Indlæg tagget med ‘Johanna Sinisalo’

Englenes blod af Johanna Sinisalo

Englenes blod af Johanna Sinisalo

Hvad har bidød i Nordamerika med kødproducenter i Finland at gøre? Få svaret i Johanna Sinisalos roman Englenes blod.

Vi befinder os i en nær fremtid. USA plages af fødevareruroligheder, efter at bestanden af bier er faldet drastisk på grund af pludselig bidød, Colony Collapse Disorder. I Finland passer Orvo Toivonoja sine bistader ved siden af jobbet som bestyrer for begravelsesforretningen ‘Afsejlingshavnen’.

En dag finder Orvo en død dronning i et tomt bistade. Det ser ikke ud til at bierne er sværmet, eller er væk af andre naturlige årsager, og Orvo frygter, at pludselig bidød nu er nået til Finland. Men før han får indregistreret sit fund, flytter andre begivenheder hans fokus fra det tomme stade.

Orvos søn, Eero, har lært kærligheden til bierne og naturen at kende fra sin far. Farfaren Ari har derimod et helt anderledes syn på dyr. Han har en fabrik med kvæghold og slagteri, og her gælder maksimum profit for minimale omkostninger uden tanke for dyrevelfærd. Et besøg på fabrikken som barn grundlægger Eeros modstand mod menneskets udnyttelse af produktionsdyr, som han skriver om på sin blog.

Orvo kender ikke til sønnens aktiviteter, men da politiet en dag dukker op, afsløres det, at Eero ikke nøjes med at skrive blogindlæg. Han arbejder aktivt for at stoppe udnyttelsen af produktionsdyr.

Finske Johanna Sinisalo er en fascinerende forfatter. Jeg har tidligere læst Solens kerne, der beskæftiger sig i fiktionsform med racehygiejne, kønspolitik og totalitarisme. I Englenes blod handler det om menneskets mishandling af vores jord. Hvordan vi gang på gang skaber ravage i klodens komplicerede økosystem, og hvordan det kan få katastrofale følger.

Historien springer mellem Orvos fortælling og Eeros blogindlæg i en blanding af tanker, skræmmende facts og hadske internet-kommentarer. Langsomt oprulles, hvad der skete den dag, Orvo fandt den døde bidronning, før vi når til den nærmest mytologiske slutning.

Jeg har tidligere læst Biernes historie af Maja Lunde, der også ser nærmere på betydningen af bier i vores verden. Det er nemlig ikke kun honning, vi må undvære, hvis bierne forsvinder. De bestøver også den mad, vi og produktionsdyrene spiser, så uden bier vil der hurtigt opstå hungersnød. Og desværre er de skræmmende beretninger om pludselig bidød som Sinisalo beskriver i romanen taget fra den virkelige verden.

Englenes blod er oprindeligt skrevet i 2011, og er således en af de romaner, der sparkede gang i cli-fi genren i 2010’erne. Det er en betagende og uhyggelig roman om klima og dyrevelfærd, men også en historie om kærlighed og håbet om en bedre fremtid. Som læser kan man ikke undgå at blive grebet af bogen, der svinger mellem sorg og vrede og sætter masser af tanker i gang om vores forhold til dyrene – og til mennesker med andre holdninger end os selv.

Uddrag af bogen:

Nogle uger efter hændelsen var Eero og jeg i et stort supermarked.

Kølediskene bugnede af okse, svin, lam, der var elg, rensdyr, antilope. Den ene røde dynge efter den anden, enorme stakke, som næsten nåede toppen af kølediskene, overflodsbjerge; de lå så langt øjet rakte, de dryppede af blod eller kødsaft efter dybfrysningen, i saftpølene spejlede de lydigt deres egen endegyldige destruktion. De poserede med ben, uden ben, som stege, fileter, koteletter, skanke.

Døde søgte de stadig vores øjne, anbragt forførende og æggende. En velhængt entrecotes dysterhed og gennemtænkte marmorering lokkede øjet, andetsteds var en svineskinkes hoftebue anbragt med sit sensuelle fedtlag i netop den rigtige vinkel. Hakkekød blev badet i bordelrødt lys. Let bedaget kød var blevet penslet med orange marinade som med en foundation, der skjuler ældningstegn.

Eero stoppede op foran en køledisk.

“Stykker af et dødt dyr.” Han sagde det højt, næsten trodsigt.

Jeg nåede ikke at sige noget, før en dame, der tog imod en hvid pakke fra en ekspedient, vendte sig om imod os.

