oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kærlighed’

Under ensomme stjerner af Kate Ling

Under ensomme stjerner af Kate LingI 84 år har rumskibet Ventura rejst ensomt gennem stjernerne på vej mod stjernesystemet Epsilon Eridani. Der er endnu 262 år til Venturas forventede ankomst, og livet i rumskibet er planlagt i alle detaljer uden mulighed for afvigelser, for at rejsen skal lykkes.

For 16-årige Seren betyder det bl.a., at hun ved slutningen af sin skolegang får at vide, hvem hendes livspartner er. For at sikre missionen er der nemlig tilrettelagt et nøje udregnet avlsprogram, hvor hver årgang genetisk bestemmes og sammensættes efter at føde de mest velegnede børn.

Men Seren er ikke som alle andre. Modsat sin to år ældre søster Pandora der er gravid med sin livspartner og fuldt ud tilfreds med sine livsvilkår, har Seren ingen lyst til at indordne sig skibets strikse regler. Hun føler oftest, at livet på Ventura er meningsløst, og da hun får at vide, at hendes livspartner er den utålelige Ezra, hjælper det ikke ligefrem på hendes samarbejdsvilje.

Så møder hun den to år ældre Dom, og alt ændres. De har godt nok begge fået tildelt andre livspartnere, og de ved også, at det aldrig kan blive til noget mellem dem. Alligevel slår det gnister, når de ses, og snart kan de ikke skjule for omverdenen, hvad de føler. Det får store omkostninger for dem begge.

Under ensomme stjerner er YA science fiction med et stort skvæt kærlighed. Det er normalt ikke min kop te, men Kate Ling lader kærlighedshistorien udspille sig i et miljø, hvor menneskelige drifter ikke har nogen plads, hvilket giver fortællingen en spændende kant. Skibets besætning holdes under streng kontrol, og uønsket opførsel straffes øjeblikkeligt. Samtidig er hovedparten af menneskene ombord fuldt ud indforstået med, at dette er nødvendigt for at fuldføre missionen, så der er ikke meget forståelse for de få, der bryder reglerne.

Et andet plus er hovedpersonen Seren. På den ene side har hun været indlagt med psykiske problemer og er generelt utilpasset. På den anden side gør hendes sind hende stærk som stål, da hun først møder Dom. Her finder hun for første gang samhørighed, og for den kærlighed vil hun gøre alt og stå imod alt. Denne dobbelthed gør hende til en mere sammensat og nuanceret person, end man ofte finder i YA-litteratur, og dermed mere interessant at følge.

Endeligt synes jeg også, at tanken om rumrejser, som tager flere generationer af menneskeliv, lægger op til en masse spændende overvejelser. Kan man f.eks. blive ved med at tro på missionen som kaptajn Kat gør med liv og sjæl? Kommer der et tidspunkt, hvor man er kommet så langt fra jorden på alle måder, at missionen mister sin værdi som endemål? Bliver man ved med at være mennesker efter 700 år i rummet? Og hvad hvis alt går vel, og man vender tilbage til jorden – hvad venter der så én der?

Under ensomme stjerner er både kærlighed, action og drama krydret med science fiction elementer. Kate Ling skriver levende og holder sin læser fanget hele vejen. Det er ikke kun historien om Serens desperate kamp for kærligheden. Det er også en fortælling om at gå imod strømmen og vælge sin egen skæbne uanset omkostningerne. Om at være menneske og om at blive ved med at håbe. Og noget af det interessante for mig er, at det for så vidt gælder for både Seren, der drømmer om noget andet, såvel som for Pandora der er stålsat på Venturas mission. For også det kræver håb.

Mod slutningen accelerer handlingen, og selvom det nok er her, romanen tydeligst fremstår som YA (set med science fiction øjne), så er det alligevel en cliffhanger, der også har sat krogen i mig.

Vi er en af de interstellare generationer. Vi har aldrig set Jorden; vi kommer aldrig til at se, hvor vi skal hen. Vi vil aldrig komme til at kende andet end dette skib, der er 84 år inde i en 700 år lang rejse. Vore børn vil aldrig komme til at kende andet. Det bliver vore efterkommere, der vil nå destinationen, og en dag vil deres efterkommere vende tilbage til Jorden med de mest spændende nyheder, som menneskeheden nogensinde har fået. Men i mellemtiden er det vigtigt, at vi husker, hvem vi er, at vi bærer vort hjems kultur, moral og idealer med os. At vi stammer fra Jorden, selvom vi aldrig har set den.” (s. 19)

Under ensomme rejser lever måske ikke helt op til romaner som f.eks. Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff, som jeg var meget begejstret for. Ikke desto mindre var jeg underholdt hele vejen og glæder mig til at læse de følgende bind i Ventura-sagaen, der udkommer i løbet af 2018.

Under ensomme stjerner er læst som et anmeldereksemplar sponsoreret af Bog & Idé. Bogen kan købes her.

Om Under ensomme stjerner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gads forlag, 307 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Loneliness of Distant Beings

Besøg Kate Lings hjemmeside

Diabolik af S. J. Kincaid

Diabolik af S. J. KincaidNemesis er en diabolik. Et genmodificeret humanoid væsen skabt til at dræbe og bundet til sin ejer, senatordatteren Sidonia, med en ubrydelig loyalitet der gør hende den perfekte livvagt. Da diabolikker pludselig forbydes, overtaler Sidonia sine forældre til at lade hende beholde Nemesis. Sidonia ser nemlig ikke Nemesis som en sjælløs genstand, men som sin ven.

År senere forbryder Sidonias far, senator von Impyrean sig mod kejseren, der forlanger Sidonia som gidsel for at sikre senatorens lydighed. For at redde deres datter sender senatoren og matriarken i stedet for Nemesis, der er blevet oplært til at opføre sig som Sidonia, af sted. De er nemlig overbeviste om, at kejseren ikke har rent mel i posen – og de har helt ret.

Diabolik er et vellykket, underholdende YA scifi-drama, der udspiller sig i en fremtidig verden, hvor kun den herskende klasse, Grandiokratiet, må eje teknologien til at rejse mellem stjernerne. Grandiokraterne bor i sikkerhed på luksuriøse rumstationer, mens de almindelige mennesker, plebejerne, er henvist til at bo på planterne udsat for stråling og andre farer, og helt underlagt Grandiokraternes styre.

I toppen af samfundet sidder den enerådige og paranoide kejser Randevald von Domitrian, der efter at have udrenset det meste af sin familie har udnævnt sin utilregnelige nevø Tyrus som sin arving. Grandiokratiet opvartes af kunstigt fremstillede domestikker, der er genmodificeret til at tjene, og samfundet bygger på troen om Det Levende Kosmos, hvor videnskab betragtes som kætteri.

Nemesis smides midt ind i den politiske slangerede på Krysantemum, Imperiets største heliosfære, der huser kejserens hof, hvor hun både skal huske at opføre sig som et menneske, men også bliver nødt til at lære at manøvrere blandt korrupte Grandiokrater og forkælede senatorbørn. Men som tiden går, opdager hun, at selvom hun anses (og også anser sig selv) for at være en sjælløs ting, dukker hidtil ukendte følelser op i hende. Hendes loyalitet udfordres og hun tvinges til at vælge sin egen vej, frem for den som hun blev bundet til i sin skabelse.

Jeg var vældig underholdt af S. J. Kincaids Diabolik, der forkæler læseren med både action, drama, store følelser og moralske dilemmaer. De mange intriger ved kejser Domitrians hof fik mig til at tænke på Philippa Gregorys bøger fra Tudor-tidens England, hvor adlen var i en evig magtkamp, der udspillede sig såvel i soveværelset som i rådssalen eller på slagmarken.

Udover den elementært spændende handling indeholder Diabolik også en mere eftertænksom del. Nemesis er kunstigt skabt, og hun er skabt til at dræbe. Undervejs i romanen følger vi, hvordan hun langsomt udvikler sig fra en hensynsløs dræber kun med tanke for sin herskers sikkerhed, til en reflekteret og medfølende skabning. Gennem hende tvinges læseren til, ikke alene at forholde sig til hvornår man er menneske, men også til om mennesker har en moralsk ret til at herske over andre skabninger, som f.eks. domestikker, diabolikker og de mange genetisk fremstillede bæster, Grandiokratiet bruger i dyrekampe. Og hvis Nemesis er menneskelig, kan man så klandre hende for de mange drab, hun har begået som diabolik?

Endeligt var jeg også begejstret for hele universet, som Kincaid har bygget op. Hun fortæller i et interview, hvordan hun ønskede at skabe en dekadent fremtidsverden, hvor overklassen havde masser af penge og ikke noget at lave, så i stedet går de op i deres udseende til en grad, hvor alle kan modificeres til ukendelighed, og udseendet dermed er blevet en kunstform. Denne dekadence giver mindelser til det romerske imperium med kejsere som Caligula og Nero, og Kincaid fortæller da også, at Diabolik bl.a. er inspireret af BBC-miniserien Jeg, Claudius af Robert Graves.

Under alle omstændigheder er universet gennemført og godt skruet sammen, og jeg fik lyst til at lære mere om de forskellige grupperinger. Alligevel vil jeg skynde mig at tilføje, at det også for en gang skyld var fedt at læse en roman, der IKKE er første bind i en trilogi. For undskyld mig – ind i mellem er det altså rart, at en historie slutter, når den slutter.

Diabolik er blevet sammenlignet med både Hunger Games og Star Wars, men Kincaid er i virkeligheden Star Trek-fan. Sammenligningen generer hende dog ikke spor, selvom hun synes bedre om sin redaktørs beskrivelse ”Terminator møder House of Cards i rummet”. Selv kom jeg også til at tænke på Pierce Browns Red Rising og Golden Son.

Om Diabolik:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen, 371 sider
Omslag: Sam Weber

Besøg S. J. Kincaids hjemmeside

Alena af Kim W. Andersson

Alena af Kim W. AnderssonFlot tegneserie-thriller om ulykkelig kærlighed og ondskabsfuld mobning i det svenske kostskolemiljø

Svenske Kim W. Andersson debuterede i 2006 med en romantisk horrorserie kaldet “Love Hurts”. Serien blev fremragende modtaget og vandt Svenska Serieakademins Adamsonpris i 2011. “Alena” ligger i naturlig forlængelse af “Love Hurts” fortællingerne, og er ligesom dem blevet en succes i Sverige med en filmatisering i 2015 og udgivelse i flere lande, bl.a. USA, Frankrig og Spanien.

Alena og Josefine var tætte veninder. Måske mere. Det ville Josefine i hvert fald gerne. Men så dør Josefine i en tragisk ulykke, og nu er Alena begyndt på en ny skole, som ellers er forbeholdt rige og talentfulde elever.

Alena kan slet ikke falde til på skolen. Hun bliver mobbet af de andre piger, og særligt anføreren af lacrosseholdet, Filippa, er efter hende. Så Alena holder sig for sig selv. Det vil sige – hun taler stadig hver dag med Josefine. Selv døden kan ikke bryde deres bånd, og deres venskab er stærkere end nogensinde før.

Josefine vil have, at Alena skal stå op for sig selv. Det tør hun dog ikke – og så må Josefine tage over. Men da den lækre Fabian pludselig fatter interesse for Alena, glider forholdet til Josefine i baggrunden. Spørgsmålet er dog, om Alena kan kontrollere Josefine …

Kim W. Anderssons tegnestil beskrives som en blanding af den klassiske stil fra amerikanske 50’er-serier med ele­menter fra alternative 90’er-serier, som “Tank Girl” af Jamie Hewlett. Illustrationerne er realistiske og detaljerede, med en farvelægning der bruges visuelt til at underbygge stemningen i fortællingen.

Andersson leger med perspektivet og skifter mellem oversigtsbilleder og ‘helt nede i detaljen’-rammer, og selvom “Alena” måske ikke har verdens mest originale plot, så sørger den skarpe billedside for, at også ikke-teenagere alligevel fanges 100% ind af historien.

Blandingen af ulykkelig kærlighed, mobning og ren horror er meget vellykket, og jeg følte mig underholdt hele vejen. Nu håber jeg bare at forlaget Forlæns også får lyst til at udgive “Astrid : cult of the volcanic moon”, som er Anderssons nyeste projekt, og beskrives som en blanding af “Firefly” og “Mass Effect“.

 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 120 sider

Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Læs mere:

Læs en anmeldelse af The Complete Love Hurts
Kim W. Anderssons hjemmeside
Interview med Kim W. Andersson på Art Bubble

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle SchmidtFra bagsiden:
Diego & Dolly er en grafisk roman om den altoverskyggende kærlighed. En kærlighed, der kan få selv den mest grå og triste hverdag til at lyse op i den smukkeste røde farve. Diego og Dolly er det perfekte par. De er skabt til at være sammen. I al evighed.

