december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘John Carpenter’

Filmåret 1978

Horsens Bibliotek fejrede Halloween med et filmarrangement, hvor jeg indledningsvis gav en kort indføring til filmåret 1978 set gennem gysets briller.

Filmåret 1978

Det er nok ikke gået mange gyserfans næser forbi, at John Carpenters slasher-klassiker Halloween har 40 års jubilæum i 2018. Det er bl.a. blevet fejret med David Gordon Greens Halloween 2018 hvor Jamie Lee Curtis er tilbage i rollen som Laurie Strode. Filmen er en direkte sequel til Carpenters oprindelige film fra 1978, og er ligesom originalen blevet en kæmpe succes. Som Jamie Lee Curtis stolt (med rette) fortalte sine fans:  “Biggest horror movie opening with a female lead. Biggest movie opening with a female lead over 55. Second biggest horror movie opening ever. Second biggest October movie opening ever. Biggest ‘Halloween’ opening ever.

Men der kom naturligvis også andre gode (og mindre gode) horrorfilm i 1978.

Filmåret 1978 i udvalg:

Attack of the Killer Tomatos
D: John De Bello (et remake af kortfilmen med samme navn fra 1976. Der kom efterfølgende tre film i Killer Tomatos-serien samt en spin-off tv-serie i 1990)
Se traileren

Coma
D: Michael Crichton (i 2012 instruerede Mikael Salomon en mini tv-serie, der ligesom 1978 spillefilmen er baseret på Robin Cooks roman)
Se traileren

Damien – Omen 2
D: Don Taylor (i 1976 instruerede Richard Donner den første film i Omen-serien. Den blev en kæmpe succes, og indtjente næste det dobbelte af sit budget allerede i åbningsweekenden. Donner havde ikke mulighed for at instruere efterfølgeren, så opgaven gik til Don Taylor, der bl.a. var kendt fra tv-serien Alfred Hitchcock Presents)
Se traileren

Dawn of the Dead
D: George A. Romero (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Fury
D: Brian De Palma (baseret på en roman af John Farris fra 1976. Farris stod også for filmens manuskript. Brian De Palma havde to år forinden haft stor succes med filmatiseringen af Stephen Kings roman Carrie, så The Fury blev hans anden film, hvor telekinese spillede en stor rolle)
Se traileren

Halloween
D: John Carpenter (læs mere nedenfor)
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers
D: Philip Kaufman (læs mere nedenfor)
Se traileren

I Spit On Your Grave
D: Meir Zarchi (læs mere nedenfor)
Se traileren

It Lives Again
D: Larry Cohen (efterfølger til It’s Alive fra 1974)
Se traileren

Jaws 2
D: Jeannot Szwarc (filmens tagline “Just when you thought it was safe to go back in the water…” blev en af de mest kendte og populære taglines i filmhistorien. Da Steven Spielberg var optaget af at lave Nærkontakt af anden grad, blev det i stedet Szwarc, der satte sig i instruktørstolen. Han var mest kendt fra tv, men havde i 1976 instrueret filmen Bug. Szwarc er stadig aktiv og har i nyere tid bl.a. instrueret episoder i tv-serier som Fringe, Supernatural og Bones)
Se traileren

The Legacy
D: Richard Marquand (filmen var Marquands spillefilmsdebut, tidligere havde han ‘kun’ instrueret til tv. Efterfølgende instruerede han flere kassesuccesser, ikke mindst Return of the Jedi i 1983)
Se traileren

Long Weekend
D: Colin Eggleston (filmen blev ikke en succes i hjemlandet Australien, men vandt internationalt flere priser. Bl.a. delte den Avoriaz Fantastic Film Festivals pris med Invasion of the Body Snatchers, ligesom den modtog Special Jury Prize på Paris Film Festival. I 2008 kom et remake af Long Weekend instrueret af Jamie Blanks)
Se traileren

Magic
D: Richard Attenborough (vandt Edgar Allan Poe Awards for Best Motion Picture)
Se traileren

Martin
D: George A. Romero (filmen blev ikke en stor økonomisk succes, men er efter sigende Romeros personlige favoritfilm)
Se traileren

Patrick
D: Richard Franklin (vandt Grand Prize på Avoriaz Fantastic Film Festival. Før filmen blev vist i USA, blev alle skuespillerne re-dubbed, hvilket gjorde australske Franklin så vred, at han overvejede at sagsøge distributøren.
Franklin har bl.a. også instrueret Psycho II samt F/X 2 – Farlige tricks. Det originale score til Patrick var lavet af den australske komponist Brian May, der også stod for musikken i de to første Mad Max film)
Se traileren

