april 2014
m ti o to f l s
« jun    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Jack Arnold’

Jack Arnold

Født oktober 1916 i New Haven, Conneticut. Død 17. marts 1992.

Jack Arnolds karriere i showbizz startede som skuespiller på Broadway. Under 2. verdenskrig begyndte han at lave dokumentarfilm under vejledning af den berømte dokumentarist Robert Flaherty. Filmen “With These Hands” blev nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentarfilm, men vandt dog ikke.

Sin debut indenfor spillefilmene kom i 1953 med “Girls in the Night”, og samme år kom også “The Glass Web” og “It came from outer space”. Sidstnævnte var en science fiction film om et rumskib, som nødlandede på jorden. Oprindeligt viste filmen slet ikke marsboerne, men producenterne bag ønskede at vise dem for publikum, da de ellers var bange for, at folk blev skuffede, så Jack Arnold måtte efterfølgende filme en række scener. En anden bemærkelsesværdig ting ved “It came from outer space” i forhold til datidens film var, at Jack Arnold lod kameraet vise marsboernes synsvinkel. Det skulle efter sigende være første gang, det trick blev brugt.

Kultklassikeren “Creature from the Black Lagoon“, hvor Arnold introducere “Gilman”, som en værdig efterfølger til Universal Studios andre monstre (Dracula, Mumien og Frankenstein) kom i 1954. Filmen fik to sequels, hvoraf Arnold selv instruerede toeren “Revenge of the Creature” fra 1955. Samme år kom også “Tarantula“, hvor en edderkop injiceret med et vækstfremmende middel undslipper fra et laboratorium og spreder død og ødelæggelse.

To år efter i 1957 kom  “The Incredible Shrinking Man”, der må betragtes som Arnolds bedste film. Her bliver hovedpersonen Scott udsat for radioaktiv stråling, som får ham til at blive mindre og mindre.  Filmen er baseret på Richard Mathesons roman og er et filmisk mesterværk. Scenen hvor Scott må slås mod en edderkop, da han ved et uheld ender i kælderen, er mere skræmmende end mange nutidsfilm kan klare.

Efter “The Incredible Shrinking Man” lavede Arnold endnu to film indenfor scifi-horror genren:  “Monster on the Campus” og  “The Space Children” begge fra 1958. Arnold instruerede film og tv helt op til 80′erne indenfor mange forskellige genrer, men han er i dag hovedsageligt kendt for sine scifi-horror film fra 1950′erne.

Jack Arnold indlagde ofte diskrete sociale kommentarer i sine film, og han var med til at indføre begrebet “forskerhelt” i Hollywood (bl.a. “Tarantula” og “Creature from the Black Lagoon”), hvor videnskabsmænd ellers hovedsageligt var enten gale eller gik efter at overtage verdensherredømmet.

Om samarbejdet med Jack Arnold har skuespiller Lori Nelson udtalt, at han var en meget effektiv og organiseret instruktør, som var meget dygtig hvad den tekniske side angik. Men når det gjaldt den kunstneriske del af rollen, så fik skuespilleren blot at vide: “Do your thing…”

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
Jack Arnold
Wikipedia
IMDB

Dokumentarfilmen “Back to the Black Lagoon”

Udvalgt filmografi:

With These Hands (1950)
The Glass Web (1953)
It Came from Outer Space (1953)
Girls in the Night (1953)
Creature from the Black Lagoon (1954)
Tarantula (1955)
The Man from Bitter Ridge (1955)
Revenge of the Creature (1955)
Outside the Law (1956)
Red Sundown (1956)
Man in the Shadow (1957)
The Tattered Dress (1957)
The Incredible Shrinking Man (1957)
Monster on the Campus (1958)
The Space Children (1958)
High School Confidential! (1958)
The Lady Takes a Flyer (1958)
The Mouse That Roared (1959)
No Name on the Bullet (1959)
Bachelor in Paradise (1961)
A Global Affair (1964)
Rowan & Martin at the Movies (1968)
Hello Down There (1969)
Black Eye (1974)
Sex Play (1974)
Boss Nigger (1975)
McNaughton’s Daughter (1976)
The Swiss Conspiracy (1976)
The Wackiest Wagon Train in the West (1976)
Sex and the Married Woman (1977)

Samt tv-serier som f.eks. “Science Fiction Theatre”, “Peter Gunn”, “Rawhide”, “Gilligan’s Island” og “The Brady Bunch”.

Creature from the Black Lagoon

Jeg synes, det er rigtig skægt at se nogle af de gamle gysere ind i mellem, og i julegave fik jeg “Creature from the Black Lagoon” fra 1954 af en veninde, som kender min svaghed.

Historien handler om en gruppe videnskabsmænd, som finder knogler efter et hidtil ukendt væsen, der har udviklet sig parallelt med mennesket. De tager til Black Lagoon for at finde flere knogler, men i stedet finder de væsnet selv – en amfibie-mand som lever i vandet, men også kan bevæge sig op på land.

Videnskabsmændene er uenige om, hvorvidt de skal dræbe væsnet og tage det med tilbage, eller blot studere det i dets omgivelser i lagunen, men da den ene skyder en harpun efter det, er valget taget, for nu kæmper væsnet tilbage.

Historien minder i virkeligheden meget om “King Kong”, blot lavet som en undervandsfilm. Som i “King Kong” bliver væsnets verden invaderet af mennesket, som vil bringe det med tilbage til civilisationen. Som i “King Kong” forelsker væsnet sig i kvinden, der er med ekspeditionen. Og som i “King Kong” findes der ingen lykkelig slutning for væsnet.

Den forstandige videnskabsmand, som taler for at studere væsnet i dets egne omgivelser, spilles af Richard Carlson, der også spillede den forstandige helterolle i “It came from outer space” fra 1953. Han var forbillede for en ny type Hollywoodhelte, nemlig forskerhelten, som i modsætning til de tidligere portrætterede videnskabsmænd hverken var gal eller gik efter verdensherredømmet.

Filmen er en blanding af smukke undervandsscener og pludselig action. I en scene ser vi Kay Lawrence svømme i lagunen. Kameraet fanger hende nedefra, og scenen er nærmest kopieret i “Jaws”. Men pludselig dukker væsnet op, og han betragter hende, mens hun svømmer rundt og følger hendes bevægelser, bare dybere nede. Det er nærmest en ballet mellem de to, og meget smukt filmet.

Filmens ekstra-materialer indeholder bl.a. et kommentarspor af filmhistorikeren Tom Weaver samt dokumentarfilmen “Back to the Black Lagoon”. Her afsløres det bl.a., at væsnet spilles af to forskellige skuespillere, en på land (Ben Chapman) og en i vandet (Ricou Browning),  så man lavede forskellige dragter til dem, da de ikke var lige store. Ingen af dem blev i øvrigt krediteret for rollen.

“Creature from the Black Lagoon” blev oprindelig lavet i 3D, og “the Gilman” opnåede en popularitet på højde med Dracula og Mumien. Der kom yderligere to film om væsnet: “Revenge of the Creature” i 1955 og “The Creature walks among us” i 1956.

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1954

Læs også anmeldelsen på Classic Horror

Kæmpeedderkoppen Tarantula

Kaempeedderkoppen-TarantulaJeg faldt over en boks med gamle scifi-horror film i, bl.a. “Tarantula” som jeg ikke før havde set.

Professor Deemer har et laboratorium udenfor den lille by, Desert Rock. Her forsker han i ernæringsstoffer. Han er bekymret for, hvordan verden skal brødføde befolkningen, som hele tiden vokser sig større, og han arbejder derfor sammen med to kollegaer på at skabe et syntetisk næringskoncentrat, som kan ernære befolkningen i fremtiden.

Som led i forskningen har han injiceret forskellige dyr med stoffet, og enten vokser de hurtigere og bliver stærkere og sundere end dyr, som er fodret normalt. Eller også dør de! Der er nemlig en ustabilitet i stoffet, som han ikke finde grunden til.

Under et uheld i laboratioriet undslipper en tarantel, som er blevet injiceret med næringsstoffet. Ingen opdager det, men kort efter begynder både dyr og mennesker at forsvinde i området omkring Desert Rock, og hvor de var, findes kun en bunke knogler og en mærkelig flydende substans.

“Tarantula” er en rigtig 50′erfilm. Effekterne er naturligvis gamle, og ingen tror vist på, at der er en kæmpeedderkop i ørkenen, når man ser filmen i dag. Men jeg må indrømme, at den første scene i laboratoriet, hvor vi ser tarantellen, den synes jeg stadig fungerer. Og teknikken bruges stadig, f.eks. af Peter Jackson i “Lord of the Rings”.

På et tidspunkt i filmen taler Deemer om frygten for overbefolkning. På daværende tidspunkt var jordens befolkning på ca. 2 milliarder mennesker, og Deemer frygtede, at vi i 2000 ville være på 3.625.000.000 I dag hvor vi er over 6 milliarder mennesker på jorden, virker hans frygt slet ikke så fjollet. For hvor længe kan jorden blive ved med at holde til menneskets udnyttelse af dens ressourcer?

Filmen er i sort/hvid, og skuespillet er naturligvis tidssvarende med stærke mænd og skrøbelige kvinder. Slutningen er også meget tidssvarende – hvis vi ikke kan klare os på anden vis, overhælder vi bare bæstet med napalm. Og helten, som smider napalmen fra sit fly, er ingen ringere end Clint Eastwood …

Jørgen Riber Christensen skriver om Tarantula i “Monstrologi – Frygtens manifestationer” i afsnittet “Monstervisualiseringer”: “Moderniteten generelt og fremtiden med dens voldsomme befolkningstilvækst er et truende tema i filmen, som den videnskabeligt forstørrede tarantel symboliserer. At den nedkæmpes lige uden for den lille, trygge amerikanske provinsby, hvor alle er på fornavne med hinanden, og hvor videnskaben blot er repræsenteret af den sympatiske praktiserende læge, udtrykker filmens ønske om at bevare det, der er ved at forsvinde på grund af modernitet, eller som hotelejeren bekymret siger: “It’s getting to be a fast world.” At ønsket imidlertid er forfængeligt kan udledes af, at det ikke er de lokale, men den centrale statsmagts jagerfly og napalm, der besejrer monstret, mens den lokale befolkning må se magtesløse til.”

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1955