september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘J-horror’

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Kaïro (Pulse, 2001)

Kaïro aka Pulse, 2001Da jeg så Pulse fra 2006, var jeg ikke klar over, at det var en genindspilning af Kaïro. Dengang tænkte jeg, at det var en skam, at den gode historie ikke blev udnyttet bedre. Nu hvor jeg har set originalen, kan jeg kun vedblive at undre mig, for hvorfor lave en genindspilning når originalen er så meget bedre.

Historien følger to spor. Den unge kvinde, Michi, som arbejder i en planteforretning og den studerende Ryosuke, som netop har koblet sig til internettet, mest fordi det gør alle andre jo.

Michis kollega forsvinder, og da hun opsøger ham i lejligheden for at hente en disk, han havde lovet at lave til dem, opdager hun, at han har begået selvmord. Hun får dog disken med, og her opdager hun en mystisk hentydning til “Det forbudte rum”, som altid findes bag en dør mærket med rødt tape.

Imens oplever Ryosuke mærkelige ting med sin computer. Af sig selv tænder den og viser ham billeder af ensomme mennesker foran deres pc. Han opsøger underviseren Harue, som er meget interesseret i problemet og foreslår, at det kan være en hacker. Men det viser sig at være spøgelser, som via internettet invaderer de levendes verden.

De to historier kører sideløbende hen mod slutningen, hvor Michi og Ryosuke møder hinanden i et mennesketomt Tokyo, hvor alle andre tilsyneladende er forsvundet eller døde. De to søger videre og videre i håbet om at finde andre mennesker, mens byen langsomt smuldrer omkring dem.

Kiyoshi Kurusawa tegner med Kaïro et dystert billede af teknologiens indvirkning på mennesket. Vi sidder alle hver for sig foran hver vores skærm i ensomhed, mens livet langsomt siver ud af os. Han viser den fremmedgjorthed og ensomhed, som det moderne menneske oplever i teknologisamfundet ført helt ud til kanten, og det gør han meget overbevisende.

Kaïro er måske ikke den mest skræmmende film, jeg har set, men den kryber alligevel langsomt ind under huden. Til sidst sad jeg bare med en ubehagelig trøstesløs fornemmelse. På en eller anden måde formår de gode asiatiske gysere at fremkalde fornemmelsen af at noget er helt forkert med meget få virkemidler, og her i Kaïro bliver synet af en dør med rød tape meget meget ubehagelig.

Alt i alt er Kaïro en interessant oplevelse, som ind i mellem bliver en lille smule langtrukken. Jeg kan dog godt lide idéen bag historien, og så var der som sagt nogle ret intense scener undervejs, når spøgelserne kommer til syne. Er du mest til hurtig action og hop-ud-af-sædet-gys, er Kiyoshi Kurosawas film nok ikke den rette, men har du lyst til en lidt mere eftertænksom oplevelse, så prøv Kaïro – og husk at komme ud blandt mennesker bagefter …

Om Kaïro:

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa
Udgivelsesår: 2001

Reincarnation

ReincarnationTredje film i J-horror serien er Takashi Shimizus “Reincarnation”. Shimizu står også bag film som “Ju-on“, “Ju-on 2” og “The grudge“, men “Reincarnation” er en lidt anderledes spøgelseshistorie med en grum slutning.

Instruktøren Matsumura er i gang med at lave en film over en virkelig begivenhed. For mere end 20 år siden slog en professor Omori 11 mennesker ihjel på Hotel Ono Kanko, heriblandt sine to børn. Efter drabene begik han selvmord.

Matsumura er i gang med at caste skuespillere og bliver straks tiltrukket af den unge Nagisa Sugiura til rollen som Omoris datter, der var den sidste, der blev dræbt dengang. Nagisa er først begejstret for rollen, men snart begynder hun at se underlige syner, og da hele crewet skal besøge hotel Ono Kanko for at fornemme stemningen, befinder hun sig pludselig i fortiden som direkte vidne til mordene.

Samtidig studerer pigen Yayoi Kinoshita reinkarnation, deja vu og andre cryptomnesia fænomener. Hun har siden sin barndom drømt om et hotel med rødt tag, som hun aldrig har været i. Nu fører hendes klassekammerat hende sammen med veninden Yuka, der påstår, at hun har levet tidligere.

De to historier flettes sammen, og slutningen i “Reincarnation” er som sagt temmelig grum. Her er virkelig tale om, at straffen følger en, og at døden ikke nødvendigvis er slutningen.