Piranha
D: Joe Dante (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Shout
D: Jerzy Skolimowsky (filmen var polske Skolimowskys britiske spillefilmsdebut, og den havde et bemærkelsesværdig elektronisk og avantgarde musikscore, hvor der angiveligt blev brugt 40 forskellige musiknumre. The Shout blev nomineret til Palme d’Or på Cannes Film Festival, og vandt sammen med Bye Bye Monkey juryens Grand Prize.
Se traileren

Summer of Fear
D: Wes Craven (blev oprindeligt lavet til tv under titlen Stranger in Our House, men blev så stor en succes at den blev udsendt i de europæiske biografer som Summer of Fear. Linda Blair, der spillede Regan i Exorcisten, har hovedrollen som Rachel Bryant)
Se traileren

The Toolbox Murders
D: Dennis Donnelly (i 2004 instruerede Tobe Hoober et remake)
Se traileren

Within the Woods
D: Sam Raimi (kortfilm – senere lavede Sam Raimi et remake med titlen Evil Dead)
Se filmen

Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på en dansk titel, der også bør være på listen, nemlig Draculas ring. Draculas Ring var en tv-miniserie på syv afsnit, der blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter. Serien var Danmarks Radios forsøg på at lave en gyserføljeton, omend resultatet snarere havde karakter af gyserkomedie.
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers, 1978Invasion of the Body Snatchers

Aftenens film var Invasion of the Body Snatchers, instrueret af Philip Kaufman. Filmen er et remake af Don Siegels film af samme navn, som bygger på Jack Finneys roman The Body Snatchers fra 1955. Don Siegels film ses af filmeksperter som en klassiker, mens Kaufmans film betragtes som et af filmhistoriens bedste remake.

Invasion of the Body Snatchers havde premiere i julen 1978, og endte med at indspille næsten 25 millioner dollars. Måske derfor blev Kaufmans remake ikke det sidste. I 1993 forsøgte Abel Ferrara sig med en filmatisering af Finneys roman, mens Oliver Hirschbiegels Invasion med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig kom i 2007.

Philip Kaufmans film udspiller sig i San Francisco, som rammes af en slags epidemi af vrangforestillinger, hvor hidtil rationelle mennesker påstår, at deres ægtefælle, barn osv. er blevet udskiftet af en kopi. Først bliver tilfældene slået hen, men efterhånden breder fænomenet sig, og sundhedsinspektøren Matthew Bennell og hans kollega Elizabeth Driscoll indser, at der er noget om snakken. Elizabeth opdager, at noget er galt med hendes mand, og kort efter overværer Matthew en ‘pods’ forpupning. Snart er det ikke kun et spørgsmål om at redde sig selv, men om hele menneskehedens fremtid.

Jack Finneys roman udkom i en efterkrigstid plaget af kommunistforskrækkelse, hvor den amerikanske senator Joseph R. McCarthy drev klapjagt på alle, som han mente, var involveret i en kommunistisk verdens-sammensværgelse. Da Kaufmans film kom i 1978 var det ligeledes en tid, hvor spændingerne mellem USA og USSR var voksende. Mange har derfor tolket historien som en metafor for kommunismen, idet de fremmede ‘pods’ var autoritære, følelseskolde, gudløse og autoritetstro. Alt det, mange amerikanere anså russerne for at være.

Finney skrev dog ikke sin roman ud fra en frygt for kommunismens udbredelse. Han gruede for, at de teknologiske fremskridt ville berøve os vores moralske værdier, qua den nyligt overståede verdenskrig og efterfølgende våbenoprustning. Og han frygtede for at moral og medmenneskelighed ville ende som ofre for: “a rush to modernize, bureaucratize, streamline and cellophane-wrap.” For ham betød sand menneskelighed at man udlevede “individuality to the fullest, express real feelings, and embrace the human values of pride, dignity, friendship, and love more strongly.” Netop disse egenskaber, som de fremmede ‘pods’ opsluger.

Men hvad gør Philip Kaufmans remake til den bedste film? Det kommer Mogens Høegsberg ind på i sin anmeldelse af filmen på Planet Pulp.

Dels har Kaufman flyttet filmens setting fra en lille by på landet til storbyen San Francisco. Finney lod handlingen udspille sig i et miljø, hvor alle kender alle, og dermed har gode chancer for at finde ud af, hvem der er sig selv, og hvem der er blevet til ‘pods’. Men Kaufman udnytter storbyens anonymitet. I San Francisco er alle mere eller mindre fremmede. Det er derfor umuligt at gennemskue, hvem der er forvandlet til ‘pods’. Det tilføjer historien en snigende paranoid stemning, der understøttes af en mere moderne klipning og brug af kamera: “filmen er simpelthen langt mere nervøst fortalt, end den meget klassiske filmede version fra 1956.”

Dels er jeg dybt imponeret over skuespillernes præstation, lige fra Donald Sutherland og Brooke Adams som henholdsvis Matthew og Elizabeth til Leonard Nimoys rolle som den usympatiske psykiater dr. Kibner, et eksempel på en menneskelig ‘pod’ allerede før forpupning.

Endelig er jeg også nødt til at fremhæve Philip Kaufmans slutning, som ikke følger Jack Finneys oprindelige oplæg. Den er dyster og ond og hæver Invasion of the Body Snatcher fra 1978 til klassikerstatus, selvom her er tale om et remake.

Halloween, 1978Halloween

Som nævnt i indledningen har også Halloween (Maskernes Nat) 40 års jubilæum i 1978. Filmen er instrueret af John Carpenter og skrevet i samarbejde med Debra Hill på blot 10 dage. Carpenter fortæller, at historien er baseret på en idé af Irwin Yablan, om en morder der stalker babysittere. Som udgangspunkt var titlen The Baby-sitter Murders, men siden foreslog Yablan at historien skulle udspille sig d. 31. oktober, idet Halloween kunne være en fængende titel til en exploitation-horror film.

Halloween fra 1978 blev lavet for et budget på blot 320.000 dollars, og den indtjente på verdensplan over 60 millioner dollars. Selvom der var udkommet slasherfilm før (f.eks. Black Christmas fra 1974, der sammen med Hitchcocks Psycho nævnes som inspirationskilde for Carpenter), så betragtes Halloween af mange som den første. Det står i hvert fald over al tvivl, at den har affødt en række gyserklicheer, som er blevet gentaget i et hav af gysere siden. Ikke mindst temaet om at vækkelsen af seksualiteten fører til den bogstavelig død for personerne (og ikke blot et tab af uskylden).

Også filmens score fortjener at blive nævnt. Halloween blev filmet og klippet i løbet af ca. et halvt år, og først herefter kom musikken på. Carpenter fortæller, at han viste filmen uden musik til en ansat hos 20th Century-Fox, da den var færdig. Hun var langt fra imponeret, så han blev klar over, at han måtte “save it with the music.”

John Carpenter skrev selv scoret, og selve indspilningen tog to uger. Om resultatet siger han: “There is a point in making a movie when you experience the final result. For me, it’s always when I see an interlock screening of the picture with the music. All of a sudden a new voice is added to the raw, naked-without-effects-or-music footage. The movie takes on it’s final style, and it is on this that the emotional total should be judged. Someone once told me that music, or the lack of it, can make you see better. I believe it.” Et er i hvert fald sikkert, Halloween er et af de mest ikoniske scores i filmhistorien.

Filmen udspiller sig i den opdigtede midtvestlige by, Haddonfield i Illinois, hvor den 6-årige Michael Myers myrder sin storesøster. 15 år senere flygter han fra et psykiatrisk hospital og vender tilbage til sin fødeby, hvor han forfølger teenageren Laurie Strode og hendes venner under halloween. Myers psykiater Dr. Sam Loomis følger efter ham til Haddonfield for at forsøge at stoppe ham, men Myers mordertogt ruller allerede.

At Halloween står som en klassiker i dag, er der mange grunde til. Én af dem er Michael Myers figuren. Som Martin Jürgensen skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp, er Myers inkarnationen af den rene ondskab.

I vandrehistorierne er psykopaten en endimensionel karakter, der ikke fylder ret meget, da han sådan set bare skal møde op og gøre sine ugerninger. Det har Carpenter og Debra Hill taget til sig i filmens manuskript, men de er gået et skridt videre. Michael Myers har absolut ingen personlighed. Tavs som graven myrder han teenagerne, og vi forstår ikke hvorfor. Er det had, jalousi eller seksuel frustration der driver værket? Landet ligger åbent for fortolkninger, hvilket bliver tydeligt hvis man blot læser et par analyser af Halloween, hvor Myers udlægges vidt forskelligt. Sam Loomis, psykologen, understreger flere gange, at der intet menneskeligt er i Michael Myers. Han er ren ondskab, og der eksisterer ingen formildende omstændigheder. Nærmest for at understrege dette arketypiske, næsten religiøse, forhold til ondskab, bærer psykopaten en helt snehvid maske.”

Ligeledes perfektionerer Carpenter brugen kameraet i filmen, lige fra den overvejende brug af håndholdt kamera til den subjektive kameraføring hvor han lader Myers betragte sine ofre med lange dvælende, nærmest voyeuristiske blikke. Den tavse skikkelse emmer af uforløst rædsel, der bare venter på at bryde fri. Og det er det, der er så fremragende, for af en slasherfilm er Halloween faktisk ret blodfattig med kun tre mord. Men truslen hænger konstant over publikum, hvis fantasi ender med at skabe langt mere grufulde billeder, end nogen filminstruktør kan.

