oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘James Wong’

Final Destination 3

Det kan godt være, at Final Destination filmene mere er adrenalin-kick end uhygge, men de er effektive, og selvom tre’eren halter en smule i forhold til de to første, så er her stadigvæk splatter for alle pengene.

Wendy og vennerne er snart færdige med High School, og det bliver fejret med en tur i tivoli, hvor højdepunktet er en djævelsk rutchebane. Før turen starter, får Wendy et syn, hvor turen ender i død og lemlæstelse. Hun går i panik og bliver smidt af vognen med et par andre elever. Men da de står nede på jorden og forsøger at tale hende til ro, ser de rutchebanen forulykke lige for øjnene af dem. Og som i de to første film er man ikke sikker, blot fordi man overlevede turen i rutchebanen. Det betyder blot, at Døden har andre sindrige planer for én

Eftersom filmene alle følger den samme skabelon, er der ingen store overraskelser i plottet. Det man ser frem til er, hvad instruktør og manuskriptforfatter James Wong denne gang har udtænkt af modbydelige ulykker for de overlevende. Og for mit vedkommende tænker jeg mig nok lige om en ekstra gang, inden jeg bruger et solarie igen!

Selvom der ikke er mange overraskelser eller meget gys i “Final Destination 3”, vil jeg såmænd ikke afskrive at se fireren en gang ved lejlighed. Den syge fantasi, som både James Wong og David R. Ellis ligger for dagen, når de skal slå deres personer ihjel, er simpelthen så underholdende, at man bærer over med manglen på plot, og bare lader sig rive med af gode special effects og vellykkede CGI effekter.

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2006

Serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination

Final DestinationDet værste flystyrt, jeg har set på film, var det Tom Hanks oplevede i Cast Away fra 2000. Final Destination bevæger sig dog deropad.

En high school klasse skal på studietur til Paris, men kort før start, drømmer Alex, at flyet styrter ned, og da han vågner, går han i panik og kommer i slagsmål med Carter. Tumulten betyder, at 7 står af flyet – som kort efter starten eksploderer, akkurat som Alex havde forudset. Alle ombordværende dør.

Men Alex redning af de 7 får folk til at se skævt til ham. FBI mistænker ham oven i købet for at have noget med styrtet at gøre, og da de 7 efterfølgende dør en efter en, bliver situationen kun værre. For Alex har opdaget, hvad der ligger bag. Døden har en plan, og nu prøver den at indhente de 7 liv, den blev snydt for – og kun Alex kan sætte en stopper for det.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville synes om Final Destination, men et langt stykke hen ad vejen er den faktisk ganske underholdende. Den første del af filmen, hvor Alex forudser hvad der sker, er godt skruet sammen, og bortset fra at jeg har svært ved at forstå de øvrige overlevendes reaktioner overfor Alex, så virker det i historien. Herefter begynder de overlevende så at dø en efter en, og også det fungerer for det meste. Især er jeg overrasket over, hvor skræmmende et ganske almindeligt hus er, når man ved, at døden lurer lige om hjørnet. Pludselig kan alt jo bruges til at slå dig ihjel med! Stemningen underbygges samtidig utrolig godt af underlægningsmusikken, der især i scenerne hvor vi ved, at døden er på vej men ikke hvordan, leverer varen så hårene rejser sig på armene.

Filmen kammer dog over, er da Alex afslører dødens plan og begynder at modarbejde den. Alex og Clear bryder ind hos bedemanden for at se Tod en sidste gang, og her møder de en mærkelig skikkelse, der fortæller dem om døden og dødens plan. Det forklares ikke, hvem skikkelsen er, men han spilles af Tony Todd (Candyman, 1992), så jeg tvivler på, at han bare er den lokale bedemand. Men hvis han er døden, så forstår jeg ikke, hvorfor han fortæller så meget til Alex?

Så der bliver noget forvirring i den sidste del af Final Destination, og selvom der stadig er gode scener, som da Clear med nød og næppe undslipper, så bliver den til tider nærmest ufrivillig komisk, og der mangler en sammenhængende forklaring på begivenhederne.

I ekstra-materialerne fortæller James Wong, at man brugte test-screaning for at tjekke filmen før markedsføringen. Det viste sig, at den oprindelige slutning (SPOILER) hvor Alex dør, Clear føder en baby og Carter overlever, slet ikke var hvad publikum ønskede. Så man ændrede slutningen til en langt mere actionfyldt slutning, og det bragte filmen mere i overensstemmelse med publikums smag – men er måske med til at gøre den mindre sammenhængende? I hvert fald viser det klart, at Final Destination ikke er den type film, hvor instruktøren har en vision, som holder det hele sammen, men at det er cool cash og profit-tænkning, der driver filmens plot.

Og der er ikke meget tvivl om, at Final Destination hovedsageligt er rettet mod det unge publikum, som sagde yes til chokeffekter og nej til for mange filosofiske overvejelser. Satsningen lykkedes med et billetsalg på over 53 millioner $ alene i USA (filmens budget var på 23 millioner $). Men selvom jeg ikke lige rammer plet i filmens målgruppe (og synes det er lidt plat at lade test-screaninger fylde så meget), så var jeg dog godt underholdt i de fleste af Final Destinations 98 minutter.

Som en lille ekstra godbid til horrorfans er de fleste af filmens karakterer i øvrigt opkaldt efter instruktører og stjerner fra de gamle sort/hvide horror film: Alex Browning (efter instruktøren af Dracula fra 1931, Tod Browning); Terry Chaney (efter skuespilleren Lon Chaney fra The Wolf Man fra 1941); FBI agent Schreck (efter Max Schreck som spillede grev Orlock i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922) og Billy Hitchcock (en homage til Alfred Hitchcock). Se flere på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2000

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis