januar 2019
M T O T F L S
« dec    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Jesper Wung-Sung’

Dansk science fiction 2018

Dansk science fiction 2018Som sidste år prøver jeg igen at lave en oversigt over årets danske science fiction udgivelser 2018 (bredt forstået).

Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som indeholder elementer af science fiction uden at betegnes som sådan.

Dansk science fiction 2018

Sibyllernes kamp i Vatikanet af Tina Buchwald
mellemgaard, 2018. – 272 sider
Den danske præst Niels rejser til Italien for at besøge sin ven, kardinalen Arezzo. Arezzo står til at blive valgt til pave, men på grund af hans mere kontroversielle holdninger, vil nogen indenfor murene ham til livs.

 


 

Månen atlas over sandparken avenue af Glenn Christian
Gyldendal, 2018. – 101 sider
Syret og dyster prosadigtsamling, hvor et mylder af navngivne væsener løber, flygter, kravler og gemmer sig i et landskab, hvor liv og natur kvæles.

 


De fremmede - Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard

 

De fremmede / red. Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen, 2018. – 447 sider
31 danske fortællinger om tidsrejser, aliens, fremtid, fortid, rumkrig og meget mere.

 


 

Ørne rejser af Anders Christian Eriksen
Fahrenheit, 2018. – 73, 84 sider, alle illustreret i farver
Myren Montana Eriksen er på et episk intergalaktisk selv/destruktivt og småpsykopatisk trip igennem en halvfiktiv verden. Det bliver for meget, selv for forfatteren, der må træde hjælpende ind i historien, før den ryger helt af sporet.

 


 

Exilium – ingenmandsland af Linette Harpsøe
DreamLitt, 2018. – 409 sider. (Exilium, 3)
Fry og hendes venner forsøger at slippe væk fra Brudstykket. Men vejen mod Danmark ligger på den anden side af Ingenmandsland, hvor sneglene hersker.

 


Salomons sang af E. B. Heimdal

 

Salomons sang af E. B. Heimdal
Lindbak + Lindbak, 2018. – 327 sider. (Morgendagens børn, 2.)
Skye har ført klanen til De fravalgtes lejr. Det er en kamp på liv og død at overleve i den barske natur, men børnene må også indgå alliancer for at overleve krigen mod Gribbene.

 


 

1,7 tipping point af Silja E. K. Henderson
Gladiator, 2018. – 42, 60 sider
I en blanding af digte, digtlignende dagbogsnotater, faktaklip og statistikker fra internettet og en dystopisk fremtidshistorie skriver forfatteren om lurende katastrofer.

 


Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

 

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
SPITZEN, 2018. – 524 sider, illustreret i farver
København 2064. Programmøren Martin vil hjælpe sin kæreste, der har problemer med den kriminelle underverden, men snart er han indblandet i en kamp, der gælder hans eget liv men også den eksisterende verdensorden.

 


 

Sort kamp – salt vand af Trine Juul Hansen
Alrune, 2018. – 216 sider
Mark lever på bunden af samfundet, her får man strafpoint for fx dårlige karakterer. Mark klarer med nød og næppe en læsetest, men lader sig provokere af Jon, diktatorens søn. Det sætter gang i en hæsblæsende handling, hvor Mark kæmper for overlevelse.

 


 

Algoritmen som åd sin skaber af Klaus Kjøller
Kjoeller.dk, 2018. – 196 sider
Satirisk historie om hvordan kunstig intelligens udvikler evnen til at fortælle historier og skrive romaner.

 


Krinoline & kedsomhed / red. Knud Larn

 

Krinoline & kedsomhed / red. Knud Larn
Science Fiction Cirklen, 2018. – 267 sider, illustreret
Antologi med 13 danske noveller der alle er skrevet indenfor steampunkgenren.

 


 

Skarabæens time af Kim Leine, illustreret af Søren Mosdal
Fahrenheit, 2018. – Ca. 140 sider, alle illustreret. – (Trojka, bind 1) 
Politibetjenten Throndr idømmes 16 års fængsel i de nordlige provinser for overlagt drab. Da en ukendt katastrofe rammer fangekolonien, er den stærke Throndr en af tre fanger, der overtager ledelsen af fængslet.

 


Fort Europa 2 af Freddy Milton

 

Fort Europa 2 af Freddy Milton
Limbo, 2014-, 2018. – 301 sider
Sofia og Markus er på deres farlige færd rundt i et postapokalyptisk Europa, og i en verden hvor mænds fertilitet er stærkt udfordret, fødes et sjældent drengebarn.

 


 

Møde af Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff, 2018. – 495 sider
Den aldrende akademiker Dr. Bennett med speciale i verdensrummet har aldrig fået den helt store karriere. En dag lander et rumskib og Bennett bliver udvalgt til at tale med de fremmede. Hvad vil de. Hvor kommer de fra? Skal de mødes med åbne arme eller blottede klinger?

 


 

Skæbnebrevet af Alexandra Nilsson
Facet, 2018. – 251 sider
I et forenet Europa bliver Maya og Max inddraget i en kamp mellem regeringen og oprørerne, efter de har åbnet deres Skæbnebreve – og ved præcist hvornår de skal dø.

 


 

Flugten af Christina Nordstrøm
mellemgaard, 2018. – 130 sider
16-årige Lara beslutter at redde sin bedstemor fra den død, som alle over 70 får i byen Toponia. Men det bliver en farlig færd, de to kommer på.

 


Mørke af Torben Pedersen

 

Mørke af Torben Pedersen
Saxo Publish, 2018.
En eksistentialistisk science fiction roman om kommunikation og viljen til fornægtelse. Fra en hekseafbrænding i 1500-tallet til den sidste sjæl på jorden trækkes der en rød tråd gennem et persongalleri, hvis skæbner og handlinger krydser hinandens spor og påvirker jordens endelige skæbne.

 


 

Mand uden skygge af Torbjørn Rafn
Banderole, 2018. – 186 sider
Fremtidsfortælling om et Danmark hvor alle skal opnå fuldkommen lykke. Den tidligere forfatter Torben falder dog udenfor lykkeskemaet, og der sættes aktivt ind fra Center for Lykke og Personlig Vækst for at få Torben til at blive lykkelig.

 


 

De ansatte af Olga Ravn
Gyldendal, 2018. – 134 sider
På det sekstusinde skib består besætningen af mennesker og menneskeligende ansatte. De har fået en række nye genstande om bord fra planeten Nyopdagelsen som de skal passe på, men besætningen begynder at udvikle dybe foruroligende forbindelser til disse genstande.

 


Søen af Henriette Rostrup, illustreret af Michael Schiøler Tingsgård

 

Søen af Henriette Rostrup, illustreret af Michael Schiøler Tingsgård
Fahrenheit, 2018. – 85 sider, alle illustreret
I et dystert København udspilles igennem et barns øjne en historie om overlevelse i en totalitær fremtid med interneringslejre, cirkulerende helikoptere, sortuniformerede patruljer og gadebørn, der lever i frygt og på flugt på Nørrebros gader.

 


 

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup
Turbine, 2018. – 154 sider
Alif har sammen med en flok andre børn søgt tilflugt i krematoriet i udkanten af byen, hvor de prøver at overleve uden de voksne der er ramt af sovesygen.

 


 

Virtropolis af Freddy E. Silva
Valeta, 2018. – 354 sider
Dystopi om en fremtid hvor befolkningen lever i store byer styret af medierne og megakoncerner.

 


 

Teotwawki : imens i Serbien – 99-2001 af Lars Skinnebach
Gyldendal, 2018. – Ca. 90 sider, illustreret i farver
Digte om de to sidste mennesker i en postapokalyptisk fremtid.

 


Udyr af Bjarke Sølverbæk

 

Udyr af Bjarke Sølverbæk
Jensen & Dalgaard, 2018. – 180 sider
En dag begynder Milles hund at tale, og snart har alle dyr et sprog. I takt med at dyrene begynder at tale, stiger frygten blandt befolkningen, og snart jages alle af dyrene.

 


 

Underjordisk himmel / red. Lise Andreasen
Science Fiction Cirklen, 2018. – 250 sider
Antologi med 12 nyere danske noveller der har det tilfælles at de har været nomineret til Niels Klim-prisen.

 


 

Rumhavne af Jonas Wilmann
Kaos, 2018. – 217 sider. – (Rummets guder, del 2)
Det er 3 år siden Miko og Drex flygtede fra deres hjemplanet. Men en dag støder Miko på en mulig ledetråd i hans jagt på guderne, og hans drøm om modstand vågner igen.

 


Den uægte af Jesper Wung-Sung , illustreret af Palle Schmidt

 

Den uægte af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt
Høst, 2018. – 104 sider
Tempofyldt grafisk roman om løb, store ambitioner, kærlighed og bedrag.

 


 

Dansk science fiction 2017

Dansk science fiction 2016

Den uægte af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt

Den uægte af Jesper Wung-Sung , illustreret af Palle Schmidt

Løb, kærlighed og bedrag er blandt ingredienserne i Den uægte, en graphic novel af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt

17-årige Joakim er ganske almindelig ung mand. Han bor hjemme hos sine forældre, har en sød kæreste ved navn Sheila – og så er han en ekstremt talentfuld løber.

Da han vinder et løb over den firedobbelte vinder og storfavorit, Mike McLean, bliver han efterfølgende kontaktet af en ukendt person, som ønsker, at Joakim skal skifte klub. Det vil Joakim dog ikke.

Men det er ikke så let at sige nej, for uanset hvor Joakim er, dukker den mystiske mand op. Så til sidst siger Joakim ja til et møde med mr. Wilson, og her får han et tilbud, han ikke kan modstå. Han får et stipendium til et eliteuniversitet for internationale sportsudøvere, og til gengæld skal han løbe for dem. Men også holde øje med en anden studerende, Jennifer Last, som skjuler en frygtelig hemmelighed.

Vi befinder os nemlig i fremtiden, hvor en krig er blevet udkæmpet, og Jennifer Last er den sidste overlevende fra fjendens side. Hun har integreret sig i samfundet, men mr. Wilson vil bruge Joakim til at eksponere og uskadeliggøre hende. Joakim siger ja, men opgaven viser sig langt fra at være let.

Det er ikke første gang, at Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt arbejder sammen. I 2016 udgav de Diego & Dolly, en graphic novel om kærlighed og besættelse. I Den uægte handler det om sport og ambitioner, men også om bedrag og spirende kærlighed.

Som sædvanligt – fristes jeg til at sige – leverer Jesper Wung-Sung en spændende historie, hvor slutningen i den grad overraskede mig. Palle Scmidts illustrationer er denne gang grove og nærmest skitseagtige. Her er ikke arbejdet med detaljerede baggrunde eller skarpe linjer i de sort/hvide stregtegninger. Ikke desto mindre formidler de historien effektivt, og skaber en slags dyster åndeløshed der passer til den grumme fortælling.

Jeg var godt underholdt af Den uægte, selvom jeg skyder mindst 30 år over målgruppen. Så hvis du også er til dystre fortællinger med uventede plot-twists og menneskelige dramaer, så giv Wung-Sung og Schmidts graphic novel en chance.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den uægte:

Udgivelsesår: 10.08.2018
Forlag: Høst & Søn, 104 sider
Omslag og illustrationer: Palle Schmidt

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle SchmidtFra bagsiden:
Diego & Dolly er en grafisk roman om den altoverskyggende kærlighed. En kærlighed, der kan få selv den mest grå og triste hverdag til at lyse op i den smukkeste røde farve. Diego og Dolly er det perfekte par. De er skabt til at være sammen. I al evighed.

For Diego findes der kun én ting i verden, der betyder noget – Dolly. Hun er hans store kærlighed, og han er overbevist om, at hun også elsker ham. Trods alt reddede han hendes liv til en premiere, og han har foræret hende et hav af gaver.

I en kort periode bliver Diego i tvivl om Dollys kærlighed. Men heldigvis overvinder kærligheden alt, og nu skal de snart være sammen for altid.