I 2006 blev filmen indsat i USA’s National Film Registry af Librarian of Congress som værende af stor “kulturel, historisk og æstetisk betydning.”

Serien + spinoffs:

Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal
Halloween, 2007. D: Rob Zombie
Halloween II, 2009. D: Rob Zombie
Halloween – Awakening: The Legacy of Michael Myers, 2012. D: Michael Leavy
Halloween, 2018. D: David Gordon Green

Piranha

I 1975 havde Steven Spielberg stor succes med Jaws. Den succes affødte en lang række film, der mere eller mindre åbenlyst lagde sig i kølvandet på hajgyseren, som alene i USA har indspillet 260 millioner dollars ifølge Box Office Mojo. Blandt disse kølvandsryttere var Piranha fra 1978, der er Joe Dantes debut som instruktør.

Piranha (Rædsler i dybet) mikser gys med grin i en vellykket satire skabt på et budget på blot 600.000 dollars. Filmen blev produceret af Roger Corman – kongen af B-film – og blev en økonomisk succes med en indtjening på 16 millioner dollars på verdensplan og en status som kultfilm i eftertiden. Ifølge IMDB overvejede Universal Studios at sagsøge New World for at forhindre Piranha i at udkomme, men Steven Spielberg havde set filmen og var vild med den, så forbuddet blev droppet.

Filmen udspiller sig ved Lost River Lake i Texas. To teenagere er forsvundet, og det viser sig at hænge sammen med nogle bizarre eksperimenter med muterede piratfisk. Ved et skæbnesvangert uheld slipper piratfiskene ud i den tilstødende flod, og nu er gode råd dyre, for de blodstørstige og genmanipulerede fisk bevæger sig mod den lokale lejrskole.

Piranha er ikke et mesterværk i ordets bogstavelige forstand, men den er vellykket underholdning. Som Jacob Krogsøe skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Man har lidt fornemmelsen af, at Piranha er ”bedre end den fortjener” – selv om det i sig selv lyder lidt underligt. Måske er det mere tydeligt, hvis jeg sammenligner det med en stegt medister hos pølsevognen, der smager af gourmet. Lad os se nærmere på det. Cormans B-filmsaftryk er tydeligt: Der er bryster, lidt splat, plat humor og en over the top handling. Og man har ikke mindst kopieret tydeligt fra andre værker. Alt det vi elsker Cormans produktioner for. Men i Piranha levereres plagiatet med et ekstra glimt i øjet.”

Jeg er helt enig, og forstår godt at Spielberg har kaldt den for “the best of the JAWS (1975) rip-offs.

Joe Dante har senere lavet film som The Howling i 1981 samt ikke mindst Gremlins og Gremlins – det nye kuld fra henholdsvis 1984 og 1990. Derudover har han også instrueret to episoder i serien Masters of Horror.

Serien + spinoffs

Piranha Part Two: The Spawning, 1981. D: James Cameron
Piranha, 1995. D: Scott P. Levy
Piranha 3D, 2010. D: Alexandre Aja
Piranha 3DD, 2012. D: John Gulager

I spit on your grave, 1978I Spit On Your Grave

Filmen blev oprindeligt udgivet under titlen Day of the Woman, men fik en dårlig modtagelse. Distributøren Jerry Gross omdøbte den derfor og sendte den ud igen i 1978 som I Spit on Your Grave. Denne gang fik filmen mere opmærksomhed i medierne, hvor bl.a. den kendte filmanmelder Roger Ebert talte meget stærkt imod den.

I Spit on Your Grave er en rape-and-revenge exploitation horror film, skrevet, instrueret og produceret af israelske Meir Zarchi.

Filmen handler om en kvindelig forfatter, der under en sommerferie bliver voldtaget og efterladt som død af fire lokale mænd. Men kvinden overlever og vender tilbage for at tage en grusom hævn.

Filmen er kendt for sin meget kontroversielle skildring af ekstrem grafisk vold, især de lange skildringer af voldtægten, der varer næsten 25 minutter. Da I Spit on Your Grave blev genudgivet, fik den mærkatet “video nasty” i Storbritannien, hvor den også var et mål for censur af filminstruktionsorganer.

Den britiske feminist Julie Bindel var på barrikaderne mod filmen, da den udkom. Siden ændrede hun dog standpunkt og har udtalt, at hun nu anser den for at være “a feminist film”.

I 2010 kom et remake af filmen, og siden er der også lavet flere sequels: I Spit on Your Grave 2 (2013) og I Spit on Your Grave III: Vengeance Is Mine (2015).

Filmen anses stadig som meget kontroversiel selv i dag. Nogle betragter den som en af de værste film, der nogensinde lavet. For andre har kontroverssen ført til, at den betragtes som en kultklassiker.

Om baggrunden for at lave filmen fortæller Zarchi, at han blev inspireret efter at have hjulpet en ung kvinde, der var blevet voldtaget. Han og en ven så kvinden kravle nøgen, blodig og forslået ud af buskadset i en park, og de hjalp hende til politiet, som ikke var særligt hjælpsomme eller forstående.

I Spit on Your Grave er ikke den første film om voldtægt, der har sat sindene i kog i offentligheden. Wes Cravens debutfilm Last House on the Left indeholder også grove scener, men her er det ikke ofret selv, der får hævn, men forældrene der udøver selvtægt.

Uanset om man bryder sig om filmen eller ej, er der ingen tvivl om, at den har efterladt et solidt fingeraftryk på filmhistorien.

Serien + spinoffs:

Day of the Woman aka I Spit on Your Grave, 1978. D: Meir Zarchi
I Spit on Your Grave, 2010. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 2, 2013. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 3: Vengeance Is Mine, 2015. D: R.D. Braunstein

Dawn of the Dead, 1978Dawn of the Dead

Få filminstruktører har vist haft så stor indflydelse på populærkulturen som George A. Romero, der med sin zombie-serie nærmest opfandt subgenren.

I 1968 udgav han Night of the Living Dead, der er blevet en af de største successer blandt independent film. 10 år efter kom så Dawn of the Dead, der fik den danske titel Zombie – Rædslernes morgen. Med et budget på blot 650.000 dollars og en international indtjening på 55 millioner dollars blev også denne et kæmpe box office hit. Men måske endnu vigtigere blev den en popkulturel reference, som alle – også folk der ikke har set filmen – kender til.

Filmen udspiller sig efter begivenhederne i Night of the Living Dead, hvor de døde pludselig rejste sig og angreb de levende. Vi følger fire overlevende, som søger tilflugt i et indkøbscenter. I starten går det godt, men efterhånden begynder der at komme spændinger i gruppen. Og da en motorcykelbande invaderer deres skjulested, er det ikke kun de levende døde, de overlevende må kæmpe imod.

Filmen er som sagt instrueret af George A. Romero, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med den italienske filminstruktør Dario Argento. Hvor Night of the Living Dead viste de dødbringende konsekvenser af zombierne i et mikromiljø, vises effekten her i Dawn og the Dead i stor skala, hvor samfundet bryder sammen. Men hvor Night of the Living Dead var meget dyster, er der mere humor i Dawn og the Dead. Det greb er meget bevidst, idet Romero ønskede en mere tegneserie-agtig filmstil.

MPAA ville i første omgang rate filmen X, men Romero, som vidste, at det oftest var hard core porno, der fik den rating, kæmpede imod. Det lykkedes ham til sidst at overtale distributørerne til at frigive filmen uden rating. Dog kom der på alle reklamer og trailere en fraskrivelse af ansvar, der fortalte, at der godt nok ikke var eksplicit sex i filmen, men til gengæld var den så voldsom, at den var forbudt for børn og unge under 17 år.

Tom Savini, der stod for zombiernes makeup, havde været udsendt i Vietnam som krigsfotograf. Oplevelserne her havde stor indflydelse på de blodige og grusomme effekter i filmen, idet Savini groft sagt genskabte virkelighedens rædsler med special effekts.

Selve optagelserne forløb over fire måneder fra slutningen af 1977 til foråret 1978. Det meste blev optaget i Monroeville Mall, hvor Romero kendte ejeren. Holdet fik lov til at filme om natten, når indkøbscenteret var lukket, så optagelserne fandt sted mellem kl. 22 om aftenen til kl. 6 om morgenen.

I 2008 blev Dawn of the Dead sammen med Night of the Living Dead udvalgt af Empire Magazine som to af de 500 bedste film gennem alle tider.

Også filmkritiker Roger Ebert var begejstret for filmen, som han i sin anmeldelse beskriver som: “…one of the best horror films ever made — and, as an inescapable result, one of the most horrifying. It is gruesome, sickening, disgusting, violent, brutal and appalling. It is also (excuse me for a second while I find my other list) brilliantly crafted, funny, droll, and savagely merciless in its satiric view of the American consumer society. Nobody ever said art had to be in good taste.

Ebert kommer senere i anmeldelsen ind på, at nogle sikkert vil mene, at filmen er fordærvet og forkvaklet pga. de blodige og voldsomme scener. Men – som Ebert påpeger – filmen er ikke forkvaklet, den handler om det forkvaklede. Ser man videre end zombiernes blodige adfærd, så viser filmen netop forbrugersamfundets fordærv. Zombierne æder mennesker, fordi det er deres natur. Men menneskene overfalder hinanden, fordi de vil have andres ting!

