november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘John Landis’

Twilight Zone: The Movie

Twilight Zone: The MovieTV-serien The Twilight Zone blev første gang vist i 1959-1964. I firserne kom serien atter på skærmen i perioden 1985-1989, og igen i 2002 – denne gang dog kun for en sæson. Filmen Twilight Zone: The Movie ligger mellem de to første tv-perioder, og er Steven Spielberg, Joe Dante, John Landis og George Millers hyldest til den originale serie af Rod Serling. De fire instruktører har valgt en episode hver og genindspillet i deres egen stil. De fire uafhængige historier bindes sammen af en rammehistorie instrueret af John Landis.

John Landis har også instrueret den første fortælling, hvor den evigt utilfredse Bill Connor efter at være blevet forbigået til en forfremmelse, nærmest bliver smidt ud fra stambaren efter at have fornærmet alt og alle. Men i stedet for at komme ud på parkeringspladsen, befinder Bill sig pludselig i det nazi-besatte Frankrig.

Den anden fortælling udspiller sig på et plejehjem, hvor beboerne mere eller mindre har mistet livsgnisten. Men da den nye beboer, Mr. Bloom, lokker dem til at spille “spark til dåsen” midt om natten, genopdager de deres ungdom – bogstaveligt talt. Steven Spielberg har instrueret.

I fortælling tre som er instrueret af Joe Dante, møder skolelærerinden Helen drengen Anthony, da hun bakker ind i hans cykel. Helen er ulykkelig over, hvad der kunne være sket, og tilbyder at køre Anthony hjem. Her bliver hun inviteret til at spise med, men opdager snart at familien tilsyneladende er skrækslagne for Anthony – og ikke uden grund. Richard Matheson har skrevet novellen Det er et godt liv, som ligger til grund for historien.

Filmens sidste fortælling foregår i et fly. Der er en del turbulens, og da hovedpersonen John Valentine lider af flyskræk, har han en skrækkelig tur. Den bliver dog værre, da han ser ud af vingen og opdager et ondskabsfuldt væsen ude på vingen. George Miller har instrueret.

På trods af at Twilight Zone: The Movie efterhånden har næsten 30 år på bagen, så følte jeg mig vældig godt underholdt. Selvfølgelig er der sket meget i special effects osv., men selve historierne holder stadig. Særligt stærke er Joe Dante og George Millers bidrag om drengen med de særlige evner og den ulyksalige flyvetur.

Kristian Roldsgaard Jensen skriver om filmen på UnCut.dk: “Twilight Zone: The Movie er lavet som en hyldest til tv-serien af samme navn, men filmen er helt bestemt også en hyldest til genrefilm generelt. Filmen strutter af instruktørernes kærlighed til genren, hvilket gør den til en yderst behagelig oplevelse, der sagtens kan tåle mange gensyn. Det er dejligt at se en film, der på trods af en høj alder stadigvæk holder vand, både teknisk og plotmæssigt.

Om filmen:

Udgivelsesår: 1983
Instruktør: Joe Dante, George Miller, John Landis og Steven Spielberg

An American Werewolf in London

An American Werewolf in LondonAn American Werewolf in London udkom i 1981, og indeholder en af de mest berømte varulve-forvandlingsscener på film. Jeg glædede mig derfor meget til at gense den her i weekenden, så stor var min overraskelse, da det gik op for mig, at jeg rent faktisk aldrig havde set den før! Jeg havde set Davids forvandling til varulven og andre klip, men jeg havde aldrig set filmen i sin fulde længde. Så var det ekstra fedt, at jeg havde lånt en version med masser af ekstra-materialer på, så jeg kunne gå all-in på en ny-klassiker.

David og Jack er på backpacker-ferie i det nordlige England. Her søger de ly og varme på pubben “The Slaughtered Lamb” i landsbyen East Procter, men de lokale er ikke særlig gæstfri. De får dog det gode råd, da de skynder sig videre, at de skal: “Stick to the road – And be aware of the moon!” Alligevel ender de med at blive overfaldet af et dyr midt ude på heden, og da David vågner op igen, befinder han sig i London, og Jack er blevet begravet. Politiet påstår, at de blev overfaldet af en undsluppet sindssyg, og David kan ikke overbevise dem om andet.

Noget er dog helt galt. David lider af nogle mærkelige drømme – og så bliver han opsøgt af den afdøde Jack, som forsøger at overbevise ham om, at de blev overfaldet af en varulv, og at Jack ikke får fred, før den sidste efterkommer af varulven er død. Og den efterkommer er David, som ved næste fuldmåne vil blive forvandlet og selv sprede død og lemlæstelse omkring sig. Men tror man lige på den slags besøg?

Efter min mening fortjener An American Werewolf in London masser af ros. Til næste år har den 30 års jubilæum, men den holder stadigvæk. Manuskriptet er en fantastisk blanding af komedie og gys; skuespilspræstationerne er fremragende og især samspillet mellem David Kessler (David Naughton) og Jack Goodman (Griffin Dunne) er af superhøj klasse.