For Diego findes der kun én ting i verden, der betyder noget – Dolly. Hun er hans store kærlighed, og han er overbevist om, at hun også elsker ham. Trods alt reddede han hendes liv til en premiere, og han har foræret hende et hav af gaver.

I en kort periode bliver Diego i tvivl om Dollys kærlighed. Men heldigvis overvinder kærligheden alt, og nu skal de snart være sammen for altid.

Jesper Wung-Sung har skrevet en vellykket novelle om en ung mands forelskelse i en kvindelig filmstjerne, der kammer over i en altopslugende besættelse. Historien får dog langt mere dybde, når illustrationerne kobles på, og i mine øjne er det bedste ved Diego & Dolly Palle Schmidts illustrationer. Holdt i grålig/hvide toner med glimt af pang rød der skaber lys i det grå, når Dolly er i nærheden.

På allerbedste vis  både understøtter og viderefører Palle Schmidts tegninger Wung-Sungs historie. Uskyldige sætninger får nyt liv via billedsiden, der lader Diegos stigende besættelse komme ud i lyset. Den lysende kærlighed forvandles til lysende vanvid, og til sidst slukkes lyset. Det er så flot lavet.

Jeg kan kun anbefale Diego & Dolly, og er du stadigvæk i tvivl, så se en smagsprøve her

Om Diego & Dolly:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 61 sider
Tegner: Palle Schmidt

Læs mere på Jesper Wung-Sungs og Palle Schmidts hjemmesider

Udryddelsen af Kazuaki Takano

Udryddelsen af Kazuaki TakanoTankevækkende thriller om hvad der kan ske, hvis en ny livsform truer menneskeheden

Da den amerikanske efterretningstjeneste opsnapper oplysninger om, at der er opstået en ny livsform med potentiale til at udrydde menneskeheden, er valget for den amerikanske præsident ikke vanskelig. Han sætter en lille gruppe professionelle lejesoldater på opgaven – at opspore og udrydde truslen.

Samtidig er den unge japanske universitetsstuderende Kento i sorg over farens pludselige død. Midt i sorgen modtager han en mail fra faren med helt specielle anvisninger. Faren vil have Kento til at fuldføre den opgave, han var i gang med. Og det vender op og ned på Kentos liv. Men også på alle hans forestillinger om faren.

De to spor krydser hinanden, og snart er læseren fanget i en hæsblæsende jagt på det afrikanske kontinent, hvor skellet mellem godhed og ondskab er blevet udvisket i den uoverskuelige krig mellem stater, befolkninger og oprørsgrupper.

Folkedrab”, messede Singleton. “I øjeblikket gennemlever Congo en storkonflikt, én der er blevet kaldt Den Første Afrikanske Verdenskrig. Her er det højeste antal døde siden anden verdenskrig fire millioner. Våbenhvilerne bliver brudt igen og igen, og der er ingen ende i sigte.” Som kunne han aflæse tvivlen i soldaternes ansigter, fortsatte han. “Det her sker faktisk, tro mg. Det er bare sådan at aviserne og tv ikke rapporterer om det. Man kan godt kalde det diskrimination fra mediernes side. Massemedierne i de udviklede lande er ligeglade med hvor mange afrikanere der bliver slået ihjel. Det konstante folkedrab i denne region får mindre presseomtale end da syv gorillaer blev dræbt. Men på den anden side er afrikanere heller ikke nogen truet art.”

Jeg havde ikke hørt udtrykket Den Første Afrikanske Verdenskrig før, men et hurtigt tjek på nettet førte til denne JP Explorer-artikel, der ord for ord bekræfter den grusomme historie, som Singleton fremfører i citatet. Hvordan væbnede konflikter oftest udvikler sig til regionale kriser (og også bliver globale fordi I-landene støtter de forskellige parter), når der er mulighed for at tjene penge på at plyndre værdifulde naturressourcer, hvad enten det er olie, diamanter eller metaller til brug i computere. Det er svært for en almindelig dansk bibliotekar, der aldrig har oplevet noget værre end overvejelser om aftensmaden, at forstå de grusomheder der her udspiller sig hver eneste dag. Alene fordi Kazuaki Takano sætter fokus på dette, er Udryddelsen værd at læse.

