december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kærlighed’

Håb – Død verden 3 af Louise Haiberg

Håb - Død verden 3 af Louise HaibergEr det muligt at bevare håbet i en verden, hvor selv din nærmeste kan vise sig at blive din død?

Nera og Aidan nåede i Utopia sammen med deres gruppe frem til den sikre zone kaldet Vita, og blev indplaceret i det nye, trygge samfund. Aidan faldt hurtigt til, men Nera er kun i ro, når hun er sammen med Bane. Han giver hende tryghed og holder hendes mareridt på afstand.

Men Bane drager stadigvæk ud for at redde flere mennesker fra zombierne, og overlader Nera til at kæmpe mod sine indre dæmoner. Hun hader de mange hemmeligheder, vampyrelverne har for menneskene, og selvom hun burde føle sig tryg i Vita, så er hun i stedet for bange for, at hun er ved at blive sindssyg.

Så da hun får en idé, der kan give hende et nyt formål i livet, sætter hun alt ind på at føre den ud i livet. Også selvom Bane ikke just klapper i hænderne over den.

Håb – Død verden er tredje og sidste bind i Louise Haibergs trilogi om Nera, en overlevende i en zombiinficeret verden. Jeg synes, tempoet har holdt hele vejen, og selvom der også er blevet plads til en kærlighedshistorie undervejs, forfalder Haiberg bestemt ikke til sukkersød romantik.

Personerne virker troværdige, og Haiberg har i alle bindene haft sans for detaljerne. F.eks. synes jeg, at det har været forfriskende at læse en zombiroman, hvor den kvindelige hovedperson har nederdel på – fordi det gør det nemmere at komme væk, hvis man bliver overfaldet af zombier, mens man tisser eller skider!

Ligeledes er jeg imponeret over det store arbejde forfatteren har lagt i dagbogssiderne. Alle er håndskrevne og illustreret af Louise Haiberg og efterfølgende skannet ind i bøgerne. Det er meget virkningsfuldt, og igen har Haiberg tjek på detaljerne, for da Nera får en ny pen at skrive med, ændres skriften en smule.

Jeg kunne godt have tænkt mig at lære mere om vampyrelverne, men bortset fra det synes jeg, at Haiberg får samlet trådene op fra de forgående bind. Vi finder ud af, hvordan zombiepidemien startede, og Nera finder tilbage til sit tidligere handlekraftige jeg. Samtidig er slutningen forholdsvis åben, hvilket jeg personligt godt kan lide.

Håb – Død verden lever helt op til de forgående bind, og hvis du er til zombier, action, lidt kærlighed og en god historie, så kan jeg kun anbefale Louise Haibergs trilogi.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Håb – Død verden:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 288 sider
Omslag: Danielle Finster
Bind: Monstre, Utopia, Håb

Død verden-serien:

Monstre
Utopia
Håb

Utopia – Død verden 2 af Louise Haiberg

Utopia - Død verden 2 af Louise HaibergI en verden overløbet af zombier, hvor mennesker ikke engang kan stole på hinanden, dukker en ny allieret op i kampen mod de udøde.

Da vi forlod Nera og Aidan i første bind, var de og deres gruppe netop blevet reddet ud af den mugbefængte kælder, hvor de ellers havde været sikre på at skulle dø. Men pludselig hørte de kamptummel udenfor døren, og ind væltede to overnaturligt smukke mennesker i højt humør.

Kirsta og Bane, som de to hedder, tilbyder gruppen en handel. De vil sørge for at få dem alle levende med til en sikker zone, de har oprettet sammen med deres fæller. Det eneste menneskene skal gøre til gengæld er at afgive lidt blod. Det viser sig nemlig, at gruppen er blevet reddet af vampyrelvere, som er blevet tvunget til at handle, hvis ikke de selv skal uddød sammen med menneskene.

Spørgsmålet er, om gruppen overhovedet kan stole på vampyrelverne? Og hvad er det for en underlig påvirkning de har på mennesker. Nera kan nærmest ikke tænke, når Bane er i nærheden af hende, og Aidan har det på samme måde med Kirsta.

Men i virkeligheden er der ikke så meget at vælge imellem. Enten dør de i kælderen eller følger med til vampyrelvernes by. Og for Nera gælder det om at leve så længe så muligt. For så længe der er liv, er der håb.

