november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kannibaler’

Ravenous

RavenousI min søgen efter film indenfor western-horror faldt jeg over Ravenous fra 1999 af Antonia Bird.

Kaptajn John Boyd indtager ene mand en mexicansk garnison under den mexicanske-amerikanske krig, men eftersom han først gemte sig og lod sine soldater nedslagte, modtager han godt nok en tapperhedsmedalje af sin general, men bliver umiddelbart efter sendt til det lille og fredelige fort Spencer i Sierra Nevada bjergene under oberst Harts kommando.

Kort efter Boyds ankomst dukker endnu en mand op. En skotte ved navn Colquhoun som fortæller en grusom historie om et rejseselskab, som bliver fanget af vinteren i bjergene og forfalder til kannibalisme. Til sidst er der kun tre personer tilbage, og Colquhoun flygter. Oberst Hart sørger straks for at sende en ekspedition ud, og Colquhoun indvilliger i at vise dem, hvor hulen ligger. Men da de kommer dertil afsløres en hemmelighed om Windigo – en indiansk legende om en mand, som spiste kødet af sine fjender og dermed overtog deres styrke – og en umættelig trang til menneskekød.

Ravenous er på den ene side en ret stemningsfuld og uhyggelig fortælling om kannibalisme, mod og fejhed. På den anden side afbryder instruktør Antonia Bird af og til historien med indslag som snarere hører til i en sort komedie. Alligevel er Ravenous stadig en meget atmosfærefyldt og creepy film.

Robert Carlyle spiller Colquhoun, og det gør han godt. Han kan både spille ravende vanvittig og kort efter virke fuldstændig normal og klarhovedet. Som Timothy Rush skriver på Classic-horror.com: “Instead of going over-the-top with his character’s mania, Carlyle just tips the scales into the realm of sheer uneasy insanity. He plays Calqhoun as a devastating predator, one that can act the animal for when fear is needed, and the sophisticated man when needing to lay a trap.” Overfor ham spiller Guy Pearce rollen som kaptajn Boyd, der kæmper med sin samvittighed efter at have svigtet sine mænd, men som somtidig fastholder en meget høj moral i det disciplinløse fort.

Soundtracket af Michael Nyman og Damon Albarn er også værd at nævne. Musikken underbygger i den grad historien, både når den cementerer uhyggen, og når den bringer sort humor ind i billedet.

Antonia Bird har lavet en atypisk western, som både benytter sig af gys og satire, men måske i virkeligheden mere er en film, der bygger på sin atmosfære end sit plot. Det er ikke decideret western-horror, men det er så sandelig en god film. Som Timothy Rush udtrykker det: “Ravenous really is a full package deal. A simple but compelling story, emotionally evocative performances, and a strong score all combine to something that was sadly neglected at its time of release. You owe it to yourself, however, to take the time to discover it now. It may not be Citizen Kane, but it’s still damn entertaining.”

Om Ravenous:

Instruktør: Antonia Bird
Udgivelsesår: 1999

Læs hele anmeldelsen på Classic-horror.com

Cannibal the Musical

Cannibal the MusicalJeg har egentlig haft Cannibal the Musical liggende ved dvd-afspilleren i nogle måneder, for godt nok tænkte jeg, at den kunne være sjov at se, da jeg købte den, men siden har der altid lige været en anden film, som var mere interessant, når jeg skulle sætte noget på. Men nu har jeg endelig set den, og som altid når det er en Troma udgivelse, blev det en noget anderledes filmoplevelse.

Alferd Packer begiver sig sammen med en gruppe guldgravere til Colorado for at søge efter guld, men det viser sig at Packer ikke er den store guide. På rejsen møder de bl.a. tre fangere, som er stærkt misundelige over Packers hest, og de støder også ind i en gruppe japanske indianere. Efter et ophold hos sidstnævnte drager gruppen over bjergene, men farer vild, og efter lang tids sult begynder de at æde hinanden for at overleve, til der til sidst kun er Packer tilbage. Han finder tilbage til civilisationen, men kannibalismen bliver opdaget, og Packer bliver dømt til døden. Journalisten Polly Pry har dog andre planer.

