oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘James Whale’

The Old Dark House

The Old Dark HouseJeg så for nyligt The Invisible Man af James Whale, og i den medfølgende dokumentarfilm blev en anden Whale-film omtalt, nemlig The Old Dark House som udkom i 1932. Den har jeg nu fået fat i, og jeg glæder mig til at få set den.

Fem mennesker ender under en storm med at overnatte i et gammelt hus langt fra alting. Huset ejes af Horace Femm, som bor der sammen med sin ondsindede, døve søster Rebecca og sin stumme, alkoholiske butler Morgan. De er dog ikke husets eneste beboere, for også faderen, Sir Roderick, og broderen Saul som har pyromanske tendenser, bor skjult i huset.

Ifølge Kim Newman, som har skrevet den medfølgende folder om filmen, bygger The Old Dark House på J. B. Priestleys roman Benighted, og kan betragtes som James Whales mest personlige film. Den blev ikke den store succes i USA, men i England udsprang der snart et spin-off af med filmen The Ghoul.

I 1939 forsøgte man sig med at genudsende The Old Dark House i biografen, men så forsvandt den og blev i  mange år betragtet som tabt for eftertiden, indtil Curtis Harrington, instruktør og ven af James Whale, fik overtalt Universal Studios til at finde filmen frem fra arkivet.

Læs Robert Rings anmeldelse på Classic-Horror.com

Læs omtalen på wikipedia

Om The Old Dark House:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1932

 

The Invisible Man (1933)

The Invisible ManDet er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 The Invisible Man står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med The Invisible Man helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

The Invisible Man har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som The Wolf Man (1941), The Lost World (1960) samt mange andre gode roller.

The Invisible Man er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med The Invisible Man. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

Bride of Frankenstein

Bride of FrankensteinJames Whales Frankenstein fra 1931 blev et kæmpe hit, og Universal begyndte hurtigt at planlægge en efterfølger. De ville gerne have James Whale i instruktørstolen igen, men han betakkede sig i første omgang. Det lykkedes dog at overtale ham til at lave Bride of Frankenstein, bl.a. fordi han denne gang fik et væsentligt større budget (det største der på den tid var givet til en gyserfilm), og fordi han fik stor indflydelse på manuskriptet.

Bride of Frankenstein åbner med den brændende mølle. Landsbyboerne står og ser møllen brænde til aske, mens de taler om, hvor godt det er, at monstret er død. Men det viser sig, at monstret har overlevet ilden, og da det flygter fra møllen, bliver det opdaget og fanget af landsbyboerne. De smider det i fængsel, men her lykkes det for monstret at bryde ud fra. På sin flugt møder monstret en blind mand, og de to fatter sympati for hinanden. Manden lærer monstret at tale, men da der dukker andre mennesker op, går det galt, og monstret må igen flygte.

Imens opsøges Henry Frankenstein af den sære doktor Pretorius. Han drømmer om at skabe liv som Frankenstein har gjort det, og lokker ham med ligedele trusler og overtalelse til at gå med til at skabe en mage til monstret. Monstret ønsker brændende en ven, men da dets brud endelig står foran ham, venter endnu en skuffelse. Heller ikke hun kan se gennem hans grusomme ydre, og monstret er ligeså alene, som det hele tiden har været.

Bride of Frankenstein er en fantastisk film. I ekstra-materialerne kalder filmhistoriker Bob Madison den for: “den mest komplekse og genialt udtænkte gyserfilm nogensinde. Kronjuvelen i Universals serie af gysere“. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Boris Karloff endnu engang skabte en fantastisk rørende og betagende figur i monstret, der så brændende ønsker nogen at elske, som elsker ham igen. Og selvom Karloff selv var imod idéen om, at monstret fik stemme, så tog publikum godt imod denne udvidelse af figuren, som jeg også synes fungerer rigtig godt.