Men selv hvis det lykkes gruppen at nå frem til den sikre zone, og hvis de kan stole på vampyrelvernes løfte, om at de kan leve frit her – er det så muligt at glemme årene med mistro, frygt og evig vagtsomhed?

Utopia – Død verden 2 er andet bind i Louise Haibergs zombi-trilogi. Den startede ud som en “almindelig” zombifortælling, men med vampyrelvernes ankomst er vi pludselig over i noget helt nyt. Og det er bestemt ikke dårligt.

Haiberg skriver godt. Hun får sine personer til at fremstå levende og troværdige, og den stædige, modige Nera er en sympatisk hovedperson, som jeg ikke kunne lade være med at holde af. Hun er ikke ufejlbarlig, og det er interessant at følge hendes forsøg på at modstå vampyrelvernes påvirkning, fordi noget, der er så godt, kan umuligt være sandt.

Det er også godt fundet på, at introducere et nyt væsen ind i zombiuniverset, og jeg glæder mig til at få afdækket flere hemmeligheder om denne race, der har levet skjult blandt menneskene, længe før zombierne dukkede op.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Utopia – Død verden 2:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 255 sider
Omslag: Danielle Finster
Bind: Monstre, Utopia, Håb

Død verden-serien:

Monstre
Utopia
Håb

Perfekte dage af Raphael Montes

Perfekte dage af Raphael MontesEn sociopat er kendetegnet ved bl.a. at være ligeglad med love og sociale spilleregler og ikke føle skyld og fortrydelse. Teo er sociopat, og han er dybt betaget af Clarice.

Den indadvendte Teo er under uddannelse som læge. Han bor alene med sin handicappede mor, og det nærmeste han har været på et forhold med en kvinde, var da han som teenager skrev sammen men en jævnaldrende pige, der boede langt væk. Så er der selvfølgelig Gertrude – liget som de medicinstuderende øver sig i at dissekere på. Gertrude og Teo har haft mange gode stunder sammen, men nu er det slut.

Til en fest som hans mor har trukket ham med til, møder Teo den sprudlende Clarice. Hun skriver på et filmmanuskript, ryger og drikker, og er på alle måder helt anderledes frimodig og selvsikker end Teo. Alligevel bliver han dybt betaget af hende, og sætter sig for at de skal være sammen. Så Teo stalker Clarice, og ender med at hjælpe hende en aften hun har fået alt for meget at drikke og er faldet om på gaden.

Men i stedet for at se hvor godt de passer sammen, ønsker Clarice ikke at have spor med Teo at gøre. I affekt slår Teo hende bevidstløs, putter hende i en kuffert og tager hende med på et roadtrip. Clarice skal overbevises om, at Teo er manden for hende. Uanset hvad.

Brasilianske Raphael Montes er advokat og forfatter med en række romaner og noveller bag sig. Perfekte dage er hans første udgivelse på dansk, og her er tale om en spændende og anderledes thriller.

Dels er Teo en anderledes hovedperson. Han er godt selv klar over, at han er anderledes end andre mennesker. Ikke desto mindre gør han sit bedste for at passe ind i samfundet og følge normerne. Selvom han f.eks. ikke elsker sin mor, så er han alligevel på alle måder en pligtopfyldende søn, og kysser hende hver dag godmorgen.

Dels er selve plottet så helt anderledes end en almindelig thriller. Teo kidnapper Clarice, men han forstår slet ikke, at han overskrider nogen grænser ved at gøre det. Tværtimod er han sikker på, at når først Clarice ser, hvor god han er for hende, så vil de blive lykkelige sammen. At hun så modarbejder ham undervejs er kun normalt. For et forhold går jo op og ned.

Endelig lader Raphael Montes også plottet tage en uventet drejning mod slutningen af bogen, ligesom slutningen så igen går i en ny og overraskende retning. Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad der var i vente.

Perfekte dage er fascinerende og foruroligende læsning. Jeg sad hele tiden og forventede det værste, når den manipulerende Teo endnu en gang bedøver Clarice, når hun ikke gør som han ønsker. Samtidig udspiller der sig et intenst psykologisk spil imellem Teo og Clarice, som er nervepirrende og uforudsigeligt. Så selvom her ikke er tale om en thriller, hvor siderne drypper af blod med et mord på hver side, så er fortællingen alligevel både ond og brutal.

Jeg kom til at tænke på John Fowles nyklassiker fra 1963, Offer for en samler, og jeg er sikker på, at Raphael Montes også kender den. For mon ikke det er en homage, at han lader Clarice være kunststuderende ligesom Miranda er i John Fowles roman?

Sproget flyder let, og Raphael Montes lader os komme helt ind i hovedet på Teo. Det er godt, ondt og morbidt, og med en understrøm af sort, sort humor. Perfekte dage er absolut en bog der er værd at læse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Perfekte dage:

Udgivelsesår: 07.06.2017
Forlag: Gyldendal, 285 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet
Originaltitel: Dias perfeitos

Til døden os skiller af Michelle Richmond

Til døden os skiller af Michelle RichmondSpændende ægteskabsthriller hvor ordene ‘til døden os skiller’ får en anderledes skræmmende betydning.

Når man er nygift forestiller man sig, at ægteskabet altid vil vedblive at være lykkeligt. Realiteterne er dog, at mange par bliver skilt, og som ægteskabsterapeut ved Jake det om nogen. Så da han og Alice til deres bryllup modtager en invitation til en eksklusiv klub, hvis formål er at støtte op om ægteskabet, siger de ja.

Pagten, som aftalen kaldes, har en hel manual med regler for ethvert af ægteskabets aspekter. Man skal f.eks. altid tage telefonen, når ens ægtefælle ringer. Der er påbud om månedlige gaver og halvårlige rejser osv. Alt sammen berigende for forholdet.

Men der er også straffe! Og da Alice kommer til at bryde en vigtig regel, opdager de, hvor seriøst Pagten tager sig selv. Det går op for dem, at denne fascinerende klub med lykkelige, rige par, dækker over meget mere end de havde forestillet sig, og at det kan vise sig umuligt at forlade Pagten igen. I hvert fald i live.

Til døden os skiller er en velskrevet ægteskabsthriller, som jeg på ingen måde gennemskuede, selvom jeg ellers gættede godt med undervejs. Michelle Richmond skriver flydende, og fortæller historien skiftevis mellem Jakes tanker og en fremadskridende handling. Det fungerer godt, da Jakes overvejelser giver en ekstra dimension til plottet, og da vi ikke kender Alices tanker, er det også med til at skabe suspense.

Historien er desuden elementært spændende, og holder man f.eks. af Bag lukkede døre af B. A. Paris eller Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz, er jeg sikker på, at Til døden os skiller også vil være et hit.

Personligt bliver jeg måske nok lidt irriteret over denne kreds af rige, smukke og succesfulde mennesker, som slutter sig om sig selv og ud fra deres idealer vil styre andre ud fra den overbevisning, at de alene vide. Men også i den virkelige verden er der jo magtfulde kredse, som bestemmer over andre, så det er vist bare min egen aversion, der trykker. Og på trods af min anke læste jeg Til døden os skiller over ganske få dage og var godt underholdt undervejs.

Endeligt synes jeg også lige, at forlagets markedsføring af romanen fortjener ros. Som en god gimmick fik jeg nemlig bogen tilsendt som en indpakket gave med en slags ‘advarsel’ vedhæftet: “Til en Ven. Tænk dig om, før du åbner…” Det er da sjovt fundet på 🙂

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Til døden os skiller:

Udgivelsesår: 28.09.2017
Forlag: Klim, 423 sider
Originaltitel: The Marriage Pact
Omslag: Getty Images

Under ensomme stjerner af Kate Ling

Under ensomme stjerner af Kate LingI 84 år har rumskibet Ventura rejst ensomt gennem stjernerne på vej mod stjernesystemet Epsilon Eridani. Der er endnu 262 år til Venturas forventede ankomst, og livet i rumskibet er planlagt i alle detaljer uden mulighed for afvigelser, for at rejsen skal lykkes.

For 16-årige Seren betyder det bl.a., at hun ved slutningen af sin skolegang får at vide, hvem hendes livspartner er. For at sikre missionen er der nemlig tilrettelagt et nøje udregnet avlsprogram, hvor hver årgang genetisk bestemmes og sammensættes efter at føde de mest velegnede børn.

