november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘japansk horror’

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Kaïro (Pulse, 2001)

Kaïro aka Pulse, 2001Da jeg så Pulse fra 2006, var jeg ikke klar over, at det var en genindspilning af Kaïro. Dengang tænkte jeg, at det var en skam, at den gode historie ikke blev udnyttet bedre. Nu hvor jeg har set originalen, kan jeg kun vedblive at undre mig, for hvorfor lave en genindspilning når originalen er så meget bedre.

Historien følger to spor. Den unge kvinde, Michi, som arbejder i en planteforretning og den studerende Ryosuke, som netop har koblet sig til internettet, mest fordi det gør alle andre jo.

Michis kollega forsvinder, og da hun opsøger ham i lejligheden for at hente en disk, han havde lovet at lave til dem, opdager hun, at han har begået selvmord. Hun får dog disken med, og her opdager hun en mystisk hentydning til “Det forbudte rum”, som altid findes bag en dør mærket med rødt tape.

Imens oplever Ryosuke mærkelige ting med sin computer. Af sig selv tænder den og viser ham billeder af ensomme mennesker foran deres pc. Han opsøger underviseren Harue, som er meget interesseret i problemet og foreslår, at det kan være en hacker. Men det viser sig at være spøgelser, som via internettet invaderer de levendes verden.

De to historier kører sideløbende hen mod slutningen, hvor Michi og Ryosuke møder hinanden i et mennesketomt Tokyo, hvor alle andre tilsyneladende er forsvundet eller døde. De to søger videre og videre i håbet om at finde andre mennesker, mens byen langsomt smuldrer omkring dem.

Kiyoshi Kurusawa tegner med Kaïro et dystert billede af teknologiens indvirkning på mennesket. Vi sidder alle hver for sig foran hver vores skærm i ensomhed, mens livet langsomt siver ud af os. Han viser den fremmedgjorthed og ensomhed, som det moderne menneske oplever i teknologisamfundet ført helt ud til kanten, og det gør han meget overbevisende.

Kaïro er måske ikke den mest skræmmende film, jeg har set, men den kryber alligevel langsomt ind under huden. Til sidst sad jeg bare med en ubehagelig trøstesløs fornemmelse. På en eller anden måde formår de gode asiatiske gysere at fremkalde fornemmelsen af at noget er helt forkert med meget få virkemidler, og her i Kaïro bliver synet af en dør med rød tape meget meget ubehagelig.

Alt i alt er Kaïro en interessant oplevelse, som ind i mellem bliver en lille smule langtrukken. Jeg kan dog godt lide idéen bag historien, og så var der som sagt nogle ret intense scener undervejs, når spøgelserne kommer til syne. Er du mest til hurtig action og hop-ud-af-sædet-gys, er Kiyoshi Kurosawas film nok ikke den rette, men har du lyst til en lidt mere eftertænksom oplevelse, så prøv Kaïro – og husk at komme ud blandt mennesker bagefter …

Om Kaïro:

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa
Udgivelsesår: 2001

Tomie: Re-Birth

Jeg fortsætter med at kæmpe mig gennem Tomie-serien, som desværre ikke rigtig fanger mig. Historien om et kvindeligt monster, som forfører mændene og bliver slået ihjel og vender tilbage igen og igen og igen, er bare ikke særlig uhyggelig, hvis ikke instruktøren enten giver os nogle personer at holde af eller gør mordene på Tomie ekstraordinære. Og det gør Takashi Shimizu desværre ikke her i “Tomie: Re-Birth”.