Men historien rummer naturligvis mere, for det er selv sagt ikke kun på det afrikanske kontinent ondskaben findes. I USA har den amerikanske præsident Burns i sin iver for at ramme terroristerne sat en række love og menneskerettigheder til side. Mistænkte sendes rask væk til lande som Usbekistan for at blive tortureret, og præsidenten styrer landet ud fra frygt for det fremmede fremfor ønsket om at favne det. Spørgsmålet er, om det også er den rette tilgang til problemet denne gang?

Udryddelsen er som antydet en roman, der rejser en række etiske problemstillinger. Er det f.eks. i orden at slå en gruppe uskyldige mennesker ihjel, hvis det potentielt redder resten af verden? Kan vold og tortur retfærdiggøres, hvis det er i en højere sags tjeneste? Og hvem bestemmer, hvad en højere sag er? Ændrer det ens opfattelse af et drab, hvis man kan se det menneske, man skal dræbe, i øjnene i forhold til at dræbe via droner? I hvor høj grad påvirker ens barndom de beslutninger man træffer senere i livet? Er mennesket i bund og grund et frygtsomt og hadefuldt væsen, eller er godhed og kærlighed indgroet i os? Den diskussion af menneskets sind er uhyre interessant, men desværre også temmelig desillusionerende.

Kazuaki Takano har skrevet en tankevækkende thriller, som kræver at man fordyber sig i læsningen. Både pga. de etiske spørgsmål, men også fordi den indeholder en del videnskabelige afsnit, der sikkert kan afskrække enkelte læsere. Samtidig er historien dog også elementært spændende. Dels er der gruppens flugt gennem et land, hvor oprørsstyrker og lokale bander ingen skrupler har over at myrde hvem som helst. Dels er der Kentos forsøg på at finde den kur, som hans far arbejdede på, da han døde. Så her er også masser af underholdning.

Under alle omstændigheder har Takano skrevet en yderst læseværdig roman, med en slutning der kan dele vandene. For hvad er egentlig håbet for menneskeheden?

Kazuaki Takano debuterer på dansk med Udryddelsen, men i hjemlandet Japan er han en anerkendt forfatter. Med sin blanding af videnskab og spænding minder Takanos forfatterskab om forfattere som Michael Crichton og på dansk Mads Peder Nordbo. Jeg ser frem til at læse mere fra Takanos hånd.

Om Udryddelsen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 444 sider
Originaltitel: Jenosaido
Omslag: Bitten Vernersen

Grænselandet af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

graenselandet1Den unge hersker Destan Tolvarssøn er tilbage i Heikan hos Sikanias mørke folk, som trues af hungersnød. Destans alliance med Sikanias lyse folk falder ikke i god jord hos Rådet. Ikke desto mindre beslutter Destan at forsøge at få gang i handlen med overfladen, så han kan købe korn til sit folk. Imens rasler naboerne i Koru med våbnene. Destan frygter, at de vil gå i alliance med de frygtede taronere og angribe Heikan.

I et forsøg på at blive forsonet med sin moder sender Destan en rådmand ud for at overtale Theodora til at vende tilbage og hjælpe ham med at styre. Men ikke alle er lige interesseret i, at Destan skal klare sig godt, og et kup lurer i det skjulte.

Uvidende om dette gør Destan sit bedste for at sikre sit folk, men han er stadigvæk i dyb sorg over tabet af Celina. Et tab han nægter at anerkende som endeligt, og derfor opsøger han den eneste person, der kan hjælpe. Men med hvilke omkostninger?

Grænselandet er bind 2 i serien om Mørkets søn, og Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl fortsætter det gode oplæg. Denne gang hører vi mere af historien bag splittelsen mellem lysets og mørkets folk, ligesom forfatterne succesfuldt udbygger seriens univers ved at introducere en række nye væsner og deres samhørighed med Sikanias to folkeslag.

Hvor første bind måske var lidt lang tid om at komme helt op i omdrejninger, er der her i andet bind mindre fokus på kærlighed og familierelationer og mere på intriger og krig. Det giver fortællingen fart lige fra starten af.

Udover at holde spændingen i selve plottet fortsætter persongalleriet også med at være interessant at følge. Selvom Destan har allieret sig med lysets folk, er han stadigvæk barn af mørket. Denne sammensatte personlighed gør ham til tider uforudsigelig. Vi kommer også tættere på den unge Baran, der meldte sig til hersker Ragns hær for at hjælpe med at finde Celina i bind 1. Baran kommer nu helt tæt på den mørke Destin, da krigen truer, og pludselig må han finde ud af om han kan være loyal mod manden, der delvist er skyld i Barans families vanære.