Cannibal the Musical bygger på en sand historie. Alferd Packer var den første amerikaner, der blev dømt til døden for kannibalisme. Han flygtede fra fængslet i 1874, men 9 år senere blev han fanget og dømt. Dødsstraffen blev dog ændret til 40 års fængsel i 1886, og han blev løsladt efter pres fra Polly Pry i 1901. Filmens sidehistorie om Packers forelskelse i sin hest er dog det pure opspind, og de indianere Packers gruppe mødte var heller ikke japanere med samuraisværd.

Filmen er en musical, og derfor bryder skuespillerne ind i mellem ud i sang. Men da det er en Troma film, og ydermere er instrueret af Trey Parker, som er kendt fra South Park, så er her naturligvis ikke tale om speciel skønsang eller særlig lødig sang. Det gør kun filmen bedre i mit univers, hvor jeg nu vil huske at synge sangen om snemænd, når livet går mig imod …

Trey Parker har både skrevet og instrueret Cannibal the Musical, ligesom han spiller hovedrollen som Alferd Packer. Idéen til filmen opstod, mens Parker studerede på Colorado University, og begyndte som en falsk trailer til en film for siden at udvikle sig til en spillefilm lavet ved hjælp af studiekammerater og finanseret af private investorer og familie. Oprindelig hed filmen Alferd Packer – the Musical, men da Troma kom til i 1996 blev det besluttet at udgive den under den nuværende titel, da kun ganske få udenfor Colorado havde hørt om Alferd Packer.

Da filmen for en stor del er lavet af amatører, er billedsiden naturligvis derefte. Men eftersom replikkerne hele filmen igennem fyger gennem luften som kugler, og skuespillet er så tilpas overspillet og skørt, at det bliver kitch, så er Cannibal the Musical ikke bare en anderledes filmoplevelse, men faktisk også en ganske morsom og underholdende film. Og hvor tit er det lige, man kan sige, at man har set en western-horror-kannibal-komedie-musical?

Om Cannibal the Musical:

Instruktør: Trey Parker
Udgivelsesår: 1996

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Welcome to the jungle

Welcome to the JungleJeg er ikke stor fan af film filmet med subjektivt håndholdt kamera. Ofte synes jeg, det virker mere rodet end uhyggeligt, og hver gang har jeg svært ved at forstå, hvorfor man dog bruger tid på at filme alting, når man kæmper for sit liv. Men jeg er også ved at blive gammel.

“Welcome to the jungle” er netop en sådan film, og jeg er ikke voldsomt imponeret.

Fire ret forskellige venner beslutter sig for at tage til Ny Guineas jungle for at lede efter Michael Rockefeller, der forsvandt der i 1961. Familien anser ham for død, men en helikopterpilot så fornyligt en 70-årig hvid mand i området, og nu er vennerne sikre på, at det er Rockefeller – og at de kan tjene en formue på ham.

De pakker og tager afsted, men i junglen kommer uenighederne mellem dem for alvor op til overfladen. Efter en uge med skænderier og uenigheder stikker to af dem af med kort, GPS og næsten alt maden. De to tiloversblevne forsøger at indhente dem, men nu er de nået til kannibal-territorium.

Det hele er som sagt filmet med subjektivt kamera, så hver gang der sker noget, siger personerne “Giv mig kameraet”, og så følger vi dennes synsvinkel. Det irriterer mig rigtig meget og er med til at sænke spændings niveauet. Det trækker også ned, at filmens første halvdel går i tomgang, mens vi følger de fire unge skændes, drikke og lave ingenting. Først i filmens sidste halvdel begynder der at ske noget. Samtidig er personerne generelt så irriterende, at jeg ingen sympati fik for dem, og dermed var ligeglad med om de blev ædt af kannibaler eller ej.

Jeg synes klart bedre om “Zombie Holocaust“, som jeg tror har været inspirationen for Jonathan Hensleigh, så vil man se en kannibalfilm, er den at foretrække. “Welcome to the jungle” har dog en mindeværdig scene på flodbredden da vi ser, hvad der er sket med den ene af kvinderne i gruppen, men bortset fra det minut var det en lidt kedelig affære.

Om “Welcome to the jungle”:

Instruktør: Jonathan Hensleigh
Udgivelsesår: 2007

The Hills Have Eyes, 1977

The Hills Have Eyes, 1977Så fik jeg også set den originale The Hills Have Eyes fra 1977 og kan konstatere, at Alexandre Ajas remake har været tro mod originalen.

Familien Carter er på vej til Californien. Undervejs beslutter de sig for at besøge en sølvmine, men ender med at køre galt på en grusvej langt væk fra civilisationen. Og det er ikke en gang det værste, for i området bor en ikke helt almindelig familie, og de har tænkt sig at invitere Carterne til middag – som hovedretten!

Sådan kan handlingen i “The Hills Have Eyes beskrives ganske kort. Undervejs er der en del grumme scener, og familien bliver langsomt slagtet en efter en.

The Hills Have Eyes var blot Wes Cravens anden spillefilm. I 1972 slog han sit navn fast med kult-klassikeren Last house on the left, og han var lidt betænkelig ved at begive sig ud i endnu en horrorfilm. Temaet i begge film kan beskrives som civilisationens sammenbrud, når den presses. I Last house on the left tager forældrene en frygtelig hævn over deres datters voldtægtsmænd, og ender på den måde med at være ligeså rå og voldelige som dem. Og i The Hills Have Eyes må også Carter familien bliver ligeså dyriske som kannibal-familien for at overleve.

Wes Craven lod sig overtale af vennen og produceren Peter Locke til at skrive The Hills Have Eyes efter at flere ikke-horrorfilm produktioner faldt til jorden for ham. Og hvor Last house on the left fik voldsomme hug af kritikerne for at være for voldelig og seksuel, så endte The Hills Have Eyes med at få langt bedre anmeldelser. Måske fordi kannibal-familien ikke lignede virkeligheden så meget som voldtægtsmanden Krug fra Last house on the left gjorde? Måske fordi Wes Craven ikke lagde ligeså meget vægt på at gøre voldtægtscenen så realistisk som i Last house on the left?

I 1974 var Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre, som også har en kannibalistisk familie i hovedrollen, udkommet, og Wes Craven lod sig inspirere af denne idé, som han mixede med historien om Sawney Bean – en skotsk kriminel fra 1700-tallet, der spiste sine ofre, og led en forfærdelig skæbne, da han blev pågrebet. Rent fysisk lånte Wes Craven også fra The Texas Chain Saw Massacre, idet art director Robert A. Burns også havde været art director på Tobe Hoopers film, så mange af effekterne i kannibal-familiens hule i bjergene stammer fra kannibal-familiens hus i The Texas Chain Saw Massacre.

The Hills Have Eyes blev lavet for blot 230.000 $. Det forekom dog Wes Craven at være et kæmpebudget, for Last house on the left blev indspillet for blot 90.000 $. På rollelisten ses bl.a. Dee Wallace (The Howling) og Michael Berryman, hvis karakteristiske ansigt pryder filmens cover, men også producer Peter Locke har en lille cameo som Mercury, den første af kannibal-familien som dør.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1977

The hills have eyes – the beginning af Jimmy Palmiotti og Justin Gray

The hills have eyes - the beginningI ekstra-materialerne til nyindspilningen af “The hills have eyes 2” hørte jeg, at der var lavet en tegneserie, som fortalte forhistorien til Wes Cravens originale idé, og som samtidig bandt de to nyindspilninger sammen med denne. Det gjorde mig nysgerrig, så jeg skulle selvfølgelig have fat i “The hills have eyes – the beginning”.

En lille mineby skal nedlægges, fordi militæret skal bruge området. Beboerne har dog ikke til sinds at opgive deres jord, så nogle soldater opsøger dem i nattens mørke for at “overtale” dem alligevel. Overtalelsen ender i mord, så da militæret senere vender tilbage, er landsbyen bevæbnet og giver sig ikke uden kamp.

Men de er for få og for dårligt bevæbnet, og til sidst må landsbyen med Mrs. Sawney i spidsen overgive sig. De går dog ikke med militæret, men gemmer sig i stedet for i minerne – og her bor de de næste år, mens militæret forvandler området til testområde for prøvespræning for atombomber.

Også dette får dog en ende, og efter nogle år kan beboerne vende tilbage og indtage testlandsbyen, som militæret har efterladt. Men radioaktiviteten får følger for menneskene, og da Mrs. Sawney føder en vanskabt dreng, smides hun ud af samfundet. Flere kvinder får også vanskabte børn, og de samles alle i de gamle miner, hvor de udstødte skaber et nyt samfund. Men da Mrs. Sawney dør, får vanskabningerne sandheden at vide – at landsbyen ikke ville vide af dem, og at de i virkeligheden alle skulle være dræbt. Nu er hævnens time kommet …

Jeg synes, at formålet med tegnserien er blevet indfriet. Det er lykkes at skabe en baggrundshistorie for filmuniverset, så man får – måske ikke ligefrem sympati for minefolket – men så i hvert fald en forståelse for hvordan de er endt i den situation, de er. Der bindes også en fin sløjfe til filmen med beskrivelsen af, at minefolket af nød var nødt til at opfinde “the tourist trap”, og hvordan de forsøger at putte sig for det officielle samfund.

Samtidig synes jeg dog godt, at tegnserien kan stå alene, for man behøver langt fra at have set filmene for at få noget ud af historien. Og så er tegningerne af John Higgins simpelthen fantastiske. De underbygger historien på smukkeste vis og skåner ikke læseren for blodige detaljer. Billederne til tider nærmest emmer af gru, og giver samtidig læseren sympati for vanskabningerne – i hvert fald næsten – for deres ondskab er jo netop ikke kommet af ingenting.

Absolut en læseværdig tegneserie …

Om “The hills have eyes – the beginning”:

Udgivelsesår: 2007

The Hills Have Eyes 2

hillshaveeyes2Mange af filmene, jeg har set det sidste stykke tid, har enten været middelmådige eller decideret dårlige. Derfor var det en stor fornøjelse at se “The Hills Have Eyes 2”, som i mine øjne er alt det, en god gyser skal være.

Alexandre Aja lavede i 2006 en genindspilning af Wes Cravens film “The Hills Have Eyes” fra 1977. Genindspilningen var yderst vellykket, og filmselskabet ville godt se et manuskript på en efterfølger. Wes Craven og hans søn Jonathan satte sig sammen, og i løbet af en måned skrev de manuskriptet til toeren. Filmselskabet var med på idéen, og Martin Weisz blev bedt om at instruere den. Og er der kommet et supergodt resultat ud af.

“The Hills Have Eyes 2” starter, hvor etteren slutter. Hæren er rykket ind i sektion 16 for at finde ud af, hvem der myrdede familien, og oberst Redding, som står i spidsen for operationen, ønsker at sprænge hele mineområdet i luften og smadrer alt, som endnu måtte leve der. Men han når ikke så langt.

Samtidig er en gruppe unge nationalgardister på øvelse i nærheden. De får besked om at tage omkring oberst Reddings lejr på tilbagevejen, men da de når frem, er lejren tom. Et nødopkald får dem op i bjergene, pånær Napoleon og Amber som bliver i lejren. Her går det dog op for dem at noget er helt galt, og snart er deres vogn stukket i brand, og nogen har taget deres våben. De må forsøge at finde deres kammerater – men også de er i knibe.

Herfra tager filmen os dybere ind i bjergene og langt ned i minerne, og vi ser glimt af det uhyrlige liv, mutanterne lever langt borte fra solens lys.

Jeg synes, det er fantastisk, hvor stor forskel der er på god og dårlig horror. Her følte jeg straks sympati og samhørighed med de unge soldater, hvor jeg i f.eks. “Red Sands” aldrig opnåede en interesse i soldaternes skæbne. Historien er mere sammenhængende, og selvom man jo i bund og grund godt ved, hvad der vil ske, så er udførelsen alligevel så gennemtænkt, at man bliver overrasket og forskrækket gang på gang. Samtidig er der også puttet en god del humor ind i historien, som når en af mutanterne munter vinker bye bye – med en afhugget arm!

Filmens udendørs-scener er optaget i Marokko, og bjerglandskabet er barskt og fantastisk smukt – samtidig med at man ikke er i tvivl om, at her findes dødelig fare, når filmens actionscener går i gang.

I ekstra-materialerne fortæller Wes Craven, at filmen også er en kommentar til den nuværende politiske situation. I “The Hills Have Eyes 2” sendes en gruppe unge soldater ud i en situation, som de er uforberedte på og ingen chancer har for at blive forberedte til. De må kæmpe mod dyriske skabninger, som viser sig at være mennesker – og at være kløgtige endda. Samme situation er de unge amerikanske soldater, der sendes til Afghanistan og skal kæmpe mod folk, der har en helt anden kulturel baggrund og derfor virker uforståelige og dyriske. Jeg tror ikke, jeg havde fanget denne allegori, hvis ikke Wes Craven havde gjort opmærksom på den, og synes også at filmen klarer sig fint uden denne ekstra dimension.

Ekstra-materialerne afslører også, at der er blevet lavet en graphic novel med titlen “The Hills Have Eyes – The Beginning“, som jeg helt sikkert gerne vil have fingre i. Den fortæller historien om sektion 16 de sidste halvtreds år, og her lærer vi baggrunden for mutanternes opståen. Efter sigende skulle den være voldsom og blodig, og de tegninger der blev vist, ser utroligt flotte ud.

Man kan sagtens se denne toer uden at have set hverken originalen (som jeg stadig har til gode) eller Alexandre Ajas genindspilning. Men jeg kan bestemt anbefale ikke at gå glip af den sidste, for den er altså også værd at se.

Læs også Uncuts noget mere forbeholdne omtale.

Instruktør: Martin Weisz
Udgivelsesår: 2007

Amazonia – the Catherine Miles story

Amazonia“Amazonia” påstås at bygge på en sand begivenhed og fortælles som uddrag fra en retssal. Den 18-årige Catherine Miles er på besøg hos sine forældre, som bor i Amazonas, men på en sejltur på floden bliver deres båd angrebet af hovedjægere, som dræber begge forældre og tager Catherine med sig. Mere end et år lever hun sammen med stammen, og her oplever hun alle mulige grusomheder, men finder også venskab og kærlighed. Ikke mindst til den unge jæger, Umukai, som forelsker sig inderligt i hende.

SPOILER: Umukai fortæller til sidst Cathrine, at det slet ikke er stammen, der dræbte hendes forældre, men Cathrines onkel og tante, som ville overtage forældrenes ejendom. Cathrine overtaler Umukai til at hjælpe hende tilbage, og hun slår tanten og onklen ihjel efter at have konfronteret dem.

Jeg købte for nogen tid siden en boks med titlen “The Cannibal Collection”. Heri var tre film: Last Cannibal World, Man from deep river og Amazonia – the Cathrine Miles story. Og hvad tanken har været med at samle netop disse tre film i én boks, kan man kun gisne om. Særligt meget tilfælles har de ikke umiddelbart, og f.eks. “Amazonia” har knap kannibaler med! Catherine fanges af hovedjægere, og de eneste kannibaler i filmen vises i et kort glimt, hvor Umukais stamme går i krig mod dem.

Jeg var ikke specielt begejstret for “Amazonia”, som mere er et kulturstudie end en gyser. Filmen er iøvrigt også udkommet under titlerne “White slave” og “Cannibal Holocaust 2”.

Instruktør: Mario Gariazzo
Udgivelsesår: 1985
Originaltitel: Schiave bianche- violenza in Amazzonia

Last Cannibal World

last_cannibal_worldJeg blev ret imponeret af Ruggero Deodatos “Cannibal Holocaust“, så da jeg faldt over hans “Last Cannibal World”, der er lavet tre år før, tænkte jeg, at den måtte jeg ikke gå glip af. Det var dog ikke lige så stor en oplevelse.

Robert Harper flyver med vennen Rolf og de to ansatte, Charlie og Swann, ud til en lejr dybt inde i junglen, hvor et hold søger efter olieforekomster. Landingsbanen er blevet misligeholdt, så i landingen taber flyet det ene hjul. Mens Charlie forsøger at reparere dette, går Robert og Rolf ud for at finde lejren – som er forladt.

De finder efterladenskaber, der tyder på, at lejren er blevet overfaldet af lokale kannibaler, og i panik løber Robert ind i junglen, mens han råber på sine folk. Rolf følger efter og indhenter til sidst Robert, men nu er de faret vild. Det lykkes dem dog at komme tilbage til flyet, men først da det er blevet for sent at lette. Så de fire må tilbringe natten i flyet.

I løbet af natten skal Swan tisse, og mens hun er ude, bliver hun bortført. Næste dag tager de tre mænd af sted for at finde hende, men Charlie går i en fælde og bliver dræbt. Nu er der kun Robert og Rolf tilbage, men i forsøget på at krydse floden, forsvinder også Rolf. Kort efter bliver Robert fanget af en lokal stamme, som smider ham i et hul og gemmer ham til senere brug.

Det lykkes til sidst Robert at stikke af, og med sig tager han en indfødt kvinde. Først forsøger hun at slippe væk, men efter en rask lille voldtægt falder hun til og behandler Robert som sin herre. Nu må de forsøge at finde tilbage til flyet og slippe væk fra junglen uden at kvindens stamme eller kannibalerne fanger dem.

Jeg synes, historien er temmelig søgt. De vilde skildres så overdrevent, at det næsten ikke er til at bære. Når de spiser, hugger de maden i sig som dyr. Når de har sex, sker det midt i blandt hinanden med vold og uden kærtegn. Og de viser generelt ingen følelser andet end nysgerrighed. Jeg synes heller ikke, at Roberts karakter har noget særligt formål. Ja, han skal forsøge at overleve i junglen, men jeg fik ingen sympati for ham. Måske skal filmen vise, hvordan junglen reducerer alle mennesker til dyr i kampen for at overleve, men det mener jeg ikke er en gyldig konklusion, og derfor er historien ikke tilfredsstillende for mig. 

Ruggero Deodato hverken chokerer eller overrasker i denne film, men man kan dog ane lidt af konturerne til “Cannibal Holocaust“, i den måde han filmer dyrene, der slås ihjel undervejs. Her er lidt af samme vildskab og ubehagelige billeder, men dog ikke nær så gennemført.

“Last Cannibal World” kommer ikke til at stå i min hukommelse som en mindeværdig film, og hvis man kun skal se en film af Ruggero Deodato, så tag hellere “Cannibal Holocaust“.

