulcis Ripper går langt, langt over stregen for god smag. Faktisk så langt at selv hærdede horrorfans ind i mellem får nok. Da man i sin tid prøvede at udgive filmen i England, valgte man ikke bare at censurere eller helt forbyde filmen – de fysiske filmruller fik politeskorte til lufthavnen for at sikre 100% at filmen kom ud af landet hurtigst muligt“. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at det var pga. de voldelige scener, man var så bange for Fulcis film. Derimod tror jeg, at de meget explicitte sex-scener nok har skræmt en lille habitklædt censor til en så overdreven reaktion. Mens de i dag – i hvert fald i mine øjne – mere trækker tempoet ud af en i forvejen yderst tynd historie.

Og for at gøre en tynd historie endnu mere mærkelig, så er morderen i “The New York Ripper” nærmest latterlig. Før vi ser ham, hører vi nemlig hans stemme, der beskrives af et af ofrenes husvært som “Han lød som en and, kvack kvack kvack” – og ja, han lyder som Anders And, når han taler i telefon med Williams. Jeg forstår ikke, hvorfor Fulci har fundet på det nummer, og det er igen med til at trække seriøsiteten ud af filmen. Hvis man så bare troede, at det hele var en joke, var der ligesom lidt fornuft i det, men det er heller ikke mit indtryk. Men jeg må nok bare indrømme, at jeg ikke forstår filmen, og ikke bryder mig særligt meget om den.

Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: Lo squartatore di New York

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Torso

I Giallo-serien udgivet af Another World Entertainment er film nummer tre “Torso” af Sergio Martino, som bl.a. sælges på slaglinjen: “Træd ind i det psykoseksuelle sinds bizzare verden”. Og ja, når italienere viser sex-scener, så er det væsentlig mere explicit end i amerikanske film.

Filmen følger en gruppe piger, der studerer kunsthistorie. En aften bliver en af dem kvalt og bagefter skåret op af en ukendt morder, som tager hende og kæresten i at dyrke sex i bilen. Kort efter bliver endnu en af pigerne dræbt, og politiet beder de studerende om hjælp til at fange morderen. De har fundet tørklædet, der blev brugt til at strangulere det ene offer, og nu håber de at nogen kan huske at have set det før.

Daniela er sikker på, at den medstuderende, Stefano, har haft et sådan tørklæde, men veninden Jane overbeviser hende om, at hun tager fejl. Stefano kan ikke være morderen, mener hun. I stedet tager de to sammen med to andre veninder væk for en tid. De rejser til Danielas onkels villa ude på landet. Men morderen er fulgt efter dem, og snart dukker han op for at gøre sit arbejde færdigt.

Jeg var en lille smule skuffet over “Torso”. Historien virker til tider temmelig rodet, og jeg synes ikke, at personerne gjorde noget særligt indtryk. Filmen virker lidt som en undskyldning for at vise smukke nøgne kvinder have sex, og så smider man en morder ind for at gøre det til en thriller fremfor en erotisk film. Det er selvfølgelig en del af Giallo-konceptet, men jeg synes, at andre instruktører har gjort det langt mere elegant.

På nogen måder minder “Torso” lidt om slasherfilm som “Halloween” og “Friday the 13th”, der fik stor succes som serier op gennem 1980’erne. I “Torso” er det nemlig de seksuelt aktive kvinder/piger, der myrdes, mens jomfruen får lov at overleve, og det er jo typisk for en amerikansk slasherfilm, men måske ikke så typisk i europæisk sammenhæng.

Afsløringen af morderen var heller ikke den store overraskelse, selvom Martino forsøger at spille flere mulige emner på bordet, og vi helt frem til slutningen kun ser de sorte handsker og et maskeret ansigt, når morderen arbejder. 

Det, der efter min mening fungerede bedst, er i slutningen af filmen, hvor en af pigerne gemmer sig på husets første sal. Morderen ved ikke, at der er flere piger i huset og er i gang med at skaffe de øvrige lig af vejen. Her lykkes det at skabe en vis suspense, mens vi spekulerer på, om det kan lykkes pigen at slippe væk uset.