Men Seren er ikke som alle andre. Modsat sin to år ældre søster Pandora der er gravid med sin livspartner og fuldt ud tilfreds med sine livsvilkår, har Seren ingen lyst til at indordne sig skibets strikse regler. Hun føler oftest, at livet på Ventura er meningsløst, og da hun får at vide, at hendes livspartner er den utålelige Ezra, hjælper det ikke ligefrem på hendes samarbejdsvilje.

Så møder hun den to år ældre Dom, og alt ændres. De har godt nok begge fået tildelt andre livspartnere, og de ved også, at det aldrig kan blive til noget mellem dem. Alligevel slår det gnister, når de ses, og snart kan de ikke skjule for omverdenen, hvad de føler. Det får store omkostninger for dem begge.

Under ensomme stjerner er YA science fiction med et stort skvæt kærlighed. Det er normalt ikke min kop te, men Kate Ling lader kærlighedshistorien udspille sig i et miljø, hvor menneskelige drifter ikke har nogen plads, hvilket giver fortællingen en spændende kant. Skibets besætning holdes under streng kontrol, og uønsket opførsel straffes øjeblikkeligt. Samtidig er hovedparten af menneskene ombord fuldt ud indforstået med, at dette er nødvendigt for at fuldføre missionen, så der er ikke meget forståelse for de få, der bryder reglerne.

Et andet plus er hovedpersonen Seren. På den ene side har hun været indlagt med psykiske problemer og er generelt utilpasset. På den anden side gør hendes sind hende stærk som stål, da hun først møder Dom. Her finder hun for første gang samhørighed, og for den kærlighed vil hun gøre alt og stå imod alt. Denne dobbelthed gør hende til en mere sammensat og nuanceret person, end man ofte finder i YA-litteratur, og dermed mere interessant at følge.

Endeligt synes jeg også, at tanken om rumrejser, som tager flere generationer af menneskeliv, lægger op til en masse spændende overvejelser. Kan man f.eks. blive ved med at tro på missionen som kaptajn Kat gør med liv og sjæl? Kommer der et tidspunkt, hvor man er kommet så langt fra jorden på alle måder, at missionen mister sin værdi som endemål? Bliver man ved med at være mennesker efter 700 år i rummet? Og hvad hvis alt går vel, og man vender tilbage til jorden – hvad venter der så én der?

Under ensomme stjerner er både kærlighed, action og drama krydret med science fiction elementer. Kate Ling skriver levende og holder sin læser fanget hele vejen. Det er ikke kun historien om Serens desperate kamp for kærligheden. Det er også en fortælling om at gå imod strømmen og vælge sin egen skæbne uanset omkostningerne. Om at være menneske og om at blive ved med at håbe. Og noget af det interessante for mig er, at det for så vidt gælder for både Seren, der drømmer om noget andet, såvel som for Pandora der er stålsat på Venturas mission. For også det kræver håb.

Mod slutningen accelerer handlingen, og selvom det nok er her, romanen tydeligst fremstår som YA (set med science fiction øjne), så er det alligevel en cliffhanger, der også har sat krogen i mig.

Vi er en af de interstellare generationer. Vi har aldrig set Jorden; vi kommer aldrig til at se, hvor vi skal hen. Vi vil aldrig komme til at kende andet end dette skib, der er 84 år inde i en 700 år lang rejse. Vore børn vil aldrig komme til at kende andet. Det bliver vore efterkommere, der vil nå destinationen, og en dag vil deres efterkommere vende tilbage til Jorden med de mest spændende nyheder, som menneskeheden nogensinde har fået. Men i mellemtiden er det vigtigt, at vi husker, hvem vi er, at vi bærer vort hjems kultur, moral og idealer med os. At vi stammer fra Jorden, selvom vi aldrig har set den.” (s. 19)

Under ensomme rejser lever måske ikke helt op til romaner som f.eks. Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff, som jeg var meget begejstret for. Ikke desto mindre var jeg underholdt hele vejen og glæder mig til at læse de følgende bind i Ventura-sagaen, der udkommer i løbet af 2018.

Under ensomme stjerner er læst som et anmeldereksemplar sponsoreret af Bog & Idé. Bogen kan købes her.

Om Under ensomme stjerner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gads forlag, 307 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Loneliness of Distant Beings

Besøg Kate Lings hjemmeside

Diabolik af S. J. Kincaid

Diabolik af S. J. KincaidNemesis er en diabolik. Et genmodificeret humanoid væsen skabt til at dræbe og bundet til sin ejer, senatordatteren Sidonia, med en ubrydelig loyalitet der gør hende den perfekte livvagt. Da diabolikker pludselig forbydes, overtaler Sidonia sine forældre til at lade hende beholde Nemesis. Sidonia ser nemlig ikke Nemesis som en sjælløs genstand, men som sin ven.

