oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Japan’

Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn

Spøgelseshistorier af Lafcadio HearnSpøgelseshistorier er en meget tynd bog. Så tynd at jeg nærmest ikke nåede at blive grebet, før sidste side var vendt.

Forrest er en kort indledning om forfatteren Lafcadio Hearn (1850-1904) skrevet af Poul Malmkjær. Her fortæller Malmkjær om, hvordan Hearn i sin samtid var den første store formidler af Japan til Vesten. Hearn blev født i Grækenland (hans mor var græker og hans far englænder) men boede i barndommen forskellige steder. Hearn blev gift japansk og søgte i 1894 japansk statsborgerskab. I løbet af en ret kort årrække udgav han en række bøger med udgangspunkt i Japan, lige fra skildringer af japanske hverdagssæder og skikke, til genfortællinger af japanske sagn og legender og egne bidrag til genren, spøgelseshistorier.

Indledningen slutter af med et uddrag fra Hearns essay Nightmare Touch fra samlingen Shadowings. Her fortæller Hearn om frygten for spøgelser, og dette lille uddrag er efter min mening det bedste i bogen, for her fornemmer man virkelig Hearns evne til at fortælle, så det står lyslevende for læserens øjne. Jeg er ikke bange for mørket, men efter denne korte tekst, var det lige før jeg blev det.

Resten af bogen består af Hearns gendigtninger af japanske sagn og spøgelseshistorier.

“Ingwa-Banashi” handler om daimyoens døende hustru, der som et sidste ønske tilkalder den 19-årige konkubine Yukiko. Hustruen forsikrer Yukiko om, at denne fortjener at blive daimyoens nye hustru, når hun selv er død. Men hun håber, at Yukiko vil gøre hende en sidste tjeneste – bære hende udenfor så hun kan se kirsebærtræets blomster en sidste gang …

“En sommernats drøm” er Hearns tanker fra en rejse han foretog blandet med en genfortælling af to japanske myter, som han kommer til at tænke på undervejs. Den ene handler om fiskerdrengen Urashima Taro, som følger en smuk pige til Havets Drageguds palads. Den anden om den gamle brændehugger som ved et tilfælde finder ungdommens kilde.

“Legenden om Yurei-Daki” handler om en gruppe kvinder, som efter fyraften underholder hinanden med spøgelseshistorier. Én af dem tager imod udfordringen om gå alene op til Yurei-Daki (Genfærdenes vandfald), men da hun kommer tilbage …

“I en kop te” er et brudstykke af en fortælling, som aldrig er blevet færdiggjort. Hovedpersonen er en slags væbner, som i en kop te ser spejlbilledet af et ansigt, der ikke er hans eget.

“Yuki-Onna” handler om to brændehuggere, som en kold vinternat bliver overrasket af en snestorm. De finder ly i en lille hytte, men om natten har den yngste brændehugger en underlig drøm.

Den sidste fortælling hedder “Forsoningen”. En ung samurai fra Kyoto lader sig skille fra sin hustru, da han må rejse bort for at komme i tjeneste hos guvenøren over en fjern provins. Samuraien gifter sig igen, men som årene går, tænker han oftere og oftere på sin første hustru. Da hans tjeneste er ovre, søger han derfor tilbage til Kyoto for at opsøge sin første hustru, og stor er glæden da hun tager kærligt imod ham.

Historierne er for så vidt glimrende, men de er meget korte. Næsten alle er blot et par sider med undtagelsen af ”En sommernats drøm”, som er på 18 sider. Det lille omfang gør, at jeg synes, det er svært helt at blive grebet af Hearns univers. Endelig synes jeg heller ikke, at der er særlig stor sammenhæng mellem introduktionsdelen og spøgelseshistorierne til sidst. Derved bliver bogen en mærkelig størrelse, som jeg havde lidt svært ved at blive grebet af.