Instruktør: Sergio Martino
Udgivelsesår: 1973
Originaltitel: I corpi presentano tracce di violenza carnale

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Black Sabbath – The Three Faces of Fear

Black SabbathJeg har ikke tidligere set film af Mario Bava, men eftersom han skulle være en af Italiens mest indflydelsesrige instruktører, tog jeg imod tilbuddet om at låne “Black Sabbath” af en ven.

“Black Sabbath – The Three Faces of Fear” består af tre korte film med introduktion og afslutning af Boris Karloff. Den første film hedder “The Telephone” og handler om kvinden Rosy, som en aften kommer hjem til en lang række mærkelige telefonopringninger, hvor en stemme truer hende med døden. Tilsyneladende ved stemmen alt, hvad Rosy gør, så til sidst ringer hun til veninden Mary, der indvilliger i at komme over, selvom de ikke har talt sammen længe. Men Marys ankomst er ikke aftenens afslutning.

Anden historie hedder “The Wurdulak” og har Boris Karloff i hovedrollen. En tyrkisk bandit har gennem længere tid hjemsøgt egnen, og bedstefar Gorca er taget ud for at fange ham. Desværre får banditten fat i Gorca og forvandler ham til en Wurdulak, før Gorca slår ham ihjel. En Wurdulak drikker blodet af de mennesker, han elsker, så Gorca drager hjem for at føde af sin familie, der i mellemtiden har fået uventet besøg af en fremmed, som forelsker sig uhjælpeligt i Gorcas datter. Men kan han redde hende fra familiens skæbne?

Den sidste historie kaldes “A drop of water”. Sygeplejersken Helen tilkaldes for at gøre liget af en okkult interesseret grevinde i stand, men hun fristes til at stjæle en ring fra ligets finger. Det får – naturligvis – konsekvenser …

Den bedste historie er efter min mening den sidste, selvom historien er set før. Men her lykkes det Mario Bava at skabe et overbevisende setup, og jeg var imponeret over hans brug af kameraet, bl.a. den måde, man har filmet Helens ankomst til grevindens hjem. Fra frøperspektiv ses husholdersken gå gennem flere slidte og støvede værelser mod en stor dør, og mens hun bliver mindre og mindre, føles uhyggen større og større. Interessant filmet. Den svageste film er “The Wurdelak”, hvor ikke engang Boris Karloff kan redde den sløve historie.

Om Black Sabbath:

Instruktør: Mario Bava
Udgivelsesår: 1963
Originaltitel: I tre volti della paura

Udvalgt filmografi:

Cani arrabbiati (1974 – “Kidnapped”)
Gli orrori del castello di Norimberga (1972 – “The Torture Chamber of Baron Blood”)
Diabolik (1968 – “Danger: Diabolik”)
Operazione paura (1966 – “Kill, Baby… Kill!”)
I tre volti della paura (1963 – “Black Sabbath”)
La maschera del demonio (1960 – “Black Sunday”)

Se mere om Mario Bava på  Wikipedia

Profondo Rosso

Profondo Rosso aka Deep RedDer er ingen tvivl om, at Dario Argento er en mester indenfor gysergenren. Hans film er visuelle mesterværker, og han bruger ofte kameraet til at bringe tilskueren og filmens personer helt fysisk tæt, når morderen rækker hånden ud og griber ofret, og vi ser det hele, som var det vores hånd. Mordene i hans film er blodige, og tilskueren skånes ikke for detaljerne. Det bliver vi heller ikke i Profondo Rosso, som også kom i en kortere international udgave under titlen Deep Red.

Marcus Daily er pianist. En dag involveres han tilfældigt i et mord, da han ser en kvinde blive myrdet i sin lejlighed. Marcus løber ind i lejligheden, og aner en anden derinde og da han ser ud af vinduet, ser han en person i en regnfrakke forlade huset.

Ofret var en synsk kvinde, som samme dag havde set en morders tanker under sit foredrag. Nu stilles sagen an i aviserne, som om Marcus har set morderens ansigt, og for at undgå at blive det næste offer må Marcus finde frem til morderens identitet. Den kvindelige journalist Gianna hjælper, men alt hvad de har at gå efter er en stump af en børnesang og et billede af et hus, der har stået tomt i mange år.

Jeg så den originale italienske version på lidt over 2 timer, og jeg må indrømme, at jeg godt forstår, at man har forkortet den engelske udgave. En del af scenerne, synes jeg, var ligegyldige og måske endda lidt irriterende, fordi de for mig ødelagde stemningen. Det var især scenerne med politikommisæren Calcabrini, som er overdrevet komiske og slet ikke passer ind i resten af filmen efter min mening. Og ligeledes havde jeg også lidt svært ved at forlige mig med den konstante kappestrid mellem Gianna og Marcus om, hvem der var stærkest og klogest.

Men selve hovedhistorien var bestemt værd at se, og jeg beundrer den måde, Argento bruger musikken til at opbygge stemningen på sammen med den meget dynamiske brug af kameraet. Her er altid skæve og overraskende vinkler på scenerne, og det er stadigvæk rigtig klamt, når vi følger morderens synsvinkel under selve mordet.

Profondo Rosso blev en stor succes både kommercielt og blandt anmelderne, og selvom jeg sikkert aldrig vil vælge en Argento film bare for hyggens skyld, så bør man ikke snyde sig selv for at se den, for han kan noget i sine film.

Om Profondo Rosso:

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 1975

Suspiria

SuspiriaFor nogle år siden så jeg første gang Suspiria, og jeg må indrømme, at selvom jeg vidste, at det var en Dario Argento film, så blev jeg bare ikke særlig grebet af den. I går tænkte jeg, at jeg skulle prøve at give den en ny chance, for det er trods alt en klassiker.

Suzy Bannion tager til en lille tysk by for at gå på et højt berømmet danseinstitut. Den aften, hun ankommer, myrdes en af skolens elever, Pat, og Suzy ser hende løbe forvirret ud af skolens dør. Suzy bliver først indlogeret hos en anden studerende, men efter et ildebefindende flyttes hun ind på skolens område. Her bliver hun også sat på en særlig kost med rødvin hver dag for at styrke blodomløbet.

Suzys nabo, Sara, er sikker på, at noget er galt på skolen, og hun fortæller Suzy om sin mistanke – at lederne måske er hekse! Kort efter forsvinder Sara, og Suzy beslutter sig for at undersøge sagen selv. Hun opdager, at skolens grundlægger ganske rigtig blev beskyldt for at være heks, men at hun døde i en brand for mange år siden. Men er det nu også sandt? Og hvor går lærerne hen hver aften?

Dario Argento har lavet en film, som var meget usædvanlig for sin tid. Dels er der nogle yderst blodige scener, som f.eks. når vi ser kniven gå ind i brystet på den myrdede elev. Dels er både musikken og billederne meget pågående. Temasangen er yderst insisterende, og bliver hængende i hovedet længe efter filmen er slut. Og farverne er også meget voldsomme. Flere scener er enten helt røde eller helt blå! Det virker så anderledes, at det bliver truende.

Jeg  må indrømme, at jeg heller ikke blev voldsomt grebet af filmen denne gang. Det kan dog godt hænge sammen med den dårlige lyd-synkronisering, der var på udgaven jeg så. Men derudover synes jeg heller ikke, at der er en særlig stor helhed i historien. Hvorfor er skolens lærere f.eks. så opsatte på at rydde Suzy af vejen? Og hvilken rolle spiller Albert, madame Blancs nevø? Endelig føler jeg også, at skuespillerne generelt overspillede helt vildt, men det kan selvfølgelig være et bevidst valg.

På plus-siden er, at jeg lagde mærke til flere fine detaljer, og selvom jeg ikke blev specielt forskrækket undervejs, så kan jeg dog godt se, at Argento har nogle fantastiske idéer. Scenen hvor den blinde Daniel bliver overfaldet midt i byen, er måske nok for langtrukken, men har helt sikkert en meget skræmmende optakt, og flere af optagelserne på skolens grund, når pigerne lister rundt om natten for at finde ud af noget, er også opfindsomme og med uhyggelige træk.

Suspiria bliver betragtet som en af Argentos bedste film, og den næsten drømmeagtige måde filmen er opbygget på, er bestemt også interessant. Selvom det ikke bliver en af mine personlige favoritter, kan jeg sagtens forstå fascinationen, og må indrømme at Argento fortjener sit prædikat som en af de bedste horror-instruktører gennem tiden.