Læs også Uncuts langt mere positive anmeldelse

Instruktør: Ruggero Deodato
Udgivelsesår: 1977
Originaltitel: Ultimo mondo cannibale

Cannibal Holocoust

Cannibal HolocoustDa jeg fornyligt så Hostel-filmene, blev jeg inspireret til at se Cannibal Holocoust, som var en stor inspirationskilde for Eli Roth, og som jeg husker fra min ungdom, som en af de film kun de sejeste turde se. Jeg turde ikke se den dengang, men nu 27 år efter udgivelsen er det lykkes mig.

Cannibal Holocoust blev lavet med formålet at chokere folk – og det må sige lykkedes. Allerede en uge efter filmen havde premiere i Milano i 1980, blev den forbudt og printet konfiskeret. Instruktøren Ruggero Deodato var lige ved at blive anholdt for mordet på skuespillerne i filmen, for man troede vitterlig, at de var blevet slået ihjel under filmen.

Cannibal Holocoust indeholder også flere scener med drab på dyr, og også de scener var skyld i mange problemer for både instruktør og producenter. Her forsvarede Deodato sig med, at dyrene bagefter blev spist, og at de iøvrigt var normale byttedyr for stammerne i området.

Historien lyder: Dokumentar-filmmageren Alan Yates tager sammen med sit hold til Amazonas, hvor de vil optage en dokumentarfilm om kannibalstammerne, der lever uberørt af den hvide mand. Men holdet kommer aldrig tilbage. Efter nogle måneder sendes endnu en ekspedition ud, denne gang ledet af antropologen Monroe, som skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket med Yates-gruppen.

Monroe finder frem til Yates-gruppens jordiske rester, og det lykkes ham at få deres filmruller med hjem, men hvorfor de er blevet slået ihjel på grusom vis, ved han ikke, før filmene er set igennem. Det viser sig, at Alan Yates var en fup-dokumentarist, som iscenesatte sin egen virkelighed for at skabe sensationelle billeder, og at det var disse konstante overgreb på stammen, der førte til gruppens død. Så til sidst spørger Monroe filosofisk: “I wonder who the real cannibals are?

Jeg kan godt se, hvor Eli Roth finder inspirationen til sine Hostel-film. Ruggero Deodato viser volden udpenslet og nærmest dokumentarisk. Selv så mange år efter virker nogen af scenerne stadig meget voldsomt. Jeg blev næsten utilpas af scenen, hvor en ung stammepige straffes for utroskab på en meget ubehagelig måde. Filmens mest kontroversielle billede er formentlig det, hvor en anden ung kvinde findes spiddet på en pæl. Det ser utrolig virkeligt ud, og jeg var glad for at læse i ekstramaterialerne, at skuespilleren i virkeligheden sidder på en lille cykelsaddel og holder et spidst pælestykke i munden.

Mest chokerende er dog næsten billederne af dyrene, der bliver slået ihjel. Jeg trøstede mig med, at det måtte være meget virkelighedstro special effects, men det kunne jeg så efterfølgende se, at det ikke var. Og så kan man undre sig over, hvorfor jeg synes, det var værre, at dyrene døde i filmen? Jeg tror, det er fordi, at jeg jo godt ved, at skuespillerne ikke lider skade, så det er bare film. Men at slå dyr ihjel for ren underholdning er ret grænseoverskridende for mig.

Filmens soundtrack, som er komponeret af Riz Ortolani, skal også lige nævnes. Cannibal Holocoust åbner med at kameraet fra luften følger amazonfloden med smuk baggrundsmusik. Dette musikstykke genbruges flere gange i filmen, bl.a. under en dramatisk scene hvor Alan Yates hold brænder en stammelandsby ned. Det modsigende i den smukke musik og de modbydelige billeder virker meget stærkt.