Jesper Wung-Sung har skrevet en vellykket novelle om en ung mands forelskelse i en kvindelig filmstjerne, der kammer over i en altopslugende besættelse. Historien får dog langt mere dybde, når illustrationerne kobles på, og i mine øjne er det bedste ved Diego & Dolly Palle Schmidts illustrationer. Holdt i grålig/hvide toner med glimt af pang rød der skaber lys i det grå, når Dolly er i nærheden.

På allerbedste vis  både understøtter og viderefører Palle Schmidts tegninger Wung-Sungs historie. Uskyldige sætninger får nyt liv via billedsiden, der lader Diegos stigende besættelse komme ud i lyset. Den lysende kærlighed forvandles til lysende vanvid, og til sidst slukkes lyset. Det er så flot lavet.

Jeg kan kun anbefale Diego & Dolly, og er du stadigvæk i tvivl, så se en smagsprøve her

Om Diego & Dolly:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 61 sider
Tegner: Palle Schmidt

Læs mere på Jesper Wung-Sungs og Palle Schmidts hjemmesider

Zam af Jesper Wung-Sung

Zam

Tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed, venskab – og zombier

Zam er en ganske almindelig dreng. Hver dag står han op, siger farvel til sin familie og går i skole, og efter skolen går han over i parken og hygger sig med at kigge på mennesker og egern, indtil han går hjem til sin familie igen om aftenen. Bortset fra at Zam slet ikke er en almindelig dreng. Han er nemlig en zombie, og selvom han er en klog og dygtig zombie, går det alligevel galt i skolen en dag, da hans evige plageånd driller ham med det forkerte én gang for meget.

Jesper Wung-Sung har skrevet en række fremragende ungdomsromaner, og ‘Zam’ føjer sig smukt til rækken.

I romanen er zombier en naturlig del af samfundet. De bor som familier i ghetto-områder, men enkelte arbejder eller går i skole som Zam.

Det er dog ikke alle, som bryder sig om, at zombierne er integreret i samfundet. Bl.a. er Zams veninde Sofie’s politiker-far meget imod zombierne, og gennem romanen bliver hans forslag til at adskille de to befolkningsgrupper mere og mere radikale, fra Z-mærkning hvor zombierne skal bære et stort Z tydeligt på tøjet, til oprettelse af lejre hvor zombierne kan gemmes af vejen under kummerlige forhold. Og det er ikke kun politikerne, der er imod zombierne. Selvtægtsbevægelsen Blå Himmel jagter og dræber zombier, først i det skjulte men siden på åben gade midt om dagen.

Midt i alt dette forsøger Zam at leve sit liv så normalt så muligt. Han vil gerne huske noget af sit liv, fra før han blev en zombie, og han prøver ihærdigt på at gøre sin familie mere menneskelige, selvom de hovedsageligt lever for at spise (råt kød) og se tv-serier, der foregår på hospitaler (for her er der ofte blod).

Historien om Zam er en fin og endda til tider rørende fortælling om at være anderledes og forsøge at passe ind, der samtidig rammer lige midt ned i tidens flygtninge- og migrant-debat. Jesper Wung-Sung trækker tråde til både nazisterne og Ku Klux Klan på zombie-modstandernes side, og selvom Zam rent faktisk overfalder og zombificerer en dreng fra klassen – godt nok stærkt provokeret – så får man alligevel ondt af ham, fordi han så gerne vil være en almindelig dreng, men ikke hører til hos hverken mennesker eller zombier.

Wung-Sung smider også referencer ind til både H. C. Andersen og Astrid Lindgren,  ligesom George A. Romero får en hilsen med på vejen. Zam holder nemlig vældig meget af at være i byens indkøbscenter, fordi lyset er så underligt, at alle andre også bliver blege og trætte at se på.

‘Zam’ er ikke en bloddryppende action fortælling, men en tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed og venskab, som endda kommer i en særdeles flot indpakning med illustrationer af fantastiske John Kenn Mortensen og et gennemført layout hvor der bogstaveligt talt er taget en bogbid.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk
ISBN-13: 9788763840095
Sideantal: 169
Forlag: Høst & Søn