Og så viser Hedengran og Sanddahl sig atter at være ganske nådesløse overfor deres personer, så ingen kan vide sig sikker på at fortsætte til bind 3.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Grænselandet, der ligesom første bind er udgivet som hardback i solidt papir med en fin typografi og en fængende forside. Jeg har ikke kunne finde en udgivelsesdato på bind tre, men jeg glæder mig allerede til at få slutningen på denne velskrevne trilogi, der kan læses af såvel unge som voksne fantasy-elskere.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 49)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth
Forlag: Ulven og Uglen, 405 sider

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017

Gigant af Rune Ryberg

gigant_rune_rybergKulørt, humoristisk og actionfyldt coming-of-age tegneserie fyldt med monstre, ottebenede hunde og en kærlighed der overvinder alt

Den lille, spinkle Ozzy, hvis øgenavn er Gigant, er på date med Donna. Pludselig dukker et monster op og spiser Donna i en mundfuld. Gigants første indskydelse er at stikke af, som han plejer, men så beslutter han sig alligevel for at tage kampen op. Det fører ham ud på en farlig færd til fremmede dimensioner, hvor monstre og ottebenede hunde forsøger at bremse ham i at redde Donna.

Historien om Gigant er en kulørt coming of age-fortælling pakket godt ind i humor, action og tjubang. Helten skal som i de klassiske eventyr igennem en masse prøvelser, før han kan få prinsessen og vende hjem som et bedre menneske. Der er dog ikke meget belærende over Gigants flippede og crazy univers, som ubegribeligt nok er Rune Rybergs debut.

Der kan siges meget positivt om ebøger, men for mig slår intet følelsen af at sidde med en rigtig bog, hvor du ligefrem kan mærke håndværket. Sådan en udgivelse er Gigant. Med sit luksuriøse omslag hvorpå tegninger og tekst er trykt i klare røde og blå farver, så de nærmest springer ud i hovedet på læseren, ligefrem skriger udgivelsen: fremragende håndvæk. Papiret er ligeledes i kraftig kvalitet, og udgivelsen afsluttes med et indblik i Rybergs arbejdsproces med Gigant. Det er bare så lækkert, og udgivelsen har da også modtaget støtte fra Statens Kunstfond.

Rybergs tegninger fremstår lidt forpjuskede og skæve, men er samtidig både udtryksfulde og fyldt med dynamik og energi. Her i Gigant er de holdt i pangfarver, der underbygger det gakkede univers, vi befinder os i.

Ryberg er oprindeligt uddannet animator fra Animationsværkstedet i Viborg. Han har også arbejdet på forskellige danske kortfilm og tv-serier. Gigant vandt Pingprisen 2015 for Bedste børne/ungdomstegneserie, hvor den fik følgende ord med på vejen:

Med minimal tekst og up-beat tempo styrer et suverænt billedflow fortællingen i land. Det gennemarbejdede fantasyunivers byder på action, humor og spænding, og de vilde farver og afstemningen mellem dem gør læsningen til en udsøgt visuel fornøjelse.”

Jeg kunne ikke være mere enig.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Forlæns, 60 sider

Besøg Rune Rybergs hjemmeside

Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

moerkets-soenDestan Tolvarssøn er arving til Sikanias trone. Det samme er Celina. Men de to unge arvinger har aldrig set hinanden og kommer heller aldrig til at mødes, for Destan skal herske over det mørke folk, som bor under jorden og kun kommer op om natten for at dyrke jorden og jage, og som hader lysets folk, mens Celina skal herske over det lyse folk, som bor på overfladen og frygter mørket mere end alt andet.

Destan har dog overhovedet ikke lyst til at blive hersker. Han har aldrig kunne leve op til sin fars forventninger, og er i stedet gået i den modsatte grøft og turer rundt i byens værtshuse i stedet for at følge sine læreres undervisning og sidde med under rådsmøderne.

Men da hungersnød truer det mørke folk, får hersker Tolvar en idé. Han vil kidnappe Celina, og tvinge hersker Ragn af lysets folk til at slukke for solen, så mørkets folk kan komme op til overfladen. Og han vil have Destan til at udføre dåden.

På trods af deres anstrengte forhold griber Destan chancen for et eventyr og siger ja til Tolvar, men det viser sig, at opgaven langt fra er så simpel, som den lyder.

Forlaget Ulven og Uglen blev grundlagt i 2013 med ambitionen at udgive fantasy af høj kvalitet til et voksent publikum. Et hurtigt kig på forlagets tidligere udgivelser viser, at ambitionen ser ud til at lykkes, og jeg kan da også anbefale Mørkets søn til både unge og voksne fantasy-læsere, som holder af et godt eventyr, hvor kampen mellem det gode og det onde krydres med en kærlighedshistorie i et interessant og troværdigt univers. Samtidig er den fysiske udgivelse også lækker med kraftigt papir, letlæselig typografi og en appellerende forside.

Debutanterne Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl har skabt et spændende todelt rige, hvor splittelsen mellem et lysets og et mørkets folk både er godt fundet på og vel udført. Destan, som tilhører mørkets folk, er f.eks. klart mere brutal og selvisk end lyse Celina i starten, og selvom de begge tvinges til at udvikle sig undervejs, så er det interessant med en hovedperson som har en mere sammensat personlighed end helte ofte har.

Sproget flyder let, og selvom historien er lidt tid om at komme rigtigt i omdrejninger, er den både underholdende og spændende. Vi får ikke så meget at vide om, hvorfor mørkets folk i første omgang er endt i det underjordiske rige, men det, håber jeg, kommer i bind to. Til gengæld slutter Mørkets søn med noget af en cliffhanger, som smider alt op i luften til næste bind, der har fået titlen Grænselandet.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 49)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Ulven og Uglen, 393 sider
Omslag: Breth Design v/Mette Breth

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017

The Living Dead Girl

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

In love with the dead

In love with the deadHvad får man, hvis man kobler en kærlighedshistorie med spøgelser? Nogen gange en rigtig god historie, andre gange en lidt sær hybrid. Sidstnævnte synes jeg er tilfældet med In love with the dead.

Bagsiden lover ellers masser af gys med ordene “Pang-brødrene har gjort det igen! Endnu en gang har de kun én mission: at skræmme dig fra vid og sans.” Men i stedet får vi de første 80 minutter et – i øvrigt meget smukt – kærlighedsdrama om det unge par, Ming og Wai.

Wai får kræft og chancerne for helbredelse er ikke gode. I starten holder de humøret oppe, og Ming gør alt for at være så meget sammen med Wai som muligt. Det fører til, at han bliver fyret fra sit job, og i stedet må tage til takke med et noget mindre prestigefyldt arbejde sammen med en tidligere skoleveninde, Ting.

Mens Wai bliver mere og mere syg, får Ming vanskeligere ved at håndtere situationen. Allerhelst vil han være der for Wai hele tiden, men hun trækker sig tilbage og søger alternative måder at blive rask på. Samtidig plages hun af jalousi over, at Ming nu ser Ting hver dag, og det er måske ikke uden grund, for Ting har stadig følelser for Ming.

Så langt så godt – uden et eneste lille gys udover Wais lillesøsters fascination af gysertegneserier. Først i filmens sidste kvarter kommer der lidt horrorstemning ind i filmen. Wai forsvinder, og da hun vender tilbage, trækker hun sig fuldstændig væk fra omverdenen, og imens begynder også Ming at opleve sære hændelser. Slutningen vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men den trækker helt klart op i gyserøjne.

Problemet med In love with the dead er, at en bagsidetekst som ovenstående lokker lidt andre seere til, end hvis man beskrev den som det kærligheds-drama, det reelt er. Samtidig tror jeg dog nok, at de fleste seere til kærligheds-dramaer vil betakke sig for den grumme slutning. Så på den måde bliver In love with the dead en sær blanding, som måske nok er både velspillet, underholdende og overraskende til sidst, men som alligevel ikke rigtig fik mig helt op at ringe.

Richard Kuipers kalder In love with the dead for: “a moody terminal-illness meller that develops into a ghost story with a “Fatal Attraction” kick“, og det er nok ikke helt galt.

Danny Pang står også bag den visuelt smukke Re-cycle, som ligeledes var en lidt anderledes filmoplevelse.

Om In love with the dead:

Instruktør: Danny Pang
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Chung oi

Læs omtaler af andre film af Danny Pang