James Whale insisterede også på få prologen med, hvor Mary Shelley (Elsa Lanchester) sidder og taler med Percy Shelley og Lord Byron, ligesom han insisterede på, at hun skulle spille monstrets brud. Og ligesom man ikke kan tænke Frankensteins monster uden at se Boris Karloffs udgave for sig, så kan man heller ikke tænke på det kvindelige monster uden at se Elsa Lanchester for sig. Hun er billedskøn men med et kæmpear på halsen og med en sindssyg frisure med hvide lynstriber i. Men hun spiller forrygende, og scenen hvor hun hisser i vrede mod monstret er særdeles vellavet.

Figuren doktor Pretorius (Ernest Thesiger) findes ikke i Mary Shelleys roman, men han fungerer perfekt som katalysatoren for, at Henry Frankenstein igen begiver sig ud i området, som er forbeholdt Gud. Pretorius er en blanding af grin, galskab og gys, og ifølge ekstra-materialerne var det nærmest sådan Ernest Thesiger var i virkeligheden. Der er en helt fantastisk scene, hvor Pretorius viser Frankenstein sine flasker med små mennesker i, hvor han sammenligner sig selv med djævelen. Han er i hvert fald den, der frister Frankenstein over evne.

Det ses også på filmens kulisser, at der var flere penge til rådighed. Bl.a. er scenen på kirkegården, hvor monstret i vrede vælter en statue af en biskop, utrolig smuk filmet. Himlen er fantastisk, og den måde alle gravstenene står i underlige vinkler på, underbygger en indtrykket af galskab og vildskaben. Visuelt er Bride of Frankenstein en fantastisk oplevelse, og når det smelter sammen med store skuespils præstationer og et interessant manuskript, er der ikke noget at sige til, at efterfølgeren denne gang nærmest overgår originalen.

I senere Frankenstein film spillede Karloff kun med i Son of Frankenstein (1939). I The Ghost of Frankenstein (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen , og i 1943 spillede Bela Lugosi monstret i Frankenstein meets the Wolf Man. Herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film. Se en oversigt over hvem der har spillet monstret på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1935

Frankenstein (1931)

FrankensteinFor mange står James Whales version af “Frankenstein” fra 1931, som den originale film, selvom det ikke var den første filmatisering (den kom i 1910). Denne kult-status skyldes hovedsageligt Boris Karloffs fantastiske portræt af Frankensteins monster. Filmens baggrund er Mary Shelleys udødelige roman fra 1818, men baserede sig på et manuskript af John L. Balderston efter et skuespil af Peggy Webling.

Henry Frankenstein studerer ved universitetet ved Ingolstad, hvor han eksperimenterer med at bringe dødt væv til live. På den bekostning bliver han smidt ud fra studiet, men han fortsætter ufortrødent sit arbejde med hjælp fra den pukkelryggede Fritz. Ligene, som han bruger i sine eksperimenter, stjæler de fra grave, galger og hvor de ellers finder dem.

Henrys forlovede, Elizabeth, er dybt bekymret for ham, og sammen med vennen Victor Moritz tager hun til Ingolstad for at overtale Henry til at stoppe eksperimenterne. De får følgeskab af Henrys lærer, doktor Waldman, og kommer lige i tide til at se Henry vække den døde krop til live, som er samlet af ligdele fra forskellige mænd.

Henry er ekstatisk over, at det er lykkes ham at skabe liv og udbryder: “Now I know what it feels like to be God!” (en replik der iøvrig blev censuret flere steder). Men begejstringen blegner hurtigt, da monstret bliver aggressiv og til sidst slår Fritz ihjel, efter at denne har plaget det med en fakkel. Det lykkes for Henry og doktor Waldman at bedøve monstret, og ophidselsen sender Henry syg hjem til Elizabeth, hvor brylluppet bliver sat på skinner.