Den kunststuderende Hideo er sammen med Tomie i filmens begyndelse. Under en seance hvor han maler hendes billede, slår han hende ihjel, og da hans to venner, Takumi og Shun’ichi’, kort efter dukker op, hjælper de med at begrave Tomies lig ude i skoven. Men kort efter dukker Tomie op igen, da de tre venner for at opmuntre Hideo, er taget i byen. Det ender med at Hideo begår selvmord, og nu er det så Shun’ichi’s tur til at have Tomie. Men hun er også sært tiltrukket af Takumi, som har svært ved at forklare sin kæreste, hvad hans forbindelse med Tomie er. Og da kæresten finder Tomies læbestift, som Takumi har fundet hos Hideo, kommer også hun i nærmere kontakt med Tomie, end det er tilrådeligt.

I de tre film, jeg har set indtil nu, har en ny skuespiller spillet Tomie hver gang, og ingen af dem har efter min mening været særligt overbevisende som femme fatale. Denne gang forsøger Miki Sakai sig, og det kan være min vestlige baggrund, som gør, at jeg ikke fatter Tomie-skikkelsen. F.eks. er der en scene, hvor Tomie bliver kvalt af Shun’ichi’s mor, og her udstøder Tomie små lyde, som jeg troede var dødsrallen, men da moren spørger: “Hvad griner du af?” er det jo nok snarere latter. Det kunne jeg bare ikke gennemskue ud af skuespillet.

Instruktøren Takashi Shimizu står også bag bl.a. “Ju-On“, som han senere genindspillede til det amerikanske marked under titlen “The Grudge“. Begge indspilninger er langt mere skræmmende end denne.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2001

Tomie-serien:

Tomie (1999, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Another Face (1999, D: Toshirô Inomata)
Tomie: Replay (2000, D: Tomijiro Mitsuishi)
Tomie: Re-birth (2001, D: Takashi Shimizu)
Tomie: Final Chapter (2002, D: Shun Nakahara)
Tomie: Beginning (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Revenge (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie vs. Tomie (2007, D: Tomohiro Kubo)

Tomie: Replay

En lille pige bliver bragt ind på hospitalet med en kæmpesvulst i mavesækken. Da lægerne opererer hende, finder de noget højest usædvanlig, og kort efter er overlægen forsvundet, den assisterende læge begår selvmord, og de fire sygeplejesker siger op og rejser øjeblikkeligt.

Den forsvundne overlæges datter, Yumi, ønsker at finde ud af, hvad der er sket med hendes far, og hun slår sig sammen med den udskrevne patient, Fumihito, hvis ven har forandret sig fuldstændigt efter mødet med en ung pige, som han har “reddet” på hospitalet.

De finder snart ud af, at Yumis far er stødt på den mystiske Tomie, før han forsvandt, og det er også Tomie, der er skyld i Fumihitos vens galskab. Og nu er hun på sporet af dem…

Der er mere gang i historien om Tomie i denne ombæring. Både Yumi og Fumihito er aktive deltagere i jagten på Tomie, som denne gang gør meget ud af at beskrive, hvordan hun tvinges frem af mænds lyster, og dræbes når de går i stykker, for så at blive født igen til endnu en cyklus.

Der er klart flere uhyggelige scener i “Tomie: Replay” end i første film. Bl.a. starten på hospitalet  med den lille piges operation er ret creepy, ja faktisk er hele hospitalet indhyllet i en dunkel og ubehagelig atmosfære, som bestemt ikke kan være gavnlig for folkesundheden, men som så absolut fremmer uhyggen. Alligevel fik filmen mig ikke helt oppe at ringe. Jeg synes, slutningen bliver noget rod – men måske forstår jeg det bare ikke, da Yumis far pludselig dukker op, og så er han væk igen, og jeg ved ikke, hvad han skulle. Og så er jeg lidt irriteret over, at Tomie er så talende denne gang. Når det er sagt, så synes jeg dog langt bedre om “Tomie: Replay” end første film, og den kan sagtens ses en mørk og stormfuld aften, hvis fjernsynet viser det sædvanlige bras.