Jeg har hørt meget om de italienske kannibalfilm fra firserne, men har stort set kun set Zombie Holocaust (også fra 1980), som er langtfra så vellavet eller skræmmende, og jeg havde forventet mig noget i den retning af Cannibal Holocoust. I stedet er det en film, som med sin nærmest dokumentariske rå stil stadig kan chokere og ramme nutidens seer, og jeg må indrømme, at selvom jeg fuldt ud forstår, hvorfor den er blevet en klassiker indenfor genren, så har jeg ikke lyst til at se den igen.

Darry Jones skriver om de italienske kannibal-film i “Horror: A Thematic History in Fiction and Film”:

“…The anthropologist Claude Lévi-Strauss’s fundamental category distinction between ‘raw’ and ‘cooked’ food as an index of civilization is generally borne out also in cannibal movies, with cultured European and American cannibals such as Hannibal Lecter or the ‘Wendigo” cannibals of the Rocky Mountain army camp in “Ravenous” eating their victims deliciously cooked, while the Amazonian ‘savages’ of the Italian ‘gut-muncher’ cannibal movies of Ruggero Deodato, Umberto Lenzi and others prefer to chow down on the raw internal organs of their (preferably still living) victims…

It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture.

Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners.

Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Om Cannibal Holocoust:

Instruktør: Ruggero Deodato
Udgivelsesår: 1980

Se filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Leatherface – The Texas Chainsaw Massacre III

Tobe HoopersLeatherface - The Texas Chainsaw Massacre III “The Texas Chainsaw Massacre” var en fremragende film på flere måder, og gode film får ofte dårlige efterfølgere. Det må man sige er tilfældet med “Leatherface”, hvor instruktøren Jeff Burr tilsyneladende har troet, at bare man genbrugte en ikonisk skikkelse som Leaterface, så pyt med resten.

Michelle og Ryan er på vej gennem Texas med deres fars bil, da de på en tankstation møder den sympatiske Tex (en meget ung Viggo Mortensen). Han vil godt have et lift, men Benny siger nej. De har ikke tid. De kommer dog endnu hurtigere end beregnet af sted, for pludselig bliver de truet med et haglgevær af tankstationens ejer, og mens de kører væk, ser de Tex blive skudt.

De er ikke kommet langt væk, før de opdager, at de bliver forfulgt. Det ender med at de punkterer, og mens de skifter hjul, dukker Leaterface op med en kædesav. Det lykkes dem at slippe væk – for kort efter at køre galt igen, da de med nød og næppe undviger en anden bil.

Snart er både Michelle, Ryan og Benny som var i den anden bil, på flugt fra Leatherface og familien, og det viser sig selvfølgeligt, at vi ikke har set det sidste til Tex. Som man næsten kan regne ud, går Ryan i en fælde, og Michelle indfanges og føres hjem til middag, og så følger nogle triville scener med tortur, flugt og slagsmål, før filmen slutter uden de store overraskelser.

Viggo Mortensen er ganske delikat at se på, men han er ikke overbevisende som morderisk galning, og set-uppet i huset rammer langt fra den intense og skræmmende atmosfære som den originale film havde. Her er simpelthen tale om, at man har brugt historien en gang til bare uden alt det skræmmende. Selv Leatherface er det lykkes at få til at ligne en sovebamse.

Om Leatherface – The Texas Chainsaw Massacre III:

Instruktør: Jeff Burr
Udgivelsesår: 1990

Film med Leatherface:

The Texas Chainsaw Massacre – 1974, Tobe Hooper
The Texas Chainsaw Massacre 2 – 1986, Tobe Hooper
Leatherface – The Texas Chainsaw Massacre III – 1990, Jeff Burr
The Return of the Texas Chainsaw Massacre – 1994, Kim Henkel
The Texas Chainsaw Massacre – 2003, Marcus Nispel
The Texas Chainsaw Massacre – the beginning – 2006, Jonathan Liebesman
Texas Chainsaw 3D – 2013, John Luessenhop
Leatherface – 2017, Alexandre Bustillo og Julien Maury