september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kærlighed’

The Living Dead Girl

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Om “The Living Dead Girl”:

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

In love with the dead

In love with the deadHvad får man, hvis man kobler en kærlighedshistorie med spøgelser? Nogen gange en rigtig god historie, andre gange en lidt sær hybrid. Sidstnævnte synes jeg er tilfældet med In love with the dead.

Bagsiden lover ellers masser af gys med ordene “Pang-brødrene har gjort det igen! Endnu en gang har de kun én mission: at skræmme dig fra vid og sans.” Men i stedet får vi de første 80 minutter et – i øvrigt meget smukt – kærlighedsdrama om det unge par, Ming og Wai.

Wai får kræft og chancerne for helbredelse er ikke gode. I starten holder de humøret oppe, og Ming gør alt for at være så meget sammen med Wai som muligt. Det fører til, at han bliver fyret fra sit job, og i stedet må tage til takke med et noget mindre prestigefyldt arbejde sammen med en tidligere skoleveninde, Ting.

Mens Wai bliver mere og mere syg, får Ming vanskeligere ved at håndtere situationen. Allerhelst vil han være der for Wai hele tiden, men hun trækker sig tilbage og søger alternative måder at blive rask på. Samtidig plages hun af jalousi over, at Ming nu ser Ting hver dag, og det er måske ikke uden grund, for Ting har stadig følelser for Ming.

Så langt så godt – uden et eneste lille gys udover Wais lillesøsters fascination af gysertegneserier. Først i filmens sidste kvarter kommer der lidt horrorstemning ind i filmen. Wai forsvinder, og da hun vender tilbage, trækker hun sig fuldstændig væk fra omverdenen, og imens begynder også Ming at opleve sære hændelser. Slutningen vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men den trækker helt klart op i gyserøjne.

Problemet med In love with the dead er, at en bagsidetekst som ovenstående lokker lidt andre seere til, end hvis man beskrev den som det kærligheds-drama, det reelt er. Samtidig tror jeg dog nok, at de fleste seere til kærligheds-dramaer vil betakke sig for den grumme slutning. Så på den måde bliver In love with the dead en sær blanding, som måske nok er både velspillet, underholdende og overraskende til sidst, men som alligevel ikke rigtig fik mig helt op at ringe.

Richard Kuipers kalder In love with the dead for: “a moody terminal-illness meller that develops into a ghost story with a “Fatal Attraction” kick“, og det er nok ikke helt galt.

Danny Pang står også bag den visuelt smukke Re-cycle, som ligeledes var en lidt anderledes filmoplevelse.

Om In love with the dead:

Instruktør: Danny Pang
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Chung oi

Læs omtaler af andre film af Danny Pang

Ôdishon aka Audition

Ôdishon aka AuditionTakashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i Ôdishon, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

Ôdishon starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se Imprint igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se Ôdishon. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at Ôdishon blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om Ôdishon

Om filmen:

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

På den anden side af Audrey Niffenegger

På den anden side af Audrey NiffeneggerMan siger, at kærlighed overvinder alt – selv døden.

Audrey Niffenegger skriver ikke som nogen anden, jeg har læst. I Den tidsrejsendes kvinde fortæller hun en fantastisk kærlighedshistorie, der rækker gennem tid og rum og blander science fiction elementer ind uden på nogen måde at blive en science fiction roman. I På den anden side blander hun igen flere genrer ved at skrive en roman om kærlighed, spøgelser og om søgen efter sin identitet.

Tvillingerne Elsepeth og Edie har ikke set hinanden i mere end 20 år, men da Elsepeth dør af kræft, testamenterer hun alligevel alle sine ejendele til Edies to tvillingepiger. Pigerne kommer til London for at bo i Elsepeths lejlighed, og her møder de både overboen, den excentriske Martin, og underboen Robert, der var kæreste med Elsepeth.

Tvillingerne er trods et ens ydre meget forskellige. Julia er udadvendt og forestiller sig, at de to piger altid skal være sammen, mens Valentina er mere indadvendt og drømmer om at skabe sit eget liv.

I lejligheden dukker også Elsepeth op. Hun er tilsyneladende fanget i efterlivet og kan ikke forlade lejligheden. Hun forstår ikke, hvad formålet er, men forsøger desperat at få kontakt med både Robert og tvillingerne. Og da det lykkes, får det helt uforudsete konsekvenser.

Audrey Niffenegger skriver fremragende. Hun beskriver Roberts kærlighed til og længsel efter Elsepeth, så det gør helt ondt. Samtidig gør hun tvillingernes mere komplicerede forhold til hinanden levende, selvom man som ikke-tvilling formodentlig aldrig helt kan forstå sådan et forhold.

Fortællingen er gennemsyret af både kærlighed og grusomhed. Noget utilsigtet, men noget også helt bevidst, og mod slutningen fik jeg næsten ondt i maven, mens jeg læste. De gamle hemmeligheder dukker op til overfladen, og jeg kunne næsten ikke bære at være vidne til personernes skæbner.

På den anden side er både en meget smuk historie og samtidig en meget grum historie. Det er ikke en ukompliceret og lykkelig kærlighedsfortælling, og er man mest til det, skal man gå uden om Niffeneggers roman. Historien om Elsepeth, Robert og tvillingerne er gennemsyret af en mørk undertone, som sidder længe i én efter endt læsning. Det er dog også det, som gør historien så fantastisk, og jeg kan absolut anbefale den til alle, som holder af velskrevne fortællinger om kærligheden, livet og døden.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 428 sider

The Omen

The Omen 1976For nogen tid siden så jeg genindspilningen af The Omen, og det var en positiv oplevelse. Derfor var jeg lidt spændt på, hvordan originalen placerede sig i forhold til genindspilningen. Heldigvis synes jeg stadig om genindspilningen, men jeg kan bestemt også se, hvorfor originalen har opnået kultstatus.

Historien er gennemgående ens i de to film. Oprindeligt lagde manuskriptet vægt på nogle scener med gargoyles og heksemesser, men da Richard Donner kom til som instruktør, skar han disse scener væk og lagde i stedet for vægten på det illusoriske ved djævelen, ud fra den begrundelse at hvis man kan tro på det, virker det så meget desto stærkere. Og det virker – for alle de ting, der sker, kan blot være tilfældigheder! Men det kan også være djævelens værk, og hvordan afgøres det andet end ved tro.

Robert Thorn (Gregory Peck) er ambassadør i Rom. Her føder hans hustru en dreng, som dog dør ved fødslen. I stedet tilbydes Thorn en anden dreng, hvis mor tilsyneladende døde under hans fødsel. Thorn accepterer, men siger ikke noget til hustruen, Kathrine (Lee Remick), som tror, at det er deres biologiske barn, hun får med hjem.

Efter nogen tid flytter familien til England, hvor Thorn bliver ambassadør efter Rom, og her lever de et lykkeligt familieliv. Men på Damiens 5 års fødselsdag begynder tingene at gå skævt. Damiens barnepige hænger sig foran alle gæsterne, og kort efter dukker en ny barnepige op, Mrs. Baylock (Billie Whitelaw), som ingen af forældrene har bedt om. Mrs. Baylock får dog lov til at blive, for Damien virker glad for hende.

Kort efter bliver Thorn opsøgt at en præst, som forsøger at få ham til at dræbe Damien. Thorn kan naturligvis ikke tage den snak alvorligt, men præsten dør, og så kommer journalisten Jennings (David Warner) til med beviser på, at noget er helt skævt. Samtidig begynder Kathrine at få bange anelser, og Thorn tvinges til at gøre noget.

The Omen er en effektfuld fortælling, og den skildrer fornemt, hvordan det onde kan lurer midt i familiens skød, og hvordan kærligheden ikke altid er nok til at holde ondskaben fra døren. Slutningen er fremragende tænkt, og efterlader tilskueren med en ubehagelig følelse. For hvad sker der nu?

Som sagt gør genindspilningen mere ud af actionscenerne, dvs. at f.eks. scenerne på kirkegården i Italien og hundescenen i huset er mindre actionprægede i originalen og ikke helt så uhyggelige. Til gengæld er skuespillet i høj klasse, og der er også gode actionscener i originalen, f.eks. scenen hvor Kathrine skubbes ned fra balkonen er utrolig godt lavet. Halshugningen kunne ikke laves efter manuskriptet i originalen, men i genindspilningen har man fundet en teknik som tillader, at halshugningen sker lodret frem for vandret. Begge scener er vellykkede.

I ekstra-materialerne fortæller Jerry Goldsmith om arbejdet med filmens score. Han brugte et engelske kor, som messede gregorianske hymner, der lige var ændret en smule, så de ikke hyldede Gud, men djævelen. Det er yderst effektiv underlægningsmusik, og jeg forstår godt, at det indbragte ham en Oscar for Best Music, original score (hans første og eneste Oscar efter 8 nomineringer. Siden er han nomineret endnu 8 gange).

Også Richard Donner er taknemmelig for The Omen, som han siger åbnede alle døre for ham efterfølgende. Før den lavede han hovedsageligt tv, men efter kom han med på flere spændende filmprojekter og har bl.a. instrueret kassesuccesser som Superman og Lethal Weapon 1-4.

The Omen blev lavet for et budget på knap 3 millioner dollars, men indspillede over 4 millioner bare den første weekend. Efterfølgende kom Damien: Omen II i 1978, Omen III: The final conflict i 1981 og Omen IV: the awakening i 1991, samt naturligvis genindspilningen The Omen 666 i 2006 med premiere 06.06.06.

Om The Omen:

Instruktør: Richard Donner
Udgivelsesår: 1976

Premonition

Jeg blev opmærksom på “Premonition”, da jeg rent tilfældigt fik fingre i den japanske gyser “Infection“. Omtalen lød så interessant, at jeg blev nødt til at se den, og for en gang skyld levede filmen helt op til mine forventninger. “Premonition” er velspillet, uhyggelig og absolut seværdig!

Hideka er på vej hjem efter en hyggelig weekend sammen med sin hustru Ayaka og datteren Nana. Undervejs på hjemturen holder de ind til siden, da Hideka skal sende en mail. Mens han venter, ser han et avisudklip, som fortæller om en bilulykke, hvor hans datter dør. Få øjeblikke efter pløjer en stor lastbil ind i deres bil, og datteren Nana slipper ikke ud.

Her klipper filmen til 3 år senere. Hideka og Ayaka er blevet skilt, og mens Hideka er gået i stå i sin karriere, er Ayaka begyndt at forske i det overnaturlige – i særdeleshed forudsigelser. Hun har fundet en bog af Rei Kigata, som beskriver “The Newspaper of Terror” – en avis som forudsiger ulykker, og hun har forsøgt at få fat i Kigata, men han er forsvundet.

Da hun en dag får fingre i et foto af sin eks-mand, der forudsiger hans død, beslutter hun sig for at opsøge ham, og sammen forsøger de at finde ud af mere om de mystiske avisudklip, som igen er begyndt at vise sig for Hideka. Det fører dem sammen igen, men for hvor længe?

“Premonition” bygger på en manga af Jiro Tsunoda med titlen “The Newspaper of Terror”, og er både en historie om sorg og kærlighed såvel som en gyser. Jeg blev øjeblikkeligt fanget af personernes skæbne, og åbningsscenen hvor bilen med den lille pige bliver smadret er utrolig vellykket. Samtidig er slutningen yderst interessant og grum.

Hvis man ikke kan lide asiatiske gysere, skal man alligevel give “Premonition” en chance. Den har alt den underspillede asiatiske horror-følelse, uden at vi skal trækkes med det sorthårede kvindespøgelse. En super fed film jeg kun kan anbefale …

Der findes i øvrigt også en amerikansk film med titlen “Premonition”. Denne handler om en kvinde som forudser sin mands død i et biluheld og hvordan hun forsøger at undgå dette, men om den har nogen tilknytning til den japanske film, kan jeg ikke se.

“Premonition” er en del af J-horror serien.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Yogen

Sov mit barn af Joanne Harris

Sov mit barn af Joanne HarrisJeg har ikke læst noget af Joanne Harris før, men faldt for beskrivelsen af “Sov mit barn” som en gotisk roman fra Victoriatidens London. Jeg blev ikke skuffet – og så alligevel.

Henry Chester er kunstmaler. Faren var præst, og moren var stort set altid fraværende. Henry vokser op med et forkvaklet forhold til kvinder, som han alle til hobe anser for syndere og djævelens fristerinder.

En dag opdager han den unge Effie, som sidder model for ham til et maleri. Hun virker uskyldig og har en fuldkommen ren udstråling. Henry beslutter sig for at ”passe på” Effie, og bliver hendes beskytter indtil hun som 17-årig bliver hans hustru.

Men selvom Effie er blevet afskåret fra meget af omverdenens påvirkning, vækkes hendes seksualitet alligevel, da Henry på bryllupsnatten nærmest kaster sig over hende. Og det kan han slet ikke lide!

