december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kærlighed’

Gigant af Rune Ryberg

gigant_rune_rybergKulørt, humoristisk og actionfyldt coming-of-age tegneserie fyldt med monstre, ottebenede hunde og en kærlighed der overvinder alt

Den lille, spinkle Ozzy, hvis øgenavn er Gigant, er på date med Donna. Pludselig dukker et monster op og spiser Donna i en mundfuld. Gigants første indskydelse er at stikke af, som han plejer, men så beslutter han sig alligevel for at tage kampen op. Det fører ham ud på en farlig færd til fremmede dimensioner, hvor monstre og ottebenede hunde forsøger at bremse ham i at redde Donna.

Historien om Gigant er en kulørt coming of age-fortælling pakket godt ind i humor, action og tjubang. Helten skal som i de klassiske eventyr igennem en masse prøvelser, før han kan få prinsessen og vende hjem som et bedre menneske. Der er dog ikke meget belærende over Gigants flippede og crazy univers, som ubegribeligt nok er Rune Rybergs debut.

Der kan siges meget positivt om ebøger, men for mig slår intet følelsen af at sidde med en rigtig bog, hvor du ligefrem kan mærke håndværket. Sådan en udgivelse er Gigant. Med sit luksuriøse omslag hvorpå tegninger og tekst er trykt i klare røde og blå farver, så de nærmest springer ud i hovedet på læseren, ligefrem skriger udgivelsen: fremragende håndvæk. Papiret er ligeledes i kraftig kvalitet, og udgivelsen afsluttes med et indblik i Rybergs arbejdsproces med Gigant. Det er bare så lækkert, og udgivelsen har da også modtaget støtte fra Statens Kunstfond.

Rybergs tegninger fremstår lidt forpjuskede og skæve, men er samtidig både udtryksfulde og fyldt med dynamik og energi. Her i Gigant er de holdt i pangfarver, der underbygger det gakkede univers, vi befinder os i.

Ryberg er oprindeligt uddannet animator fra Animationsværkstedet i Viborg. Han har også arbejdet på forskellige danske kortfilm og tv-serier. Gigant vandt Pingprisen 2015 for Bedste børne/ungdomstegneserie, hvor den fik følgende ord med på vejen:

Med minimal tekst og up-beat tempo styrer et suverænt billedflow fortællingen i land. Det gennemarbejdede fantasyunivers byder på action, humor og spænding, og de vilde farver og afstemningen mellem dem gør læsningen til en udsøgt visuel fornøjelse.”

Jeg kunne ikke være mere enig.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Forlæns, 60 sider

Besøg Rune Rybergs hjemmeside

Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

moerkets-soenDestan Tolvarssøn er arving til Sikanias trone. Det samme er Celina. Men de to unge arvinger har aldrig set hinanden og kommer heller aldrig til at mødes, for Destan skal herske over det mørke folk, som bor under jorden og kun kommer op om natten for at dyrke jorden og jage, og som hader lysets folk, mens Celina skal herske over det lyse folk, som bor på overfladen og frygter mørket mere end alt andet.

Destan har dog overhovedet ikke lyst til at blive hersker. Han har aldrig kunne leve op til sin fars forventninger, og er i stedet gået i den modsatte grøft og turer rundt i byens værtshuse i stedet for at følge sine læreres undervisning og sidde med under rådsmøderne.

Men da hungersnød truer det mørke folk, får hersker Tolvar en idé. Han vil kidnappe Celina, og tvinge hersker Ragn af lysets folk til at slukke for solen, så mørkets folk kan komme op til overfladen. Og han vil have Destan til at udføre dåden.

På trods af deres anstrengte forhold griber Destan chancen for et eventyr og siger ja til Tolvar, men det viser sig, at opgaven langt fra er så simpel, som den lyder.

Forlaget Ulven og Uglen blev grundlagt i 2013 med ambitionen at udgive fantasy af høj kvalitet til et voksent publikum. Et hurtigt kig på forlagets tidligere udgivelser viser, at ambitionen ser ud til at lykkes, og jeg kan da også anbefale Mørkets søn til både unge og voksne fantasy-læsere, som holder af et godt eventyr, hvor kampen mellem det gode og det onde krydres med en kærlighedshistorie i et interessant og troværdigt univers. Samtidig er den fysiske udgivelse også lækker med kraftigt papir, letlæselig typografi og en appellerende forside.

Debutanterne Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl har skabt et spændende todelt rige, hvor splittelsen mellem et lysets og et mørkets folk både er godt fundet på og vel udført. Destan, som tilhører mørkets folk, er f.eks. klart mere brutal og selvisk end lyse Celina i starten, og selvom de begge tvinges til at udvikle sig undervejs, så er det interessant med en hovedperson som har en mere sammensat personlighed end helte ofte har.

Sproget flyder let, og selvom historien er lidt tid om at komme rigtigt i omdrejninger, er den både underholdende og spændende. Vi får ikke så meget at vide om, hvorfor mørkets folk i første omgang er endt i det underjordiske rige, men det, håber jeg, kommer i bind to. Til gengæld slutter Mørkets søn med noget af en cliffhanger, som smider alt op i luften til næste bind, der har fået titlen Grænselandet.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 49)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Ulven og Uglen, 393 sider
Omslag: Breth Design v/Mette Breth

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017

The Living Dead Girl

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

In love with the dead

In love with the deadHvad får man, hvis man kobler en kærlighedshistorie med spøgelser? Nogen gange en rigtig god historie, andre gange en lidt sær hybrid. Sidstnævnte synes jeg er tilfældet med In love with the dead.

Bagsiden lover ellers masser af gys med ordene “Pang-brødrene har gjort det igen! Endnu en gang har de kun én mission: at skræmme dig fra vid og sans.” Men i stedet får vi de første 80 minutter et – i øvrigt meget smukt – kærlighedsdrama om det unge par, Ming og Wai.

Wai får kræft og chancerne for helbredelse er ikke gode. I starten holder de humøret oppe, og Ming gør alt for at være så meget sammen med Wai som muligt. Det fører til, at han bliver fyret fra sit job, og i stedet må tage til takke med et noget mindre prestigefyldt arbejde sammen med en tidligere skoleveninde, Ting.

Mens Wai bliver mere og mere syg, får Ming vanskeligere ved at håndtere situationen. Allerhelst vil han være der for Wai hele tiden, men hun trækker sig tilbage og søger alternative måder at blive rask på. Samtidig plages hun af jalousi over, at Ming nu ser Ting hver dag, og det er måske ikke uden grund, for Ting har stadig følelser for Ming.

Så langt så godt – uden et eneste lille gys udover Wais lillesøsters fascination af gysertegneserier. Først i filmens sidste kvarter kommer der lidt horrorstemning ind i filmen. Wai forsvinder, og da hun vender tilbage, trækker hun sig fuldstændig væk fra omverdenen, og imens begynder også Ming at opleve sære hændelser. Slutningen vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men den trækker helt klart op i gyserøjne.

Problemet med In love with the dead er, at en bagsidetekst som ovenstående lokker lidt andre seere til, end hvis man beskrev den som det kærligheds-drama, det reelt er. Samtidig tror jeg dog nok, at de fleste seere til kærligheds-dramaer vil betakke sig for den grumme slutning. Så på den måde bliver In love with the dead en sær blanding, som måske nok er både velspillet, underholdende og overraskende til sidst, men som alligevel ikke rigtig fik mig helt op at ringe.

Richard Kuipers kalder In love with the dead for: “a moody terminal-illness meller that develops into a ghost story with a “Fatal Attraction” kick“, og det er nok ikke helt galt.

Danny Pang står også bag den visuelt smukke Re-cycle, som ligeledes var en lidt anderledes filmoplevelse.

Om In love with the dead:

Instruktør: Danny Pang
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Chung oi

Læs omtaler af andre film af Danny Pang

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

På den anden side af Audrey Niffenegger

På den anden side af Audrey NiffeneggerMan siger, at kærlighed overvinder alt – selv døden.

Audrey Niffenegger skriver ikke som nogen anden, jeg har læst. I Den tidsrejsendes kvinde fortæller hun en fantastisk kærlighedshistorie, der rækker gennem tid og rum og blander science fiction elementer ind uden på nogen måde at blive en science fiction roman. I På den anden side blander hun igen flere genrer ved at skrive en roman om kærlighed, spøgelser og om søgen efter sin identitet.