År senere forbryder Sidonias far, senator von Impyrean sig mod kejseren, der forlanger Sidonia som gidsel for at sikre senatorens lydighed. For at redde deres datter sender senatoren og matriarken i stedet for Nemesis, der er blevet oplært til at opføre sig som Sidonia, af sted. De er nemlig overbeviste om, at kejseren ikke har rent mel i posen – og de har helt ret.

Diabolik er et vellykket, underholdende YA scifi-drama, der udspiller sig i en fremtidig verden, hvor kun den herskende klasse, Grandiokratiet, må eje teknologien til at rejse mellem stjernerne. Grandiokraterne bor i sikkerhed på luksuriøse rumstationer, mens de almindelige mennesker, plebejerne, er henvist til at bo på planterne udsat for stråling og andre farer, og helt underlagt Grandiokraternes styre.

I toppen af samfundet sidder den enerådige og paranoide kejser Randevald von Domitrian, der efter at have udrenset det meste af sin familie har udnævnt sin utilregnelige nevø Tyrus som sin arving. Grandiokratiet opvartes af kunstigt fremstillede domestikker, der er genmodificeret til at tjene, og samfundet bygger på troen om Det Levende Kosmos, hvor videnskab betragtes som kætteri.

Nemesis smides midt ind i den politiske slangerede på Krysantemum, Imperiets største heliosfære, der huser kejserens hof, hvor hun både skal huske at opføre sig som et menneske, men også bliver nødt til at lære at manøvrere blandt korrupte Grandiokrater og forkælede senatorbørn. Men som tiden går, opdager hun, at selvom hun anses (og også anser sig selv) for at være en sjælløs ting, dukker hidtil ukendte følelser op i hende. Hendes loyalitet udfordres og hun tvinges til at vælge sin egen vej, frem for den som hun blev bundet til i sin skabelse.

Jeg var vældig underholdt af S. J. Kincaids Diabolik, der forkæler læseren med både action, drama, store følelser og moralske dilemmaer. De mange intriger ved kejser Domitrians hof fik mig til at tænke på Philippa Gregorys bøger fra Tudor-tidens England, hvor adlen var i en evig magtkamp, der udspillede sig såvel i soveværelset som i rådssalen eller på slagmarken.

Udover den elementært spændende handling indeholder Diabolik også en mere eftertænksom del. Nemesis er kunstigt skabt, og hun er skabt til at dræbe. Undervejs i romanen følger vi, hvordan hun langsomt udvikler sig fra en hensynsløs dræber kun med tanke for sin herskers sikkerhed, til en reflekteret og medfølende skabning. Gennem hende tvinges læseren til, ikke alene at forholde sig til hvornår man er menneske, men også til om mennesker har en moralsk ret til at herske over andre skabninger, som f.eks. domestikker, diabolikker og de mange genetisk fremstillede bæster, Grandiokratiet bruger i dyrekampe. Og hvis Nemesis er menneskelig, kan man så klandre hende for de mange drab, hun har begået som diabolik?

Endeligt var jeg også begejstret for hele universet, som Kincaid har bygget op. Hun fortæller i et interview, hvordan hun ønskede at skabe en dekadent fremtidsverden, hvor overklassen havde masser af penge og ikke noget at lave, så i stedet går de op i deres udseende til en grad, hvor alle kan modificeres til ukendelighed, og udseendet dermed er blevet en kunstform. Denne dekadence giver mindelser til det romerske imperium med kejsere som Caligula og Nero, og Kincaid fortæller da også, at Diabolik bl.a. er inspireret af BBC-miniserien Jeg, Claudius af Robert Graves.

Under alle omstændigheder er universet gennemført og godt skruet sammen, og jeg fik lyst til at lære mere om de forskellige grupperinger. Alligevel vil jeg skynde mig at tilføje, at det også for en gang skyld var fedt at læse en roman, der IKKE er første bind i en trilogi. For undskyld mig – ind i mellem er det altså rart, at en historie slutter, når den slutter.