”Sov mit barn” fortælles skiftevis mellem Henry, Effie og romanens andre personer. Jeg havde mere end svært ved at snuppe den puritanske Henry. På den ene side vil han, at kvinder skal være lydige og uden seksuelle lyster, på den anden side frekventerer han jævnligt prostituerede (jo yngre, jo bedre) og bebrejder bagefter dem, at han ikke kan styre sine drifter. Jeg kom til at tænke på Penelope Evans hovedperson fra “Den nye pige“, Larry Mann. Og det er ingen kompliment til Henry!

Effie kastes ganske uskyldigt ind i hans spil, og selvom hun som barn beundrede Henry, er det som voksen svært for hende at blive ved med at holde af ham. For han tager alt fra hende i sit forsøg på at forme hende efter sine drømme.

Da Effie møder bordelmutter Fanny og den skruppelløse forfører Mose Harper, kompliceres alt yderligere, for Fanny mistænker Henry for en forbrydelse i fortiden, og Effie forelsker sig i Mose.

Når jeg både kan lide “Sov mit barn” og alligevel blev lidt irriteret over den, skyldes det, at den til sidst trækker i langdrag. Den gotiske stemning i romanen hvor alt bygges langsomt op, og det usagte hele tiden rumler i baggrunden, bliver for meget. Effies syner, Henrys tanker og Mose’s bebrejdelser af, at det er Effies egen skyld kommer til at fylde for meget i forhold til plottet. Men når det er sagt, så læste jeg jo alligevel “Sov mit barn” til ende, og var spændt på slutningen.

Romanen udkom første gang i 1994 og genoptrykkes nu efter opfordring fra Joanne Harris fans. Den minder mig lidt i stilen om “Iagttagelserne” af Jane Harris fra 2006.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om “Sov mit barn”:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Samleren, 421 sider

Boo’ya Moon – Liseys Historie af Stephen King

Boo'ya Moon – Liseys HistorieBoo’ya Moon – Liseys Historie starter to år efter, at Liseys mand, forfatteren Scott Landon, døde ganske pludseligt. Hun har sørget og grædt, men har ikke tilladt sig i tankerne at genleve hele sit ægteskab, og er derfor ikke rigtig kommet over Scotts død. I løbet af de to år er hun blevet opsøgt af mange litteraturinteresserede, som alle ønsker at få fingre i de noter, udkast og eventuelle uudgivne bøger, der ligger i Scotts gamle arbejdsværelse. Alle har måttet finde sig i et høfligt nej, men så dukker psykopaten Jim Dooley op. For at undslippe Dooley er Lisey nødt til at huske de ting, som hun fortrængt, og her fangede historien mig for alvor.

Stephen King fortæller troværdigt og smukt om ægteskabet og den store kærlighed mellem Scott og Lisey og Boo’ya Moon – Liseys Historie er derfor også en kærlighedshistorie. Kender man lidt til Kings egen fortid, kunne man godt fristes til at tro, at Lisey er modelleret efter Kings egen kone Tabita, der – ligesom Lisey – har stået last og brast med sin mand gennem både alkohol- og stofmisbrug. Det siger King dog selv ikke er tilfældet.

Udover den fine kærlighedshistorie er det også en historie, om en lille dreng som må gå gennem helvede i sin barndom og finder sin redning – en tveægget én af slagsen – i verdenen Boo’ya Moon. Her er smukt om dagen og farligt om natten, og det er her, ‘Det Lange Bæst’ bor.

Det er en smuk men også gysende og grusom roman, som igen beviser, at Stephen King ikke for ingenting er en af verdens bedst sælgende forfattere. Men det kræver lidt tid at sætte sig ind i Lisey og Scotts særlige jargon. Til gengæld må jeg sige, at da først jeg var indfanget, kunne jeg ikke slippe bogen igen.

Om Boo’ya Moon – Liseys Historie:

Originaltitel: Lisey’s Story
Udgivelsesår: 2006

Knogler af Stephen King

Knogler af Stephen KingForfatteren Mike Noonans kone dør pludselig efter en hjerneblødning. Hendes død efterlader Mike i dyb sorg og starter en skriveblokering. For at tilfredsstille sin redaktør sender Mike manuskripter fra skuffen ind, men til sidst er han nødt til at gøre noget.