Tvillingerne Elsepeth og Edie har ikke set hinanden i mere end 20 år, men da Elsepeth dør af kræft, testamenterer hun alligevel alle sine ejendele til Edies to tvillingepiger. Pigerne kommer til London for at bo i Elsepeths lejlighed, og her møder de både overboen, den excentriske Martin, og underboen Robert, der var kæreste med Elsepeth.

Tvillingerne er trods et ens ydre meget forskellige. Julia er udadvendt og forestiller sig, at de to piger altid skal være sammen, mens Valentina er mere indadvendt og drømmer om at skabe sit eget liv.

I lejligheden dukker også Elsepeth op. Hun er tilsyneladende fanget i efterlivet og kan ikke forlade lejligheden. Hun forstår ikke, hvad formålet er, men forsøger desperat at få kontakt med både Robert og tvillingerne. Og da det lykkes, får det helt uforudsete konsekvenser.

Audrey Niffenegger skriver fremragende. Hun beskriver Roberts kærlighed til og længsel efter Elsepeth, så det gør helt ondt. Samtidig gør hun tvillingernes mere komplicerede forhold til hinanden levende, selvom man som ikke-tvilling formodentlig aldrig helt kan forstå sådan et forhold.

Fortællingen er gennemsyret af både kærlighed og grusomhed. Noget utilsigtet, men noget også helt bevidst, og mod slutningen fik jeg næsten ondt i maven, mens jeg læste. De gamle hemmeligheder dukker op til overfladen, og jeg kunne næsten ikke bære at være vidne til personernes skæbner.

På den anden side er både en meget smuk historie og samtidig en meget grum historie. Det er ikke en ukompliceret og lykkelig kærlighedsfortælling, og er man mest til det, skal man gå uden om Niffeneggers roman. Historien om Elsepeth, Robert og tvillingerne er gennemsyret af en mørk undertone, som sidder længe i én efter endt læsning. Det er dog også det, som gør historien så fantastisk, og jeg kan absolut anbefale den til alle, som holder af velskrevne fortællinger om kærligheden, livet og døden.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 428 sider

The Omen

The Omen 1976For nogen tid siden så jeg genindspilningen af The Omen, og det var en positiv oplevelse. Derfor var jeg lidt spændt på, hvordan originalen placerede sig i forhold til genindspilningen. Heldigvis synes jeg stadig om genindspilningen, men jeg kan bestemt også se, hvorfor originalen har opnået kultstatus.

Historien er gennemgående ens i de to film. Oprindeligt lagde manuskriptet vægt på nogle scener med gargoyles og heksemesser, men da Richard Donner kom til som instruktør, skar han disse scener væk og lagde i stedet for vægten på det illusoriske ved djævelen, ud fra den begrundelse at hvis man kan tro på det, virker det så meget desto stærkere. Og det virker – for alle de ting, der sker, kan blot være tilfældigheder! Men det kan også være djævelens værk, og hvordan afgøres det andet end ved tro.

Robert Thorn (Gregory Peck) er ambassadør i Rom. Her føder hans hustru en dreng, som dog dør ved fødslen. I stedet tilbydes Thorn en anden dreng, hvis mor tilsyneladende døde under hans fødsel. Thorn accepterer, men siger ikke noget til hustruen, Kathrine (Lee Remick), som tror, at det er deres biologiske barn, hun får med hjem.

Efter nogen tid flytter familien til England, hvor Thorn bliver ambassadør efter Rom, og her lever de et lykkeligt familieliv. Men på Damiens 5 års fødselsdag begynder tingene at gå skævt. Damiens barnepige hænger sig foran alle gæsterne, og kort efter dukker en ny barnepige op, Mrs. Baylock (Billie Whitelaw), som ingen af forældrene har bedt om. Mrs. Baylock får dog lov til at blive, for Damien virker glad for hende.

Kort efter bliver Thorn opsøgt at en præst, som forsøger at få ham til at dræbe Damien. Thorn kan naturligvis ikke tage den snak alvorligt, men præsten dør, og så kommer journalisten Jennings (David Warner) til med beviser på, at noget er helt skævt. Samtidig begynder Kathrine at få bange anelser, og Thorn tvinges til at gøre noget.

The Omen er en effektfuld fortælling, og den skildrer fornemt, hvordan det onde kan lurer midt i familiens skød, og hvordan kærligheden ikke altid er nok til at holde ondskaben fra døren. Slutningen er fremragende tænkt, og efterlader tilskueren med en ubehagelig følelse. For hvad sker der nu?