Når det er sagt, må jeg dog også sige, at jeg fik lyst til at læse mere af Lafcadio Hearn. Det var dog hovedsageligt på grund af uddraget fra essayet Nightmare Touch, som, så vidt jeg kan se, desværre ikke er oversat til dansk i sin helhed.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1994
Forlag: Fisker & Schou, 53 sider
Omslag: Per Arnoldi
Oversætter: Poul Malmkjær

Indhold:

Om forfatteren
Ingwa-Banashi
En sommerdags drøm
Legenden om Yurei-Daki
I en kop te
Yuki-Onna
Forsoningen

Læs også:

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Thanatos af Jan Egesborg og Johannes Töws

Thanatos af Jan Egesborg og Johannes TöwsHvad har 1500-tals maleren Hieronymus Bosch med kvantekryptering og kvindemord i nutidens Japan at gøre? 

Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over tegneserien Thanatos. Jydske Vestkysten bragte en artikel med overskriften “Kvanteteknologi er den nye atombombe“, og da jeg er fascineret af men fuldstændig uvidende om kvanteteknolgi, tænkte jeg, at en tegneserie kunne være en god indføring i emnet.

Historien handler om den danske freelance journalist Anders Brinck, der bor i Kyoto, Japan. En dag falder han i snak med lederen af drabsafdelingen på en cocktailbar, hvor de begge er stamkunder. Over nogle måneder er der sket en række grusomme kvindemord. Ofrene er blevet tortureret, og det hele er blevet filmet. Politiet er tilsyneladende uden spor, men da Anders Brinck får lov at se nogle fotos fra gerningsstederne, minder scenerne ham om noget.

På et af gerningsstederne har man fundet en seddel med tegnene “BB84”. Det viser sig at være betegnelsen for en kvantekrypteringsmetode, der skulle være umulig at hacke. Brinck opsøger to danske forskere på Kyotos universitet, som netop arbejder med kvantekryptering. Men besøget giver flere spørgsmål end svar.

Forlaget kalder Thanatos for “en klassisk Nordic Noir- krimi – tegnet i en stilistisk, japansk inspireret, minimalistisk stil”, som skal gøre kvantefysik og kvantekryptologi tilgængelig på en underholdende måde. Makkerparret har tidligere udgivet en række børnebøger om komplicerede matematiske emner, så de er ikke uvante med at formidle svært stof for almindelige mennesker.

Jeg synes faktisk også, at den del af missionen lykkes ganske godt. Jeg fik et godt indblik i kvantekryptering, og kan forstå hvorfor Jan Egesborg frygter konsekvenserne, hvis det falder i de forkertes hænder. Selve tegningerne understreger den lidt triste stemning undervejs og tilføjer handlingen et dybere lag. Jeg ser f.eks. forsidens virvar af elledninger i Kyoto som en metafor, for de uoverskuelige muligheder som kvantekryptering indebærer.

Til gengæld synes jeg ikke, at krimi-intrigen fungerer optimalt. Idéen bag plottet er godt, men det udfoldes bare alt for hurtigt. I stedet for at lade læseren leve sig ind i historien og få lov at gætte med, serverer forfatterne nærmest bare plottets højdepunkter uden nogen mellemregninger. Det er en skam, for med en lidt mere facetteret historie kunne Thanatos være blevet virkelig spændende. Nu ender krimi-intrigen lidt forstilt som en mindre detalje, der introduceres alene for at fortælle om kvantekryptering.

Jeg vil slet ikke kalde Thanatos for dårlig, men historien har potentiale til langt mere, og det er lidt ærgerligt, at det potentiale ikke forløses. Til gengæld har jeg nu en mere klar forståelse af kvantemekanik, og det er bestemt også en gevinst. Så har du mod på en videnskabs thriller i tegneserieformat, kan du prøve at give Thanatos en chance.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Thanatos:

Udgivelsesår: 03.09.2018
Forlag: Polyteknisk Forlag, 86 sider
Illustreret af Jan Egesborg og Johannes Töws

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Det fjerde menneske af David Garmark
Åbenbaringer af Paul Jenkins
Metusalemgenet af Michael Lycke
Guds partiklen af Mads Peder Nordbo
Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Udryddelsen af Kazuaki Takano

Udryddelsen af Kazuaki TakanoTankevækkende thriller om hvad der kan ske, hvis en ny livsform truer menneskeheden

Da den amerikanske efterretningstjeneste opsnapper oplysninger om, at der er opstået en ny livsform med potentiale til at udrydde menneskeheden, er valget for den amerikanske præsident ikke vanskelig. Han sætter en lille gruppe professionelle lejesoldater på opgaven – at opspore og udrydde truslen.

Samtidig er den unge japanske universitetsstuderende Kento i sorg over farens pludselige død. Midt i sorgen modtager han en mail fra faren med helt specielle anvisninger. Faren vil have Kento til at fuldføre den opgave, han var i gang med. Og det vender op og ned på Kentos liv. Men også på alle hans forestillinger om faren.

De to spor krydser hinanden, og snart er læseren fanget i en hæsblæsende jagt på det afrikanske kontinent, hvor skellet mellem godhed og ondskab er blevet udvisket i den uoverskuelige krig mellem stater, befolkninger og oprørsgrupper.

Folkedrab”, messede Singleton. “I øjeblikket gennemlever Congo en storkonflikt, én der er blevet kaldt Den Første Afrikanske Verdenskrig. Her er det højeste antal døde siden anden verdenskrig fire millioner. Våbenhvilerne bliver brudt igen og igen, og der er ingen ende i sigte.” Som kunne han aflæse tvivlen i soldaternes ansigter, fortsatte han. “Det her sker faktisk, tro mg. Det er bare sådan at aviserne og tv ikke rapporterer om det. Man kan godt kalde det diskrimination fra mediernes side. Massemedierne i de udviklede lande er ligeglade med hvor mange afrikanere der bliver slået ihjel. Det konstante folkedrab i denne region får mindre presseomtale end da syv gorillaer blev dræbt. Men på den anden side er afrikanere heller ikke nogen truet art.”

Jeg havde ikke hørt udtrykket Den Første Afrikanske Verdenskrig før, men et hurtigt tjek på nettet førte til denne JP Explorer-artikel, der ord for ord bekræfter den grusomme historie, som Singleton fremfører i citatet. Hvordan væbnede konflikter oftest udvikler sig til regionale kriser (og også bliver globale fordi I-landene støtter de forskellige parter), når der er mulighed for at tjene penge på at plyndre værdifulde naturressourcer, hvad enten det er olie, diamanter eller metaller til brug i computere. Det er svært for en almindelig dansk bibliotekar, der aldrig har oplevet noget værre end overvejelser om aftensmaden, at forstå de grusomheder der her udspiller sig hver eneste dag. Alene fordi Kazuaki Takano sætter fokus på dette, er Udryddelsen værd at læse.

Men historien rummer naturligvis mere, for det er selv sagt ikke kun på det afrikanske kontinent ondskaben findes. I USA har den amerikanske præsident Burns i sin iver for at ramme terroristerne sat en række love og menneskerettigheder til side. Mistænkte sendes rask væk til lande som Usbekistan for at blive tortureret, og præsidenten styrer landet ud fra frygt for det fremmede fremfor ønsket om at favne det. Spørgsmålet er, om det også er den rette tilgang til problemet denne gang?

Udryddelsen er som antydet en roman, der rejser en række etiske problemstillinger. Er det f.eks. i orden at slå en gruppe uskyldige mennesker ihjel, hvis det potentielt redder resten af verden? Kan vold og tortur retfærdiggøres, hvis det er i en højere sags tjeneste? Og hvem bestemmer, hvad en højere sag er? Ændrer det ens opfattelse af et drab, hvis man kan se det menneske, man skal dræbe, i øjnene i forhold til at dræbe via droner? I hvor høj grad påvirker ens barndom de beslutninger man træffer senere i livet? Er mennesket i bund og grund et frygtsomt og hadefuldt væsen, eller er godhed og kærlighed indgroet i os? Den diskussion af menneskets sind er uhyre interessant, men desværre også temmelig desillusionerende.

Kazuaki Takano har skrevet en tankevækkende thriller, som kræver at man fordyber sig i læsningen. Både pga. de etiske spørgsmål, men også fordi den indeholder en del videnskabelige afsnit, der sikkert kan afskrække enkelte læsere. Samtidig er historien dog også elementært spændende. Dels er der gruppens flugt gennem et land, hvor oprørsstyrker og lokale bander ingen skrupler har over at myrde hvem som helst. Dels er der Kentos forsøg på at finde den kur, som hans far arbejdede på, da han døde. Så her er også masser af underholdning.

Under alle omstændigheder har Takano skrevet en yderst læseværdig roman, med en slutning der kan dele vandene. For hvad er egentlig håbet for menneskeheden?

Kazuaki Takano debuterer på dansk med Udryddelsen, men i hjemlandet Japan er han en anerkendt forfatter. Med sin blanding af videnskab og spænding minder Takanos forfatterskab om forfattere som Michael Crichton og på dansk Mads Peder Nordbo. Jeg ser frem til at læse mere fra Takanos hånd.

Om Udryddelsen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 444 sider
Originaltitel: Jenosaido
Oversætter: Britt B. Tippins & Philip Gabriel
Omslag: Bitten Vernersen

Skyggelandet af Taichi Yamada

Skyggelandet Forsiden af Skyggelandet viser en asiatisk kvinde i underkjole og bare tæer, som står med sine stiletter i hånden og ryggen mod beskueren – alene i en lang korridor. Et smukt billede, som alligevel har noget skæbnesvangert over sig. Den følelse beskriver meget godt stemningen i Taichi Yamadas roman.

Harada skriver manuskripter til tv-serier. Han er relativ succesfuld, men er nyligt blevet skilt fra sin kone, så nu bor han til leje i en kontorbygning midt i Tokyo. En aften føler han en sær kulde og bestemmer sig for at se, hvor mange der egentlig er i bygningen efter arbejdstid. Kun ét vindue er oplyst – hans eget. Det viser sig dog, at også kvinden Kei bor i bygningen. Hun opsøger Harada, men da hun er lidt beruset, og Harada er i dårligt humør, afviser han hende, og så forsøger han ellers at glemme hende igen.

Haradas forældre døde, da han var 12 år. En pludselig indskydelse får ham en dag til at opsøge bydelen, hvor han boede med sine forældre. Her støder han på en mand, som ligner faderen, da han døde. Harada bliver inviteret med hjem, og det viser sig, at hustruen også ligner hans mor på hendes dødsdag. Ægteparret ikke alene ligner Haradas forældre – de indhyller ham også i forældrelig kærlighed, og Harada tager opmuntret hjem. Harada ved godt, at hans forældre er døde, men kontakten med dem føles så livgivende, at han ikke kan tro, at det er farligt for ham.

Samtidig med hans besøg hos forældrene støder han også på Kei igen. De to indleder et forhold, men det viser sig snart, at det alligevel ikke er helt ufarligt at omgås de døde.

Skyggelandet er ikke en roman, man kan læse, mens man ser tv og hører musik. Den er umiddelbart let tilgængelig, men stemningen i bogen kræver, at man fordyber sig og lader sig opsluge af den dystre atmosfære, som snart indfinder sig.

Beskrivelsen af Haradas ensomhed er knugende. Selvom Taichi Yamada ikke bruger mange ord, formår han at sige en masse – om kærlighed, om had, om sorg og om savn. Romanen er blevet kaldt en “stemningsfyldt og gribende litterær gyser”. Den greb i hvert fald mig.

Om Skyggelandet:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Cicero, 153 sider
Originaltitel: Ijin-tachi to no Natsu