Mike beslutter sig for at tage til deres gamle sommerhus ved søen i byen Dark Score. Her havde de mange gode stunder, og Mike håber, at minderne kan få skriveblokeringen til at forsvinde. Men det viser sig, at Dark Score er forandret. Og at andet end gode minder gemmer sig i sommerhuset …

Bogrummet har Christina Andersen anmeldt Knogler med ordene:
Døden behøver ikke være en hindring for hævn. Men det kræver et raseri af format at ramme de levende fra den anden side. Hvis Casper, det venlige lille spøgelse, skræmmer livet af dig, så er Stephen Kings ”Knogler” et absolut No-No. ”Knogler” er en eminent spøgelseshistorie. Det her drejer sig ikke om afdøde bedstemødre, som kærligt våger over efterkommerne fra gyngestolen henne i hjørnet. I ”Knogler” tager spøgelser fat i de levendes verden og blander sig. Og hvad der synes rimeligt i de dødes verden svarer ikke helt til definitionen i de levendes.” Læs hele anmeldelsen her.

Om Knogler:

Originaltitel: Bag of Bones
Udgivelsesår: 1998
Forlag: Vinten, 487 sider

Fuldmånens magt af Kit Whitfield

Fuldmånens magt af Kit WhitfieldForestil dig en verden hvor 98 % af jordens befolkning er varulve – og du tilhører de sidste 2 %! Det er virkeligheden for Lola, som er hovedpersonen i Kit Whitfields debutroman Fuldmånens magt.

Romanen foregår i en verden, hvor varulvene er de normale. De får de bedste uddannelser, har de bedste jobs og bor i de bedste huse. Og hver fuldmåne går hele verden i stå, mens lycanterne – som er den officielle betegnelse for varulvene – låser sig inde. Bortset fra de strejfere som af en eller anden grund ikke gør det!

Lola tilhører de 2 % af befolkningen, som lider af handicappet anmorphi. Dvs. at hun ikke forvandler sig til varulv, når det bliver fuldmåne, og derfor er hun fra fødslen forudbestemt til at arbejde for DIRLA, Departementet for Igangværende Regulering af Lycantropisk Aktivitet. Det er et underbemandet og underbetalt arbejde hvor man skal indfange de strejfende varulve under fuldmånen, for at de ikke skal skade andre. Og det er et arbejde hvor man hver gang risikere at blive slået ihjel!

En dag får Lolas kollega, Johnny, bidt hånden af under en fuldmåne-patrulje, men før sagen når at komme for retten, bliver han skudt. Kort efter bliver Lola og hendes lærling Marty overfaldet af en gruppe ondsindede varulve under deres fuldmåne-patrulje, og det viser sig, at overfaldet – måske – har forbindelse med mordet på Johnny.

Kit Whitfield har skrevet en spændende krimi, der foregår i et lidt skævt univers. Her er varulvene ganske almindelige mennesker, som ikke kan holdes ansvarlige for deres handlinger, når de ”luner” – altså forvandler sig til varulve. Og menneskene er de mærkelige, dem som man er bange for, og som under DIRLA’s distriktsområde har magt til at spærre lycanterne inde uden rettergang lige så længe, de efterforsker en sag.

Whitfield har skabt et samfund med et retssystem, som får læseren til at tænke på den måde Inkvisitionen forfulgte og torturerede hekse på i middelalderen. Et samfund som er splittet i en synlig racisme, nemlig glatrygge og lycantere. Her bliver glatryggene puttet i børnehjem et par dage hver måned, mens forældrene ”luner”, og ingen taler åbenlyst om den forskelsbehandling, der findes. Samtidig har den ”svage” gruppe en betydelig magt over de resterende 98 % af befolkningen, så de er både udsat for racisme, men bruger også selv deres magt med hård hånd, når de tæsker og mishandler fangne lycantere til de tilstår.

Også persontegningerne er vellykkede. Hovedpersonen Lola er en kompleks figur, som er fanget mellem sin foragt for lycanterne og sit ønske om selv at være en af dem. Hun har oplevet meget og beskytter sig bag en hård facade. Men indvendig er hun blød, og da hun møder den sympatiske socialrådgiver Paul, får det hende til at åbne for nogle af de ting, hun ikke tidligere har turdet tænke på.

Fuldmånens magt er en rigtig spændende bog, som jeg kun kan anbefale – også selvom du ikke tror på varulve. Den er nemlig meget mere end en gyser. Fuldmånens magt er en blanding af en krimi og en kærlighedsfortælling og så kan den også læses som en debatbog om samfundet – for det kræver ikke meget fantasi at omsætte Lolas verden til vores.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Fuldmånens magt:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: Aschehoug, 448 sider
Originaltitel: Bareback