Som sagt gør genindspilningen mere ud af actionscenerne, dvs. at f.eks. scenerne på kirkegården i Italien og hundescenen i huset er mindre actionprægede i originalen og ikke helt så uhyggelige. Til gengæld er skuespillet i høj klasse, og der er også gode actionscener i originalen, f.eks. scenen hvor Kathrine skubbes ned fra balkonen er utrolig godt lavet. Halshugningen kunne ikke laves efter manuskriptet i originalen, men i genindspilningen har man fundet en teknik som tillader, at halshugningen sker lodret frem for vandret. Begge scener er vellykkede.

I ekstra-materialerne fortæller Jerry Goldsmith om arbejdet med filmens score. Han brugte et engelske kor, som messede gregorianske hymner, der lige var ændret en smule, så de ikke hyldede Gud, men djævelen. Det er yderst effektiv underlægningsmusik, og jeg forstår godt, at det indbragte ham en Oscar for Best Music, original score (hans første og eneste Oscar efter 8 nomineringer. Siden er han nomineret endnu 8 gange).

Også Richard Donner er taknemmelig for The Omen, som han siger åbnede alle døre for ham efterfølgende. Før den lavede han hovedsageligt tv, men efter kom han med på flere spændende filmprojekter og har bl.a. instrueret kassesuccesser som Superman og Lethal Weapon 1-4.

The Omen blev lavet for et budget på knap 3 millioner dollars, men indspillede over 4 millioner bare den første weekend. Efterfølgende kom Damien: Omen II i 1978, Omen III: The final conflict i 1981 og Omen IV: the awakening i 1991, samt naturligvis genindspilningen The Omen 666 i 2006 med premiere 06.06.06.

Om The Omen:

Instruktør: Richard Donner
Udgivelsesår: 1976

Premonition

Jeg blev opmærksom på “Premonition”, da jeg rent tilfældigt fik fingre i den japanske gyser “Infection“. Omtalen lød så interessant, at jeg blev nødt til at se den, og for en gang skyld levede filmen helt op til mine forventninger. “Premonition” er velspillet, uhyggelig og absolut seværdig!

Hideka er på vej hjem efter en hyggelig weekend sammen med sin hustru Ayaka og datteren Nana. Undervejs på hjemturen holder de ind til siden, da Hideka skal sende en mail. Mens han venter, ser han et avisudklip, som fortæller om en bilulykke, hvor hans datter dør. Få øjeblikke efter pløjer en stor lastbil ind i deres bil, og datteren Nana slipper ikke ud.

Her klipper filmen til 3 år senere. Hideka og Ayaka er blevet skilt, og mens Hideka er gået i stå i sin karriere, er Ayaka begyndt at forske i det overnaturlige – i særdeleshed forudsigelser. Hun har fundet en bog af Rei Kigata, som beskriver “The Newspaper of Terror” – en avis som forudsiger ulykker, og hun har forsøgt at få fat i Kigata, men han er forsvundet.

Da hun en dag får fingre i et foto af sin eks-mand, der forudsiger hans død, beslutter hun sig for at opsøge ham, og sammen forsøger de at finde ud af mere om de mystiske avisudklip, som igen er begyndt at vise sig for Hideka. Det fører dem sammen igen, men for hvor længe?

“Premonition” bygger på en manga af Jiro Tsunoda med titlen “The Newspaper of Terror”, og er både en historie om sorg og kærlighed såvel som en gyser. Jeg blev øjeblikkeligt fanget af personernes skæbne, og åbningsscenen hvor bilen med den lille pige bliver smadret er utrolig vellykket. Samtidig er slutningen yderst interessant og grum.

Hvis man ikke kan lide asiatiske gysere, skal man alligevel give “Premonition” en chance. Den har alt den underspillede asiatiske horror-følelse, uden at vi skal trækkes med det sorthårede kvindespøgelse. En super fed film jeg kun kan anbefale …

Der findes i øvrigt også en amerikansk film med titlen “Premonition”. Denne handler om en kvinde som forudser sin mands død i et biluheld og hvordan hun forsøger at undgå dette, men om den har nogen tilknytning til den japanske film, kan jeg ikke se.