Også flere af special effects’ene holder stadig. Jacks første tilsynekomst efter sin død er eminent sminket, og Davids forvandling er på flere måder helt unik. Måske er ulven ikke mere så skræmmende som den var, og John Landis udtaler da også selv i ekstra-materialerne, at han nok blev lidt for grebet af Rick Bakers fantastiske job og brugte ulven lidt for meget. Men det rører ikke ved, at filmens effekter stadig er yderst vellykkede. Rick Baker vandt da også en Oscar for Best Makeup for filmen – iøvrigt blot den første i rækken. Indtil videre har han vundet 6 gange og været nomineret yderligere 5 gange.

John Landis skrev filmen tilbage i 1969, men selvom han viste manuskriptet til flere, turde ingen binde an med den. De mente enten, at historien var for morsom til at være en gyser, eller at den var for skræmmende til at være en komedie, så først da Landis havde haft succes med bl.a. The Blues Brothers, lykkedes det ham at få financieringen på plads.

Landis havde tidligere arbejdet sammen med Rick Baker på komedien Schlock, og her havde han vist Baker manuskriptet til An American Werewolf in London. Baker ville gerne være med, men da Landis endelig kunne gå i gang med filmen, havde han sagt ja til at hjælpe på The Howling. Det lykkes ham dog “kun” at være special makeup effect consultant og overlade jobbet til sin assistent Rob Bottin, så han kunne koncentrere sig om John Landis projekt.

Modtagelsen af filmen var blandet. Kritikerne var ikke voldsomt begejstrede og havde svært ved at forstå sammenblandingen af komedie og gys. Roger Ebert skrev f.eks.: “Landis never seems very sure whether he’s making a comedy or a horror film … Rick Bakers work is impressive, yes, but unless you’re single-mindedly interested in special effects, “American Werewolf” is a disappointment.

Med tiden har filmen dog vundet et trofast publikum, og er i dag en moderne klassiker. Og hvor jeg f.eks. ikke var nær så vild med Joe Dantes The Howling, som jeg synes var meget firser-agtig i sit udtryk, så er An American Werewolf in London meget mindre bundet af sin tid. John Landis fortæller en universel historie, som publikum kan forholde sig til både dengang og i dag.

John Landis holder selv hårdnakket fast på, at An American Werewolf in London ikke er en komedie, og den har bestemt sin portion af både blod og gru. I dag virker den naturligvis ikke ligeså skræmmende som i 1981, men jeg vil dog stadig ikke vise den for mine niecer. Til gengæld vil jeg glæde mig til at se den igen om et par år – og denne gang vil der være tale om et rigtigt gensyn …

John Landis har også instrueret bl.a. Michael Jacksons musikvideo Thriller og to episoder af Masters of Horror-serien: Family og Deer Woman.

Om An American Werewolf in London:

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 1981

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse på Planet Pulp

Family

I ekstramaterialerne fortæller John Landis, at han egentligt helst ikke vil have, at publikum opdager brugen af kameravinkler i hans film. De skal være så opslugte af historien, at de ikke tænker på noget som helst andet. Og så griner han lidt, for her i “Family” som er Landis bidrag til anden sæson af Masters of Horror, starter han med en visuel rundtur i den hyggelige Harolds smukke hjem, hvor publikum ikke kan andet end lægge mærke til kameraets synsvinkel.

“Family” er historien om Harold, som dræber af ensomhed. Han tager sine ofre med hjem, koger kødet af deres knogler og samler skeletterne om sig som familiemedlemmer. Da et ungt par flytter ind i nærheden af Harold, og de virker venligt optaget af ham, bliver Harolds skeletkone jaloux. Så Harold smadrer hende, men nu mangler han en hustru, og selvom det er risikabelt at myrde så tæt på hjemmet, beslutter han sig alligevel for at gå efter den unge nabokone.

Harold spilles af George Wendt, som jeg kender som Norm fra tv-serien “Sams bar”. Han er velcastet i rollen, fordi han udadtil ser hyggelig og gemytlig ud, og det virker dobbelt grotesk, når han så står og vasker kødet af et lig. Samtidig kan han faktisk også se rigtig ond ud, som da han mister temperamentet overfor skelethustruens jalousi.

Jeg blev ikke fuldstændig overrasket over slutningen, selvom jeg ikke havde gennemskuet hele plottet, men trods det vil jeg kalde “Family” en gennemført fortælling med masser af underholdningsværdi.

John Landis instruerede “Deer Woman” i første sæson af Masters of Horror.

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 2006

Deer Woman

Deer WomanDeer Woman er endnu en film i Masters of Horror serien. De to betjente, Faraday og Reed, bliver sat på en mystisk sag om en lastbilchauffør, som er blevet dræbt i sin bil – af noget med klove! Samtidig er chaufføren blevet set gå ind i bilen med en usædvanlig smuk kvinde, som nu er sporløst forsvundet. De to betjente får efterhånden kædet kendsgerningerne sammen med et gammelt indiansk sagn, men kan det nu også passe?

John Landis var med til at bringe nyt blod til gyserfilmene, da han i 1981 lavede An american werewolf in London. Siden har han lavet mange andre typer film, men han slipper helt godt af sted med Deer Woman, måske især fordi han også bringer humor ind i historien.

Deer Woman er ikke den bedste film i serien, men den er underholdende alligevel.

Om filmen:

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 2005