Jacob Krogsøe siger det helt perfekt i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Her er filmen, som i mine øjne nok er den bedste zombiefilm nogensinde – og i min bog står den faktisk også højt på listen over mine favoritfilm i det hele taget. Den kombinerer en dyster handling, den politiske kommentar, gys og exploitation-elementerne på en måde, der løfter det hele op på et niveau hvor man får julelys i øjnene.” Jeg kunne ikke være mere enig.

Serien + spinoffs

Night of the Living Dead, 1968. D: George A. Romero
Dawn of the Dead, 1978. D: George A. Romero
Day of the Dead, 1985. D: George A. Romero
Land of the Dead, 2005. D: George A. Romero
Diary of the Dead, 2007. D: George A. Romero
Survival of the Dead, 2009. D: George A. Romero
Night of the Living Dead, 1990. D: Tom Savini
Night of the Living Dead 3D, 2006. D: Jeff Broadstreet
Night of the Living Dead: Resurrection, 2012. D: James Plumb
Dawn of the Dead, 2004. D: Zack Snyder
Day of the Dead, 2008. D: Steve Miner
Day of the Dead: Bloodline, 2018. D: Hèctor Hernández Vicens

Kilder:

IMDB

Planet Pulp

Wikipedia

AMC Filmsite

Box Office Mojo

Gadfly Online

U Discover Music

In the Mouth of Madness

Jeg så “In the Mouth of Madness”, mens jeg læste i Aalborg, og jeg husker følelsen af dyb uro bagefter, men jeg kunne ikke huske så meget som et minut af filmen. Derfor har jeg længe forsøgt at finde den igen, men først for nyligt lykkedes det mig. Nu har jeg så genset John Carpenters film fra 1995, og puha – følelsen af uro er ikke blevet mindre med årene.

John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.

Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.

“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.

Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: “The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts “The Dunwich Horror“. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.

Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.

Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).

“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg til gengæld absolut ikke begejstret for.

Jeg har efterfølgende læst flere anmeldelser, og de er meget blandede vedrørende kvaliteten af “In the Mouth of Madness”. Roger Ebert skriver f.eks.: “The movie starts out with lots of intriguing ideas, and then sidesteps most of them in order to provide a special effects side show that looks inspired by the “Nightmare on Elm Street” series.” Og så mener han i øvrigt, at “Wes Cravens New Nightmare” hvor det er en gyserfilm, der rækker ind i virkeligheden, er langt mere original. Men okay – Ebert har også kun bidt mærke i de åbenlyse Stephen King referencer, der også findes i “In the Mouth of Madness”.

Best Horror Movies kalder filmen for “Superb” og fortsætter: “Carpenter has been called the “Master of Atmosphere” because of his ability to use music and visuals with out having to resort to excessive gore to scare the pants off of you. I agree with this assessment and In the Mouth of Madness is a great example of this ability and is one of the reasons why Carpenter is one of the best horror directors out there.”

Lars Gorzelak fra Uncut.dk giver Best Horror ret, idet han i sin anmeldelse skriver: “In the Mouth of Madness er efter min mening en af de mest originale og eksperimenterende horror-film, som er blevet produceret fra amerikansk mainstream-side i 1990erne.

Og jeg er enig med Lars! “In the Mouth of Madness” er skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1995

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Besøg John Carpenters hjemmeside

Pro-life

I første sæson af Masters of Horror instruerede John Carpenter film “Cigarette burns”, som jeg ikke var specielt vild med. Her i anden omgang står han bag “Pro-life”, som befinder sig i en helt anden boldgade.

Alex og Kim arbejder på en abortklinik, og på vej på arbejde er de lige ved at køre en ung kvinde ned. De tager hende med for at sikre sig, at hun er uskadt, men da de kommer hen til klinikken, viser det sig, at hun er gravid, og at hun ønsker en abort. Og det viser sig også, at hendes far (Ron Perlman) er en indædt abort-modstander, som har fået et politi-tilhold mod at vise sig i nærheden af klinikken. Men nu holder han udenfor lågen – og han kører ikke igen uden sin datter…

“Pro-life” er ikke et indlæg i diskussionen om abort, siger John Carpenter i ekstra-materialerne. Det er en monsterfilm, som tilfældigvis foregår i det miljø. Og i mine øjne er det en rigtig uhyggelig og vellavet film.

Ron Perlman spiller rollen som faderen fremragende. Han har retten på sin side, og Gud har fortalt ham, hvad han skal gøre – ergo gør han det uden at stille spørgsmålstegn. Overfor ham står overlægen på klinikken (Bill Dow), som nægter at lade abortmodstanderne vinde. Han vil hellere dræbe dem end overgive sig. Og fanget i midten er datteren Angelique (Caitlin Wachs), som ønsker en abort, selvom hun elsker sin far og tror på Gud. Hun ved nemlig, at fostret inde i hende er ondt.