“Premonition” er en del af J-horror serien.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Yogen

Sov mit barn af Joanne Harris

Jeg ved faktisk ikke rigtig, om jeg synes Joanne Harris nye roman hører hjemme her på gyseren, men forlaget kaldte den for en gotisk thriller med intriger, løgne og gys, så lidt ret har den vel.

Henry Chester er kunstmaler. Faren var præst, og moren var stort set altid fraværende. Henry vokser op med et forkvaklet forhold til kvinder, som han alle til hobe anser for syndere og djævelens fristerinder.

En dag opdager han den unge Effie, som sidder model for ham til et maleri. Hun virker uskyldig og har en fuldkommen ren udstråling. Henry beslutter sig for at ”passe på” Effie, og bliver hendes beskytter indtil hun som 17-årig bliver hans hustru.

Men selvom Effie er blevet afskåret fra meget af omverdenens påvirkning, vækkes hendes seksualitet alligevel, da Henry på bryllupsnatten nærmest kaster sig over hende. Og det kan han slet ikke lide!

”Sov mit barn” fortælles skiftevis mellem Henry, Effie og romanens andre personer. Jeg havde mere end svært ved at snuppe den puritanske Henry. På den ene side vil han, at kvinder skal være lydige og uden seksuelle lyster, på den anden side frekventerer han jævnligt prostituerede (jo yngre, jo bedre) og bebrejder bagefter dem, at han ikke kan styre sine drifter. Jeg kom til at tænke på Penelope Evans hovedperson fra “Den nye pige“, Larry Mann. Og det er ingen kompliment til Henry!

Effie kastes ganske uskyldigt ind i hans spil, og selvom hun som barn beundrede Henry, er det som voksen svært for hende at blive ved med at holde af ham. For han tager alt fra hende i sit forsøg på at forme hende efter sine drømme.

Da Effie møder bordelmutter Fanny og den skruppelløse forfører Mose Harper, kompliceres alt yderligere, for Fanny mistænker Henry for en forbrydelse i fortiden, og Effie forelsker sig i Mose.

Det lyder ikke særligt gyseragtigt, men mod slutningen sker der dog lidt. Til gengæld er den gotiske stemning gennemført, og “Sov mit barn” er en okay roman, som dog bliver lidt langtrukken hen ad vejen.

Boo’ya Moon – Liseys Historie af Stephen King

Boo'ya Moon – Liseys HistorieBoo’ya Moon – Liseys Historie starter to år efter, at Liseys mand, forfatteren Scott Landon, døde ganske pludseligt. Hun har sørget og grædt, men har ikke tilladt sig i tankerne at genleve hele sit ægteskab, og er derfor ikke rigtig kommet over Scotts død. I løbet af de to år er hun blevet opsøgt af mange litteraturinteresserede, som alle ønsker at få fingre i de noter, udkast og eventuelle uudgivne bøger, der ligger i Scotts gamle arbejdsværelse. Alle har måttet finde sig i et høfligt nej, men så dukker psykopaten Jim Dooley op. For at undslippe Dooley er Lisey nødt til at huske de ting, som hun fortrængt, og her fangede historien mig for alvor.

Stephen King fortæller troværdigt og smukt om ægteskabet og den store kærlighed mellem Scott og Lisey og Boo’ya Moon – Liseys Historie er derfor også en kærlighedshistorie. Kender man lidt til Kings egen fortid, kunne man godt fristes til at tro, at Lisey er modelleret efter Kings egen kone Tabita, der – ligesom Lisey – har stået last og brast med sin mand gennem både alkohol- og stofmisbrug. Det siger King dog selv ikke er tilfældet.

Udover den fine kærlighedshistorie er det også en historie, om en lille dreng som må gå gennem helvede i sin barndom og finder sin redning – en tveægget én af slagsen – i verdenen Boo’ya Moon. Her er smukt om dagen og farligt om natten, og det er her, ‘Det Lange Bæst’ bor.

Det er en smuk men også gysende og grusom roman, som igen beviser, at Stephen King ikke for ingenting er en af verdens bedst sælgende forfattere. Men det kræver lidt tid at sætte sig ind i Lisey og Scotts særlige jargon. Til gengæld må jeg sige, at da først jeg var indfanget, kunne jeg ikke slippe bogen igen.

Om Boo’ya Moon – Liseys Historie:

Originaltitel: Lisey’s Story
Udgivelsesår: 2006