Shimizu bygger en yderst uhyggelig stemning op gennem filmen. Når synerne tager over, bliver billedet grynet og håndholdt, og det er med til at underbygge gruen. Mod slutningen kammer hans brug af spøgelser lidt over, men stadigvæk er her tale om en vellykket film. Og så bruger han en af de mest uhyggelige dukker, jeg har set længe.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Rinne

Også omtalt på horrorsiden.dk

Premonition

Jeg blev opmærksom på “Premonition”, da jeg rent tilfældigt fik fingre i den japanske gyser “Infection“. Omtalen lød så interessant, at jeg blev nødt til at se den, og for en gang skyld levede filmen helt op til mine forventninger. “Premonition” er velspillet, uhyggelig og absolut seværdig!

Hideka er på vej hjem efter en hyggelig weekend sammen med sin hustru Ayaka og datteren Nana. Undervejs på hjemturen holder de ind til siden, da Hideka skal sende en mail. Mens han venter, ser han et avisudklip, som fortæller om en bilulykke, hvor hans datter dør. Få øjeblikke efter pløjer en stor lastbil ind i deres bil, og datteren Nana slipper ikke ud.

Her klipper filmen til 3 år senere. Hideka og Ayaka er blevet skilt, og mens Hideka er gået i stå i sin karriere, er Ayaka begyndt at forske i det overnaturlige – i særdeleshed forudsigelser. Hun har fundet en bog af Rei Kigata, som beskriver “The Newspaper of Terror” – en avis som forudsiger ulykker, og hun har forsøgt at få fat i Kigata, men han er forsvundet.

Da hun en dag får fingre i et foto af sin eks-mand, der forudsiger hans død, beslutter hun sig for at opsøge ham, og sammen forsøger de at finde ud af mere om de mystiske avisudklip, som igen er begyndt at vise sig for Hideka. Det fører dem sammen igen, men for hvor længe?

“Premonition” bygger på en manga af Jiro Tsunoda med titlen “The Newspaper of Terror”, og er både en historie om sorg og kærlighed såvel som en gyser. Jeg blev øjeblikkeligt fanget af personernes skæbne, og åbningsscenen hvor bilen med den lille pige bliver smadret er utrolig vellykket. Samtidig er slutningen yderst interessant og grum.

Hvis man ikke kan lide asiatiske gysere, skal man alligevel give “Premonition” en chance. Den har alt den underspillede asiatiske horror-følelse, uden at vi skal trækkes med det sorthårede kvindespøgelse. En super fed film jeg kun kan anbefale …

Der findes i øvrigt også en amerikansk film med titlen “Premonition”. Denne handler om en kvinde som forudser sin mands død i et biluheld og hvordan hun forsøger at undgå dette, men om den har nogen tilknytning til den japanske film, kan jeg ikke se.

“Premonition” er en del af J-horror serien.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Yogen

Infection

InfectionJeg faldt tilfældigt over denne japanske gyser, som for mig var ganske effektiv. Det viste sig, at den er med i en serie kaldet J-Horror med film af anerkendte japanske instruktører. Første film hedder Premonition (Yogen), og den må jeg vist også hellere få set.

Infection foregår på et hospital, hvor ledelsen er forsvundet, og det tilbageværende personale er presset både på tid, medicin og ressourcer. En nat dør en brandsårspatient som følge af fejlbehandling. Lægerne og sygeplejerskerne på stuen bliver enige om at fortie sandheden, for “ingen ved alligevel hvem han er“. Samme nat kommer en mystisk patient til hospitalet. Han bliver efterladt af en ambulance, og da lægerne opdager ham, er han ved at opløses i grønt slim. Den ene læge foreslår, at de forsøger at finde frem til, hvad det er for en infektion, før de tilkalder hjælp, for det vil være et kæmpeskridt for deres karrierer at opklare en ny sygdom. Men herefter går alt galt. En efter en bliver de ansatte smittet og møder en grusom død.

Helt fra starten af filmen er der en trøstesløs stemning på hospitalet. Hvor jeg normalt forbinder et hospital med effektivitet, orden og hjælpsomhed, så er alt her nedslidt, og personalet er presset helt i bund. Håbløsheden hersker. Denne følelse bliver blot værre og værre undervejs i filmen, og jeg hvor jeg nogen gange synes, at det kan være svært at aflæse asiatiske skuespillere, så er jeg ikke i tvivl i Infection. Her er skuespillet i top, selvom effekterne nogen gange er lidt over the top.

Infection var absolut seværdig. Den har den japanske flertydighed, men benytter sig ikke af det langhårede spøgelse, som jeg er ved at være lidt træt af. Undervejs har instruktøren også hygget sig med spændende spejlscener, og så er slutningen ganske grum.

Om Infection:

Instruktør: Masayuki Ochiai
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Kansen

Også omtalt på horrorsiden.dk