Diabolik er blevet sammenlignet med både Hunger Games og Star Wars, men Kincaid er i virkeligheden Star Trek-fan. Sammenligningen generer hende dog ikke spor, selvom hun synes bedre om sin redaktørs beskrivelse ”Terminator møder House of Cards i rummet”. Selv kom jeg også til at tænke på Pierce Browns Red Rising og Golden Son.

Om Diabolik:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen, 371 sider
Omslag: Sam Weber

Besøg S. J. Kincaids hjemmeside

Alena af Kim W. Andersson

Alena af Kim W. AnderssonFlot tegneserie-thriller om ulykkelig kærlighed og ondskabsfuld mobning i det svenske kostskolemiljø

Svenske Kim W. Andersson debuterede i 2006 med en romantisk horrorserie kaldet “Love Hurts”. Serien blev fremragende modtaget og vandt Svenska Serieakademins Adamsonpris i 2011. “Alena” ligger i naturlig forlængelse af “Love Hurts” fortællingerne, og er ligesom dem blevet en succes i Sverige med en filmatisering i 2015 og udgivelse i flere lande, bl.a. USA, Frankrig og Spanien.

Alena og Josefine var tætte veninder. Måske mere. Det ville Josefine i hvert fald gerne. Men så dør Josefine i en tragisk ulykke, og nu er Alena begyndt på en ny skole, som ellers er forbeholdt rige og talentfulde elever.

Alena kan slet ikke falde til på skolen. Hun bliver mobbet af de andre piger, og særligt anføreren af lacrosseholdet, Filippa, er efter hende. Så Alena holder sig for sig selv. Det vil sige – hun taler stadig hver dag med Josefine. Selv døden kan ikke bryde deres bånd, og deres venskab er stærkere end nogensinde før.

Josefine vil have, at Alena skal stå op for sig selv. Det tør hun dog ikke – og så må Josefine tage over. Men da den lækre Fabian pludselig fatter interesse for Alena, glider forholdet til Josefine i baggrunden. Spørgsmålet er dog, om Alena kan kontrollere Josefine …

Kim W. Anderssons tegnestil beskrives som en blanding af den klassiske stil fra amerikanske 50’er-serier med ele­menter fra alternative 90’er-serier, som “Tank Girl” af Jamie Hewlett. Illustrationerne er realistiske og detaljerede, med en farvelægning der bruges visuelt til at underbygge stemningen i fortællingen.

Andersson leger med perspektivet og skifter mellem oversigtsbilleder og ‘helt nede i detaljen’-rammer, og selvom “Alena” måske ikke har verdens mest originale plot, så sørger den skarpe billedside for, at også ikke-teenagere alligevel fanges 100% ind af historien.

Blandingen af ulykkelig kærlighed, mobning og ren horror er meget vellykket, og jeg følte mig underholdt hele vejen. Nu håber jeg bare at forlaget Forlæns også får lyst til at udgive “Astrid : cult of the volcanic moon”, som er Anderssons nyeste projekt, og beskrives som en blanding af “Firefly” og “Mass Effect“.

 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 120 sider

Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Læs mere:

Læs en anmeldelse af The Complete Love Hurts
Kim W. Anderssons hjemmeside
Interview med Kim W. Andersson på Art Bubble

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle SchmidtFra bagsiden:
Diego & Dolly er en grafisk roman om den altoverskyggende kærlighed. En kærlighed, der kan få selv den mest grå og triste hverdag til at lyse op i den smukkeste røde farve. Diego og Dolly er det perfekte par. De er skabt til at være sammen. I al evighed.

For Diego findes der kun én ting i verden, der betyder noget – Dolly. Hun er hans store kærlighed, og han er overbevist om, at hun også elsker ham. Trods alt reddede han hendes liv til en premiere, og han har foræret hende et hav af gaver.

I en kort periode bliver Diego i tvivl om Dollys kærlighed. Men heldigvis overvinder kærligheden alt, og nu skal de snart være sammen for altid.

Jesper Wung-Sung har skrevet en vellykket novelle om en ung mands forelskelse i en kvindelig filmstjerne, der kammer over i en altopslugende besættelse. Historien får dog langt mere dybde, når illustrationerne kobles på, og i mine øjne er det bedste ved Diego & Dolly Palle Schmidts illustrationer. Holdt i grålig/hvide toner med glimt af pang rød der skaber lys i det grå, når Dolly er i nærheden.