John Carpenter har lavet en film, hvor personerne føles helt virkelige, og hvor historien bliver mere og mere grum. Det er faktisk en lettelse, da monstret endelig dukker op, for det er lettere at hade en dæmon fra helvedet end både faderen og doktoren og de øvrige personer, selvom de undervejs begår forfærdelige gerninger. Og så indeholder slutningen alligevel et glimt, som sætter spørgsmålstegn ved, om selv de tydeligt onde måske alligevel ikke er helt så entydige.

Selvom “Pro-life” kun varer ca. 60 minutter, så synes jeg, at John Carpenter med denne film er helt på højde med nogen af sine bedste spillefilm, som fx “The fog” og “The thing“.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på horrorsiden.dk

Halloween

HalloweenI går genså jeg John Carpenters klassiker Halloween fra 1978. Den satte nye standarder for gyserfilm, og har da også indspillet en hel del efterfølgere.

Jamie Lee Curtis spiller dydsmønstret Laurie, som skal passe børn til halloween, mens veninderne forlyster sig med deres kærester. Men denne halloween kommer boogey manden til Haddonfield. Morderen Michael Myers har i mange år været indespærret på en psykiatrisk institution, men han stikker af og tager tilbage til hjembyen Haddonfield. Og nu er han opsat på at myrde så mange så muligt.

Michael Myers er den personificerede ondskab, og den hvide maske og hans totale tavshed er med til at opretholde uhyggen. Han dukker pludselig op og forsvinder igen, og selvom han bliver skudt og dolket, så er han ikke at finde, når filmen er slut. På den måde er han et godt monster til en serie.

Selve opbygningen af uhyggen fungerer også godt. Publikum skaber egentlig det meste uhygge, for det er først til allersidst, at vi får alvor ser Michael i aktion. Indtil da kører Carpenter på stemningsopbygning via klipning og sceneskift, og det fungerer super godt. At jeg så blev træt af pigernes fnidder, er en anden sag.

Fordi Halloween har været forbillede for så mange andre film, kan det godt føles som om, det hele er set før. Men det var det jo ikke til premieren, og derfor holder den stadigvæk.

Læs også Sleazehounds gode analyse af Halloween

Om filmen:

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1978

Serien og spinoffs:
Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal
Halloween, 2007. D: Rob Zombie
Halloween II, 2009. D: Rob Zombie
Halloween – Awakening: The Legacy of Michael Myers, 2012. D: Michael Leavy
Halloween, 2018. D. David Gordon Green

The fog

The fogEn tur i Stereo Studie for nogle dage siden endte med en fyldt bærepose, som det ofte gør, når jeg vover mig derind. De har stort set altid en masse sjove, gamle, gode og dårlige gysere til næsten ingen penge. En af filmene som endte hjemme hos mig, var John Carpenters klassiker The fog fra 1980, og da det efterhånden er en del år siden, jeg så den første gang, var jeg spændt på, om den kunne leve op til mine minder. Det kunne den!

I kystbyen Antonio Bay gør man klar til at fejre 100 års fødselsdagen for grundlæggelsen, men natten op til overraskes en fiskekutter pludselig af en tæt tåge ude på havet, og ud af tågen kommer – noget.

Dagen efter går festen i gang, men som aftenen skrider frem, kommer tågen rullende igen, og det viser sig, at de grundlæggere, man fejrer, i virkeligheden var tyve og mordere, og deres ofre kommer nu tilbage for at få hævn.

Jeg blev overrasket over, hvor god filmen stadig er. Som sagt er den fra 1980, og der er jo sket utrolig meget med special effect siden, men ikke desto mindre virker tågen stadig skræmmende, når den ruller gennem byens gader, og de våde spøgelser, som hjemsøger byen, holder stort set også. Måske fordi John Carpenter ikke har ladet sig lokke til at vise dem overdrevet frem.

I modsætning til The howling som jeg så forleden og synes virker meget 80’er agtig i sit udtryk, så er The fog langt mindre fanget af sin tid. Den står som en solid film med gode effekter og ordentligt skuespil, og det tror jeg har noget at gøre med, at Carpenter meget af tiden underspiller det uhyggelig frem for at forsøge at stoppe det ned i halsen på seeren.

I ekstra materialerne fortæller Carpenter, hvordan de kort før filmen skulle udkomme, var nødt til at tilføje en masse ekstra scener, fordi den simpelthen ikke var uhyggelig nok. Mange af de tilføjede scener var med spøgelserne, men selvom de blev mere eksplicitte i forhold til hans første udkast, så synes jeg stadig, at de langt hen ad vejen mere antydes end udpensles. En anden detalje, som Carpenter afslører, er, at man oprindelig ikke havde regnet med at skulle slå særlig hårdt på, at Jamie Lee Curtis var med i filmen. Men da Halloween blev sådan en kæmpesucces, ville filmselskabet have hendes navn i top for at lokke folk ind at se The fog.