Instruktør: Tomijiro Mitsuishi
Udgivelsesår: 2000

Tomie-serien:

Tomie (1999, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Another Face (1999, D: Toshirô Inomata)
Tomie: Replay (2000, D: Tomijiro Mitsuishi)
Tomie: Re-birth (2001, D: Takashi Shimizu)
Tomie: Final Chapter (2002, D: Shun Nakahara)
Tomie: Beginning (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Revenge (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie vs. Tomie (2007, D: Tomohiro Kubo)

Tomie

TomieFor tre år siden var Tsukiko involveret i en ulykke, som hun har fortrængt alt om. Kort efter ulykken skiftede hun skole og flyttede hjemmefra, så ingen omkring hende ved noget. Derfor begynder hun at gå hos en terapeut, dr. Hosono, som håber at kunne hjælpe Tsukiko via hypnose.

En dag bliver dr. Hosono opsøgt af politimanden Harada. Han efterforsker nogle mystiske mord, hvor unge mænd har slået deres kæreste ihjel, men hvor alle spor af liget efterfølgende er forsvundet. Endnu mere mystisk er det, at kæresten tilsyneladende har været den samme pige hver gang: Tomie Kawakami.

Og så dukker Tomie pludselig op på den restaurant, hvor Tsukikos kæreste Saiga arbejder …

Tomie er den første film i serien om monsterpigen, der driver mændene omkring sig til vanvid. Den bliver på dvd’en markedsført som forgængeren til The Grudge og The Ring (lidt pudsigt da The Ring udkom et år før i 1998), og den bygger på en japansk manga af Ito Junji. Efter sigende håndplukkede Ito selv Miho Kanno, som spiller Tomie i filmen, pga. hendes øjne, som skulle minde utroligt meget om hans manga-figurs.

Jeg kan som regel godt lide asiatisk horror. Det er ikke altid, jeg helt forstår dem første gang, og ind i mellem bliver jeg vældig træt af det sorthårede spøgelse, der hjemsøger mange af filmene. Men som regel bliver jeg alligevel betaget, fordi jeg bliver overrasket, og fordi der er nye vinkler på fortællingen i forhold til den vestlige facon. Her forstår jeg udmærket historien, men jeg bliver ikke særligt betaget. Filmen føles underlig flad, og som tilskuer bliver man ikke rigtig involveret i personernes skæbne – måske fordi de ikke rigtig selv er involveret.

I stedet for et plot, hvor personerne søger noget, eller historien udvikler sig i et forløb, får vi her en historie, som består af en masse enkeltstående begivenheder. Betjenten som efterforsker sagen om Tomie, efterforsker ikke rigtig. Han besøger bare dr. Hosono og fortæller hende nogle ting. Tsukiko siger måske nok, at hun ønsker at kende sin fortid, men processen er bare en række stillestående seancer med dr. Hosono, og sådan fortsætter det. Karaktererne drives ikke, og dermed udvikler historien sig ikke, den præsenteres bare for os. Måske er det anderledes at se filmen, hvis man kender mangaen, men jeg synes ikke, det er rimeligt at forlange af filmpublikummet, at de skal læse tegneserien først for at kunne forstå universet. Det er instruktørens opgave at gøre det levende for sit publikum.

Jeg kan undre mig over, at der er lavet så mange sequals til filmen, men tilsyneladende skulle de blive bedre efterhånden. Så jeg må nok hellere snuppe et par stykker mere.

Instruktøren Ataru Oikawa har også instrueret Apartment 1303, som jeg heller ikke var overvældende begejstret for.

Om filmen:

Instruktør: Ataru Oikawa
Udgivelsesår: 1999

Tomie-serien:

Tomie (1999, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Another Face (1999, D: Toshirô Inomata)
Tomie: Replay (2000, D: Tomijiro Mitsuishi)
Tomie: Re-birth (2001, D: Takashi Shimizu)
Tomie: Final Chapter (2002, D: Shun Nakahara)
Tomie: Beginning (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Revenge (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie vs. Tomie (2007, D: Tomohiro Kubo)

Apartment 1303

Apartment-1303Den unge Sakaya flytter ind i lejlighed 1303 i et stort lejlighedskompleks ned til en strand. Men mens vennerne sidder i stuen og hygger, springer hun pludselig ud fra lejlighedens altan og dør.