På allerbedste vis  både understøtter og viderefører Palle Schmidts tegninger Wung-Sungs historie. Uskyldige sætninger får nyt liv via billedsiden, der lader Diegos stigende besættelse komme ud i lyset. Den lysende kærlighed forvandles til lysende vanvid, og til sidst slukkes lyset. Det er så flot lavet.

Jeg kan kun anbefale Diego & Dolly, og er du stadigvæk i tvivl, så se en smagsprøve her

Om Diego & Dolly:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 61 sider
Tegner: Palle Schmidt

Læs mere på Jesper Wung-Sungs og Palle Schmidts hjemmesider

Udryddelsen af Kazuaki Takano

Udryddelsen af Kazuaki TakanoTankevækkende thriller om hvad der kan ske, hvis en ny livsform truer menneskeheden

Da den amerikanske efterretningstjeneste opsnapper oplysninger om, at der er opstået en ny livsform med potentiale til at udrydde menneskeheden, er valget for den amerikanske præsident ikke vanskelig. Han sætter en lille gruppe professionelle lejesoldater på opgaven – at opspore og udrydde truslen.

Samtidig er den unge japanske universitetsstuderende Kento i sorg over farens pludselige død. Midt i sorgen modtager han en mail fra faren med helt specielle anvisninger. Faren vil have Kento til at fuldføre den opgave, han var i gang med. Og det vender op og ned på Kentos liv. Men også på alle hans forestillinger om faren.

De to spor krydser hinanden, og snart er læseren fanget i en hæsblæsende jagt på det afrikanske kontinent, hvor skellet mellem godhed og ondskab er blevet udvisket i den uoverskuelige krig mellem stater, befolkninger og oprørsgrupper.

Folkedrab”, messede Singleton. “I øjeblikket gennemlever Congo en storkonflikt, én der er blevet kaldt Den Første Afrikanske Verdenskrig. Her er det højeste antal døde siden anden verdenskrig fire millioner. Våbenhvilerne bliver brudt igen og igen, og der er ingen ende i sigte.” Som kunne han aflæse tvivlen i soldaternes ansigter, fortsatte han. “Det her sker faktisk, tro mg. Det er bare sådan at aviserne og tv ikke rapporterer om det. Man kan godt kalde det diskrimination fra mediernes side. Massemedierne i de udviklede lande er ligeglade med hvor mange afrikanere der bliver slået ihjel. Det konstante folkedrab i denne region får mindre presseomtale end da syv gorillaer blev dræbt. Men på den anden side er afrikanere heller ikke nogen truet art.”

Jeg havde ikke hørt udtrykket Den Første Afrikanske Verdenskrig før, men et hurtigt tjek på nettet førte til denne JP Explorer-artikel, der ord for ord bekræfter den grusomme historie, som Singleton fremfører i citatet. Hvordan væbnede konflikter oftest udvikler sig til regionale kriser (og også bliver globale fordi I-landene støtter de forskellige parter), når der er mulighed for at tjene penge på at plyndre værdifulde naturressourcer, hvad enten det er olie, diamanter eller metaller til brug i computere. Det er svært for en almindelig dansk bibliotekar, der aldrig har oplevet noget værre end overvejelser om aftensmaden, at forstå de grusomheder der her udspiller sig hver eneste dag. Alene fordi Kazuaki Takano sætter fokus på dette, er Udryddelsen værd at læse.

Men historien rummer naturligvis mere, for det er selv sagt ikke kun på det afrikanske kontinent ondskaben findes. I USA har den amerikanske præsident Burns i sin iver for at ramme terroristerne sat en række love og menneskerettigheder til side. Mistænkte sendes rask væk til lande som Usbekistan for at blive tortureret, og præsidenten styrer landet ud fra frygt for det fremmede fremfor ønsket om at favne det. Spørgsmålet er, om det også er den rette tilgang til problemet denne gang?

Udryddelsen er som antydet en roman, der rejser en række etiske problemstillinger. Er det f.eks. i orden at slå en gruppe uskyldige mennesker ihjel, hvis det potentielt redder resten af verden? Kan vold og tortur retfærdiggøres, hvis det er i en højere sags tjeneste? Og hvem bestemmer, hvad en højere sag er? Ændrer det ens opfattelse af et drab, hvis man kan se det menneske, man skal dræbe, i øjnene i forhold til at dræbe via droner? I hvor høj grad påvirker ens barndom de beslutninger man træffer senere i livet? Er mennesket i bund og grund et frygtsomt og hadefuldt væsen, eller er godhed og kærlighed indgroet i os? Den diskussion af menneskets sind er uhyre interessant, men desværre også temmelig desillusionerende.