“Føj. Sådan siger man da ikke.”

Eero så på hende, hans øjne var klare, uskyldige. “Hvorfor ikke?” spurgte han.

Kvinden så ikke på ham, men på mig. “De skulle tage at lære drengen, hvordan man taler om mad.” (side 69)

Andre skriver:

Litteratursiden:
’Englenes blod’ er nemlig et gennemarbejdet argument for et opgør med vores moderne livsstil, en moralsk løftet pegefinger, der forsøger at åbne vores øjne i forhold til menneskehedens syn på (og misbrug af) naturen. Men derudover er det en rørende historie om en far og søn og om, hvordan bierne på mange måder er nøglen til balance – både i livet og i døden. (Læs hele anmeldelsen HER)

Bogrummet:
‘Englenes blod’ er pirrende og lidt mystisk, men også hyggeligt hverdagsagtig, når vi hører om Orvos liv som forladt ægtemand, bedemand og bistadeholder. Her demonstrerer den flere gange prisbelønnede Sinisalo sin varme medmenneskelighed og livsvisdom. Men først og sidst er bogen en stærk og uafrystelig (og en lille smule nørdet) advarsel mod vores ubesindige måde at behandle naturen og dyrene på. Fremover vil denne let chokerede anmelder spise endnu flere grøntsager; og de skal være økologiske. (Læs hele anmeldelsen HER)

Skriv for livet:
Englenes blod er simpel skønhed, dyb sorg, storslåede naturbeskrivelser, stilhed, ensomhed, eftertænksom. Det er den stille skrift med de dybe undertoner, det er tusind ord i et, og det er litteratur, når litteraturen slår sine kronblade ud og viser sig i sit fulde flor. (Læs hele anmeldelsen HER)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Johanne Sinisalo har skrevet en rædselsvækkende roman om “den dag, bierne døde”, men med en let overnaturlig drejning, der gør romanen endnu mere gribende. En fantastisk og meget nutidig roman, der tager fat om mange af de temaer, der er i samfundsdebatten i dag. Meget velskrevet og elementært spændende.

Om Englenes blod:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Jensen & Dalgaard, 280 sider
Originaltitel: Enkelten verta, 2011
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs mere om cli-fi HER

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet
Oryx og Crake af Margaret Atwood
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Akerons porte af Niels E. Nielsen
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Solens kerne af Johanna Sinisalo

Solens kerne af Johanna SinisaloDa pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.

Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.

Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.

Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om Solens kerne. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt.

Sinisalo definerer Eusistokrati som: ”Den herskende samfundsorden i Finland, ’velfærdsstat’. Bygger på de latinske ord eu (god) og sistere (stå), bogstaveligt talt altså ’blive, forblive i en god tilstand’. Eksempel: ’I et eusistokratisk samfund er regeringens vigtigste opgave at fremme borgernes generelle velfærd og sundhed.’” (side 81) Og der er heller ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i forhold til religion.

Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt. Men hvordan er den tanke opstået? Udskift bil med kvinde i nedenstående citat og du har svaret.

Det her behøvede ikke engang at være flertallets vilje. Sommetider skal der ikke andet til end en tilpas højrøstet og toneangivende gruppe for at ændre verden til det, gruppens medlemmer vil have. Gruppen behøver ikke engang at være særligt stor. Det er nok, at nogle anfører deres egne personlige præferencer som den eneste rigtige sandhed, og med deres højrøstethed skaber det indtryk, at de har glemte og tilsidesatte masser bag sig. Det er nemt at få én, der har været tilfreds med tingenes tilstand, til at støtte en idé, som vedkommende selv kan få gavn af. Mange kunne leve fint uden en bil eller godt forstå, at det kræver anstrengelser at anskaffe sig en, og at man må gå på kompromis med nogle andre ting. Men hvis en tilpas kraftfuld gruppe konstant banker den tanke ind i hovedet på andre, at det er umuligt at leve uden en bil, at billøshed er en krænkelse af menneskerettighederne – hvor mange ville i den situation takke nej til de gratis biler, staten deler ud?” (side 264-265)

Solens kerne er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i en nær fremtid. Finland minder om George Orwells 1984 stat, blot med racehygiejne og kønspolitik dybt implementeret i styret.

Romanen er let at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo brugt racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger.

Jeg var måske ikke betaget af Solens kerne fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den gav i den grad stof til eftertanke.

Om Solens kerne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Jensen & Dalgaard, 347 sider
Omslag: RubArt
Originaltitel: Auringon ydin, 2013
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
1984 af George Orwell