Om Suspiria:

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 1977

Cannibal Holocoust

Cannibal HolocoustDa jeg fornyligt så Hostel-filmene, blev jeg inspireret til at se Cannibal Holocoust, som var en stor inspirationskilde for Eli Roth, og som jeg husker fra min ungdom, som en af de film kun de sejeste turde se. Jeg turde ikke se den dengang, men nu 27 år efter udgivelsen er det lykkes mig.

Cannibal Holocoust blev lavet med formålet at chokere folk – og det må sige lykkedes. Allerede en uge efter filmen havde premiere i Milano i 1980, blev den forbudt og printet konfiskeret. Instruktøren Ruggero Deodato var lige ved at blive anholdt for mordet på skuespillerne i filmen, for man troede vitterlig, at de var blevet slået ihjel under filmen.

Cannibal Holocoust indeholder også flere scener med drab på dyr, og også de scener var skyld i mange problemer for både instruktør og producenter. Her forsvarede Deodato sig med, at dyrene bagefter blev spist, og at de iøvrigt var normale byttedyr for stammerne i området.

Historien lyder: Dokumentar-filmmageren Alan Yates tager sammen med sit hold til Amazonas, hvor de vil optage en dokumentarfilm om kannibalstammerne, der lever uberørt af den hvide mand. Men holdet kommer aldrig tilbage. Efter nogle måneder sendes endnu en ekspedition ud, denne gang ledet af antropologen Monroe, som skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket med Yates-gruppen.

Monroe finder frem til Yates-gruppens jordiske rester, og det lykkes ham at få deres filmruller med hjem, men hvorfor de er blevet slået ihjel på grusom vis, ved han ikke, før filmene er set igennem. Det viser sig, at Alan Yates var en fup-dokumentarist, som iscenesatte sin egen virkelighed for at skabe sensationelle billeder, og at det var disse konstante overgreb på stammen, der førte til gruppens død. Så til sidst spørger Monroe filosofisk: “I wonder who the real cannibals are?

Jeg kan godt se, hvor Eli Roth finder inspirationen til sine Hostel-film. Ruggero Deodato viser volden udpenslet og nærmest dokumentarisk. Selv så mange år efter virker nogen af scenerne stadig meget voldsomt. Jeg blev næsten utilpas af scenen, hvor en ung stammepige straffes for utroskab på en meget ubehagelig måde. Filmens mest kontroversielle billede er formentlig det, hvor en anden ung kvinde findes spiddet på en pæl. Det ser utrolig virkeligt ud, og jeg var glad for at læse i ekstramaterialerne, at skuespilleren i virkeligheden sidder på en lille cykelsaddel og holder et spidst pælestykke i munden.

Mest chokerende er dog næsten billederne af dyrene, der bliver slået ihjel. Jeg trøstede mig med, at det måtte være meget virkelighedstro special effects, men det kunne jeg så efterfølgende se, at det ikke var. Og så kan man undre sig over, hvorfor jeg synes, det var værre, at dyrene døde i filmen? Jeg tror, det er fordi, at jeg jo godt ved, at skuespillerne ikke lider skade, så det er bare film. Men at slå dyr ihjel for ren underholdning er ret grænseoverskridende for mig.

Filmens soundtrack, som er komponeret af Riz Ortolani, skal også lige nævnes. Cannibal Holocoust åbner med at kameraet fra luften følger amazonfloden med smuk baggrundsmusik. Dette musikstykke genbruges flere gange i filmen, bl.a. under en dramatisk scene hvor Alan Yates hold brænder en stammelandsby ned. Det modsigende i den smukke musik og de modbydelige billeder virker meget stærkt.

Jeg har hørt meget om de italienske kannibalfilm fra firserne, men har stort set kun set Zombie Holocaust (også fra 1980), som er langtfra så vellavet eller skræmmende, og jeg havde forventet mig noget i den retning af Cannibal Holocoust. I stedet er det en film, som med sin nærmest dokumentariske rå stil stadig kan chokere og ramme nutidens seer, og jeg må indrømme, at selvom jeg fuldt ud forstår, hvorfor den er blevet en klassiker indenfor genren, så har jeg ikke lyst til at se den igen.

Darry Jones skriver om de italienske kannibal-film i “Horror: A Thematic History in Fiction and Film”:

“…The anthropologist Claude Lévi-Strauss’s fundamental category distinction between ‘raw’ and ‘cooked’ food as an index of civilization is generally borne out also in cannibal movies, with cultured European and American cannibals such as Hannibal Lecter or the ‘Wendigo” cannibals of the Rocky Mountain army camp in “Ravenous” eating their victims deliciously cooked, while the Amazonian ‘savages’ of the Italian ‘gut-muncher’ cannibal movies of Ruggero Deodato, Umberto Lenzi and others prefer to chow down on the raw internal organs of their (preferably still living) victims…

It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture.

Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners.

Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Om Cannibal Holocoust:

Instruktør: Ruggero Deodato
Udgivelsesår: 1980

Se filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Zombie Holocaust

Jeg har altid tænkt på “Zombie Holocaust” som en af de mest skræmmende film, uden dog nogensinde at have set den. Det har jeg nu – og skræmmende er nok ikke det, jeg fremover vil kalde den.

Nogle mystiske dødsfald finder sted i New York. Lægen Peter Chandler og hans kollega Laurie Miller begiver sig på en ekspedition til en ø langt borte for at finde ud af, hvad der står bag dødsfaldene. På øen opdager de et bizart laboratorium, hvor galningen O’Brian udfører eksperimenter med lig. Men øen er også befolket af kannibaler, og snart må Peter og Laurie flygte fra begge dele.

Filmen har et ualmindeligt usammenhængende manuskript, og gys er det også så som så med. Til gengæld fik jeg et godt grin i starten af filmen, hvor en sindssyg mand springer ud fra et vindue på 10. etage. Man ser ham lande så hårdt, at den ene arm (på mannequindukken) falder af, og i næste billede sidder den lige så fint på igen. Og det er vist det bedste, jeg kan sige om den film 🙂

Instruktør: Marino Girolami
Udgivelsesår: 1980

Zombiernes by

Præsten fader Thomas hænger sig på en kirkegård og med denne dødssynd åbner han op for porten til det hinsides og for jordens undergang. Mediet Mary Woodhouse ser i et syn varslet, og sammen med journalisten Peter Bell tager hun ud for forhindre det. Men hvordan kan de det stoppe det?

Lucio Fulci er en af de store italienske gyserinstruktører, og selvom filmen er fra 1980, er der gode gys i den. Til gengæld er historien lidt tam, og jeg kunne helt klart bedre lide “Rædslernes hotel“.

Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1980
Originaltitel: Paura nella città dei morti viventi

Rædslernes hotel

Rædslernes hotelLiza har arvet et gammelt hotel, som hun er i gang med at sætte i stand, da en række mystiske mord begynder at finde sted. Alle har forbindelse med hotellet, men Liza føler ikke, at hun har andre muligheder end at blive, på trods af en blind kvindes gentagne advarsler. Det viser sig, at hotellet er bygget på én af de syv døre til helvede, og ved et uheld er den blevet åbnet.

Lucio Fulci var en af Italiens store horrorinstruktører, men blev i sin levetid ofte overskygget af Dario Argento. Det er dog ikke helt retfærdigt. Med fx Rædslernes hotel (The Beyond) har Fulci i hvert fald fanget min fuldstændige opmærksomhed. Filmen er fra 1981, men på trods af det er effekterne stadig troværdige. Der er blod og splat for alle pengene, og alligevel står det mest uhyggelige billede (for mig) i slutningen, hvor ikke en dråbe blod spildes!

En absolut seværdig zombi-gyser som ifølge The Lurker in the Lobby har stærke forbindelser til H. P. Lovecrafts univers. Fulci bruger i The Beyond bogen The Book of Eibon, som hører til i den mytologiske univers Lovecraft skabte med hjælp fra bl.a. Clark Ashton Smith. Det var Smith som første gange introducerede The Book of Eibon, men Lovecraft brugte den sidenhen i bl.a. The Dreams in the Witch House og i The Shadow Out of Time.

Om Rædslernes hotel:

Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1981
Originaltitel: E tu vivrai nel terrore – L’aldilà