Storesøsteren Mariko bor stadig hjemme hos moderen, der lider af en depression efter faderens død. Moderen forstår tilsyneladende ikke, at Sakaya er død og bebrejder Mariko det hele.

Mariko påtager sig at pakke lejligheden ned, og møder naboens lille pige som har en teddybjørn – en teddybjørn hun finder ud af tilhørte Sakaya. Mariko føler, at der er noget mærkeligt ved lejligheden. Det får hun bekræftet, da kriminalassistent Sakurai opsøger hende og fortæller, at Sakaya er den 5 kvinde, som begår selvmord i lejligheden ved at springe ud fra altanen.

Og det hele startede med Sujiko, som boede i lejligheden sammen med sin alkoholiske mor …

“Apartment 1303” er ikke en af de bedste film, jeg har set. Selve set-uppet er sådan set udmærket, men så føles det, som om historien kører i ring. Der kommer godt nok flere og flere skræk-effekter ind (og naturligvis det sædvanlige langhårede spøgelse), men der er ikke nogen udvikling af betydning. Og slutningen – ja, den er heller ikke overraskende.

Aturu Oikawa har også instrueret “Tomie – Revenge”, som jeg har til at ligge i bunken af film, jeg mangler at se. Jeg håber, den er bedre.

Instruktør: Ataru Oikawa
Udgivelsesår: 2007

Ringu 0

Ringu 0I 1998 kom “Ringu“, i 1999 kom “Ringu 2” og i 2000 kom denne prequel “Ringu 0” instrueret af Norio Tsuruta, der også har instrueret film som “Premonition” og “Dream Cruise“.

Filmen starter for 30 år siden, og fortæller historien om hvad der skete med Sadako i tiden efter dr. Ikumas eksperiment frem til hendes død.

Journalisten Miyaji opsøger skolelæreren fru Sudo fra Oshima for at spørge om en elev, som gik på skolen 11 år tidligere. Eleven var Yamamura Sadako. Fru Sudo fortæller, at Sadako var en sød og nem pige, og at hun flyttede med dr. Ikuma til Tokyo.

Så klipper filmen til Sadakos liv. Hun bor i Tokoy og går jævnligt ved en læge, som giver hende medicin for nogle syner, hun har. Hun forsøger at leve et normalt liv, og har bl.a. meldt sig til en teatertrup, men de øvrige skuespillere er nervøse omkring hende.

Da Aiko, som spiller den kvindelige hovedrolle i stykket, dør, får Sadako rollen, og det skaber endnu mere splid. Den eneste, som er på Sadakos side, er lydmanden Toyama, og de to forelsker sig. Men dagen før premieren ser Toyama instruktøren forulempe Sadako, og der opstår et slagsmål, hvor instruktøren dør. Sadako og Toyama forsøger at skjule liget, men det opdages midt under premieren, og Sadako får skylden.

Miyaji, som også har opsøgt både Sadakos læge og instruktøren,  er også til stede under premieren, og hun har fået en af de øvrige fra truppen til at spille et bånd, der blev opdaget under dr. Ikumas eksperiment. Alt dette er med til at skabe en kaotisk stemning om Sadako, og aftenen ender på en måde, der bringer minder om Stephen Kings roman “Carrie“.

Men teatertruppen er ikke færdig endnu og tager ud til dr. Ikumas hus, hvor endnu en overraskelse venter.

Jeg er ikke så imponeret over “Ringu 0”. Jeg forstår ikke helt, hvorfor journalisten i den grad har et horn i siden på Sadako, og spændingen kan heller ikke blive så stor, når man på forhånd ved, hvordan filmen ender. Samtidig er en stor del af plottet snarere en tragisk kærlighedshistorie end en gyser.

Tsuruta forsøger godt nok at lægge en ny betydning ind over slutningen, men resultatet er det samme, og om Sadako kommer tilbage efter hævn af den ene eller anden årsag i de efterfølgende film, synes jeg egentlig ikke ændrer så meget. Men jeg fandt da ud af, hvorfor hun bevæger sig så underligt som ånd.

Hvis du ikke er helt vild med asiatisk horror, så spring “Ringu 0” over og prøv i stedet for Tsurutas “Premonition“. Den er meget bedre.

Om “Ringu 0”:

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ringu 0: Bâsudei

Reincarnation

ReincarnationTredje film i J-horror serien er Takashi Shimizus “Reincarnation”. Shimizu står også bag film som “Ju-on“, “Ju-on 2” og “The grudge“, men “Reincarnation” er en lidt anderledes spøgelseshistorie med en grum slutning.

Instruktøren Matsumura er i gang med at lave en film over en virkelig begivenhed. For mere end 20 år siden slog en professor Omori 11 mennesker ihjel på Hotel Ono Kanko, heriblandt sine to børn. Efter drabene begik han selvmord.

Matsumura er i gang med at caste skuespillere og bliver straks tiltrukket af den unge Nagisa Sugiura til rollen som Omoris datter, der var den sidste, der blev dræbt dengang. Nagisa er først begejstret for rollen, men snart begynder hun at se underlige syner, og da hele crewet skal besøge hotel Ono Kanko for at fornemme stemningen, befinder hun sig pludselig i fortiden som direkte vidne til mordene.

Samtidig studerer pigen Yayoi Kinoshita reinkarnation, deja vu og andre cryptomnesia fænomener. Hun har siden sin barndom drømt om et hotel med rødt tag, som hun aldrig har været i. Nu fører hendes klassekammerat hende sammen med veninden Yuka, der påstår, at hun har levet tidligere.

De to historier flettes sammen, og slutningen i “Reincarnation” er som sagt temmelig grum. Her er virkelig tale om, at straffen følger en, og at døden ikke nødvendigvis er slutningen.

Shimizu bygger en yderst uhyggelig stemning op gennem filmen. Når synerne tager over, bliver billedet grynet og håndholdt, og det er med til at underbygge gruen. Mod slutningen kammer hans brug af spøgelser lidt over, men stadigvæk er her tale om en vellykket film. Og så bruger han en af de mest uhyggelige dukker, jeg har set længe.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Rinne

Også omtalt på horrorsiden.dk

Premonition

Jeg blev opmærksom på “Premonition”, da jeg rent tilfældigt fik fingre i den japanske gyser “Infection“. Omtalen lød så interessant, at jeg blev nødt til at se den, og for en gang skyld levede filmen helt op til mine forventninger. “Premonition” er velspillet, uhyggelig og absolut seværdig!

Hideka er på vej hjem efter en hyggelig weekend sammen med sin hustru Ayaka og datteren Nana. Undervejs på hjemturen holder de ind til siden, da Hideka skal sende en mail. Mens han venter, ser han et avisudklip, som fortæller om en bilulykke, hvor hans datter dør. Få øjeblikke efter pløjer en stor lastbil ind i deres bil, og datteren Nana slipper ikke ud.

Her klipper filmen til 3 år senere. Hideka og Ayaka er blevet skilt, og mens Hideka er gået i stå i sin karriere, er Ayaka begyndt at forske i det overnaturlige – i særdeleshed forudsigelser. Hun har fundet en bog af Rei Kigata, som beskriver “The Newspaper of Terror” – en avis som forudsiger ulykker, og hun har forsøgt at få fat i Kigata, men han er forsvundet.

Da hun en dag får fingre i et foto af sin eks-mand, der forudsiger hans død, beslutter hun sig for at opsøge ham, og sammen forsøger de at finde ud af mere om de mystiske avisudklip, som igen er begyndt at vise sig for Hideka. Det fører dem sammen igen, men for hvor længe?

“Premonition” bygger på en manga af Jiro Tsunoda med titlen “The Newspaper of Terror”, og er både en historie om sorg og kærlighed såvel som en gyser. Jeg blev øjeblikkeligt fanget af personernes skæbne, og åbningsscenen hvor bilen med den lille pige bliver smadret er utrolig vellykket. Samtidig er slutningen yderst interessant og grum.

Hvis man ikke kan lide asiatiske gysere, skal man alligevel give “Premonition” en chance. Den har alt den underspillede asiatiske horror-følelse, uden at vi skal trækkes med det sorthårede kvindespøgelse. En super fed film jeg kun kan anbefale …

Der findes i øvrigt også en amerikansk film med titlen “Premonition”. Denne handler om en kvinde som forudser sin mands død i et biluheld og hvordan hun forsøger at undgå dette, men om den har nogen tilknytning til den japanske film, kan jeg ikke se.

“Premonition” er en del af J-horror serien.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Yogen

Ringu

RinguDet er efterhånden en del år siden, jeg første gang så “Ringu”, og for at være ærlig var jeg dengang slemt skuffet. Måske fordi Ole Michelsen, som havde film-programmet Bogart, havde afsløret plottet, da han anmeldte filmen. Det har jeg aldrig rigtig tilgivet ham, og jeg skal gøre mit bedste for ikke at begå samme brøler her på siden. For da jeg genså filmen i går, blev jeg helt anderledes grebet.

Filmen åbner op i et pigeværelse, hvor de to veninder Tomoko og Masami sidder og snakker. Masami fortæller en vandrehistorie om et videobånd, som efter sigende slår dem der ser båndet ihjel efter syv dage. Tomoko bliver bange og fortæller, at hun for syv dage siden så et mærkeligt videobånd, da hun og tre venner var på en weekendtur. De to piger griner lidt af det hele, men Tomoko dør samme aften.

Så skifter vinklen til journalisten Asakawa. Hun er ved at lave et interview med nogle piger om vandrerhistorier, bl.a. en historie om det mystiske videobånd. Samme aften skal hun til mindehøjtidligheden for Tomoko, som var hendes niece. Ved den lejlighed møder hun nogle piger fra Tomokos gymnasie, som kan fortælle, at tre andre fra skolen døde samme dag. En ved en motorcykel-ulykke og to i en aflåst bil. Noget politiet ikke kan forklare.

Asakawa beslutter sig for at undersøge Tomokos død nærmere, og finder frem til det mystiske videobånd de så i hytten. Men da Asakawa ser båndet, går det op for hende, at hun kun har syv dage til at opklare mysteriet, ellers vil hun selv dø. Hun involverer derfor sin ex-mand Ryuji, og sammen ender de på vulkanøen Oshima, hvor en synsk kvinde for 40 år siden kastede sig i vulkanen, hvorefter hendes datter sporløst forsvandt.

“Ringu” er en rigtig god film. Den bygger langsomt historien op, så uhyggen kryber stille og roligt ind under huden på tilskueren, og i filmens slutning sætter Hideo Nakata trumf på med en utrolig vellavet og skræmmende tv-scene. Jeg forstår godt, at filmen blev startskuddet til den bølge af asiatisk horror, der siden har ramt Vesten, for det er høj kvalitet.

“Ringu” blev genindspillet til det amerikanske publikum i 2002 med Gore Verbinski som instruktør. Hideo Nakata fik dog selv lov til at instruere “The Ring 2” med vestlige skuespillere. Jeg har ikke set nogen af de to. Til gengæld har jeg set “Dark Water“, som Hideo Nakata også har instrueret, og den er absolut også anbefalelsesværdig.

“Ringu” bygger på Koji Suzukis roman “Ring“.

Om filmen:

Instruktør: Hideo Nakata
Udgivelsesår: 1998
Originaltitel: Ringu