I laboratoriet vil Waldman  dissikere monstret, men det vågner op og slår Waldman ihjel. Herefter flygter det, og på vejen møder det en lille pige, som det ved et uheld dræber. Nu er hele byen efter monstret, som herefter bryder ind i Henrys hus og forulemper Elizabeth, der dog overlever.

Med en vred pøbel i hælene flygter monstret, og slutscenen hvor det står i en brændende mølle og forgæves prøver at skræmme landsbyboerne væk, står som en usædvanlig stærk scene for mig. Den er både rørende og skræmmende, og jeg føler stærkt for monstret, hver gang jeg ser den.

Som nævnt er det i høj grad Boris Karloffs fantastiske præstation som Frankensteins monster, der løfter filmen til et mesterværk. Han spiller naivt og rørende, og den umiddelbare uskyld gør det svært at se ham som et ondskabsfuldt væsen. Ikke desto mindre er han skyld i flere dødsfald, fordi han i angst og vrede slår fra sig, når han ikke forstår, hvad der sker.

Karloff havde været med i ca. 80 film, før han blev castet til rollen som monstret. Egentlig ville studiet have haft Bela Lugosi, som netop havde haft en stor succes i “Dracula”, men han sagde nej, da han ikke ville maskeres til ukendelighed. En dag så James Whale så Boris Karloff i studiets cafeterie, og han blev straks fascineret af Karloffs markante ansigts struktur. Whale tilbød Karloff en prøvefilming, og resten er, som man siger, historie.

Det tog ca. 3,5 time at lægge monstrets makeup hver dag og næsten lige så lang tid at fjerne det igen, men Karloff fortrød aldrig, at han sagde ja til rollen, som også endte med at gøre ham til et af de mest elskede monstre i USA. Manden bag makeuppen var Jack Pierce, der stod for alle de klassiske gyserfilm fra Universal i den periode.

Ved siden af Karloffs fantastiske præstation står Colin Clive også stærk i rollen som Henry Frankenstein (der i romanen hedder Victor). Clive døde som kun 37-årig og havde efter sigende store alkohol problemer. Måske er det denne splittelse, som han levendgør så tydelig i rollen som Frankenstein, der på den ene side lever for sine eksperimenter, og på den anden side elsker Elizabeth og ønsker at gøre sit ekspriment ugjort igen. I hvert fald brænder også han igennem skærmen med sine intense øjne og fine skuespil.

I dag er “Frankenstein” stadig en fremragende film, men den er langt fra skræmmende. I 1931 var den dog hård kost for biografgængerne. Producer Carl Laemmle jr. lavede tilmed en kort introduktion før filmen, hvor han advarede publikum om, at de nu skulle se noget meget skræmmende. Og det var da også første gang, at biografgængerne så og hørte, hvordan jorden blev kastet på en kiste efter en begravelse; at en død mand blev skåret ned fra en galge; kadavere der blev brugt til undervisningen på universitetet; og ikke mindst de livagtige nærbilleder af den lille pige som drukner (også denne scener blev visse steder klippet ud, når filmen blev vist).

Der er lavet utrolig mange filmatiseringer med Mary Shelleys monster siden James Whales i 1931. Selv stod han bag efterfølgeren “Bride of Frankenstein” (1935), som også havde Boris Karloff som monstret. Karloff var også med i “Son of Frankenstein” (1939), men i “The Ghost of Frankenstein” (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen (året før havde han haft stor succes som “The Wolf Man“). I 1943 over tog Bela Lugosi rollen i “Frankenstein meets the Wolf Man”, og herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film.

I 1991 blev “Frankenstein” udvalgt til The United States National Film Registry for at være: “culturally, historically or aesthetically significant“.

Af nyere filmatiseringer kan nævnes Kenneth Branaghs udgave fra 1994, hvor Robert de Niro spiller monstret og Branagh selv har rollen som Victor Frankenstein.

Om “Frankenstein”:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1931

Læs mere:

Wikipedia