The fog blev ikke umiddelbart så stor en succes som Halloween, men tiden har vist, at også The fog står som en klassiker – og efter min mening er det en bedre film.

Jeg har ikke set genindspilningen fra 2005, men jeg har svært ved at forestille mig, at den kan bidrage med noget, som gør The fog bedre eller mere uhyggelig end originalversionen, som iøvrigt også har en af de fedeste themesongs.

Om filmen:

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1980

Også omtalt på horrorsiden.dk

Prince of darkness

Prince of DarknessJeg burde snart vide, at når der står “Et rædselsorgie …” på bagsiden af en film, så er den netop IKKE et rædselsorgie. Og jeg vil heller ikke påstå, at Prince of darkness er et af John Carpenters mesterværker.

For en gang skyld er Satans genkomst nær. Hans søn er ved at udklækkes under en forfalden kirke midt i Los Angeles. Fader Loomis får professor Howard Birack (Victor Wong) til at samle et hold studerende, som videnskabeligt skal bevise, hvad der foregår, så folk vil tro på ham. Men – selvfølgelig får alt tumulten vækket det onde, og snart smutter de studerende én efter én. Lykkes det mon for dem at stoppe ondskaben? Tjah, gæt selv…

Om Prince of darkness:

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1987
Tagline: Before man walked the earth…it slept for centuries. It is evil. It is real. It is awakening.

Ghosts of Mars

Ghosts of MarsBetjent Melanie Ballard (Natasha Henstridge) skal sammen med sin gruppe hente en farlig forbryder (Ice Cube) i en lille mineby på Mars. Men da de når frem, virker byen uddød, og det viser sig snart, at noget er helt galt med de få overlevende, de finder. Historien accelerer frem mod det punkt, hvor alle de overlevende må slå sig sammen for at kæmpe sig fri af minebyens tidligere indbyggere.

John Carpenter er manden bag “Halloween“, “The fog“, “In the mouth of madness” og mange andre gysere. I “Ghosts of Mars” bevæger han sig over i scifi-gyseren. Her er ikke brugt mange penge på hverken kulisser, lønninger eller et godt manuskript, og jeg var ikke imponeret. Selv Pam Grier, som har en mindre rolle som commandor Braddock, viser ikke rigtig klasse. Men der bliver sparket r.. og visse effects kan også give et lille kick, så er der ikke andet i fjernsynet, er “Ghosts of Mars” en mulighed.

Om “Ghosts of Mars”:

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 2001
Tagline: It’s their planet… we are the aliens

John Carpenter

John CarpenterFødt i 1948 i New York.

John Carpenter slog igennem i 1978 med “Halloween” med bl.a. Jamie Lee Curtis på rollelisten. Det blev en af de største økonomiske succeser lavet udenfor et Hollywoodstudie nogen sinde, og den satte gang i den stribe af ‘mad-slasher’ film, der er fortsat helt ind i det nye årtusind. “Halloween” indeholder det morderne gys’ blod, indvolde og fysiske chok, men dens kerne og struktur er så gammel som Grimm’s eventyr. Carpenter udtrykker det selv således: “Halloween is an old country fair haunted house movie”.

John Carpenter har, modsat f.eks. Coppola og Scorsese som startede med at øve sig i gysergenren og derefter forlod den til fordel for mere mainstream film, forholdt sig trofast overfor genren. Han laver gerne film om de film, han har holdt mest af og som har haft størst indflydelse på ham under hans opvækst, og han gør ingen hemmelighed ud af kilderne til sin inspiration. Før “Halloween” havde han lavet “Assault on Preinct 13” (1976), som i bund og grund er en nyindspilning af Howard Hawk’s “Rio Bravo” (1959). En anden film er “Someone’s Watching Me” (1978) som låner kraftigt fra Hitchcock’s “Rear Window” (1954).

Carpenter’s næste projekt var “The Fog” (1980). Det blev ikke en øjeblikkelig succes som “Halloween”, men den indeholder flere mindeværdige scener og er med tiden blevet en klassiker.

I 1982 lavede John Carpenter endnu en nyindspilning af en gammel klassiker “The Thing”. Den bygger ikke på filmen fra 1957 men på den oprindelige novelle af John W. Campbell Jr. fra 1938 “Who goes there?”. “The Thing” indeholder flotte special effects, og er en effektiv klaustrofobisk fortælling om terror med masser af fysiske gys undervejs.

Af Carpenter’s andre film kan nævnes “Escape from New York” (1981), “Christine” (1983) og “In the Mouth of Madness” (1995).

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty