november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘John Carpenter’

In the Mouth of Madness

Jeg så “In the Mouth of Madness”, mens jeg læste i Aalborg, og jeg husker følelsen af dyb uro bagefter, men jeg kunne ikke huske så meget som et minut af filmen. Derfor har jeg længe forsøgt at finde den igen, men først for nyligt lykkedes det mig. Nu har jeg så genset John Carpenters film fra 1995, og puha – følelsen af uro er ikke blevet mindre med årene.

John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.

Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.

“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.

Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: “The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts “The Dunwich Horror“. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.

Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.

Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).

“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg til gengæld absolut ikke begejstret for.

Jeg har efterfølgende læst flere anmeldelser, og de er meget blandede vedrørende kvaliteten af “In the Mouth of Madness”. Roger Ebert skriver f.eks.: “The movie starts out with lots of intriguing ideas, and then sidesteps most of them in order to provide a special effects side show that looks inspired by the “Nightmare on Elm Street” series.” Og så mener han i øvrigt, at “Wes Cravens New Nightmare” hvor det er en gyserfilm, der rækker ind i virkeligheden, er langt mere original. Men okay – Ebert har også kun bidt mærke i de åbenlyse Stephen King referencer, der også findes i “In the Mouth of Madness”.

Best Horror Movies kalder filmen for “Superb” og fortsætter: “Carpenter has been called the “Master of Atmosphere” because of his ability to use music and visuals with out having to resort to excessive gore to scare the pants off of you. I agree with this assessment and In the Mouth of Madness is a great example of this ability and is one of the reasons why Carpenter is one of the best horror directors out there.”

Lars Gorzelak fra Uncut.dk giver Best Horror ret, idet han i sin anmeldelse skriver: “In the Mouth of Madness er efter min mening en af de mest originale og eksperimenterende horror-film, som er blevet produceret fra amerikansk mainstream-side i 1990erne.

Og jeg er enig med Lars! “In the Mouth of Madness” er skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1995

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Besøg John Carpenters hjemmeside

Pro-life

I første sæson af Masters of Horror instruerede John Carpenter film “Cigarette burns”, som jeg ikke var specielt vild med. Her i anden omgang står han bag “Pro-life”, som befinder sig i en helt anden boldgade.

Alex og Kim arbejder på en abortklinik, og på vej på arbejde er de lige ved at køre en ung kvinde ned. De tager hende med for at sikre sig, at hun er uskadt, men da de kommer hen til klinikken, viser det sig, at hun er gravid, og at hun ønsker en abort. Og det viser sig også, at hendes far (Ron Perlman) er en indædt abort-modstander, som har fået et politi-tilhold mod at vise sig i nærheden af klinikken. Men nu holder han udenfor lågen – og han kører ikke igen uden sin datter…

“Pro-life” er ikke et indlæg i diskussionen om abort, siger John Carpenter i ekstra-materialerne. Det er en monsterfilm, som tilfældigvis foregår i det miljø. Og i mine øjne er det en rigtig uhyggelig og vellavet film.

Ron Perlman spiller rollen som faderen fremragende. Han har retten på sin side, og Gud har fortalt ham, hvad han skal gøre – ergo gør han det uden at stille spørgsmålstegn. Overfor ham står overlægen på klinikken (Bill Dow), som nægter at lade abortmodstanderne vinde. Han vil hellere dræbe dem end overgive sig. Og fanget i midten er datteren Angelique (Caitlin Wachs), som ønsker en abort, selvom hun elsker sin far og tror på Gud. Hun ved nemlig, at fostret inde i hende er ondt.

John Carpenter har lavet en film, hvor personerne føles helt virkelige, og hvor historien bliver mere og mere grum. Det er faktisk en lettelse, da monstret endelig dukker op, for det er lettere at hade en dæmon fra helvedet end både faderen og doktoren og de øvrige personer, selvom de undervejs begår forfærdelige gerninger. Og så indeholder slutningen alligevel et glimt, som sætter spørgsmålstegn ved, om selv de tydeligt onde måske alligevel ikke er helt så entydige.

Selvom “Pro-life” kun varer ca. 60 minutter, så synes jeg, at John Carpenter med denne film er helt på højde med nogen af sine bedste spillefilm, som fx “The fog” og “The thing“.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på horrorsiden.dk

Halloween

HalloweenI går genså jeg John Carpenters klassiker Halloween fra 1978. Den satte nye standarder for gyserfilm, og har da også indspillet en hel del efterfølgere.

Jamie Lee Curtis spiller dydsmønstret Laurie, som skal passe børn til halloween, mens veninderne forlyster sig med deres kærester. Men denne halloween kommer boogey manden til Haddonfield. Morderen Michael Myers har i mange år været indespærret på en psykiatrisk institution, men han stikker af og tager tilbage til hjembyen Haddonfield. Og nu er han opsat på at myrde så mange så muligt.

Michael Myers er den personificerede ondskab, og den hvide maske og hans totale tavshed er med til at opretholde uhyggen. Han dukker pludselig op og forsvinder igen, og selvom han bliver skudt og dolket, så er han ikke at finde, når filmen er slut. På den måde er han et godt monster til en serie.

Selve opbygningen af uhyggen fungerer også godt. Publikum skaber egentlig det meste uhygge, for det er først til allersidst, at vi får alvor ser Michael i aktion. Indtil da kører Carpenter på stemningsopbygning via klipning og sceneskift, og det fungerer super godt. At jeg så blev træt af pigernes fnidder, er en anden sag.

Fordi Halloween har været forbillede for så mange andre film, kan det godt føles som om, det hele er set før. Men det var det jo ikke til premieren, og derfor holder den stadigvæk.

Læs også Sleazehounds gode analyse af Halloween

Om filmen:

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1978

Serien:
Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal

The fog

The fogEn tur i Stereo Studie for nogle dage siden endte med en fyldt bærepose, som det ofte gør, når jeg vover mig derind. De har stort set altid en masse sjove, gamle, gode og dårlige gysere til næsten ingen penge. En af filmene som endte hjemme hos mig, var John Carpenters klassiker The fog fra 1980, og da det efterhånden er en del år siden, jeg så den første gang, var jeg spændt på, om den kunne leve op til mine minder. Det kunne den!

I kystbyen Antonio Bay gør man klar til at fejre 100 års fødselsdagen for grundlæggelsen, men natten op til overraskes en fiskekutter pludselig af en tæt tåge ude på havet, og ud af tågen kommer – noget.

Dagen efter går festen i gang, men som aftenen skrider frem, kommer tågen rullende igen, og det viser sig, at de grundlæggere, man fejrer, i virkeligheden var tyve og mordere, og deres ofre kommer nu tilbage for at få hævn.

Jeg blev overrasket over, hvor god filmen stadig er. Som sagt er den fra 1980, og der er jo sket utrolig meget med special effect siden, men ikke desto mindre virker tågen stadig skræmmende, når den ruller gennem byens gader, og de våde spøgelser, som hjemsøger byen, holder stort set også. Måske fordi John Carpenter ikke har ladet sig lokke til at vise dem overdrevet frem.

I modsætning til The howling som jeg så forleden og synes virker meget 80’er agtig i sit udtryk, så er The fog langt mindre fanget af sin tid. Den står som en solid film med gode effekter og ordentligt skuespil, og det tror jeg har noget at gøre med, at Carpenter meget af tiden underspiller det uhyggelig frem for at forsøge at stoppe det ned i halsen på seeren.

I ekstra materialerne fortæller Carpenter, hvordan de kort før filmen skulle udkomme, var nødt til at tilføje en masse ekstra scener, fordi den simpelthen ikke var uhyggelig nok. Mange af de tilføjede scener var med spøgelserne, men selvom de blev mere eksplicitte i forhold til hans første udkast, så synes jeg stadig, at de langt hen ad vejen mere antydes end udpensles. En anden detalje, som Carpenter afslører, er, at man oprindelig ikke havde regnet med at skulle slå særlig hårdt på, at Jamie Lee Curtis var med i filmen. Men da Halloween blev sådan en kæmpesucces, ville filmselskabet have hendes navn i top for at lokke folk ind at se The fog.

The fog blev ikke umiddelbart så stor en succes som Halloween, men tiden har vist, at også The fog står som en klassiker – og efter min mening er det en bedre film.

Jeg har ikke set genindspilningen fra 2005, men jeg har svært ved at forestille mig, at den kan bidrage med noget, som gør The fog bedre eller mere uhyggelig end originalversionen, som iøvrigt også har en af de fedeste themesongs.