Kazuaki Takano har skrevet en tankevækkende thriller, som kræver at man fordyber sig i læsningen. Både pga. de etiske spørgsmål, men også fordi den indeholder en del videnskabelige afsnit, der sikkert kan afskrække enkelte læsere. Samtidig er historien dog også elementært spændende. Dels er der gruppens flugt gennem et land, hvor oprørsstyrker og lokale bander ingen skrupler har over at myrde hvem som helst. Dels er der Kentos forsøg på at finde den kur, som hans far arbejdede på, da han døde. Så her er også masser af underholdning.

Under alle omstændigheder har Takano skrevet en yderst læseværdig roman, med en slutning der kan dele vandene. For hvad er egentlig håbet for menneskeheden?

Kazuaki Takano debuterer på dansk med Udryddelsen, men i hjemlandet Japan er han en anerkendt forfatter. Med sin blanding af videnskab og spænding minder Takanos forfatterskab om forfattere som Michael Crichton og på dansk Mads Peder Nordbo. Jeg ser frem til at læse mere fra Takanos hånd.

Om Udryddelsen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 444 sider
Originaltitel: Jenosaido
Omslag: Bitten Vernersen

Grænselandet af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

graenselandet1Den unge hersker Destan Tolvarssøn er tilbage i Heikan hos Sikanias mørke folk, som trues af hungersnød. Destans alliance med Sikanias lyse folk falder ikke i god jord hos Rådet. Ikke desto mindre beslutter Destan at forsøge at få gang i handlen med overfladen, så han kan købe korn til sit folk. Imens rasler naboerne i Koru med våbnene. Destan frygter, at de vil gå i alliance med de frygtede taronere og angribe Heikan.

I et forsøg på at blive forsonet med sin moder sender Destan en rådmand ud for at overtale Theodora til at vende tilbage og hjælpe ham med at styre. Men ikke alle er lige interesseret i, at Destan skal klare sig godt, og et kup lurer i det skjulte.

Uvidende om dette gør Destan sit bedste for at sikre sit folk, men han er stadigvæk i dyb sorg over tabet af Celina. Et tab han nægter at anerkende som endeligt, og derfor opsøger han den eneste person, der kan hjælpe. Men med hvilke omkostninger?

Grænselandet er bind 2 i serien om Mørkets søn, og Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl fortsætter det gode oplæg. Denne gang hører vi mere af historien bag splittelsen mellem lysets og mørkets folk, ligesom forfatterne succesfuldt udbygger seriens univers ved at introducere en række nye væsner og deres samhørighed med Sikanias to folkeslag.

Hvor første bind måske var lidt lang tid om at komme helt op i omdrejninger, er der her i andet bind mindre fokus på kærlighed og familierelationer og mere på intriger og krig. Det giver fortællingen fart lige fra starten af.

Udover at holde spændingen i selve plottet fortsætter persongalleriet også med at være interessant at følge. Selvom Destan har allieret sig med lysets folk, er han stadigvæk barn af mørket. Denne sammensatte personlighed gør ham til tider uforudsigelig. Vi kommer også tættere på den unge Baran, der meldte sig til hersker Ragns hær for at hjælpe med at finde Celina i bind 1. Baran kommer nu helt tæt på den mørke Destin, da krigen truer, og pludselig må han finde ud af om han kan være loyal mod manden, der delvist er skyld i Barans families vanære.

Og så viser Hedengran og Sanddahl sig atter at være ganske nådesløse overfor deres personer, så ingen kan vide sig sikker på at fortsætte til bind 3.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Grænselandet, der ligesom første bind er udgivet som hardback i solidt papir med en fin typografi og en fængende forside. Jeg har ikke kunne finde en udgivelsesdato på bind tre, men jeg glæder mig allerede til at få slutningen på denne velskrevne trilogi, der kan læses af såvel unge som voksne fantasy-elskere.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 49)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth
Forlag: Ulven og Uglen, 405 sider

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017