Om filmen:

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1980

Også omtalt på horrorsiden.dk

Prince of darkness

Prince of DarknessJeg burde snart vide, at når der står “Et rædselsorgie …” på bagsiden af en film, så er den netop IKKE et rædselsorgie. Og jeg vil heller ikke påstå, at Prince of darkness er et af John Carpenters mesterværker.

For en gang skyld er Satans genkomst nær. Hans søn er ved at udklækkes under en forfalden kirke midt i Los Angeles. Fader Loomis får professor Howard Birack (Victor Wong) til at samle et hold studerende, som videnskabeligt skal bevise, hvad der foregår, så folk vil tro på ham. Men – selvfølgelig får alt tumulten vækket det onde, og snart smutter de studerende én efter én. Lykkes det mon for dem at stoppe ondskaben? Tjah, gæt selv…

Om Prince of darkness:

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1987
Tagline: Before man walked the earth…it slept for centuries. It is evil. It is real. It is awakening.

Ghosts of Mars

Ghosts of MarsBetjent Melanie Ballard (Natasha Henstridge) skal sammen med sin gruppe hente en farlig forbryder (Ice Cube) i en lille mineby på Mars. Men da de når frem, virker byen uddød, og det viser sig snart, at noget er helt galt med de få overlevende, de finder. Historien accelerer frem mod det punkt, hvor alle de overlevende må slå sig sammen for at kæmpe sig fri af minebyens tidligere indbyggere.

John Carpenter er manden bag “Halloween“, “The fog“, “In the mouth of madness” og mange andre gysere. I “Ghosts of Mars” bevæger han sig over i scifi-gyseren. Her er ikke brugt mange penge på hverken kulisser, lønninger eller et godt manuskript, og jeg var ikke imponeret. Selv Pam Grier, som har en mindre rolle som commandor Braddock, viser ikke rigtig klasse. Men der bliver sparket r.. og visse effects kan også give et lille kick, så er der ikke andet i fjernsynet, er “Ghosts of Mars” en mulighed.

Om “Ghosts of Mars”:

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 2001
Tagline: It’s their planet… we are the aliens

John Carpenter

John CarpenterFødt i 1948 i New York.

John Carpenter slog igennem i 1978 med “Halloween” med bl.a. Jamie Lee Curtis på rollelisten. Det blev en af de største økonomiske succeser lavet udenfor et Hollywoodstudie nogen sinde, og den satte gang i den stribe af ‘mad-slasher’ film, der er fortsat helt ind i det nye årtusind. “Halloween” indeholder det morderne gys’ blod, indvolde og fysiske chok, men dens kerne og struktur er så gammel som Grimm’s eventyr. Carpenter udtrykker det selv således: “Halloween is an old country fair haunted house movie”.

John Carpenter har, modsat f.eks. Coppola og Scorsese som startede med at øve sig i gysergenren og derefter forlod den til fordel for mere mainstream film, forholdt sig trofast overfor genren. Han laver gerne film om de film, han har holdt mest af og som har haft størst indflydelse på ham under hans opvækst, og han gør ingen hemmelighed ud af kilderne til sin inspiration. Før “Halloween” havde han lavet “Assault on Preinct 13” (1976), som i bund og grund er en nyindspilning af Howard Hawk’s “Rio Bravo” (1959). En anden film er “Someone’s Watching Me” (1978) som låner kraftigt fra Hitchcock’s “Rear Window” (1954).

Carpenter’s næste projekt var “The Fog” (1980). Det blev ikke en øjeblikkelig succes som “Halloween”, men den indeholder flere mindeværdige scener og er med tiden blevet en klassiker.

I 1982 lavede John Carpenter endnu en nyindspilning af en gammel klassiker “The Thing”. Den bygger ikke på filmen fra 1957 men på den oprindelige novelle af John W. Campbell Jr. fra 1938 “Who goes there?”. “The Thing” indeholder flotte special effects, og er en effektiv klaustrofobisk fortælling om terror med masser af fysiske gys undervejs.

Af Carpenter’s andre film kan nævnes “Escape from New York” (1981), “Christine” (1983) og “In the Mouth of Madness” (1995).

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty